Forrygende flerstemmig fortælling kærlighed, længsel, ensomhed, seksualitet og magt – DE POLYGLOTTE ELSKERE af Lina Wolff

DE POLYGLOTTE ELSKERE af Lina Wolff 

Roman – Forlaget Gladiator – 2018 – 304 sider – oversat fra svensk af Louise Ardenfelt Ravnild – omslag af Clara Birgersson – anmeldereksemplar fra forlaget

“Der er omdrejningspunkter i vores liv, begivenheder, der definitivt og uigenkaldeligt forandrer os. Der er mennesker, som udløser disse begivenheder, og som kan være perifere, slørede ansigter i baggrunden på et billede, indtil man en dag indser, at de hele tiden har været centrale. Man er sjældent bevidst om de enkelte øjeblikkes enorme betydning, når man gennemlever dem. Hvordan de rejser sig som tårne og kaster deres skygger ind i andre øjeblikke. Der er meget, som kun kan ses i lyset af et tilbageblik. Og i tilbageblikket ligger nostalgien. Man tror, det var bedre, som det var engang, man ville ønske, at man kunne lade det hele urørt og gå tilbage. Mindes uden nostalgi? Jeg vil gøre et oprigtigt forsøg. “

Efter nogle kulsejlede relationer går Ellinor på nettet i jagten på kærligheden. Hun søger en mand der er kærlig men ikke for kærlig og møder Calisto. Calisto er kulturjournalist og i besiddelse af et for ham meget værdifuldt manuskript. Max Lamas er forfatter, en kynisk, selvoptaget en af slagsen. Han er optaget af kvinder, som han oftest ser som midler til sin egen selvrealisering på den ene eller den anden måde. Han drømmer om at møde en kvinde, som behersker multiple sprog som han selv. Lucrezia er en del af adelen i Rom. Hendes familie er ramt af tragedier og går en fremtid i møde uden hverken velstand eller anseelse. Hun ønsker at genrejse familiens fallerede arv, koste hvad det vil.

De polyglotte elskere er tredelt, i Ellinor, Max og Lucrezias historie. Tre meget forskellige historier, som på imponerende vis kædes sammen på kryds og tværs og trækker sin læser ind i en større fortælling om den umulige kærlighed, om individualistens hensynsløse begær efter selvrealisering på bekostning af andre.

Karaktererne i De polyglotte elskere er parodier på kønsstereotypier og så alligevel slet ikke. Kvinderne er ved første øjekast svage og underlagt mændene, men som bogen skrider frem, forstår man, at det oftest er kvinderne der styrer tingene, som har overblikket og som træffer de afgørende beslutninger. Mændene fremstilles både som driftstyrede, af kødet underlagte mennesker, som alligevel er mere udspekulerede end som så. Alle (mis)bruger de hinanden for at få det, de gerne vil have. Og alle taler de med forskellige stemmer, misforstår hinanden. På bedste Houllebecqske facon er enhver form for oprigtig mellemmenneskelig kærlighed umulig og bag alle relationerne gemmer der sig andre motiver, andre drivkrafter. Romanen mestrer virkelig at udstille disse kønsstereotyper og samtidig nedbryde dem fuldstændigt. Det gøres så ironisk-humoristisk og med så udsøgt et sprog, at jeg slet ikke kan få armene ned af begejstring. Wolff har med De polyglotte elskere bedrevet en afsindigt velskrevet roman, så anderledes, nuanceret og overraskende. Læs den, hvis du holder af  at læse bøger med gennemførte plots, dunkel humor og usædvanlig sproglig begavelse. Bare læs den.

De polyglotte elskere er kort sagt usædvanligt velskrevet. Her fra tildeles den 5 ud af 6 hjerter – det sidste hjerte røg med bogens slutning, som for mig føltes for brat og en smule antiklimatisk, hvilket sad i mig i flere dage – dog sammen med længslen efter mere, efter flere sider i romanen. Meget mere Wolff, tak!

hjerter5

Køb dig selv en fabelagtig tidlig julegave her.

Langtrukken roman om organisationsændringer i en fodboldklub, komplicerede familierelationer og en mørk fortid – MØRK MATERIE af Tormod Haugland

Mørk Materie

MØRK MATERIE af Tormod Haugland

Roman – Forlaget Silkefyret – 2018 – 314 sider – oversat fra norsk af Allan Lillelund – omslag af Michelle Melissa Jakobsen – anmeldereksemplar fra forlaget

“Jeg steg ud af bilen, mærkede regndråberne mod panden. Jeg gik hen til huset, låste mig ind. Mit kære hus. Så længe det varede. Men nu var det slut. Jeg stod i køkkenet, tog en vinflaske frem og fyldte et glas. For der var altid en slutning. Alting havde en ende, om det så var dødt eller levende. Og dette hus var midlertidigt, det havde jeg vidst fra første øjeblik. Jeg havde købt det for at have noget, som var vores, min nye familie. Men sådan gik det ikke. Det gik ikke godt mellem Lise og mig. Det var blevet for svært, for krævende. Jeg var faldet for Lise, Elses datter, min fars kæreste. Ham jeg ikke kunne komme overens med. Ham der havde svigtet min mor og som jeg ikke kunne tilgive, dengang jeg var ung. Ham jeg havde lagt for had. Ham jeg ikke kunne snakke med. Men alt det havde jeg lagt bag mig, jeg havde indset, at jeg måtte lære at lægge ting bag mig, at der kun var én vej, og det var den som fortsatte. “

Atle Vilder er en mand på 52, som bor alene i sit hus i den norske by Gran. En dag modtager han et brev fra den kvinde som er mor til hans datter, og som han er gift med – og som han i øvrigt ikke har set i 28 år. Livet begynder så småt at tage en ny drejning for Atle; han involveres i fornyelsen af den lokale idrætsforening og fodboldklub, han genoptager for længst kuldsejlede relationer, og foråret kommer og bringer døden med sig. Hvad betyder alle disse forandringer, har de en sammenhæng og hvad betyder det for Atles fremtid?

