Enestående debutroman om indfødte amerikanere – DER DER af Tommy Orange

C095A5C3-9B9E-412D-A897-DF151E658577.jpg

Der der af Tommy Orange

Roman – Politikens forlag – 2018 – 288 sider – oversat fra engelsk af Rasmus Hastrup – omslag af Harvey Macaulay – sponsoreret: anmeldereksemplar fra forlaget

“Orvil vidste, at han ville danse, første gang han så en danser i fjernsynet. Han var tolv. Det var i november, så det var let at finde indianere på tv. Alle andre var gået i seng. Han zappede rundt mellem kanalerne, da han så ham. Der på skærmen, i fuldt ornat, bevægede danseren sig som om tyngdekraften betød noget andet for ham. Det mindede på en måde om breakdance, syntes Orvil, men på én gang nyt – endda cool – og ældgammelt. Der var så meget, han var gået glip af, så meget, han ikke havde fået. Ikke havde fået at vide. I det øjeblik, foran fjernsynet, vidste han det. Han var en del af noget. Noget man kunne danse til. “

Indfødte amerikanere, efterkommere af indianere bærer både på en unik kultur og på en blodig historie. I Der der møder vi tolv skæbner, tolv fortællinger om et folk, som man oftest kun hører om i datid. Hver fortæller de en glemt historie, om et indiansk folk, som er mere og andet end et karikeret ikon, en udklædning, et menneske i reservat. I romanen møder vi kvinder og mænd, unge og gamle, mennesker på kanten af afgrunden og mennesker i nogenlunde trivsel. Alle har de deres kulturelle ophav til fælles, alle er de mærket af den vold, der på flere forskellige niveauer blev begået og stadig begås mod det indianske folk. Alle fortællingerne har sammenhæng et sted, alle karaktererne har forbindelser til hinanden, træder ind og ud af hinandens liv, og fortællingen om de tolv skæbner kulminerer i en Powwow, i et intenst sidste kapitel.

Imponerende handlingsforløb og sammenhæng

Der der er en usædvanligt velkomponeret, handlingsmættet roman om en gruppe mennesker som gennem generationer er blevet marginaliseret eller glemt. Det er et spind af forskellige skæbnefortællinger og en historie om, hvordan ens kulturelle ophav kan have betydning for hele ens liv og ageren. Der der er en ualmindeligt velskrevet bog, som, når man først har givet sig i kast med den, er umulig at lægge fra sig igen.

Romanen sætter forskellige store emner på dagsordenen. Ud over hele det kulturelle aspekt så er emner som tab, sorg, svigt og forældreskab også gennemgående temaer. I kraft af den indianske kultur spiller natur, mystik og alternative behandlingsmetoder også en vigtig rolle. Og så er der desuden lagt i ovnen til en kritisk samtidsdiagnose, som da den ældre Bill oprøres over ungdommens forfald:

“Han kan ikke holde ud, at de unge får lov at være sådan nu til dags. Forkælede babyer alle til hobe. Ingen hård hud, ingen sejhed længere. Der er noget forkert ved det hele. Noget ved det evindelige skær fra telefonskærmene på deres ansigter, ved den alt for hurtige måde, de taster på deres telefoner på, deres kønsmæssigt flydende mode, deres ultra politisk korrekte adfærd, samtidig med at de mangler enhver form for sociale færdigheder og almindelig gammeldags høflighed. “

Det relativt store persongalleri fungerer, hver karakter former sproget, der er en klar stemning af den enkelte person i hvert kapitel. De hyppige synsvinkelskift og spring i tid og sted fungerer upåklageligt, omend jeg ind imellem måtte bladre tilbage i romanen, for at huske hvem den pågældende person nu var. Alle er de beskrevet så nuanceret, så forståeligt og jordnært, at det er svært at forestille sig at de er fiktive figurer og ikke mennesker af kød og blod. Karaktererne vokser under huden på læseren, bliver i følelserne, i erindringen længe efter bogens sidste side er læst.

