Læsetid

Ferietid er læsetid – også for børnene! Nye kvalitetsbøger om inspirerende mennesker til rejsetasken – Muhammad Ali & Stephen Hawking

/ Litteraturformidleren.dk / Skriv en kommentar

Billedbiografier – Forlaget Albert – 2019 – skrevet af Maria Isabel Sánchez Vegara – illustreret af Brosmind (Ali)  og Matt Hunt (Hawking) – anmeldereksemplarer fra forlaget

Så er det rigtig blevet sommer og efterhånden tid til at pakke kufferterne! Jeg tror (og håber) at mange børnefamilier har valgt en mere klimavenlig rejseform i år (ingen klimaudskamning til de, der af forskellige grunde ikke har valgt det, men kæmpe high five til de, der har). Klimavenlig ferie er i høj grad forbundet med længere rejsetider og det kræver nu engang en håndbagage, der bugner af underholdning til de små poder. Den blotte tanke om lange tog- og bilture med småbørn kan få koldsveden til at pible frem hos de fleste forældre. Hvis du har en sådan rejse foran dig (eller en hvilken som helst anden), så er her en lille anbefaling til noget, der kan hjælpe med at holde børnene underholdt på turen.

For det lille danske børnebogsforlag, Forlaget Albert, som bl.a. udgiver de afsindigt fine børnebøger fra serien Små mennesker, store drømme er netop udkommet med to nye bøger i serien. Denne gang er det bokseren Muhammad Ali og videnskabsmanden Stephen Hawking, hvis livshistorier og store bedrifter er i fokus. Lad os lige tage en ad gangen:

Muhammad Ali blev født Cassius Marcellus Clay junior i Louisville, Kentucky i 1942. Da han var barn fik han stjålet sin cykel, og da han anmeldte det til politiet, anbefalede betjenten ham at lære at slås, hvis han havde tænkt sig at jagte tyve. Det tog Cassius meget bogstaveligt – han begyndte til boksning, og det viste sig hurtigt at han var meget talentfuld.

Som amatørbokser vandt han 100 ud af de 105 kampe, han deltog i, og da han var 18 år deltog han i de Olympiske Lege, hvor han vandt guldmedalje i letsværvægt. Cassius udrettede en masse i sit liv. Han blev verdensmester i boksning – en titel, han blev frataget, da han nægtede at kæmpe i Koreakrigen. Han konverterede til Islam, ændrede navn til Muhammad Ali, genvandt sin titel som verdensmester flere gange og viede en del af sit liv til velgørenhed og kampen for menneskerettigheder. Han døde i 2016, men huskes stadig som verdens bedste bokser og som et menneske, der gjorde en forskel i verden.

Bogen om Muhammad Ali er et fint bidrag til serien af billedbiografier. Historien er inspirerende og velfortalt, omend jeg ikke synes Muhammad Alis livsmotto fungerer i den danske oversættelse “Tæl ikke dagene, lad dagene tælle”. Det giver bare ikke den samme mening på dansk. Ud over det, har jeg ikke en finger at sætte på oversættelsen. Illustrationerne er lige lovligt animerede til min smag, men de går fint i tråd med bogens tekst og med hele bogseriens univers af farvefulde og alsidige illustrationer. Det er altså ikke min favorit i serien men bestemt en fin bog, som er en læsning værd.

Bogen om Stephen Hawking beretter om en af vor tids største videnskabsmænd. Stephen, som ligeledes blev født i 1942, voksede op i Oxford, England. Han var fra barnsben af utroligt nysgerrig og vidensbegærlig. Hjemme hos Stephen holdt de meget af at lære nye ting og læse bøger. I skolen var Stephen ikke særlig flittig, men det lykkedes ham alligevel at komme ind på de bedste universiteter i England. Mens han studerede blev han syg, og lægerne fortalte ham, at han havde få år tilbage at leve i. Men det stoppede ikke Stephen, som både stiftede familie og arbejdede videre på at løse universets mysterier. Han bidrog med store opdagelser til videnskaben og levede desuden 50 år længere end lægerne havde spået. Han døde sidste år, men er stadig til stor inspiration nu og i fremtiden.

Dette nye bidrag til en af mine favoritbørnebogsserier er jeg virkelig begejstret over. Illustrationerne er vanvittigt flotte og fulde af karakter, og fortællingen om Stephen er både interessant og inspirerende. En dragende fortælling om et storslået menneske.

Bogen er desuden et stort hit hos min treårige, som er meget optaget af universet. For selvom bøgernes henvender sig til lidt ældre børn, så kan de sagtens læses (lidt tilpasset) for yngre børn,ligesom de flotte illustrationer giver anledning til at tale om mange forskellige emner med sit barn. Varme anbefalinger af begge de nytilkomne bøger i serien og en rigtig god sommerferie til jer alle! Måske skal Muhammad eller Stephen med i kufferten?

