Start 2020 med overblik, struktur og kreativitet – Bullet Journal-metoden af Ryder Caroll

Processed with VSCO with 6 preset

Bullet Journal-metoden af Ryder Caroll

Nu er januar så småt ved at være et overstået, gråt kapitel, den værste champagnehovedpine er blot et sløret minde, og nogle morgener er der dét der særlige over lyset. Det lys, der bebuder, at vi går lysere tider i møde. Når vi når dertil på året, mærker jeg altid den samme sprudlen, forventning og et støt stigende energiniveau. Jeg går i gang med hovedrengøring, vinduerne skal pudses, så lyset kan komme ind i vinterhulen, og så får jeg en overvældende lyst til at drømme om det kommende år og planlægge. Hvis du har det ligesom jeg, er det måske nu, du skal i gang med planlægningen af året. Og hvilken bedre måde er der at få styr på drømme og planer, end ved at nedfælde og visualisere dem? Her kommer bullet journal-metoden ind i billedet.

Det er ikke en ny trend, det der med bullet journals. Faktisk har min Instagram bugnet af smukt dekorerede sider fra bullet journals i årevis. Men det er stadig en virkelig god måde at tracke sit liv og planlægge fremtiden på, mens man samtidig er kreativ og mærker den meditative effekt ved at skabe små ordner på prikket papir. Til de endnu uindviede kan man sige, at en bullet journal er en kobling af en dagbog, en to-do liste og en ønskeliste – et overblik over fortid, nutid og fremtid i ét system.

Selv har jeg praktisk talt ingen erfaring med at bruge en bullet journal, så for første gang i bloggens historie har jeg fået hjælp af en gæsteanmelder – Charlotte, som er hardcore bullet journalizer (ja, det ord fandt jeg selv på. Kald det sprogudvikling.). Hun har de seneste måneder afprøvet bogen Bullet Journal-metoden, som er en guide til, hvordan man kan bruge sin bullet journal på forskellige måder:

Jeg skulle mene, at jeg er rimelig meget i målgruppen for denne bog. Mit hoved er ofte ved at eksplodere af tanker, følelser og idéer – som ofte aldrig bliver til andet end en begyndelse. Jeg har altid haft en notesbog til alt, lister, post-its, og glemt dem undervejs, så jeg ikke vidste, hvor jeg nu havde nedskrevet dén tanke, eller hvordan jeg nu skulle definere den nye tanke, for at vide hvilken notesbog, den skulle nedfældes i. Udbyttet af disse notesbøger har været lettere utilfredsstillende.

Jeg blev draget af Bullet Journal-metoden nok først og fremmest på grund af de kreative løsninger, der skinnede ud af telefonskærmen fra Instagram. Men da jeg undersøgte nærmere om den mere praktiske idé bag, blev jeg hooked. Forfatteren fremhæver i begyndelsen hvad man vil få ud af at læse bogen. Idéen er at bruge sin tid meningsfuldt. Det var behagelig læsning, og jeg følte mig i hyggeligt og hjælpsomt selskab.

Sproget er meget jordnært, og teksten er suppleret med eksempler fra forskellige mennesker, der har fundet værdi ved brug af metoden. Til tider kunne det føles lidt højtravende at læse om noget så simpelt som at føre notesbog, men den handler om mere end det, og jeg synes den gav god mening og nogle gode fifs. Bogen er meget let læst, og den egner sig godt til at lære en nybegynder ud i den ædle bullet journal-kunst, men fungerer derudover også som hjælpsomt opslagsværk efterfølgende. Jeg er muligvis ikke den rette til at udtale mig om, hvordan bogen ændrede mit liv og hjalp mig til at opnå de vildeste mål. Trods dette, har jeg haft glæde af bogen. Det har givet mig noget ro på tankerne at have tingene samlet. Det er hyggeligt at nørkle med og være lidt kreativ, samtidig med at jeg har styr på mine planer og tanker. En Bullet Journal kan betragtes som en ”levende selvbiografi”, og hvordan fortællingen skal gå, må man ikke glemme, er man en stor del af vejen heldigvis selv herre over at fortælle.

Hvis 2020 bliver året, hvor du skal ind i bullet journal-gamet, så er Bullet Journal-metoden et rigtig godt sted at starte.

Læs mere om Bullet Journal-metoden her.

Anmeldereksemplar fra forlaget.

 

Fortællingen om en revolutions opblomstring og undergang – Byen vinder altid af Omar Robert Hamilton

Byen vinder altid af Omar Robert Hamilton

Roman – Rebel With a Cause – 2019 – 328 sider – oversat af Iben H. Philipsen – anmeldereksemplar fra forlaget

“En flod af blod slæber sig hen over asfalten på Tahrir. De sørgende sidder langs bredden. Smerten, når et liv forsvinder. Han går tavst langs floden. Pladsen er tom nu, mørk og kold. Denne nye kamp har været langvarig. Khalil følger blodsporet, følger forsigtigt de sten, der nu danner rammen om denne helligdom. Det må være her, blødningen begyndte, i det mørke varme midt på pladsen. De gik til angreb om eftermiddagen, flyvende kugler foran mænd i skudsikre veste. Han må være faldet her. Han ser mændene, som løfter en ung krop mellem sig, ser tøjet søbet ind i blod, politiet, som sætter efter dem. Døden fører dem nordpå. Pladsen er tom nu. De går snart til angreb igen. “

I Kairos gader er en moderne revolution i gang. Midt i oprøret står Mariam og Khalil, to unge aktivister, som satser alt for drømmen om en fri fremtid, en reformation af det samfund, de lever i. Gennem højspændte kampscener i byens gader, hjerteskærende magtesløshed på de overfyldte lighuse og i ophedede politiske diskussioner i masseprotesternes pauser, hvirvles læseren ind i romanens intense stemning. Det føles næsten som at have været der selv, som en flue på væggen, observerende den revolutionære eufori og den uendelige sorg, da nederlaget erkendes.

