Samfundskritik

Fortællingen om en revolutions opblomstring og undergang – Byen vinder altid af Omar Robert Hamilton

/ Litteraturformidleren.dk / Skriv en kommentar

Byen vinder altid af Omar Robert Hamilton

Roman – Rebel With a Cause – 2019 – 328 sider – oversat af Iben H. Philipsen – anmeldereksemplar fra forlaget

“En flod af blod slæber sig hen over asfalten på Tahrir. De sørgende sidder langs bredden. Smerten, når et liv forsvinder. Han går tavst langs floden. Pladsen er tom nu, mørk og kold. Denne nye kamp har været langvarig. Khalil følger blodsporet, følger forsigtigt de sten, der nu danner rammen om denne helligdom. Det må være her, blødningen begyndte, i det mørke varme midt på pladsen. De gik til angreb om eftermiddagen, flyvende kugler foran mænd i skudsikre veste. Han må være faldet her. Han ser mændene, som løfter en ung krop mellem sig, ser tøjet søbet ind i blod, politiet, som sætter efter dem. Døden fører dem nordpå. Pladsen er tom nu. De går snart til angreb igen. “

I Kairos gader er en moderne revolution i gang. Midt i oprøret står Mariam og Khalil, to unge aktivister, som satser alt for drømmen om en fri fremtid, en reformation af det samfund, de lever i. Gennem højspændte kampscener i byens gader, hjerteskærende magtesløshed på de overfyldte lighuse og i ophedede politiske diskussioner i masseprotesternes pauser, hvirvles læseren ind i romanens intense stemning. Det føles næsten som at have været der selv, som en flue på væggen, observerende den revolutionære eufori og den uendelige sorg, da nederlaget erkendes.

Ét ord har især fulgt med mig gennem hele læsningen af Byen vinder altid – højspændt. Debutromanen er så utroligt intens, på godt og ondt, forstået på den måde, at man virkelig trækkes ind i tumulten, forvirringen og det kaos, der hører til gadekamp. Men samtidig er intensiteten så konstant, at man kan blive helt stakåndet og mentalt udmattet af læsningen. Ind imellem måtte jeg holde en pause, fordi de mange indtryk, hurtige dialoger, sceneskift og skift i karakterfokus gjorde mig mere konfus end opslugt.

Byen vinder altid er en vigtig og interessant bog, det er en bog, der stiller krav til sin læsers forståelse af de politiske dynamikker, der spillede ind i det arabiske forårs opblomstring og nedbrud. Det er således ikke en læseoplevelse, man kommer sovende til.

En af de mest interessante og vigtige pointer for den gængse europæiske læser af Byen vinder altid, er i min optik det, at de revolutionære unge ikke, som nogle måske har forestillet sig, stræber efter et vestligt demokratisk forbillede. Det er ikke vores samfund, vores måde at gøre demokrati på, der kæmpes for. Revolutionen søgte at skabe nyt, at forene på nye måder, at åbne op for nye fordelinger af magten. For et demokrati, som vi forstår det, kan være ligeså undertrykkende i sin kerne som et militærstyre. Den ene form er lige så styret af kapital, som den anden:

“Han tænker på det hele tiden. Broderskabet vil have valg. Hæren vil have valg. USA vil have valg. Og det i sig selv er vel grund nok til at lade være? Valg er dødsstødet i politik. Stemmeurnen har kun et eneste formål: at kvæle revolutionen. Demokrati er altid til salg, det gælder bare om at byde højest. Vi vil have noget andet, noget, som endnu ikke er defineret. “

Ingen tvivl om at Byen vinder altid er vigtig og vedkommende læsning. Desværre var det samtidig en lidt for konfus omgang for min smag, og jeg mistede ind imellem orienteringen i de mange hændelser. Desuden er persongalleriet ret omfattende og ikke særlig velbeskrevet. Derfor får læseren kun en vag fornemmelse for de to karakterer, Khalil og Mariam, og resten bliver noget mudret. Romanen anbefales  primært læsere med stor forudgående viden om det arabiske forår og de komplekse dynamikker, der startede og druknede revolutionen. Uden denne viden er romanen en lang, konfus oplevelse og lidt træg at komme igennem. Her fra får den tre ud af seks hjerter.

hjerter3

 

Nysgerrig? Find et eksemplar af Byen vinder altid på biblioteket eller på forlagets hjemmeside.

