Det er Knud, som er død af Robert Zola Christensen

Roman – Forlaget Arabesk – 2019 – 222 sider – omslag af Maria Tranberg – anmeldereksemplar fra forlaget

“En mus kan være uheldig at få nogle snylteorganismer i sig, der gør, at når den lugter en kat i nærheden, så løber den ikke sin vej, men bliver vel nærmest, hvad man kan kalde hyperaktiv, ja, nogen vil måske ligefrem kalde det nysgerrig. Den kan i hvert fald slet ikke holde igen og ender ret hurtigt med at blive spist med hud og hår. Når så det, der er tilbage af den, kommer ud i kattens anden ende, er der stadig levende mikrober i lorten. Og dem snuser en ny mus til og smager på, og der har vi den så, cyklussen, for husmusen aner jo ikke selv, hvad den render og laver. Og jeg tror, det er på samme måde, det er fat med os mennesker. Vi aner simpelthen ikke, hvilke kræfter der styrer os, hvad det er, der får os til at søge ud på dybt vand, og jeg kunne godt tænke mig at vide, hvor dybt det vand, Amina søgte ud på, rent faktisk var. “

Nogle gange ender tingene ikke helt som man har planlagt, det kender vi alle. Men for Allan-Bertram ender det meste helt anderledes end han har tænkt det skulle. Der er bare ikke rigtig noget, der vil lykkes. Han har taget et job på en højskole, som han ikke er helt engageret i, han er for nyligt blevet skilt, selvom han troede, at ægteskabet bare skulle have en lille pause, for så at blomstre op igen. Hans kone har fundet lykken sammen med en irriterende sporty og succesfuld mand, som desuden er populær hos hans sønner. Hans alkoholiske mor er rod til stor irritation og et strejf af dårlig samvittighed. Og så er det, som om mange små tilfældigheder spænder ben for ham, som om skæbnen spiller ham et pus. Og da han mister sin rygsæk med et meget værdifuldt indhold, skal det selvfølgelig ikke være let at få den igen. I jagten på den tabte rygsæk konfronteres han med sin fortid og rodes mildest talt ud i lidt af hvert. Hvordan skal det dog ikke ende?

Handlingen står så absolut ikke stille i Det er Knud, som er død. Der sker hele tiden noget uforudset, bogens handling accelerer og eskalerer fra første til sidste side. Man kan næsten blive helt forpustet. Gennem læsningen havde jeg det ind imellem ligesom dengang jeg ofte så serien Klovn. Et latent ubehag, en konstant venten på det næste, der skal gå galt, det næste pinagtige øjeblik i fortællingen. Situation efter situation, der virker umulig at komme videre fra. Allan-Bertram minder mig lidt om Bjørnen Boris, som man måske kender, hvis man har små børn. Som der står i en af Boris-bøgerne “og lige da han ikke troede det kunne blive værre … ja, så blev det værre”. Modgang og idiotiske satsninger er grundstenene i Allan-Bertrams tilværelse. Det er sjovt, men det er også lidt trættende i længden.

Bogen handler ifølge forlaget om utiltalende mænd og utilregnelige kvinder, hvilket er ret spot on. Ud over at mændene også er utilregnelige og kvinderne også er utiltalende. Det er som om bogen prøver at slå sig op på en italesættelse af køn, særligt af manderoller, som jeg ikke synes er særlig vellykket. Kønnene er voldsomt stereotype, jovist, men der bidrages ikke med noget nyt til kønsdebatten, der portrætteres bare en fjollet stereotyp af mænd såvel som kvinder. Romanens manderoller er ganske selvfølgelige, og bæres gennem fortællingen higende efter ideen om polarforskeren Knud Rasmussen, en stereotyp mandefigur, som alle mandemænd bør efterstræbe – en overlever. Han er selvfølgelig Allan-Bertrams helt store idol og en grundsten i hans selvforståelse.

Allan-Bertrams mor er en interessant figur, hos hende italesættes de tungere emner som den dysfunktionelle forælder-barn relation og alkoholisme, hvilket gøres på en virkelig realistisk og samtidig lidt humoristisk facon. Sætninger, som “Nu er det snart jul igen, og det der med at skulle ødelægge jul og højtider er jo en alkoholiker-classic, når man tænker over det, så er det bare om at holde sig væk.” fik mig som barn af en alkoholiker både til at nikke genkendende og trække på smilebåndet. Alkoholiker-classic er et godt begreb. Og det er altså noget, bogen kan. Være humoristisk vellykket samtidig med at den italesætter nogle alvorlige emner. Ind imellem bliver tonen lidt for onkelhumoristisk til min smag, men overordnet var det ret morsom læsning. Og sproget har så absolut sine kvaliteter. Desuden har romanen fået mig til at genbesøge Tom Kristensens forfatterskab, et virkelig glædeligt gensyn.

Det er Knud, som er død er en underholdende, intens, sammensat og hurtigt læst roman. Herfra får den tre ud af seks hjerter.

