Forunderlig moderne robinsonade – FORTÆLLINGEN OM ØDE af Ida Hegazi Høyer

21298615_10213513327445704_444565986_o

Fortællingen om øde af Ida Hegazi Høyer

Roman – 267 s. – Forlaget Silkefyret – 2017 – oversat fra norsk af Allan Lillelund Andersen – omslag af Mie Prebensen og Michelle Melissa Jacobsen – sponsoreret: anmeldereksemplar fra forlaget

“Der kom ikke noget skib. En uge gik. En måned. Et år. Og der kom ikke noget skib. Han havde været igennem tørketidens hede, det ufravigelige tryk mod kroppen fra den tunge, onde nådesløse varme. Varmen, der kogte ham op indefra, og som der ikke fandtes et værn imod. […] Og da det endelig blev koldere, en periode ligefrem behageligt, varede det ikke længe, før kulden tog ham, først snigende, siden bidende, og atter måtte han lide, pines igennem den endeløse tåge, som pressede selve havet ind i ham, og som efterlod ham skælvende og hærget og rå, i krig med egen hud og krop. Han havde ønsket at være en øgle, en fisk, en havplante. Og han var sådan, uden hverken indsyn eller udsyn, og med svækkende falmende sanser, som konstant drømte om noget andet. Hvor usynligt kunne en ø tage sig ud? Aldrig havde han følt sig mindre end i de duggede tågebelagte regntidsnætter. Men han overlevede. Der var fortsat liv i ham, dog på en lidt anden måde.”

Tandlægen Carlo Ritter er træt af andre mennesker og træt af  livet i det civiliserede, overfladiske samfund. Han ønsker et mere simpelt liv, et liv i naturen, en form for renere tilværelse, hvor han kan leve afsondret, nøgen, og udelukkende ernære sig ved de afgrøder og frugter han selv dyrker og finder. Ritter får trukket sine tænder ud,  fremstiller et stålgebis (for en sikkerheds skyld), og drager mod et liv udenfor civilisationen, mod en øde ø i Galapagos. Imidlertid er projektet sværere end han har forestillet sig, og han må hurtigt slippe de utopiske forestillinger, han bragte med sig hjemmefra. Øen han har bosat sig på er fjendtligsindet, gold og nærmest umulig at leve på. Efter kort tid som øboer må han også erkende vigtigheden af at have en eller anden form for interaktion med andre mennesker, eller vigtigheden i at blive anerkendt af andre mennesker, for egentlig at eksistere. Han begynder at skrive rapporter om livet på øen, som i første omgang er voldsomt forherligende, hvilke han poster i en tønde, som står ved øens bred. Overraskende nok samles brevene op af forbisejlende skibe, og hans fortællinger trykkes i de tyske aviser. I savnet af menneskelig kontakt indleder Carlo en tæt relation til et af de eneste levende væsner på den golde ø, en ildelugtende øgle, som har bygget rede på øen. Her kanaliseres alle hans længsler og savn hen, i mangel af bedre. Dr. Carlo Ritter får dog ikke lov at være eneboer på øen særlig længe, men får selskab af først ægteparret Wittermann og senere hen en farlig og forførerisk baronesse. Fortællingen drejes flere gange i uventede retninger, men én ting er fra starten sikkert; øen er ikke et venligsindet sted, og tilflytningen kan kun ende i tragedie og ulykke.

Fortællingen om øde er en moderne robinsonade, bygget over virkelige hændelser fra 1930´ernes mystiske og uopklarede fortælling om den tyske tandlæge dr. Friederich Ritter, som drog mod en ø i Galapagos, for netop at leve til han blev 140 år, af moden frugt og i harmoni med naturen. Også den oprindelige fortælling endte tragisk, omend uopklaret og til dels mytisk. Ida Hegazi Høyer har således haft mulighed for at bygge esin egen fortælling op over disse bemærkelsesværdige autentiske fortællinger og gøre den helstøbt. Noget, hun i høj grad er lykkedes med. Fortællingen om øde er ikke som noget andet jeg har læst. Dragende og mystisk, komisk og tragisk. Min skepsis overfor robinsonadekonceptet er for alvor blevet gjort til skamme i denne fortælling, som er så speciel og interessant, både i sin form og i sit indhold. Ida Hegazi Høyer skriver tilgængeligt uden at det bliver simpelt, og så formår hun at anlægge en underspillet humoristisk tone, som fik mig til at æde romanen råt. Mens fortællingens forløb kæntrer, og personerne bliver mere og mere rå og dyriske, fastholdes læserinteressen bl.a. med denne ironiske og humoristiske tone. Det er virkelig veludført sprogligt håndværk. Desværre er oversættelsen præget af et sprogligt sjusk, der påvirkede min læseoplevelse negativt hele romanen igennem. Man kunne ønske sig en mere grundig korrektur, for at fange slåfejl, som fx ‘hun’ hvor der burde have stået ‘han’ og andre sproglige bagateller – som alligevel har generet min læsning en smule.