Hold øje med Forlaget Albert og de fine kommende bøger i serien Små mennesker, store drømme. Blandt andet er Bowie på tapetet! Dét glæder jeg mig til!

Vil du læse min omtale af de tidligere bøger i serien? Find dem her: Frida Kahlo, Coco Chanel og Ella Fitzgerald, Marie Curie, Audrey Hepburn og Rosa Parks

BOGTANKER #8: Tips til højtlæsning med dit barn: DIALOGISK LÆSNING

/ Litteraturformidleren.dk / 3 kommentarer

jygjhfhfh.jpg

Hvordan læser du højt for dit barn?

Du er sikkert ofte stødt på begrebet dialogisk læsning, hvis du interesserer dig for børnelitteratur og børns læsning. Dialogisk læsning er, som navnet indikerer, en måde at læse højt for dit barn på, hvor man lægger op til dialog og inddragelse, frem for “bare” at læse op fra bogen.

Det lyder måske banalt, men jeg er faktisk stødt på en hel del forældre gennem mit arbejde, som aldrig  havde overvejet at man kunne gribe oplæsning af en bog anderledes an end den oplagte variant – slavisk oplæsning fra første bogstav til det sidste.

Dialogisk læsning er et vigtigt redskab fordi det styrker dit barns ordforråd, sprogforståelse og refleksionsniveau. Fra at være en passiv lytter, lærer du dit barn at reflektere over bogens  indhold, tage stilling, være nysgerrig, og i sidste ende selv at blive en aktiv læser. Undersøgelser peger på, at den inddragende måde at læse højt for børn på, både støtter den tidlige sprogudvikling, barnets koncentrationsevne og i sidste ende barnets egen læselyst. Desuden er det ofte lettere at fastholde et barns opmærksomhed i længere tid, hvis de selv deltager aktivt.

Hvis du ikke tidligere har tænkt over at læse dialogisk med dit barn og ikke ved hvordan du skal gribe det an, så er der masser af hjælp at hente, både på internettet og hos din lokale børnebibliotekar. Men her får du mine egne helt basic udgangspunkter, som du måske kan bruge til noget:

Spørg ind. Til ALT, små og store ting. Til billeder, forsiden, titlen, personerne i bogen, handlingen, barnets følelser omkring det, der sker i bogen, barnets egne erfaringer med lignende situationer. Det kan være alt fra “Har du selv set en ko? Hvor henne?”, “Larven spiser chokoladekage og blommer og vandmelon. Hvad kan du bedst lide? Hvad fik  du til morgenmad?”, til  “Kan du huske hvad der så sker? Fandt pigen hjem til sin mor igen? Hvordan gjorde hun det?” osv osv.

Forhold dig åben og nysgerrig, og lær dit barns niveau at kende. Stil åbne, nysgerrige spørgsmål og tag dig altid god tid til at lytte. Spørgsmålenes abstraktionsgrad afhænger selvfølgelig af barnet, en etårig vil fx kunne svare på hvad dyrene i  bogen siger, mens en toårig måske vil kunne huske eller forholde sig til den videre handling. Fokuser hellere på at fastholde og udvikle samtalen, end at læse historien til ende. Jeg vil desuden understrege, at det aldrig er for tidligt at starte med at læse højt for sit barn. Selvom det måske kan virke fjollet at læse højt for en lille baby, så er det at høre det talte sprog et helt afgørende fundament, når man skal til at lære sproget selv. Oplæsning giver altså ikke først mening når barnet er i stand til at forstå bogens handling eller kommunikere verbalt.

Prøv dig frem med forskellige tilgange. Er dit barn glad for at tale om det visuelle i bogen? Eller har du et barn, der kan huske handlingen og gerne selv vil fortælle? Er der nogle aktuelle elementer i jeres bøger, som i kan tale om? Har I fx lige set en hest i  weekenden eller spist det samme mad som nogen i en af bøgerne? Kan du få dit barn til  at fortælle om det? Er der nogle særlige emner som interesserer dit barn meget? Eller som netop dit barn kan relatere til? Med andre ord; prøv en anden vinkel, hvis du har et barn, der er mindre villig til at hoppe med på en dialog i læsningen.

Det er vigtigt at huske på, at børns tilgang til læsning er noget anderledes end voksnes. Når jeg selv læser en roman, foretrækker jeg at læse i lange stræk, uden afbrydelser og forstyrrende strøtanker. Men børn har en anden løbende refleksion og en koncentrationsevne, der er noget kortere, så de vil uanset hvad opleve en hel del tankeafstikkere på vejen i højtlæsningen. I stedet for at se den uafbrudte oplæsning som koncentrationstræning, kan man altså byde alle tankeafstikkerne velkomne – invitere dem ind i læsningen  – og  på  den måde få en mere nuanceret læseoplevelse, både for barnet og for den voksne. Det er desuden en gave til oplæseren, når man for hundredesyttende gang skal læse den samme Kaj-bog, at oplæsningen ikke er identisk med den sidste og den før det.

