Intens, poetisk og dyster motorvejsprosa – Velkommen til Kontinentet af Katla Styx

Velkommen til Kontinentet af Katla Styx

Kortprosa (eller som forlaget genrebetegner det, motorvejsprosa) – Baggaardsbaroner – 2017 – 79 sider – anmeldereksemplar fra forlaget

“Hun sidder i en bus på den anden side af kontinentet. Hun tænker, at hun forlader alting. Imens hun forlader alting, forlader alting hende. Der findes ting, som hænger sammen på den måde. Det er egentlig ikke særligt kompliceret. Alligevel er det svært at forstå. Vi tramper rundt i vores hverdag med en kampesten på brystet, og vi forstår ikke, hvorfor det føles sådan. Alting er nøgler og tidspunkter og besøg på Borgerservice og flade cykler og telefonopkald til instanser, institutioner, ikke mennesker, altid telefonkø, skrattende musik, tast 1, tast 2, kampesten, kampesten, kampesten. Og så rejser vi væk, og alting forlader os. Det er meget simpelt, men vi glemmer tit, at flugt er muligt. “

Af uforklarelige årsager har jeg aldrig før siddet med en udgivelse fra Forlaget Baggaardsbaroner i hænderne. Efter at have læst Velkommen til Kontinentet må jeg blot erkende at det er en stor fejl.

Det er ingen hemmelighed at jeg er dybt og lidenskabeligt forelsket i en del af de danske mikroforlag. Jeg har tidligere skrevet sider op og ned om emnet, for jeg mener virkelig at kærligheden til litteraturen blomstrer her, at det er hos de små man finder de største mindblowing læseoplevelser. Det er i sandhed også tilfældet her.

Velkommen til Kontinentet er en kort, fragmentarisk bog om en ung kvinde, som bevæger sig rundt på kontinentet, i busser, på færger, fra den ene brune bodega til den næste, fra den ene seng (eller køkkenbord) til den næste. Hun dater ældre mænd, drikker tæt og giver en fuckfinger til en række af de herskende normer. Hun er ikke optaget af at passe ind og hun arbejder ikke på at optimere sig selv og sit liv. Snarere er hun selvdestruktiv, eller som hun selv formulerer det, bærer af et meget presserende dødsønske. Her og der skinner en smertefuld fortid igennem og det er særligt her bogen rammer en nerve, her kravler teksten helt ind under huden og sætter sig fast.

“Dengang hun forsvandt. Røgsvælg, tunge lunger. Grus i skoene. Det mest dyrebare hun ejer. Det han sagde, han sagde: min intention var egentlig at voldtage dig. Hun sagde: – Jeg havde en anelse. Himlen var grå, havet var gråt, havet fra den anden side af jordkloden. Findes der noget andet sted end cementgulvet i strandhuset, findes der noget andet andet sted, findes der nogen anden følelse, end ham ovenpå hende? Tungt, varmt, tunge, der er ikke andet at gøre, hun kan ikke bevæge sig. Hun ser frem for sig, hun ligger på ryggen og stirrer op, øjne, ringe. Skægstubbe, ru. Det gør ondt, der er ikke mere tilbage af hende, han har taget det hele. Cementen kradser i ryggen. Hendes krop er væk, fra nu af bliver hun nødt til at lade som om. Hun vil gerne forsvinde. Ru. Hendes underliv er et krater. Skred. Cement. Der findes en komet. “

Velkommen til Kontinentet er gennemsyret af en dundrende ensomhed, en modvilje mod livet, mod andre mennesker og måske allermest en indre modvilje mod sig selv. Det er dyster læsning, men også befriende læsning om afvigelse og om umuligheden ved at leve. Og så er det våd, fugtig, lækkende læsning. Lige dele frastødende og indtagende.

