Den vigtigste bog du kommer til at læse i år er en velkomponeret, øjenåbnende og humoristisk novella om racialisering – Jeg ringer til mine brødre af Jonas Hassen Khemiri

Jeg ringer til mine brødre af Jonas Hassen Khemiri

Novella – Forlaget Korridor – 2019 – 118 sider – oversat fra svensk af Anna Tydén – omslag af Mattias Wohlert – anmeldereksemplar fra forlaget

“Lige så snart I forlader hjemmet, ophører I med at være jer. Pludselig forvandles I til repræsentanter, og derfor er det af yderste vigtighed at I koncentrerer jer om at smelte ind. Smil til alt og alle (inklusive husdyr og mannequindukker). Gå maksimalt normalt. Tak højlydt når nogen holder en dør. Undskyld jeres eksistens. Hvisk i metroen, grin afdæmpet i biografer, forvandl jer til en usynlig gasform.”

Stockholm rammes af flere bileksplosioner, hvilket naturligvis ryster samfundet. Måske i særlig grad Amor og hans omgangskreds, som ringer sammen, forbereder sig på det, der skal til at ske. For når hændelser af den karakter finder sted, bliver alle øjne rettet mod dem, der har et højere melaninniveau end den gennemsnitlige svensker. De bliver en fælles krop, de bliver frem for alt nogen, der matcher et signalement. Gennem den højspændte fortælling, som udgår fra Amors tanker, udviskes grænserne mellem offer og forbryder, mellem indbildning og virkelighed. Paranoia og forvirring trækker et tungt spor gennem bogen, hvor Amor bliver mere og mere konfus og i tvivl om sin rolle i det hele. Er han offer eller forbryder? Er det helt uden grund at alle fingre peger på ham?

Jeg ringer til mine brødre falder under genren novella – en genre, jeg desværre ikke støder på så tit. Novellaen som genre har mange kvaliteter, den kan i vellykket form en helt masse. Teksten er kortere end en roman, men længere end en novelle. Og så strækker den skrevne tid sig ofte kun over en enkelt dag eller et enkelt døgn, hvilket kræver en del af fortællingen og sproget. Det hele føles mere intenst og kompakt. Det er en genre, der kræver en gennemarbejdet komposition, der er ikke plads til overflødige ord – en kunst, Jonas Hassen Khemiri mestrer fuldt ud.

I Jeg ringer til mine brødre kastes læseren ubarmhjertigt ind i den racialisering, der er strukturelt forankret i vores samfund og som ofte er ret usynlig for mere privilegerede samfundsgrupper. Som en del af den hvide majoritet kan man virkelig få lirket lidt til sin privilegieblindhed, hvilket er så ufatteligt vigtigt – og som jeg i øvrigt ikke synes skønlitteraturen bidrager til særlig tit. Når Amor fortæller hvordan han gør et nummer ud af at vise tydeligt, at han smider sit tyggegummi i skraldespanden i stedet for på gaden, så alle kan se at han ikke er som “dem man hører om i medierne”, eller når han afslører en telefonsælger i at bruge et mere svenskklingende navn end sit eget for at blive modtaget mere positivt, så træder de her små naturaliserede forfordelinger frem. Små byggesten, der konstant og næsten usynligt understøtter en uhyggelig rangordning af mennesker. Jeg ringer til mine brødre tilbyder mange virkelig interessante indblikke i hvordan det er at være menneske i en racialiseret krop. Amor føler sig konstant overvåget og han er under konstant overvågning af sig selv. Det er tankevækkende og skræmmende og ulykkeligvis helt genkendeligt i et vestligt samfund.