Ét ord har især fulgt med mig gennem hele læsningen af Byen vinder altid – højspændt. Debutromanen er så utroligt intens, på godt og ondt, forstået på den måde, at man virkelig trækkes ind i tumulten, forvirringen og det kaos, der hører til gadekamp. Men samtidig er intensiteten så konstant, at man kan blive helt stakåndet og mentalt udmattet af læsningen. Ind imellem måtte jeg holde en pause, fordi de mange indtryk, hurtige dialoger, sceneskift og skift i karakterfokus gjorde mig mere konfus end opslugt.

Byen vinder altid er en vigtig og interessant bog, det er en bog, der stiller krav til sin læsers forståelse af de politiske dynamikker, der spillede ind i det arabiske forårs opblomstring og nedbrud. Det er således ikke en læseoplevelse, man kommer sovende til.

En af de mest interessante og vigtige pointer for den gængse europæiske læser af Byen vinder altid, er i min optik det, at de revolutionære unge ikke, som nogle måske har forestillet sig, stræber efter et vestligt demokratisk forbillede. Det er ikke vores samfund, vores måde at gøre demokrati på, der kæmpes for. Revolutionen søgte at skabe nyt, at forene på nye måder, at åbne op for nye fordelinger af magten. For et demokrati, som vi forstår det, kan være ligeså undertrykkende i sin kerne som et militærstyre. Den ene form er lige så styret af kapital, som den anden:

“Han tænker på det hele tiden. Broderskabet vil have valg. Hæren vil have valg. USA vil have valg. Og det i sig selv er vel grund nok til at lade være? Valg er dødsstødet i politik. Stemmeurnen har kun et eneste formål: at kvæle revolutionen. Demokrati er altid til salg, det gælder bare om at byde højest. Vi vil have noget andet, noget, som endnu ikke er defineret.

Ingen tvivl om at Byen vinder altid er vigtig og vedkommende læsning. Desværre var det samtidig en lidt for konfus omgang for min smag, og jeg mistede ind imellem orienteringen i de mange hændelser. Desuden er persongalleriet ret omfattende og ikke særlig velbeskrevet. Derfor får læseren kun en vag fornemmelse for de to karakterer, Khalil og Mariam, og resten bliver noget mudret. Romanen anbefales  primært læsere med stor forudgående viden om det arabiske forår og de komplekse dynamikker, der startede og druknede revolutionen. Uden denne viden er romanen en lang, konfus oplevelse og lidt træg at komme igennem. Her fra får den tre ud af seks hjerter.

hjerter3

 

Nysgerrig? Find et eksemplar af Byen vinder altid på biblioteket eller på forlagets hjemmeside.

Enestående novella om begær, desperation og magt i det moderne Kina – Uendelig lidelse af Sun Pin

Uendelig lidelse af Sun Pin

Novella – Forlaget Korridor – 2019 – oversat af Sidse Laugesen – omslag af Ida Marie Terkildsen – anmeldereksemplar fra forlaget

“Frygtløst og med løftet pande havde hun forberedt sin egen ofring. Men hvad nu hvis han ikke ville ligge med hende, når hun ren og fin trådte frem og gjorde sig til? Så ville lejligheden være uden for deres rækkevidde. Og dog, hvad betød ydmygelserne imod denne ene mulighed for en lejlighed? En skyskraber fór forbi vinduet, så en kæmpereklame, en smuk mand med et gådefuldt, lokkende smil. Nutidens smukke mænd kunne bryste sig af kønsløshed. Kønnenes forskelle blev langsomt udvisket, forsvandt, mænd blev som kvinder, mens kvinder blev som mænd. Hun så ud på højhusene og tænkte på verden og alle dens mange kolosser, menneskehedens begær, arme strakt mod verden, pengene, magtens monstrøsiteter. Og mens hun tøvede, tænkte hun på, hvordan hun kunne ligge med denne udmattede, gamle mand. Hvilken uendelig skam, hvis ikke han ville ligge med hende. Og tårerne trillede. “

Chu Nanhong bor med sin kæreste, Zhang Qun, og et andet ungt par i en lille, klaustrofobisk lejlighed i en pulserende, tæt befolket kinesisk storby. Hun er freelanceskribent og tjener minimalt men drømmer om en større lejlighed, mere frihed, flere muligheder. Da Zhang Qun en dag kommer hjem fra sit arbejde på en skole og fortæller, at der af hans arbejdsplads vil blive stillet lejligheder til rådighed for nogle få heldige medarbejdere, bringes Chu Nanhongs begær efter et bedre liv i kog, og hun sætter sig for at gøre alt hvad der står i hendes magt for at få fingrene i en af lejlighederne.

Uendelig lidelse giver et for mig ret nyt indblik i den kinesiske samfundsstruktur, og man mærker tydeligt hvordan magt og privilegier er ganske uligeligt fordelt. Og – ikke ulig det danske samfund – er penge en meget direkte vej til at klatre op ad den sociale rangstige. Men hvilken valuta er gyldig, hvis man ikke har penge på kontoen?