Visuelt er romanen særdeles vellykket. Den ru kvalitet på omslaget giver associationer til noget råt, øgleagtigt, og den hale der snor sig over forsiden og bagsiden, sender tanker mod noget forhistorisk, noget ukendt og dyrisk. Et meget vellykket omslag, som både understøtter bærende elementer i romanens fortælling, og som desuden skiller sig ud, smukt i al sin enkelthed.

Alt i alt var Fortællingen om øde en rigtig god læseoplevelse. Interessant i både form og indhold, velskrevet, velfortalt, mærkværdig, underholdende og vedkommende. 5/6 hjerter herfra.

hjerter5

edf

Læs mere om romanen, eller køb et eksemplar her.

 

IVAN BLANK af Aleksandar Šajin

cof

IVAN BLANK af Aleksandar Šajin

Roman – Gladiator – 2017 – 375 s. – omslag af Clara Birgersson  – sponsoreret: anmeldereksemplar fra forlaget

“Altså jeg elsker hende ikke engang, og vi har nu været sammen i næsten 10 år. Og vi har fået barn sammen! Hvordan er jeg havnet i det her forhold og i det her liv? Han turde ikke sige alt det højt. Det ville bare være så pinligt at indrømme den største løgn i hans liv. Men løgnene har den egenskab, at de kan suge livsglæden helt ud af den, der ikke kan undvige dem. De kan slagte ens følelser og fornemmelser med den sløveste kniv.”

Ivan er kommet til Danmark som flygtning fra Balkan-krigen i begyndelsen af 1990’erne. Han er forfatter og arbejder til dagligt som serbokroatisk tolk i retssale og flygtningelejre. Han støder hyppigt på andre med samme efternavn som han selv, ja sågar med både samme fornavn og efternavn. Alle er de, som Ivan selv, indhyllet i løgn og bedrag, idet de ikke rigtig har noget at flygte fra. Ivan bor sammen med Marie, som han aldrig har elsket, og som han har fået nogle af sine adskillige børn med. Ivan er damernes ven, hans appetit på kvinder er stor, og en stor del af romanen fortælles gennem disse kvinders øjne. Ivans kvinder er naive, neurotiske, overfladiske, stereotype, dominerende, vrede, forurettede, uforståelige væsner, hvis skæbner på forskellig vis er formet af Ivan.

Ivan er aldrig tilfreds. Hans flugt fra hjemlandet fortsætter i lang tid efter ankomsten til Danmark, en flugt fra sig selv, sine følelser, sine medmennesker og fra livets generelle stilstand. Flugten resulterer i en grundlæggende og kontinuerlig hjemløshed, som får ham til at flakke hvileløst rundt, og at indhylle sig selv og alle andre i et spind af løgne, i sin søgen efter lykken og kærligheden – efter dén større eller mindre detalje, der kan give ham sindsro, og som i hans øjne nødvendigvis vil udgøre den ændring i tilværelsen, han så desperat søger.

Det er både svært og nemt at holde af Ivan. Hans overfladiske og egoistiske tilgang til livet og menneskene i det vender læseren imod ham, men samtidig kan man ikke andet end at holde lidt af hans vægelsind, hans grundlæggende forvirring og hans komiske, desperate væsen. Og netop det komiske bærer fortællingen, som uden dét lag, ville være ordinær, omstændig og grænsende til kedelig.

Romanens tragikomiske stil er ikke som noget andet jeg tidligere har læst. Komedie er som oftest ikke en litterær genre jeg bevæger mig i. Men i Ivan Blank er sarkasmen og det tragikomiske ganske vellykket og underholdende. Jeg læste i sarkasmen i Ivan Blank en samfundskritik, en fortælling om en mand i et samfund, som aldrig stopper med at stræbe og optimere. Som swiper til højre eller venstre uden større omtanke, for hele tiden at komme videre til noget større, bedre, mere lykkeligt og perfekt. Og som i høj grad mangler selvrefleksion i processen. Ivan er en egoistisk idiot, han forringer livet på dem, som burde være i hans fokus. Hans børn og deres mødre lider store tab mens han bare banker videre i tilværelsen, i sit egocentrerede vakuum.

Man kan undre sig over Ivans evne til at tiltrække kvinder. I fremstillingen af både ham, andre mandlige karakterer og kvinderne omkring Ivan opstår en skarp kønsdikotomi, som jeg ikke fandt komisk, men bare tragisk. Til trods for en marginal nuancering, opridses to modsatrettede, karikerede køn: Kvinden, som er moder eller erotisk objekt, oftest sur og skrap, og så manden, der er overfladisk, evigt underlagt sin krops lyster og begær og knapt i stand til at varetage sit eget liv, helt fra huslige opgaver som opvask og rengøring (som kvinden klarer) til overordnet rammesætning og realistisk livsplanlægning. Mændene i Ivan Blank svæver rundt uden rigtigt at knytte sig til nogen og noget, kvinderne holder stædigt fast i orden, struktur og kaster deres kærlighed på Ivan gennem et moderligt behov for at redde ham.

