Lyrik

Smukke og sprogligt legende digte om den evige søgen efter et selv – SKYSKRABER af Tine Paludan

/ Litteraturformidleren.dk / Skriv en kommentar

Skyskraber af Tine Paludan

Digte – Forlaget Fuglekøjen – 2019 – 67 sider – omslagsillustration af Tine Paludan – anmeldereksemplar fra forlaget

“det er i lufthavnene jeg glemmer
at bebrejde hade eller føle skyld
jeg var voksen da jorden gik under
jeg kunne målrette tomrummet
da koteletgrunden brændte
og med den min evne til ligusterkompromis
jeg kan bære alle mine møbler blot for det
tilfælde
at jeg for alvor en dag skal forsvinde
og i lufthavnene glemmer jeg
hvorfor min kuffert er så lille og så let som et
evigt æg jeg er klædt i transittens blå silkepapir
vægtløs af den slags taknemmelighed der kan
vokse af sorg “

Poesi er en utroligt bred og mangefacetteret genre, og alligevel hører jeg ofte nogen ytre, at ‘poesi ikke er noget for dem’. Men der findes så mange digte i verden, mere og mindre kryptiske, mere eller mindre flyvske og højtragende. Der findes i min optik digte til alle, poesi til enhver smag og ethvert temperament. Skyskraber er en samling af digte, som er utroligt smukke, som rummer enormt mange lag af betydning og som kræver forholdsvis meget af sin læser. Poesi, af fin kvalitet, men ikke poesi til den poesiskeptiske eller analytisk dovne læser.

Skyskraber er en undersøgelse af processen, hvor man bliver til sig selv. Hvordan man ikke kan blive sig selv uden andre, hvordan man aldrig bliver kun sig selv. Digtene i Skyskraber falder i tre dele med overskrifterne pige, fugl og flux. Digtene er varierende i længde og illustrerer en udvikling i sind og krop, en aldrig afsluttet identitetsjagt.

“skitser til kvinder jeg aldrig blev // ligger i stakke på spisebordet // overbevisende udtalelser // forsøgsvis formuleret i flere farver blæk // kladder til en personlighedens retorik // sammenhængende synspunkter // markeret i bøger på sprog jeg aldrig helt fik lært // udtryk og følelser // klistret på kroppe i forskellige materialer // fintvævet angst vindtæt selvhad den smukke // fløjsbløde stolthed til særlige lejligheder // på bøjler i skabet sammen med vinterfrakken // over sengen hænger et kurvediagram // ensomheden er proportional med tiden // hjertets slag omvendt proportional med // virkeligheden // jeg // en evig arbejdstitel // en uløselig ligning “

Sproget i digtene er enormt poetisk og legende – sproget udforskes og nye, maleriske orddannelser opstår. Jeg er helt forgabt i Tine Paludans sammensmeltning af natur og menneske, sproget får lov at gå gennem (kvinde)kroppen, at være udforskende og dristigt. Hun formår at fremskrive højspændte sansninger gennem en naturmetaforik, der aldrig bliver banal.

Desuden er Tine Paludans smukke omslagsillustration værd at dvæle ved, den understøtter så fint bogens parole om et mangefold af skitser til den kvinde, digterjeget bliver. Der er noget skitse over den smukke, kontrasterede illustration, og jeg kan kun anbefale at tage et nærmere kig på Paludans kunst, samt at slå et smut forbi hendes instagramkonto, som har ganske fine æstetiske kvaliteter.

Skyskraber skriver sig ind i en tidstypisk poetisk tradition, hvor kvindekrop og umulig identitetssøgen er omdrejningspunkter. Digtsamlingen mindede mig lidt om den også fremragende punktroman Sprækker, som jeg anmeldte tidligere i år.

Opsummerende må Skyskraber siges at være en enestående debut, en kraftpræstation i sproget, både hvad gælder æstetik og indhold. Læs den, hvis du er til poesi af lidt mere udfordrende art, og som kræver lidt mere omhu i læsningen. For Skyskraber har i den grad fortjent en grundig og gentagen læsning. Fem af seks hjerter herfra.

hjerter5

Lån den smukke digtsamling på biblioteket eller find dit eget eksemplar her.

Skyskraber2

Tragikomisk digtroman om psykisk sygdom og et sygt samfund – JEG BRUGER MIN KROP SOM ET MØBEL af Veronika Katinka Martzen

/ Litteraturformidleren.dk / Skriv en kommentar
Bemærk de vidunderligt selvsmagende fanposters under digtromanen.

Bemærk de vidunderligt selvsmagende fanposters under digtromanen.

JEG BRUGER MIN KROP SOM ET MØBEL af Veronika Katinka Martzen

Digtroman – Gladiator – 2019 – 235 sider – omslag af Thomas Joakim Winther – anmeldereksemplar fra forlaget