E92BFAAB-008A-4DD8-91CF-F6C16F7C2BE0

Imponerende debut efterlader håb om mange flere bøger

Der der er Tommy Oranges debutroman, hvilket er mig helt uforståeligt. Relativt tidligt i bogen vidste jeg, at dette er en roman, jeg kommer til at læse igen. At man kan skrive noget så gennemført, velkomponeret, gennemresearchet, nuanceret og med et samtidigt historisk og litterært overblik, efterlader mig med en enorm respekt, nærmest ærefrygt, og en uslukkelig tørst efter mere fra hans hånd. Hvis du kun har tid til at læse én roman dette efterår, så lad det være denne. Nå ja, og så er bogen tilmed en fryd for øjet.

Herfra de varmeste anbefalinger og fuldt hus af hjerter – intet mindre kan gøre det.

6 hjerter

Køb dit eget eksemplar af bogen her – det vil du ikke fortryde!

Der_der_FINAL_2.indd

Mere højkvalitetslæsning til børnene – ELLA FITZGERALD & COCO CHANEL af Isabel Sánchez Vegara

44C78A54-C2B3-4C70-91F5-000613B6913B.jpg

Børnebøger/billedbiografier – Forlaget Albert – 2018 – hver 32 sider – oversat fra spansk af Luna Svane Rodríguez – sponsoreret: anmeldereksemplarer fra forlaget
Coco Chanel: illustrationer af Ana Albero | Ella Fitzgerald: illustrationer af Bàrbara Alca

Den høje kvalitet fra første bind i serien, Små mennesker, store drømme, fortsætter ufortrødent i seriens anden og tredje bog om henholdsvis Ella Fitzgerald og Coco Chanel. Anmeldelse af seriens første bog om Frida Kahlo kan læses her.

Coco Chanel levede et bemærkelsesværdigt liv. Gabrielle, som hun hed, boede som barn på børnehjem, hvor hun skilte sig ud fra de andre børn. Da hun blev voksen levede hun af at sy tøj om dagen og synge om natten. Og det var som sangerinde, hun blev kendt som Coco. Hun begyndte at fremstille hatte og blev med tiden et anerkendt navn i Paris. Herfra udviklede hun sin forretning og begyndte at skabe modetøj, som var mere behageligt at gå med, end tidens korsetter og stive gevandter. Det tøj, som i starten blev kaldt mærkeligt vandt ind og blev til det imperium, som Chanel er i dag. Og Coco Chanel er blevet et ikon, en kvinde som ikke lod sig begrænse af andres skepsis, og som, trods trange kår, skabte et navn for sig selv og et historisk stort modeimperium.

Ella Fitzgerald kom ligesom Coco Chanel fra trange kår. Som barn mistede hun sin mor og endte på børnehjem. Hun stak af og tjente til dagen og vejen ved at  synge og danse på Harlems gader. Da hun blev ældre, vandt hun en talentkonkurrence, hvilket blev hendes indgang til en karriere som jazzmusiker. Hun rejste land og rige rundt for at synge og fandt gennem musikken en helt særlig stil og udtryksform. Hun fik enorm succes og er i dag en af de absolut største jazzmusikere, verden har hørt. Ligesom Coco Chanel og Frida Kahlo skabte hun sin egen lykke, trods ringe odds. For som hun citeres for i bogen:

“Det er ikke vigtigt, hvor du kommer fra,  men hvor du er på vej hen”.

Gældende for alle tre udgivelser (der er flere på vej) i serien Små mennesker, store drømme er det, at de tilbyder kvalitetslæsning om sunde forbilleder, om mennesker som skabte en fantastisk tilværelse og et imponerende eftermæle for sig selv, selvom de startede livet tomhændet. Endnu en gang må jeg sige at bøgerne har taget os med storm herhjemme. Ikke blot er de afsindigt smukke, de lægger også op til refleksion og dialog, og så understreger de hvor værdifuldt det er at dyrke sit talent og turde tro på sig selv. Noget, der er så vigtigt for mig at lære mine døtre i en verden, hvor dit udseende ofte synes at være det vigtigste. Og hvor man ofte lærer ikke at føre sig for meget frem, ikke at satse noget eller umiddelbart at tro på egne evner. Jeg kan endnu engang ikke få armene ned af begejstring over den flotte bogserie, og vi skal uden tvivl have den komplette samling.