Trods velskrevethed kommer Ivan Blank aldrig rigtig ind under huden på mig. Og trods romanens oftest vellykkede ironi og tragikomiske stil, vinder Ivan ikke den grad af sympati, der skal til, for at udholde en så træg og magtesløs fortælling. Romanen lykkes godt i sin komposition, og var trods de mange brud i kronologien, en glidende og behagelig læseoplevelse. Desuden er den med sit grafisk skarpe, farvemættede omslag en fryd for øjet. Men romanen mangler noget oprigtigt interessant, en kerne som går ud over den lidt komiske fortælling om en mand, om (virkeligheds)flugt, rod- og hjemløshed. 3/6 hjerter for en underholdende og velskrevet, men ikke synderligt nuanceret eller interessant fortælling.

hjerter3

BOGTANKER #5: ÆSTETIK

cof

Skæbnen vil, at jeg for andet år i træk ligger syg under Louisiana Literature. Damn it. Det er åbenbart ved at blive en slags tradition. Så nu ligger jeg her, ude af stand til at foretage mig noget andet end at ligge og læse og hoste og ligge og glo og læse. I en sådan tvungen hviletilstand dukker der en masse tanker op, om bøger blandt andet. Om gode og dårlige, grimme og smukke bøger.

Jeg har skrevet om det før, og jeg skriver om det igen – min kærlighed til smukke bøger. For de fleste fylder en bogs indhold måske noget mere end dens visuelle fremtoning, hvilket absolut giver god mening. Men jeg synes, at jeg oplever en tendens til at vi ofte underkender bogens æstetiske funktion, vigtigheden af den indpakning bogen har.

Mange af mine ligesindede bogfetichister har nok prydet deres hjem med store bogreoler og bogstakke, ligesom jeg. Og mange kan nikke genkendende til den helt særlige kærlighed der opstår, når en bog ikke bare er indholdsmæssigt bastant, men også en fryd for øjet. Når det hele ligesom går op i en højere enhed, når man både har lyst til at genlæse en bog og placere den i øjenhøjde på reolen. Når man har lyst til at lade den ligge på natbordet, selvom man har læst den færdig,  bare fordi den pynter, som en blomst eller et billede ville gøre det.

Mit arbejde drejer sig om at formidle litteratur, hvilket selvsagt er lettest, når det er pakket smukt ind. De fleste foretrækker vel det smukke eller interessante frem for det grimme eller intetsigende? Et omslag kan understøtte bogens indhold, fungere som blikfang, markere flere bøgers relation til hinanden (fx bogserier) og meget andet – hvordan bogen ser ud er altså uhyre vigtigt for alt hvad der går ud over selve læseoplevelsen. Derfor tænker jeg også, at vi simpelthen giver for lidt credit til de seriøse talenter, der sidder backstage og producerer den æstetiske side af bogen.

Når et bogomslag gør indtryk på mig, sørger jeg altid for at nævne det kunstneriske talent bag i min anmeldelse. Nogle af mine absolutte favoritter er Mikkel Henssel, Michelle Melissa Jakobsen og faktisk de fleste af de dygtige mennesker bag Forlaget Silkefyrets (aka de smukke bøgers forlag) bogomslag. For en god ordens skyld, skal jeg lige nævne, at dette indlæg ikke er sponsoreret, men udelukkende kører på love.

Og på samme måde kan jeg faktisk få betydeligt mindre lyst til at købe en bog med et utiltalende omslag. Her har jeg også nogen bestemte i tankerne, men ingen nævnt, ingen glemt. Mange selvudgivelser halter i grafikken, hvilket får bøgerne til at fremstå mere hjemmelavede end højst nødvendigt, så et tip herfra: Gå ikke ned på det grafiske, for det betyder virkelig noget! I disse digitale tider skal alt salgbart altså også være instavenligt, for at bruge et rædselsfuldt, men meget rammende ord. Udtryk og indhold er gensidigt afhængige, de bør i mine øjne ikke adskilles. Lad os lige værdsætte de grafiske talenter lidt mere, det er måske dem, der i sidste ende får bogen solgt.

Og nu er min tankevirksomhed sluppet op, jeg vil kravle tilbage under dynen, hvor alle bogomslag vel egentlig bare er grå, og sende en misundelig tanke til alle jer, der står på Louisiana i dag og får fyldt jeres krop og sjæl med store litterære oplevelser. Jeg tager (måske) revanche næste år.

Og for en god ordens skyld: Følgende afbildede bøger er anmeldereksemplarer fra forlagene: Bungalow, Termin, En kvinde ser på mænd der ser på kvinder. Resten er venligst sponsoreret af egen lomme.