Lån bogen på biblioteket eller anskaf dit eget eksemplar her.

ÆKVATOR af Kim Karmark

Roman – Byens forlag – 2018 – 195 sider – omslag af Katrine Skriver Christensen – anmeldereksemplar fra forlaget

“I starten var det duftene, der optog mig. Jeg elsker de afrikanske duftes underspillede robusthed. De giver alt omkring sig en dybere mening. På en gang fyldig og sart. Når vinden er i den rigtige retning, kan jeg lugte Victoriasøens fade ferskvand, jeg mærker støvet fra vejen og den fine, skarpe røg fra de mange køkkener. Ellers er det bushens tørre græs, der fylder luften med en evig augustagtig tyngde. Men næsten umærkeligt er det blevet lydene, jeg er mest interesseret i. Tropernes mærkelige summende baggrundsstøj. Da jeg først begyndte at lytte, opdagede jeg, at det netop er lydene, der gør både stilheden større og duftene tættere; farverne mere præcise. Jeg er fascineret af den diskrete måde, jeg er blevet erobret på “

Esben er søn af en gammel hippie og er vokset op i et hjem med minimal struktur og tradition. Hans barndoms fortællinger bærer præg af instabilitet og impuls og kan både opfattes som eventyrlig og utryg. Katja kommer fra et gammeldags og mere traditionsbundet hjem med dug på bordet og måltider serveret samme tid hver dag. En tryg, men stagneret tilværelse. Hver især misunder de hinandens barndom, som var fyldt op af det, de selv manglede så inderligt. Ligeså forskellig deres opvækst har været, lige så forskellige personer er de, og da de rejser til Østafrika sammen tydeliggøres disse indbyrdes forskelle. De bliver begge meget betaget af Afrika, af det meget anderledes liv  og af den overvældende følelse af pludselig at være minoriteten, den konstant udpegede i et samfund. En dag da Esben kommer hjem til deres hytte, har Katja pakket sine ting og er rejst. I retrospektiv (over)refleksion fortælles historien om dem, om Afrika og om deres brud.

Romanens tematiske omdrejningspunkter er løgn, bedrag, selvbedrag og jalousi. Esben fortæller historien og vi hører meget om hans liv og tanker. Han er en sympatisk, lidt vag karakter, som vender og drejer bruddet med Katja, noget der kommer til at fremstå overreflekteret og kunstigt.  Katja hører vi mindre om, hun er en ret uforståelig karakter, som mest af alt fremstår vred og selvhøjtidelig. Hun vil til Østafrika for at gøre en forskel, men hendes vrede over andres opførsel og hendes foragt for sin egen hvidhed fylder alt. Og denne foragt for hvidheden er et tilbagevendende, lidt fortænkt element i bogen. Der peges på denne selvfølgelige træden udenfor i en sådan grad at det bliver påtaget og kunstigt. Når de andre personer i bogen beskrives, fx afrikanske mennesker eller asiatiske turister, bliver det karikeret og bogens personer blev langt hen af vejen tomme karakterer, determineret af deres huds farve.  Det hele overgøres, samtidig med at det virker overfladisk, man når aldrig rigtig ind i karaktererne, ej heller miljøet, som ligeledes skildres endimensionelt og utroværdigt.

Afrika som litterær scenografi er set hyppigt i dansk litteratur de seneste årtier. Det er da også interessant at læse om noget, der forgår under ukendte himmelstrøg og i et samfund, hvor hvidhed ikke definerer majoriteten. Men i stedet for at føle at man rejser til Afrika i læsningen, kan man tvivle på om forfatteren nogensinde har været der, eller om han bare har læst en af de mange andre romaner der foregår der og fundet inspiration. Beskrivelserne af Østafrika virker overfladiske og påtagede.

Romanen, som indledes med et Knausgaard-citat om selvbedrag, virker som et stort bedrag i sig selv. Måske er det meningen? Man mærker tydeligt Knausgaard-inspirationen, med den konstant reflekterende – grænsende til det navlepillende – mandlige jegfortæller. Desværre er denne litterære muse alt for allestednærværende til at romanen nogensinde bliver sin egen. I stedet føles også dette karikeret – som en Knausgaard-karikatur i stedet for blot en inspiration.

Nu kan jeg godt se at min omtale af Ækvator fremstår godt og grundigt mavesur. Det var egentlig ikke meningen. For Karmark er ikke uden talent, og romanens sproglige side har virkelig fine kvaliteter. Ind imellem var jeg kortvarigt opslugt. Desværre bliver fortællingen overordnet lidt substansløs og overfladisk, og det er ikke en roman jeg vil anbefale bredt. Herfra bliver det til et enkelt hjerte ud af seks.

Læs bogen selv og se om jeg er helt galt afmarcheret. Find den på biblioteket her eller køb dit eget eksemplar her.