Hvis du er nysgerrig på børnebøger, som egner sig godt til dialogisk læsning, kan du finde mine bud her på bloggen, under kategorien dialogisk læsning i højre side.

 

BOGTANKER #7: Om at tage sig tid til at læse – og skrive

/ Litteraturformidleren.dk / Skriv en kommentar

IMG_20170628_202625_870

Det er meget forskelligt, hvor ofte der sker noget herinde på Kulturkulten. Der er perioder med anmeldelser og indlæg flere dage i træk, og så er der perioder, som nu, hvor læsningen går noget langsommere, hvor jeg af den ene eller anden grund ikke får udgivet noget i ugevis.

Fra Kulturkultens spæde start har jeg været helt afklaret med at det er et projekt der kører udelukkende på lyst og derfor aldrig må blive en stressfaktor. Og selvom bøgerne tårner sig op i enorme stakke, og jeg ingenlunde når månedens anmeldelsesplan, er det indtil videre lykkedes mig at undgå at stresse over det. For jeg kommer jo dertil på et tidspunkt. Og livet er bare lidt ekstra hektisk lige nu, og det er ok.

Jeg er ikke verdens hurtigste læser – omend heller ikke den langsomste. Jeg bliver ret let distraheret, hvilket er lettere problematisk, når det meste af min læsetid foregår i toget i myldretiden til og fra job (og stillezonen sjældent er særlig stille, ahem…)

Jeg læser tit tilbage i en bog, fordi der lige var et eller andet, der kom op igen, noget som pludselig var mærkeligt, eller som blev interessant for fortællingen igen. Jeg læser efter deadlines, men ret løse og fleksible deadlines, for jeg vil altid hellere anmelde en bog lidt sent, end jeg vil sjuske mig igennem læsningen. Og det er både for min egen og for bogens afsenders skyld.

Uanset om en bog falder i min smag eller ej, føler jeg behov for at have taget hvert et ord ind, hvis jeg skal kunne gå ud og udtale mig kvalificeret om den. Og når et menneske har lagt så meget tid og energi i et projekt, som en forfatter nødvendigvis lægger i en bog, så kan man heller ikke være andet bekendt.

Nu vil jeg tilbringe resten af søndagen som man bør, helt langsomt, deadlinefrit og med litterær fordybelse.

Bogklubnoter #1

/ Litteraturformidleren.dk / Skriv en kommentar

Snapchat-203393705

Ost, rødvin og feminisme – whats not to like?

Bogklubnoter er en ny kategori på Kulturkulten.

Siden jeg i sommer sammen med en veninde har startet en feministisk bogklub, har konceptet vækket en række tanker hos mig. For jeg synes at ideen om en læseklub er fantastisk af så mange årsager.

Rammerne omkring Feministisk bogklub er simple og selvfølgelige; de deltagende skal besidde en eller anden grad af interesse for feminisme. Hvilken bog/hvilke bøger vi skal læse besluttes af den der har værtsrollen, og værtsrollen går på tur fra gang til gang. Alle typer litteratur er velkomne, skønlitteratur, faglitteratur, tungt, let, stort og småt.

Første møde i bogklubben blev afholdt i fredags, og valget af litteratur faldt på Donna Haraways to essentielle essays, The Cyborg Manifesto og Situated Knowledges. Essays vi var enige om var forholdsvis svære at læse – særligt på engelsk. Men vi kom igennem og fik snakket teksterne godt igennem, og så fik vi også snakket en masse udenom – helt perfekt.

De to essays er bestemt anbefalelsesværdige til den feminismeinteresserede læser. Haraways drilske formidlingsform, gennemsyret af ironi og med en nærmest flabet tvetydighed, var, trods sværhedsgraden, overraskende underholdende. Og så er det enormt tankevækkende, at Haraway har skrevet overvejelser om teknologi og mennesker i 1984, som er så højaktuelle og rammende i en nutidig kontekst.

I bogklubben er vi indtil videre 8 medlemmer. Nogle kender hinanden, andre ikke endnu, men tilfælles har vi altså en interesse for feministisk litteratur og læsning. Og det er ét af de fantastiske elementer i bogklub-konceptet: Potentialet for dannelse af nye fællesskaber. Af andre opturs-elementer kan nævnes muligheden for at holde sin hjerne i gang (let’s face it, mit post-studerende-jeg er ikke halvt så opsøgende når det kommer til akademisk udfordrende litteratur, som jeg havde forventet. Hjernen bliver hurtigt doven og magelig). Desuden er det vanvittigt hyggeligt, og en kærkommen undskyldning for at fylde sig med ost og rødvin.