Den overordnede præmis for romanen Mørk materie lyder ved første øjekast både interessant og som en bog, der meget vel kunne rumme en vis litterær dybde. Men Mørk materie er rent ud sagt en af de absolut kedeligste tekster jeg har tygget mig igennem (og dem var der ellers et par stykker af i løbet af danskstudiet). Det skyldes til dels at jeg absolut ingen interesse har i fodbold eller foreningsliv – jeg har faktisk svært ved at forestille mig noget, der kunne interessere mig mindre. Men det skyldes i endnu højere grad den langtrukne, tilnærmelsesvis plotløse tekst, skrevet i et kedeligt sprog og med intetsigende karakterer. Optakten til bogens klimaks synes uendeligt og ikke særlig ophidsende, og da vi endelig – efter hvad der ligner 130 sider – nærmer os noget, der kunne give en eller anden form for udslag på spændingskurven, ja, så kører romanen faktisk bare videre i sin flatlinede, formålsløse fortælling .

Bogens karakterer, i særdeleshed Atle og hans far, taler sammen på en kunstig og distanceret måde. Jeg forstår ham ikke, Atle, hans måde at tænke på eller hans forhold til andre mennesker. Det er mig uvist, hvad han vil, og det er faktisk heller ikke noget jeg higer efter at finde ud af.

Man kan kalde Tormod Hauglands skrivestil underspillet, eller endda tør-humoristisk, som avisen Morgenbladet har gjort det, men jeg vil nu hellere kalde den langtrukken og i længere passager fuldkommen indholdsløs.

Skal jeg dog slutte af med en positiv bemærkning – og det vil jeg helst – så er Mørk materie en ganske pæn bog, og jeg kipper som altid med flaget for Forlaget Silkefyrets æstetisk vellykkede udgivelser. Dog plejer indholdet at leve op til omslaget i højere grad end det er tilfældet med Mørk materie, som kun sniger sig op på et enkelt, langgabende hjerte herfra.

hjerter1

Læs mere om bogen, eller køb den her.

Mørkmaterie.jpg

Nordic noir, leksikon over den jyske flora/fauna og endeløse, malplacerede og uinteressante lommefilosofiske tankestrømme – NORDISK VILDT af Daniel Dencik

Processed with VSCO with 6 preset

NORDISK VILDT af Daniel Dencik

Roman – Politiken – 2018 – 488 sider – omslag af Simon Lilholt – anmeldereksemplar fra forlaget

“Jeg finder en pakke cigaretter i mine bukser, sidder nøgen ved et åbent badeværelsesvindue og ryger med udsigt over den våde skov. Skoven lugter stærkere i regnvejr. Der er majmorgener, hvor Jylland ligner en savanne. Himlen ruger på et uvejr, som den ikke har i sinde at give slip på endnu. Men langsomt tager det form et sted ude i fremtiden. Jeg har flakket så meget rundt. Og næsten alt har jeg glemt. Jeg glor ligeud i regnen med en følelse af, at jeg ikke kan huske noget som helst andet end i nat. “

Vi befinder os på et faldefærdigt gods midt i den jyske skov et sted mellem Horsens og Juelsminde. Silas bruger sin tid på at gå på jagt, ryge sig skæv og hade de fleste omkring sig. Han er krigsveteran og tidligere professionel narkoman, han har mistet sit livs kærlighed til sin tvillingebror mens han var udsendt, og  nu sidder han tilbage, alene og bitter og fuld af traumer fra krigen. En dag kommer hans bror Elias, hans svigerinde Sara og deres fælles søn Sebastian på besøg på godset. Stilheden og hadet fylder luften mellem de to brødre og de udveksler kun få ord med hinanden. Efter de har spist middag, beslutter Silas sig for at drage en tur ud i skoven, for at se til vildtet og få lidt kvalitetstid med sin nevø. Men udflugten tager en uventet drejning og ændrer hele den lille families skæbne for altid.

Nordisk vildt tager sit afsæt i den jyske natur, mellem skoven og den altopædende kyst. Mange steder blomstrer sproget frem og de mange (over)udpenslede naturbeskrivelser både imponerer og udmatter. Ind imellem føles romanen som en endeløs optegnelse over den sønderjyske flora og fauna.

Romanen kan inddeles i tre – en interessevækkende og periodisk spændende (meget kort) første del, en langtrukken og kedsommelig midterdel og en selvfølgelig og uinteressant afsluttende del.

I starten af romanen var jeg altså godt underholdt, den ene side tog den næste. Men hurtigt fulgte de lange, intetsigende og til dels malplacerede eller uvedkommende passager i den 488 sider lange roman, som jeg gerne havde været foruden. Den ene bror, Elias fortaber sig i længere ordstrømme om jødisk mystik og sin forskning, mens den anden bror lukker uendelige tankestrømme ud om det liv, der kunne have været – burde have været hans – sammen med brorens kæreste, Sara. Ind imellem er der lange dialoger, hvor romanens personer beskriver og analyserer hinanden til et punkt, hvor det virker kunstigt og påtaget. Det hele bliver lidt fortænkt og ind imellem sad jeg tilbage med følelsen af at være blevet overinformeret – der beskrives i en detaljegrad, hvor læseren udelukkes fra selv at kunne danne sig billeder af fx personer og miljø.

