Stemningsmættet hybridværk om en rejse til kontrastfyldte Sicilien – UNDER GULVET GROR DER PLANTER af Maria Molbech og Sofie Hermansen Eriksdatter

UNDER GULVET GROR DER PLANTER af Maria Molbech (illustrationer) og Sofie Hermansen Eriksdatter (tekst)

Grafisk og poetisk hybridværk – Forlaget Silkefyret – 2018 – 70 sider – omslag og opsætning af Maria Molbech – anmeldereksemplar fra forlaget

“I hårnålesving snor bilen sig ned ad
vulkanens skråninger. Små frodige marker
har lagt sig til rette i folderne hvor citrusfrugter
gror, vintræer, kastanjetræer, pinjetræer, de
blomstrer, skyder store strittende knopper,
under næste udbrud smeltes alt, knopperne
krøller sig sammen, træerne lægges ned
stødvist, det knaser og bager og syder,
det spirer igen “

Vi befinder os på en rejse til Sicilien. Planterne svulmer frodigt, solen brænder og luften er tør. Gennem små poetiske tekstbidder og indtagende illustrationer læser vi os ind i en stemning af Sicilien, på godt og ondt. For mellem frodige agaveplanter og unikke natur- og kulturseværdigheder kigger en fattigdom og en slidthed frem, gennem trætte, mørkrandede øjne.

Under gulvet gror der planter er en smuk og interessant lille bog. Der fortælles ikke som sådan en sammenhængende historie og alligevel føles det som om, jeg har været på vandring ved Siciliens agavekaktusbeklædte skrænter. Med en fin minimalisme skrives Siciliens dobbelthed frem, med en rig kultur og natur og en blomstrende turisme på den ene side og en affaldsforurenet, faldefærdig fattigdom på den anden. På denne kontrastfyldte middelhavsø, mellem frodige planter og affald, golde lavasten og spirende planter, tilpasser dyr og mennesker sig:

“Solen er ved at gå ned, da vi møder gedehyrden. 
hærdet og med læderhud. Skraldet har søgt tilflugt
på skråningerne. Gederne gør deres bedste for
at holde det nede. De gylper føden op og findeler
den igen. Papkasser, græstrå, plastikmælkeflasker.
De sicilenske bjerggeders maver er vant til at fordøje
skraldets skarpe kanter. Lortene har mærkelige former. “

 

Bogen fremstår meget flot med Maria Molbechs kontrasttunge illustrationer på kraftigt papir. Dog er nogle af illustrationerne delvist forsvundet i en manglende margin, gemt mellem sidernes limning, og kommer ikke helt til deres ret. Alle eksemplarer af Under gulvet gror der planter er unikke med håndlimet ryg, hvilket er en mægtigt flot idé. Men resultatet er desværre for klumpet til at fungere rigtig godt, og på det eksemplar jeg har fået tilsendt, kan man faktisk ikke læse teksten på bogryggen ordentligt.

Sofie Hermansen Eriksdatter skriver fint og poetisk og formår at skrive en helt særlig stemning frem. Desværre kunne bogen godt trænge til en grundig korrektur – det var faktisk næsten umuligt for mig at finde et helt afsnit uden slåfejl, hvorfor mine citater ovenfor også indeholder sproglige fejl. Det er en skam for en bog, som ellers er gennemført udarbejdet af to talentfulde kunstnere.

Under gulvet gror der planter er en smuk bog, omend ikke uden fejl og mangler. Endnu engang er jeg begejstret over det æstetiske niveau i Forlaget Silkefyrets udgivelser. Det er virkelig en fryd at have en bog mellem hænderne, som ikke blot er smuk, men også eksperimenterende i sit æstetiske udtryk. Det kan de virkelig finde ud af.

Herfra en anbefaling til dig, der begejstres over kombinationen af tekst og illustrationer, og som godt kan lide en anderledes, poetisk læseoplevelse. Det er ikke en bog, der appellerer særlig bredt, men jeg skal være den første til at argumentere for den smalle litteraturs vigtighed. Herfra bliver det til 3/6 hjerter.

hjerter3

Køb et eksemplar af den smukke bog her.

Historien om en pige, der drømte om at gøre en forskel for børn i hele verden – MALALAS MAGISKE BLYANT af Malala Yousafzai

Malala

MALALAS MAGISKE BLYANT af Malala Yousafzai

Billedbog – Forlaget Albert – 2018 – 48 sider – for børn i indskolingen – illustrationer af Kerascoët – oversat fra engelsk af Eva Mosegaard Amdisen – anmeldereksemplar fra forlaget

“En efter en holdt pigerne op med at gå i skole. (…) Hvordan kunne nogle få mænd forhindre alle pigerne i at komme i skole? Jeg tænkte: Hvis flere folk vidste, hvad der skete, ville de måske hjælpe os. At ønske det var ikke nok. Nogen var nødt til at sige det højt. Og hvorfor ikke mig? Jeg skrev om, hvordan det føltes at være bange for at gå i skole. Jeg skrev om, hvordan nogle af mine venner var flyttet væk, fordi vores by var blevet farlig at bo i. Om, hvor glad jeg var for at gå i skole, og hvor stolt jeg var af min uniform. Da jeg først var begyndt at skrive, stoppede jeg ikke igen. “

Malalas magiske blyant er fortællingen om pigen Malala, som så sin hjemby i Pakistan blive forandret af Taliban, som frygtløst begyndte at fortælle verden om hvad der foregik, som har modtaget adskillige fredspriser og som i dag arbejder aktivt for pigers ret til uddannelse som fredsambassadør i FN.

Da Malala var barn så hun et børneprogram i TV om en dreng med en magisk blyant. Med blyanten kunne han tegne hvad som helst, som så ville blive virkeligt. Det fik Malala til at tænke over mulighederne i sådan en blyant – hvis hun havde sådan en ville hun tegne piger og drenge med lige muligheder, gratis skoler og fredelige samfund. Da Taliban tager magten i Malalas hjemland bliver både børn og voksnes rettigheder pludselig voldsomt indskrænket. Pigerne rammes særligt hårdt og får bl.a. ikke længere lov at gå i skole. Malala begynder at skrive til medierne og fortælle om det frygtelige der foregår og hun bliver talerør for hele nationens børn. Hun er modig, ja nærmest frygtløs, og det er da heller ikke uden risici at hun står frem. Taliban prøver at slå hende ihjel, men hun overlever på mirakuløs vis og fortsætter ufortrødent sit arbejde mod en friere verden.