Hvis bogklubkonceptet virker tiltalende, og man ikke helt kan overskue selv at stable det på benene, så er der heldigvis masser af hjælp at hente. De fleste biblioteker har etablerede bogklubber til en bred palet af læsere, samt mulighed for at byde ind med bogklubber til bestemte genrer og aldersgrupper. Se f.eks. Københavns Hovedbiblioteks tilbud her.

Næste gang vi mødes i Feministisk bogklub, i november, skal vi læse “Zami: A new spelling of my name” af Audre Lorde, hvilket jeg ser frem til. Så der skal lyde en kæmpe opfordring herfra, i tråd med tidligere indlæg om litterær nysgerrighed: Opsøg noget nyt, lad dig udfordre i din læsning og opdag værdien i at tale med andre om den litteratur du har læst. Det kan kun tilføre din læsning noget positivt.

BUNGALOW af Inghill Johansen

/ Litteraturformidleren.dk / Skriv en kommentar

IMG_20170830_144747.jpg

BUNGALOW af Inghill Johansen 

Roman – Forlaget Silkefyret – 2017 – 132 s. – omslag af Michelle Melissa Jacobsen  – anmeldereksemplar fra forlaget

“Huset tager styrken fra mig. Det borer sig ind i mig og gør mig svag. Det er i færd med at overtage mig, sluge mig, selvom det egentlig var det modsatte der var meningen. Når jeg trækker vejret, skærer glasset fra vinduerne sig ind i mine lunger, og når jeg strækker mig, er min ryg ligeså stiv som bjælkerne i væggen. En nat drømte jeg at der blev trukket et rør ned i min hals, jeg mener det var af kobber. Da jeg vågnede, var halsen øm og stemmen rusten. Jeg holder fast i tanken om at være låst fast i noget. Noget der burer mig inde. Indtil nu har jeg troet, at jeg havde brug for det, havde brug for huset, havde brug for væggene, gulvet, trapperne. At det var dem som holdt mig oppe. At uden alt det ville min krop bare flyde ud i landskabet som en slags slatten dej. Men nu forstår jeg at jeg har taget fejl, det er omvendt.” 

Bungalow handler – som titlen indikerer – om et hus. Efter sin mors død arver jegfortælleren huset, som hendes bedstefar byggede lige før Anden Verdenskrig. Men hun kan ikke forene sig med huset, det tager ikke imod hende. Da moren dør, begynder huset at falde fra hinanden, listerne rådner, fundamentet smuldrer. Huset, som skulle være et stabilt hjem og give hende ro, er i stedet fremmed for hende, afstøder og isolerer hende.

Inghill Johansen skriver på nærmest knausgaardsk vis om små dagligdagsting på en måde, som gør dem interessante. Punktromanens små tekststykker giver her og der nyt blod til for længst automatiserede handlinger og oplevelser, fastholder læserens interesse trods et nærmest ikke-eksisterende handlingsforløb. Sproget er ligetil, nærmest minimalistisk, omhandlende store og små følelser, stilstand, magtesløshed, sorg, ensomhed og tab. Gennemgående er den overbevisende nedbrydning af grænsen mellem organisme og genstand, krop og hus. Mennesker, dyr og planter flyder sammen i stærk metaforik, og små handlinger og hændelser peger på større eksistentielle spørgsmål og overvejelser. Og så trækkes der et fint spor af underspillet humor gennem romanen.

Bungalowen danner ramme omkring fortællingen. En bungalow er en kvadratisk bygning i ét plan, med et fladt eller let skrånende tag. Der ingen trapper, ingen assymetri, ingen overraskelser eller uforudsete muligheder. Der er vægge, gulv og loft, som kan beskytte dig – eller holde dig fanget og isoleret. Jegfortælleren i Bungalow befinder sig i et ambivalent gensidigt afhængighedsforhold til huset, hun længes efter handling, efter forandring og progression, men hun giver samtidig op og synker ned i den trygge ligegyldigheds vakuum. I takt med husets forfald, går også hun fra hinanden. Mens tapetet slipper væggen og skabslågerne løsner sig fra sine hængsler, giver hun op. Og alligevel får man et lille glimt af håb, en udsigt til forandring.