Desuden fremstår persongalleriet mildest talt karikeret. Hovedpersonen er hvad jeg vil beskrive som en “mandekarikatur”, den evige soldat, praktisk anlagt og undertrykkende de fleste af sine følelser, som til gengæld raser ud i jagt eller krig eller stoffer. Hans bror, den sære og selvhøjtidelige akademiker, som er irriterende på så mange niveauer – både i sin religiøse fanatisme og i sin kærlighed for engelske ord, som han bruger ustandseligt. Ingen af brødrene kan lave mad – de er jo trods alt midaldrende mænd, så hvad kan man forvente. Sara, Elias’ kone, er passiv, har hverken kontrol over hvilken bror hun gifter sig med, eller om hun bliver gravid. Hun er kvinden som skal beskyttes fra den barske virkelighed, koste hvad det vil. Som drager omsorg og bager theboller og hvis omdrejningspunkt i livet er at være begærsobjekt og moder. Af en eller anden grund synes det også vigtigt at fortælle om den kvindelige politibetjent, at hun er usminket. Stereotypierne vil ingen ende tage.

Jeg har svært ved at gennemskue, hvad Daniel Denciks hensigt med romanen er. Den virker i store træk som en mærkværdig hybrid mellem et flora/fauna-opslagsværk, en lommefilosofisk tankestrøm og en mainstream krimi. Romanen er for handlingen unødvendigt lang. Hvis jeg skal pege på noget, som fungerer i romanen, så må det blive Denciks sprog, som, når det er bedst fungerer enormt godt og stemningssættende. Naturbeskrivelserne er enten prætentiøst overudpenslede eller lige tilpas maleriske og dragende.

Nordisk vildt er en afsindigt smuk bog, rent visuelt, og derfor skuffer indholdet også det mere. Hvis jeg skal anbefale romanen til nogen, må det være en person med alt for meget ekstra læsetid og tålmodighed, som synes, at det kunne være spændende at læse en nordic noir roman med sære og langtrukne genremæssige afstikkere. Herfra kan det kun blive til 2/6 hjerter.

hjerter2

Processed with VSCO with 6 preset

Find dit eget eksemplar af romanen her.

Skilsmisseroman behandler tabubelagte skyggesider af mor-datterrelationen – VÆR GOD VED DYRENE af Monica Isakstuen

617B7DB7-885B-4F88-BE18-BEC685F552CC.jpg

VÆR GOD VED DYRENE af Monica Isakstuen

Roman – Gladiator – 2018 – 208 sider – oversat fra norsk af Karen Fastrup – anmeldereksemplar fra forlaget

“Jeg er fremme. Slukker motoren. Åbner døren, stiger ud. Passer på ikke at miste fodfæstet i de glatte hjulspor, klamrer mig fast til håndtaget på bagagerummet, tager poser og net ud, balancerer tilbage til førersædet for at tage de løse genstande med. Prøver på ikke at ramme den store Audi ved siden af. Parkeringspladserne er smalle, bygget til en anden tid. De mennesker, der boede her før, kørte i ubegribeligt små biler til trods for, at de fik dusinvis af børn og holdt hinanden ud lige så længe, som de havde lovet. “

Karen har forladt sin mand, faren til sin treårige datter. Som i så mange historier om kulsejlede forhold er kærligheden blevet overskygget af hverdagen, irritationen over små ting, eller bare over ham er vokset og blevet uoverkommelig. I statsamtet underskriver de en aftale om deling af deres fælles datter, som var hun en genstand, og vi følger processen, hvor Karen opløses mere og mere i savnet, samvittigheden, forvirringen og angsten over livsomvæltningen, over den beslutning hun har truffet. Hun føler sig skyldig i at ødelægge sin datters liv og fremtid, hun ser hele tiden på hvilken mor hun fremstår som, og hun mærker sit liv forme sig efter sin mors. En mor, der i øvrigt trækker dårlig samvittighed ned over hende ved de fleste lejligheder. Det bliver jul – en højtid, der fremkalder de stærkeste følelser, gamle minder vælder frem. Hvordan kan man være mor på halv tid? Hvad er det, der er på spil i det anspændte forhold mor-datterrelationen kan være?

Processed with VSCO with 6 preset

Tidstypisk, stærk skildring af mor-datterrelationen

Udsagnet “Den bedste skilsmisseroman jeg har læst”, som andre anmeldere har kaldt romanen, siger i min optik ikke det store. Selv har jeg ikke læst mange romaner, hvis overhovedet andre end Vær god ved dyrene, som jeg ville klassificere som en sådan. Men Vær god ved dyrene er uden tvivl en af de bedste skildringer af mor-barnrelationen jeg har læst på det seneste. Jeg ser en tendens i tiden, hvor forældreskab behandles på en ny måde i litteraturen, både såkaldte pappa-romaner og som denne pendant mamma-romanen. Der sker en udvikling i hele vores forståelse af moren, kvinden, en form for frigørelse gennem litteraturen. Fra at have haft en meget smal forståelse af, hvad det vil sige at være mor, åbnes der i denne type bøger op for, at man kan være mor på mange måder, tvivlende, distanceret, med modstridende følelser. Denne normative insisteren på moren som en altopofrende figur, som altid ved hvad der er bedst og hvordan alt skal klares, sættes på spidsen. For sådan ser virkeligheden ikke nødvendigvis ud. Mødre er også i tvivl, mødre er også fraværende, tvivlende, vaklende ind imellem. I Vær god ved dyrene oplever vi en mor i dyb fortvivlelse over den beslutning hun har truffet om at forlade sin datters far, sorgen over at skulle dele sit barn, frygten for at være mor på den forkerte måde, med forkerte følelser og adfærd. Skyldfølelsen over at påføre sin datter den uhelbredelige skade, som omverdenen fortæller hende, at skilsmisse pådrager barnet.

