En smuk, personlig og betydningsfuld gave til en ven – vennebogen til voksne – MINE VENNER

Bogen er modtaget som gave fra forlaget

Processed with VSCO with 6 preset

I barndommen var noget af det bedste jeg vidste, når mine gode venner skrev i min vennebog. Disse vennebøger var typisk mangefarvede, gerne med nogle Disney-figurer på omslaget og med altid relevante spørgsmål som “Hvad er din livret?” eller “Hvilket fag kan du bedst lide i skolen?”. Vi brugte mange frikvarterer på at udfylde siderne i hinandens vennebøger. Mange af de mennesker, der stadig er mine bedste venner i dag, er samlet i de bøger – de ligger i min skuffe og er en lille tidslomme, et minde om hvordan det var at være barn, hvad vi interesserede os for, og på hvilken måde vi var venner.

I voksenlivet ses vi stadig, men naturligvis ikke ligeså ofte. Og måske netop derfor er det så vigtigt at holde fast i hinanden, at gøre noget aktivt for at holde venskabet tæt og ikke mindst at værdsætte hinanden og sætte ord på hvorfor netop vi er venner.

Forlaget Fortæl har udgivet en vennebog, som den vi kender fra barndommen, men rettet mod voksne venner og i en seriøst æstetisk opgraderet version. Bogen Mine venner er virkelig lækker med satinbånd som bogmærke og håndindbundet i lærredsomslag. Her kan op til 16 venner skrive om sig selv og deres forhold til en bestemt person – en helt fantastisk personlig gave.

Jeg gav bogen til en af mine bedste venner og gamle roomie, da hun for nyligt havde fødselsdag. Hun blev overrasket og glad og jeg tror og håber, at det er en bog, der vil gøre hende glad i mange år fremover.

Processed with VSCO with 6 preset

Vennebogen er meget enkel at lave. Man opretter en bruger og en bog på forlagets hjemmeside og kan derefter invitere folk til at skrive deres bidrag i den. Jeg sendte bare et link til folk og en deadline, og så gik det helt af sig selv. Da min fastsatte deadline kom, modtog jeg en mail om, at jeg kunne gennemse og bestille ordren – eller udskyde deadline. Hjemmesiden giver også mulighed for at sende rykkere gennem systemet til de, der ikke har svaret endnu – meget rart, hvis det ikke er personer, man ikke kender så godt.

Det er også ganske ligetil at skrive sit bidrag i bogen. 25 spørgsmål omhandler en selv og derefter skal man svare på 25 spørgsmål om ens forhold til bogens hovedperson. Ved nogle af spørgsmålene har man mulighed for at skifte spørgsmålet ud, hvilket er meget rart. For et par af spørgsmålene var ret svære at svare ordentligt på. Egentlig kunne jeg godt have tænkt mig denne mulighed i større udstrækning, og med endnu flere spørgsmål at vælge imellem. Men det kan selvfølgelig også blive for kompliceret.

Alt i alt er Mine venner en virkelig smuk og gennemarbejdet bog. Selvom den blå farve ikke lige ville være mit førstevalg, så er det utroligt flot bog, og det er tydeligt, at bogen er lavet af en dygtig bogbinder (vel egentlig en af de sidste?). Og den detalje at bogen er håndindbundet tilfører altså bare noget ekstra. Det mærkes dog også på prisen, som er i den lidt høje ende (650,-). Så hvis du står og mangler en  personlig gave til en ven, der har fødselsdag, skal giftes, konfirmeres, eller som bare har fortjent at føle sig elsket, så er Mine venner et godt bud på en virkelig god og kærlig gave, som vil få enhver til at føle sig værdsat.

Opret en vennebog til en du holder af her.