Og nu tænker du måske at Jeg ringer til mine brødre er deprimerende læsning, men selvom emnet er tungt og trækker en overskyggende følelse af magtesløshed med sig, så er Khemiri i stand til at skrive om det på virkelig humoristisk vis, hvilket gør læsningen til en absolut fornøjelse og bogen hurtigt slugt. Jeg ringer til mine brødre er en af de bedste bøger jeg nogensinde har læst. Simpelthen. Min første gennemlæsning varede en tur fra København til Helsingør og tilbage igen. Og samme aften gav jeg mig så til at læse den igen. For det er en interessant, øjenåbnende og afsindigt vigtig roman. Bogen tilbyder et skræmmende indblik i tilværelsen som etnisk minoritet i vesten, en forståelse af hvordan det er at være udpeget, den evige Anden, hvordan det er at være under konstant opsyn og mistanke, når man racialiseres og forstås som en gruppe frem for et individ. Jeg ringer til mine brødre burde være pensum alle steder, den burde læses af alle, og måske særligt de, der for nyligt har stemt lidt langt mod højre.

Bogen afsluttes med bonusmateriale i form af Khemiris åbne brev til den svenske justitsminister, Beatrice Ask, fra 2013, som blev Sveriges mest delte artikel nogensinde. Og det er der god grund til, for budskabet er så vigtigt og det er så spot on formidlet. Her inviterer han hende til at bytte krop for en tid, at låne den racialiserede krop, præcis som man får mulighed for når man læser Jeg ringer til mine brødre. Jeg kan ikke andet end at give denne helt særlige lille bog det maksimale antal hjerter og en varm anbefaling til ALLE, og så runde af med en af de mange passager med virkelig skarptskårne budskaber fra artiklen, som rammer lige på kornet:

“Og I siger: Alt handler om prioriteringer, og vi har faktisk ikke uendeligt med ressourcer. Og vi svarer: Hvordan kan det være at der altid er penge når ressourcesvage skal forfølges, men aldrig penge når ressourcesvage skal forsvares? “

6 hjerter

Køb bogen til dig selv og alle du kender her.

Udsøgt roman om ulideligt intens, altopslugende kærlighedsbesættelse – HJERTET ER KUN EN MUSKEL af Kristofer Ahlström

HJERTET ER KUN EN MUSKEL af Kristofer Ahlström

Roman – Forlaget Silkefyret – 2018 – 260 sider – omslag af Siri Lee Lindskrog og Amanda-Li Kollberg/Studio jetzt-immer – oversat fra svensk af Nanna Kalkar – en del af serien Perleværker – anmeldereksemplar fra forlaget

“Der er intet af Isak tilbage i kroppen. Nu, hvor hjertet har slået sit sidste slag; nu, efter at blodet har rullet for sidste gang gennem hans arme og ben, nu er han bare en krop. I det svage genskin fra den ene fungerende billygte ser jeg hans arme ligge over kors ind over instrumentbrættet og den runde skulder og siden af halsen. Kroppen, som jeg kender ud og ind, hver en rynke, smag og bevægelse. Hvordan hans ryg lugter. Jeg kan beskrive de små forandringer i øjnenes nuancer eller i detaljer fortælle, hvordan neglebåndene runder sig og danner små, smilende buer. Men jeg ser ikke nærmere efter. Tør ikke andet end at se ligeud: Der er forruden, de hundredevis af revner, som stråler ud fra hullet, det bøjede metal. Jeg ser ned på mine hænder. På de tynde fingre, på knoerne og knoglerne under huden. Og nede ved mine fødder, midt i mørket; små glimt. Mønter på gulvet, på sædet, instrumentbrættet og i askebægret. Klemt fast under det ene hjørne af måtten ligger de og skinner svagt. Jeg tager en af dem op og vender og drejer den. Jeg lægger den i håndfladen, lader tommelfingeren glide hen over prægningerne og reliefferne, føler på de små bogstaver og sætter neglen i rillerne på møntens kant. Jeg ser og ser. De er ægte, de er der. Det skete. “

Kærlighed gør blind, kærlighed gør ondt, kærlighed kan være altoverskyggende. En sådan kærlighed opstår for Elisabeth i romanen Hjertet er kun en muskel, da hun møder Isak. Og så smerteligt og ulideligt er det, at bogen indledes med trafikuheldet, der tager livet af Isak. En tragedie, som gennemsyrer romanen af en ufravigelig melankoli.