“Jeget får en god idé

as of nu hedder Jeget ikke længere INTET
men Taylor Alison Swift

hihihaha

og Taylor Alison Swift kan godt fortælle jer alle sammen
at det er en helt ny fornemmelse
at gå på gaden med en tynd krop og små bryster og ansigt m. fx
kindben
til en forandring wow hihihaha omg lol
Taylor Alison Swift har det bare så godt lige nu
måske er det fordi hun har taget 10 mg oxapax
bare lige for at tage det værste af den angst
der er forbundet med ikke at have en personlighed
hihihaha

ej okay

jeg, Taylor Alison Swift, har en megagod personlighed
skinner igennem i flere af mine sange
fx i Blank Space
der handler om at jeg har et blank space på min liste over ekskærester
til DIG hvem du så end er, du er i hvert fald ikke her
nå men der synger jeg fx
“DARLING I’M A NIGHTMARE DRESSED LIKE A DAYDREAM”
aldrig tidligere har nogen beskrevet nogens personlighed
på en mere korrekt og præcis måde hvis jeg selv skal sige det
altså mig Taylor Alison Swift
der har en stolt tradition for at sælge folk en forkert vare
de tror jeg er rigtig sød og har det helt normalt oppe i hoved
men hihihahaha joke det har jeg overhovedet ikke
jeg har det helt faktisk fucked (den emoji med en omvendt smilende smiley) “

Hvad stiller man op med en genrehybrid, der kalder sig selv for digtroman, skrevet af en fiktiv satirefigur, som er født af Den korte radioavis? Man læser den og forholder sig til den og håber på, at udgivelsen var ment som et reelt litterært bidrag og ikke bare et mediestunt eller en joke. Og Jeg bruger min krop som et møbel bidrager rent faktisk med noget værdifuldt.

Jeg bruger min krop som et møbel er en vild bog. Det er en fortælling om et forskruet system, om psykisk sygdom, sårbarhed og identitetsforvirring. Og det vilde ved digtromanen er, at den faktisk lykkes særdeles godt med at behandle disse tunge, svært håndterbare emner pakket ind i satire – grotesk og latterkrampefremkaldende sjovt.

Det er en virkelig modsætningsfyldt bog, kontrasterne er ikke til at overse i det groteske spil mellem populærkulturelle klichéer og psykosens mørke afgrund. Veronika Katinka, som er bogens digterjeg, har mistet følingen med sin egen personlighed, hun leder efter sig selv i et kaos, hvor der ikke er nogen videre hjælp at hente. Hun rejser, hun knepper,  hun skriver, hun skærer i sig selv, hun taler med autoriteter af forskellig art. Hun får sin krop omopereret til en kopi af Taylor Swifts. Taylor Swift er en bærende karakter i bogen, en personificering af det perfekte, men også det tvetydige, dobbeltsidede. Og VKs stalker-tweets til den amerikanske popstjerne er episke:

“@Taylor Swift 22. juli kl. 01.26
En hurtig google-søgning på ‘Taylor Swift boyfriends’ afslører at du har været kærester med rigtig mange, fx John Mayer (december 2009). Altså hvordan gør du???

@Taylor Swift 23. juli kl. 10.55
Nå, men mit kneppetrick #1 er stramt tøj, megastramt tøj, især på overkroppen. Det kan jeg se på billeder at du også går i, så mit spørgsmål går…

@Taylor Swift 23. juli kl. 10.58
… mere på hvordan du går fra knep til at få folk til at kunne lide din personlighed. Det er mit problem nemlig, normalt når jeg vågner op med folk plejer de at kigge på mig som om jeg er noget de ville ønske snart ville gå væk (fx et forkølelsessår) – men den fornøjelse…

@Taylor Swift 23. juli kl. 11.01
…får de ikke hæhæ, jeg hænger ud hos dem hele dagen og så spiser jeg deres pålægschokolade og ser deres planet earth indtil de til sidst ‘desværre er nødt til at smide mig ud’ og så sidder jeg derhjemme og venter på at de skriver og det gør de jo aldrig og så; så…

@Taylor Swift 23. juli kl. 11.05
…er det at jeg begynder at chatte dem op dag og nat. Jeg skriver jokes og spørger dem om hvad de laver og når de så ikke svarer, så bliver jeg bare ved hahahahahah hvad siger du til det, er det det samme du gør eller har du andre tricks? “

Som sagt, den her bog er vild. Mange gange i læsningen tog jeg mig selv i at grine højlydt, noget, der virker bizart, når det man læser om i grunden er så tragisk. Men det er netop dét greb, der gør bogen interessant, at en så hjerteskærende historie kan fortælles på en sjov måde. Det føles vidunderligt forkert.

Digterjeget beskrives på et tidspunkt som “personificeringen af den ufarlige ironiske distance”, hvilket på en måde udpeger selve bogens væsen – ved at skrive en sarkastisk og ironisk distanceret tekst om meget alvorlige emner gøres det ufarligt, fordøjeligt, til at holde ud at læse. Og i sarkasmen lægges en eller anden ekstra distance mellem forfatter og værk. Anna Juul, som er kvinden bag Veronika Katinka, distancerer sig fra værket med både pseudonym og humor.

Formmæssigt må bogen også siges at være eksperimenterende. Bogen, som kaldes en digtroman, rummer alt muligt og umuligt – konfirmationstale, kammerspil, digte (eller parodier på digte?), breve, samtaler, tweets mm. VKs sprog er virkelig “ungt”, der er ikke sparet på hverken talesprogsamputerede ord, forkortelser eller emojis. Og det er med til at gøre bogen og performancen Veronika Katinka enormt gennemført.

Jeg var altså overordnet begejstret for Jeg bruger min krop som et møbel. Det er en mærkværdig og vellykket bog. Og jeg synes, at der gemmer sig noget meget vedkommende under satiren, under alle digterjegets psykosehumoristiske udbrud og ind imellem virkelig dårlige digte. Det er helt sikkert en bog, der er en læsning værd, hvad end man læser den som et bidrag til den for tiden allestedsnærværende litteratur om psykisk sygdom og identitetsforvirring i et stadigt mere præstationsfokuseret konkurrencesamfund, eller som ren satire over tidens navlepillerpoesi. Jeg selv læste den som lidt af hvert og synes den fortjener fire ud af seks hjerter. Original, morsom og ikke uden substans.

hjerter4

Find digtromanen her.