Malalas magiske blyant er en fin og inspirerende historie – Forlaget Albert har udgivet endnu et børnelitterært guldkorn, som kan både oplyse og inspirere vores børn. Bogen formår desuden at italesætte nogle meget barske og vigtige emner uden at blive for grafisk eller uhyggelig i sit indhold – hvilket må siges at være en bedrift, når man behandler emner som krig, fattigdom, vold og undertrykkelse. Emner, som vores børn desværre vil blive konfronteret med på den ene eller anden måde.

Bogen er formidlet forståeligt og i børnehøjde, og så afsluttes den med et afsnit mere målrettet de voksne, hvor historien uddybes og får lidt flere nuancer. Det er en god afrunding af historien at høre mere om hvordan det går Malala og hendes familie i dag.

Historien i sig selv er ikke noget sprogligt mesterværk, men fortællingen som helhed og de fine illustrationer gør bogen til noget ganske særligt.

Malalas magiske blyant er ikke blot en vigtig og inspirerende historie. Den er også en virkelig god indgang til at begynde at tale med sine børn om svære emner som privilegier (og mangel på samme), om køn, kultur, fattigdom og noget så essentielt som børnerettigheder og FN’s børnekonvention.

Jeg vil anbefale den fine børnebog bredt børn i indskolingsalderen, som er klar til at tale om de lidt mere barske sider af verden. En smuk bog med et vigtigt budskab.

Kender du en tænksom pode, der skal have den fine bog om Malala i julegave? Find den her.

Forrygende flerstemmig fortælling kærlighed, længsel, ensomhed, seksualitet og magt – DE POLYGLOTTE ELSKERE af Lina Wolff

DE POLYGLOTTE ELSKERE af Lina Wolff 

Roman – Forlaget Gladiator – 2018 – 304 sider – oversat fra svensk af Louise Ardenfelt Ravnild – omslag af Clara Birgersson – anmeldereksemplar fra forlaget

“Der er omdrejningspunkter i vores liv, begivenheder, der definitivt og uigenkaldeligt forandrer os. Der er mennesker, som udløser disse begivenheder, og som kan være perifere, slørede ansigter i baggrunden på et billede, indtil man en dag indser, at de hele tiden har været centrale. Man er sjældent bevidst om de enkelte øjeblikkes enorme betydning, når man gennemlever dem. Hvordan de rejser sig som tårne og kaster deres skygger ind i andre øjeblikke. Der er meget, som kun kan ses i lyset af et tilbageblik. Og i tilbageblikket ligger nostalgien. Man tror, det var bedre, som det var engang, man ville ønske, at man kunne lade det hele urørt og gå tilbage. Mindes uden nostalgi? Jeg vil gøre et oprigtigt forsøg. “

Efter nogle kulsejlede relationer går Ellinor på nettet i jagten på kærligheden. Hun søger en mand der er kærlig men ikke for kærlig og møder Calisto. Calisto er kulturjournalist og i besiddelse af et for ham meget værdifuldt manuskript. Max Lamas er forfatter, en kynisk, selvoptaget en af slagsen. Han er optaget af kvinder, som han oftest ser som midler til sin egen selvrealisering på den ene eller den anden måde. Han drømmer om at møde en kvinde, som behersker multiple sprog som han selv. Lucrezia er en del af adelen i Rom. Hendes familie er ramt af tragedier og går en fremtid i møde uden hverken velstand eller anseelse. Hun ønsker at genrejse familiens fallerede arv, koste hvad det vil.

De polyglotte elskere er tredelt, i Ellinor, Max og Lucrezias historie. Tre meget forskellige historier, som på imponerende vis kædes sammen på kryds og tværs og trækker sin læser ind i en større fortælling om den umulige kærlighed, om individualistens hensynsløse begær efter selvrealisering på bekostning af andre.

Karaktererne i De polyglotte elskere er parodier på kønsstereotypier og så alligevel slet ikke. Kvinderne er ved første øjekast svage og underlagt mændene, men som bogen skrider frem, forstår man, at det oftest er kvinderne der styrer tingene, som har overblikket og som træffer de afgørende beslutninger. Mændene fremstilles både som driftstyrede, af kødet underlagte mennesker, som alligevel er mere udspekulerede end som så. Alle (mis)bruger de hinanden for at få det, de gerne vil have. Og alle taler de med forskellige stemmer, misforstår hinanden. På bedste Houllebecqske facon er enhver form for oprigtig mellemmenneskelig kærlighed umulig og bag alle relationerne gemmer der sig andre motiver, andre drivkrafter. Romanen mestrer virkelig at udstille disse kønsstereotyper og samtidig nedbryde dem fuldstændigt. Det gøres så ironisk-humoristisk og med så udsøgt et sprog, at jeg slet ikke kan få armene ned af begejstring. Wolff har med De polyglotte elskere bedrevet en afsindigt velskrevet roman, så anderledes, nuanceret og overraskende. Læs den, hvis du holder af  at læse bøger med gennemførte plots, dunkel humor og usædvanlig sproglig begavelse. Bare læs den.

De polyglotte elskere er kort sagt usædvanligt velskrevet. Her fra tildeles den 5 ud af 6 hjerter – det sidste hjerte røg med bogens slutning, som for mig føltes for brat og en smule antiklimatisk, hvilket sad i mig i flere dage – dog sammen med længslen efter mere, efter flere sider i romanen. Meget mere Wolff, tak!

hjerter5

Køb dig selv en fabelagtig tidlig julegave her.

