Hjerteskærende beretning om liv og død, had og kærlighed – Tatovøren fra Auschwitz af Heather Morris

Tatovøren fra Auschwitz af Heather Morris

Historisk fiktion – Forlaget Aronsen – 2019 – 262 sider – oversat fra engelsk af Brian Christensen – anmeldereksemplar fra forlaget

“Den røde murstensbygning rager op foran dem. De store vinduer skal maskere, hvad den bliver brugt til, men de enorme skorstene røber dens frygtelige funktion. Ved indgangen mødes de af to SS’ere, som pjatter med Baretzki og ignorerer Lale. De peger mod de lukkede døre længere inde i bygningen, og Baretzki og Lale gårhen mod dem. Lale kigger rundt, da han går hen ad denne sidste strækning af dødens vej i Birkenau. Han ser Sonderkommandoerne af jødiske fanger stå med kuede blikke, parat til at udføre et arbejde, som intet menneske på jorden ville gøre frivilligt: bære ligene ud fra gaskamrene og ind i ovnene. Han forsøger at få øjenkontakt med dem for at få dem til at forstå, at han også arbejder for fjenden. Han har også valgt at holde sig i live, så længe han kan, ved at skænde mennesker af sin egen tro. Ingen af dem møder hans blik. “

Lale er en ung mand da han i 1942 sættes på en kreaturvogn overfyldt med unge mænd der ligesom han selv er jøder. Destinationen er Polen, nærmere betegnet koncentrationslejren Birkenau, Auschwitz. Her oplever han en hjerteskærende mishandling og udryddelse af mennesker  og finder hurtigt ud af at man skal samarbejde for at overleve til at se endnu en dag. Han bliver ret tilfældigt sat til at tatovere fangenumre på nyankomne medfangers arme, et job der sikrer ham nogle sjældne privilegier. Han skånes fra det nedslidende fysiske arbejde, får en seng for sig selv og ekstra madrationer. Han bruger sine privilegier til at hjælpe sine medfanger og får hurtigt gode relationer til mange mennesker, hvilket flere gange skal vise sig at blive hans redning. En dag da Lale endnu engang sidder og tatoverer, er den næste i køen en ung kvinde. Lale forsvinder ind i hendes mørke øjne og her tages de første skridt ind i en forelskelse og kærlighed, der måske bliver begges redning. Tatovøren fra Auschwitz er en fortælling om et skræmmende menneskeligt lavpunkt i nyere historie og en fortælling om en kærlighed, der overskygger selv de mest ufattelige rædsler.

Tatovøren fra Auschwitz er en virkelig tung og skræmmende fortælling. Og det er en fortælling som trækker tråde ind i nutiden, minder os om hvor galt det kan gå når en gruppe mennesker gøres til syndebuk, når et samfund rangordner folk efter religion eller oprindelse. Når et samfund i højere og højere grad accepterer en  umenneskelig behandling af minoriteter (Ja, Sjælsmark, jeg kigger blandt andet på dig). Måske er det derfor der i dag, så mange år efter holocaust, stadig kan udkomme beretninger om disse frygtindgydende begivenheder som indtager bestsellerlisterne – fordi disse rædsler virker så fjerne og ufattelige og alligevel så tæt på.

