Enestående, drømmeagtigt langdigt fra Louisiana Literature-aktuel, radikal japansk poet – VILDGRÆS VED FLODLEJET af Hiromi Itō

 153B5D17-7673-4444-AB17-AB1B89580BFE.jpg

VILDGRÆS VED FLODLEJET af Hiromi Itō

Langdigt – Forlaget Arena – 2018 – 114 sider – oversat fra japansk (Kawara Arekusa) af Annette Thorsen Vilslev – efterord af Olga Ravn og Johanne Lykke Holm – omslag af Kasper Vang – sponsoreret: anmeldereksemplar fra forlaget

“Mor førte os med / Og vi stod på forskellige transportmidler / Vi stod på, og vi stod af, og vi stod på igen / Vi kørte i biler, og vi gik ombord på busser, / og så gik vi ombord på fly / Og vi gik om bord på flere busser, vi stod på toge, vi kørte i biler “

Sådan starter Vildgræs ved flodlejet med en rejse, som aldrig ender. Digterjeget er en ung piges, digtet en fortælling om rodløshed og en evigt søgende tilværelse. Sammen med sine søskende følger hun sin mor fra den ene far til den næste, ud og hjem til flodlejet igen, over landegrænser, fysiske og mentale grænser. De er immigranter, deres pas er dårlige pas, deres sprog uforståeligt. Ligesom med fremmede planter, er levevilkårene bedst for de indfødte – nogen hører til og nogen gør ikke. De fremmede mister sig selv i assimilationen. Bogen er en rejse – eller flugt – på vanvidets rand, gennem dystopiske, poetiske landskaber. Itō eksperimenterer med sprog og genre, og fortællingen er grænsesøgende i alle henseender.

Kønsudfordrende karakterer og almægtig natur

I Vildgræs ved flodlejet udfordres Japans patriarkalske strukturer, og gængse kønsopfattelser sættes på spidsen. Kvinderne er centrale, aktivt handlende og tænkende, og der åbnes på en måde op for anderledes kvinderoller, som ikke er ens betydende med omsorg, varme og moderlighed. Moderen i bogen er langt fra altopofrende kærlighed og tryghed. Hun er til dels kilde til utryghed og instabilitet. Hun er primært dyr og krop, hun er ækel, hun lugter, hun er grænseoverskridende, hun tvinger varm kvalm modermælk i munden på digterjegets lillebror, hun er seksuel, med sig selv, med fædrene, som er lig, med de vilde vinplanter. Hun går i et med hundene og med planterne. Hun giver liv som en plante får nye skud, men ikke omsorg.

Naturen i Vildgræs ved flodlejet er dominerende, vild og utæmmet, de vilde græsser og vine er aggressive og overmandende, og andre arter underkastes dem. Ved flodlejet  konsumeres alt, alle bliver til lig.

“Der var så mange forskellige slags lig, / Det var på grund af græsset, / Det fangede og åd alle de dyr, det kunne, / Alt der døde ved flodlejet blev til lig, / Det betød ikke noget, om du var i live eller død, / Hvis du kom til flodlejet, ville græsserne æde dig, og du ville blive til et lig “

Vildgræs ved flodlejet er et sammensurium af poesi og prosa, drøm og virkelighed, liv og død. I Itōs digtning er intet endeligt. Grænser, som oftest forstås så skarpt dikotomisk i Vesten, flyder sammen, forsvinder. Mennesker er dyr er planter, liv og død er en kontinuerlig bevægelse. Planternes lov er den gældende – det er mere almindeligt at leve end at dø:

“At leve / Er mere almindeligt / End at dø for planter / De kommer tilbage / De fortsætter / De dør ikke / De rejser sig fra de døde / De bliver levende igen / De vokser frem igen, lige meget, hvad de møder / De føder et utal af børn “

Livet fortsætter, rejsen fortsætter, de samme ting gentages, starter forfra igen og igen. Hiromi Itō kaldes en shamanistisk digter, hendes værk er messende, cyklisk, lig naturens, livets cyklus. Som læser væves man ind i hendes univers, i en drømmeagtig tilstand, som fortsætter længe efter bogen er forbi.

En gennemført vellykket udgivelse

Flere gange gennem læsningen har det slået mig, hvor omfattende et arbejde oversættelsen af Vildgræs ved flodlejet må have været. Et arbejde, som kræver et imponerende overblik og en gennemgribende forståelse for japansk kultur og litteratur. Nu har jeg af gode grunde ikke læst Itō på originalsproget, men intet sted i Vildgræs ved flodlejet støder man på sprogclash eller stive ordvalg. Her fremstår intet fordansket, ej heller uoversætteligt eller uforståeligt på dansk. Taget i betragtning hvor kulturelt og litterært forskellige Danmark og Japan er, må det siges at være en bedrift.

Efterordet af Olga Ravn og Johanne Lykke Holm er guld værd for nye læsere af Itō. Her reflekteres og udfoldes læsningsmuligheder, som jeg enten kunne nikke genkendende til, eller som gav mig lyst til at læse bogen igen med nye øjne. Der samles op, og der tilbydes nye indgange til at forstå Itō som digter. En utroligt gennemført udgivelse, fra ende til anden.

Vildgræs ved flodlejet var en vild og øjenåbnende læseoplevelse. Sjældent har jeg læst noget så mærkværdigt, sanseligt stærkt, frastødende, forvirrende og interessant. Det er overvældende poesi, som jeg aldrig har oplevet det før, og jeg er nødt til at læse mere af Hiromi Itō.

Bogen er måske ikke den lettest tilgængelige, men jeg vil alligevel anbefale den bredt. For den er mest af alt så sansemættet, så stemningsfuld, at den ikke kan andet end at gøre indtryk. At læse Vildgræs ved flodlejet kræver ikke en stor viden om poesi eller japansk litteratur. Det er en bog, der først og fremmest skal føles, og det er en bog jeg vil vende tilbage til igen og igen. 6 hjerter herfra.

imagesimagesimagesimagesimagesimages

Hvis du har planer om at gæste Louisiana Literature denne sommer, så slå lige et smut forbi Hiromi Itō og oplev hendes messende, shamanistiske oplæsning. Hun er uden tvivl en oplevelse og et af hovednavnene på min liste.

Vildgræs ved flodlejet kan erhverves fra forlaget her.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s