Læsningen af Bungalow var en blandet fornøjelse. Romanen er sprogligt ligetil, handlingsforløbet mildest talt overskueligt, og alligevel sad jeg tilbage med en følelse af, at noget trægt og tungt havde ramt mig. Det er en usædvanlig kunst, at kunne opbygge en så gennemgående højspændt stemning i en så fragmenteret og underspillet fortælling. Bungalow synes ved første øjekast florlet, men er under overfladen både tung og dyster. En klar anbefaling herfra til dem, der godt kan lide en litterær udfordring. Ikke fordi romanen er svær at læse, men fordi punktromangenren ofte kræver en højere grad af refleksion, før et egentligt sammenhængende narrativ træder frem. 4/6 hjerter herfra.

hjerter

 

 

BOGTANKER #6: LITTERÆR NYSGERRIGHED

/ Litteraturformidleren.dk / 1 kommentar

cof

Du har måske oplevet det – at tale om bøger med en ven eller bekendt, som tidligt i samtalen smider det tunge kort: “Jeg læser kun (indsæt genre)”. Ligesom “Jeg hører kun hvad de spiller i radioen”, eller “Jeg spiser kun mad der ikke er krydret”. Hvad end det handler om bøger, mad, musik, kulturelle oplevelser, eller noget helt femte, så er det en udmelding, som jeg gang på gang ærgrer mig over. Giv din hjerne noget udfordring!

Jeg får flashback til følelsen fra min spæde ungdom i provinsen. Det forventedes, at man valgte side og forholdt sig hovedløst loyalt til denne. Er du poptøs? Eller skater? Hop så ned i én af kasserne – og bliv der! 

Det er et menneskeligt grundvilkår at søge kategorisering. At finde et fællesskab i, at tilhøre en gruppe, at gøre det samme som de andre i gruppen. At genkende sig selv i gentagelsen. Og når det kommer til musik og litteratur, så er det faktisk stadig sådan, i det ellers så (nogenlunde) nuancerede voksenliv. Hvis du primært læser krimi, så er du en bestemt type. Hvis du kun læser svært tilgængelig faglitteratur, bestemte dagblade og få snævre skønlitterære udgivelser, så er du en anden, men ligeså karikeret type. Og det samme, hvis du erklærer din kærlighed til young adult og kærlighedsdramaer. Du er hvad du læser, og det er vel sådan set også ok. Det jeg læser siger i hvert fald noget om, hvem jeg er, og hvad jeg interesserer mig for. Men det bliver i mine øjne problematisk, når vi søger en bestemt genre eller form i en grad, hvor alt andet udelukkes, hvor den litterære nysgerrighed blokeres. For der stopper vores potentiale for udvikling også.

Selv har jeg haft nogle af de største øjenåbnende bogoplevelser i mødet med litteratur som jeg ikke selv umiddelbart ville have valgt. Når man er under uddannelse støder man, i hvert fald på universitetet, ofte på denne type læsning, men i voksenlivet er det slut med pligtlæsning og derfor også, for nogens vedkommende, slut med at udfordre sig selv litterært. Og dét synes jeg er ærgerligt.

Så en venlig opfordring herfra; hold aldrig op med at være nysgerrig og opsøgende. Lad aldrig dig selv begrænse af hvad du plejer og ikke plejer at læse. Forsøg dig med en bog i ny og næ, som ikke nødvendigvis er et oplagt valg for dig. Det værste der kan ske, er, at du bliver bekræftet i at bogen ikke faldt i din smag. Eller også bliver du positivt overrasket og får en helt unik læseoplevelse med dig.

 

LÆSESTAKKEN: AUGUST

/ Litteraturformidleren.dk / Skriv en kommentar

IMG_20170830_114253.jpg

Det var så den sommer. Hvis man ellers kan kalde det for sommer. Til gengæld har det tvivlsomme vejr været en oplagt undskyldning for at sidde indenfor med benene oppe og læse en masse gode bøger.

Min august har budt på lidt af hvert; hele tre debutanter – heraf to romaner og en enkelt digtsamling, essays fra altid inspirerende Siri Hustvedt, farvefulde bøger og kontrastfulde, farveløse bøger, store læseoplevelser og mindre skuffelser. Her er en lille opsummering:

EN KVINDE SER PÅ MÆND DER SER PÅ KVINDER af Siri Hustvedt

Louisiana Literature-aktuelle Siri Hustvedt har bedrevet noget af en bog med En kvinde ser på mænd der ser på kvinder. Hun berører kunst, køn, feminisme, (den fejlagtige) adskillelse af krop og sind, og så bygger hun bro mellem naturvidenskab og humaniora, hvilket er særdeles tiltrængt. Det har sjældent været så stor en fornøjelse at læse essays om forholdsvis træge emner, som i dette tilfælde. Læs hele anmeldelsen her.

VI ER VEL HELTE  af  Liv Nimand Duvå

Fantastisk smuk og velskrevet debutroman  fra dansk Liv Nimand Duvå, om alkoholisme, sorg, svigt og om det særlige afhængighedsforhold der opstår mellem et barn og en forælder med et misbrug. Læs den. Og læs anmeldelsen her.

