Intens, poetisk og dyster motorvejsprosa – Velkommen til Kontinentet af Katla Styx

Velkommen til Kontinentet af Katla Styx

Kortprosa (eller som forlaget genrebetegner det, motorvejsprosa) – Baggaardsbaroner – 2017 – 79 sider – anmeldereksemplar fra forlaget

“Hun sidder i en bus på den anden side af kontinentet. Hun tænker, at hun forlader alting. Imens hun forlader alting, forlader alting hende. Der findes ting, som hænger sammen på den måde. Det er egentlig ikke særligt kompliceret. Alligevel er det svært at forstå. Vi tramper rundt i vores hverdag med en kampesten på brystet, og vi forstår ikke, hvorfor det føles sådan. Alting er nøgler og tidspunkter og besøg på Borgerservice og flade cykler og telefonopkald til instanser, institutioner, ikke mennesker, altid telefonkø, skrattende musik, tast 1, tast 2, kampesten, kampesten, kampesten. Og så rejser vi væk, og alting forlader os. Det er meget simpelt, men vi glemmer tit, at flugt er muligt. “

Af uforklarelige årsager har jeg aldrig før siddet med en udgivelse fra Forlaget Baggaardsbaroner i hænderne. Efter at have læst Velkommen til Kontinentet må jeg blot erkende at det er en stor fejl.

Det er ingen hemmelighed at jeg er dybt og lidenskabeligt forelsket i en del af de danske mikroforlag. Jeg har tidligere skrevet sider op og ned om emnet, for jeg mener virkelig at kærligheden til litteraturen blomstrer her, at det er hos de små man finder de største mindblowing læseoplevelser. Det er i sandhed også tilfældet her.

Velkommen til Kontinentet er en kort, fragmentarisk bog om en ung kvinde, som bevæger sig rundt på kontinentet, i busser, på færger, fra den ene brune bodega til den næste, fra den ene seng (eller køkkenbord) til den næste. Hun dater ældre mænd, drikker tæt og giver en fuckfinger til en række af de herskende normer. Hun er ikke optaget af at passe ind og hun arbejder ikke på at optimere sig selv og sit liv. Snarere er hun selvdestruktiv, eller som hun selv formulerer det, bærer af et meget presserende dødsønske. Her og der skinner en smertefuld fortid igennem og det er særligt her bogen rammer en nerve, her kravler teksten helt ind under huden og sætter sig fast.

“Dengang hun forsvandt. Røgsvælg, tunge lunger. Grus i skoene. Det mest dyrebare hun ejer. Det han sagde, han sagde: min intention var egentlig at voldtage dig. Hun sagde: – Jeg havde en anelse. Himlen var grå, havet var gråt, havet fra den anden side af jordkloden. Findes der noget andet sted end cementgulvet i strandhuset, findes der noget andet andet sted, findes der nogen anden følelse, end ham ovenpå hende? Tungt, varmt, tunge, der er ikke andet at gøre, hun kan ikke bevæge sig. Hun ser frem for sig, hun ligger på ryggen og stirrer op, øjne, ringe. Skægstubbe, ru. Det gør ondt, der er ikke mere tilbage af hende, han har taget det hele. Cementen kradser i ryggen. Hendes krop er væk, fra nu af bliver hun nødt til at lade som om. Hun vil gerne forsvinde. Ru. Hendes underliv er et krater. Skred. Cement. Der findes en komet. “

Velkommen til Kontinentet er gennemsyret af en dundrende ensomhed, en modvilje mod livet, mod andre mennesker og måske allermest en indre modvilje mod sig selv. Det er dyster læsning, men også befriende læsning om afvigelse og om umuligheden ved at leve. Og så er det våd, fugtig, lækkende læsning. Lige dele frastødende og indtagende.

Bogen, som indledes med sætningen “Jeg vil gerne fortælle om alle de gange, alle de gange” er netop det, fortællinger, fragmentariske nedslag i jegets liv og fortid, uden fornemmelsen af kronologi. Ind imellem ordene mistede jeg orienteringen et øjeblik i denne sanselige og drømmeagtige poetiske fortælling. Der er et hun og et jeg som flyder sammen og som jeg ikke kunne få helt greb om.

En fortælling som Velkommen til Kontinentet vil nok af de fleste tolkes som autofiktion og give anledning til en interesse for forfatteren bag, for denne dysfunktionelle unge kvinde. Men det er vi heldigvis befriet for, for Katla Styx er, som navnet i sig selv emmer af, et pseudonym. Alle forfattere i Baggaardsbaroners katalog er for øvrigt anonymiserede, hvilket er så afsindigt befriende. En befrielse fra den overdrevne interesse for mennesket bag bogen, her får værket fokus.