Den vigtigste bog du kommer til at læse i år er en velkomponeret, øjenåbnende og humoristisk novella om racialisering – Jeg ringer til mine brødre af Jonas Hassen Khemiri

/ Litteraturformidleren.dk / Skriv en kommentar

Jeg ringer til mine brødre af Jonas Hassen Khemiri

Novella – Forlaget Korridor – 2019 – 118 sider – oversat fra svensk af Anna Tydén – omslag af Mattias Wohlert – anmeldereksemplar fra forlaget

“Lige så snart I forlader hjemmet, ophører I med at være jer. Pludselig forvandles I til repræsentanter, og derfor er det af yderste vigtighed at I koncentrerer jer om at smelte ind. Smil til alt og alle (inklusive husdyr og mannequindukker). Gå maksimalt normalt. Tak højlydt når nogen holder en dør. Undskyld jeres eksistens. Hvisk i metroen, grin afdæmpet i biografer, forvandl jer til en usynlig gasform.”

Stockholm rammes af flere bileksplosioner, hvilket naturligvis ryster samfundet. Måske i særlig grad Amor og hans omgangskreds, som ringer sammen, forbereder sig på det, der skal til at ske. For når hændelser af den karakter finder sted, bliver alle øjne rettet mod dem, der har et højere melaninniveau end den gennemsnitlige svensker. De bliver en fælles krop, de bliver frem for alt nogen, der matcher et signalement. Gennem den højspændte fortælling, som udgår fra Amors tanker, udviskes grænserne mellem offer og forbryder, mellem indbildning og virkelighed. Paranoia og forvirring trækker et tungt spor gennem bogen, hvor Amor bliver mere og mere konfus og i tvivl om sin rolle i det hele. Er han offer eller forbryder? Er det helt uden grund at alle fingre peger på ham?

Jeg ringer til mine brødre falder under genren novella – en genre, jeg desværre ikke støder på så tit. Novellaen som genre har mange kvaliteter, den kan i vellykket form en helt masse. Teksten er kortere end en roman, men længere end en novelle. Og så strækker den skrevne tid sig ofte kun over en enkelt dag eller et enkelt døgn, hvilket kræver en del af fortællingen og sproget. Det hele føles mere intenst og kompakt. Det er en genre, der kræver en gennemarbejdet komposition, der er ikke plads til overflødige ord – en kunst, Jonas Hassen Khemiri mestrer fuldt ud.

I Jeg ringer til mine brødre kastes læseren ubarmhjertigt ind i den racialisering, der er strukturelt forankret i vores samfund og som ofte er ret usynlig for mere privilegerede samfundsgrupper. Som en del af den hvide majoritet kan man virkelig få lirket lidt til sin privilegieblindhed, hvilket er så ufatteligt vigtigt – og som jeg i øvrigt ikke synes skønlitteraturen bidrager til særlig tit. Når Amor fortæller hvordan han gør et nummer ud af at vise tydeligt, at han smider sit tyggegummi i skraldespanden i stedet for på gaden, så alle kan se at han ikke er som “dem man hører om i medierne”, eller når han afslører en telefonsælger i at bruge et mere svenskklingende navn end sit eget for at blive modtaget mere positivt, så træder de her små naturaliserede forfordelinger frem. Små byggesten, der konstant og næsten usynligt understøtter en uhyggelig rangordning af mennesker. Jeg ringer til mine brødre tilbyder mange virkelig interessante indblikke i hvordan det er at være menneske i en racialiseret krop. Amor føler sig konstant overvåget og han er under konstant overvågning af sig selv. Det er tankevækkende og skræmmende og ulykkeligvis helt genkendeligt i et vestligt samfund.