DER ER ALTID NOGEN AT BEFRI af Johanne Kirstine Fall

Endnu en stærk debut! Johanne Kirstine Falls har bedrevet en roman om anoreksi og psykiatri, som ikke bare er velskrevet, men også fuld af selvironi og humor. Læs mere her.

TERMIN – EN FREMSTILLING AF VOLD I NORGE af Henrik Nor-Hansen

En lille, smuk roman, som gennem en eksperimenterende form belyser volden i samfundet og i sproget. Jeg var dog noget skuffet over denne roman, der ikke levede op til mine forventninger. Læs hvorfor i den fulde anmeldelse.

AT SYNKE ET OCEAN af Jesper Gaarskjær

En stærk skønlitterær debut, om at leve et priviligeret liv i en verden fuld af krig og død. Stærk og ubehagelig læsning, som dog var en smuk litterær oplevelse. Jesper Gaarskjær har styr på sin rytme og form, og jeg var allround ret begejstret. Læs mere om digtsamlingen her.

Nu kan efteråret bare komme an – jeg har en masse spændende læsning på programmet, blandt andet en komedie om kærlighed, utroskab, løgn og bedrag, en børnebogsklassiker, en kridhvid skønhed og meget andet lækkert. Følg med, også på Facebook og Instagram!

 

TERMIN – en fremstilling af vold i Norge af Henrik Nor-Hansen

/ Litteraturformidleren.dk / 1 kommentar

cof

TERMIN – en fremstilling af vold i Norge af Henrik Nor-Hansen

Roman – Forlaget Silkefyret – 75 s. – oversat fra norsk af Allan Lillelund Andersen – omslag af Michelle Melissa Jakobsen – anmeldereksemplar fra forlaget

“I løbet af efteråret er det muligt, at Kjetil Tuestad skulle have mistet tilliden til sine nærmeste. Han havde været sygemeldt i snart et år. Kjetil skulle tage stilling til, om han ville ende på forsørgelse eller fortsætte som elektriker ved Rosenberg Værft. Han ønskede på det tidspunkt at studere sociologi. Man havde forklaret ham, at det  ville blive vanskeligt for ham at læse videre. I perioden skulle Kjetil have fremstået noget rådvild. Han isolerede sig fra familien. Man ved, at de blev urolige. Der var opstået en situation, hvor Kjetil Tuestad undgik al menneskelig kontakt.”

Kjetil Tuestad bliver overfaldet Sankthansaften 1998. Det mistænkes at være meningsløs vold, og efter et halvt år henlægges sagen. Nu skal Kjetil til at vende tilbage til samfundet, hvilket har sine udfordringer. Han føler sig ændret og fremmedgjort overfor de, der før var hans nærmeste. Han oplever en række neuropsykiatriske senskader og lader sig året efter indlægge på psykiatrisk afdeling i Stavanger. Termin – en fremstilling af vold i Norge er en fortælling om flere voldsepisoder og deres følgevirkninger, men det er også en meget større fortælling om vold i Norge, om hvordan mange faktorer i samspil kan rykke et samfund tættere og tættere på afgrunden.

Romanens form er ret interessant og fungerer rigtig godt i samspil med handlingen. Der rapporteres, i højere grad end fortælles, hvilket giver en gennemgående distance og anonymitet fra fortælleren og samtidig en professionalisme, som var det en politirapport eller en lægejournal og ikke en roman. Der ligger en konstant uvished gemt i sproget, gennem sætningernes, til tider anstrengende, ensartede udformning; man ved, at …, man sagde at …, Kjetil fortæller, at …, man mener, at …, osv.  Sproget, som ellers i sin enkelthed fungerer eminent som stemningsangiver, har nogle knæk, som gennem læsningen irriterede min danskfaglighed grænseløst – som fx “han bedte”, “det var en kælderværelse” og fejl i hans og sin. Selvom der er tale om sproglige småfejl, så indikerer det, at der er sjusket med korrekturen, hvilket er voldsomt ærgerligt. Den fragmentariske måde romanen er skrevet på, giver læseren indblik i Kjetils traumatiserede hjerne, i hans tankers pseudoliv. Det upersonlige sprog  og den jegløse fortæller understreger en mellemmenneskelig distance, udøver en form for sproglig vold på de voldsomme handlinger og traumatiserede mennesker der beskrives. Termin – en fremstilling af vold i Norge er en strøm af observationer, voldsomme hændelser og ligegyldige sidebemærkninger, et følelsesforladt virvar af information. Det er en voldsom og tankevækkende roman, som desværre er sprogligt sjusket eller simpelthen udygtigt fremført.