Digte om seksuel frigørelse og selvudvikling eller stagnering og selvudslettelse? – SKAMBIDT af Cecilie Sund Kristensen

SKAMBIDT af Cecilie Sund

Digte – Forlaget Emeritus – 2018 – 136 sider –  anmeldereksemplar fra forlaget

“Nutiden er en stor gang // gratis vold på nettet // som tager os langt ind // i universer der ikke kan leves i // og styrer vores fremtidige // tilgang til kærlighed // Det får mig til at forelske mig // i utilgængelige hjerter // der vil terrorisere mit sind og formå // at overbevise mig om at det er // pisse nice // at være voldelig // i seksualiteten // fordi jeg fandt porno som 12-årig // og så fascineret til // fordi hun smilte når han kvalte hende // og bad om mere // når han rev hende i håret // Er det // sådan det skal være?

Det kan være svært at forstå // når min seksualundervisning // pakker alt ind i ord // der siger // når to mennesker elsker hinanden // har de sex // i stedet for at sige // når to mennesker // har lyst til at have sex med hinanden // kan de have sex // så pornoen bliver kærlighed // og kærlighed bliver smertefuldt // fordi vi ikke lærer // at sex godt kan være lige netop det // eller det modsatte eller noget derimellem // eller langt langt efter // men at kærlighed helst skal være noget mildt // som kluklatter // og gøre dig glad og rolig // Ikke på tæer og med ondt i maven // som jeg fik det // med dig (…) “

Skambidt er en ærlig og brutal digtsamling, en undersøgelse af seksualitet, vold og smerte, af en ung kvindes rolle i verden. Det er 49 digte som ifølge forlaget fortæller historien om en ung kvindes rejse i kroppen og seksualiteten – en vandring gennem frygt og grænser og en hyldest til den frie seksualitet. I beg to differ.

Digterjeget tager sine spæde skridt udi seksualiteten med underkastelse og vold som fast element. Præget af sin omverdens fortælling om hvad seksualitet er, udforsker hun sin egen. Og som bogen skrider frem veksler smerte, ydmygelse og afmagt på forvirrende vis mellem at være kilde til nydelse og besættelse eller til ulykke og frustration. Hvad der først præsenteres som en udviklingshistorie læser jeg i højere grad som forfaldshistorie.

Digtsamlingen er hård og ind imellem desideret ubehagelig læsning. Særligt et af digtene ramte mig som nærmest uoverkommeligt dystert, nemlig digtet Sort:

“Jeg sluger din sorte sæd // som jeg slugte // min mors sorte mælk
Født til at tømme // toksiske mennesker // for deres gift “

Der ligger så meget underkastelse, afmagt og selvhad i de ord, at jeg får svært ved at se digterjeget som andet end en stakkel og et offer. I disse dystre afkroge af digtsamlingen har jeg svært ved at få øje på bogen som en fortælling om en ung kvindes fremskridende seksualitetsudvikling, eller, som forlaget skriver “en hyldest til den frie seksualitet”. Skal den frie seksualitet forstås som retten til at blive banket og bollet samtidig? På intet tidspunkt i  digtsamlingen forstår jeg digterjeget som hverken frit eller i (positiv) udvikling. Det, der fremgår af bogens bagsidetekst bliver i min optik ikke indfriet – i stedet læser jeg digtene som en fortælling om vold, pornoficering og overgreb, som udvikler sig til en mere eller mindre frivillig underkastelse. Digtsamlingen er i mine øjne ikke en udviklingshistorie, men en fortælling om et menneske, der sidder fast i de samme (selv)destruktive mønstre, som ikke søger sit “sande jeg” eller sin egen seksualitet, men som er underlagt et behov for bekræftelse af hvilken som helst art fra andre – hvad end der er tale om et like eller en lussing – til et punkt, hvor hun mister sig selv og dermed også sin frie seksualitet.

Men vi læser selvfølgelig alle med vores egne øjne og snævre perspektiv.

Skambidt rummer digte af forskelligartet kvalitet. I nogle af digtene blev jeg dybt imponeret over Cecilie Sunds evne til at skrive kort, klart og brutalt og samtidig afvikle digtet med en til tider næsten humoristisk tone. Ingen tvivl om at Cecilie Sund har en skarp pen og et særegent sprogligt talent. Desværre er der også nogle digte imellem, som er mere banale.

Et af de digte, jeg fandt virkelig interessant og i tråd med parolen om digtsamlingen som en hyldest af den frie seksualitet, er digtet Billeder. Her udpeger Sund en grundlæggende forsimplende normativ tilgang til seksualiteten, en tendens til at udpege hvad der er “normal” seksualitet, med linjerne:

“Min lærer siger at porno // ikke er rigtig sex // Jeg ved ikke hvad det skal betyde // for fantasierne må da komme // fra rigtige mennesker // der har rigtig sex i deres rigtige liv // Og hvorfor skal jeg nu føle mig forkert // fordi jeg synes det ser så smukt ud // når han spytter hende i ansigtet? “

Skambidt sætter fokus på, hvor snævert og ekskluderende vi taler om sex. Bogen tilbyder også nogle gode tanker om et digitaliseret samfund, som har gjort vores higen efter like-bekræftelse fuldstændig ekstrem og dermed gør os stadigt mere usikre og vaklende i vores relationer til andre mennesker.

For mig at se har digtsamlingen forskellige projekter kørende. Der siges både “jeg vil have lov til at kunne lide vold og seksualitet som sammenflydende størrelser, uden at være forkert” og “det digitaliserede samfund har lært os at sex, kærlighed og vold er det samme, og det kan jeg kun følge blindt”. Det hele føles grundlæggende ambivalent og forvirrende.

For at slutte af med en positiv bemærkning, så skriver Cecilie Sund som sagt godt. Hun formår at skrive store betydninger og følelser frem på en uformel og ind imellem helt minimalistisk facon. Og så kan jeg rigtig godt lide det normudfordrende projekt med at udvide seksualitetsbegrebet, omend jeg ikke synes det lykkes helt. 2 hjerter herfra!

hjerter2

Find dit eget eksemplar af Skambidt her.