Og nu tænker du måske at Jeg ringer til mine brødre er deprimerende læsning, men selvom emnet er tungt og trækker en overskyggende følelse af magtesløshed med sig, så er Khemiri i stand til at skrive om det på virkelig humoristisk vis, hvilket gør læsningen til en absolut fornøjelse og bogen hurtigt slugt. Jeg ringer til mine brødre er en af de bedste bøger jeg nogensinde har læst. Simpelthen. Min første gennemlæsning varede en tur fra København til Helsingør og tilbage igen. Og samme aften gav jeg mig så til at læse den igen. For det er en interessant, øjenåbnende og afsindigt vigtig roman. Bogen tilbyder et skræmmende indblik i tilværelsen som etnisk minoritet i vesten, en forståelse af hvordan det er at være udpeget, den evige Anden, hvordan det er at være under konstant opsyn og mistanke, når man racialiseres og forstås som en gruppe frem for et individ. Jeg ringer til mine brødre burde være pensum alle steder, den burde læses af alle, og måske særligt de, der for nyligt har stemt lidt langt mod højre.

Bogen afsluttes med bonusmateriale i form af Khemiris åbne brev til den svenske justitsminister, Beatrice Ask, fra 2013, som blev Sveriges mest delte artikel nogensinde. Og det er der god grund til, for budskabet er så vigtigt og det er så spot on formidlet. Her inviterer han hende til at bytte krop for en tid, at låne den racialiserede krop, præcis som man får mulighed for når man læser Jeg ringer til mine brødre. Jeg kan ikke andet end at give denne helt særlige lille bog det maksimale antal hjerter og en varm anbefaling til ALLE, og så runde af med en af de mange passager med virkelig skarptskårne budskaber fra artiklen, som rammer lige på kornet:

“Og I siger: Alt handler om prioriteringer, og vi har faktisk ikke uendeligt med ressourcer. Og vi svarer: Hvordan kan det være at der altid er penge når ressourcesvage skal forfølges, men aldrig penge når ressourcesvage skal forsvares? “

6 hjerter

Køb bogen til dig selv og alle du kender her.

BOGTANKER #9 – Kvinder drager omsorg og mænd tager på eventyr

/ Litteraturformidleren.dk / Skriv en kommentar

mimbo2.jpg

Herhjemme læser vi mange bøger, børnbøger som voksenbøger. Og når vi skal vælge hvilke bøger vi skal læse højt af, falder valget meget ofte på Jakob Martin Strids bøger. Vi elsker hans fantasifulde fortællinger og ditto illustrationer, som både underholder min datter på tre og os voksne. Helt fantastisk gode og vildt populære børnebøger. Men. For her kommer et stort men:

Da jeg læste Mimbo Jimbo og den lange vinter for min datter forleden, gik noget op for mig, som jeg ikke hidtil har tænkt noget videre over. Spoileralert til de af jer, der ikke har læst den endnu; bogen slutter med et besøg hos Mumbomor. Hun har tilsyneladende ikke opdaget at vinteren og snevejret har været helt ekstremt, for hun har bare stået i køkkenet og bagt kager som hun plejer.

Og her slog det mig – nærmest uden undtagelse, så er Strids kvindelige figurer alle skåret over samme kønsstereotype, passive kam. Mumbomor og Frømor er altid i køkkenet iklædt forklæde. I Mormors gebis har Farmor ventet derhjemme med maden klar i et år, fordi hendes mand er sejlet væk i sin sofa. Tigermor i Mimbo Jimbo passer på sin unge og venter på at få hjælp. Som tak giver hun Mimbo og Mumbo bananer. Omsorg og mad, dét er tilsyneladende hvad kvinder kan. Samtidig er alle bærende karakterer af hankøn. Løven i Mormors gebis har endda “fået” hunløven Gitte, en lækker lille sag, der ligger og pynter i hans bur. Da det først gik op for mig, gik der mildest talt et stort skår i glæden over de fine børnebøger. De er så tydeligt et billede på en stadig patriarkalsk gennemsyring af vores samfund, sind og dermed også vores børnebøger. Man ser det faktisk ikke nødvendigvis, før man leder efter det, fordi det er så indlejret, naturaliseret. Men hvis man ser efter, så står skævvridningen fuldstændig klart. Vores børnelitteratur er med til at lære vores børn om verden og bærer derfor et ansvar.