NORDISK VILDT af Daniel Dencik

Roman – Politiken – 2018 – 488 sider – omslag af Simon Lilholt – anmeldereksemplar fra forlaget

“Jeg finder en pakke cigaretter i mine bukser, sidder nøgen ved et åbent badeværelsesvindue og ryger med udsigt over den våde skov. Skoven lugter stærkere i regnvejr. Der er majmorgener, hvor Jylland ligner en savanne. Himlen ruger på et uvejr, som den ikke har i sinde at give slip på endnu. Men langsomt tager det form et sted ude i fremtiden. Jeg har flakket så meget rundt. Og næsten alt har jeg glemt. Jeg glor ligeud i regnen med en følelse af, at jeg ikke kan huske noget som helst andet end i nat. “

Vi befinder os på et faldefærdigt gods midt i den jyske skov et sted mellem Horsens og Juelsminde. Silas bruger sin tid på at gå på jagt, ryge sig skæv og hade de fleste omkring sig. Han er krigsveteran og tidligere professionel narkoman, han har mistet sit livs kærlighed til sin tvillingebror mens han var udsendt, og  nu sidder han tilbage, alene og bitter og fuld af traumer fra krigen. En dag kommer hans bror Elias, hans svigerinde Sara og deres fælles søn Sebastian på besøg på godset. Stilheden og hadet fylder luften mellem de to brødre og de udveksler kun få ord med hinanden. Efter de har spist middag, beslutter Silas sig for at drage en tur ud i skoven, for at se til vildtet og få lidt kvalitetstid med sin nevø. Men udflugten tager en uventet drejning og ændrer hele den lille families skæbne for altid.

Nordisk vildt tager sit afsæt i den jyske natur, mellem skoven og den altopædende kyst. Mange steder blomstrer sproget frem og de mange (over)udpenslede naturbeskrivelser både imponerer og udmatter. Ind imellem føles romanen som en endeløs optegnelse over den sønderjyske flora og fauna.

Romanen kan inddeles i tre – en interessevækkende og periodisk spændende (meget kort) første del, en langtrukken og kedsommelig midterdel og en selvfølgelig og uinteressant afsluttende del.

I starten af romanen var jeg altså godt underholdt, den ene side tog den næste. Men hurtigt fulgte de lange, intetsigende og til dels malplacerede eller uvedkommende passager i den 488 sider lange roman, som jeg gerne havde været foruden. Den ene bror, Elias fortaber sig i længere ordstrømme om jødisk mystik og sin forskning, mens den anden bror lukker uendelige tankestrømme ud om det liv, der kunne have været – burde have været hans – sammen med brorens kæreste, Sara. Ind imellem er der lange dialoger, hvor romanens personer beskriver og analyserer hinanden til et punkt, hvor det virker kunstigt og påtaget. Det hele bliver lidt fortænkt og ind imellem sad jeg tilbage med følelsen af at være blevet overinformeret – der beskrives i en detaljegrad, hvor læseren udelukkes fra selv at kunne danne sig billeder af fx personer og miljø.

Desuden fremstår persongalleriet mildest talt karikeret. Hovedpersonen er hvad jeg vil beskrive som en “mandekarikatur”, den evige soldat, praktisk anlagt og undertrykkende de fleste af sine følelser, som til gengæld raser ud i jagt eller krig eller stoffer. Hans bror, den sære og selvhøjtidelige akademiker, som er irriterende på så mange niveauer – både i sin religiøse fanatisme og i sin kærlighed for engelske ord, som han bruger ustandseligt. Ingen af brødrene kan lave mad – de er jo trods alt midaldrende mænd, så hvad kan man forvente. Sara, Elias’ kone, er passiv, har hverken kontrol over hvilken bror hun gifter sig med, eller om hun bliver gravid. Hun er kvinden som skal beskyttes fra den barske virkelighed, koste hvad det vil. Som drager omsorg og bager theboller og hvis omdrejningspunkt i livet er at være begærsobjekt og moder. Af en eller anden grund synes det også vigtigt at fortælle om den kvindelige politibetjent, at hun er usminket. Stereotypierne vil ingen ende tage.

Jeg har svært ved at gennemskue, hvad Daniel Denciks hensigt med romanen er. Den virker i store træk som en mærkværdig hybrid mellem et flora/fauna-opslagsværk, en lommefilosofisk tankestrøm og en mainstream krimi. Romanen er for handlingen unødvendigt lang. Hvis jeg skal pege på noget, som fungerer i romanen, så må det blive Denciks sprog, som, når det er bedst fungerer enormt godt og stemningssættende. Naturbeskrivelserne er enten prætentiøst overudpenslede eller lige tilpas maleriske og dragende.

Nordisk vildt er en afsindigt smuk bog, rent visuelt, og derfor skuffer indholdet også det mere. Hvis jeg skal anbefale romanen til nogen, må det være en person med alt for meget ekstra læsetid og tålmodighed, som synes, at det kunne være spændende at læse en nordic noir roman med sære og langtrukne genremæssige afstikkere. Herfra kan det kun blive til 2/6 hjerter.

Find dit eget eksemplar af romanen her.