Hvis du også er nysgerrig på de næste bøger i serien kan du holde dig opdateret her. Der kan du også anskaffe dig de første bøger i serien.

Processed with VSCO with 6 preset

Processed with VSCO with 6 preset

Stærk to’ er om køn, krop, begær og kærlighed – ELASTIK af Johanne Bille

IMG_20180404_141856.jpgELASTIK af Johanne Bille

Roman – Forlaget Gladiator – 2018 – 185 sider – omslag af Clara Birgersson – sponsoreret: anmeldereksemplar fra forlaget

“Jeg sidder i skrædderstilling i badet og iagttager mine kønslæber, trækker dem fra hinanden, så klitoris kommer til syne, og det er som at kigge på en anden end mig selv, som om jeg bør spørge om lov, før jeg må røre. Jeg opgiver at barbere mig, der er for mange folder dernede, og jeg kan ikke lide folderne. Alle disse folder er en forbandelse, og jeg har svært ved at forholde mig til dem og til at have et hul, der kan udfyldes af en penis. Jeg bryder mig ikke om det rosa kødgardin, der skal trækkes til side inden. Jeg drømmer om at være mandig, jeg drømmer om at omgås kvinder og være det modsatte af dem, at min stemme er mørk og fast på den der måde, der gør alle ord vigtige. I dag synes jeg, kusser er grimme. “

Alice er en kvinde i midt tyverne, som bor i København sammen med sin kæreste. På sit arbejde møder hun Mathilde, denne frigjorte, excentriske karakter, som hun fluks betages af og forelsker sig i. Mathilde er dronningen. En ophøjet, idoliseret kvindefigur, iklædt læbestift og sølvsko, med en mission; at sætte kærligheden fri. Sammen med sin kæreste Alexander lever Mathilde i et åbent forhold, hvor kærligheden tilhører alle, hvor der tilsyneladende ingen grænser er. Alice opsluges af Mathilde i en næsten ødelæggende grad, hun vil gøre hvad som helst for at få en del af hende. For at nærme sig hende indleder hun bl.a. et seksuelt forhold til Mathildes mand. Og Alice væmmes ved sin egen kvindelige krop samtidigt med at hun begærer Mathildes. Hun føler sig forkert i den krop og de kulturelle forventninger der har været bundet til hende, siden puberteten markede hendes krop som kvinde. Hun gør sin stemme dybere i samtalen med mænd, hun kigger med foragt på sine egne kønsorganer, hun er meget bevidst om sig selv og sin fremtoning, om køn og forventninger. Alice ser sig selv udefra, som på et filmlærred, observerer sig selv sammen med andre og alene. På den måde prøver hun måske at forstå sin ensomhed og de relationer hun bevæger sig i.

Elastik er en fremragende roman. Jeg læste den på få dage, fuldt opslugt og verdensfjern. Der er noget over den måde, Johanne Bille skriver på, som sætter sig fast i mig, fortællingen er uhyre intens selvom den er skrevet i et sprog, som er forholdsvis enkelt. Fortællingen er følelsesmættet og sanseløs på samme tid. Karaktererne er troværdige og relaterbare, forståelige.