Jeg ønsker mig en børnelitteratur (og mere generelt en verden), som er mere inkluderende, hvor alle typer personer kan spille hovedrollen, hvor det ikke er utænkeligt at det er far, der sørger for familien og bager kager hver lørdag. Jeg ønsker mig andet og mere end drengekarakterer, som mine døtre kan spejle sig i og lade sig inspirere af.

Af vrede, frustration og harme vokser heldigvis også produktivitet, og jeg er i fuld gang med selv at lave nogle mere nuancerede børnebøger til mine døtre. I mellemtiden modtager jeg med kyshånd gode, sjove og smukke bøger, som er lidt mindre gammeldags og patriarkalsk forurenede.

mimbo.jpg

Billederne er lånt fra Gyldendal.dk

Historien om en pige, der drømte om at gøre en forskel for børn i hele verden – MALALAS MAGISKE BLYANT af Malala Yousafzai

/ Litteraturformidleren.dk / Skriv en kommentar

Malala

MALALAS MAGISKE BLYANT af Malala Yousafzai

Billedbog – Forlaget Albert – 2018 – 48 sider – for børn i indskolingen – illustrationer af Kerascoët – oversat fra engelsk af Eva Mosegaard Amdisen – anmeldereksemplar fra forlaget

“En efter en holdt pigerne op med at gå i skole. (…) Hvordan kunne nogle få mænd forhindre alle pigerne i at komme i skole? Jeg tænkte: Hvis flere folk vidste, hvad der skete, ville de måske hjælpe os. At ønske det var ikke nok. Nogen var nødt til at sige det højt. Og hvorfor ikke mig? Jeg skrev om, hvordan det føltes at være bange for at gå i skole. Jeg skrev om, hvordan nogle af mine venner var flyttet væk, fordi vores by var blevet farlig at bo i. Om, hvor glad jeg var for at gå i skole, og hvor stolt jeg var af min uniform. Da jeg først var begyndt at skrive, stoppede jeg ikke igen. “

Malalas magiske blyant er fortællingen om pigen Malala, som så sin hjemby i Pakistan blive forandret af Taliban, som frygtløst begyndte at fortælle verden om hvad der foregik, som har modtaget adskillige fredspriser og som i dag arbejder aktivt for pigers ret til uddannelse som fredsambassadør i FN.

Da Malala var barn så hun et børneprogram i TV om en dreng med en magisk blyant. Med blyanten kunne han tegne hvad som helst, som så ville blive virkeligt. Det fik Malala til at tænke over mulighederne i sådan en blyant – hvis hun havde sådan en ville hun tegne piger og drenge med lige muligheder, gratis skoler og fredelige samfund. Da Taliban tager magten i Malalas hjemland bliver både børn og voksnes rettigheder pludselig voldsomt indskrænket. Pigerne rammes særligt hårdt og får bl.a. ikke længere lov at gå i skole. Malala begynder at skrive til medierne og fortælle om det frygtelige der foregår og hun bliver talerør for hele nationens børn. Hun er modig, ja nærmest frygtløs, og det er da heller ikke uden risici at hun står frem. Taliban prøver at slå hende ihjel, men hun overlever på mirakuløs vis og fortsætter ufortrødent sit arbejde mod en friere verden.

