Warhol-gennemsyret Newyorker-dystopi – THE MONSTER af Madame Nielsen

The Monster

THE MONSTER af Madame Nielsen

Roman – Gyldendal – 2018 – 195 sider – omslag af Thomas Joakim Winther –  anmeldereksemplar fra forlaget

“Og da de løftede ham ud af stolen og tog ham i deres arme og bar ham op ad trappen og lagde ham i den lysende hvide velour og trængte ind i ham, var smerten, idet såret, der hver dag skulle læges og hver nat igen sprænges og aldrig, aldrig i livet lukke sig helt, ikke hans, men menneskenes smerte … og han tænkte, at han var deres slave, som om han ikke var deres slave … og han tænkte, at han ikke ejede sin krop mere, end de eller nogen anden gjorde, han og den var bare til rådighed, et potentiale, de og han selv og enhver anden kunne gøre brug af… og han tænkte, at han var den rest, tiden havde efterladt … og han kunne mærke, hvordan tiden, ikke bare hans egen, men den tid, han og alle andre mennesker levede i, begyndte at trække sig sammen og ende … Historien var ikke forbi, den var bare, lige så roligt, i ufattelig hast, ved at ende …”

En ung europæer drager til Amerika med det beskedne mål, at ændre Historien. Året er 1993, Twin Towers er endnu uberørte, verden skal snart ændre sig. Han ankommer med 150 dollars på lommen og en liste af telefonnumre på en række værter, som angiveligt tilbyder husly uden betaling. I form af penge i hvert fald. Han tilbringer stort set sin tid enten i The Garage hos performancegruppen The Wooster Group ventende på at blive en del af deres “show”, og dels hos et par mærkværdige tvillingebrødre i en velourbeklædt lejlighed efter mørkets frembrud. Uden at vide helt hvordan det skal foregå, afventer han sin chance for at træde ind i Historien, ændre Amerika, verden for altid.

The Monster er, som det fremgår på bogens omslag, “en  New York-gyser, en vision om det, der skal komme”. Det er en dystopi, en warholsk rædselsfortælling om et samfund, hvor det særskilte er udskiftet med det upersonlige, kopierede, evigt gentagende. Med uendeligt lange sætninger, ustandseligt afbrudt af forskellige indskydelser i parantes, udfoldes en bizar fortælling om et samfund, hvor intet længere er oprigtigt.

Hovedpersonen i romanen er en Willem Dafoe-kopi, med sin galoperende megalomani og arrogance indtager han New Yorks gader som sine egne, som en slags nyankommet Messias. Med sig har han en lille rygsæk, omkring 150 dollars og fortællingen om dengang han fik Sovjetunionen til at bryde sammen og Muren til at falde.

Han indretter sig hurtigt i en hverdag med sirligt præcise ritualer, hvor de fleste dage er gentagelser af den foregående ned i de mindste detaljer, hvorfor tidsoplevelsen på sin vis udviskes. I et års tid udlever han de samme mere og mere præciserede gentagelser. Livet leves i dagtimerne hos the Wooster Group og efter mørkets frembrud i lejligheden hos de to tvillingeværter, i et særhedskabinet af dimensioner. Her reproduceres  den samme rædselsvækkende ekstatiske akt nat efter nat, i grænselandet mellem nydelse og afsky, lykke og absolut undergang. I tvillingernes køkken indtager han hver morgen det samme måltid, som en slags omvendt last supper. Og i selvsamme køkken hænger bogens forsidefotografi af to tvillingebrødre mellem deres mor og far på en sneklædt villavej i en amerikansk provinsby, hvilket er af stor betydning for fortællingen.

Man behøver ikke at være særligt velbevandret i Andy Warhols univers, for konstant at at støde på de mange referencer til hans filosofi, liv og kunst. Her er magre hvidhårede skabninger, velour i vulgære mængder, endeløse genoptryk i pastelfarvet silke. Her er amerikanske ikoner af masseproduktion, Heinz tomatketchup, Warhol-kopier og hamburgers. Her er livet (og døden, hvilket er en og samme ting) én lang performance, en upersonlig, kontinuerlig forestilling, som i sin evige cirkulære bevægelse afslører tidens gang i kødet, forgængeligheden i kroppen og dens væsker. Gentagelsen eliminerer alt unikt, og en monstrøs umenneskelighed tager over. Natten og mørket er centralt i romanen, måske fordi alle bliver ens her?