Lyserød, lyserød, lyserød

Langtrukken roman om organisationsændringer i en fodboldklub, komplicerede familierelationer og en mørk fortid – MØRK MATERIE af Tormod Haugland

Mørk Materie

MØRK MATERIE af Tormod Haugland

Roman – Forlaget Silkefyret – 2018 – 314 sider – oversat fra norsk af Allan Lillelund – omslag af Michelle Melissa Jakobsen – anmeldereksemplar fra forlaget

“Jeg steg ud af bilen, mærkede regndråberne mod panden. Jeg gik hen til huset, låste mig ind. Mit kære hus. Så længe det varede. Men nu var det slut. Jeg stod i køkkenet, tog en vinflaske frem og fyldte et glas. For der var altid en slutning. Alting havde en ende, om det så var dødt eller levende. Og dette hus var midlertidigt, det havde jeg vidst fra første øjeblik. Jeg havde købt det for at have noget, som var vores, min nye familie. Men sådan gik det ikke. Det gik ikke godt mellem Lise og mig. Det var blevet for svært, for krævende. Jeg var faldet for Lise, Elses datter, min fars kæreste. Ham jeg ikke kunne komme overens med. Ham der havde svigtet min mor og som jeg ikke kunne tilgive, dengang jeg var ung. Ham jeg havde lagt for had. Ham jeg ikke kunne snakke med. Men alt det havde jeg lagt bag mig, jeg havde indset, at jeg måtte lære at lægge ting bag mig, at der kun var én vej, og det var den som fortsatte. “

Atle Vilder er en mand på 52, som bor alene i sit hus i den norske by Gran. En dag modtager han et brev fra den kvinde som er mor til hans datter, og som han er gift med – og som han i øvrigt ikke har set i 28 år. Livet begynder så småt at tage en ny drejning for Atle; han involveres i fornyelsen af den lokale idrætsforening og fodboldklub, han genoptager for længst kuldsejlede relationer, og foråret kommer og bringer døden med sig. Hvad betyder alle disse forandringer, har de en sammenhæng og hvad betyder det for Atles fremtid?

Den overordnede præmis for romanen Mørk materie lyder ved første øjekast både interessant og som en bog, der meget vel kunne rumme en vis litterær dybde. Men Mørk materie er rent ud sagt en af de absolut kedeligste tekster jeg har tygget mig igennem (og dem var der ellers et par stykker af i løbet af danskstudiet). Det skyldes til dels at jeg absolut ingen interesse har i fodbold eller foreningsliv – jeg har faktisk svært ved at forestille mig noget, der kunne interessere mig mindre. Men det skyldes i endnu højere grad den langtrukne, tilnærmelsesvis plotløse tekst, skrevet i et kedeligt sprog og med intetsigende karakterer. Optakten til bogens klimaks synes uendeligt og ikke særlig ophidsende, og da vi endelig – efter hvad der ligner 130 sider – nærmer os noget, der kunne give en eller anden form for udslag på spændingskurven, ja, så kører romanen faktisk bare videre i sin flatlinede, formålsløse fortælling .

Bogens karakterer, i særdeleshed Atle og hans far, taler sammen på en kunstig og distanceret måde. Jeg forstår ham ikke, Atle, hans måde at tænke på eller hans forhold til andre mennesker. Det er mig uvist, hvad han vil, og det er faktisk heller ikke noget jeg higer efter at finde ud af.

Man kan kalde Tormod Hauglands skrivestil underspillet, eller endda tør-humoristisk, som avisen Morgenbladet har gjort det, men jeg vil nu hellere kalde den langtrukken og i længere passager fuldkommen indholdsløs.

Skal jeg dog slutte af med en positiv bemærkning – og det vil jeg helst – så er Mørk materie en ganske pæn bog, og jeg kipper som altid med flaget for Forlaget Silkefyrets æstetisk vellykkede udgivelser. Dog plejer indholdet at leve op til omslaget i højere grad end det er tilfældet med Mørk materie, som kun sniger sig op på et enkelt, langgabende hjerte herfra.

hjerter1

Læs mere om bogen, eller køb den her.

Mørkmaterie.jpg

Ulykkelig forelskelse, ægteskablige problemer eller andre livskriser? Tove har svaret! – SMÅ HVERDAGSPROBLEMER af Tove Ditlevsen

55B33F11-56E9-4211-B62A-4B1D82084F46.jpg

SMÅ HVERDAGSPROBLEMER af Tove Ditlevsen

Samlede spørgsmål og svar fra Tove Ditlevsens brevkasse i Familie Journal 1956-1976 – Forlaget Gladiator – 2018 – 928 sider – omslag af Thomas Joakim Winter – anmeldereksemplar fra forlaget

“Kære Tove Ditlevsen.
Jeg er en ung pige på 16 år, og jeg har en ven
på 18 år. Vi mødtes til en fest her i byen og faldt
for hinanden. Vi bestemte at skrive sammen.
Han skulle skrive først, hvad han også har gjort,
men skriften, sikken skrift! Jeg er sådan indrettet,
at jeg ikke kan lide mennesker, der ikke kan stave
og skrive ordentligt. Hvis han ikke betyder mere
for mig, synes De så ikke, jeg skulle slå op? Hvad
synes De om skriften? Hvad gør man for at kom-
me til at kende nogle jævnaldrende drenge?
Maj

Kære Maj.
       Hvis der ikke er drenge nok i din nærhed, kan du
jo få en penneven eller for eksempel melde dig ind i
en ungdomsklub. Hvad skriften angår, er den rigtig
pæn, men der er i hvert fald én stavefejl i dit brev, og
man skal som bekendt ikke kaste med sten, når man
bor i et glashus. Noget andet er, at du ikke er forelsket
i det unge menneske, så du kan roligt slå op med ham.
Måske er det nok ikke at svare på hans breve.
       Med venlig hilsen, Tove Ditlevsen “

I to årtier hjalp Tove Ditlevsen danskerne med råd og vejledning om stort og småt i brevkassen i Familie Journal. Hun var, som hun selv har udtalt, en kompetent livsrådgiver i kraft af sit eget snørklede og komplicerede liv, og som samlingen Små hverdagsproblemer udfolder, så er der ikke det spørgsmål der er for stort, for småt eller for dumt. Kærligt, kyndigt og ind imellem bestemt og opdragende rådgav hun med stor indlevelse om et bredt spektrum af emner.