Bogen, som indledes med sætningen “Jeg vil gerne fortælle om alle de gange, alle de gange” er netop det, fortællinger, fragmentariske nedslag i jegets liv og fortid, uden fornemmelsen af kronologi. Ind imellem ordene mistede jeg orienteringen et øjeblik i denne sanselige og drømmeagtige poetiske fortælling. Der er et hun og et jeg som flyder sammen og som jeg ikke kunne få helt greb om.

En fortælling som Velkommen til Kontinentet vil nok af de fleste tolkes som autofiktion og give anledning til en interesse for forfatteren bag, for denne dysfunktionelle unge kvinde. Men det er vi heldigvis befriet for, for Katla Styx er, som navnet i sig selv emmer af, et pseudonym. Alle forfattere i Baggaardsbaroners katalog er for øvrigt anonymiserede, hvilket er så afsindigt befriende. En befrielse fra den overdrevne interesse for mennesket bag bogen, her får værket fokus.

Denne kompakte lille bog efterlader et dybt spor i bevidstheden. Fuld af intense sætninger og konfuse fragmenter. Det er let at fortabe sig i Velkommen til Kontinentet som er lige dele genkendelig og foruroligende fremmed. Men mest af alt er bogen velskrevet, dragende og poetisk og med en fantastisk fin billedside. Det er litteratur på et virkelig højt niveau, og jeg har faktisk svært ved at få armene ned af blot begejstring. Læs den, og læs den så igen.

6 hjerter

Find dit eget eksemplar mesterlig litteratur til den nette sum af 58 kroner her.

En lille begyndelse bliver til en stor fortælling – Lille Myr af Benji Davies

9788711912768

Billedbog – 32 sider – Carlsen – 2019 – oversat til dansk af Louise Bylov – anmeldereksemplar fra forlaget

Åh, hvor har denne fine, lille børnebog taget begge mine børn med storm. Min treårige tager den selv ned fra hylden, kravler op i overkøjen og fordyber sig i de flotte og dragende  illustrationer. Min halvandetårige peger ihærdigt og råber “Myyyy!”, når bogen til aftenens godnatlæsning skal vælges. For som de fleste andre af Benji Davies’ formidable børnebøger er Lille Myr en forholdsvis enkel fortælling som rammer både børn og voksne, formidlet i smukke billeder i smagfulde farver.

Lille Myr er historien om den lille haletudse, Lille Myr, som er den mindste i sin søskendeflok. De andre haletudser er både større, hurtigere til at svømme og og udvikle sig end hun er. Lille Myrs søskende smider halen, svømmer hurtigere og går fra små haletudser til rigtige frøer, mens hun bare se til og halser efter. Men en dag opdager hun at det tynder ud i flokken af søskende. Hvor de før lå så tæt i en klynge og sov, er der snart ikke andre end hende tilbage. Hvor er Lille Myrs søskende blevet af? Er det dammens grusomme fisk, Gavflab, der har ædt dem én for én? Eller har deres forsvinden andre årsager?

Som før nævnt, holder jeg meget af Benji Davies’ børnebøger, og det samme gør mine børn. Han har et særligt talent for dystre og smukke billeder, og så besidder han en fin evne til at bruge sprogets lyd og rytme, så børnene spidser ører. Her skal det også nævnes, at oversætteren har gjort et fint stykke arbejde med at få oversat disse små finurlige ordlyde og sproglige rytmer til dansk. Det er blandt andet Gavflabs lyd, da han svømmer mod dammens dybe, mørke dynd “glubglubglub glub blub blub”, der er en fryd at læse højt. Og så er der også en del allitteration i teksten, som giver højtlæsningen en fantastisk rytme og flow.

Hvis jeg ikke havde fået tilsendt bogen som anmeldereksemplar, havde den klart været en del af årets adventgaver eller julegaver. Måske kender du et barn der har fortjent en billedbog af høj æstetisk og sproglig kvalitet denne jul?

Find bogen her.