Jeg følte mig hjemme i Elastik, forstået i mange af Alices frustrationer og eksistentielle overvejelser. Elastik er et stærkt samtidsbillede, det er en skildring af en ung kvindes forelskelse, men også meget mere end det. Det er en refleksion over køn, krop, mellemmenneskelige relationer, over det at være subjekt i verden. Eller objekt. Om at bruge andre mennesker, om at lade sig bruge. At give slip, eller simpelthen miste evnen til at mærke efter i sig selv. Det er en undersøgelse af, hvad forskellige relationer kan gøre ved en. For alt er elastisk. Vi bevæger os alle elastisk i de relationer vi indgår i, formes og ændres efter kontekst. Noget, som Johanne Bille beskriver spot on. Alice lader sig strække ud, formes og manipuleres som et gummibånd. Hun er i tvivl om hvem hun egentlig er, hvilken forvredet udgave af hende, der er den autentiske. Om der overhovedet er en oprindelig udgave af hende.

Elastik er en roman om kønnets elasticitet, om det enkelte menneskes elasticitet i forholdet til sig selv og andre. Det er en roman, der stiller spørgsmålstegn ved både monogam og polygam kærlighed – er begge dele selvbedrag? Det er en fortælling om kærlighed, om ensomhed og om en altoverskyggende kropslighed, et grådigt begær som konsumerer alt andet. Og det er en roman som efterlod mig med en reel omgang book hangover. Jeg kan slet ikke få armene ned af begejstring, 5/6 hjerter herfra. Læs den for fanden!

hjerter5

cof

Romanen er månedens bog for Gladiator-abonnenter og kan bl.a. købes her.

Forunderlig moderne robinsonade – FORTÆLLINGEN OM ØDE af Ida Hegazi Høyer

21298615_10213513327445704_444565986_o

Fortællingen om øde af Ida Hegazi Høyer

Roman – 267 s. – Forlaget Silkefyret – 2017 – oversat fra norsk af Allan Lillelund Andersen – omslag af Mie Prebensen og Michelle Melissa Jacobsen – sponsoreret: anmeldereksemplar fra forlaget

“Der kom ikke noget skib. En uge gik. En måned. Et år. Og der kom ikke noget skib. Han havde været igennem tørketidens hede, det ufravigelige tryk mod kroppen fra den tunge, onde nådesløse varme. Varmen, der kogte ham op indefra, og som der ikke fandtes et værn imod. […] Og da det endelig blev koldere, en periode ligefrem behageligt, varede det ikke længe, før kulden tog ham, først snigende, siden bidende, og atter måtte han lide, pines igennem den endeløse tåge, som pressede selve havet ind i ham, og som efterlod ham skælvende og hærget og rå, i krig med egen hud og krop. Han havde ønsket at være en øgle, en fisk, en havplante. Og han var sådan, uden hverken indsyn eller udsyn, og med svækkende falmende sanser, som konstant drømte om noget andet. Hvor usynligt kunne en ø tage sig ud? Aldrig havde han følt sig mindre end i de duggede tågebelagte regntidsnætter. Men han overlevede. Der var fortsat liv i ham, dog på en lidt anden måde.”

Tandlægen Carlo Ritter er træt af andre mennesker og træt af  livet i det civiliserede, overfladiske samfund. Han ønsker et mere simpelt liv, et liv i naturen, en form for renere tilværelse, hvor han kan leve afsondret, nøgen, og udelukkende ernære sig ved de afgrøder og frugter han selv dyrker og finder. Ritter får trukket sine tænder ud,  fremstiller et stålgebis (for en sikkerheds skyld), og drager mod et liv udenfor civilisationen, mod en øde ø i Galapagos. Imidlertid er projektet sværere end han har forestillet sig, og han må hurtigt slippe de utopiske forestillinger, han bragte med sig hjemmefra. Øen han har bosat sig på er fjendtligsindet, gold og nærmest umulig at leve på. Efter kort tid som øboer må han også erkende vigtigheden af at have en eller anden form for interaktion med andre mennesker, eller vigtigheden i at blive anerkendt af andre mennesker, for egentlig at eksistere. Han begynder at skrive rapporter om livet på øen, som i første omgang er voldsomt forherligende, hvilke han poster i en tønde, som står ved øens bred. Overraskende nok samles brevene op af forbisejlende skibe, og hans fortællinger trykkes i de tyske aviser. I savnet af menneskelig kontakt indleder Carlo en tæt relation til et af de eneste levende væsner på den golde ø, en ildelugtende øgle, som har bygget rede på øen. Her kanaliseres alle hans længsler og savn hen, i mangel af bedre. Dr. Carlo Ritter får dog ikke lov at være eneboer på øen særlig længe, men får selskab af først ægteparret Wittermann og senere hen en farlig og forførerisk baronesse. Fortællingen drejes flere gange i uventede retninger, men én ting er fra starten sikkert; øen er ikke et venligsindet sted, og tilflytningen kan kun ende i tragedie og ulykke.