Jeg kan ikke forestille mig at nogen kan læse denne bog uden at blive følelsesmæssigt påvirket. Det er en fuldstændigt ulidelig barsk fortælling som tager udgangspunkt i virkelige hændelser. Forfatteren Heather Morris har skrevet bogen for Lale Sokolov, ud fra hans egne erindringer og bakket op af historisk dokumentation. Alligevel tænkte jeg et par gange gennem læsningen at Lale fremstilles usædvanligt heltemodig, og at nogle af scenerne er lidt rigeligt filmiske og ikke særligt autentiske. Men bogen er selvfølgelig en historisk fiktion, så der er uden tvivl skruet lidt her og der. Det er en velskrevet, let læst bog, som ind imellem bliver lidt rigeligt følelsesporno-agtig. Jeg har næsten lyst til at kalde den oversentimental, men det kan man vel ikke rigtig tillade sig når det drejer sig om en fortælling om virkelige begivenheder så frygtelige som disse. Måske er det kærlighedshistorien som udgangspunkt der gør det lidt bittersødt til min smag. Når det så er sagt, så er bogen klart (endnu) et vigtigt bidrag til fortællingen om holocaust og en varm anbefaling værd. Det er en barsk bog om medmenneskelighed og umenneskelighed, der ved flere lejlighedder har fået mig til at kramme mine børn ekstra hårdt og dvæle lidt ved det priviligerede og forholdsvis ubekymrede liv jeg er blevet skænket. De fleste af os tager i den grad vore frihed og frie liv for givet, og denne bog er en virksom påmindelse om hvor godt livet er, på denne tid, på dette sted. Og hvor hurtigt det kan tages fra en igen. Fire ud af seks blødende hjerter herfra.

hjerter4

Find et eksemplar af bogen her.

Klassiker i nye klæder – Jammers Minde – en grafisk roman af Allan van Hansen

Jammers Minde – en grafisk roman af Allan van Hansen

Grafisk roman – Forlaget Arabesk – 2019 – 220 sider – omslag af Karen Fink – anmeldereksemplar fra forlaget

I 1663 anholdes og fængsles Leonora Christina, datter af Christian 4. og Kirsten Munk. Det antages, at hun har vidst besked om sin mand Corfitz Ulfeldts forræderi mod Frederik 3. Hun placeres i Blåtårn i Københavns Slot, hvor hun sidder fængslet fra 1663-1685 – altså i 22 lange år. Under frihedsberøvelsen bearbejder hun sine kvaler gennem skriften, hvilket bliver til værket Jammers Minde – et minde om års jammer og lidelse, som kan give hende afslutning, så hun kan lægge det bag sig og komme videre med sit liv efter løsladelse. Jammers minde er en dansk klassiker og er optaget i Kulturkanon. Værket er et vigtigt stykke kulturhistorie, en biografi, et selvforsvar og et stærkt skæbnebillede fra datidens tilværelse i fængslet.

Bogen, som tidligere er sprogligt bearbejdet så nutidige læsere lettere kan forstå den, gives i Allan van Hansens udgave yderligere en ansigtsløftning. Med kombinationen af tekst og billeder bliver læsningen ikke blot mindre tør og tung, den tilføres også et sanseligt, filmisk lag i form af de detaljerige og dragende illustrationer. Den grafiske roman er en genre der er meget populær i disse år, og som typisk tiltaler et yngre læsersegment end de, der ellers ville prøve kræfter med et værk som Jammers Minde. På den måde kan genren måske være gateway til klassikerlæsning og kulturarvsdyrkelse for nye læsere.

Det er min første grafiske roman og bestemt ikke den sidste, så man kan sige, at bogen har åbnet genren op for en som mig, som ellers aldrig læser den type litteratur. Jeg er meget mere begejstret over samspillet mellem ord og billeder end jeg havde forventet. Illustrationerne i Jammers Minde er flotte, stemningsfyldte og holdt i nogle meget smukke, enkle farver. Desværre er illustrationerne på enkelte sider delvist gået tabt i bogens ryglimning, hvilket er en skam.

Bogen inddrager en del af det originale sprog og bidrager også med bonusmateriale i slutningen af bogen, hvor vi bl.a. får en liste af datidens skældsord og en madopskrift på en ret fra dengang. Sjovt og autentisk.

Jammers Minde – en grafisk roman er et virkelig fint og tilgængeligt bidrag til dansk kulturhistorie. Det er en litterær gateway, som kan lokke læsere af grafiske romaner over i læsning af hovedværker i dansk litteratur og omvendt er det en bog, der har åbnet mine øjne for den grafiske roman som genre. Anbefales alle der interesserer sig for dansk kulturhistorie og stor dansk prosa, eller som værdsætter en smuk billedside til litteraturen. Fem ud af seks hjerter herfra.

hjerter5

Find et eksemplar af bogen her.