Sanselig og mærkværdig genrehybrid – MENNESKEDYRET af Ida Monrad Graunbøl

/ Litteraturformidleren.dk / Skriv en kommentar

CCC58982-3892-431C-94F8-98AE2C5D0989.jpg

MENNESKEDYRET af Ida Monrad Graunbøl

Digtroman – Forlaget Ekbátana – 2018 – 172 sider – omslagsillustration: Mette Norrie – sponsoreret: anmeldereksemplar fra forlaget

“Dagene i skabet tog hinanden, og Anna sov, men drømte ikke. Nætterne var vågne mareridt, men hun holdt modet oppe ved tanken om, at  ulven ville forsvinde ned i hullet igen, ligesom surikaterne. En nat vågnede hun klokken tolv. Gadelygten var tændt, og nogen måtte have skiftet pæren. Aloe vera-plantens blade kastede skygger på væggen. De lignede fingrene på en hånd. Saften i bladene er så næringsrig, at den kan hele et sår, og bagefter vil man ikke få et ar. Der var helt stille i stuen, og Anna kunne høre sit eget åndedræt. “

Da Anna bliver forladt af sin kæreste, Benjamin, isolerer hun sig i den lejlighed, der før var deres fælles. Lejligheden indtages af eksotiske og skræmmende dyr, et stort hul vokser frem i væggen, og Anna flytter ind i sit klædeskab. Herfra går hele hendes verden, og hun kommer kun ud, når hun er nødt til det. I en febervildelseslignende tilstand glider fortællingen ind og ud af tid og sted, og bringer os fra Danmark til Sverige til Spanien og tilbage igen. Med alle sanser i spil udrulles en poetisk fortælling om et menneskedyrs liv og undergang. Finder hun nogensinde vej ud af skabet og ud i lyset igen?

Sansemættet og fantasifuld læsning

Forlaget kalder bogen for en “poetisk, sanselig og legende roman”, hvilket egentlig stemmer godt overens med min oplevelse af den. Særligt vil jeg rose Ida Monrad Graunbøl for at skrive en sanselighed frem, så man kan mærke, smage, dufte fortællingen. Teksten kredser om menneske(dyr), dyr og natur, som tre sider af samme sag. Ida Monrad Graunbøl besidder en fantasifuldhed, som er dybt imponerende, men som ind imellem også stikker lidt af og bliver kunstig og påtaget sær. I flere af romanens passager, og særligt i digtelementerne, blev teksten ind imellem så underlig og abstrakt, at jeg ikke med min bedste vilje kunne finde en sammenhæng eller berettigelse. Til tider er der en nærmest David Lynchish feel over teksten, hvilket jeg oftest vil mene som en kompliment. Men i Menneskedyret er associationen mere knyttet til de passager hos Lynch, som er for langt ude, de passager, hvor man bare må undres , ryste på hovedet og bevæge sig videre. Romanens legende karakter bliver ind imellem for meget og teksten bliver karikeret og fjollet, hvilket er lidt ærgerligt.

Vellykket hybridværk

Med det sagt, så er romanen både velskrevet og anderledes på en interessant og udfordrende måde. Som hybridværk fungerer den oftest godt, og digtelementerne skaber en helt særlig stemning omkring resten af teksten. Hvor Ida Monrad Graunbøls debut, B til piraten ikke faldt i min smag, har Menneskedyret i langt højere grad gjort det, og jeg synes, romangenren klæder hende. Menneskedyret er en sær, underfundig roman, som svinger mellem infantile fantasifostre og skarpsindige refleksioner over mennesket i  verden, i fællesskab og ensomhed. Det tog en del sider før romanen vandt ind på mig, men det gjorde den, og den har uden tvivl efterladt sig spor i min bevidsthed. Herfra tildeles den tre store hjerter.

hjerter3

Find dit eget eksemplar af Menneskedyret her.

Enestående, drømmeagtigt langdigt fra Louisiana Literature-aktuel, radikal japansk poet – VILDGRÆS VED FLODLEJET af Hiromi Itō

/ Litteraturformidleren.dk / Skriv en kommentar

 153B5D17-7673-4444-AB17-AB1B89580BFE.jpg

VILDGRÆS VED FLODLEJET af Hiromi Itō

Langdigt – Forlaget Arena – 2018 – 114 sider – oversat fra japansk (Kawara Arekusa) af Annette Thorsen Vilslev – efterord af Olga Ravn og Johanne Lykke Holm – omslag af Kasper Vang – sponsoreret: anmeldereksemplar fra forlaget

“Mor førte os med / Og vi stod på forskellige transportmidler / Vi stod på, og vi stod af, og vi stod på igen / Vi kørte i biler, og vi gik ombord på busser, / og så gik vi ombord på fly / Og vi gik om bord på flere busser, vi stod på toge, vi kørte i biler “

Sådan starter Vildgræs ved flodlejet med en rejse, som aldrig ender. Digterjeget er en ung piges, digtet en fortælling om rodløshed og en evigt søgende tilværelse. Sammen med sine søskende følger hun sin mor fra den ene far til den næste, ud og hjem til flodlejet igen, over landegrænser, fysiske og mentale grænser. De er immigranter, deres pas er dårlige pas, deres sprog uforståeligt. Ligesom med fremmede planter, er levevilkårene bedst for de indfødte – nogen hører til og nogen gør ikke. De fremmede mister sig selv i assimilationen. Bogen er en rejse – eller flugt – på vanvidets rand, gennem dystopiske, poetiske landskaber. Itō eksperimenterer med sprog og genre, og fortællingen er grænsesøgende i alle henseender.