Malalas magiske blyant er en fin og inspirerende historie – Forlaget Albert har udgivet endnu et børnelitterært guldkorn, som kan både oplyse og inspirere vores børn. Bogen formår desuden at italesætte nogle meget barske og vigtige emner uden at blive for grafisk eller uhyggelig i sit indhold – hvilket må siges at være en bedrift, når man behandler emner som krig, fattigdom, vold og undertrykkelse. Emner, som vores børn desværre vil blive konfronteret med på den ene eller anden måde.

Bogen er formidlet forståeligt og i børnehøjde, og så afsluttes den med et afsnit mere målrettet de voksne, hvor historien uddybes og får lidt flere nuancer. Det er en god afrunding af historien at høre mere om hvordan det går Malala og hendes familie i dag.

Historien i sig selv er ikke noget sprogligt mesterværk, men fortællingen som helhed og de fine illustrationer gør bogen til noget ganske særligt.

Malalas magiske blyant er ikke blot en vigtig og inspirerende historie. Den er også en virkelig god indgang til at begynde at tale med sine børn om svære emner som privilegier (og mangel på samme), om køn, kultur, fattigdom og noget så essentielt som børnerettigheder og FN’s børnekonvention.

Jeg vil anbefale den fine børnebog bredt børn i indskolingsalderen, som er klar til at tale om de lidt mere barske sider af verden. En smuk bog med et vigtigt budskab.

Kender du en tænksom pode, der skal have den fine bog om Malala i julegave? Find den her.

Warhol-gennemsyret Newyorker-dystopi – THE MONSTER af Madame Nielsen

/ Litteraturformidleren.dk / Skriv en kommentar

The Monster

THE MONSTER af Madame Nielsen

Roman – Gyldendal – 2018 – 195 sider – omslag af Thomas Joakim Winther –  anmeldereksemplar fra forlaget

“Og da de løftede ham ud af stolen og tog ham i deres arme og bar ham op ad trappen og lagde ham i den lysende hvide velour og trængte ind i ham, var smerten, idet såret, der hver dag skulle læges og hver nat igen sprænges og aldrig, aldrig i livet lukke sig helt, ikke hans, men menneskenes smerte … og han tænkte, at han var deres slave, som om han ikke var deres slave … og han tænkte, at han ikke ejede sin krop mere, end de eller nogen anden gjorde, han og den var bare til rådighed, et potentiale, de og han selv og enhver anden kunne gøre brug af… og han tænkte, at han var den rest, tiden havde efterladt … og han kunne mærke, hvordan tiden, ikke bare hans egen, men den tid, han og alle andre mennesker levede i, begyndte at trække sig sammen og ende … Historien var ikke forbi, den var bare, lige så roligt, i ufattelig hast, ved at ende …”

En ung europæer drager til Amerika med det beskedne mål, at ændre Historien. Året er 1993, Twin Towers er endnu uberørte, verden skal snart ændre sig. Han ankommer med 150 dollars på lommen og en liste af telefonnumre på en række værter, som angiveligt tilbyder husly uden betaling. I form af penge i hvert fald. Han tilbringer stort set sin tid enten i The Garage hos performancegruppen The Wooster Group ventende på at blive en del af deres “show”, og dels hos et par mærkværdige tvillingebrødre i en velourbeklædt lejlighed efter mørkets frembrud. Uden at vide helt hvordan det skal foregå, afventer han sin chance for at træde ind i Historien, ændre Amerika, verden for altid.

The Monster er, som det fremgår på bogens omslag, “en  New York-gyser, en vision om det, der skal komme”. Det er en dystopi, en warholsk rædselsfortælling om et samfund, hvor det særskilte er udskiftet med det upersonlige, kopierede, evigt gentagende. Med uendeligt lange sætninger, ustandseligt afbrudt af forskellige indskydelser i parantes, udfoldes en bizar fortælling om et samfund, hvor intet længere er oprigtigt.

Hovedpersonen i romanen er en Willem Dafoe-kopi, med sin galoperende megalomani og arrogance indtager han New Yorks gader som sine egne, som en slags nyankommet Messias. Med sig har han en lille rygsæk, omkring 150 dollars og fortællingen om dengang han fik Sovjetunionen til at bryde sammen og Muren til at falde.