Visuelt er der ikke en finger at sætte; jeg har sagt det før, og jeg siger det gerne igen; de har saftsusemig styr på æstetikken hos Forlaget Silkefyret. Enhver udgivelse derfra, som jeg har stået med i hænderne, har været smuk og indbydende og Termin er ingen undtagelse. Det er en lille bog, omslaget er farveløst, og alligevel er printet, det kontrastfulde sort/hvide så fint og samtidig så dramatisk, at det understøtter romanens alvor perfekt. Og omslaget skal aldrig undervurderes, men det kan I jo læse mere om her. Desværre er æstetik ikke alt, og mine forventninger til romanen Termin – en fremstilling af vold i Norge blev ikke indfriet. Romanen som både er nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris 2017, og som er rost til skyerne i tidligere anmeldelser, får altså kun 3/6 hjerter herfra.

hjerter3

 

BOGTANKER #5: ÆSTETIK

/ Litteraturformidleren.dk / 1 kommentar

cof

Skæbnen vil, at jeg for andet år i træk ligger syg under Louisiana Literature. Damn it. Det er åbenbart ved at blive en slags tradition. Så nu ligger jeg her, ude af stand til at foretage mig noget andet end at ligge og læse og hoste og ligge og glo og læse. I en sådan tvungen hviletilstand dukker der en masse tanker op, om bøger blandt andet. Om gode og dårlige, grimme og smukke bøger.

Jeg har skrevet om det før, og jeg skriver om det igen – min kærlighed til smukke bøger. For de fleste fylder en bogs indhold måske noget mere end dens visuelle fremtoning, hvilket absolut giver god mening. Men jeg synes, at jeg oplever en tendens til at vi ofte underkender bogens æstetiske funktion, vigtigheden af den indpakning bogen har.

Mange af mine ligesindede bogfetichister har nok prydet deres hjem med store bogreoler og bogstakke, ligesom jeg. Og mange kan nikke genkendende til den helt særlige kærlighed der opstår, når en bog ikke bare er indholdsmæssigt bastant, men også en fryd for øjet. Når det hele ligesom går op i en højere enhed, når man både har lyst til at genlæse en bog og placere den i øjenhøjde på reolen. Når man har lyst til at lade den ligge på natbordet, selvom man har læst den færdig,  bare fordi den pynter, som en blomst eller et billede ville gøre det.

Mit arbejde drejer sig om at formidle litteratur, hvilket selvsagt er lettest, når det er pakket smukt ind. De fleste foretrækker vel det smukke eller interessante frem for det grimme eller intetsigende? Et omslag kan understøtte bogens indhold, fungere som blikfang, markere flere bøgers relation til hinanden (fx bogserier) og meget andet – hvordan bogen ser ud er altså uhyre vigtigt for alt hvad der går ud over selve læseoplevelsen. Derfor tænker jeg også, at vi simpelthen giver for lidt credit til de seriøse talenter, der sidder backstage og producerer den æstetiske side af bogen.

Når et bogomslag gør indtryk på mig, sørger jeg altid for at nævne det kunstneriske talent bag i min anmeldelse. Nogle af mine absolutte favoritter er Mikkel Henssel, Michelle Melissa Jakobsen og faktisk de fleste af de dygtige mennesker bag Forlaget Silkefyrets (aka de smukke bøgers forlag) bogomslag. For en god ordens skyld, skal jeg lige nævne, at dette indlæg ikke er sponsoreret, men udelukkende kører på love.

Og på samme måde kan jeg faktisk få betydeligt mindre lyst til at købe en bog med et utiltalende omslag. Her har jeg også nogen bestemte i tankerne, men ingen nævnt, ingen glemt. Mange selvudgivelser halter i grafikken, hvilket får bøgerne til at fremstå mere hjemmelavede end højst nødvendigt, så et tip herfra: Gå ikke ned på det grafiske, for det betyder virkelig noget! I disse digitale tider skal alt salgbart altså også være instavenligt, for at bruge et rædselsfuldt, men meget rammende ord. Udtryk og indhold er gensidigt afhængige, de bør i mine øjne ikke adskilles. Lad os lige værdsætte de grafiske talenter lidt mere, det er måske dem, der i sidste ende får bogen solgt.

Og nu er min tankevirksomhed sluppet op, jeg vil kravle tilbage under dynen, hvor alle bogomslag vel egentlig bare er grå, og sende en misundelig tanke til alle jer, der står på Louisiana i dag og får fyldt jeres krop og sjæl med store litterære oplevelser. Jeg tager (måske) revanche næste år.

Og for en god ordens skyld: Følgende afbildede bøger er anmeldereksemplarer fra forlagene: Bungalow, Termin, En kvinde ser på mænd der ser på kvinder. Resten er venligst sponsoreret af egen lomme.