Chu Nanhong ser ingen anden udvej end at forføre den mand, der står for fordeling af lejlighederne. Hun tager sine mest klædelige kjoler på, gør sig så attraktiv som muligt, og tropper uanmeldt op på hans kontor. Hun prøver alle tænkelige tilgange, men lige lidt nytter det. Han virker fuldstændigt upåvirket af hendes desperate forsøg på indsmigren. Så let giver hun dog ikke op, der er altid en ny dag, en ny kjole og en ny måde at forføre ham på. Da situationen virker allermest håbløs og tåkrummende, sker der noget. Hun finder frem til hans sande længsel, og jeg tør godt afsløre så meget, at historien – og magtbalancen – tager en uventet drejning.

Det er med stor fornøjelse, jeg har læst Sun Pin. Hun har en helt særlig evne til at skrive dystert, nærmest uden en skygge af håb, og alligevel ramme en til tider ret humoristisk tone. Skriften er voldsom og intens og samtidig meget elegant, og bogen demonstrerer meget fint hvad det er en god novella skal kunne. Der bliver skrevet utroligt meget på få sider, handlingen er hurtigt eskalerende og man sidder tilbage med følelsen af at have læst et stort, fyldigt værk.

Chu Nanhong er en meget voldsom karakter. Kaotisk, presset til sit yderste, emmer hun af desperation, sortsyn og selvforagt:

“Endnu en dag døde mellem hænderne på hende. Hun havde drukket tre kopper kaffe og fremtvunget otte hundrede tegn, otte hundrede, ikke engang nok til at betale for kaffen. Når først man sank så dybt, at man begyndte at sælge sig selv, så var løbet kørt, og i sidste ende kom det vel ud på et, om man solgte sin krop eller solgte sin skrift. Bag solbriller og med computer på ryggen gik hun hjemad mod den blodrøde sol, der sprang mellem højhusene. Hjemme ventede kampen om køkkenet, en kamp, der lignede morgenens kamp om toilettet til forveksling. Sådan fortsatte det dag ud og dag ind, uge for uge. Og som hun gik, trillede en tåre ned bag solbrillens glas, en tåre, som ingen så, og som hun lod løbe, mens hun rettede blikket mod den mægtige aftensol og lod det hvile dér, længe, længe. Hun huskede årene som ung, hip kunstnerinde. Tænk, at hun nu få år senere var sunket så dybt, forvandlet til en ussel, lille ordkræmmer. Ja, ofte havde hun en deprimerende følelse af at befinde sig endnu længere nede i hierarkiet, som luderen, der trækker på gaden”

Chu Nanhong er en interessant karakter, netop fordi hun er desperat. Fordi hun handler med den desperates grænseløshed. Selvom hun agerer på en fornedrende måde og rummer alle de mindre kønne, utiltalende følelser, så kommer man hurtigt til at holde af hende. Hun er et billede på den desperation, der præger Kinas yngre befolkning i en tid med økonomisk usikkerhed og sociale spændinger.

Bogen, som er en del af Korridors forrygende novellaserie, er meget smuk i al sin enkelthed. Skarp grafik og enkle, fine farver. Mat og blank, mørk og lys. De øvrige nytilkomne bøger i novella-serien – som fortjener deres helt eget indlæg hver især – er de smukkeste bøger, jeg længe har set. Med enkle illustrationer, de smukkeste, støvede nuancer kantfarver og tilmed bogmærker, der passer til. Gennemført. En anbefalingsværdig bog, der er hurtigt læst, og som helt sikkert vil kalde på en genlæsning eller to. En obligatorisk julegave til dig selv og alle dine litteraturelskende venner. Fem ud af seks hjerter.

hjerter5

Find bogen her.

Litteraturformidlerens julegaveservice: Læsværdig, lækker litteratur i lommestørrelse

Bøgerne er en gave fra forlaget – holdningen er som altid min egen.


Så stod den her igen og bankede utålmodigt og insisterende på døren, den søde juletid. Det betyder julegaver, og som altid har jeg en forkærlighed for de hårde, kantede af slagsen til børn såvel som voksne. (Gode) boggaver er for mig en gave der bliver ved med at give, og er man ikke med på genbrugsgavebølgen endnu, så synes jeg bøger er en lidt mere meningsfuld nyproduceret ting at købe end et eller andet vilkårligt stykke plastiklegetøj eller endnu en sweater til bunden af klædeskabet. Nu var det ikke klimavenlig jul det her indlæg skulle handle om, selvom det er et emne der rumsterer meget i mit hoved for tiden. Måske bliver det et indlæg for sig selv.

I anledningen af julens snarlige komme vil jeg hermed præsentere jer for Litteraturformidlerens julegaveservice. En litteraturfanatisk og fuldstændigt subjektiv guide til de fede julegaver til både børn og voksne. Og her i første indslag af føljetonen I alle uvidende har ventet på, er det de voksne vi skal koncentrere os om.

Jeg har for nyligt fået øjnene op for det svenske forlag Novellix, som netop har lanceret deres fine bogkoncept på det danske marked. Novellix udgiver noveller i bogform, tilmed i små, fine bogæsker med fire noveller i hver. Konceptet er “Pixibøger for voksne”, småt og godt og overskueligt at læse, lige til at have i lommen på togturen til arbejde. Æskerne har forskellige temaer, og indtil videre er der udgivet to æsker på dansk – danske klassikere i den ene og nyere dansk litteratur i den anden.