Bogen har en enorm underholdningsværdi og jeg smågrinede mig vej igennem mange af indlæggene. Som fx det utal af gange, hvor Tove videregiver sin viden om mænd til fortvivlede kvinder og bl.a. drager paralleller til børn og potteplanter. Eller når hun skruer bissen på og svarer råt for usødet.

Tove Ditlevsen rådgav som sagt om mangt og meget. Der er den unge pige, der er invaliderende forelsket i Paul McCartney (som Tove i 1965 i samme omgang forudsiger er glemt om et par år), der er kuede husmødre, familieintriger, skilsmisseproblemer, ønskede, uønskede og afbrudte svangerskaber. Breve om skyld, skam, håb, ulykke, kærlighed, ensomhed og fortvivlelse. Og midt i det hele er der en stor respekt omkring Tove Ditlevsens rådgivning, men også omkring hende som litterat – mange af brevene afsluttes med spørgsmålet “Hvad mener De om skriften?” – folk skriver altså ikke blot for at få hjælp til deres livsdilemmaer, men også for at få en dygtig forfatters holdning til deres skrift og skrivestil.

Jeg forestiller mig, at brevkassen var datidens pendant til reality-underholdning. Hvis ikke brevene direkte kan læses som selvhjælpsindlæg og relateres til ens egne livsdilemmaer og -kriser, så er det oftest underholdende at snage i andres. Foruden at være god underholdning, så giver Små hverdagsproblemer en indsigt i svundne tider, som et alternativt kulturhistorisk værk. Almindelige menneskers problemer var overordnet sammenlignelige med de, de fleste af os støder på i dag, men det tydeliggøres samtidig, hvor meget vores samfund har udviklet sig, og hvor markant anderledes normer mennesker var underlagt i 1950’erne, 60’erne og 70’erne. Selvom vi i dag har lang vej til et ligestillet samfund, så mærker man tydeligt i både spørgsmål og svar hvilke afsindigt skæve krav og forventninger mennesker var underlagt dengang på baggrund af deres køn.

Tove Ditlevsen har hos mig, som hos så mange andre, en helt særlig plads i både hjerte og bogreol. Jeg har siden jeg var barn været glad for at læse både prosa og poesi af hende. Indtil udgivelsen af Små hverdagsproblemer har jeg dog aldrig læst noget fra hendes virke i brevkassen i Familie Journal, hvilket tilfører en ny nuance til hende som menneske. Der ligger meget af hende selv i mange af brevkassesvarene.

Små hverdagsproblemer er bestemt anbefalelsesværdig, men nok mest for garvede Tove-fans. Det er en bog på uhyre mange sider, og det er en genre, som man godt kan blive træt af i længden, idet mange spørgsmål minder om hinanden. Læs den, hvis du elsker Tove, og hvis du har smag for retro-reality og anderledes kulturhistoriske bøger. Og hvis du i øvrigt har god plads på bogreolen.

1958.1

Billede lånt fra Familie Journals hjemmeside

billede1_4

Billede lånt fra Familie Journals hjemmeside

Klik den flotte, tunge Tove-bibel hjem lige her.

Nordic noir, leksikon over den jyske flora/fauna og endeløse, malplacerede og uinteressante lommefilosofiske tankestrømme – NORDISK VILDT af Daniel Dencik

Processed with VSCO with 6 preset

NORDISK VILDT af Daniel Dencik

Roman – Politiken – 2018 – 488 sider – omslag af Simon Lilholt – anmeldereksemplar fra forlaget

“Jeg finder en pakke cigaretter i mine bukser, sidder nøgen ved et åbent badeværelsesvindue og ryger med udsigt over den våde skov. Skoven lugter stærkere i regnvejr. Der er majmorgener, hvor Jylland ligner en savanne. Himlen ruger på et uvejr, som den ikke har i sinde at give slip på endnu. Men langsomt tager det form et sted ude i fremtiden. Jeg har flakket så meget rundt. Og næsten alt har jeg glemt. Jeg glor ligeud i regnen med en følelse af, at jeg ikke kan huske noget som helst andet end i nat. “

Vi befinder os på et faldefærdigt gods midt i den jyske skov et sted mellem Horsens og Juelsminde. Silas bruger sin tid på at gå på jagt, ryge sig skæv og hade de fleste omkring sig. Han er krigsveteran og tidligere professionel narkoman, han har mistet sit livs kærlighed til sin tvillingebror mens han var udsendt, og  nu sidder han tilbage, alene og bitter og fuld af traumer fra krigen. En dag kommer hans bror Elias, hans svigerinde Sara og deres fælles søn Sebastian på besøg på godset. Stilheden og hadet fylder luften mellem de to brødre og de udveksler kun få ord med hinanden. Efter de har spist middag, beslutter Silas sig for at drage en tur ud i skoven, for at se til vildtet og få lidt kvalitetstid med sin nevø. Men udflugten tager en uventet drejning og ændrer hele den lille families skæbne for altid.

Nordisk vildt tager sit afsæt i den jyske natur, mellem skoven og den altopædende kyst. Mange steder blomstrer sproget frem og de mange (over)udpenslede naturbeskrivelser både imponerer og udmatter. Ind imellem føles romanen som en endeløs optegnelse over den sønderjyske flora og fauna.

Romanen kan inddeles i tre – en interessevækkende og periodisk spændende (meget kort) første del, en langtrukken og kedsommelig midterdel og en selvfølgelig og uinteressant afsluttende del.

I starten af romanen var jeg altså godt underholdt, den ene side tog den næste. Men hurtigt fulgte de lange, intetsigende og til dels malplacerede eller uvedkommende passager i den 488 sider lange roman, som jeg gerne havde været foruden. Den ene bror, Elias fortaber sig i længere ordstrømme om jødisk mystik og sin forskning, mens den anden bror lukker uendelige tankestrømme ud om det liv, der kunne have været – burde have været hans – sammen med brorens kæreste, Sara. Ind imellem er der lange dialoger, hvor romanens personer beskriver og analyserer hinanden til et punkt, hvor det virker kunstigt og påtaget. Det hele bliver lidt fortænkt og ind imellem sad jeg tilbage med følelsen af at være blevet overinformeret – der beskrives i en detaljegrad, hvor læseren udelukkes fra selv at kunne danne sig billeder af fx personer og miljø.