Kønsudfordrende karakterer og almægtig natur

I Vildgræs ved flodlejet udfordres Japans patriarkalske strukturer, og gængse kønsopfattelser sættes på spidsen. Kvinderne er centrale, aktivt handlende og tænkende, og der åbnes på en måde op for anderledes kvinderoller, som ikke er ens betydende med omsorg, varme og moderlighed. Moderen i bogen er langt fra altopofrende kærlighed og tryghed. Hun er til dels kilde til utryghed og instabilitet. Hun er primært dyr og krop, hun er ækel, hun lugter, hun er grænseoverskridende, hun tvinger varm kvalm modermælk i munden på digterjegets lillebror, hun er seksuel, med sig selv, med fædrene, som er lig, med de vilde vinplanter. Hun går i et med hundene og med planterne. Hun giver liv som en plante får nye skud, men ikke omsorg.

Naturen i Vildgræs ved flodlejet er dominerende, vild og utæmmet, de vilde græsser og vine er aggressive og overmandende, og andre arter underkastes dem. Ved flodlejet  konsumeres alt, alle bliver til lig.

“Der var så mange forskellige slags lig, / Det var på grund af græsset, / Det fangede og åd alle de dyr, det kunne, / Alt der døde ved flodlejet blev til lig, / Det betød ikke noget, om du var i live eller død, / Hvis du kom til flodlejet, ville græsserne æde dig, og du ville blive til et lig “

Vildgræs ved flodlejet er et sammensurium af poesi og prosa, drøm og virkelighed, liv og død. I Itōs digtning er intet endeligt. Grænser, som oftest forstås så skarpt dikotomisk i Vesten, flyder sammen, forsvinder. Mennesker er dyr er planter, liv og død er en kontinuerlig bevægelse. Planternes lov er den gældende – det er mere almindeligt at leve end at dø:

“At leve / Er mere almindeligt / End at dø for planter / De kommer tilbage / De fortsætter / De dør ikke / De rejser sig fra de døde / De bliver levende igen / De vokser frem igen, lige meget, hvad de møder / De føder et utal af børn “

Livet fortsætter, rejsen fortsætter, de samme ting gentages, starter forfra igen og igen. Hiromi Itō kaldes en shamanistisk digter, hendes værk er messende, cyklisk, lig naturens, livets cyklus. Som læser væves man ind i hendes univers, i en drømmeagtig tilstand, som fortsætter længe efter bogen er forbi.

En gennemført vellykket udgivelse

Flere gange gennem læsningen har det slået mig, hvor omfattende et arbejde oversættelsen af Vildgræs ved flodlejet må have været. Et arbejde, som kræver et imponerende overblik og en gennemgribende forståelse for japansk kultur og litteratur. Nu har jeg af gode grunde ikke læst Itō på originalsproget, men intet sted i Vildgræs ved flodlejet støder man på sprogclash eller stive ordvalg. Her fremstår intet fordansket, ej heller uoversætteligt eller uforståeligt på dansk. Taget i betragtning hvor kulturelt og litterært forskellige Danmark og Japan er, må det siges at være en bedrift.

Efterordet af Olga Ravn og Johanne Lykke Holm er guld værd for nye læsere af Itō. Her reflekteres og udfoldes læsningsmuligheder, som jeg enten kunne nikke genkendende til, eller som gav mig lyst til at læse bogen igen med nye øjne. Der samles op, og der tilbydes nye indgange til at forstå Itō som digter. En utroligt gennemført udgivelse, fra ende til anden.

Vildgræs ved flodlejet var en vild og øjenåbnende læseoplevelse. Sjældent har jeg læst noget så mærkværdigt, sanseligt stærkt, frastødende, forvirrende og interessant. Det er overvældende poesi, som jeg aldrig har oplevet det før, og jeg er nødt til at læse mere af Hiromi Itō.

Bogen er måske ikke den lettest tilgængelige, men jeg vil alligevel anbefale den bredt. For den er mest af alt så sansemættet, så stemningsfuld, at den ikke kan andet end at gøre indtryk. At læse Vildgræs ved flodlejet kræver ikke en stor viden om poesi eller japansk litteratur. Det er en bog, der først og fremmest skal føles, og det er en bog jeg vil vende tilbage til igen og igen. 6 hjerter herfra.

imagesimagesimagesimagesimagesimages

Hvis du har planer om at gæste Louisiana Literature denne sommer, så slå lige et smut forbi Hiromi Itō og oplev hendes messende, shamanistiske oplæsning. Hun er uden tvivl en oplevelse og et af hovednavnene på min liste.

Vildgræs ved flodlejet kan erhverves fra forlaget her.