Klassikeræsken rummer noveller af nogle af Det moderne gennembruds essentielle litterære stemmer; J.P. Jacobsen, Olivia Levison, Henrik Pontoppidan og Herman Bang. Særligt sidstnævnte, som bidrager med novellen “Irene Holm”, var fantastisk at få genlæst. Æsken med den noget yngre forfatterskare byder på noveller af Helle Helle, Ida Jessen, Jakob Ejersbo og Adda Djørup og er ligeledes velvalgte og litterære guldkorn.

Da jeg kastede et blik på Novellix’ tidligere, svenske udgivelser, fik jeg høje forventninger til forlagets kommende danske udgivelser, foruden et akut tilfælde af samlermani. Nøj, en masse fantastiske og utroligt smukke bøger. Én ting er nemlig Novellix’ godt udvalgt og kuraterede noveller. En anden ting er bøgernes fremtoning i de fineste små pocketformater med afsindigt smukke omslag.

Bøgernes format er oplagt til små gaver, mandelgaven, værtindegaven eller adventsgaven. Det er en virkelig god gave til litteraturelskeren såvel som den grønnere læser, eller den travle småbarnsforælder, der godt gad læse mere, men sjældent får læst mere end et par sider sammenhængende (kender I også typen?). Og så er bøgerne en god anledning til at kaste lidt mere kærlighed efter novellegenren, som jeg ofte synes bliver både overset og undervurderet.

Som I kan høre, har jeg svært ved at få hænderne ned af begejstring over at vi har fået dette fine bogkoncept over på vores side af sundet. Og mens jeg glæder mig til at se hvad de næste danske udgivelser fra Novellix bliver, vil jeg hygge mig med at give små bogpakker i stedet for blomster til december måneds fester.

Tjek Novellix ud her.

 

Sygelig jalousi, Instagram-besættelse og endometriosesmerter – Nora eller Brænd Oslo brænd af Johanna Frid

Nora eller Brænd Oslo brænd af Johanna Frid

Roman – Gads Forlag – 2019 – 196 sider – anmeldereksemplar fra forlaget

“Da vi var gået i seng, fandt jeg mobilen frem. Emil sov, og Norge trængte sig på. Som en led urinvejsinfektion. Og i stedet for en penicillinkur og en masse vand fortsatte jeg med at tørre mig fra røven og frem. Jeg downloadede Instagram-appen igen og besluttede mig for at finde ud af, hvad der var sket derovre vestpå de seneste tre uger. Nora havde været til fest, hyggeligt. Efteråret var kommet til Arsle, pænt. Jeg scrollede, granskede, og pludselig havde jeg Noras mor foran mig. Jeg kunne se, hvor Nora havde fået sit udseende fra, det konventionelt smukke, de høje kindben. Det var som en nedstigning til skærsilden eller som at åbne en skattekiste eller som at gå på en hængebro mellem to fjeldtinder. Der var så langt ned. Jeg kunne mærke det helt ned i maven. “

Johanna er jaloux. Eller, det er vist en underdrivelse. Johanna er sygeligt besat af tanken om alle de fejl og mangler hun mener, hun besidder, og ligeledes sygeligt besat af mennesker, som hun opfatter som bedre end hende selv. Og her kommer Nora ind i billedet. Nora er Johannas kæreste Emils norske ekskæreste, og hun er perfekt. Hun er smuk, sød og elsket af sin familie. Hun tager sig virkelig godt ud på billeder på Instagram og blot dét, at hun findes i verden driver Johanna til vanvid. Hun forbyder Emil at mødes med Nora, hun bringer konstant Nora på banen i deres samtaler, hun tager sågar kontakt til Nora på nettet. Det hele er frygteligt tåkrummende, infantilt og ikke som bogens bagside lover det, sorthumoristisk, men faktisk bare overdrevet og ofte helt uforståeligt.

Samtidig med sin altoverskyggende jalousi, kæmper Johanna med ekstreme underlivssmerter som viser sig at være endometriose. Sygdommen er meget velbeskrevet i bogen, man kan næsten mærke Johannas krop knække under det smertehelvede den udsættes for. Og så er det interessant at læse om sygdommen, som jeg ikke kan mindes tidligere at være stødt på i skønlitteraturen. På en måde går der en linje mellem Johannas to store livsudfordringer – både jalousi og endometriose er usynlige og til tider bagatelliserede men potentielt livsødelæggende.

Der, hvor Nora eller brænd Oslo brænd bliver virkelig interessant er i udforskningen af den meget stærke sammenhæng mellem begær og afsky, kærlighed og had. Johanna gør enorm vold på sig selv ved at opsøge billeder af Nora på Instagram, at svælge i hendes vidunderlighed. Men samtidig giver det hende også en enorm nydelse. Jeg kom sådan til at tænke på bogen Det ækle som jeg læste for et års tid siden. Bogen er en samling tekster om bl.a. sammenhængen mellem afsky og begær, hvordan noget kan være indtagende og frastødende på samme tid (i øvrigt absolut en læsning værd!). Lidt ligesom de der videoer af hudorme der presses mens der filmes helt close up, som florerede på Facebook for et stykke tid siden. Vi drages af ting som helt åbenlyst vil forarge eller frastøde os.