Fortællingen om øde er en moderne robinsonade, bygget over virkelige hændelser fra 1930´ernes mystiske og uopklarede fortælling om den tyske tandlæge dr. Friederich Ritter, som drog mod en ø i Galapagos, for netop at leve til han blev 140 år, af moden frugt og i harmoni med naturen. Også den oprindelige fortælling endte tragisk, omend uopklaret og til dels mytisk. Ida Hegazi Høyer har således haft mulighed for at bygge esin egen fortælling op over disse bemærkelsesværdige autentiske fortællinger og gøre den helstøbt. Noget, hun i høj grad er lykkedes med. Fortællingen om øde er ikke som noget andet jeg har læst. Dragende og mystisk, komisk og tragisk. Min skepsis overfor robinsonadekonceptet er for alvor blevet gjort til skamme i denne fortælling, som er så speciel og interessant, både i sin form og i sit indhold. Ida Hegazi Høyer skriver tilgængeligt uden at det bliver simpelt, og så formår hun at anlægge en underspillet humoristisk tone, som fik mig til at æde romanen råt. Mens fortællingens forløb kæntrer, og personerne bliver mere og mere rå og dyriske, fastholdes læserinteressen bl.a. med denne ironiske og humoristiske tone. Det er virkelig veludført sprogligt håndværk. Desværre er oversættelsen præget af et sprogligt sjusk, der påvirkede min læseoplevelse negativt hele romanen igennem. Man kunne ønske sig en mere grundig korrektur, for at fange slåfejl, som fx ‘hun’ hvor der burde have stået ‘han’ og andre sproglige bagateller – som alligevel har generet min læsning en smule.

Visuelt er romanen særdeles vellykket. Den ru kvalitet på omslaget giver associationer til noget råt, øgleagtigt, og den hale der snor sig over forsiden og bagsiden, sender tanker mod noget forhistorisk, noget ukendt og dyrisk. Et meget vellykket omslag, som både understøtter bærende elementer i romanens fortælling, og som desuden skiller sig ud, smukt i al sin enkelthed.

Alt i alt var Fortællingen om øde en rigtig god læseoplevelse. Interessant i både form og indhold, velskrevet, velfortalt, mærkværdig, underholdende og vedkommende. 5/6 hjerter herfra.

hjerter5

edf

Læs mere om romanen, eller køb et eksemplar her.

 

IVAN BLANK af Aleksandar Šajin

cof

IVAN BLANK af Aleksandar Šajin

Roman – Gladiator – 2017 – 375 s. – omslag af Clara Birgersson  – sponsoreret: anmeldereksemplar fra forlaget

“Altså jeg elsker hende ikke engang, og vi har nu været sammen i næsten 10 år. Og vi har fået barn sammen! Hvordan er jeg havnet i det her forhold og i det her liv? Han turde ikke sige alt det højt. Det ville bare være så pinligt at indrømme den største løgn i hans liv. Men løgnene har den egenskab, at de kan suge livsglæden helt ud af den, der ikke kan undvige dem. De kan slagte ens følelser og fornemmelser med den sløveste kniv.”