Fandenivoldsk og følelsesmættet instagrampoesi – trykt digtsamling fra @affektivt udkommer i dag

/ Litteraturformidleren.dk / 2 kommentarer

 

1B43A3A0-E643-4DC7-B453-BDEA0768385F.jpg

@affektivt

Digtsamling – 84 sider – Forlaget Forår – 2018 – sponsoreret: anmeldereksemplar fra forlaget

“MANGLER DE ORD OG HANDLINGER
SOM FORKORTER BÅNDET MELLEM OS
EN DEL AF SAMME HOLD
HOLDT SAMMEN AF AT DELE
JEG HIVER DYNEN OVER LIVET
SÅ I IKKE KAN HØRE
AT ANGSTEN TRÆKKER VEJRET HER
FOR DET HER ER DISTANCE
FORKLÆDT SOM NÆRVÆR”

@affektivt er en digtsamling med ophav i instagramkontoen af samme navn. Her postes korte, minimalistiske digte, skarpt sat op, kontrasteret, centreret, caps-locket og uden for meget pis. Indholdsmæssigt er digtene på samme måde kompromisløse, ligetil og uden intetsigende floskler og klicheer. Digtene kredser om relaterbare affekter, om vrede, afsky, afmagt, ensomhed og om det affektive sind, om overmandende følelser og kontroltab. De små tekster henvender sig til noget i os alle, til genkendelige følelser og affekter, uden at blive selvfølgelige og ligegyldige. Stemningen er dyster og fandenivoldsk, seksualiteten et aggressivt våben og en passiv flugt. Overalt i digtene fornemmes en ensomhed, en distance til  andre mennesker, og man fornemmer tydeligt den psykiske sårbarhed og det affektive sind i skriften.

Det sproglige talent fornemmes tydeligt i @affektivts digte, som er virkelig velkomponerede og fulde af sproglige finesser. Flere steder er det legen med, eller ligefrem fraværet af bestemte ord, der gør tekststykket så stærkt:

“VI SPISER HINANDEN AF MED DE HVIDE
IMENS VI FORESTILLER OS EN VERDEN I FARVER
FOR DU SIGER
AT VI IKKE MÅ LYVE
SÅ VI KONSTRUERER SANDHEDEN
VI STOLER PÅ ALLE VORES TANKER
FOR VI LYVER IKKE FOR OS SELV
MEN FORSKELLEN VISER SIG I VORES FÆLLES FORTÆLLINGER
OG VORES EGET FORSVAR
BLIVER VORES ANKLAGE
SÅ BARE LYV
FOR VI SKAL IKKE TRO PÅ ALT
HVAD VI TÆNKER”

Forfatterens anonymitet er ifølge forlaget et greb, som skal flytte fokus til det, det faktisk handler om; at @affektivt ikke skal forstås som en person, men snarere et fænomen eller en tilstand, som bor i os alle. At fjerne forfatteren fra værket giver en helt særlig mulighed for læseridentifikation, man føler måske i højere grad et medejerskab over affekterne i læsningen af digtene, når afsenderen ikke er klart defineret. Ud over det har det alle dage pirket til folks interesse og nysgerrighed at hemmeligholde mennesket bag et værk, og jeg desuden tror at det kan fungere ganske fint som pr-strategi. En interessant og anderledes strategi til litteratur som er opblomstret på et anderledes litterært medier.

Instagramdigte er ikke som sådan noget nyt og banebrydende. Men der er efter min mening langt mellem snapsene på et medie som Instagram, hvor alle har potentiale for at blive selvudgivere.  Og her tager kvaliteten ind imellem nogle pinagtige dyk. De sociale medier kan i nogle tilfælde give en masse taletid til noget uinteressant og ligegyldigt (som jeg ytrede i min anmeldelse af Rupi Kaurs Mælk og honning). Men det kan også gemme på ganske læsværdig poesi, som @affektivt. Der skal lyde de varmeste anbefalinger herfra af @affektivt i både trykt og digital form. 5/6 hjerter.

 

hjerter5

Find dit eget eksemplar  af  den fine lille digtsamling her.

Processed with VSCO with 1 preset

6D9259F5-963B-4699-A032-C2BF8857FAA2

Forlaget Forår er et nyetableret mikroforlag med base i Odense. Det lader til at være et spændende foretagende, som tør satse på de mere anderledes og skæve udgivelser – præcis hvad jeg elsker så højt ved de små danske forlag. Hvis du vil tjekke dem ud, kan du gøre det her. Jeg glæder mig i hvert fald til at følge dem!

 

Skuffende banal poesi fra bestsellerdigtsamling – MÆLK OG HONNING af Rupi Kaur

/ Litteraturformidleren.dk / 1 kommentar

CCD95FC7-455B-48C9-8C61-E3E745BC6AC6.jpg

MÆLK OG HONNING af Rupi Kaur

Digte – Lindhardt og Ringhof – 2018 – 208 sider – omslag og illustrationer af Rupi Kaur – oversat fra engelsk af Julia Lahme – sponsoreret: anmeldereksemplar fra forlaget

” du fortæller mig
at jeg ikke er som de fleste piger
og lærer at kysse mig med dine øjne lukkede
der er noget ved sætningen – noget med
hvordan jeg er nødt til ikke at være som de kvinder
jeg kalder for søstre for at blive begæret
der giver mig lyst til at spytte din tunge ud
som om jeg skal være stolt af at du valgte mig
som om jeg skulle være lettet over at du synes
jeg er bedre end dem”

Canadisk-indiske Rupi Kaur er på rekordtid blevet verdenskendt for sine digte og illustrationer, som hun har delt via sin profil på Instagram. Hun skriver små tekstbidder om bl.a. kvindelighed, kærlighed, selvforståelse, identitet, seksualitet, misbrug og heling. Mælk og honning er hendes debutbog, som hurtigt har opnået verdensomspændende succes og er international bestseller med over to millioner solgte eksemplarer.

