PLANTAGE af Annette Brogaard
Fortællinger – Arkiv for detaljer – 2018 – 49 sider – omslag af: Julie Plovgaard – sponsoreret: anmeldereksemplar fra forlaget
” Jeg tror, jeg er ved at blive deprimeret. Til gengæld er det ret underholdende med succesfortællinger om folk, der har fået job, fordi de har lænket sig til disken i Nordea og nægtet at gå uden en funktionsbeskrivelse i hånden. Det er bare ikke ment som underholdning, men som kreative muligheder på et trængt arbejdsmarked. På vej hjem sidder jeg på bænken. Jeg overvejer, om jeg ville få det bedre af at græde, men jeg kan ikke.”
Plantage er tre korte fortællinger om mellemmenneskelige relationer i forandring, om hvordan livsændringer kan skævvride og i sidste ende afslutte en relation. I bogens første fortælling Plantage ændres et kæresteforhold, da den ene part mister sin far. Tabet og sorgen får det ellers stærke bånd til at smuldre. I fortællingen Lejlighed ændres et venskab, da den ene part får en kæreste, og den anden part sidder tilbage med følelser, som er mere end venskabelige. Og i bogens sidste fortælling, Akutsamtale, som ovenstående tekstbid er taget fra, er det livsændring i form af en fyring, der får fundamentet i både hovedpersonens selvforståelse og parforhold til at smuldre. Særligt denne sidste fortælling berørte mig, da den meget nøjagtigt beskriver det tab af identitet og værdi, som for mange kan være forbundet med ufrivillig ledighed. Jeg kan fra min egen ledighedsperiode genkende følelserne i denne fortælling, som i øvrigt ledsages af en fantastisk tragikomisk tone. Plantage handler overordnet om kæntrende relationer. Når livet ændres, skævvrides de relationer vi indgår i, for, i mange tilfælde, til sidst at gå til grunde.
Sproglig sanselighed og præcision
Annette Brogaard skriver poetisk og sanseligt og samtidig med en imponerende kortfattethed og præcision. Omgivelser og stemninger står krystalklart i fortællingernes fine sprog, og det er noget af et talent at male så store stemningsbilleder gennem så korte tekstbidder. De relationer, der skrives frem er genkendelige, karaktererne er sympatiske og troværdige og intet er givet. Det er alt det der ikke fortælles, alt det, der gemmer sig mellem linjerne, der har størst betydning.
Småt, men godt
Selvom fortællingernes kortfattethed fungerer afsindigt godt, kunne jeg godt have tænkt mig nogle flere fortællinger i den meget korte bog. Jeg nåede kun lige at begejstres over Annette Brogaards fortællestil og sproglige tæft da bogen løb tør for sider og efterlod mig med appetit på mere. Man får ikke mange ord for pengene, hvis man køber Plantage – til gengæld får man en taskevenlig bog af litterær topkvalitet. Lidt, men godt.
Annette Brogaard har flere bøger bag sig siden debuten Man kan ikke se det på dem fra 2010. Jeg har ikke tidligere haft fornøjelsen af at dykke ned i hendes forfatterskab, men det kommer jeg uden tvivl til i nærmeste fremtid. 4/6 hjerter og varme anbefalinger herfra.
Find Plantage her.