Han indretter sig hurtigt i en hverdag med sirligt præcise ritualer, hvor de fleste dage er gentagelser af den foregående ned i de mindste detaljer, hvorfor tidsoplevelsen på sin vis udviskes. I et års tid udlever han de samme mere og mere præciserede gentagelser. Livet leves i dagtimerne hos the Wooster Group og efter mørkets frembrud i lejligheden hos de to tvillingeværter, i et særhedskabinet af dimensioner. Her reproduceres  den samme rædselsvækkende ekstatiske akt nat efter nat, i grænselandet mellem nydelse og afsky, lykke og absolut undergang. I tvillingernes køkken indtager han hver morgen det samme måltid, som en slags omvendt last supper. Og i selvsamme køkken hænger bogens forsidefotografi af to tvillingebrødre mellem deres mor og far på en sneklædt villavej i en amerikansk provinsby, hvilket er af stor betydning for fortællingen.

Man behøver ikke at være særligt velbevandret i Andy Warhols univers, for konstant at at støde på de mange referencer til hans filosofi, liv og kunst. Her er magre hvidhårede skabninger, velour i vulgære mængder, endeløse genoptryk i pastelfarvet silke. Her er amerikanske ikoner af masseproduktion, Heinz tomatketchup, Warhol-kopier og hamburgers. Her er livet (og døden, hvilket er en og samme ting) én lang performance, en upersonlig, kontinuerlig forestilling, som i sin evige cirkulære bevægelse afslører tidens gang i kødet, forgængeligheden i kroppen og dens væsker. Gentagelsen eliminerer alt unikt, og en monstrøs umenneskelighed tager over. Natten og mørket er centralt i romanen, måske fordi alle bliver ens her?

“At the bottom of the Darkness / There is a hole / That’s where the Darkness comes in / And that is the only way / Out “

Mine forventninger til The Monster var høje, og de blev i høj grad indfriet. Madame Nielsen skriver med så stort plotmæssigt overblik og sprogligt overskud at jeg gang på gang blev blæst bagover. Sætninger, som synes endeløse, og samtidig fremstår så præcise og gennemtænkte. En vulgaritet i sproget, som fylder læseren med både afsky og nydelse. Desuden er intertekstualiteten så vidtfavnende at enhver med kærlighed til verdenslitteratur og -kunst behages. Eminent og anbefalelsesværdig til dig, der ikke har for sarte nerver og som begejstres af voldsom, tankevækkende og grænseoverskridende litteratur. 6/6 hjerter.

6 hjerter

Læs den, og lad dig overmande af gentagelsens kvalmende nydelse. Lån bogen her eller erhverv dig dit eget eksemplar her.

Tab, sorg, skyld og skam som både private og fælles anliggender – ALT HVAD DU EJER af Caspar Eric

/ Litteraturformidleren.dk / Skriv en kommentar

FC22D990-0392-4823-A830-D52E62001B36.jpg

ALT HVAD DU EJER af Caspar Eric

Poesi – Gyldendal – 2018 – 296 sider – omslag af Kasper Vang – sponsoreret: anmeldereksemplar fra forlaget

“Du tænker stadig på det barn der ikke er der // hver gang du ser en barnevogn på gaden // og nogle gange bliver du lettet // over at det ikke er dit // trætte og ensomme legeme // der skal stå der og holde fast om en kop kaffe // og blive tvunget til at gå tidligt i seng // og føle at ungdommen er forbi // men de fleste dage er det anderledes // også selvom barnet aldrig // har eksisteret som andet end fantasi // men embryo er sådan et umuligt ord “

Alt hvad du ejer er en fortælling om tabet af et barn, en kæreste og en forestillet fremtid. Bogen tager sit afsæt i Caspar Erics egen oplevelse med at miste et barn i 11. uge af graviditeten og derefter sin kæreste og den fremtid, de havde udsigt til. Men det er også en meget større fortælling om en sorg, som mangler et sprog, om en verden i afmagt og om afstanden mellem mennesker. Det er højaktuel og relaterbar poesi om at blive voksen, om at finde en plads og et fællesskab i verden.