Enestående debutroman om indfødte amerikanere – DER DER af Tommy Orange

C095A5C3-9B9E-412D-A897-DF151E658577.jpg

Der der af Tommy Orange

Roman – Politikens forlag – 2018 – 288 sider – oversat fra engelsk af Rasmus Hastrup – omslag af Harvey Macaulay – sponsoreret: anmeldereksemplar fra forlaget

“Orvil vidste, at han ville danse, første gang han så en danser i fjernsynet. Han var tolv. Det var i november, så det var let at finde indianere på tv. Alle andre var gået i seng. Han zappede rundt mellem kanalerne, da han så ham. Der på skærmen, i fuldt ornat, bevægede danseren sig som om tyngdekraften betød noget andet for ham. Det mindede på en måde om breakdance, syntes Orvil, men på én gang nyt – endda cool – og ældgammelt. Der var så meget, han var gået glip af, så meget, han ikke havde fået. Ikke havde fået at vide. I det øjeblik, foran fjernsynet, vidste han det. Han var en del af noget. Noget man kunne danse til. “

Indfødte amerikanere, efterkommere af indianere bærer både på en unik kultur og på en blodig historie. I Der der møder vi tolv skæbner, tolv fortællinger om et folk, som man oftest kun hører om i datid. Hver fortæller de en glemt historie, om et indiansk folk, som er mere og andet end et karikeret ikon, en udklædning, et menneske i reservat. I romanen møder vi kvinder og mænd, unge og gamle, mennesker på kanten af afgrunden og mennesker i nogenlunde trivsel. Alle har de deres kulturelle ophav til fælles, alle er de mærket af den vold, der på flere forskellige niveauer blev begået og stadig begås mod det indianske folk. Alle fortællingerne har sammenhæng et sted, alle karaktererne har forbindelser til hinanden, træder ind og ud af hinandens liv, og fortællingen om de tolv skæbner kulminerer i en Powwow, i et intenst sidste kapitel.

Imponerende handlingsforløb og sammenhæng

Der der er en usædvanligt velkomponeret, handlingsmættet roman om en gruppe mennesker som gennem generationer er blevet marginaliseret eller glemt. Det er et spind af forskellige skæbnefortællinger og en historie om, hvordan ens kulturelle ophav kan have betydning for hele ens liv og ageren. Der der er en ualmindeligt velskrevet bog, som, når man først har givet sig i kast med den, er umulig at lægge fra sig igen.

Romanen sætter forskellige store emner på dagsordenen. Ud over hele det kulturelle aspekt så er emner som tab, sorg, svigt og forældreskab også gennemgående temaer. I kraft af den indianske kultur spiller natur, mystik og alternative behandlingsmetoder også en vigtig rolle. Og så er der desuden lagt i ovnen til en kritisk samtidsdiagnose, som da den ældre Bill oprøres over ungdommens forfald:

“Han kan ikke holde ud, at de unge får lov at være sådan nu til dags. Forkælede babyer alle til hobe. Ingen hård hud, ingen sejhed længere. Der er noget forkert ved det hele. Noget ved det evindelige skær fra telefonskærmene på deres ansigter, ved den alt for hurtige måde, de taster på deres telefoner på, deres kønsmæssigt flydende mode, deres ultra politisk korrekte adfærd, samtidig med at de mangler enhver form for sociale færdigheder og almindelig gammeldags høflighed. “

Det relativt store persongalleri fungerer, hver karakter former sproget, der er en klar stemning af den enkelte person i hvert kapitel. De hyppige synsvinkelskift og spring i tid og sted fungerer upåklageligt, omend jeg ind imellem måtte bladre tilbage i romanen, for at huske hvem den pågældende person nu var. Alle er de beskrevet så nuanceret, så forståeligt og jordnært, at det er svært at forestille sig at de er fiktive figurer og ikke mennesker af kød og blod. Karaktererne vokser under huden på læseren, bliver i følelserne, i erindringen længe efter bogens sidste side er læst.