På bagsideteksten postuleres det at alle der har været forelskede vil kunne spejle sig i denne bog. Det er simpelthen så forkert. Jeg ser ingen naturlig sammenhæng mellem forelskelse og en grotesk grad af jalousi. Nora eller Brænd Oslo brænd er ikke en fortælling om en svimlende forelskelse. Det er en bog om mindreværd, selvhad og deraf jalousi. Det er en bog om ikke nogensinde at føle sig tilstrækkelig i et samfund med meget snævre idealer og med uendelig mulighed for at spejle sig i andre på sociale medier. Bogen lykkes glimtvis med at underholde og er meget hurtigt læst, og Johanna Frid skriver godt. Men i det store hele bliver fortællingen om jalousi alt for karikeret, på ingen måde relaterbar. Det bliver trættende og også lidt for overfladisk, for der er ellers potentiale til en dybere og vigtigere fortælling i bogen. Herfra bliver det til tre ud af seks hjerter i denne omgang.

hjerter3

Hvis din nysgerrighed er vakt, kan du finde et låneeksemplar af bogen her eller dit helt eget eksemplar her.

Intens, poetisk og dyster motorvejsprosa – Velkommen til Kontinentet af Katla Styx

Velkommen til Kontinentet af Katla Styx

Kortprosa (eller som forlaget genrebetegner det, motorvejsprosa) – Baggaardsbaroner – 2017 – 79 sider – anmeldereksemplar fra forlaget

“Hun sidder i en bus på den anden side af kontinentet. Hun tænker, at hun forlader alting. Imens hun forlader alting, forlader alting hende. Der findes ting, som hænger sammen på den måde. Det er egentlig ikke særligt kompliceret. Alligevel er det svært at forstå. Vi tramper rundt i vores hverdag med en kampesten på brystet, og vi forstår ikke, hvorfor det føles sådan. Alting er nøgler og tidspunkter og besøg på Borgerservice og flade cykler og telefonopkald til instanser, institutioner, ikke mennesker, altid telefonkø, skrattende musik, tast 1, tast 2, kampesten, kampesten, kampesten. Og så rejser vi væk, og alting forlader os. Det er meget simpelt, men vi glemmer tit, at flugt er muligt. “

Af uforklarelige årsager har jeg aldrig før siddet med en udgivelse fra Forlaget Baggaardsbaroner i hænderne. Efter at have læst Velkommen til Kontinentet må jeg blot erkende at det er en stor fejl.

Det er ingen hemmelighed at jeg er dybt og lidenskabeligt forelsket i en del af de danske mikroforlag. Jeg har tidligere skrevet sider op og ned om emnet, for jeg mener virkelig at kærligheden til litteraturen blomstrer her, at det er hos de små man finder de største mindblowing læseoplevelser. Det er i sandhed også tilfældet her.

Velkommen til Kontinentet er en kort, fragmentarisk bog om en ung kvinde, som bevæger sig rundt på kontinentet, i busser, på færger, fra den ene brune bodega til den næste, fra den ene seng (eller køkkenbord) til den næste. Hun dater ældre mænd, drikker tæt og giver en fuckfinger til en række af de herskende normer. Hun er ikke optaget af at passe ind og hun arbejder ikke på at optimere sig selv og sit liv. Snarere er hun selvdestruktiv, eller som hun selv formulerer det, bærer af et meget presserende dødsønske. Her og der skinner en smertefuld fortid igennem og det er særligt her bogen rammer en nerve, her kravler teksten helt ind under huden og sætter sig fast.

“Dengang hun forsvandt. Røgsvælg, tunge lunger. Grus i skoene. Det mest dyrebare hun ejer. Det han sagde, han sagde: min intention var egentlig at voldtage dig. Hun sagde: – Jeg havde en anelse. Himlen var grå, havet var gråt, havet fra den anden side af jordkloden. Findes der noget andet sted end cementgulvet i strandhuset, findes der noget andet andet sted, findes der nogen anden følelse, end ham ovenpå hende? Tungt, varmt, tunge, der er ikke andet at gøre, hun kan ikke bevæge sig. Hun ser frem for sig, hun ligger på ryggen og stirrer op, øjne, ringe. Skægstubbe, ru. Det gør ondt, der er ikke mere tilbage af hende, han har taget det hele. Cementen kradser i ryggen. Hendes krop er væk, fra nu af bliver hun nødt til at lade som om. Hun vil gerne forsvinde. Ru. Hendes underliv er et krater. Skred. Cement. Der findes en komet. “

Velkommen til Kontinentet er gennemsyret af en dundrende ensomhed, en modvilje mod livet, mod andre mennesker og måske allermest en indre modvilje mod sig selv. Det er dyster læsning, men også befriende læsning om afvigelse og om umuligheden ved at leve. Og så er det våd, fugtig, lækkende læsning. Lige dele frastødende og indtagende.

Bogen, som indledes med sætningen “Jeg vil gerne fortælle om alle de gange, alle de gange” er netop det, fortællinger, fragmentariske nedslag i jegets liv og fortid, uden fornemmelsen af kronologi. Ind imellem ordene mistede jeg orienteringen et øjeblik i denne sanselige og drømmeagtige poetiske fortælling. Der er et hun og et jeg som flyder sammen og som jeg ikke kunne få helt greb om.