Netop fordi Karen er den, der har truffet beslutningen om bruddet, føler hun, at hun hele tiden skal være den der gør det rigtige, siger det rigtige, er den gode forælder. Gang på gang proklamerer hun:

“Jeg ved det, jeg ved det, jeg ved det. Det her er ingen konkurrence. Men jeg vil vinde den. “

Litteraturen udfordrer moderrollen

Monica Isakstuen skriver i korte tekstbidder om livet, tiden der render ud mellem fingrene, moderskabet og tvivlen i alt. Teksten er kort og kompakt, og der står så uendeligt meget i de til tider få linjer på siderne. Fortællingen er dyster og hjerteknusende uden at være opslidende, idet Isakstuen formår at skrive både skarpsindigt og sågar humoristisk om det tunge emne. Det er en hård bog at læse, særligt som mor. Men det er en afsindig velskrevet og vigtig bog, der tager fat på forholdet mellem mødre og døtre på en åbenbar og udforskende måde. Ved at skrive og læse den her type litteratur kan moderrollen måske udvides, så den kan rumme flere typer kvinder, måder at være mor på og ikke mindst plads til tvivl og ambivalens i forhold til det at være mor. En anbefalelsesværdig roman, som nok appellerer mest til forældre, men som gennem sine sproglige kvaliteter også sagtens kan læses af andre. 4/6 hjerter.

hjerter

Køb bogen her.

EAA40BCD-92CE-40CB-AA13-6AF568C07223.jpg

Roman i minimalistisk præcision om kriser i livet, skriveriet og kærligheden – VINDUET MOD SYD af Gyrðir Elíasson

D5FC1E50-F5C6-41D2-A34B-7076414428C6.jpg

VINDUET MOD SYD af Gyrðir Elíasson 

Roman – Forlaget Vandkunsten – 2018 – 140 sider – oversat fra islandsk af Erik Skyum-Nielsen – sponsoreret: anmeldereksemplar fra forlaget

“Morgenlyset over fjeldet. Gletsjerhætten er hvidere end nogen sinde. Men jeg har ikke lyst til at bestige bjerget, ikke alene i hvert fald. Der er dem, der siger, at skrivearbejde er vanskeligere end bjergbestigning. Jeg ved det ikke, har ikke noget sammenligningsgrundlag. Jeg tror i virkeligheden ikke, bjerge lader sig bestige, selv om man går op ad dem. “

Forfatteren i Vinduet mod syd befinder sig i en form for livskrise. Alene er han draget i sommerhus for at skrive, men mens han sidder og ser på havet gennem det sydvendte vindue, lader ordene vente på sig. Fragmenter af tanker, erindringer og observationer opbygger adstadigt en fortælling op om en mand i krise over skriveriet, kærligheden og livet. En fortælling, som på sin helt særskilte elíassonske manér formår at stå åndeløst stille og bevæge sig vidt og bredt på samme tid. Og det endda med en fin humoristisk tone.

Sanselige naturbeskrivelser og kraftfuld minimalisme

Gennem fire årstider følger vi forfatteren Jonas i sommerhuset ved havet, årstider, som er rigt beskrevet i naturen omkring huset. Romanen er bygget op i små korte tekstbidder, som en slags samling af tanker eller indskydelser. Sporadisk drysses minder, tanker, drømme og observationer ud over siderne, nogle tekstbidder så korte som en enkelt sætning i versalier. Det virker enormt kraftfuldt, når en side pludselig brydes op af en råbende indskydelse, ofte i en observation af omverdenen, som en avisoverskrift:

“ISEN PÅ NORDPOLEN FORTSÆTTER MED AT SMELTE”

Romanen handler om kriser, om skriveblokade, tabt kærlighed og ensomhed. Om at være menneske i krise i en verden i krise og om livets, naturens, årstidernes uafvendelige cykliske bevægelse. I imponerende minimalistisk stil bevæger vi os rundt i alt fra hverdagslige smårefleksioner, større filosofiske, eksistentielle spørgsmål til mindre navlepillerier:

“Åndelig nærighed er endnu værre end verdslig nærighed. Det er ikke utænkeligt, at jeg lider af åndelig nærighed: at sidde her den ene årstid efter den anden og knap nok tale med nogen, ikke beskæftige mig med noget menneske. “

Vinduet mod syd er enormt stemningsmættet, man mærker nærmest vinden trække i  sommerhusets brædder, duften af havet udenfor. Dagene løber afsted, flyder sammen, hvilket ind imellem bliver en lettere kedsommelig affære. Og jeg må indrømme, at Elíasson givetvis ikke bringer det niveau af underholdning, som barselshjernen fordrer, hvis læsningen skal glide ubesværet. Men det kan man jo næppe stille bogen til ansvar for.

Stor litteratur i småt format

At læse Vinduet mod syd er som at tage i sommerhus en efterårsweekend uden planer. At lade sig overmande af ro, bare at være i livet i en forfriskende enkelthed. Her er intet hastværk, tom underholdning og chokerende plottwists. Skriften er enkel, den er kraftfuld, det er stor litteratur i småt format. Læs den, og tag dig god tid. For mellem de små tekstfragmenter opstår store betydninger som åbner op for sandheder om livet og kærligheden. Fire hjerter herfra.

hjerter

Find dit helt eget eksemplar af den fine lille bog her.

