Jeg ringer til mine brødre af Jonas Hassen Khemiri

Novella – Forlaget Korridor – 2019 – 118 sider – oversat fra svensk af Anna Tydén – omslag af Mattias Wohlert – anmeldereksemplar fra forlaget

“Lige så snart I forlader hjemmet, ophører I med at være jer. Pludselig forvandles I til repræsentanter, og derfor er det af yderste vigtighed at I koncentrerer jer om at smelte ind. Smil til alt og alle (inklusive husdyr og mannequindukker). Gå maksimalt normalt. Tak højlydt når nogen holder en dør. Undskyld jeres eksistens. Hvisk i metroen, grin afdæmpet i biografer, forvandl jer til en usynlig gasform.”

Stockholm rammes af flere bileksplosioner, hvilket naturligvis ryster samfundet. Måske i særlig grad Amor og hans omgangskreds, som ringer sammen, forbereder sig på det, der skal til at ske. For når hændelser af den karakter finder sted, bliver alle øjne rettet mod dem, der har et højere melaninniveau end den gennemsnitlige svensker. De bliver en fælles krop, de bliver frem for alt nogen, der matcher et signalement. Gennem den højspændte fortælling, som udgår fra Amors tanker, udviskes grænserne mellem offer og forbryder, mellem indbildning og virkelighed. Paranoia og forvirring trækker et tungt spor gennem bogen, hvor Amor bliver mere og mere konfus og i tvivl om sin rolle i det hele. Er han offer eller forbryder? Er det helt uden grund at alle fingre peger på ham?

Jeg ringer til mine brødre falder under genren novella – en genre, jeg desværre ikke støder på så tit. Novellaen som genre har mange kvaliteter, den kan i vellykket form en helt masse. Teksten er kortere end en roman, men længere end en novelle. Og så strækker den skrevne tid sig ofte kun over en enkelt dag eller et enkelt døgn, hvilket kræver en del af fortællingen og sproget. Det hele føles mere intenst og kompakt. Det er en genre, der kræver en gennemarbejdet komposition, der er ikke plads til overflødige ord – en kunst, Jonas Hassen Khemiri mestrer fuldt ud.

I Jeg ringer til mine brødre kastes læseren ubarmhjertigt ind i den racialisering, der er strukturelt forankret i vores samfund og som ofte er ret usynlig for mere privilegerede samfundsgrupper. Som en del af den hvide majoritet kan man virkelig få lirket lidt til sin privilegieblindhed, hvilket er så ufatteligt vigtigt – og som jeg i øvrigt ikke synes skønlitteraturen bidrager til særlig tit. Når Amor fortæller hvordan han gør et nummer ud af at vise tydeligt, at han smider sit tyggegummi i skraldespanden i stedet for på gaden, så alle kan se at han ikke er som “dem man hører om i medierne”, eller når han afslører en telefonsælger i at bruge et mere svenskklingende navn end sit eget for at blive modtaget mere positivt, så træder de her små naturaliserede forfordelinger frem. Små byggesten, der konstant og næsten usynligt understøtter en uhyggelig rangordning af mennesker. Jeg ringer til mine brødre tilbyder mange virkelig interessante indblikke i hvordan det er at være menneske i en racialiseret krop. Amor føler sig konstant overvåget og han er under konstant overvågning af sig selv. Det er tankevækkende og skræmmende og ulykkeligvis helt genkendeligt i et vestligt samfund.

Og nu tænker du måske at Jeg ringer til mine brødre er deprimerende læsning, men selvom emnet er tungt og trækker en overskyggende følelse af magtesløshed med sig, så er Khemiri i stand til at skrive om det på virkelig humoristisk vis, hvilket gør læsningen til en absolut fornøjelse og bogen hurtigt slugt. Jeg ringer til mine brødre er en af de bedste bøger jeg nogensinde har læst. Simpelthen. Min første gennemlæsning varede en tur fra København til Helsingør og tilbage igen. Og samme aften gav jeg mig så til at læse den igen. For det er en interessant, øjenåbnende og afsindigt vigtig roman. Bogen tilbyder et skræmmende indblik i tilværelsen som etnisk minoritet i vesten, en forståelse af hvordan det er at være udpeget, den evige Anden, hvordan det er at være under konstant opsyn og mistanke, når man racialiseres og forstås som en gruppe frem for et individ. Jeg ringer til mine brødre burde være pensum alle steder, den burde læses af alle, og måske særligt de, der for nyligt har stemt lidt langt mod højre.

Bogen afsluttes med bonusmateriale i form af Khemiris åbne brev til den svenske justitsminister, Beatrice Ask, fra 2013, som blev Sveriges mest delte artikel nogensinde. Og det er der god grund til, for budskabet er så vigtigt og det er så spot on formidlet. Her inviterer han hende til at bytte krop for en tid, at låne den racialiserede krop, præcis som man får mulighed for når man læser Jeg ringer til mine brødre. Jeg kan ikke andet end at give denne helt særlige lille bog det maksimale antal hjerter og en varm anbefaling til ALLE, og så runde af med en af de mange passager med virkelig skarptskårne budskaber fra artiklen, som rammer lige på kornet:

“Og I siger: Alt handler om prioriteringer, og vi har faktisk ikke uendeligt med ressourcer. Og vi svarer: Hvordan kan det være at der altid er penge når ressourcesvage skal forfølges, men aldrig penge når ressourcesvage skal forsvares? “

Køb bogen til dig selv og alle du kender her.