E92BFAAB-008A-4DD8-91CF-F6C16F7C2BE0

Imponerende debut efterlader håb om mange flere bøger

Der der er Tommy Oranges debutroman, hvilket er mig helt uforståeligt. Relativt tidligt i bogen vidste jeg, at dette er en roman, jeg kommer til at læse igen. At man kan skrive noget så gennemført, velkomponeret, gennemresearchet, nuanceret og med et samtidigt historisk og litterært overblik, efterlader mig med en enorm respekt, nærmest ærefrygt, og en uslukkelig tørst efter mere fra hans hånd. Hvis du kun har tid til at læse én roman dette efterår, så lad det være denne. Nå ja, og så er bogen tilmed en fryd for øjet.

Herfra de varmeste anbefalinger og fuldt hus af hjerter – intet mindre kan gøre det.

6 hjerter

Køb dit eget eksemplar af bogen her – det vil du ikke fortryde!

Der_der_FINAL_2.indd

Forunderlig moderne robinsonade – FORTÆLLINGEN OM ØDE af Ida Hegazi Høyer

21298615_10213513327445704_444565986_o

Fortællingen om øde af Ida Hegazi Høyer

Roman – 267 s. – Forlaget Silkefyret – 2017 – oversat fra norsk af Allan Lillelund Andersen – omslag af Mie Prebensen og Michelle Melissa Jacobsen – sponsoreret: anmeldereksemplar fra forlaget

“Der kom ikke noget skib. En uge gik. En måned. Et år. Og der kom ikke noget skib. Han havde været igennem tørketidens hede, det ufravigelige tryk mod kroppen fra den tunge, onde nådesløse varme. Varmen, der kogte ham op indefra, og som der ikke fandtes et værn imod. […] Og da det endelig blev koldere, en periode ligefrem behageligt, varede det ikke længe, før kulden tog ham, først snigende, siden bidende, og atter måtte han lide, pines igennem den endeløse tåge, som pressede selve havet ind i ham, og som efterlod ham skælvende og hærget og rå, i krig med egen hud og krop. Han havde ønsket at være en øgle, en fisk, en havplante. Og han var sådan, uden hverken indsyn eller udsyn, og med svækkende falmende sanser, som konstant drømte om noget andet. Hvor usynligt kunne en ø tage sig ud? Aldrig havde han følt sig mindre end i de duggede tågebelagte regntidsnætter. Men han overlevede. Der var fortsat liv i ham, dog på en lidt anden måde.”

Tandlægen Carlo Ritter er træt af andre mennesker og træt af  livet i det civiliserede, overfladiske samfund. Han ønsker et mere simpelt liv, et liv i naturen, en form for renere tilværelse, hvor han kan leve afsondret, nøgen, og udelukkende ernære sig ved de afgrøder og frugter han selv dyrker og finder. Ritter får trukket sine tænder ud,  fremstiller et stålgebis (for en sikkerheds skyld), og drager mod et liv udenfor civilisationen, mod en øde ø i Galapagos. Imidlertid er projektet sværere end han har forestillet sig, og han må hurtigt slippe de utopiske forestillinger, han bragte med sig hjemmefra. Øen han har bosat sig på er fjendtligsindet, gold og nærmest umulig at leve på. Efter kort tid som øboer må han også erkende vigtigheden af at have en eller anden form for interaktion med andre mennesker, eller vigtigheden i at blive anerkendt af andre mennesker, for egentlig at eksistere. Han begynder at skrive rapporter om livet på øen, som i første omgang er voldsomt forherligende, hvilke han poster i en tønde, som står ved øens bred. Overraskende nok samles brevene op af forbisejlende skibe, og hans fortællinger trykkes i de tyske aviser. I savnet af menneskelig kontakt indleder Carlo en tæt relation til et af de eneste levende væsner på den golde ø, en ildelugtende øgle, som har bygget rede på øen. Her kanaliseres alle hans længsler og savn hen, i mangel af bedre. Dr. Carlo Ritter får dog ikke lov at være eneboer på øen særlig længe, men får selskab af først ægteparret Wittermann og senere hen en farlig og forførerisk baronesse. Fortællingen drejes flere gange i uventede retninger, men én ting er fra starten sikkert; øen er ikke et venligsindet sted, og tilflytningen kan kun ende i tragedie og ulykke.