Digtene er struktureret i fire dele, tituleret det smertende, det elskende, det ødelæggende og det helende. Digtene er tydeligt præget af disse forskellige affektive temaer og bearbejder nogle af de samme emner. Digtsamlingen er grafisk vellykket, med sorte sider, som adskiller bogens fire dele og enkle, sorte stregtegninger omkring en del af digtene. Formen varierer fra få linjer til mere tætskrevne sider, dog med overvægt af de små tekstbidder. Det er således en både let- og hurtigtlæst bog, både kort i formen, men desværre også ganske blottet for sproglige udfordringer eller finesser.

Rupi Kaurs illustrationer er det mest interessante ved digtsamlingen. Men det skrevne ord må desværre siges at have trættet mig fra første til sidste strofe. Jeg har ikke tidligere fulgt eller læst noget af Kaur, og vil nok næppe gøre det fremover. Mest af alt følte jeg, at jeg læste en kavalkade af inspirational quotes, som ind imellem florerer på nogle af de mindre content-kritiske profiler på diverse sociale medier. Digtene er fulde af klichéer, letkøbte guldkorn og søgt lommefilosofi, og i bedste fald leder de tankerne hen på hurtige ugebladsromaner og ligegyldig bekendelseslitteratur. De berørte emner i digtene er så basale og alment menneskelige, at de nødvendigvis vil være genkendelig for de fleste. Det er den eneste grund jeg kan finde til, at netop Mælk og honning skulle blive en så stor international succes som den er blevet – det er i hvert fald ikke de litterære kvaliteter der tynger.

Digtene i Mælk og honning er dog ikke helt uden værdi. Man kan håbe på, at en så let tilgængelig digtsamling som nærværende vil trække nye typer læsere ind i poesien, at det måske vil give endnu flere mod på og lyst til at kaste sig ud i læsning af digte. I en tid, hvor den folkeligt brede litteraturformidling vs. det elitære smagsdommeri synes at være på alles læber, håber jeg på, at det ene ikke udelukker det andet. At man kan starte på et overfladisk niveau og derigennem få appetit på at gå i dybden med litteraturen, udfordre sin hjerne. For den brede litteraturformidling er vigtig, men det er kvaliteten i litteraturen i høj grad også.

Når det så er sagt, så er bogens illustrationer ind imellem ret fine, og de løfter  digtsamlingen en tand. Uden dem, ville det virkelig have været en uinspirerende læseoplevelse. Med stor skuffelse og forundring over verdens stående applaus til Mælk og honning, lander vi på 1/6 hjerter herfra.

hjerter1,4 hjerter0.jpg

Hvis du har mod på selv at anskaffe dig digtsamlingen, kan det gøres her.

24779F8F-9335-4DED-8A2F-911B2827D8EE.jpg

 

Velreflekterede digte om liv, død, sorg, savn og forgængelighed – EN VASE I BRYSTET af Daniel Boysen

/ Litteraturformidleren.dk / Skriv en kommentar

img_20180504_103643.jpg

EN VASE I BRYSTET af Daniel Boysen

Digtsamling – Forlaget Silkefyret – 2018 – 93 sider – sponsoreret: anmeldereksemplar fra forlaget

” jeg går i havet/ solen har været/ oppe længe/ stenene trykker/ under fødderne/ gamle skader/ løsnes/ bryder gennem/ overfladen/ færgebølgerne er/ voldsomme”

En vase i brystet er en helstøbt digtsamling om livet og døden, om naturens ufravigelige forgængelighed. Digte og fotografier fortæller i små fragmenter om en årstids skiften, om livets langsomme, men støtte cyklus, om sorgen og dens udvikling. Vi vender tilbage til en evighedsfølelse, en cirkulær bevægelse i naturen, i livet, døden og sorgen:

” vi sænker jeres aske/ i mulden/ om nogle år/ vokser I op/ med grene/ og blade/ vi kan klatre mod/ en himmel/ på jeres nye rygge”

Strand, hav, skovmuld, bølger, fugle, blade, lysafspelinger, frost og vind er nogle af de naturelementer, der arbejder med og imod kroppen, danner ramme omkring jegets eksistens og tilbagevendende funderen over eget liv, egen krop og væren. Meget fint illustreres digterjegets forhold til sin egen eksistens i bogens allerførste digt:

” de dødes lys/ brænder/ fra mit hoved/ som et mørkt forår/ i en udtrådt verden/ tanken om at/ vende tilbage til/ den ro/ der var før/ jeg fandtes/ skræmmer mig”

Som forlaget selv skriver, kredser digtene om tematikker, som samling og splittelse, om at være menneske i rummet mellem før-fødsel og efter-død. Vi befinder os i et limbo mellem erkendelse, sorgbearbejdelse og håbløshed. Samtidig med at døden beskrives som stilstand, fortsætter livets og naturens evige cirkulære bevægelse ufortrødent. Noget, som efterlader læseren med en følelse af magtesløshed, men til dels også trøst eller accept. Der er gennem digtene et dybfølt ønske om at fastholde noget af det levede liv, at plukke minder som blomster og gemme dem i hjertet, i brystets vase. Det ufravigelige i døden er på en måde noget, der fylder digterjeget med sorg og melankoli, men også værdi.