Denne kompakte lille bog efterlader et dybt spor i bevidstheden. Fuld af intense sætninger og konfuse fragmenter. Det er let at fortabe sig i Velkommen til Kontinentet som er lige dele genkendelig og foruroligende fremmed. Men mest af alt er bogen velskrevet, dragende og poetisk og med en fantastisk fin billedside. Det er litteratur på et virkelig højt niveau, og jeg har faktisk svært ved at få armene ned af blot begejstring. Læs den, og læs den så igen.

6 hjerter

Find dit eget eksemplar mesterlig litteratur til den nette sum af 58 kroner her.

En lille begyndelse bliver til en stor fortælling – Lille Myr af Benji Davies

9788711912768

Billedbog – 32 sider – Carlsen – 2019 – oversat til dansk af Louise Bylov – anmeldereksemplar fra forlaget

Åh, hvor har denne fine, lille børnebog taget begge mine børn med storm. Min treårige tager den selv ned fra hylden, kravler op i overkøjen og fordyber sig i de flotte og dragende  illustrationer. Min halvandetårige peger ihærdigt og råber “Myyyy!”, når bogen til aftenens godnatlæsning skal vælges. For som de fleste andre af Benji Davies’ formidable børnebøger er Lille Myr en forholdsvis enkel fortælling som rammer både børn og voksne, formidlet i smukke billeder i smagfulde farver.

Lille Myr er historien om den lille haletudse, Lille Myr, som er den mindste i sin søskendeflok. De andre haletudser er både større, hurtigere til at svømme og og udvikle sig end hun er. Lille Myrs søskende smider halen, svømmer hurtigere og går fra små haletudser til rigtige frøer, mens hun bare se til og halser efter. Men en dag opdager hun at det tynder ud i flokken af søskende. Hvor de før lå så tæt i en klynge og sov, er der snart ikke andre end hende tilbage. Hvor er Lille Myrs søskende blevet af? Er det dammens grusomme fisk, Gavflab, der har ædt dem én for én? Eller har deres forsvinden andre årsager?

Som før nævnt, holder jeg meget af Benji Davies’ børnebøger, og det samme gør mine børn. Han har et særligt talent for dystre og smukke billeder, og så besidder han en fin evne til at bruge sprogets lyd og rytme, så børnene spidser ører. Her skal det også nævnes, at oversætteren har gjort et fint stykke arbejde med at få oversat disse små finurlige ordlyde og sproglige rytmer til dansk. Det er blandt andet Gavflabs lyd, da han svømmer mod dammens dybe, mørke dynd “glubglubglub glub blub blub”, der er en fryd at læse højt. Og så er der også en del allitteration i teksten, som giver højtlæsningen en fantastisk rytme og flow.

Hvis jeg ikke havde fået tilsendt bogen som anmeldereksemplar, havde den klart været en del af årets adventgaver eller julegaver. Måske kender du et barn der har fortjent en billedbog af høj æstetisk og sproglig kvalitet denne jul?

Find bogen her.

Nyt liv til et af de vigtigste vidnesbyrd om jødeforfølgelserne under 2. verdenskrig – Anne Franks Dagbog, Graphic Diary bearbejdet af Ari Folman og David Polonsky

Grafisk roman – Lindhardt og Ringhof – 2019 – 160 sider – oversat til dansk af Karsten Nielsen – anmeldereksemplar fra forlaget

Umiddelbart lyder det som en lettere udfordrende opgave i mine ører, at lave en ny udgave af den ikoniske Anne Franks Dagbog – og så i graphic novel formatet. Mine første tanker var, at man ikke kan pille ved en så vigtig og alvorlig bog. Alligevel var jeg intrigued, og jeg må sige at mine første tanker virkelig er gjort til skamme.

De fleste kender nok til den hjerteskærende fortælling om familien Frank som skjuler sig  for nazisterne i en hengemt lejlighed kaldet Baghuset under den 2. verdenskrigs tyske besættelse af Holland. Dagbogen beskriver tilværelsen i Baghuset, hvor familien Frank, bestående af Anne, storesøsteren Margot, moren Edith og faren Otto, lever sammen med 4 andre jødiske flygtninge. Vi følger Anne som beskriver hverdagen i skjul og livet som teenager med humørsvingninger, forelskelser og frustrationer med megen humor og sarkasme. Det er på mange måder en interessant fortælling, både fordi Anne formår at indkapsle præcis hvordan det er at være en teenagepige (som jeg svagt erindrer det, et sted i hukommelsens tåger), og fordi det skildrer en så ekstrem situation, som det er at være lukket inde i en lille lejlighed mange mennesker sammen, uden mulighed for at gå udenfor eller have et privatliv. Hun betroer sig til sin dagbog, kaldet Kitty, som bliver hendes private space, den eneste fortrolige hun har:

“Jeg tænker på, om du, elskede Kitty, nogensinde har det som en ko, der skal tygge drøv på de samme fortærskede nyheder igen og igen. Jeg vil tro, du synes det er uudholdeligt, Kitty. De voksne har for vane at gentage deres historier i én uendelighed, og sagen er, at hver gang en af os otte åbner munden, kan de syv andre gøre historien færdig”

Perioden i Baghuset beskrives så nært og indlevende, og det er fuldstændigt ulidelig læsning, når vi på forhånd ved at dagbogen slutter da familien afsløres og sendes i koncentrationslejre, hvor alle pånær Otto Frank dør.