En fortælling som Velkommen til Kontinentet vil nok af de fleste tolkes som autofiktion og give anledning til en interesse for forfatteren bag, for denne dysfunktionelle unge kvinde. Men det er vi heldigvis befriet for, for Katla Styx er, som navnet i sig selv emmer af, et pseudonym. Alle forfattere i Baggaardsbaroners katalog er for øvrigt anonymiserede, hvilket er så afsindigt befriende. En befrielse fra den overdrevne interesse for mennesket bag bogen, her får værket fokus.

Denne kompakte lille bog efterlader et dybt spor i bevidstheden. Fuld af intense sætninger og konfuse fragmenter. Det er let at fortabe sig i Velkommen til Kontinentet som er lige dele genkendelig og foruroligende fremmed. Men mest af alt er bogen velskrevet, dragende og poetisk og med en fantastisk fin billedside. Det er litteratur på et virkelig højt niveau, og jeg har faktisk svært ved at få armene ned af blot begejstring. Læs den, og læs den så igen.

6 hjerter

Find dit eget eksemplar mesterlig litteratur til den nette sum af 58 kroner her.

En lille begyndelse bliver til en stor fortælling – Lille Myr af Benji Davies

9788711912768

Billedbog – 32 sider – Carlsen – 2019 – oversat til dansk af Louise Bylov – anmeldereksemplar fra forlaget

Åh, hvor har denne fine, lille børnebog taget begge mine børn med storm. Min treårige tager den selv ned fra hylden, kravler op i overkøjen og fordyber sig i de flotte og dragende  illustrationer. Min halvandetårige peger ihærdigt og råber “Myyyy!”, når bogen til aftenens godnatlæsning skal vælges. For som de fleste andre af Benji Davies’ formidable børnebøger er Lille Myr en forholdsvis enkel fortælling som rammer både børn og voksne, formidlet i smukke billeder i smagfulde farver.

Lille Myr er historien om den lille haletudse, Lille Myr, som er den mindste i sin søskendeflok. De andre haletudser er både større, hurtigere til at svømme og og udvikle sig end hun er. Lille Myrs søskende smider halen, svømmer hurtigere og går fra små haletudser til rigtige frøer, mens hun bare se til og halser efter. Men en dag opdager hun at det tynder ud i flokken af søskende. Hvor de før lå så tæt i en klynge og sov, er der snart ikke andre end hende tilbage. Hvor er Lille Myrs søskende blevet af? Er det dammens grusomme fisk, Gavflab, der har ædt dem én for én? Eller har deres forsvinden andre årsager?

Som før nævnt, holder jeg meget af Benji Davies’ børnebøger, og det samme gør mine børn. Han har et særligt talent for dystre og smukke billeder, og så besidder han en fin evne til at bruge sprogets lyd og rytme, så børnene spidser ører. Her skal det også nævnes, at oversætteren har gjort et fint stykke arbejde med at få oversat disse små finurlige ordlyde og sproglige rytmer til dansk. Det er blandt andet Gavflabs lyd, da han svømmer mod dammens dybe, mørke dynd “glubglubglub glub blub blub”, der er en fryd at læse højt. Og så er der også en del allitteration i teksten, som giver højtlæsningen en fantastisk rytme og flow.

Hvis jeg ikke havde fået tilsendt bogen som anmeldereksemplar, havde den klart været en del af årets adventgaver eller julegaver. Måske kender du et barn der har fortjent en billedbog af høj æstetisk og sproglig kvalitet denne jul?

Find bogen her.

Nyt liv til et af de vigtigste vidnesbyrd om jødeforfølgelserne under 2. verdenskrig – Anne Franks Dagbog, Graphic Diary bearbejdet af Ari Folman og David Polonsky

Grafisk roman – Lindhardt og Ringhof – 2019 – 160 sider – oversat til dansk af Karsten Nielsen – anmeldereksemplar fra forlaget

Umiddelbart lyder det som en lettere udfordrende opgave i mine ører, at lave en ny udgave af den ikoniske Anne Franks Dagbog – og så i graphic novel formatet. Mine første tanker var, at man ikke kan pille ved en så vigtig og alvorlig bog. Alligevel var jeg intrigued, og jeg må sige at mine første tanker virkelig er gjort til skamme.

De fleste kender nok til den hjerteskærende fortælling om familien Frank som skjuler sig  for nazisterne i en hengemt lejlighed kaldet Baghuset under den 2. verdenskrigs tyske besættelse af Holland. Dagbogen beskriver tilværelsen i Baghuset, hvor familien Frank, bestående af Anne, storesøsteren Margot, moren Edith og faren Otto, lever sammen med 4 andre jødiske flygtninge. Vi følger Anne som beskriver hverdagen i skjul og livet som teenager med humørsvingninger, forelskelser og frustrationer med megen humor og sarkasme. Det er på mange måder en interessant fortælling, både fordi Anne formår at indkapsle præcis hvordan det er at være en teenagepige (som jeg svagt erindrer det, et sted i hukommelsens tåger), og fordi det skildrer en så ekstrem situation, som det er at være lukket inde i en lille lejlighed mange mennesker sammen, uden mulighed for at gå udenfor eller have et privatliv. Hun betroer sig til sin dagbog, kaldet Kitty, som bliver hendes private space, den eneste fortrolige hun har:

“Jeg tænker på, om du, elskede Kitty, nogensinde har det som en ko, der skal tygge drøv på de samme fortærskede nyheder igen og igen. Jeg vil tro, du synes det er uudholdeligt, Kitty. De voksne har for vane at gentage deres historier i én uendelighed, og sagen er, at hver gang en af os otte åbner munden, kan de syv andre gøre historien færdig”

Perioden i Baghuset beskrives så nært og indlevende, og det er fuldstændigt ulidelig læsning, når vi på forhånd ved at dagbogen slutter da familien afsløres og sendes i koncentrationslejre, hvor alle pånær Otto Frank dør.

