HJERTET ER KUN EN MUSKEL af Kristofer Ahlström

Roman – Forlaget Silkefyret – 2018 – 260 sider – omslag af Siri Lee Lindskrog og Amanda-Li Kollberg/Studio jetzt-immer – oversat fra svensk af Nanna Kalkar – en del af serien Perleværker – anmeldereksemplar fra forlaget

“Der er intet af Isak tilbage i kroppen. Nu, hvor hjertet har slået sit sidste slag; nu, efter at blodet har rullet for sidste gang gennem hans arme og ben, nu er han bare en krop. I det svage genskin fra den ene fungerende billygte ser jeg hans arme ligge over kors ind over instrumentbrættet og den runde skulder og siden af halsen. Kroppen, som jeg kender ud og ind, hver en rynke, smag og bevægelse. Hvordan hans ryg lugter. Jeg kan beskrive de små forandringer i øjnenes nuancer eller i detaljer fortælle, hvordan neglebåndene runder sig og danner små, smilende buer. Men jeg ser ikke nærmere efter. Tør ikke andet end at se ligeud: Der er forruden, de hundredevis af revner, som stråler ud fra hullet, det bøjede metal. Jeg ser ned på mine hænder. På de tynde fingre, på knoerne og knoglerne under huden. Og nede ved mine fødder, midt i mørket; små glimt. Mønter på gulvet, på sædet, instrumentbrættet og i askebægret. Klemt fast under det ene hjørne af måtten ligger de og skinner svagt. Jeg tager en af dem op og vender og drejer den. Jeg lægger den i håndfladen, lader tommelfingeren glide hen over prægningerne og reliefferne, føler på de små bogstaver og sætter neglen i rillerne på møntens kant. Jeg ser og ser. De er ægte, de er der. Det skete. “

Kærlighed gør blind, kærlighed gør ondt, kærlighed kan være altoverskyggende. En sådan kærlighed opstår for Elisabeth i romanen Hjertet er kun en muskel, da hun møder Isak. Og så smerteligt og ulideligt er det, at bogen indledes med trafikuheldet, der tager livet af Isak. En tragedie, som gennemsyrer romanen af en ufravigelig melankoli.

Elisabeth er en ung kvinde med komplicerede familierelationer og som, indtil hun møder Isak, er distanceret fra de fleste andre mennesker. Hun er buschauffør i Stockholm og kører gaderne tynde mens andre sover. I bussen møder hun Isak, og der opstår en øjeblikkelig tiltrækning, som kommer til at ændre hendes liv på godt og ondt. Fortællingen skrives i en notesbog på den hospitalsstue, hvor Elisabeth opholder sig efter ulykken. Her trækkes følelsesmættede spor fra en barndom med svigt til voksenlivet med og uden Isak. Hvor går grænsen mellem en ligeværdig og frugtbar relation mellem to uadskillelige elskende og en afhængighedsskabende og isolerende tosomhed? Hvornår bliver kærlighed til besættelse, og hvad kan hjertet egentlig holde til, før det brister?

Hjertet er kun en muskel er en usædvanlig stærk fortælling om kærlighed og romantisk begær på grænsen til besættelse. Romanen trækker os ind i det ensomme menneskes længsel efter en kærlighed og en tosomhed, som i sidste ende bliver altopslugende. Elisabeth er vokset op hos nogle forældre, som ikke har udvist noget videre kærlighed og omsorg, men som har behandlet hende som deres lille succesprojekt, på hvis skuldre deres tårnhøje ambitioner skulle hvile. Som det så ofte sker, vender Elisabeth ryggen til sine forældres forventninger til hende og rejser alene til Stockholm for at starte på en frisk. Jobbet som buschauffør synes som den ultimative fuckfinger til forældrenes ambitioner om hvad hun skal opnå i sit liv og sin karriere. Og bussen passer Elisabeth godt, den symboliserer på en måde hendes egen gang i verden og omgang med andre mennesker – flygtigt, anonymt, overfladisk og uforpligtende. Og en samtidig fastlåsthed i rutinen, en tryghed i gentagelsen.

Almindeligvis afskrækkes jeg hurtigt af romaner, som kredser om kærlighed og parforhold. Ofte synes det for mig ligegyldigt og trivielt at få indblik i andres kærlighedfortællinger. Men i Hjertet er kun en muskel er kærligheden, tosomheden, besættelsen eller hvad vi skal kalde den alt andet end triviel. Den er voldsom og grænsesøgende på en måde, der ikke bare er spændende læsning, men som også giver et interessant indblik i nogle genkendelige mellemmenneskelige forhold. Det er både interessant og vedkommende litteratur. Og så skriver Kristofer Ahlström så fuldstændig indtagende, skriften bliver ligeså altopslugende, som den kærlighed, den beskriver, og ind imellem var det nærmest umuligt at lægge bogen fra mig.

Sprogligt glider det let, uden at blive simpelt. Ahlström udviser en imponerende observationsevne og omsætter den så fint i sproget, hvordan en lun sensommerdag dufter, eller hvordan savnet efter en elsket helt fysisk indlejres i kroppen. Jeg gad godt kunne skrive sådan.

Grafisk er romanen virkelig lækker, både i omslaget og på sidernes udformning med korte, kompakte afsnit. Kort sagt spiller det hele bare, æstetik og indhold. Gennemført. Hvis du vil læse en velskrevet roman om mellemmenneskelig afhængighed, kærlighed og begær, hvis du vil trækkes ind i intens fortælling om sindets mørke afkroge, som du ikke kan lægge fra dig igen, så er Hjertet er kun en muskel et godt bud. Jeg har allerede lyst til at læse den igen. Alle mulige hjerter herfra!

Køb et eksemplar af denne fabelagtige roman her.