Ivan er kommet til Danmark som flygtning fra Balkan-krigen i begyndelsen af 1990’erne. Han er forfatter og arbejder til dagligt som serbokroatisk tolk i retssale og flygtningelejre. Han støder hyppigt på andre med samme efternavn som han selv, ja sågar med både samme fornavn og efternavn. Alle er de, som Ivan selv, indhyllet i løgn og bedrag, idet de ikke rigtig har noget at flygte fra. Ivan bor sammen med Marie, som han aldrig har elsket, og som han har fået nogle af sine adskillige børn med. Ivan er damernes ven, hans appetit på kvinder er stor, og en stor del af romanen fortælles gennem disse kvinders øjne. Ivans kvinder er naive, neurotiske, overfladiske, stereotype, dominerende, vrede, forurettede, uforståelige væsner, hvis skæbner på forskellig vis er formet af Ivan.

Ivan er aldrig tilfreds. Hans flugt fra hjemlandet fortsætter i lang tid efter ankomsten til Danmark, en flugt fra sig selv, sine følelser, sine medmennesker og fra livets generelle stilstand. Flugten resulterer i en grundlæggende og kontinuerlig hjemløshed, som får ham til at flakke hvileløst rundt, og at indhylle sig selv og alle andre i et spind af løgne, i sin søgen efter lykken og kærligheden – efter dén større eller mindre detalje, der kan give ham sindsro, og som i hans øjne nødvendigvis vil udgøre den ændring i tilværelsen, han så desperat søger.

Det er både svært og nemt at holde af Ivan. Hans overfladiske og egoistiske tilgang til livet og menneskene i det vender læseren imod ham, men samtidig kan man ikke andet end at holde lidt af hans vægelsind, hans grundlæggende forvirring og hans komiske, desperate væsen. Og netop det komiske bærer fortællingen, som uden dét lag, ville være ordinær, omstændig og grænsende til kedelig.

Romanens tragikomiske stil er ikke som noget andet jeg tidligere har læst. Komedie er som oftest ikke en litterær genre jeg bevæger mig i. Men i Ivan Blank er sarkasmen og det tragikomiske ganske vellykket og underholdende. Jeg læste i sarkasmen i Ivan Blank en samfundskritik, en fortælling om en mand i et samfund, som aldrig stopper med at stræbe og optimere. Som swiper til højre eller venstre uden større omtanke, for hele tiden at komme videre til noget større, bedre, mere lykkeligt og perfekt. Og som i høj grad mangler selvrefleksion i processen. Ivan er en egoistisk idiot, han forringer livet på dem, som burde være i hans fokus. Hans børn og deres mødre lider store tab mens han bare banker videre i tilværelsen, i sit egocentrerede vakuum.

Man kan undre sig over Ivans evne til at tiltrække kvinder. I fremstillingen af både ham, andre mandlige karakterer og kvinderne omkring Ivan opstår en skarp kønsdikotomi, som jeg ikke fandt komisk, men bare tragisk. Til trods for en marginal nuancering, opridses to modsatrettede, karikerede køn: Kvinden, som er moder eller erotisk objekt, oftest sur og skrap, og så manden, der er overfladisk, evigt underlagt sin krops lyster og begær og knapt i stand til at varetage sit eget liv, helt fra huslige opgaver som opvask og rengøring (som kvinden klarer) til overordnet rammesætning og realistisk livsplanlægning. Mændene i Ivan Blank svæver rundt uden rigtigt at knytte sig til nogen og noget, kvinderne holder stædigt fast i orden, struktur og kaster deres kærlighed på Ivan gennem et moderligt behov for at redde ham.

Trods velskrevethed kommer Ivan Blank aldrig rigtig ind under huden på mig. Og trods romanens oftest vellykkede ironi og tragikomiske stil, vinder Ivan ikke den grad af sympati, der skal til, for at udholde en så træg og magtesløs fortælling. Romanen lykkes godt i sin komposition, og var trods de mange brud i kronologien, en glidende og behagelig læseoplevelse. Desuden er den med sit grafisk skarpe, farvemættede omslag en fryd for øjet. Men romanen mangler noget oprigtigt interessant, en kerne som går ud over den lidt komiske fortælling om en mand, om (virkeligheds)flugt, rod- og hjemløshed. 3/6 hjerter for en underholdende og velskrevet, men ikke synderligt nuanceret eller interessant fortælling.

hjerter3

BOGTANKER #5: ÆSTETIK

cof

Skæbnen vil, at jeg for andet år i træk ligger syg under Louisiana Literature. Damn it. Det er åbenbart ved at blive en slags tradition. Så nu ligger jeg her, ude af stand til at foretage mig noget andet end at ligge og læse og hoste og ligge og glo og læse. I en sådan tvungen hviletilstand dukker der en masse tanker op, om bøger blandt andet. Om gode og dårlige, grimme og smukke bøger.