EN KVINDE SER PÅ MÆND DER SER PÅ KVINDER af Siri Hustvedt

/ Litteraturformidleren.dk / 1 kommentar

mde

EN KVINDE SER PÅ MÆND DER SER PÅ KVINDER af Siri Hustvedt

Oversat fra engelsk: A Woman Looking at Men Looking at Women – Essaysamling – Lindhardt & Ringhof – 672 s. – udgivet 21.08.17 – anmeldereksemplar fra forlaget

“Tvivlen er frugtbar, fordi den åbner tænkeren for fremmede tanker. Tvivlen er en spørgsmåls-generator. Descartes’ grundlæggende spørgsmål: Hvad kan vi og hvad kan vi ikke opnå vished om, virker fortsat forfriskende, selvom hans svar ikke var tilfredsstillende, hverken for mig eller mange andre. En af de få universalier, når det gælder idéer, kunne måske være, at spørgsmål normalt er bedre end svar.”

Siri Hustvedts essaysamling En kvinde ser på mænd der ser på kvinder er netop udkommet på dansk. Bogen er tredelt, og stiller et forfriskende spørgsmålstegn ved en lang række fænomener. Dette værende essays der behandler relationen mellem kunst, køn og perception – bl.a. de kønsspecifikke forskelle der er mellem mand og kvinde i kunsten – både som kunstner og som motiv. Der stilles spørgsmålstegn ved en kønnet diskurs i kunsten – noget så simpelt som at kvinder i kunstværker sjældent bærer et efternavn – modsat deres motivfæller af andet køn. Eller en kritik af den økonomiske forskel der er på kønnene i arbejdet med kunst, såvel som på resten af arbejdsmarkedet; marginaliseringen af den kvindelige kunstner. Altid billigere til salg end den mandlige kunstners værker, ofte reduceret til “kvindekunst”.

Kunstoplevelsen forklares som både subjektiv og kontekstafhængig, i den forstand, at værket i sig selv aldrig er kunstoplevelsen, men at den først opstår i modtagerens møde med værket og i den samtidige kobling til modtagerens tidligere erfaringer. Siri Hustvedt påpeger det, at et kunstværk øjeblikkeligt værdiforringes, når det afsløres som kopi, som et klart eksempel på den kontekstuelle vigtighed i kunsten; at kunsten til dels bliver til kunst i den fortid man forstår den med, i værkets nære relation til kunstneren.

Kunstværkets abstrakte virke gøres konkret i Siri Hustvedts beskrivelse: “(…) kunstnere er kannibaler. Vi æder andre kunstnere og de bliver en del af os – i kød og blod – for derpå at blive tømt ud i vores værker”. Deri ligger både en beskrivelse af inspirationens funktion, og en beskrivelse af den subjektive konsumering af kunstværket og kunstoplevelsen. Vores oplevelser af kunst bliver aldrig identiske, fordi værket i sig selv ikke er færdigt. Vi  må hver især æde og fordøje kunsten for at opleve den.

Et andet essay diskuterer forholdet mellem det åndelige og det fysiske og den dikotomiske adskillelse af krop og sind, der er typisk i vestlig filosofi. Vi hører bl.a. om Siri Hustvedts oplevelser med at undervise psykiatriske patienter i at skrive, om de positive virkninger det har og om en psykiatrihistorisk udvikling mod medicinering frem for forskning i alternative behandlingsmetoder.

Og jeg kunne blive ved med at henvise til interessante passager i bogen, for der er afsindigt mange af dem.

En kvinde ser på mænd der ser på kvinder er et opgør med en dikotomisk forståelse af humaniora og naturvidenskab, krop og sind, syg og rask. Et filosofisk brobygningsprojekt. Patriarkalske magtstrukturerer afsløres og grænser udviskes. Det er skarpsindige observationer leveret nærværende og humoristisk.

Siri Hustvedt er og bliver en ualmindelig dygtig formidler. I denne nye essaysamling, såvel som i sine skønlitterære udgivelser, både fanger og fastholder hun sin læser med et udsøgt skriftsprogligt talent. Hun formår ikke blot at formidle videnskabeligt stof, så det bliver forståeligt og tilgængeligt, men også underholdende og indbydende. Med sit gennemgående, insisterende personlige pronomen prikker hun til den skarpe adskillelse af videnskaberne – hun selv er indbegrebet af en af pointerne i En kvinde ser på mænd der ser på kvinder; at verden ikke binær og splittet, men at man godt kan være litterat og naturvidenskabelig på samme tid – og noget helt tredje, fjerde og femte. At man skal forblive nysgerrig, stille spørgsmål og ikke lade sig fastdefinere som noget bestemt. Med stor begejstring slugte jeg Siri Hustvedts tankevækkende mursten, som får 5/6 hjerter herfra.

hjerter5

Siri Hustvedt kan opleves på Louisiana Literature i weekenden, hvilket er et af mine absolutte højdepunkter på programmet.