Desuden fremstår persongalleriet mildest talt karikeret. Hovedpersonen er hvad jeg vil beskrive som en “mandekarikatur”, den evige soldat, praktisk anlagt og undertrykkende de fleste af sine følelser, som til gengæld raser ud i jagt eller krig eller stoffer. Hans bror, den sære og selvhøjtidelige akademiker, som er irriterende på så mange niveauer – både i sin religiøse fanatisme og i sin kærlighed for engelske ord, som han bruger ustandseligt. Ingen af brødrene kan lave mad – de er jo trods alt midaldrende mænd, så hvad kan man forvente. Sara, Elias’ kone, er passiv, har hverken kontrol over hvilken bror hun gifter sig med, eller om hun bliver gravid. Hun er kvinden som skal beskyttes fra den barske virkelighed, koste hvad det vil. Som drager omsorg og bager theboller og hvis omdrejningspunkt i livet er at være begærsobjekt og moder. Af en eller anden grund synes det også vigtigt at fortælle om den kvindelige politibetjent, at hun er usminket. Stereotypierne vil ingen ende tage.

Jeg har svært ved at gennemskue, hvad Daniel Denciks hensigt med romanen er. Den virker i store træk som en mærkværdig hybrid mellem et flora/fauna-opslagsværk, en lommefilosofisk tankestrøm og en mainstream krimi. Romanen er for handlingen unødvendigt lang. Hvis jeg skal pege på noget, som fungerer i romanen, så må det blive Denciks sprog, som, når det er bedst fungerer enormt godt og stemningssættende. Naturbeskrivelserne er enten prætentiøst overudpenslede eller lige tilpas maleriske og dragende.

Nordisk vildt er en afsindigt smuk bog, rent visuelt, og derfor skuffer indholdet også det mere. Hvis jeg skal anbefale romanen til nogen, må det være en person med alt for meget ekstra læsetid og tålmodighed, som synes, at det kunne være spændende at læse en nordic noir roman med sære og langtrukne genremæssige afstikkere. Herfra kan det kun blive til 2/6 hjerter.

hjerter2

Processed with VSCO with 6 preset

Find dit eget eksemplar af romanen her.

Flere inspirerende forbilleder og smukke illustrationer i serien “Små mennesker, store drømme” – MARIE CURIE, AUDREY HEPBURN og ROSA PARKS

Små mennesker, store drømme

Så er der nye bøger i den fine og anmelderroste serie Små mennesker, store drømme. Denne gang er det Marie Curie, Audrey Hepburn og Rosa Parks vi stifter bekendtskab med, i samme lækre format som altid. Lad os springe lige ud i det:

Processed with VSCO with 6 preset

Marie Curie

MARIE CURIE – historien om en kvindes kamp for uddannelse
Børnebiografi/billedbog – Forlaget Albert – 2018 – 32 sider – Isabel Sánchez Vegara – illustrationer af Frau Isa – oversat af Luna Svane Rodríguez – anmeldereksemplar fra forlaget

Marie Curie voksede op i Polen – i en tid, hvor kvinder ikke måtte gå på universitetet. I stedet for  at underordne sig dette, rejste hun væk fra sit hjemland og til Frankrig hvor hun kunne opfylde sin drøm om at studere matematik, kemi og fysik.  Med tiden blev hun en af de dygtigste og mest anerkendte forskere på området og står bag bl.a. opdagelsen af grundstofferne radium og polonium.

Bogen om Marie Curie fortæller gennem stemningsfulde og smukke illustrationer om Marie Curies rejse fra Polen til Frankrig, om hendes succes på skolebænken, om mødet med og tabet af kærligheden, om de store opdagelser og senere om anerkendelsen af hendes forskning i form af to nobelpriser. Men vigtigst af alt er det en fortælling om en kvinde, som trods modstand gik efter det hun drømte om og inspirerede de efterfølgende generationer.

Illustrationerne i bogen er som sagt rigtig fine, men alligevel ikke med samme kunstneriske niveau som fx i bogen om Frida Kahlo. Det gør bogen lidt mindre visuelt interessant, men dog stadig en anbefaling værdig.

Processed with VSCO with 6 preset

Audrey Hepburn

AUDREY HEPBURN – historien om en kvindes kamp for uddannelse
Børnebiografi/billedbog – Forlaget Albert – 2018 – 32 sider – Isabel Sánchez Vegara – illustrationer af Amaia Arrazola – oversat af Luna Svane Rodríguez – anmeldereksemplar fra forlaget

Audrey Hepburn vokser op i Holland under anden verdenskrig. Da krigen ender, drager hun til London for at forfølge sin drøm om at danse ballet. Balletten skiftes dog ud med musicalscenen og senere hen det store lærred som skuespiller i Hollywoodfilm. Audreys skuespilkarriere tager fart, og snart modtager hun en Oskar for sit arbejde. Hun stræbte hele livet efter at gør en forskel for mindre privilegerede børn og arbejdede for børns vilkår verden over bl.a. som Unicef-ambassadør.

Bogen om Audrey Hepburn er fin og velfortalt. Jeg var lidt skeptisk i forhold til hvor stor en inspiration hun mon udgør, men var meget positivt overrasket over at det for en gangs skyld ikke er hendes ofte omtalte smukke ydre, der karakteriserer hende. I stedet er det de ting, der faktisk betyder noget, der udgør rammen omkring hendes livsfortælling.

I bogen om Audrey Hepburn er vi igen tilbage i nogle lidt mere quirky illustrationer, som gør bogen særligt fin og underholdende.