Enestående debutroman om indfødte amerikanere – DER DER af Tommy Orange

C095A5C3-9B9E-412D-A897-DF151E658577.jpg

Der der af Tommy Orange

Roman – Politikens forlag – 2018 – 288 sider – oversat fra engelsk af Rasmus Hastrup – omslag af Harvey Macaulay – sponsoreret: anmeldereksemplar fra forlaget

“Orvil vidste, at han ville danse, første gang han så en danser i fjernsynet. Han var tolv. Det var i november, så det var let at finde indianere på tv. Alle andre var gået i seng. Han zappede rundt mellem kanalerne, da han så ham. Der på skærmen, i fuldt ornat, bevægede danseren sig som om tyngdekraften betød noget andet for ham. Det mindede på en måde om breakdance, syntes Orvil, men på én gang nyt – endda cool – og ældgammelt. Der var så meget, han var gået glip af, så meget, han ikke havde fået. Ikke havde fået at vide. I det øjeblik, foran fjernsynet, vidste han det. Han var en del af noget. Noget man kunne danse til. “

Indfødte amerikanere, efterkommere af indianere bærer både på en unik kultur og på en blodig historie. I Der der møder vi tolv skæbner, tolv fortællinger om et folk, som man oftest kun hører om i datid. Hver fortæller de en glemt historie, om et indiansk folk, som er mere og andet end et karikeret ikon, en udklædning, et menneske i reservat. I romanen møder vi kvinder og mænd, unge og gamle, mennesker på kanten af afgrunden og mennesker i nogenlunde trivsel. Alle har de deres kulturelle ophav til fælles, alle er de mærket af den vold, der på flere forskellige niveauer blev begået og stadig begås mod det indianske folk. Alle fortællingerne har sammenhæng et sted, alle karaktererne har forbindelser til hinanden, træder ind og ud af hinandens liv, og fortællingen om de tolv skæbner kulminerer i en Powwow, i et intenst sidste kapitel.

Imponerende handlingsforløb og sammenhæng

Der der er en usædvanligt velkomponeret, handlingsmættet roman om en gruppe mennesker som gennem generationer er blevet marginaliseret eller glemt. Det er et spind af forskellige skæbnefortællinger og en historie om, hvordan ens kulturelle ophav kan have betydning for hele ens liv og ageren. Der der er en ualmindeligt velskrevet bog, som, når man først har givet sig i kast med den, er umulig at lægge fra sig igen.

Romanen sætter forskellige store emner på dagsordenen. Ud over hele det kulturelle aspekt så er emner som tab, sorg, svigt og forældreskab også gennemgående temaer. I kraft af den indianske kultur spiller natur, mystik og alternative behandlingsmetoder også en vigtig rolle. Og så er der desuden lagt i ovnen til en kritisk samtidsdiagnose, som da den ældre Bill oprøres over ungdommens forfald:

“Han kan ikke holde ud, at de unge får lov at være sådan nu til dags. Forkælede babyer alle til hobe. Ingen hård hud, ingen sejhed længere. Der er noget forkert ved det hele. Noget ved det evindelige skær fra telefonskærmene på deres ansigter, ved den alt for hurtige måde, de taster på deres telefoner på, deres kønsmæssigt flydende mode, deres ultra politisk korrekte adfærd, samtidig med at de mangler enhver form for sociale færdigheder og almindelig gammeldags høflighed. “

Det relativt store persongalleri fungerer, hver karakter former sproget, der er en klar stemning af den enkelte person i hvert kapitel. De hyppige synsvinkelskift og spring i tid og sted fungerer upåklageligt, omend jeg ind imellem måtte bladre tilbage i romanen, for at huske hvem den pågældende person nu var. Alle er de beskrevet så nuanceret, så forståeligt og jordnært, at det er svært at forestille sig at de er fiktive figurer og ikke mennesker af kød og blod. Karaktererne vokser under huden på læseren, bliver i følelserne, i erindringen længe efter bogens sidste side er læst.

E92BFAAB-008A-4DD8-91CF-F6C16F7C2BE0

Imponerende debut efterlader håb om mange flere bøger

Der der er Tommy Oranges debutroman, hvilket er mig helt uforståeligt. Relativt tidligt i bogen vidste jeg, at dette er en roman, jeg kommer til at læse igen. At man kan skrive noget så gennemført, velkomponeret, gennemresearchet, nuanceret og med et samtidigt historisk og litterært overblik, efterlader mig med en enorm respekt, nærmest ærefrygt, og en uslukkelig tørst efter mere fra hans hånd. Hvis du kun har tid til at læse én roman dette efterår, så lad det være denne. Nå ja, og så er bogen tilmed en fryd for øjet.

Herfra de varmeste anbefalinger og fuldt hus af hjerter – intet mindre kan gøre det.

6 hjerter

Køb dit eget eksemplar af bogen her – det vil du ikke fortryde!

Der_der_FINAL_2.indd

Sanselig og mærkværdig genrehybrid – MENNESKEDYRET af Ida Monrad Graunbøl

CCC58982-3892-431C-94F8-98AE2C5D0989.jpg

MENNESKEDYRET af Ida Monrad Graunbøl

Digtroman – Forlaget Ekbátana – 2018 – 172 sider – omslagsillustration: Mette Norrie – sponsoreret: anmeldereksemplar fra forlaget

“Dagene i skabet tog hinanden, og Anna sov, men drømte ikke. Nætterne var vågne mareridt, men hun holdt modet oppe ved tanken om, at  ulven ville forsvinde ned i hullet igen, ligesom surikaterne. En nat vågnede hun klokken tolv. Gadelygten var tændt, og nogen måtte have skiftet pæren. Aloe vera-plantens blade kastede skygger på væggen. De lignede fingrene på en hånd. Saften i bladene er så næringsrig, at den kan hele et sår, og bagefter vil man ikke få et ar. Der var helt stille i stuen, og Anna kunne høre sit eget åndedræt. “

Da Anna bliver forladt af sin kæreste, Benjamin, isolerer hun sig i den lejlighed, der før var deres fælles. Lejligheden indtages af eksotiske og skræmmende dyr, et stort hul vokser frem i væggen, og Anna flytter ind i sit klædeskab. Herfra går hele hendes verden, og hun kommer kun ud, når hun er nødt til det. I en febervildelseslignende tilstand glider fortællingen ind og ud af tid og sted, og bringer os fra Danmark til Sverige til Spanien og tilbage igen. Med alle sanser i spil udrulles en poetisk fortælling om et menneskedyrs liv og undergang. Finder hun nogensinde vej ud af skabet og ud i lyset igen?