Ikke en side i den 296 sider lange bog er irrelevant, hver eneste lille tekstbid er uprætentiøs, små strofer, som bare fungerer uendeligt godt og poetisk uden at prøve for hårdt. Bogen er et enormt privat, selvransagende projekt og samtidig en refleksion over en verden i sorg, om flygtninge, klimakrise, om racisme og normative forventninger. Caspar Eric skriver forfriskende konkret og privilegiebevidst om emner som bl.a.  racisme og hvidhed, eller som i nedenstående eksempel om køn:

“Da kvalmen begyndte // kunne hun ikke holde ud // at stå længe i osen fra maden // så du brugte mere og mere // tid i jeres køkken // gjorde det langsomt til dit // men forventede stadig ros // fordi nogen åbenbart har lært dig // at du måske har fortjent et blowjob “

Hele vejen igennem adresseres et digter-du. Gennem 2.-personsfortælleren lægges der på en måde en afstand til sorgen, man bliver i stand til at observere den udefra, hvilket hjælper til at løfte fortællingen op fra at være et enkelt menneskes private historie og til at kunne læses som en almenmenneskelig fortælling om tab.

Formen i Alt hvad du ejer virker løs og forholdsvis ustruktureret og så alligevel ikke. Bogen er inddelt i tretten lige store afsnit, nemlig 22 sider, adskilt af den karakteristiske cirkel, som også pryder omslaget. Cirkelformen har betydning på flere niveauer i Alt hvad du ejer, den cykliske bevægelse, som en alternativ tidsregning, et cirkulært narrativ. Cirklen i  cirklen drager associationer til blommesækken i livmoderen,  til individet i fællesskabet, mennesket i verden og verden i mennesket, livet i døden og døden i livet, historie og fremtid sammenvævet. Den mayanske kalender “Tzolk’in”, som spiller en rolle i bogen, er netop også en cirkel i en cirkel (også inddelt i tretten), et symbol på en alternativ måde at tænke tid på. Og således kører fortællingen rundt i fortid, nutid og fremtid med den ufrivillige abort som centrum, efter de tretten uger hvor de troede, at de skulle være forældre.

Jeg har ikke tidligere læst noget af Eric og kan derfor ikke udtale mig om udviklingen i forfatterskabet, eller drage paralleller til tidligere udgivelser. Alt hvad du ejer har været min indgang til et forfatterskab, som jeg straks må læse mere af, og som jeg ser frem til mere fra. Hvis du ligesom jeg har været alt for tung i optrækket til at komme i gang med at  læse den anmelderroste Caspar Eric, så er det eddermaneme på tide at komme i gang. 5/6 hjerter herfra.

hjerter5

Intrigued? Find Alt hvad du ejer her.

8702266894.jpg

Enestående debutroman om indfødte amerikanere – DER DER af Tommy Orange

/ Litteraturformidleren.dk / Skriv en kommentar

C095A5C3-9B9E-412D-A897-DF151E658577.jpg

Der der af Tommy Orange

Roman – Politikens forlag – 2018 – 288 sider – oversat fra engelsk af Rasmus Hastrup – omslag af Harvey Macaulay – sponsoreret: anmeldereksemplar fra forlaget

“Orvil vidste, at han ville danse, første gang han så en danser i fjernsynet. Han var tolv. Det var i november, så det var let at finde indianere på tv. Alle andre var gået i seng. Han zappede rundt mellem kanalerne, da han så ham. Der på skærmen, i fuldt ornat, bevægede danseren sig som om tyngdekraften betød noget andet for ham. Det mindede på en måde om breakdance, syntes Orvil, men på én gang nyt – endda cool – og ældgammelt. Der var så meget, han var gået glip af, så meget, han ikke havde fået. Ikke havde fået at vide. I det øjeblik, foran fjernsynet, vidste han det. Han var en del af noget. Noget man kunne danse til. “

