Dage uden dagbog af Allan Lillelund
Noveller – Forlaget Snepryd – 2017 – 166 sider – omslag af Michelle Melissa Jakobsen – sponsoreret: anmeldereksemplar fra forlaget
“Han skal have den i små stykker, hvis det skal lade sig gøre, tænker jeg, og skiller hans læber fra hinanden en smule. De er som dobbeltklæbrigt tape. Tænderne er skæve, og jeg har arvet deres placering. Han åbner ikke øjnene, men han kan godt spise en skumbanan med lukkede øjne. Det er ikke et problem. Jeg tager små stykker, for han er trods alt en meget syg mand.”
Hvad gør mennesket når det falder? Når det presses ud i ekstreme situationer, før og efter de fatale valg, der vender op og ned på livet. Det undersøger Allan Lillelund i sin nyeste udgivelse, novellesamlingen Dage uden dagbog.
Dage uden dagbog giver os indblik i en række meget forskellige menneskers sind og handlinger. Novellerne tager fat på store følelser og livssituationer, vi trækkes gennem død, savn, svigt, skyld, skam og apati. Novellerne er korte, nogle minimalistiske på en nærmest Helle Hellesk måde, men alle er de små tekster om store rystelser i mennesket, skrevet frem i hverdagssituationens forklædning. Der sker ikke noget voldsomt direkte, men alligevel dukker det voldsomme frem, mere eller mindre implicit i skriften. Allan Lillelunds karakterer er mestendels usympatiske, apatiske, afstumpede mennesker, mennesker som handler uforståeligt, foragteligt eller egoistisk. Mennesker, som ikke kan handle anderledes, givet den situation eller tilstand de befinder sig i.
Novellesamlingen rummer en større dimension af kompleksitet, end hvad jeg oplevede efter at have læst de første par noveller. Der er forvirrende afstikkere i form af ligegyldige sammenhænge mellem novellerne, som f.eks. en forstyrrende baggrundsstøj af Abba i radioen, som går igen. Og der er humoristiske indslag, som virker malplacerede, platte og forstyrrende i stedet for at udgøre et positivt element i novellerne. Men der er også meget fine, subtile indspark af humoristisk karakter, nogen ganske galgenhumoristiske, hvilket klæder fortællingerne godt.
Jeg sidder altså tilbage med en meget splittet oplevelse af novellesamlingen. Novellerne adskiller sig ret radikalt fra hinanden i form, og nogle fungerer simpelthen bare bedre end andre. Novellen Hesteballon hører til blandt mine absolut mest positive læseoplevelser fra bogen. Her formår Allan Lillelund virkelig at lege med flere niveauer i teksten, at fortælle hvad der lader til at være en ret udramatisk historie, men som i små enkle ord, eller korte sætninger bryder den rolige overflade og afslører en grusom bagvedliggende fortælling. Novellen er afsindigt sær, hovedpersonen omtaler ind imellem sig selv som “Jeres ven”, fortællingen hopper frem og tilbage i tid, teksten brydes hele tiden op, og det hele fungerer enormt godt. Også novellen Skumbanan gjorde indtryk med sin mærkværdige hovedperson, som handler dybt bizart i situationer, der lægger sig op ad hans fars død. Også her lykkes Lillelund godt med beskrivelserne af noget helt mærkværdigt, og jeg tænker, at det er det han mener med handlinger fra mennesket, der falder. At nogle situationer får os til at handle helt uden for gængse normer og rammer. Og det er for mig altid interessant at udforske det grænseudfordrende.
Allan Lillelund er redaktør på det fremragende lille forlag, Silkefyret, der bl.a. udgiver en række oversættelser af prisbelønnede nyere norske forfattere. Desværre har jeg ofte en oplevelse af at Silkefyrets udgivelser er ualmindelig sjuskede i korrekturen, og det har vist sig også at være tilfældet her, i forlæggerens egen udgivelse. Det er ærgerligt, fordi det mudrer læsningen af nogle ellers ret interessante tekster til. Er man bedre end jeg til at se forbi de mange sproglige fejl, og har man ligesom jeg en hang til den lidt sære litteratur, bør man bestemt give Dage uden dagbog et skud. Herfra lander vi på tre store, ambivalente hjerter.
Hvis du vil læse mere om bogen, eller købe den, kan du fx gøre det her. Du kan også benytte dig af vores fantastiske biblioteksvæsen og låne novellerne kvit og frit her.