Nyt liv til et af de vigtigste vidnesbyrd om jødeforfølgelserne under 2. verdenskrig – Anne Franks Dagbog, Graphic Diary bearbejdet af Ari Folman og David Polonsky

Grafisk roman – Lindhardt og Ringhof – 2019 – 160 sider – oversat til dansk af Karsten Nielsen – anmeldereksemplar fra forlaget

Umiddelbart lyder det som en lettere udfordrende opgave i mine ører, at lave en ny udgave af den ikoniske Anne Franks Dagbog – og så i graphic novel formatet. Mine første tanker var, at man ikke kan pille ved en så vigtig og alvorlig bog. Alligevel var jeg intrigued, og jeg må sige at mine første tanker virkelig er gjort til skamme.

De fleste kender nok til den hjerteskærende fortælling om familien Frank som skjuler sig  for nazisterne i en hengemt lejlighed kaldet Baghuset under den 2. verdenskrigs tyske besættelse af Holland. Dagbogen beskriver tilværelsen i Baghuset, hvor familien Frank, bestående af Anne, storesøsteren Margot, moren Edith og faren Otto, lever sammen med 4 andre jødiske flygtninge. Vi følger Anne som beskriver hverdagen i skjul og livet som teenager med humørsvingninger, forelskelser og frustrationer med megen humor og sarkasme. Det er på mange måder en interessant fortælling, både fordi Anne formår at indkapsle præcis hvordan det er at være en teenagepige (som jeg svagt erindrer det, et sted i hukommelsens tåger), og fordi det skildrer en så ekstrem situation, som det er at være lukket inde i en lille lejlighed mange mennesker sammen, uden mulighed for at gå udenfor eller have et privatliv. Hun betroer sig til sin dagbog, kaldet Kitty, som bliver hendes private space, den eneste fortrolige hun har:

“Jeg tænker på, om du, elskede Kitty, nogensinde har det som en ko, der skal tygge drøv på de samme fortærskede nyheder igen og igen. Jeg vil tro, du synes det er uudholdeligt, Kitty. De voksne har for vane at gentage deres historier i én uendelighed, og sagen er, at hver gang en af os otte åbner munden, kan de syv andre gøre historien færdig”

Perioden i Baghuset beskrives så nært og indlevende, og det er fuldstændigt ulidelig læsning, når vi på forhånd ved at dagbogen slutter da familien afsløres og sendes i koncentrationslejre, hvor alle pånær Otto Frank dør.

I den grafiske bearbejdning af Anne Franks Dagbog er der selvsagt skåret en del af originalmanuskriptet fra – faktisk fremgår det af forfatterens note i slutningen af bogen, at den grafiske roman ville fylde hele 3500 sider og tage 10 år at færdiggøre, skulle den rumme hele den originale dagbog. Bogen rummer en blanding af klassiske tegneseriefirkanter og hele tekstsider hvor dagbogssider gengives 1:1. Det fungerer enormt godt, selvom jeg tørstede efter flere af Anne Franks fantastisk velformulerede sætninger gennem læsningen. Det er nok en typisk craving fra en serieromanlæser som først for nyligt har begivet sig ind i den grafiske romans intense, mere ordknappe univers.

At læse den grafiske bearbejdning af Anne Franks Dagbog føltes i høj grad som en invitation ind i den originale dagbog, som jeg uden tvivl skal genlæse snarest. På den måde kan bogen blive gateway for nye læsere som ikke tidligere har givet sig i kast med Anne Franks Dagbog. Og det er i mine øjne det der er så fantastisk ved graphic novel genren, at den rammer en målgruppe som måske ikke havde fattet interesse for den oprindelige bog ellers. Den kan lokke nye læsere ind i litteraturen. På samme måde som den tidligere på året udgivne grafiske roman om Jammers Minde tager et klassikerværk og giver det nyt liv – og lykkes helt enormt godt med det. Anne Franks Dagbog – Graphic Diary er en virkelig fin bog, som jeg anbefaler bredt. Fem ud af seks hjerter.

hjerter5

Find den flotte bog her.