I den grafiske bearbejdning af Anne Franks Dagbog er der selvsagt skåret en del af originalmanuskriptet fra – faktisk fremgår det af forfatterens note i slutningen af bogen, at den grafiske roman ville fylde hele 3500 sider og tage 10 år at færdiggøre, skulle den rumme hele den originale dagbog. Bogen rummer en blanding af klassiske tegneseriefirkanter og hele tekstsider hvor dagbogssider gengives 1:1. Det fungerer enormt godt, selvom jeg tørstede efter flere af Anne Franks fantastisk velformulerede sætninger gennem læsningen. Det er nok en typisk craving fra en serieromanlæser som først for nyligt har begivet sig ind i den grafiske romans intense, mere ordknappe univers.

At læse den grafiske bearbejdning af Anne Franks Dagbog føltes i høj grad som en invitation ind i den originale dagbog, som jeg uden tvivl skal genlæse snarest. På den måde kan bogen blive gateway for nye læsere som ikke tidligere har givet sig i kast med Anne Franks Dagbog. Og det er i mine øjne det der er så fantastisk ved graphic novel genren, at den rammer en målgruppe som måske ikke havde fattet interesse for den oprindelige bog ellers. Den kan lokke nye læsere ind i litteraturen. På samme måde som den tidligere på året udgivne grafiske roman om Jammers Minde tager et klassikerværk og giver det nyt liv – og lykkes helt enormt godt med det. Anne Franks Dagbog – Graphic Diary er en virkelig fin bog, som jeg anbefaler bredt. Fem ud af seks hjerter.

hjerter5

Find den flotte bog her.

Sære, sørgelige og morsomme tekster – Du kan ikke svigte din bedste ven og blive god til at synge samtidig af Kim Hiorthøy

Du kan ikke svigte din bedste ven og blive god til at synge samtidig af Kim Hiorthøy

Kortprosa / tekster og tegninger – Arkiv for Detaljer – 2019 – 72 sider – oversat af Rikke Oberlin Flarup & Kirsten Vestergaard Mikkelsen – anmeldereksemplar fra forlaget

“Der er ingen egentlig forskel på mennesker. At vi går omkring og tror at vi elsker nogen mere end andre, er en slags misforståelse, sagde hun. Javel, men hvad med os? sagde jeg. Der er ikke noget os, sagde hun, eller dem. Der findes kun vi. OK, sagde jeg, så hvad med vi? Hun stoppede. Hendes ansigt lyste op, og hun strakte armene i vejret. Så råbte hun VI FAMLER I MØRKE! og hoppede så højt hun kunne. Folk vendte sig om for at se hvem det var. De forstod ikke at det er umuligt at vide hvem nogen er, bare ved at se på dem. “

Allerede i titlen afsløres det; den her bog er mærkværdig. Den sære titel sætter tonen an til en lille bog med små tekster, som rummer en masse betydninger og stemninger; en perlerække af små underlige fortællinger. Bogen, som jeg efterhånden har læst adskillige gange for at finde ud af hvad jeg egentlig synes om den, er en samling korte, syrede tekster om en mand, som er alt muligt men mest af alt socialt akavet. Teksterne foregår i et eller andet form for fællesskab og samtidig i ensomhed, i de pinlige tavsheder, i indbyrdes misforståelser og i dét at tale forbi hinanden. En af mine absolutte favoritter blandt de små tekster er et klart eksempel på denne manglende evne til at aflæse andre mennesker og den situation man befinder sig i:

“Først urinerede jeg i spanden. Så åbnede jeg døren på klem og balancerede spanden oven på den forsigtigt, lænet lidt mod væggen, så den ville falde ned når døren blev åbnet. Så kaldte jeg på Flügger. (…) Han kom langsomt hen til døren, og så standsede han. Jeg har tænkt over noget, sagde han. OK, men vil du ikke komme herind? sagde jeg hurtigt. Flügger så på mig gennem dørsprækken. Han tøvede lidt, og så strøg han sig over panden og sagde: Jeg tror ikke på menneskelig nærhed længere. Åhr, skidt med det, sagde jeg. Kom nu herind, så bliver det lettere at snakke. (…) Flügger sank sammen. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, hviskede han, og det lød som om han var ved at begynde at græde. Det skal nok gå alt sammen, sagde jeg. Tror du? sagde han og så op. Hvad? sagde jeg. Jeg kan næsten ikke høre hvad du siger når du står derude i  gangen. Flügger rejste sig. Undskyld, det er bare fordi jeg er så bange, sagde han og åbnede døren. Spanden vendte sig perfekt. “