“At the bottom of the Darkness / There is a hole / That’s where the Darkness comes in / And that is the only way / Out “

Mine forventninger til The Monster var høje, og de blev i høj grad indfriet. Madame Nielsen skriver med så stort plotmæssigt overblik og sprogligt overskud at jeg gang på gang blev blæst bagover. Sætninger, som synes endeløse, og samtidig fremstår så præcise og gennemtænkte. En vulgaritet i sproget, som fylder læseren med både afsky og nydelse. Desuden er intertekstualiteten så vidtfavnende at enhver med kærlighed til verdenslitteratur og -kunst behages. Eminent og anbefalelsesværdig til dig, der ikke har for sarte nerver og som begejstres af voldsom, tankevækkende og grænseoverskridende litteratur. 6/6 hjerter.

6 hjerter

Læs den, og lad dig overmande af gentagelsens kvalmende nydelse. Lån bogen her eller erhverv dig dit eget eksemplar her.

Tab, sorg, skyld og skam som både private og fælles anliggender – ALT HVAD DU EJER af Caspar Eric

FC22D990-0392-4823-A830-D52E62001B36.jpg

ALT HVAD DU EJER af Caspar Eric

Poesi – Gyldendal – 2018 – 296 sider – omslag af Kasper Vang – sponsoreret: anmeldereksemplar fra forlaget

“Du tænker stadig på det barn der ikke er der // hver gang du ser en barnevogn på gaden // og nogle gange bliver du lettet // over at det ikke er dit // trætte og ensomme legeme // der skal stå der og holde fast om en kop kaffe // og blive tvunget til at gå tidligt i seng // og føle at ungdommen er forbi // men de fleste dage er det anderledes // også selvom barnet aldrig // har eksisteret som andet end fantasi // men embryo er sådan et umuligt ord “

Alt hvad du ejer er en fortælling om tabet af et barn, en kæreste og en forestillet fremtid. Bogen tager sit afsæt i Caspar Erics egen oplevelse med at miste et barn i 11. uge af graviditeten og derefter sin kæreste og den fremtid, de havde udsigt til. Men det er også en meget større fortælling om en sorg, som mangler et sprog, om en verden i afmagt og om afstanden mellem mennesker. Det er højaktuel og relaterbar poesi om at blive voksen, om at finde en plads og et fællesskab i verden.

Ikke en side i den 296 sider lange bog er irrelevant, hver eneste lille tekstbid er uprætentiøs, små strofer, som bare fungerer uendeligt godt og poetisk uden at prøve for hårdt. Bogen er et enormt privat, selvransagende projekt og samtidig en refleksion over en verden i sorg, om flygtninge, klimakrise, om racisme og normative forventninger. Caspar Eric skriver forfriskende konkret og privilegiebevidst om emner som bl.a.  racisme og hvidhed, eller som i nedenstående eksempel om køn:

“Da kvalmen begyndte // kunne hun ikke holde ud // at stå længe i osen fra maden // så du brugte mere og mere // tid i jeres køkken // gjorde det langsomt til dit // men forventede stadig ros // fordi nogen åbenbart har lært dig // at du måske har fortjent et blowjob “

Hele vejen igennem adresseres et digter-du. Gennem 2.-personsfortælleren lægges der på en måde en afstand til sorgen, man bliver i stand til at observere den udefra, hvilket hjælper til at løfte fortællingen op fra at være et enkelt menneskes private historie og til at kunne læses som en almenmenneskelig fortælling om tab.

Formen i Alt hvad du ejer virker løs og forholdsvis ustruktureret og så alligevel ikke. Bogen er inddelt i tretten lige store afsnit, nemlig 22 sider, adskilt af den karakteristiske cirkel, som også pryder omslaget. Cirkelformen har betydning på flere niveauer i Alt hvad du ejer, den cykliske bevægelse, som en alternativ tidsregning, et cirkulært narrativ. Cirklen i  cirklen drager associationer til blommesækken i livmoderen,  til individet i fællesskabet, mennesket i verden og verden i mennesket, livet i døden og døden i livet, historie og fremtid sammenvævet. Den mayanske kalender “Tzolk’in”, som spiller en rolle i bogen, er netop også en cirkel i en cirkel (også inddelt i tretten), et symbol på en alternativ måde at tænke tid på. Og således kører fortællingen rundt i fortid, nutid og fremtid med den ufrivillige abort som centrum, efter de tretten uger hvor de troede, at de skulle være forældre.

Jeg har ikke tidligere læst noget af Eric og kan derfor ikke udtale mig om udviklingen i forfatterskabet, eller drage paralleller til tidligere udgivelser. Alt hvad du ejer har været min indgang til et forfatterskab, som jeg straks må læse mere af, og som jeg ser frem til mere fra. Hvis du ligesom jeg har været alt for tung i optrækket til at komme i gang med at  læse den anmelderroste Caspar Eric, så er det eddermaneme på tide at komme i gang. 5/6 hjerter herfra.

hjerter5

Intrigued? Find Alt hvad du ejer her.