Elisabeth er en ung kvinde med komplicerede familierelationer og som, indtil hun møder Isak, er distanceret fra de fleste andre mennesker. Hun er buschauffør i Stockholm og kører gaderne tynde mens andre sover. I bussen møder hun Isak, og der opstår en øjeblikkelig tiltrækning, som kommer til at ændre hendes liv på godt og ondt. Fortællingen skrives i en notesbog på den hospitalsstue, hvor Elisabeth opholder sig efter ulykken. Her trækkes følelsesmættede spor fra en barndom med svigt til voksenlivet med og uden Isak. Hvor går grænsen mellem en ligeværdig og frugtbar relation mellem to uadskillelige elskende og en afhængighedsskabende og isolerende tosomhed? Hvornår bliver kærlighed til besættelse, og hvad kan hjertet egentlig holde til, før det brister?

Hjertet er kun en muskel er en usædvanlig stærk fortælling om kærlighed og romantisk begær på grænsen til besættelse. Romanen trækker os ind i det ensomme menneskes længsel efter en kærlighed og en tosomhed, som i sidste ende bliver altopslugende. Elisabeth er vokset op hos nogle forældre, som ikke har udvist noget videre kærlighed og omsorg, men som har behandlet hende som deres lille succesprojekt, på hvis skuldre deres tårnhøje ambitioner skulle hvile. Som det så ofte sker, vender Elisabeth ryggen til sine forældres forventninger til hende og rejser alene til Stockholm for at starte på en frisk. Jobbet som buschauffør synes som den ultimative fuckfinger til forældrenes ambitioner om hvad hun skal opnå i sit liv og sin karriere. Og bussen passer Elisabeth godt, den symboliserer på en måde hendes egen gang i verden og omgang med andre mennesker – flygtigt, anonymt, overfladisk og uforpligtende. Og en samtidig fastlåsthed i rutinen, en tryghed i gentagelsen.

Almindeligvis afskrækkes jeg hurtigt af romaner, som kredser om kærlighed og parforhold. Ofte synes det for mig ligegyldigt og trivielt at få indblik i andres kærlighedfortællinger. Men i Hjertet er kun en muskel er kærligheden, tosomheden, besættelsen eller hvad vi skal kalde den alt andet end triviel. Den er voldsom og grænsesøgende på en måde, der ikke bare er spændende læsning, men som også giver et interessant indblik i nogle genkendelige mellemmenneskelige forhold. Det er både interessant og vedkommende litteratur. Og så skriver Kristofer Ahlström så fuldstændig indtagende, skriften bliver ligeså altopslugende, som den kærlighed, den beskriver, og ind imellem var det nærmest umuligt at lægge bogen fra mig.

Sprogligt glider det let, uden at blive simpelt. Ahlström udviser en imponerende observationsevne og omsætter den så fint i sproget, hvordan en lun sensommerdag dufter, eller hvordan savnet efter en elsket helt fysisk indlejres i kroppen. Jeg gad godt kunne skrive sådan.

Grafisk er romanen virkelig lækker, både i omslaget og på sidernes udformning med korte, kompakte afsnit. Kort sagt spiller det hele bare, æstetik og indhold. Gennemført. Hvis du vil læse en velskrevet roman om mellemmenneskelig afhængighed, kærlighed og begær, hvis du vil trækkes ind i intens fortælling om sindets mørke afkroge, som du ikke kan lægge fra dig igen, så er Hjertet er kun en muskel et godt bud. Jeg har allerede lyst til at læse den igen. Alle mulige hjerter herfra!