Udsøgt roman om ulideligt intens, altopslugende kærlighedsbesættelse – HJERTET ER KUN EN MUSKEL af Kristofer Ahlström

HJERTET ER KUN EN MUSKEL af Kristofer Ahlström

Roman – Forlaget Silkefyret – 2018 – 260 sider – omslag af Siri Lee Lindskrog og Amanda-Li Kollberg/Studio jetzt-immer – oversat fra svensk af Nanna Kalkar – en del af serien Perleværker – anmeldereksemplar fra forlaget

“Der er intet af Isak tilbage i kroppen. Nu, hvor hjertet har slået sit sidste slag; nu, efter at blodet har rullet for sidste gang gennem hans arme og ben, nu er han bare en krop. I det svage genskin fra den ene fungerende billygte ser jeg hans arme ligge over kors ind over instrumentbrættet og den runde skulder og siden af halsen. Kroppen, som jeg kender ud og ind, hver en rynke, smag og bevægelse. Hvordan hans ryg lugter. Jeg kan beskrive de små forandringer i øjnenes nuancer eller i detaljer fortælle, hvordan neglebåndene runder sig og danner små, smilende buer. Men jeg ser ikke nærmere efter. Tør ikke andet end at se ligeud: Der er forruden, de hundredevis af revner, som stråler ud fra hullet, det bøjede metal. Jeg ser ned på mine hænder. På de tynde fingre, på knoerne og knoglerne under huden. Og nede ved mine fødder, midt i mørket; små glimt. Mønter på gulvet, på sædet, instrumentbrættet og i askebægret. Klemt fast under det ene hjørne af måtten ligger de og skinner svagt. Jeg tager en af dem op og vender og drejer den. Jeg lægger den i håndfladen, lader tommelfingeren glide hen over prægningerne og reliefferne, føler på de små bogstaver og sætter neglen i rillerne på møntens kant. Jeg ser og ser. De er ægte, de er der. Det skete. “

Kærlighed gør blind, kærlighed gør ondt, kærlighed kan være altoverskyggende. En sådan kærlighed opstår for Elisabeth i romanen Hjertet er kun en muskel, da hun møder Isak. Og så smerteligt og ulideligt er det, at bogen indledes med trafikuheldet, der tager livet af Isak. En tragedie, som gennemsyrer romanen af en ufravigelig melankoli.

Elisabeth er en ung kvinde med komplicerede familierelationer og som, indtil hun møder Isak, er distanceret fra de fleste andre mennesker. Hun er buschauffør i Stockholm og kører gaderne tynde mens andre sover. I bussen møder hun Isak, og der opstår en øjeblikkelig tiltrækning, som kommer til at ændre hendes liv på godt og ondt. Fortællingen skrives i en notesbog på den hospitalsstue, hvor Elisabeth opholder sig efter ulykken. Her trækkes følelsesmættede spor fra en barndom med svigt til voksenlivet med og uden Isak. Hvor går grænsen mellem en ligeværdig og frugtbar relation mellem to uadskillelige elskende og en afhængighedsskabende og isolerende tosomhed? Hvornår bliver kærlighed til besættelse, og hvad kan hjertet egentlig holde til, før det brister?

Hjertet er kun en muskel er en usædvanlig stærk fortælling om kærlighed og romantisk begær på grænsen til besættelse. Romanen trækker os ind i det ensomme menneskes længsel efter en kærlighed og en tosomhed, som i sidste ende bliver altopslugende. Elisabeth er vokset op hos nogle forældre, som ikke har udvist noget videre kærlighed og omsorg, men som har behandlet hende som deres lille succesprojekt, på hvis skuldre deres tårnhøje ambitioner skulle hvile. Som det så ofte sker, vender Elisabeth ryggen til sine forældres forventninger til hende og rejser alene til Stockholm for at starte på en frisk. Jobbet som buschauffør synes som den ultimative fuckfinger til forældrenes ambitioner om hvad hun skal opnå i sit liv og sin karriere. Og bussen passer Elisabeth godt, den symboliserer på en måde hendes egen gang i verden og omgang med andre mennesker – flygtigt, anonymt, overfladisk og uforpligtende. Og en samtidig fastlåsthed i rutinen, en tryghed i gentagelsen.