Jeg har skrevet om det før, og jeg skriver om det igen – min kærlighed til smukke bøger. For de fleste fylder en bogs indhold måske noget mere end dens visuelle fremtoning, hvilket absolut giver god mening. Men jeg synes, at jeg oplever en tendens til at vi ofte underkender bogens æstetiske funktion, vigtigheden af den indpakning bogen har.

Mange af mine ligesindede bogfetichister har nok prydet deres hjem med store bogreoler og bogstakke, ligesom jeg. Og mange kan nikke genkendende til den helt særlige kærlighed der opstår, når en bog ikke bare er indholdsmæssigt bastant, men også en fryd for øjet. Når det hele ligesom går op i en højere enhed, når man både har lyst til at genlæse en bog og placere den i øjenhøjde på reolen. Når man har lyst til at lade den ligge på natbordet, selvom man har læst den færdig,  bare fordi den pynter, som en blomst eller et billede ville gøre det.

Mit arbejde drejer sig om at formidle litteratur, hvilket selvsagt er lettest, når det er pakket smukt ind. De fleste foretrækker vel det smukke eller interessante frem for det grimme eller intetsigende? Et omslag kan understøtte bogens indhold, fungere som blikfang, markere flere bøgers relation til hinanden (fx bogserier) og meget andet – hvordan bogen ser ud er altså uhyre vigtigt for alt hvad der går ud over selve læseoplevelsen. Derfor tænker jeg også, at vi simpelthen giver for lidt credit til de seriøse talenter, der sidder backstage og producerer den æstetiske side af bogen.

Når et bogomslag gør indtryk på mig, sørger jeg altid for at nævne det kunstneriske talent bag i min anmeldelse. Nogle af mine absolutte favoritter er Mikkel Henssel, Michelle Melissa Jakobsen og faktisk de fleste af de dygtige mennesker bag Forlaget Silkefyrets (aka de smukke bøgers forlag) bogomslag. For en god ordens skyld, skal jeg lige nævne, at dette indlæg ikke er sponsoreret, men udelukkende kører på love.

Og på samme måde kan jeg faktisk få betydeligt mindre lyst til at købe en bog med et utiltalende omslag. Her har jeg også nogen bestemte i tankerne, men ingen nævnt, ingen glemt. Mange selvudgivelser halter i grafikken, hvilket får bøgerne til at fremstå mere hjemmelavede end højst nødvendigt, så et tip herfra: Gå ikke ned på det grafiske, for det betyder virkelig noget! I disse digitale tider skal alt salgbart altså også være instavenligt, for at bruge et rædselsfuldt, men meget rammende ord. Udtryk og indhold er gensidigt afhængige, de bør i mine øjne ikke adskilles. Lad os lige værdsætte de grafiske talenter lidt mere, det er måske dem, der i sidste ende får bogen solgt.

Og nu er min tankevirksomhed sluppet op, jeg vil kravle tilbage under dynen, hvor alle bogomslag vel egentlig bare er grå, og sende en misundelig tanke til alle jer, der står på Louisiana i dag og får fyldt jeres krop og sjæl med store litterære oplevelser. Jeg tager (måske) revanche næste år.

Og for en god ordens skyld: Følgende afbildede bøger er anmeldereksemplarer fra forlagene: Bungalow, Termin, En kvinde ser på mænd der ser på kvinder. Resten er venligst sponsoreret af egen lomme.