I den grafiske bearbejdning af Anne Franks Dagbog er der selvsagt skåret en del af originalmanuskriptet fra – faktisk fremgår det af forfatterens note i slutningen af bogen, at den grafiske roman ville fylde hele 3500 sider og tage 10 år at færdiggøre, skulle den rumme hele den originale dagbog. Bogen rummer en blanding af klassiske tegneseriefirkanter og hele tekstsider hvor dagbogssider gengives 1:1. Det fungerer enormt godt, selvom jeg tørstede efter flere af Anne Franks fantastisk velformulerede sætninger gennem læsningen. Det er nok en typisk craving fra en serieromanlæser som først for nyligt har begivet sig ind i den grafiske romans intense, mere ordknappe univers.

At læse den grafiske bearbejdning af Anne Franks Dagbog føltes i høj grad som en invitation ind i den originale dagbog, som jeg uden tvivl skal genlæse snarest. På den måde kan bogen blive gateway for nye læsere som ikke tidligere har givet sig i kast med Anne Franks Dagbog. Og det er i mine øjne det der er så fantastisk ved graphic novel genren, at den rammer en målgruppe som måske ikke havde fattet interesse for den oprindelige bog ellers. Den kan lokke nye læsere ind i litteraturen. På samme måde som den tidligere på året udgivne grafiske roman om Jammers Minde tager et klassikerværk og giver det nyt liv – og lykkes helt enormt godt med det. Anne Franks Dagbog – Graphic Diary er en virkelig fin bog, som jeg anbefaler bredt. Fem ud af seks hjerter.

hjerter5

Find den flotte bog her.

Brug bøger til at tale med dine børn om kulturel mangfoldighed – Nour og Noras første dag i børnehave af Camilla Kaj Paulsen

Reklame – anmeldereksemplar

Hvor jeg dog føler en tendens til eskalerende had og frygt for kulturelle minoriteter i Danmark i disse dage – er det bare mig der har stukket hovedet ud af privilegieboblen et øjeblik? Det er et svært omend uendeligt vigtigt projekt at forklare mine børn om gaven ved kulturel mangfoldighed i et samfund hvor de konsekvent møder en “os og dem”-mentalitet og en virkelig hård tone i debatten. Man skal nemlig ikke være ret gammel for at opfange negative kommentarer og det faktum, at mennesker i vores samfund ikke har lige muligheder og ikke anses for at have samme værdi, hvad end det så handler om hudfarve, hvor dine bedsteforældre blev født, køn, kropsstørrelse, indkomst eller noget helt sjette.

Nå, jeg kunne tale om det her emne i ugevis, for det ligger mig virkelig meget på sinde. I stedet vil jeg dele med jer hvordan vi blandt andet griber sagen an overfor børnene herhjemme. En lille del af et større opdragelsesprojekt og en tilgang som fungerer for os, og som selvfølgelig ikke er nogen endegyldig sandhed, opfindelse af den dybe tallerken eller relevant for alle.

De seneste uger har vi læst i billedbogen Nour og Noras første dag i børnehaven, som afsæt for en snak om kulturelle ligheder og -forskelle i børnehøjde. Bogen handler om Nour og Nora som starter i den samme børnehave. De to børn har mange ligheder og omtrent ligeså mange forskelle, og gennem bogen ser vi fra barnets perspektiv hvordan de opfatter hinanden og deres indbyrdes ligheder og forskelle. Bogen griber fat om relevante og for børn forståelige eksempler på forskelle, som fx da de to børn leger med dukker og de nemt finder en dukke der ligner Nora, men faktisk er nødt til at tage en brun tusch i brug for at skabe en, der ligner Nour. Også da de tegner og snakken falder på hvilken tusch der er den hudfarvede opstår der en dialog om hvilken farve der egentlig kan kaldes hudfarvet, for hudfarvet er jo en hel palet af forskellige farver – en debat der for nyligt igen har delt vandene i diverse voksenfora. Derudover fortælles der om forskelle i musik og traditioner som fejring af jul og Eid. Ind imellem tekstbidderne er der talebobler med spørgsmål henvendt til barnet, hvilket fungerer ret godt, nærmest som en introduktion til dialogisk læsning til den højtlæser der ikke er vant til at samtale sig igennem billedbøgerne.

Alt i alt er Nour og Nora starter i børnehave en virkelig fin, gennemtænkt og pædagogisk bog, som giver anledning til nogle gode snakke om kulturel mangfoldighed og ligeværd i børnehøjde. Bogen er næsten en tand for pædagogisk og kan ind imellem virke mere som et foredrag om kulturelle ligheder og forskelle end som hyggehøjtlæsningsmateriale. Historien rummer ikke nogen større, spændende fortælling med finurligheder og overraskende twists. Det er en bog der beskæftiger sig meget konkret med kulturmødet, målet er tydeligt at tale med barnet om disse vigtige emner og ikke at underholde, hvilket er helt fint. Men det gør også at bogen ikke har vundet noget barnehjerte herhjemme. Der er øvelser bagerst i bogen, som er målrettet arbejdet med børn i institutioner og skoler, så man kan lave et projekt omkring bogens tematikker. mmeget fint og gennemtænkt. Det er en anbefalingsværdig bog, som jeg både har haft gavn af som afsæt for dialog med mine egne børn, og som sagtens kan tænkes at benytte mig af i fremtidigt arbejde.

