LÆSESTAKKEN: JUNI

 

IMG_20170702_111940.jpg

Juni fløj jo bare afsted. Måneden har været god men travl, og jeg har ikke helt fået læst mig igennem alt det, jeg gerne ville. Men foran mig ligger en hel måneds ferie inden arbejdet igen skal passes, så mon ikke jeg får indhentet nogle af de mange bøger der ligger i kø?

I juni fik jeg læst følgende:

Den afrikanske farm – Karen Blixen

Endelig! I årevis har jeg tænkt på at få nedlagt den bog, som jeg så mange gange er begyndt på og droppet ud af. Jeg har en enorm kærlighed til Karen Blixen (det er vist enten helt i den ene eller den anden grøft med Blixenfølelser, når man har læst dansk på uni?), og jeg har især læst og genlæst Vintereventyr og Syv fantastiske fortællinger med stor fornøjelse. Den afrikanske farm har været lidt sværere tilgængelig for mig, nok fordi handlingsforløbet fra starten er lidt mere stillestående end min læseopmærksomhed er vant til at blive udsat for. Det er egentlig noget jeg har tænkt, at jeg gerne vil arbejde med, det der med at  give en tekst en chance, sådan for alvor. Ikke at  give op efter 50 sider, fordi den ikke kommer så hurtigt i gang. Jeg tror måske, jeg går glip af en del med den indstilling. Tålmodighed!

Den afrikanske farm viste sig da også at åbne nogle døre i  min hjerne, at få mig til at tænke nogle nye ting ind i min forståelse af Blixen og så var det enormt interessant at reflektere over hendes tilgang til menneskene i bogen. “De sorte” eller indfødte beskrives på en måde som i nutiden ind imellem ville virke enormt anstødeligt og racistisk. Men i den tid Den afrikanske farm er skrevet, ansås Blixen for at være enormt nytænkende og rummelig i sit forhold til mennesker af andre etniciteter. Og så er bogen desuden en del af mit projekt med klassikerlæsning, en ambition om at komme igennem en række af de helt store værker.

Faderen, et opgør – Niklas Frank

Den omdiskuterede og særdeles hadfulde bog er endelig kommet i en dansk oversættelse – yay! Bogen var mestendels en fornøjelse at læse og du kan finde min anmeldelse af den her.

Lolita – Vladimir Nabokov

Åh ja, tilbage til det der klassikerlæsningsprojekt. Lolita har også længe stået i kø til at blive læst, og hvor er jeg dog bare glad for, at jeg endelig fik det gjort. Det er en fuldstændig genial bog, og hvis du ikke har læst den, så skal du aflyse alle dine planer den næste uge og gå i gang med at læse den nu. NU, sagde jeg. Og du kan i øvrigt læse i flere detaljer om min begejstring her.

Sort galde – Signe Maxen

Den smukke lille bog, som er så enkelt – nærmest minimalistisk – i sit sprog og som alligevel rummer så store dybder og underliggende betydninger. Jeg kan mærke en anmeldelse in the making og vil derfor ikke sige mere om den lille fine bog på nuværende tidspunkt. Stay tuned 🙂

Klatlæsning

Jeg kommer altid til løbende at læse en lille smule hist og her. Denne måned har det særligt været de stærke kvinder fra min bogreol der har fanget min opmærksomhed sporadisk, og jeg har været forbi Naja Marie Aidts noveller, digte fra Inger Christensens samlede, et par noveller fra Tove Ditlevsens laberlyserøde novellesamling og så et smut tilbage i  min all time favorite tegneserie, Kunskapens Frukt af Liv Strömquist.

Juli måned er skudt i gang med Chris Kraus’ I love dick, som jeg har valgt at læse i den engelske udgave, fordi jeg tænker at det altid er optimalt at læse på originalsproget, hvis muligheden er der. Ud over det har jeg ambitioner om at stifte bekendtskab med Kim Leine og måske snuse til Planen af Morten Pape. Og ellers har jeg en hel liste, som jeg skal have kigget nærmere på. Der bliver masser af tid til læsning på årets ødegårdstur og i masser af (forhåbentligt) lyse og lune sommeraftener på terrassen. Det kan da kun blive godt!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s