Bogens jeg er så ude af takt med andre mennesker at det bliver enormt tragisk og latterkrampefremkaldende sjovt på samme tid. I hvad der føles som ret random situationer udspilles nogle relationer der er helt ude af sync, en akavethed ligesom den jeg selv kender fra situationer hvor man siger noget for sjov – typisk noget sarkastisk – som opfattes helt alvorligt af modtageren. Tåkrummende.

Bogen er illustreret af Hiorthøy selv og særligt bogens omslag er virkelig fint, sjovt og enkelt. Synes jeg – min kæreste syntes det lignede en brochure for et eller andet – hver sin smag og opfattelse. Men de lidt primitive, enkle, skitseagtige illustrationer er virkelig godt i tråd med tonen i bogen, det hele bliver på en måde umiddelbart og naivt. Bogens jeg er en socialt akavet egoist, men han er ikke nogen ond person. Der er en barnlig naivitet over ham, som gør at man som læser får ret meget sympati med ham, trods hans ofte ret uheldige opførsel. Han er lidt et fjols og lidt en stakkel og umulig ikke at holde lidt af.

Bogen er et friskt pust, ret anderledes fra hvad jeg tidligere har læst af kortprosa og ganske underholdende. Den har fortjent et par læsninger for at synke ordentligt ind, men så sidder den også fast og sætter gang i tankerne. Hvis jeg skal kritisere bogen for noget må det være at den bliver en smule ensformig hvis man læser den i ét stræk. Den kan med fordel læses i bidder, en lille tekst engang imellem som man kan fordybe sig i. Helt klart en anbefaling og fire ud af seks hjerter værd.

hjerter4

Tjek i øvrigt resten af Arkiv for Detaljers udgivelser ud. Der er nogle specielle og virkelig fantastiske bøger iblandt. Mine egne favoritter er Plantage og Sprækker, og så er jeg helt vild med forlagets andre fede ting som samtykkeglansbilleder og smukke, håndlavede notesbøger, som jeg længe har villet anskaffe mig.

Ferietid er læsetid – også for børnene! Nye kvalitetsbøger om inspirerende mennesker til rejsetasken – Muhammad Ali & Stephen Hawking

Billedbiografier – Forlaget Albert – 2019 – skrevet af Maria Isabel Sánchez Vegara – illustreret af Brosmind (Ali)  og Matt Hunt (Hawking) – anmeldereksemplarer fra forlaget

Så er det rigtig blevet sommer og efterhånden tid til at pakke kufferterne! Jeg tror (og håber) at mange børnefamilier har valgt en mere klimavenlig rejseform i år (ingen klimaudskamning til de, der af forskellige grunde ikke har valgt det, men kæmpe high five til de, der har). Klimavenlig ferie er i høj grad forbundet med længere rejsetider og det kræver nu engang en håndbagage, der bugner af underholdning til de små poder. Den blotte tanke om lange tog- og bilture med småbørn kan få koldsveden til at pible frem hos de fleste forældre. Hvis du har en sådan rejse foran dig (eller en hvilken som helst anden), så er her en lille anbefaling til noget, der kan hjælpe med at holde børnene underholdt på turen.

For det lille danske børnebogsforlag, Forlaget Albert, som bl.a. udgiver de afsindigt fine børnebøger fra serien Små mennesker, store drømme er netop udkommet med to nye bøger i serien. Denne gang er det bokseren Muhammad Ali og videnskabsmanden Stephen Hawking, hvis livshistorier og store bedrifter er i fokus. Lad os lige tage en ad gangen:

Muhammad Ali blev født Cassius Marcellus Clay junior i Louisville, Kentucky i 1942. Da han var barn fik han stjålet sin cykel, og da han anmeldte det til politiet, anbefalede betjenten ham at lære at slås, hvis han havde tænkt sig at jagte tyve. Det tog Cassius meget bogstaveligt – han begyndte til boksning, og det viste sig hurtigt at han var meget talentfuld.