8702266894.jpg

Enestående debutroman om indfødte amerikanere – DER DER af Tommy Orange

C095A5C3-9B9E-412D-A897-DF151E658577.jpg

Der der af Tommy Orange

Roman – Politikens forlag – 2018 – 288 sider – oversat fra engelsk af Rasmus Hastrup – omslag af Harvey Macaulay – sponsoreret: anmeldereksemplar fra forlaget

“Orvil vidste, at han ville danse, første gang han så en danser i fjernsynet. Han var tolv. Det var i november, så det var let at finde indianere på tv. Alle andre var gået i seng. Han zappede rundt mellem kanalerne, da han så ham. Der på skærmen, i fuldt ornat, bevægede danseren sig som om tyngdekraften betød noget andet for ham. Det mindede på en måde om breakdance, syntes Orvil, men på én gang nyt – endda cool – og ældgammelt. Der var så meget, han var gået glip af, så meget, han ikke havde fået. Ikke havde fået at vide. I det øjeblik, foran fjernsynet, vidste han det. Han var en del af noget. Noget man kunne danse til. “

Indfødte amerikanere, efterkommere af indianere bærer både på en unik kultur og på en blodig historie. I Der der møder vi tolv skæbner, tolv fortællinger om et folk, som man oftest kun hører om i datid. Hver fortæller de en glemt historie, om et indiansk folk, som er mere og andet end et karikeret ikon, en udklædning, et menneske i reservat. I romanen møder vi kvinder og mænd, unge og gamle, mennesker på kanten af afgrunden og mennesker i nogenlunde trivsel. Alle har de deres kulturelle ophav til fælles, alle er de mærket af den vold, der på flere forskellige niveauer blev begået og stadig begås mod det indianske folk. Alle fortællingerne har sammenhæng et sted, alle karaktererne har forbindelser til hinanden, træder ind og ud af hinandens liv, og fortællingen om de tolv skæbner kulminerer i en Powwow, i et intenst sidste kapitel.

Imponerende handlingsforløb og sammenhæng

Der der er en usædvanligt velkomponeret, handlingsmættet roman om en gruppe mennesker som gennem generationer er blevet marginaliseret eller glemt. Det er et spind af forskellige skæbnefortællinger og en historie om, hvordan ens kulturelle ophav kan have betydning for hele ens liv og ageren. Der der er en ualmindeligt velskrevet bog, som, når man først har givet sig i kast med den, er umulig at lægge fra sig igen.

Romanen sætter forskellige store emner på dagsordenen. Ud over hele det kulturelle aspekt så er emner som tab, sorg, svigt og forældreskab også gennemgående temaer. I kraft af den indianske kultur spiller natur, mystik og alternative behandlingsmetoder også en vigtig rolle. Og så er der desuden lagt i ovnen til en kritisk samtidsdiagnose, som da den ældre Bill oprøres over ungdommens forfald:

“Han kan ikke holde ud, at de unge får lov at være sådan nu til dags. Forkælede babyer alle til hobe. Ingen hård hud, ingen sejhed længere. Der er noget forkert ved det hele. Noget ved det evindelige skær fra telefonskærmene på deres ansigter, ved den alt for hurtige måde, de taster på deres telefoner på, deres kønsmæssigt flydende mode, deres ultra politisk korrekte adfærd, samtidig med at de mangler enhver form for sociale færdigheder og almindelig gammeldags høflighed. “

Det relativt store persongalleri fungerer, hver karakter former sproget, der er en klar stemning af den enkelte person i hvert kapitel. De hyppige synsvinkelskift og spring i tid og sted fungerer upåklageligt, omend jeg ind imellem måtte bladre tilbage i romanen, for at huske hvem den pågældende person nu var. Alle er de beskrevet så nuanceret, så forståeligt og jordnært, at det er svært at forestille sig at de er fiktive figurer og ikke mennesker af kød og blod. Karaktererne vokser under huden på læseren, bliver i følelserne, i erindringen længe efter bogens sidste side er læst.

E92BFAAB-008A-4DD8-91CF-F6C16F7C2BE0

Imponerende debut efterlader håb om mange flere bøger

Der der er Tommy Oranges debutroman, hvilket er mig helt uforståeligt. Relativt tidligt i bogen vidste jeg, at dette er en roman, jeg kommer til at læse igen. At man kan skrive noget så gennemført, velkomponeret, gennemresearchet, nuanceret og med et samtidigt historisk og litterært overblik, efterlader mig med en enorm respekt, nærmest ærefrygt, og en uslukkelig tørst efter mere fra hans hånd. Hvis du kun har tid til at læse én roman dette efterår, så lad det være denne. Nå ja, og så er bogen tilmed en fryd for øjet.

Herfra de varmeste anbefalinger og fuldt hus af hjerter – intet mindre kan gøre det.

6 hjerter

Køb dit eget eksemplar af bogen her – det vil du ikke fortryde!

Der_der_FINAL_2.indd