I Danmark holder mænd en markant mindre del af barselsorloven end kvinder, når de bliver forældre. En tendens, som sætter sine spor på arbejdsmarkedet gennem lavere lønninger og færre lederstillinger til kvinder, og som gør kvinder til fattigere pensionister end mænd. Og det til trods for, at kvinder generelt er bedre uddannede end mænd.

Vi diskuterer det ofte – en øremærkning af barsel til mænd i Danmark – og hvorfor er det egentlig så svært? Hvorfor er vi så skeptiske over for at lovgive, så mænd passer (egne) børn ligesom det naturligt forventes af kvinden? Er det, fordi vi stadig sidder fast i en gammeldags forestilling om, at kvinden er en mere naturlig og værdifuld forælder end manden?

Da jeg selv blev mor i marts i år, var min kæreste og jeg enige om at dele barselsorloven så vidt muligt. Vi ønskede begge at bruge så meget tid som muligt sammen med vores nyfødte datter, og vi var begge interesserede i, at hun fik et trygt og nært forhold til os begge fra starten – en interesse jeg antager, at langt de fleste nybagte forældre deler med os.

Gennem graviditeten handlede det meste i sagens natur om mig. Det var mig, der bar vores barn, det var mig, der havde kvalme og træthed, det var mine plukkeveer. Det var min krop, det handlede om. Min kæreste følte sig ikke overset i vores møde med sundhedsvæsenet, men jeg studsede dog over jordemoderens spørgsmål om, hvorvidt han skulle deltage i fødslen. Er det virkelig stadig noget, manden ikke nødvendigvis er en naturlig del af? Eller da der var flere forskellige bekendte, der fortalte historier om en mand de kendte, som havde mistet al fysisk tiltrækning til sin kæreste efter at have overværet hende føde, fordi det havde været for grænseoverskridende for ham at deltage i. Som om det ikke var en situation, han var en naturlig del af. Og anbefalinger om at han som minimum stod ved hovedgærdet under hele fødslen. Og så var der den dér generelle overraskelse over hans andel af barslen:

”Tror du ikke at han kommer til at kede sig?”, blev jeg ved mere end én lejlighed spurgt om.

Men der var da ikke nogen, der spurgte, om jeg ikke troede, at jeg selv ville komme til at kede mig i min barsel.

Sundhedsplejersken, som besøgte os, proklamerede, at det hørte til sjældenhederne, at faren tog så stor en del af barslen, og at hun syntes, det var rigtig positivt, at min kæreste også ønskede barsel. I samme åndedrag stak hun ham et lille kort med en illustration af en mand med fuldskæg og en baby i sine arme. En reklame for en app han kunne hente, så barselstiden ikke blev for lang.

FAR-app’en kunne både hjælpe ham til at finde på ting at lave sammen med vores datter og så tilbød den også en række redskaber til sveddryppende mandeaktiviteter under barslen.

”Kan man lege med sin baby og samtidig træne biceps? Ja selvfølgelig”, står der i introduktionen til app’en.

Så kære far på barsel: Frygt ej mere. Selvom du fjoller rundt derhjemme og laver kedelige kvindeting, så behøver du slet ikke at kede dig eller miste din maskulinitet! Du kan stadig forblive en rigtig mand med store muskler og sved på panden. FAR-app’en har din ryg. Du behøver slet ikke at blive helt konsumeret af kvindeverdenen med lortebleer og vasketøj.

App’en er efter sigende målrettet småbørnsfædre og ”gør det lidt sjovere at være sammen med baby”. Som alle jo ved er røvsygt ellers (for mænd altså).

Selvom det kan være svært at forstå, at vi sidder fast her, så er børn altså stadig kvindens domæne. Jeg mener, at et af vores store ligestillingsproblemer – den skævt fordelte barsel – blandt andet vedligeholdes gennem et degraderende syn på mandens funktion som forælder samtidig med, at kvinden forventes at leve op til helt urealistiske forventninger. Den barslende mand bliver enten genstand for enorm beundring, som var det ikke hans eget afkom, det handlede om, eller også bliver han mødt med en skepsis som går på, om han egentlig er egnet til at passe på et lille barn.

Og koblingen af mand og barsel er åbenbart stadigvæk så mærkværdigt et scenarie, at det har underholdningsværdi i sig selv: ”Mænd på barsel” er en ny dokumentarserie, hvor man følger hverdagen hos en række nordjyske mænd, som er på barselsorlov i – hold nu fast – to hele måneder! Og mens vi sidder åndeløse af spænding over at finde ud af, om de nu virkelig kan finde ud af at tage en bæresele på, eller om det mon er en uoverkommelig opgave at blende lidt babymos, så kan vi jo tænke over, om man virkelig godt kan servere te til morgenmaden i en fædregruppe, eller om det simpelthen udløser en eksplosion af østrogen, som faktisk bare får fædrene til at skifte køn, lige dér, for i stedet bare blive til mødre?

Jeg har svært ved at forestille mig at der ville være ligeså stor interesse for at følge en række kvinder på barsel. For det er jo en normaltilstand, det er den ”naturlige” model. Det er en stadig forankring i konstellationen ”kvinden i hjemmet og manden som forsørger”, som er en realitet, og det ryster mig faktisk lidt, at vi stadig er dér i Danmark – i 2016. På det her område, såvel som på en lang række andre, er der et helt overdrevet fokus på den krop, vi går rundt med, og de forventninger den forventes at bære med sig.

Så når diskussionen om øremærket barsel igen strander, så er det på grund af kulturelle strukturer, der stikker dybere end en modvilje mod statskontrol af det private. Forventninger om, at fordi et barn lever ni måneder i kvindens krop, så er det i bund og grund kun mor, der duer. Forventninger om, at interesser, egenskaber og værdier er direkte affødt af den krop, vi går rundt i.

En barselsmodel som den islandske (tre måneder til hver forælder og tre måneder til deling) ville være et mærkbart skridt på vejen hen mod ligestilling mellem køn i Danmark. Og så er vi nødt til at blive bevidste om, hvordan vi reproducerer kønsstereotype forældreroller, og hvilke konsekvenser det har. Vi skal tage os selv i at tale ned til fædrene, og at overvurdere rollen som mor. Et opgør med myten om den uundværlige, altopofrende mor og den drengerøvsagtige, inkompetente far er et vigtigt skridt på vejen. Hjemme hos os er det i hvert fald både mor og far, der er den bedste i verden.

Publiceret første gang her.