Det er første gang, jeg har fornøjelsen af at læse noget af Daniel Boysen –  men det bliver absolut ikke sidste gang. Hans digte vidner om en usædvanlig stærk observationsevne, og han formår at skrive tunge ord med en let pen. Emnerne digtene kredser om er alment menneskelige refleksioner, som fremskrives relaterbart og med et gran humor.

Universet i digtsamlingen er fint og organisk og fotografierne, der blander sig mellem siderne er taget af forfatteren selv, og understøtter hele setup’ et afsindigt vellykket. En vase i brystet efterlader en tone som sidder fast, en melankolsk funderen over egen eksistens, eget fravær. Digtsamlingens smukke fotografier er drømmeagtige kollager, som sætter den rette stemning til digtene, som et følelsesmættet, silkeblødt bagtæppe til værket. Fotografierne er desuden et tiltrængt æstetisk kosttilskud til en udgivelse, der ved første øjekast ser noget kedelig og uindbydende ud. Omslaget er trykt på et mat og nubret papir, som  giver associationer til sandpapir eller tør hud, og som desuden hurtigt ser slidt ud. Jeg tror, de fleste har en tendens til at dømme en bog på dens omslag, hvilket i dette tilfælde er virkelig ærgerligt. Der gemmer sig en stor æstetisk oplevelse på den anden side af det grove, triste ydre, så lad dig endelig ikke narre. Alt i alt er En vase i brystet en digtsamling med et interessant filosofisk udgangspunkt, en imponerende sproglig lethed i alt det tunge, og en stærk æstetisk ramme. 5/6 hjerter og kraftige anbefalinger herfra!

hjerter5

cof

En+vase+i+brystet

Digtene kan købes direkte fra forlaget her,  og så burde du i øvrigt tjekke Daniel Boysen ud her.

Digte til enhver stemning – DEN RULLENDE KANON – en antologi af yndlingsdigte udvalgt af Thomas Boberg og Ib Michael

/ Litteraturformidleren.dk / Skriv en kommentar

den-rullende-kanon-en-antologi-af-yndlingsdigte

Den rullende kanon – en antologi af yndlingsdigte udvalgt af Thomas Boberg & Ib Michael

Digtantologi – Forlaget Arabesk – 2016 – 360 s. – omslag af Marianne Dunker & Ferdinand Ahm Krag – sponsoreret: anmeldereksemplar fra forlaget

” I buskadset, et guldplettet smykkeskrin,
i det usikre buskads der er dækket over
med smukke blomster, hvor kysset sover,
gennembrydes det udsøgte broderi

af en frygtsom faun der viser sine øjne,
bider røde blomster med sit hvide smil.
Solbrændt og blodig som gammel vin,
brister han i latter under buskens grene.

Og da han er flygtet, som egernet,
skælver hans latter endnu på hvert blad,
og, skræmt af en dompap, ser man da
Skovens gyldne kys meditere.”

Sådan lyder digtantologien Den rullende kanons treogtresindstyvende digt, Faunens hoved, som er skrevet af Arthur Rimbaud. Dette digt faldt, som så mange fra antologien, ind i min bevidsthed og blev hængende. Poesi er sansning og følelse, noget til tider udefinerbart, noget der rammer, påvirker, på en eller anden måde vækker følelser hos sin modtager. Og netop den måde, Thomas Boberg og Ib Michael har udvalgt digte til Den rullende kanon, er i mine øjne essensen af poesilæsning; de har valgt hvert eneste af antologiens 242 digte med hjertet, uden andre kriterier end følelsen og deres helt subjektive udbytte af digtene. Og det personlige engagement er noget der mærkes, når man læser antologien.

I Den rullende kanon tilbydes et svulstigt tagselvbord af alsidig poesi – fra Baudelaire, Thorup, Hassan, Dickinson, Strunge, Aidt, Kirkeby, Dylan, over en række anonyme lyrikere. Som Boberg og Michael selv forklarer det i indledningen til antologien, så er den sammensat helt uden stringent orden og  sorteringskrav: “Der er digte af kendte og ukendte, gamle og nye. Der er ikke noget hierarki, udvalget er ikke repræsentativt. […] Vi har placeret digtene helt uden hensyn til digtenes epoke, land, køn eller emne. Digtene kommunikerer på tværs af tid og rum.”

Digtantologien er så loyal mod poesiens sprog, mod følelse, sansning og lyst før fornuft, system og afgrænsning. Det er fri leg, det er engagement og passion. Og det, der ydermere gør Den rullende kanon interessant, er antologiens brede appel – bogen er til den hærdede poesisluger såvel som til den helt grønne lyriklæser. Den er både et oplagt sted at starte, fordi den favner så bredt, og den er en gave til den læser, der har brug for en lille bid kvalitetspoesi ind imellem.