Som amatørbokser vandt han 100 ud af de 105 kampe, han deltog i, og da han var 18 år deltog han i de Olympiske Lege, hvor han vandt guldmedalje i letsværvægt. Cassius udrettede en masse i sit liv. Han blev verdensmester i boksning – en titel, han blev frataget, da han nægtede at kæmpe i Koreakrigen. Han konverterede til Islam, ændrede navn til Muhammad Ali, genvandt sin titel som verdensmester flere gange og viede en del af sit liv til velgørenhed og kampen for menneskerettigheder. Han døde i 2016, men huskes stadig som verdens bedste bokser og som et menneske, der gjorde en forskel i verden.

Bogen om Muhammad Ali er et fint bidrag til serien af billedbiografier. Historien er inspirerende og velfortalt, omend jeg ikke synes Muhammad Alis livsmotto fungerer i den danske oversættelse “Tæl ikke dagene, lad dagene tælle”. Det giver bare ikke den samme mening på dansk. Ud over det, har jeg ikke en finger at sætte på oversættelsen. Illustrationerne er lige lovligt animerede til min smag, men de går fint i tråd med bogens tekst og med hele bogseriens univers af farvefulde og alsidige illustrationer. Det er altså ikke min favorit i serien men bestemt en fin bog, som er en læsning værd.

Bogen om Stephen Hawking beretter om en af vor tids største videnskabsmænd. Stephen, som ligeledes blev født i 1942, voksede op i Oxford, England. Han var fra barnsben af utroligt nysgerrig og vidensbegærlig. Hjemme hos Stephen holdt de meget af at lære nye ting og læse bøger. I skolen var Stephen ikke særlig flittig, men det lykkedes ham alligevel at komme ind på de bedste universiteter i England. Mens han studerede blev han syg, og lægerne fortalte ham, at han havde få år tilbage at leve i. Men det stoppede ikke Stephen, som både stiftede familie og arbejdede videre på at løse universets mysterier. Han bidrog med store opdagelser til videnskaben og levede desuden 50 år længere end lægerne havde spået. Han døde sidste år, men er stadig til stor inspiration nu og i fremtiden.

Dette nye bidrag til en af mine favoritbørnebogsserier er jeg virkelig begejstret over. Illustrationerne er vanvittigt flotte og fulde af karakter, og fortællingen om Stephen er både interessant og inspirerende. En dragende fortælling om et storslået menneske.

Bogen er desuden et stort hit hos min treårige, som er meget optaget af universet. For selvom bøgernes henvender sig til lidt ældre børn, så kan de sagtens læses (lidt tilpasset) for yngre børn,ligesom de flotte illustrationer giver anledning til at tale om mange forskellige emner med sit barn. Varme anbefalinger af begge de nytilkomne bøger i serien og en rigtig god sommerferie til jer alle! Måske skal Muhammad eller Stephen med i kufferten?

Hold øje med Forlaget Albert og de fine kommende bøger i serien Små mennesker, store drømme. Blandt andet er Bowie på tapetet! Dét glæder jeg mig til!

Vil du læse min omtale af de tidligere bøger i serien? Find dem her: Frida KahloCoco Chanel og Ella Fitzgerald, Marie Curie, Audrey Hepburn og Rosa Parks

Tal med dine børn om adoption som alternativ familieform med ny billedbog – Adopterede Albert af Michael José

Adopterede Albert af Michael José

Billedbog – Forlaget Blandede Bolcher – 2019 – 41 sider – illustrationer af Martin C. Hansen – omslag af Louise Lyngbo – anmeldereksemplar fra forlaget

Albert er en lille dreng, som vokser op uden forældre i Colombia. Han kommer på børnehjem og bliver senere adopteret af det danske par, Else og Hans. De rejser med fly, tog, bus og æsel for at komme til Colombia, hvor de kan hente Albert. Endelig får de ham med hjem til Danmark, hvor familien og det gode, trygge liv venter.

Adopterede Albert er, som titlen så tydeligt indikerer, en bog om adoption for de mindste. Det er en anderledes og ret fin billedbog, med finurlige og sjove illustrationer. Fortællingen om adoption er ensidigt positiv, den fortæller en historie om adoption som vi oftest har set på emnet i vores del af verden – som en måde at give børn med dårlige kår en bedre tilværelse. Det meste jeg har læst om adoption de seneste år har haft den modsatte vinkel – altså hvordan adoption kan være en reel menneskehandel, hvor mindre priviligerede forældre udnyttes af ressourcestærke, barnløse nordboere. Adoption er så komplekst et emne, det er så vigtigt at belyse alle sider af sagen. Og her har vi at gøre med en absolut adoptionspositiv børnebog, hvilket giver rigtig god mening, målgruppen taget i betragtning.