6 hjerter

Køb et eksemplar af denne fabelagtige roman her.

hjerteterkunenmuskel.jpg

Forrygende flerstemmig fortælling kærlighed, længsel, ensomhed, seksualitet og magt – DE POLYGLOTTE ELSKERE af Lina Wolff

DE POLYGLOTTE ELSKERE af Lina Wolff 

Roman – Forlaget Gladiator – 2018 – 304 sider – oversat fra svensk af Louise Ardenfelt Ravnild – omslag af Clara Birgersson – anmeldereksemplar fra forlaget

“Der er omdrejningspunkter i vores liv, begivenheder, der definitivt og uigenkaldeligt forandrer os. Der er mennesker, som udløser disse begivenheder, og som kan være perifere, slørede ansigter i baggrunden på et billede, indtil man en dag indser, at de hele tiden har været centrale. Man er sjældent bevidst om de enkelte øjeblikkes enorme betydning, når man gennemlever dem. Hvordan de rejser sig som tårne og kaster deres skygger ind i andre øjeblikke. Der er meget, som kun kan ses i lyset af et tilbageblik. Og i tilbageblikket ligger nostalgien. Man tror, det var bedre, som det var engang, man ville ønske, at man kunne lade det hele urørt og gå tilbage. Mindes uden nostalgi? Jeg vil gøre et oprigtigt forsøg. “

Efter nogle kulsejlede relationer går Ellinor på nettet i jagten på kærligheden. Hun søger en mand der er kærlig men ikke for kærlig og møder Calisto. Calisto er kulturjournalist og i besiddelse af et for ham meget værdifuldt manuskript. Max Lamas er forfatter, en kynisk, selvoptaget en af slagsen. Han er optaget af kvinder, som han oftest ser som midler til sin egen selvrealisering på den ene eller den anden måde. Han drømmer om at møde en kvinde, som behersker multiple sprog som han selv. Lucrezia er en del af adelen i Rom. Hendes familie er ramt af tragedier og går en fremtid i møde uden hverken velstand eller anseelse. Hun ønsker at genrejse familiens fallerede arv, koste hvad det vil.

De polyglotte elskere er tredelt, i Ellinor, Max og Lucrezias historie. Tre meget forskellige historier, som på imponerende vis kædes sammen på kryds og tværs og trækker sin læser ind i en større fortælling om den umulige kærlighed, om individualistens hensynsløse begær efter selvrealisering på bekostning af andre.

Karaktererne i De polyglotte elskere er parodier på kønsstereotypier og så alligevel slet ikke. Kvinderne er ved første øjekast svage og underlagt mændene, men som bogen skrider frem, forstår man, at det oftest er kvinderne der styrer tingene, som har overblikket og som træffer de afgørende beslutninger. Mændene fremstilles både som driftstyrede, af kødet underlagte mennesker, som alligevel er mere udspekulerede end som så. Alle (mis)bruger de hinanden for at få det, de gerne vil have. Og alle taler de med forskellige stemmer, misforstår hinanden. På bedste Houllebecqske facon er enhver form for oprigtig mellemmenneskelig kærlighed umulig og bag alle relationerne gemmer der sig andre motiver, andre drivkrafter. Romanen mestrer virkelig at udstille disse kønsstereotyper og samtidig nedbryde dem fuldstændigt. Det gøres så ironisk-humoristisk og med så udsøgt et sprog, at jeg slet ikke kan få armene ned af begejstring. Wolff har med De polyglotte elskere bedrevet en afsindigt velskrevet roman, så anderledes, nuanceret og overraskende. Læs den, hvis du holder af  at læse bøger med gennemførte plots, dunkel humor og usædvanlig sproglig begavelse. Bare læs den.

De polyglotte elskere er kort sagt usædvanligt velskrevet. Her fra tildeles den 5 ud af 6 hjerter – det sidste hjerte røg med bogens slutning, som for mig føltes for brat og en smule antiklimatisk, hvilket sad i mig i flere dage – dog sammen med længslen efter mere, efter flere sider i romanen. Meget mere Wolff, tak!

hjerter5

Køb dig selv en fabelagtig tidlig julegave her.