Almindeligvis afskrækkes jeg hurtigt af romaner, som kredser om kærlighed og parforhold. Ofte synes det for mig ligegyldigt og trivielt at få indblik i andres kærlighedfortællinger. Men i Hjertet er kun en muskel er kærligheden, tosomheden, besættelsen eller hvad vi skal kalde den alt andet end triviel. Den er voldsom og grænsesøgende på en måde, der ikke bare er spændende læsning, men som også giver et interessant indblik i nogle genkendelige mellemmenneskelige forhold. Det er både interessant og vedkommende litteratur. Og så skriver Kristofer Ahlström så fuldstændig indtagende, skriften bliver ligeså altopslugende, som den kærlighed, den beskriver, og ind imellem var det nærmest umuligt at lægge bogen fra mig.

Sprogligt glider det let, uden at blive simpelt. Ahlström udviser en imponerende observationsevne og omsætter den så fint i sproget, hvordan en lun sensommerdag dufter, eller hvordan savnet efter en elsket helt fysisk indlejres i kroppen. Jeg gad godt kunne skrive sådan.

Grafisk er romanen virkelig lækker, både i omslaget og på sidernes udformning med korte, kompakte afsnit. Kort sagt spiller det hele bare, æstetik og indhold. Gennemført. Hvis du vil læse en velskrevet roman om mellemmenneskelig afhængighed, kærlighed og begær, hvis du vil trækkes ind i intens fortælling om sindets mørke afkroge, som du ikke kan lægge fra dig igen, så er Hjertet er kun en muskel et godt bud. Jeg har allerede lyst til at læse den igen. Alle mulige hjerter herfra!

6 hjerter

Køb et eksemplar af denne fabelagtige roman her.

hjerteterkunenmuskel.jpg

Fragmenteret skrift fra kvindekroppen – SPRÆKKER af Mette Garfield

SPRÆKKER af Mette Garfield 

Punktroman – Arkiv for detaljer – 2019 – 91 sider – omslag af Malene Hald – anmeldereksemplar fra forlaget

” Du begynder at bløde. Det pibler ud af dig. Rødt, skinnende blod. Han har forstyrret din cyklus, der begynder forfra, for tidligt. Du vejrer dufte, ser syner og bliver mindet om fortiden. Det løber og ånder ud af dit underliv, friskt. Dine læber bliver rødere og svulmer. Trusserne våde, amber, violette, brune skjolder, pletter. Dine næsebor udvider, åbner sig. Mugne, ramme, syntetiske lugte slår ind i dit kranie. Det åbner og lukker sig, dit køn er en gople, der blafrer. Du sover ikke igennem om natten. Du vågner som et feberbarn med aftryk af hans hage, hænderne, munden på dine underarme, brystvorterne og i lysken.

Da han står der igen ved din dør, i åbningen, på tærsklen, med blikket sænket, som siger for meget og ingenting. Siger du bare “ja”. Han løfter, holder, vælter dig omkuld.

Bagefter lægger han dig, folder  dig med sit ene lår mellem dine.  Hans kropsbehåring mod dine kønslæber, pulsslag i dit øre mod brystkassen. Noget af natten, tæt.

Og du ved ikke, hvorfor det er, det ikke er.”

Punktromanen som genre stiller høje krav til sin forfatter og sin læser. I små fragmenter, som gennem sprækker, med få ord og på få sider skal fortællingen udspille sig, og blive sammenhængende trods sin givne usammenhængende form. Hvert et ord er afgørende, hver en lille tekstblok kompakt af betydning. Og imellem punkterne, i alt det usagte, udspiller meget af fortællingen sig. Vil man læse et godt eksempel på en punktroman i sin mest vellykkede form, er Mette Garfields skønlitterære debut Sprækker et godt bud.

Titlen Sprækker er så sigende for genren såvel som for bogen, som i konkret og abstrakt forstand beskæftiger sig med sprækker, åbninger. Handlingen, som kører i to spor, kredser om to kvindeskæbner –  tiltalt som henholdsvis “du” og “hendes mor”.