Sansemættet og fantasifuld læsning

Forlaget kalder bogen for en “poetisk, sanselig og legende roman”, hvilket egentlig stemmer godt overens med min oplevelse af den. Særligt vil jeg rose Ida Monrad Graunbøl for at skrive en sanselighed frem, så man kan mærke, smage, dufte fortællingen. Teksten kredser om menneske(dyr), dyr og natur, som tre sider af samme sag. Ida Monrad Graunbøl besidder en fantasifuldhed, som er dybt imponerende, men som ind imellem også stikker lidt af og bliver kunstig og påtaget sær. I flere af romanens passager, og særligt i digtelementerne, blev teksten ind imellem så underlig og abstrakt, at jeg ikke med min bedste vilje kunne finde en sammenhæng eller berettigelse. Til tider er der en nærmest David Lynchish feel over teksten, hvilket jeg oftest vil mene som en kompliment. Men i Menneskedyret er associationen mere knyttet til de passager hos Lynch, som er for langt ude, de passager, hvor man bare må undres , ryste på hovedet og bevæge sig videre. Romanens legende karakter bliver ind imellem for meget og teksten bliver karikeret og fjollet, hvilket er lidt ærgerligt.

Vellykket hybridværk

Med det sagt, så er romanen både velskrevet og anderledes på en interessant og udfordrende måde. Som hybridværk fungerer den oftest godt, og digtelementerne skaber en helt særlig stemning omkring resten af teksten. Hvor Ida Monrad Graunbøls debut, B til piraten ikke faldt i min smag, har Menneskedyret i langt højere grad gjort det, og jeg synes, romangenren klæder hende. Menneskedyret er en sær, underfundig roman, som svinger mellem infantile fantasifostre og skarpsindige refleksioner over mennesket i  verden, i fællesskab og ensomhed. Det tog en del sider før romanen vandt ind på mig, men det gjorde den, og den har uden tvivl efterladt sig spor i min bevidsthed. Herfra tildeles den tre store hjerter.

hjerter3

Find dit eget eksemplar af Menneskedyret her.

Dagbogsnotater om hverdagen, om at skrive, om den sårbare krop og om ikke at slå til – KROPPEN ER EN SI af Julie Top-Nørgaard

KROPPEN ER EN SI af Julie Top-Nørgaard

Processed with VSCO with 6 preset

Dagbogsroman – Forlaget Fredag – 2018 – 181 sider – omslag af Shekufe Tadayoni Heiberg – sponsoreret: anmeldereksemplar fra forfatteren

“Jeg forestiller mig kroppen som en lukket enhed, et sluttet kredsløb, ren, uigennemtrængelig. Men det er den jo ikke. Den er porøs, fuld af indgange og udgange, den optager og indkapsler og omsætter og udskiller. Den er en si, et net, en svamp. Det er ikke til at holde ud. “

Kroppen er en si er en dagbogsroman, som forløber fra d. 14. februar 2017 til samme dag året efter. I et år følger vi Julie, som arbejder som underviser på UCC og bor sammen med sin mand Søren og deres to børn, Charlie og Katinka. I årets løb reflekterer hun over sig selv i verden, og i mødet med forskellige udfordringer lærer vi hende at kende på godt og ondt. Hvordan påvirkes psyken, når kroppen bliver syg? Når erkendelsen af kroppen som porøs og forgængelig indtræffer? Hvilke tanker opstår, når ens arbejdsliv hvert øjeblik kan smuldre? Er man nogensinde uundværlig? Er man nogensinde god nok? Er man nogensinde hel?

Kroppen er en si er fuld af interessante refleksioner over hverdagslige begivenheder, som de fleste af os nok kan nikke genkendende til. Da dagbogens ophavsperson bliver syg af MRSA, tænker hun en række tanker omkring kroppen, som for mig var meget genkendelige og relaterbare. For når kroppen svigter, mindes man om hvad man helt konkret er, et sårbart hylster, et dyr. En krop, der kan dø.

Dagbogsskriveren reflekterer konstant over sin egen rolle i verden, hvilket vel egentlig er meget typisk for genren. Hun føler ikke, at hun slår til, som underviser, som mor, som kæreste, som menneske og som krop. På mange måder føler hun, at hun faker det hele – en følelse mange nok vil kunne nikke genkendende til. Hun udtrykker ofte sorg, frustration, vrede og skam, og ofte skammer hun sig over sine følelser, som om de aldrig rigtigt er berettiget, som om hun overgør alting. Hendes krop er en si, den smittes af sygdom, den er ikke en lukket, stabil enhed. Hendes arbejdsliv er på samme måde porøst og ukontrollerbart. Hun skriver som terapi, som for at generobre kontrollen. Og hun har mange inspirerende metarefleksioner omkring det at skrive og udgive litteratur.