Fortællingen om øde er en moderne robinsonade, bygget over virkelige hændelser fra 1930´ernes mystiske og uopklarede fortælling om den tyske tandlæge dr. Friederich Ritter, som drog mod en ø i Galapagos, for netop at leve til han blev 140 år, af moden frugt og i harmoni med naturen. Også den oprindelige fortælling endte tragisk, omend uopklaret og til dels mytisk. Ida Hegazi Høyer har således haft mulighed for at bygge esin egen fortælling op over disse bemærkelsesværdige autentiske fortællinger og gøre den helstøbt. Noget, hun i høj grad er lykkedes med. Fortællingen om øde er ikke som noget andet jeg har læst. Dragende og mystisk, komisk og tragisk. Min skepsis overfor robinsonadekonceptet er for alvor blevet gjort til skamme i denne fortælling, som er så speciel og interessant, både i sin form og i sit indhold. Ida Hegazi Høyer skriver tilgængeligt uden at det bliver simpelt, og så formår hun at anlægge en underspillet humoristisk tone, som fik mig til at æde romanen råt. Mens fortællingens forløb kæntrer, og personerne bliver mere og mere rå og dyriske, fastholdes læserinteressen bl.a. med denne ironiske og humoristiske tone. Det er virkelig veludført sprogligt håndværk. Desværre er oversættelsen præget af et sprogligt sjusk, der påvirkede min læseoplevelse negativt hele romanen igennem. Man kunne ønske sig en mere grundig korrektur, for at fange slåfejl, som fx ‘hun’ hvor der burde have stået ‘han’ og andre sproglige bagateller – som alligevel har generet min læsning en smule.

Visuelt er romanen særdeles vellykket. Den ru kvalitet på omslaget giver associationer til noget råt, øgleagtigt, og den hale der snor sig over forsiden og bagsiden, sender tanker mod noget forhistorisk, noget ukendt og dyrisk. Et meget vellykket omslag, som både understøtter bærende elementer i romanens fortælling, og som desuden skiller sig ud, smukt i al sin enkelthed.

Alt i alt var Fortællingen om øde en rigtig god læseoplevelse. Interessant i både form og indhold, velskrevet, velfortalt, mærkværdig, underholdende og vedkommende. 5/6 hjerter herfra.

hjerter5

edf

Læs mere om romanen, eller køb et eksemplar her.

 

ALIAS GRACE af Margaret Atwood

edf

ALIAS GRACE af Margaret Atwood

Historisk roman – genudgivelse – Lindhardt og Ringhof – 2017 – 550 sider – omslag af Simon Lilholt/Imperiet – sponsoreret: anmeldereksemplar fra forlaget

“Hvad skal jeg fortælle dr. Jordan om denne dag? For nu er vi der næsten. Jeg kan huske, hvad jeg sagde, da jeg blev arresteret, og hvad forsvareren, mr.  McKenzie, sagde, jeg skulle sige, og hvad jeg ikke engang sagde til ham; og hvad jeg sagde under retssagen, og hvad jeg sagde bagefter, hvilket var noget andet igen.  Og hvad McDermott sagde, jeg sagde, og hvad de andre sagde,  jeg måtte have sagt, for der er altid dem, der er villige til at forsyne én med deres egne taler og lægge dem i munden på én med det samme; og slige folk er taskenspillere, der kan bugtale, på markeder og gadehjørner, og man er bare deres trædukke. Og det var sådan, det var under retssagen, jeg stod der i vidneskranken, men jeg kunne lige så godt have været lavet af stof og udstoppet, med et porcelænshoved; og jeg var selv lukket inde i den dukke, og min sande stemme kunne ikke slippe ud.”