Læs mere, og find bogen og undervisningsmateriale her.

Hjerteskærende beretning om liv og død, had og kærlighed – Tatovøren fra Auschwitz af Heather Morris

Tatovøren fra Auschwitz af Heather Morris

Historisk fiktion – Forlaget Aronsen – 2019 – 262 sider – oversat fra engelsk af Brian Christensen – anmeldereksemplar fra forlaget

“Den røde murstensbygning rager op foran dem. De store vinduer skal maskere, hvad den bliver brugt til, men de enorme skorstene røber dens frygtelige funktion. Ved indgangen mødes de af to SS’ere, som pjatter med Baretzki og ignorerer Lale. De peger mod de lukkede døre længere inde i bygningen, og Baretzki og Lale gårhen mod dem. Lale kigger rundt, da han går hen ad denne sidste strækning af dødens vej i Birkenau. Han ser Sonderkommandoerne af jødiske fanger stå med kuede blikke, parat til at udføre et arbejde, som intet menneske på jorden ville gøre frivilligt: bære ligene ud fra gaskamrene og ind i ovnene. Han forsøger at få øjenkontakt med dem for at få dem til at forstå, at han også arbejder for fjenden. Han har også valgt at holde sig i live, så længe han kan, ved at skænde mennesker af sin egen tro. Ingen af dem møder hans blik. “

Lale er en ung mand da han i 1942 sættes på en kreaturvogn overfyldt med unge mænd der ligesom han selv er jøder. Destinationen er Polen, nærmere betegnet koncentrationslejren Birkenau, Auschwitz. Her oplever han en hjerteskærende mishandling og udryddelse af mennesker  og finder hurtigt ud af at man skal samarbejde for at overleve til at se endnu en dag. Han bliver ret tilfældigt sat til at tatovere fangenumre på nyankomne medfangers arme, et job der sikrer ham nogle sjældne privilegier. Han skånes fra det nedslidende fysiske arbejde, får en seng for sig selv og ekstra madrationer. Han bruger sine privilegier til at hjælpe sine medfanger og får hurtigt gode relationer til mange mennesker, hvilket flere gange skal vise sig at blive hans redning. En dag da Lale endnu engang sidder og tatoverer, er den næste i køen en ung kvinde. Lale forsvinder ind i hendes mørke øjne og her tages de første skridt ind i en forelskelse og kærlighed, der måske bliver begges redning. Tatovøren fra Auschwitz er en fortælling om et skræmmende menneskeligt lavpunkt i nyere historie og en fortælling om en kærlighed, der overskygger selv de mest ufattelige rædsler.

Tatovøren fra Auschwitz er en virkelig tung og skræmmende fortælling. Og det er en fortælling som trækker tråde ind i nutiden, minder os om hvor galt det kan gå når en gruppe mennesker gøres til syndebuk, når et samfund rangordner folk efter religion eller oprindelse. Når et samfund i højere og højere grad accepterer en  umenneskelig behandling af minoriteter (Ja, Sjælsmark, jeg kigger blandt andet på dig). Måske er det derfor der i dag, så mange år efter holocaust, stadig kan udkomme beretninger om disse frygtindgydende begivenheder som indtager bestsellerlisterne – fordi disse rædsler virker så fjerne og ufattelige og alligevel så tæt på.

Jeg kan ikke forestille mig at nogen kan læse denne bog uden at blive følelsesmæssigt påvirket. Det er en fuldstændigt ulidelig barsk fortælling som tager udgangspunkt i virkelige hændelser. Forfatteren Heather Morris har skrevet bogen for Lale Sokolov, ud fra hans egne erindringer og bakket op af historisk dokumentation. Alligevel tænkte jeg et par gange gennem læsningen at Lale fremstilles usædvanligt heltemodig, og at nogle af scenerne er lidt rigeligt filmiske og ikke særligt autentiske. Men bogen er selvfølgelig en historisk fiktion, så der er uden tvivl skruet lidt her og der. Det er en velskrevet, let læst bog, som ind imellem bliver lidt rigeligt følelsesporno-agtig. Jeg har næsten lyst til at kalde den oversentimental, men det kan man vel ikke rigtig tillade sig når det drejer sig om en fortælling om virkelige begivenheder så frygtelige som disse. Måske er det kærlighedshistorien som udgangspunkt der gør det lidt bittersødt til min smag. Når det så er sagt, så er bogen klart (endnu) et vigtigt bidrag til fortællingen om holocaust og en varm anbefaling værd. Det er en barsk bog om medmenneskelighed og umenneskelighed, der ved flere lejlighedder har fået mig til at kramme mine børn ekstra hårdt og dvæle lidt ved det priviligerede og forholdsvis ubekymrede liv jeg er blevet skænket. De fleste af os tager i den grad vore frihed og frie liv for givet, og denne bog er en virksom påmindelse om hvor godt livet er, på denne tid, på dette sted. Og hvor hurtigt det kan tages fra en igen. Fire ud af seks blødende hjerter herfra.

hjerter4

Find et eksemplar af bogen her.