Andre sekvenser af dagbogsromanen oplevede jeg som mere banale og ligegyldige, og da jeg stødte på følgende tekstbid i dagbogen, måtte jeg et øjeblik trække på smilebåndet og erkende, at det var som havde hun skrevet mine tanker ned, før jeg selv havde tænkt dem:

“Når dagbogen skal udgives, vil jeg skrive i pressemeddelelsen: Jeg mener selv, at den er rimelig interessant. Den er måske ikke rasende interessant, men den er heller ikke totalt uinteressant. Man går ikke glip af vildt meget, hvis man ikke læser den, men på den anden side vil jeg heller ikke sige, at man spilder tiden, hvis man læser den. Men det kommer selvfølgelig også an på, om man har lyst. Man skal kun gøre det, hvis man på en eller anden måde, af en eller anden grund, har lyst. “

Det er netop denne ambivalens, min læseoplevelse har båret præg af. Kroppen er en si er ikke sindsoprivende, givende læsning, som jeg vil vende tilbage til igen og igen. Men det er heller ikke komplet ligegyldig læsning. Måske er det Julie Top-Nørgaards måde at skrive på, der trækker min samlede opfattelse af bogen i en positiv retning. Måske er det trygheden i de småbanale, genkendelige hverdagsobservationer. Bogen lander om ikke andet i et lunkent mellemland og får tre hjerter herfra.

hjerter3

Find Kroppen er en si hos din lokale boghandler, eller lån den kvit og frit på biblioteket.

Stærk to’ er om køn, krop, begær og kærlighed – ELASTIK af Johanne Bille

IMG_20180404_141856.jpgELASTIK af Johanne Bille

Roman – Forlaget Gladiator – 2018 – 185 sider – omslag af Clara Birgersson – sponsoreret: anmeldereksemplar fra forlaget

“Jeg sidder i skrædderstilling i badet og iagttager mine kønslæber, trækker dem fra hinanden, så klitoris kommer til syne, og det er som at kigge på en anden end mig selv, som om jeg bør spørge om lov, før jeg må røre. Jeg opgiver at barbere mig, der er for mange folder dernede, og jeg kan ikke lide folderne. Alle disse folder er en forbandelse, og jeg har svært ved at forholde mig til dem og til at have et hul, der kan udfyldes af en penis. Jeg bryder mig ikke om det rosa kødgardin, der skal trækkes til side inden. Jeg drømmer om at være mandig, jeg drømmer om at omgås kvinder og være det modsatte af dem, at min stemme er mørk og fast på den der måde, der gør alle ord vigtige. I dag synes jeg, kusser er grimme. “

Alice er en kvinde i midt tyverne, som bor i København sammen med sin kæreste. På sit arbejde møder hun Mathilde, denne frigjorte, excentriske karakter, som hun fluks betages af og forelsker sig i. Mathilde er dronningen. En ophøjet, idoliseret kvindefigur, iklædt læbestift og sølvsko, med en mission; at sætte kærligheden fri. Sammen med sin kæreste Alexander lever Mathilde i et åbent forhold, hvor kærligheden tilhører alle, hvor der tilsyneladende ingen grænser er. Alice opsluges af Mathilde i en næsten ødelæggende grad, hun vil gøre hvad som helst for at få en del af hende. For at nærme sig hende indleder hun bl.a. et seksuelt forhold til Mathildes mand. Og Alice væmmes ved sin egen kvindelige krop samtidigt med at hun begærer Mathildes. Hun føler sig forkert i den krop og de kulturelle forventninger der har været bundet til hende, siden puberteten markede hendes krop som kvinde. Hun gør sin stemme dybere i samtalen med mænd, hun kigger med foragt på sine egne kønsorganer, hun er meget bevidst om sig selv og sin fremtoning, om køn og forventninger. Alice ser sig selv udefra, som på et filmlærred, observerer sig selv sammen med andre og alene. På den måde prøver hun måske at forstå sin ensomhed og de relationer hun bevæger sig i.

Elastik er en fremragende roman. Jeg læste den på få dage, fuldt opslugt og verdensfjern. Der er noget over den måde, Johanne Bille skriver på, som sætter sig fast i mig, fortællingen er uhyre intens selvom den er skrevet i et sprog, som er forholdsvis enkelt. Fortællingen er følelsesmættet og sanseløs på samme tid. Karaktererne er troværdige og relaterbare, forståelige.

Jeg følte mig hjemme i Elastik, forstået i mange af Alices frustrationer og eksistentielle overvejelser. Elastik er et stærkt samtidsbillede, det er en skildring af en ung kvindes forelskelse, men også meget mere end det. Det er en refleksion over køn, krop, mellemmenneskelige relationer, over det at være subjekt i verden. Eller objekt. Om at bruge andre mennesker, om at lade sig bruge. At give slip, eller simpelthen miste evnen til at mærke efter i sig selv. Det er en undersøgelse af, hvad forskellige relationer kan gøre ved en. For alt er elastisk. Vi bevæger os alle elastisk i de relationer vi indgår i, formes og ændres efter kontekst. Noget, som Johanne Bille beskriver spot on. Alice lader sig strække ud, formes og manipuleres som et gummibånd. Hun er i tvivl om hvem hun egentlig er, hvilken forvredet udgave af hende, der er den autentiske. Om der overhovedet er en oprindelig udgave af hende.

Elastik er en roman om kønnets elasticitet, om det enkelte menneskes elasticitet i forholdet til sig selv og andre. Det er en roman, der stiller spørgsmålstegn ved både monogam og polygam kærlighed – er begge dele selvbedrag? Det er en fortælling om kærlighed, om ensomhed og om en altoverskyggende kropslighed, et grådigt begær som konsumerer alt andet. Og det er en roman som efterlod mig med en reel omgang book hangover. Jeg kan slet ikke få armene ned af begejstring, 5/6 hjerter herfra. Læs den for fanden!

hjerter5

cof

Romanen er månedens bog for Gladiator-abonnenter og kan bl.a. købes her.