Min ældste har virkelig fået meget godt ud af at få læst Adopterede Albert højt. Vi har læst den igen og igen, hun har spurgt ind, undret sig over hvorfor Albert får en ny mor og far, og vi har virkelig haft nogle gode snakke ud fra bogen. Den er et rigtig godt redskab til at åbne op for en snak om familieformer med de mindste – at det ikke bare er en selvfølge at en mand og en kvinde stifter familie sammen, men at man kan blive til en familie på mange måder, gennem fx adoption eller insemination, at man ikke behøver at være en mand og en kvinde for at være forældre sammen, at der er uendeligt mange nuancer. Når det så er sagt, så vil jeg helt sikkert tage adoptionssnakken med mine børn igen, når de bliver ældre, få de lidt mindre positive nuancer og stemmer fra litteraturen med.

Selv har jeg ikke den fjerneste idé om hvad det vil sige at være adopteret, og det er heller ikke et emne, jeg har tænkt på at tale med mine børn om før vi modtog Adopterede Albert. På den måde er det en virkelig fin bog til refleksion og snak om familieformer. Sprogligt er bogen lidt flad, der er ikke så godt flow i teksten, som er skrevet i rim. Ind imellem er der ord, som kun lader til at være der for at få det til at rime, og jeg synes den bliver lidt kluntet her og der. Men det er også en sød fortælling, og jeg er ret fascineret af illustrationerne, som er skæve og sjove. “Hvorfor har de sådan nogle store næser?”, spurgte min datter, og det er en af de ting, der giver figurerne ret meget karakter. Derudover er der også få, men fine henvendelser til den voksne, fx da Alberts nye forældre kommer i problemer i junglen, hvor de møder en flok farlige gorillaer, som har FARC stående på tøjet, og som modtager bestikkelse i form af flere tusinde bananer.

Alt i alt er Adopterede Albert en gennemført bog. Den mangler lidt på den sproglige side, men det er et virkelig fint redskab til at have en (pro adoption) snak med sine børn om anderledes familieformer, som fx adoption. Helt klart en læsning værd.

Find et eksemplar af den lille billedbog her.

Klassiker i nye klæder – Jammers Minde – en grafisk roman af Allan van Hansen

Jammers Minde – en grafisk roman af Allan van Hansen

Grafisk roman – Forlaget Arabesk – 2019 – 220 sider – omslag af Karen Fink – anmeldereksemplar fra forlaget

I 1663 anholdes og fængsles Leonora Christina, datter af Christian 4. og Kirsten Munk. Det antages, at hun har vidst besked om sin mand Corfitz Ulfeldts forræderi mod Frederik 3. Hun placeres i Blåtårn i Københavns Slot, hvor hun sidder fængslet fra 1663-1685 – altså i 22 lange år. Under frihedsberøvelsen bearbejder hun sine kvaler gennem skriften, hvilket bliver til værket Jammers Minde – et minde om års jammer og lidelse, som kan give hende afslutning, så hun kan lægge det bag sig og komme videre med sit liv efter løsladelse. Jammers minde er en dansk klassiker og er optaget i Kulturkanon. Værket er et vigtigt stykke kulturhistorie, en biografi, et selvforsvar og et stærkt skæbnebillede fra datidens tilværelse i fængslet.

Bogen, som tidligere er sprogligt bearbejdet så nutidige læsere lettere kan forstå den, gives i Allan van Hansens udgave yderligere en ansigtsløftning. Med kombinationen af tekst og billeder bliver læsningen ikke blot mindre tør og tung, den tilføres også et sanseligt, filmisk lag i form af de detaljerige og dragende illustrationer. Den grafiske roman er en genre der er meget populær i disse år, og som typisk tiltaler et yngre læsersegment end de, der ellers ville prøve kræfter med et værk som Jammers Minde. På den måde kan genren måske være gateway til klassikerlæsning og kulturarvsdyrkelse for nye læsere.

Det er min første grafiske roman og bestemt ikke den sidste, så man kan sige, at bogen har åbnet genren op for en som mig, som ellers aldrig læser den type litteratur. Jeg er meget mere begejstret over samspillet mellem ord og billeder end jeg havde forventet. Illustrationerne i Jammers Minde er flotte, stemningsfyldte og holdt i nogle meget smukke, enkle farver. Desværre er illustrationerne på enkelte sider delvist gået tabt i bogens ryglimning, hvilket er en skam.

Bogen inddrager en del af det originale sprog og bidrager også med bonusmateriale i slutningen af bogen, hvor vi bl.a. får en liste af datidens skældsord og en madopskrift på en ret fra dengang. Sjovt og autentisk.

Jammers Minde – en grafisk roman er et virkelig fint og tilgængeligt bidrag til dansk kulturhistorie. Det er en litterær gateway, som kan lokke læsere af grafiske romaner over i læsning af hovedværker i dansk litteratur og omvendt er det en bog, der har åbnet mine øjne for den grafiske roman som genre. Anbefales alle der interesserer sig for dansk kulturhistorie og stor dansk prosa, eller som værdsætter en smuk billedside til litteraturen. Fem ud af seks hjerter herfra.

hjerter5

Find et eksemplar af bogen her.