Du’et er en kvinde i begærets vold, hun er krop og kød, hun begærer, sanser, længes efter en mand, der ikke er tilgængelig. Hun bruger sin krop og hun lader sig bruge, selvom hun ved, at han kun er på forbifart. Hun tror ind imellem at noget er ved at begynde, men det er det aldrig, der opstår altid kun en lille åbning, som hurtigt lukkes igen. Og hun undrer sig over hvorfor det er, at det ikke er. I fantasien bryder hun med passiviteten, tager den fulde kontrol tilbage, bliver den, der tager i stedet for at lade sig tage:

“Så kaster du ham ned i kælderen i et lille rum uden vinduer. Gulvet er af sten, koldt. Væggene grå beton. Du flår tøjet af ham og hænger ham op med hænderne over hovedet i kæder. Du lader ham hænge i timevis. Håndledene vamle sårblærer. Du knebler ham. Giver ham en hætte over hovedet. Dagene går med injektioner og arvæv, anus. Turen med ham i lænke.

Du spuler ham ned med isnende vand, hænger ham op igen, lader ham hænge.

Du flår hætten af ham, løfter hans hoved. En lyskegle fikseret mod hans ansigt.

KAN IKKE SE DIG.

Så bærer du ham op i stuen. Lægger ham i sofaen og lader ham sove. Du giver ham mad. Ferskner og is, salte kiks, fiskerogn, cava. Du hvisker, synger, vasker hans køn, holder hans hånd.

Så kyler du ham ned i kælderen igen. “

Du’et bruger sin krop, sit begær og sit sprog som drivkraft, noget, hun desværre ikke kan bemægtige sig – hun mister sig selv i begæret efter den utilgængelige mand. Hun prøver at skrive, men “falder i staver, laver fagter, vælter bogstaver, de forkerte ud over siden”. De punktvise nedslag falder vilkårligt, vi træder ind og ud af nutid og fortid, tanke, drøm og handling. Det ene øjeblik mødes du’et med sin udkårne i hans lejlighed, så modtager hun fertilitetsbehandling, så mødes de første gang nytårsaften. Man mister gang på gang orienteringen.

Samtidig følger vi bogens andet spor, fortællingen om “hendes mor”, som er pacificeret på en anden måde, lammet efter sin mands død, forladt og sat ud af spil. Magtesløs står hun og ser grådløs ud over markernes rim, føler afmagt og vrede over at skulle være mor for sine børn, at skulle fortsætte med at eksistere. Hun lever ikke op til de kollektive forventninger, der er til moderen – den person, der kører videre uanset hvad, som altid holder hovedet højt og holder samling på det hele. Og så beskæftiger hun sig selvfølgelig med alternative moderfigurer, som Iokaste, Ødipus’ mor. Og med det bliver det faktisk næsten for konkret, som om der peges lidt for insisterende på en pointe, som læseren for længst har forstået.

Disse bogens to kvindekarakterer synes langt fra hinanden i både liv og færden, men de har dog det til fælles, at de stikker ud af samfundet, de er ikke en del af fortællingen om det rigtige, det gode liv. De deltager ikke i en anerkendt  familiekonstellation, de færdes i et eksistentielt limbo, et ukonventionelt skyggeland.

En læsning af Sprækker er som en konfus drømmevandring. Abstrakt og uhåndgribelig og samtidig dragende og genkendelig. Mette Garfield formår at fremskrive en stærk fortælling om kvindeligt begær, om at blive gjort passiv i sine kødelige og åndelige længsler, om at kræve kontrol uden helt at lykkes med det. Og dog, for ved at skrive denne bog fra kvindekroppen og med det kvindelige begær som omdrejningspunkt, sker der i bedste écriture féminine-stil en empowering af kvinden. Bogen er en insisteren på eksistensberettigelse udenfor snævre normative kasser. Og det er en insisteren på en plads til kvindekroppen og det kvindelige begær, ucensureret og uforskønnet i litteraturen.

Sprogligt er Sprækker ganske umiddelbar og der lægges ikke fingre imellem. I nogle passager bliver sproget nærmest brutalt, i andre ganske lyrisk. Rent grafisk understøtter skriften parolen om en fortælling i glimt, som set gennem sprækker – nogle sider tætskrevne, andre næsten nøgne. Sprækker rummer skarpe observationer over sin samtid, over køn og krop og mellemmenneskelige forventninger. Genkendeligt og hudløst ærligt. Det er en bog, der fortjener flere læsninger, og som åbner op for nye betydninger og tolkninger for hver læsning.

hjerter5

Denne bog fortjener en plads på dit natbord og i din bevidsthed, find den hos forlaget her.