I sidste ende er læsning af poesi – som al anden læsning – en afsindigt subjektiv størrelse, og ligesom jeg stødte på en masse digte, som overvældede mig og som jeg tager med mig videre, så var der også en del digte i antologien, som var ligegyldige for mig. Jeg er vild med konceptet, den frie udvælgelse, fralæggelsen af indskrænkende rammer og kvotetænkning. Antologien bærer tydeligt præg af lyst og kærlighed til poesien og for den frie for og det overvejende solide indhold, belønnes antologien med 4 store hjerter herfra.

hjerter

Hvis du er interesseret i mere info om bogen – eller sågar at skaffe dig dit helt eget eksemplar – kan du gå herhen.

cof

Den perfekte dåbsgave eller fødselsdagsgave til de mindste: HALFDANS ABC – af Halfdan Rasmussen & Ib Spang Olsen

/ Litteraturformidleren.dk / 1 kommentar

edfmde

HALFDANS ABC – af Halfdan Rasmussen

Børnebog – Carlsen – genudgivelse – 2017 – sponsoreret: anmeldereksemplar fra forlaget

“Ylle, Dylle, Dolle,
tre små lodne trolde
gik på jagt med vanter på
for at skyde hvad de så.
Ylle skød en kaffekande
Dylle skød en stegepande
Dolle skød en kasserolle
Ylle, Dylle, Dolle”

Vi er mange der kender og elsker den, dette barndomsklenodie, indsvøbt i de smukkeste illustrationer. Ovenstående citat, fra bogstavet Y er klar favorit hjemme hos os, og vores næsten 2-årige citerer det dagligt. Halfdans ABC var højt elsket dengang jeg var barn og adskillige år før da, og er altså stadig et hit med sine finurlige vers og smukke illustrationer.

Børnebogsklassikeren, som udkom første gang for 50 år siden, har været udgivet i adskillige udgaver gennem tiden. Det er første gang bogen udkommer i pegebogsformat med tykke papsider, som henvender sig til de alleryngste.

Papirsiderne er skiftet ud med en kraftig papkvalitet, men ellers ligner den sig selv. Stemningsfulde illustrationer, skæve og humoristiske vers, og et fantastisk sprog og en rytme, som fænger børn (og voksne) i mange aldre og stadier.

Herhjemme kan vi slet ikke få hænderne ned af bar begejstring, og står du og mangler den helt perfekte gave til din lille nevø, til det nyfødte familiemedlem, eller til barnedåben, så er her et vældig godt bud. Et børneappellerende stykke national kulturarv, som uden tvivl vil vække begejstring hos alle småbørn og ikke mindst nostalgiske følelser hos deres forældre.

Læs mere, eller køb den fine pegebog her.

1

2

AT SYNKE ET OCEAN af Jesper Gaarskjær

/ Litteraturformidleren.dk / 1 kommentar

cof

AT SYNKE ET OCEAN af Jesper Gaarskjær 

Digtsamling – 100 sider – People’s Press – omslag af Jesper Gaarskjær og Rasmus Funder – anmeldereksemplar fra forlaget

“nu, hvor bådene driver ind fra det mørklagte
kæntrer mennesker i afstandene
langs vejene
på det trange kontinent
i pauser mellem terrorangreb
jeg har lært dig at kende
jeg ved, hvad du ikke ved:
du smugler angsten med

mine drenge samler grankogler i haven
løber nøgne rundt i sommerregn
folder både af avispapir ved åen i skoven
spiller fodbold med plastikbold på stranden
de ved ikke, at det er din sten i vindueskarmen
og det bliver mellem os
eller det forplanter sig
i en sandhed, de ikke kender”

D. 31/8 udkommer Jesper Gaarskjærs skønlitterære debut, digtsamlingen At synke et ocean, som handler om at leve et priviligeret liv i en verden fuld af krig, død og ødelæggelse. Om at være forælder til trygge børn og om at se til, mens andre børn kæmper for deres overlevelse, traumatiseres og drukner. Om kontraster; barndommens naive tryghed i en grotesk voldelig verden. Et personligt vidnesbyrd om de tanker og følelser, som flygtningekrisen har vakt i en dansk familiefar.

Digtsamlingen er struktureret i 4 dele med hver deres overskrift, som indkredser handlingen. Formmæssigt eksperimenteres der med tekstblokke, nøgne sider, indryk og små strofer med få vers, hvilket bryder et glidende flow og gør læsningen afbrudt, hakket og uforudsigelig. På den måde etableres et kaos i digtenes udtryk, som er i tråd med indholdet.

Digtene i At synke et ocean er alt andet end behagelig læsning. Stemningen er så gennemsyret af afmagt, frygt og frustration, at ubehaget vokser for hver strofe. Og det, at det er så gennemført ubekvem læsning, må tilskrives Jesper Gaarskjærs evne til at indkapsle almen menneskelig frygt og de helt afsindige niveauer af angstfølelser, der følger med, når man bliver forælder.

Som mor, og som politisk engageret menneske, ramte digtsamlingen mig på min afmagt, min dårlige samvittighed over min handlingslammelse og min frygt for at miste det, der betyder allermest. At synke et ocean er en tvangsfodring af alt det, man til tider helst bare vil lukke øjnene for, forsøge at glemme. Og netop at synke står for mig som et nøgleord, både i den forstand, at vi ikke kan lukke øjnene for hvad der sker, men er nødt til at indtage det, synke det, og følelsen af at synke ned i dybet, uden at kunne gøre noget, uden at kunne ændre på det optrappende, ulykkelige kaos, der udspiller sig.

At synke et ocean er en lille, men kraftfuld bog. Det er en hudløst ærlig samtidsskildring, et stykke litteratur som i høj grad bidrager til en bedre forståelse af, hvordan det er at være menneske i dag, hvordan det er at opfostre børn i en verden fuld af had og død. Det er en fortælling om angst, frygt, sorg og afmagt, om at indtage andre menneskers traume, om at sluge den bitre pille det er, at forholde sig til sin omverden.

At synke et ocean er absolut læsværdig, omend ikke en bog der bidrager positivt til ens velbefindende. Men det er netop derfor den er så vellykket. 5/6 hjerter og en varm anbefaling herfra.

hjerter5