Smukke og sprogligt legende digte om den evige søgen efter et selv – SKYSKRABER af Tine Paludan

Skyskraber af Tine Paludan

Digte – Forlaget Fuglekøjen – 2019 – 67 sider – omslagsillustration af Tine Paludan – anmeldereksemplar fra forlaget

“det er i lufthavnene jeg glemmer
at bebrejde hade eller føle skyld
jeg var voksen da jorden gik under
jeg kunne målrette tomrummet
da koteletgrunden brændte
og med den min evne til ligusterkompromis
jeg kan bære alle mine møbler blot for det
tilfælde
at jeg for alvor en dag skal forsvinde
og i lufthavnene glemmer jeg
hvorfor min kuffert er så lille og så let som et
evigt æg jeg er klædt i transittens blå silkepapir
vægtløs af den slags taknemmelighed der kan
vokse af sorg “

Poesi er en utroligt bred og mangefacetteret genre, og alligevel hører jeg ofte nogen ytre, at ‘poesi ikke er noget for dem’. Men der findes så mange digte i verden, mere og mindre kryptiske, mere eller mindre flyvske og højtragende. Der findes i min optik digte til alle, poesi til enhver smag og ethvert temperament. Skyskraber er en samling af digte, som er utroligt smukke, som rummer enormt mange lag af betydning og som kræver forholdsvis meget af sin læser. Poesi, af fin kvalitet, men ikke poesi til den poesiskeptiske eller analytisk dovne læser.

Skyskraber er en undersøgelse af processen, hvor man bliver til sig selv. Hvordan man ikke kan blive sig selv uden andre, hvordan man aldrig bliver kun sig selv. Digtene i Skyskraber falder i tre dele med overskrifterne pige, fugl og flux. Digtene er varierende i længde og illustrerer en udvikling i sind og krop, en aldrig afsluttet identitetsjagt.

“skitser til kvinder jeg aldrig blev // ligger i stakke på spisebordet // overbevisende udtalelser // forsøgsvis formuleret i flere farver blæk // kladder til en personlighedens retorik // sammenhængende synspunkter // markeret i bøger på sprog jeg aldrig helt fik lært // udtryk og følelser // klistret på kroppe i forskellige materialer // fintvævet angst vindtæt selvhad den smukke // fløjsbløde stolthed til særlige lejligheder // på bøjler i skabet sammen med vinterfrakken // over sengen hænger et kurvediagram // ensomheden er proportional med tiden // hjertets slag omvendt proportional med // virkeligheden // jeg // en evig arbejdstitel // en uløselig ligning “

Sproget i digtene er enormt poetisk og legende – sproget udforskes og nye, maleriske orddannelser opstår. Jeg er helt forgabt i Tine Paludans sammensmeltning af natur og menneske, sproget får lov at gå gennem (kvinde)kroppen, at være udforskende og dristigt. Hun formår at fremskrive højspændte sansninger gennem en naturmetaforik, der aldrig bliver banal.

Desuden er Tine Paludans smukke omslagsillustration værd at dvæle ved, den understøtter så fint bogens parole om et mangefold af skitser til den kvinde, digterjeget bliver. Der er noget skitse over den smukke, kontrasterede illustration, og jeg kan kun anbefale at tage et nærmere kig på Paludans kunst, samt at slå et smut forbi hendes instagramkonto, som har ganske fine æstetiske kvaliteter.

Skyskraber skriver sig ind i en tidstypisk poetisk tradition, hvor kvindekrop og umulig identitetssøgen er omdrejningspunkter. Digtsamlingen mindede mig lidt om den også fremragende punktroman Sprækker, som jeg anmeldte tidligere i år.

Opsummerende må Skyskraber siges at være en enestående debut, en kraftpræstation i sproget, både hvad gælder æstetik og indhold. Læs den, hvis du er til poesi af lidt mere udfordrende art, og som kræver lidt mere omhu i læsningen. For Skyskraber har i den grad fortjent en grundig og gentagen læsning. Fem af seks hjerter herfra.

hjerter5

Lån den smukke digtsamling på biblioteket eller find dit eget eksemplar her.