Forunderlig moderne robinsonade – FORTÆLLINGEN OM ØDE af Ida Hegazi Høyer

21298615_10213513327445704_444565986_o

Fortællingen om øde af Ida Hegazi Høyer

Roman – 267 s. – Forlaget Silkefyret – 2017 – oversat fra norsk af Allan Lillelund Andersen – omslag af Mie Prebensen og Michelle Melissa Jacobsen – sponsoreret: anmeldereksemplar fra forlaget

“Der kom ikke noget skib. En uge gik. En måned. Et år. Og der kom ikke noget skib. Han havde været igennem tørketidens hede, det ufravigelige tryk mod kroppen fra den tunge, onde nådesløse varme. Varmen, der kogte ham op indefra, og som der ikke fandtes et værn imod. […] Og da det endelig blev koldere, en periode ligefrem behageligt, varede det ikke længe, før kulden tog ham, først snigende, siden bidende, og atter måtte han lide, pines igennem den endeløse tåge, som pressede selve havet ind i ham, og som efterlod ham skælvende og hærget og rå, i krig med egen hud og krop. Han havde ønsket at være en øgle, en fisk, en havplante. Og han var sådan, uden hverken indsyn eller udsyn, og med svækkende falmende sanser, som konstant drømte om noget andet. Hvor usynligt kunne en ø tage sig ud? Aldrig havde han følt sig mindre end i de duggede tågebelagte regntidsnætter. Men han overlevede. Der var fortsat liv i ham, dog på en lidt anden måde.”

Tandlægen Carlo Ritter er træt af andre mennesker og træt af  livet i det civiliserede, overfladiske samfund. Han ønsker et mere simpelt liv, et liv i naturen, en form for renere tilværelse, hvor han kan leve afsondret, nøgen, og udelukkende ernære sig ved de afgrøder og frugter han selv dyrker og finder. Ritter får trukket sine tænder ud,  fremstiller et stålgebis (for en sikkerheds skyld), og drager mod et liv udenfor civilisationen, mod en øde ø i Galapagos. Imidlertid er projektet sværere end han har forestillet sig, og han må hurtigt slippe de utopiske forestillinger, han bragte med sig hjemmefra. Øen han har bosat sig på er fjendtligsindet, gold og nærmest umulig at leve på. Efter kort tid som øboer må han også erkende vigtigheden af at have en eller anden form for interaktion med andre mennesker, eller vigtigheden i at blive anerkendt af andre mennesker, for egentlig at eksistere. Han begynder at skrive rapporter om livet på øen, som i første omgang er voldsomt forherligende, hvilke han poster i en tønde, som står ved øens bred. Overraskende nok samles brevene op af forbisejlende skibe, og hans fortællinger trykkes i de tyske aviser. I savnet af menneskelig kontakt indleder Carlo en tæt relation til et af de eneste levende væsner på den golde ø, en ildelugtende øgle, som har bygget rede på øen. Her kanaliseres alle hans længsler og savn hen, i mangel af bedre. Dr. Carlo Ritter får dog ikke lov at være eneboer på øen særlig længe, men får selskab af først ægteparret Wittermann og senere hen en farlig og forførerisk baronesse. Fortællingen drejes flere gange i uventede retninger, men én ting er fra starten sikkert; øen er ikke et venligsindet sted, og tilflytningen kan kun ende i tragedie og ulykke.

Fortællingen om øde er en moderne robinsonade, bygget over virkelige hændelser fra 1930´ernes mystiske og uopklarede fortælling om den tyske tandlæge dr. Friederich Ritter, som drog mod en ø i Galapagos, for netop at leve til han blev 140 år, af moden frugt og i harmoni med naturen. Også den oprindelige fortælling endte tragisk, omend uopklaret og til dels mytisk. Ida Hegazi Høyer har således haft mulighed for at bygge esin egen fortælling op over disse bemærkelsesværdige autentiske fortællinger og gøre den helstøbt. Noget, hun i høj grad er lykkedes med. Fortællingen om øde er ikke som noget andet jeg har læst. Dragende og mystisk, komisk og tragisk. Min skepsis overfor robinsonadekonceptet er for alvor blevet gjort til skamme i denne fortælling, som er så speciel og interessant, både i sin form og i sit indhold. Ida Hegazi Høyer skriver tilgængeligt uden at det bliver simpelt, og så formår hun at anlægge en underspillet humoristisk tone, som fik mig til at æde romanen råt. Mens fortællingens forløb kæntrer, og personerne bliver mere og mere rå og dyriske, fastholdes læserinteressen bl.a. med denne ironiske og humoristiske tone. Det er virkelig veludført sprogligt håndværk. Desværre er oversættelsen præget af et sprogligt sjusk, der påvirkede min læseoplevelse negativt hele romanen igennem. Man kunne ønske sig en mere grundig korrektur, for at fange slåfejl, som fx ‘hun’ hvor der burde have stået ‘han’ og andre sproglige bagateller – som alligevel har generet min læsning en smule.

Visuelt er romanen særdeles vellykket. Den ru kvalitet på omslaget giver associationer til noget råt, øgleagtigt, og den hale der snor sig over forsiden og bagsiden, sender tanker mod noget forhistorisk, noget ukendt og dyrisk. Et meget vellykket omslag, som både understøtter bærende elementer i romanens fortælling, og som desuden skiller sig ud, smukt i al sin enkelthed.

Alt i alt var Fortællingen om øde en rigtig god læseoplevelse. Interessant i både form og indhold, velskrevet, velfortalt, mærkværdig, underholdende og vedkommende. 5/6 hjerter herfra.

hjerter5

edf

Læs mere om romanen, eller køb et eksemplar her.