Grace Marks sidder i fængsel, dømt for medvirken på det bestialske mord på sin arbejdsgiver og dennes husholderske. Efter at have undsluppet galgen og afsonet 16 år i skiftevis sindssygeanstalt og fængsel, besøges hun af den unge dr. Simon Jordan, som har til opgave at udrede Grace for hukommelsestab og sindssyge. Gradvist fortæller hun sin historie og lader dr. Jordan vide mere og mere om tiden op til, under og efter den frygtelige hændelse der forsejlede hendes skæbne for altid. Graces hukommelsestab gør det svært at gennemskue hvad der virkelig er sket, hvilken rolle hun har spillet og hvorvidt hun bærer skyld eller ej. Hele tiden må  dr. Jordan kæmpe for ikke at lade sig rive med af Graces fængende fortælling, og finder hele tiden sig selv tvivlende på sandheden af hendes historie. Er Grace uskyldig? Sindssyg? Eller er hun blot en uhyre dygtig manipulator og løgner?

Den historiske roman, Alias Grace trækker på en af Canadas mest berygtede mordhistorier fra det 19. århundrede. I romanen fusionerer gamle tilståelser, vidneudtalelser og faktiske beretninger med en særdeles  gennemført fiktion. Historien er meget velkomponeret og gennem bogens 550 sider var jeg næsten konstant underholdt og spændt på at vende næste side. Kun få passager med brevkorrespondance i romanens spæde start var en smule langsommelige, men viste sig selvfølgelig at bygge fundament for senere, vigtige dele af beretningen. Det er uden tvivl et imponerende researcharbejde der ligger bag romanen, som er en samtidsskildring i ligeså høj grad som en spændingsroman.

Sproget i Alias Grace er bemærkelsesværdigt, i det vellykkede møde mellem datidige kringlede formuleringer og en sproglig ligetilhed, nutidigt og datidigt sprog forenes på fineste vis. Desuden er beskrivelser af helt små ting, naturen, eller måden et hvidt klæde hænger på en tørresnor, så fuldendt lyrisk beskrevet, hvilket bidrog til en meget positiv læseoplevelse. Gennem fortællingen veksler synsvinklen ofte og læseren tilbydes adgang til hovedpersonerne på skift, hvilket gør fortællingen meget nuanceret. Alias Grace er en fortælling med mange lag, og det er ikke svært at få øje på Atwoods samfundskritik, fx i forhold til køn, eller samfundets forståelse af sindssyge.

Alias Grace, denne vanvittigt interessante og indholdsbastante roman, pakket ind i  lærred og orange skønhed, har ind imellem fået mig til at ønske, at min, ellers ret lange daglige togtur, ville fortsætte lidt endnu. Alias Grace er en roman der er næsten umulig at lægge fra sig, som spiller på læserens etik, moral og empati. Ligesom dr. Jordan bliver man i tvivl om, hvad der egentlig er sandt, falskt, hvad der er virkelighed og hvad der er drøm – for denne følelse af omtåget drømmeverden går som en grundtone gennem romanen, man indhylles på en måde i den drømmeverden Grace siges at havne i. Jeg kan kun anbefale Alias Grace til alle der har hang til både en psykologisk spændingsfortælling og et lyrisk sprog. Det er en enestående roman. 5/6 hjerter.

hjerter5

cof

Efter HBO’s succes med serien The Handmaids Tale, som er bygget på Atwoods roman fra 1986 af samme navn, bliver også Alias Grace filmatiseret (serieficeret – er det et ord?) og har premiere på Netflix fredag d. 3/11 2017. Efter at have siddet åndeløst klistret til skærmen og set The Handmaids Tale, glæder jeg mig afsindigt til premieren på Alias Grace. Og hvis serien er bare en tredjedel så fængende som bogen, så er jeg tilfreds!