Anne Sophia Hermansen er ny kulturredaktør på Berlingske og hun har en plan. Hun spørger os:

“Kan Asger Aamund anmelde Anders Fogh Rasmussens ”Fra socialstat til minimalstat”? Kan Eva Selsing anmelde Hassan Preislers skilsmissedrama eller måske en Nik & Jay-koncert? Og hvad med Eva Harlou – hvad siger hun til Bohrs Tårn, brune værtshuse eller den redesignede Ken-dukke?”

Såkaldte holdningsmennesker skal lave kulturanmeldelser med det formål at gøre anmeldelsen bredere end bare et æstetisk blik på et stykke kunst. Kulturen skal have større relevans og gennem bedre anmeldelser skal flere lokkes ind i kulturen. Vi skal erkende en gang for alle at objektivitet er en umulighed og så skal de der anmelder i stedet bruge deres profil aktivt til at give læseren en ny vinkel på kulturen – de skal helt legitimt anmelde ud fra deres egen subjektive position.

Jeg synes at projektet er interessant og nye vinkler på et til tider snævert og elitært panel af kulturrsmagsdommere bydes velkommen herfra. I kølvandet på hele misæren kommer jeg til at tænke over, hvad der egentlig skal til for at man kan retfærdiggøre sin position som anmelder. Hvem har lov og ret til at sige noget om noget? Hvem kan med rette kalde sig anmelder – hvad skal der egentlig til?

En del af projektet Kulturkulten ligger i det anmeldende arbejde. Det er en vinkel på kulturformidlingen som falder mig naturligt, jeg forholder mig til kulturelle produkter og fænomener med en subjektiv, men også fagligt funderet stemme. Jeg har læst på universitetet i 5 år. Før det tog jeg en designuddannelse, der især har udviklet mine æstetiske kompetencer. Men jeg mener ikke at det er derfor jeg anmelder, det er ikke det der gør mit projekt legitimt. Jeg skriver, fordi jeg ikke kan lade være. Jeg udtaler mig om bøger jeg læser, fordi jeg har svært ved at  lade være, fordi jeg læser meget og derfor har lyst til at give mine oplevelser videre, at analysere, diskutere og anbefale.

Min uddannelsesmæssige baggrund har givet mig en række redskaber til at  tilgå en tekst, men lysten til at give min mening til kende og selve kilden til den mening er noget der ikke kan tillæres. Det er en iboende kærlighed til litteraturen som opstod årtier inden universitetet, en litteraturlyst der udsprang da jeg i de tidlige barndomsår sad på skødet af min mor og fik læst højt, fik vækket en nysgerrighed der fik mig til at opsøge bøgerne, der drev mig til at lære at læse inden jeg overhovedet gik i børnehaveklasse.

Er en akademisk uddannelse adgangsgivende til titlen “anmelder”? Jeg tror det ikke. I mine øjne er man anmelder i det øjeblik man føler et behov for at tage stilling til et stykke kunst og videreformidle det. Anmeldelser er sådan en fantastisk genre, fordi man kan være rasende uenig eller helt enig og i sidste ende bare må acceptere den anmeldende parts mening som netop hans/hendes mening, en subjektiv vurdering og dermed ikke en sandhed.

Jeg glæder mig i hvert fald til at følge Berlingskes projekt, til at få nogle nye vinkler på anmeldelsesgenren og måske blive inspireret til at dykke ned i nogle kulturtilbud, som ikke havde fanget min opmærksomhed, hvis de blev formidlet fra en anden vinkel.