Processed with VSCO with 6 preset

Rosa Parks

ROSA PARKS – kampen for lige rettigheder på tværs af hudfarve og køn
Børnebiografi/billedbog – Forlaget Albert – 2018 – 32 sider – Lisbeth Kaiser – illustrationer af Marta Antelo – oversat af Luna Svane Rodríguez – anmeldereksemplar fra forlaget

Rosa Parks voksede op i Alabama på et tidspunkt i historien hvor raceadskillelse var en selvfølge. Fra hun var barn kæmpede hun for at udrydde holdninger om, at nogle mennesker er mere værd end andre, qua deres hudfarve. Trods voldsom modstand og et par fængslinger fortsatte hun sin kamp og var bl.a. medvirkende til at få forskelsbehandlingen af forskellige hudfarver i busserne blev stoppet. Hun brugte hele sit liv på at kæmpe for lige rettigheder på tværs af køn og hudfarve.

Historien om Rosa Parks er i mine øjne en af de mest inspirerende blandt bøgerne i serien Små mennesker, store drømme. Måske fordi at de sager hun kæmpede for stadig er voldsomt aktuelle, trods hendes store indsats. Bogen adskiller sig fra de andre ved at have en anden forfatter, men det er ikke noget man mærker i læsningen. Den er muligvis en favorit indtil videre – men lad os nu se hvem vi skal læse om næste gang.

Alt i alt er de nyeste eksemplarer i serien Små mennesker, store drømme virkelig vellykkede. De er alle smukke bøger, inspirerende og underholdende og en virkelig god investering til børnebogreolen. Som jeg skrev i min omtale af den første bog (om Frida Kahlo), så er det så vigtigt at kunne tilbyde sine børn nogle sunde forbilleder og nogle børnbøger med både substans og høj æstetisk kvalitet. Mine allervarmeste anbefalinger!

Processed with VSCO with 6 preset

Små mennesker, STORE DRØMME

Sætter den fine serie af børnebøger også ild i dit samlergen? Find dem lige her: Marie, Audrey og Rosa.

Skilsmisseroman behandler tabubelagte skyggesider af mor-datterrelationen – VÆR GOD VED DYRENE af Monica Isakstuen

617B7DB7-885B-4F88-BE18-BEC685F552CC.jpg

VÆR GOD VED DYRENE af Monica Isakstuen

Roman – Gladiator – 2018 – 208 sider – oversat fra norsk af Karen Fastrup – anmeldereksemplar fra forlaget

“Jeg er fremme. Slukker motoren. Åbner døren, stiger ud. Passer på ikke at miste fodfæstet i de glatte hjulspor, klamrer mig fast til håndtaget på bagagerummet, tager poser og net ud, balancerer tilbage til førersædet for at tage de løse genstande med. Prøver på ikke at ramme den store Audi ved siden af. Parkeringspladserne er smalle, bygget til en anden tid. De mennesker, der boede her før, kørte i ubegribeligt små biler til trods for, at de fik dusinvis af børn og holdt hinanden ud lige så længe, som de havde lovet. “

Karen har forladt sin mand, faren til sin treårige datter. Som i så mange historier om kulsejlede forhold er kærligheden blevet overskygget af hverdagen, irritationen over små ting, eller bare over ham er vokset og blevet uoverkommelig. I statsamtet underskriver de en aftale om deling af deres fælles datter, som var hun en genstand, og vi følger processen, hvor Karen opløses mere og mere i savnet, samvittigheden, forvirringen og angsten over livsomvæltningen, over den beslutning hun har truffet. Hun føler sig skyldig i at ødelægge sin datters liv og fremtid, hun ser hele tiden på hvilken mor hun fremstår som, og hun mærker sit liv forme sig efter sin mors. En mor, der i øvrigt trækker dårlig samvittighed ned over hende ved de fleste lejligheder. Det bliver jul – en højtid, der fremkalder de stærkeste følelser, gamle minder vælder frem. Hvordan kan man være mor på halv tid? Hvad er det, der er på spil i det anspændte forhold mor-datterrelationen kan være?

Processed with VSCO with 6 preset

Tidstypisk, stærk skildring af mor-datterrelationen

Udsagnet “Den bedste skilsmisseroman jeg har læst”, som andre anmeldere har kaldt romanen, siger i min optik ikke det store. Selv har jeg ikke læst mange romaner, hvis overhovedet andre end Vær god ved dyrene, som jeg ville klassificere som en sådan. Men Vær god ved dyrene er uden tvivl en af de bedste skildringer af mor-barnrelationen jeg har læst på det seneste. Jeg ser en tendens i tiden, hvor forældreskab behandles på en ny måde i litteraturen, både såkaldte pappa-romaner og som denne pendant mamma-romanen. Der sker en udvikling i hele vores forståelse af moren, kvinden, en form for frigørelse gennem litteraturen. Fra at have haft en meget smal forståelse af, hvad det vil sige at være mor, åbnes der i denne type bøger op for, at man kan være mor på mange måder, tvivlende, distanceret, med modstridende følelser. Denne normative insisteren på moren som en altopofrende figur, som altid ved hvad der er bedst og hvordan alt skal klares, sættes på spidsen. For sådan ser virkeligheden ikke nødvendigvis ud. Mødre er også i tvivl, mødre er også fraværende, tvivlende, vaklende ind imellem. I Vær god ved dyrene oplever vi en mor i dyb fortvivlelse over den beslutning hun har truffet om at forlade sin datters far, sorgen over at skulle dele sit barn, frygten for at være mor på den forkerte måde, med forkerte følelser og adfærd. Skyldfølelsen over at påføre sin datter den uhelbredelige skade, som omverdenen fortæller hende, at skilsmisse pådrager barnet.