Skyskraber2

Fin og finurlig billedbog om skolestart fra skaberen af bøgerne om den gnavne bjørn Boris – MAN MÅ IKKE SPISE SINE KLASSEKAMMERATER af Ryan T. Higgins

MAN MÅ IKKE SPISE SINE KLASSEKAMMERATER af Ryan T. Higgins

Billedbog – Carlsen – 2019 – 48 sider – fra ca. 4 år – oversat fra engelsk af Camilla Schierbeck – anmeldereksemplar fra forlaget

Har du et barn, der snart skal starte i skole? Eller som i mit tilfælde et barn, der hedder Rita og som er vild med dinosaurusser? Der er mange gode grunde til at kaste sig over nyeste billedbog på dansk fra den anmelderroste forfatter Ryan T. Higgins. Han er manden bag billedbøgerne om den gnavne bjørn Boris som hurtigt blev populære, og som i min optik er gennemført gode børnebøger med alt hvad den slags skal indeholde. Der er sjove bemærkninger henvendt til de voksne, der er udtryksfulde og smukke illustrationer og så er historierne fantasifulde, underholdende og meget anvendelige til dialogisk læsning.

Det samme kan siges om Man må ikke spise sine klassekammerater, som handler om den lille tyrannosaurus rex Rita Rex, som starter i skole. På første skoledag erfarer hun at hendes klassekammerater er menneskebørn, og det er meget svært – for ikke at sige umuligt – for hende ikke at spise dem. Men sjovt nok får man ikke mange nye venner af den type adfærd, og da Rita selv prøver hvordan det er at være nogens måltid, forstår hun det fuldt ud.

Bogen lægger både op til en snak om skolestart, men også om følelser som nervøsitet, om nye venskaber, selvbeherskelse og sociale spilleregler.

Med vellykket humor og den karakteristiske finurlige streg er Higgins lykkedes med endnu en virkelig fin og anderledes børnebog – omend den ikke når helt op på samme fænomenale niveau som bøgerne om bjørnen Boris. Bogen henvender sig til børn i indskolingsalderen (4-7 år), men kan efter min erfaring også sagtens læses med store vuggestuebørn.

Find dit eget eksemplar af den flotte billedbog her.

BOGTANKER #9 – Kvinder drager omsorg og mænd tager på eventyr

mimbo2.jpg

Herhjemme læser vi mange bøger, børnbøger som voksenbøger. Og når vi skal vælge hvilke bøger vi skal læse højt af, falder valget meget ofte på Jakob Martin Strids bøger. Vi elsker hans fantasifulde fortællinger og ditto illustrationer, som både underholder min datter på tre og os voksne. Helt fantastisk gode og vildt populære børnebøger. Men. For her kommer et stort men:

Da jeg læste Mimbo Jimbo og den lange vinter for min datter forleden, gik noget op for mig, som jeg ikke hidtil har tænkt noget videre over. Spoileralert til de af jer, der ikke har læst den endnu; bogen slutter med et besøg hos Mumbomor. Hun har tilsyneladende ikke opdaget at vinteren og snevejret har været helt ekstremt, for hun har bare stået i køkkenet og bagt kager som hun plejer.

Og her slog det mig – nærmest uden undtagelse, så er Strids kvindelige figurer alle skåret over samme kønsstereotype, passive kam. Mumbomor og Frømor er altid i køkkenet iklædt forklæde. I Mormors gebis har Farmor ventet derhjemme med maden klar i et år, fordi hendes mand er sejlet væk i sin sofa. Tigermor i Mimbo Jimbo passer på sin unge og venter på at få hjælp. Som tak giver hun Mimbo og Mumbo bananer. Omsorg og mad, dét er tilsyneladende hvad kvinder kan. Samtidig er alle bærende karakterer af hankøn. Løven i Mormors gebis har endda “fået” hunløven Gitte, en lækker lille sag, der ligger og pynter i hans bur. Da det først gik op for mig, gik der mildest talt et stort skår i glæden over de fine børnebøger. De er så tydeligt et billede på en stadig patriarkalsk gennemsyring af vores samfund, sind og dermed også vores børnebøger. Man ser det faktisk ikke nødvendigvis, før man leder efter det, fordi det er så indlejret, naturaliseret. Men hvis man ser efter, så står skævvridningen fuldstændig klart. Vores børnelitteratur er med til at lære vores børn om verden og bærer derfor et ansvar.

Jeg ønsker mig en børnelitteratur (og mere generelt en verden), som er mere inkluderende, hvor alle typer personer kan spille hovedrollen, hvor det ikke er utænkeligt at det er far, der sørger for familien og bager kager hver lørdag. Jeg ønsker mig andet og mere end drengekarakterer, som mine døtre kan spejle sig i og lade sig inspirere af.

Af vrede, frustration og harme vokser heldigvis også produktivitet, og jeg er i fuld gang med selv at lave nogle mere nuancerede børnebøger til mine døtre. I mellemtiden modtager jeg med kyshånd gode, sjove og smukke bøger, som er lidt mindre gammeldags og patriarkalsk forurenede.

mimbo.jpg

Billederne er lånt fra Gyldendal.dk