Noveller om angst, ensomhed, sorg og livets små, men afgørende øjeblikke – RAV af Bjørn Isak

RAV af Bjørn Isak

Noveller – Brændpunkt – 2018 – 123 sider – omslag af Søren Klok – anmeldereksemplar fra forlaget

“Jeg planlagde mit selvmord i løbet af en formiddag, og jeg vidste præcis, hvordan jeg ville gøre. Jeg var 14, og jeg tror, at det var en mandag. Jeg tog bussen fra stoppestedet overfor skolen og var hjemme midt på eftermiddagen. Min far arbejdede sent, og min mor var på kursus i Sorø. Jeg fodrede hunden, gjorde mit værelse rent, smed mit snavsede tøj til vask og slettede nogle billeder på min computer. Jeg tændte for musikken, lagde mig på sengen, kaldte på hunden og fik den til at lægge sig med hovedet hvilende på min mave. Den fjernede ikke blikket fra mig, og øjnene var sørgmodige. Jeg tænkte, at jeg ville savne hunden og følelsen i kroppen, lige før man falder i søvn. Det og så lyden af torden og regnvand i nedløbsrørene uden for mit vindue. “

Ensomhed, tab, valg og fravalg er emner, som novellerne i Rav tager udgangspunkt i. Genkendelige og almenmenneskelige emner, som alligevel aldrig rigtigt bliver relaterbare eller genkendelige i novellesamlingen Rav.

I de 14 korte noveller møder vi bl.a. drengen, som fortæller sin familie om sit selvmordsforsøg, den utro og følelsesmæssigt afstumpede kæreste, manden der er forelsket i sin søster, den ulykkeligt barnløse pædagog, mennesker på kanten af samfundet og mennesker som passer ind, mennesker i sorg, krise og ensomhed.

Størstedelen af karaktererne i Rav kommer desværre ikke rigtig ind under huden på mig, jeg forstår dem ganske enkelt ikke. Deres måde at agere på, tænke og tale på, deres måde at være sammen andre mennesker på.

Bogen proklamerer at dykke ned i almindelige menneskers afgørende livsøjeblikke, men det er jeg ikke helt enig i. Fortællingerne dykker i højere grad ned i mere eller mindre betydningsfulde småepisoder i ekstreme menneskers liv. Karaktererne er mestendels usympatiske psykopater eller passive, naive stakler. De bliver enten karikerede eller uforståelige. Og så skæres novellernes pointer lidt for insisterende og kantet ud i pap. Fx i fortællingen om manden, der har et trygt liv i forudsigelige , autistiske ritualer og hvis verden ramler, da han en dag opsiges fra sit ensformige fabriksarbejde. Han går i opløsning i friheden, hvilket enhver læser er helt med på, og så afsluttes novellen alligevel med at han skal skrige “Hvad er det for en forbandet frihed, som jeg lige pludselig skal kastes ud i?”. Pointen understreges, gentages, gøres idiotsikker. Som læser føler jeg mig ind imellem talt ned til.

Vellykket er imidlertid nogle af novellernes underspillethed, der sår tvivl om hvorvidt der sker en udvikling eller stagnering i historien. Ofte slutter fortællingen brat lige inden handlingen skal til at eskalere (eller flatline, jeg ved det ikke), og det fungerer rigtig godt. Læseren kan ikke undgå at videretænke historien. Et ret fint narrativt greb.

Jeg fandt altså bogens persongalleri kunstigt og karikeret og pointerne gentaget og understreget lidt for hårdt. Men novellesamlingen har bestemt også sine kvaliteter. Bjørn Isak er uden tvivl god til at skrive, teksten er hele vejen igennem velkomponeret og velformuleret og rent fortælleteknisk fungerer novellerne for det meste også godt. Ind imellem fremstår novellerne lidt overfladiske, fordi de vil for meget på den begrænsede plads novellegenren tilbyder. For der tages virkelig fat på mange forskellige typer af karakterer, miljøer og sindstilstande. Rav er forfatterens debut, og jeg tror at forfatterskabet med tiden kan bidrage med noget mere og bedre end Rav, som er en lidt blandet pose bolcher, hvor ikke alle faldt i min smag. Læs den, hvis du er til korte, kompakte noveller og se om du er enig. Den er hurtigt læst! 2 ud af 6 hjerter herfra.

hjerter2

Find bogen hos forlaget her.

Tragikomisk digtroman om psykisk sygdom og et sygt samfund – JEG BRUGER MIN KROP SOM ET MØBEL af Veronika Katinka Martzen

Bemærk de vidunderligt selvsmagende fanposters under digtromanen.

Bemærk de vidunderligt selvsmagende fanposters under digtromanen.