Netop fordi Karen er den, der har truffet beslutningen om bruddet, føler hun, at hun hele tiden skal være den der gør det rigtige, siger det rigtige, er den gode forælder. Gang på gang proklamerer hun:

“Jeg ved det, jeg ved det, jeg ved det. Det her er ingen konkurrence. Men jeg vil vinde den. “

Litteraturen udfordrer moderrollen

Monica Isakstuen skriver i korte tekstbidder om livet, tiden der render ud mellem fingrene, moderskabet og tvivlen i alt. Teksten er kort og kompakt, og der står så uendeligt meget i de til tider få linjer på siderne. Fortællingen er dyster og hjerteknusende uden at være opslidende, idet Isakstuen formår at skrive både skarpsindigt og sågar humoristisk om det tunge emne. Det er en hård bog at læse, særligt som mor. Men det er en afsindig velskrevet og vigtig bog, der tager fat på forholdet mellem mødre og døtre på en åbenbar og udforskende måde. Ved at skrive og læse den her type litteratur kan moderrollen måske udvides, så den kan rumme flere typer kvinder, måder at være mor på og ikke mindst plads til tvivl og ambivalens i forhold til det at være mor. En anbefalelsesværdig roman, som nok appellerer mest til forældre, men som gennem sine sproglige kvaliteter også sagtens kan læses af andre. 4/6 hjerter.

hjerter

Køb bogen her.

EAA40BCD-92CE-40CB-AA13-6AF568C07223.jpg

Warhol-gennemsyret Newyorker-dystopi – THE MONSTER af Madame Nielsen

The Monster

THE MONSTER af Madame Nielsen

Roman – Gyldendal – 2018 – 195 sider – omslag af Thomas Joakim Winther –  anmeldereksemplar fra forlaget

“Og da de løftede ham ud af stolen og tog ham i deres arme og bar ham op ad trappen og lagde ham i den lysende hvide velour og trængte ind i ham, var smerten, idet såret, der hver dag skulle læges og hver nat igen sprænges og aldrig, aldrig i livet lukke sig helt, ikke hans, men menneskenes smerte … og han tænkte, at han var deres slave, som om han ikke var deres slave … og han tænkte, at han ikke ejede sin krop mere, end de eller nogen anden gjorde, han og den var bare til rådighed, et potentiale, de og han selv og enhver anden kunne gøre brug af… og han tænkte, at han var den rest, tiden havde efterladt … og han kunne mærke, hvordan tiden, ikke bare hans egen, men den tid, han og alle andre mennesker levede i, begyndte at trække sig sammen og ende … Historien var ikke forbi, den var bare, lige så roligt, i ufattelig hast, ved at ende …”

En ung europæer drager til Amerika med det beskedne mål, at ændre Historien. Året er 1993, Twin Towers er endnu uberørte, verden skal snart ændre sig. Han ankommer med 150 dollars på lommen og en liste af telefonnumre på en række værter, som angiveligt tilbyder husly uden betaling. I form af penge i hvert fald. Han tilbringer stort set sin tid enten i The Garage hos performancegruppen The Wooster Group ventende på at blive en del af deres “show”, og dels hos et par mærkværdige tvillingebrødre i en velourbeklædt lejlighed efter mørkets frembrud. Uden at vide helt hvordan det skal foregå, afventer han sin chance for at træde ind i Historien, ændre Amerika, verden for altid.

The Monster er, som det fremgår på bogens omslag, “en  New York-gyser, en vision om det, der skal komme”. Det er en dystopi, en warholsk rædselsfortælling om et samfund, hvor det særskilte er udskiftet med det upersonlige, kopierede, evigt gentagende. Med uendeligt lange sætninger, ustandseligt afbrudt af forskellige indskydelser i parantes, udfoldes en bizar fortælling om et samfund, hvor intet længere er oprigtigt.

Hovedpersonen i romanen er en Willem Dafoe-kopi, med sin galoperende megalomani og arrogance indtager han New Yorks gader som sine egne, som en slags nyankommet Messias. Med sig har han en lille rygsæk, omkring 150 dollars og fortællingen om dengang han fik Sovjetunionen til at bryde sammen og Muren til at falde.

Han indretter sig hurtigt i en hverdag med sirligt præcise ritualer, hvor de fleste dage er gentagelser af den foregående ned i de mindste detaljer, hvorfor tidsoplevelsen på sin vis udviskes. I et års tid udlever han de samme mere og mere præciserede gentagelser. Livet leves i dagtimerne hos the Wooster Group og efter mørkets frembrud i lejligheden hos de to tvillingeværter, i et særhedskabinet af dimensioner. Her reproduceres  den samme rædselsvækkende ekstatiske akt nat efter nat, i grænselandet mellem nydelse og afsky, lykke og absolut undergang. I tvillingernes køkken indtager han hver morgen det samme måltid, som en slags omvendt last supper. Og i selvsamme køkken hænger bogens forsidefotografi af to tvillingebrødre mellem deres mor og far på en sneklædt villavej i en amerikansk provinsby, hvilket er af stor betydning for fortællingen.

Man behøver ikke at være særligt velbevandret i Andy Warhols univers, for konstant at at støde på de mange referencer til hans filosofi, liv og kunst. Her er magre hvidhårede skabninger, velour i vulgære mængder, endeløse genoptryk i pastelfarvet silke. Her er amerikanske ikoner af masseproduktion, Heinz tomatketchup, Warhol-kopier og hamburgers. Her er livet (og døden, hvilket er en og samme ting) én lang performance, en upersonlig, kontinuerlig forestilling, som i sin evige cirkulære bevægelse afslører tidens gang i kødet, forgængeligheden i kroppen og dens væsker. Gentagelsen eliminerer alt unikt, og en monstrøs umenneskelighed tager over. Natten og mørket er centralt i romanen, måske fordi alle bliver ens her?

“At the bottom of the Darkness / There is a hole / That’s where the Darkness comes in / And that is the only way / Out “

Mine forventninger til The Monster var høje, og de blev i høj grad indfriet. Madame Nielsen skriver med så stort plotmæssigt overblik og sprogligt overskud at jeg gang på gang blev blæst bagover. Sætninger, som synes endeløse, og samtidig fremstår så præcise og gennemtænkte. En vulgaritet i sproget, som fylder læseren med både afsky og nydelse. Desuden er intertekstualiteten så vidtfavnende at enhver med kærlighed til verdenslitteratur og -kunst behages. Eminent og anbefalelsesværdig til dig, der ikke har for sarte nerver og som begejstres af voldsom, tankevækkende og grænseoverskridende litteratur. 6/6 hjerter.

6 hjerter

Læs den, og lad dig overmande af gentagelsens kvalmende nydelse. Lån bogen her eller erhverv dig dit eget eksemplar her.