Indfødte amerikanere, efterkommere af indianere bærer både på en unik kultur og på en blodig historie. I Der der møder vi tolv skæbner, tolv fortællinger om et folk, som man oftest kun hører om i datid. Hver fortæller de en glemt historie, om et indiansk folk, som er mere og andet end et karikeret ikon, en udklædning, et menneske i reservat. I romanen møder vi kvinder og mænd, unge og gamle, mennesker på kanten af afgrunden og mennesker i nogenlunde trivsel. Alle har de deres kulturelle ophav til fælles, alle er de mærket af den vold, der på flere forskellige niveauer blev begået og stadig begås mod det indianske folk. Alle fortællingerne har sammenhæng et sted, alle karaktererne har forbindelser til hinanden, træder ind og ud af hinandens liv, og fortællingen om de tolv skæbner kulminerer i en Powwow, i et intenst sidste kapitel.

Imponerende handlingsforløb og sammenhæng

Der der er en usædvanligt velkomponeret, handlingsmættet roman om en gruppe mennesker som gennem generationer er blevet marginaliseret eller glemt. Det er et spind af forskellige skæbnefortællinger og en historie om, hvordan ens kulturelle ophav kan have betydning for hele ens liv og ageren. Der der er en ualmindeligt velskrevet bog, som, når man først har givet sig i kast med den, er umulig at lægge fra sig igen.

Romanen sætter forskellige store emner på dagsordenen. Ud over hele det kulturelle aspekt så er emner som tab, sorg, svigt og forældreskab også gennemgående temaer. I kraft af den indianske kultur spiller natur, mystik og alternative behandlingsmetoder også en vigtig rolle. Og så er der desuden lagt i ovnen til en kritisk samtidsdiagnose, som da den ældre Bill oprøres over ungdommens forfald:

“Han kan ikke holde ud, at de unge får lov at være sådan nu til dags. Forkælede babyer alle til hobe. Ingen hård hud, ingen sejhed længere. Der er noget forkert ved det hele. Noget ved det evindelige skær fra telefonskærmene på deres ansigter, ved den alt for hurtige måde, de taster på deres telefoner på, deres kønsmæssigt flydende mode, deres ultra politisk korrekte adfærd, samtidig med at de mangler enhver form for sociale færdigheder og almindelig gammeldags høflighed. “

Det relativt store persongalleri fungerer, hver karakter former sproget, der er en klar stemning af den enkelte person i hvert kapitel. De hyppige synsvinkelskift og spring i tid og sted fungerer upåklageligt, omend jeg ind imellem måtte bladre tilbage i romanen, for at huske hvem den pågældende person nu var. Alle er de beskrevet så nuanceret, så forståeligt og jordnært, at det er svært at forestille sig at de er fiktive figurer og ikke mennesker af kød og blod. Karaktererne vokser under huden på læseren, bliver i følelserne, i erindringen længe efter bogens sidste side er læst.

E92BFAAB-008A-4DD8-91CF-F6C16F7C2BE0

Imponerende debut efterlader håb om mange flere bøger

Der der er Tommy Oranges debutroman, hvilket er mig helt uforståeligt. Relativt tidligt i bogen vidste jeg, at dette er en roman, jeg kommer til at læse igen. At man kan skrive noget så gennemført, velkomponeret, gennemresearchet, nuanceret og med et samtidigt historisk og litterært overblik, efterlader mig med en enorm respekt, nærmest ærefrygt, og en uslukkelig tørst efter mere fra hans hånd. Hvis du kun har tid til at læse én roman dette efterår, så lad det være denne. Nå ja, og så er bogen tilmed en fryd for øjet.

Herfra de varmeste anbefalinger og fuldt hus af hjerter – intet mindre kan gøre det.

6 hjerter

Køb dit eget eksemplar af bogen her – det vil du ikke fortryde!

Der_der_FINAL_2.indd