Brug bøger til at tale med dine børn om kulturel mangfoldighed – Nour og Noras første dag i børnehave af Camilla Kaj Paulsen

Reklame – anmeldereksemplar

Hvor jeg dog føler en tendens til eskalerende had og frygt for kulturelle minoriteter i Danmark i disse dage – er det bare mig der har stukket hovedet ud af privilegieboblen et øjeblik? Det er et svært omend uendeligt vigtigt projekt at forklare mine børn om gaven ved kulturel mangfoldighed i et samfund hvor de konsekvent møder en “os og dem”-mentalitet og en virkelig hård tone i debatten. Man skal nemlig ikke være ret gammel for at opfange negative kommentarer og det faktum, at mennesker i vores samfund ikke har lige muligheder og ikke anses for at have samme værdi, hvad end det så handler om hudfarve, hvor dine bedsteforældre blev født, køn, kropsstørrelse, indkomst eller noget helt sjette.

Nå, jeg kunne tale om det her emne i ugevis, for det ligger mig virkelig meget på sinde. I stedet vil jeg dele med jer hvordan vi blandt andet griber sagen an overfor børnene herhjemme. En lille del af et større opdragelsesprojekt og en tilgang som fungerer for os, og som selvfølgelig ikke er nogen endegyldig sandhed, opfindelse af den dybe tallerken eller relevant for alle.

De seneste uger har vi læst i billedbogen Nour og Noras første dag i børnehaven, som afsæt for en snak om kulturelle ligheder og -forskelle i børnehøjde. Bogen handler om Nour og Nora som starter i den samme børnehave. De to børn har mange ligheder og omtrent ligeså mange forskelle, og gennem bogen ser vi fra barnets perspektiv hvordan de opfatter hinanden og deres indbyrdes ligheder og forskelle. Bogen griber fat om relevante og for børn forståelige eksempler på forskelle, som fx da de to børn leger med dukker og de nemt finder en dukke der ligner Nora, men faktisk er nødt til at tage en brun tusch i brug for at skabe en, der ligner Nour. Også da de tegner og snakken falder på hvilken tusch der er den hudfarvede opstår der en dialog om hvilken farve der egentlig kan kaldes hudfarvet, for hudfarvet er jo en hel palet af forskellige farver – en debat der for nyligt igen har delt vandene i diverse voksenfora. Derudover fortælles der om forskelle i musik og traditioner som fejring af jul og Eid. Ind imellem tekstbidderne er der talebobler med spørgsmål henvendt til barnet, hvilket fungerer ret godt, nærmest som en introduktion til dialogisk læsning til den højtlæser der ikke er vant til at samtale sig igennem billedbøgerne.

Alt i alt er Nour og Nora starter i børnehave en virkelig fin, gennemtænkt og pædagogisk bog, som giver anledning til nogle gode snakke om kulturel mangfoldighed og ligeværd i børnehøjde. Bogen er næsten en tand for pædagogisk og kan ind imellem virke mere som et foredrag om kulturelle ligheder og forskelle end som hyggehøjtlæsningsmateriale. Historien rummer ikke nogen større, spændende fortælling med finurligheder og overraskende twists. Det er en bog der beskæftiger sig meget konkret med kulturmødet, målet er tydeligt at tale med barnet om disse vigtige emner og ikke at underholde, hvilket er helt fint. Men det gør også at bogen ikke har vundet noget barnehjerte herhjemme. Der er øvelser bagerst i bogen, som er målrettet arbejdet med børn i institutioner og skoler, så man kan lave et projekt omkring bogens tematikker. mmeget fint og gennemtænkt. Det er en anbefalingsværdig bog, som jeg både har haft gavn af som afsæt for dialog med mine egne børn, og som sagtens kan tænkes at benytte mig af i fremtidigt arbejde.

Læs mere, og find bogen og undervisningsmateriale her.