JEG BRUGER MIN KROP SOM ET MØBEL af Veronika Katinka Martzen

Digtroman – Gladiator – 2019 – 235 sider – omslag af Thomas Joakim Winther – anmeldereksemplar fra forlaget

“Jeget får en god idé

as of nu hedder Jeget ikke længere INTET
men Taylor Alison Swift

hihihaha

og Taylor Alison Swift kan godt fortælle jer alle sammen
at det er en helt ny fornemmelse
at gå på gaden med en tynd krop og små bryster og ansigt m. fx
kindben
til en forandring wow hihihaha omg lol
Taylor Alison Swift har det bare så godt lige nu
måske er det fordi hun har taget 10 mg oxapax
bare lige for at tage det værste af den angst
der er forbundet med ikke at have en personlighed
hihihaha

ej okay

jeg, Taylor Alison Swift, har en megagod personlighed
skinner igennem i flere af mine sange
fx i Blank Space
der handler om at jeg har et blank space på min liste over ekskærester
til DIG hvem du så end er, du er i hvert fald ikke her
nå men der synger jeg fx
“DARLING I’M A NIGHTMARE DRESSED LIKE A DAYDREAM”
aldrig tidligere har nogen beskrevet nogens personlighed
på en mere korrekt og præcis måde hvis jeg selv skal sige det
altså mig Taylor Alison Swift
der har en stolt tradition for at sælge folk en forkert vare
de tror jeg er rigtig sød og har det helt normalt oppe i hoved
men hihihahaha joke det har jeg overhovedet ikke
jeg har det helt faktisk fucked (den emoji med en omvendt smilende smiley) “

Hvad stiller man op med en genrehybrid, der kalder sig selv for digtroman, skrevet af en fiktiv satirefigur, som er født af Den korte radioavis? Man læser den og forholder sig til den og håber på, at udgivelsen var ment som et reelt litterært bidrag og ikke bare et mediestunt eller en joke. Og Jeg bruger min krop som et møbel bidrager rent faktisk med noget værdifuldt.

Jeg bruger min krop som et møbel er en vild bog. Det er en fortælling om et forskruet system, om psykisk sygdom, sårbarhed og identitetsforvirring. Og det vilde ved digtromanen er, at den faktisk lykkes særdeles godt med at behandle disse tunge, svært håndterbare emner pakket ind i satire – grotesk og latterkrampefremkaldende sjovt.

Det er en virkelig modsætningsfyldt bog, kontrasterne er ikke til at overse i det groteske spil mellem populærkulturelle klichéer og psykosens mørke afgrund. Veronika Katinka, som er bogens digterjeg, har mistet følingen med sin egen personlighed, hun leder efter sig selv i et kaos, hvor der ikke er nogen videre hjælp at hente. Hun rejser, hun knepper,  hun skriver, hun skærer i sig selv, hun taler med autoriteter af forskellig art. Hun får sin krop omopereret til en kopi af Taylor Swifts. Taylor Swift er en bærende karakter i bogen, en personificering af det perfekte, men også det tvetydige, dobbeltsidede. Og VKs stalker-tweets til den amerikanske popstjerne er episke:

“@Taylor Swift 22. juli kl. 01.26
En hurtig google-søgning på ‘Taylor Swift boyfriends’ afslører at du har været kærester med rigtig mange, fx John Mayer (december 2009). Altså hvordan gør du???

@Taylor Swift 23. juli kl. 10.55
Nå, men mit kneppetrick #1 er stramt tøj, megastramt tøj, især på overkroppen. Det kan jeg se på billeder at du også går i, så mit spørgsmål går…

@Taylor Swift 23. juli kl. 10.58
… mere på hvordan du går fra knep til at få folk til at kunne lide din personlighed. Det er mit problem nemlig, normalt når jeg vågner op med folk plejer de at kigge på mig som om jeg er noget de ville ønske snart ville gå væk (fx et forkølelsessår) – men den fornøjelse…

@Taylor Swift 23. juli kl. 11.01
…får de ikke hæhæ, jeg hænger ud hos dem hele dagen og så spiser jeg deres pålægschokolade og ser deres planet earth indtil de til sidst ‘desværre er nødt til at smide mig ud’ og så sidder jeg derhjemme og venter på at de skriver og det gør de jo aldrig og så; så…

@Taylor Swift 23. juli kl. 11.05
…er det at jeg begynder at chatte dem op dag og nat. Jeg skriver jokes og spørger dem om hvad de laver og når de så ikke svarer, så bliver jeg bare ved hahahahahah hvad siger du til det, er det det samme du gør eller har du andre tricks? “

Som sagt, den her bog er vild. Mange gange i læsningen tog jeg mig selv i at grine højlydt, noget, der virker bizart, når det man læser om i grunden er så tragisk. Men det er netop dét greb, der gør bogen interessant, at en så hjerteskærende historie kan fortælles på en sjov måde. Det føles vidunderligt forkert.

Digterjeget beskrives på et tidspunkt som “personificeringen af den ufarlige ironiske distance”, hvilket på en måde udpeger selve bogens væsen – ved at skrive en sarkastisk og ironisk distanceret tekst om meget alvorlige emner gøres det ufarligt, fordøjeligt, til at holde ud at læse. Og i sarkasmen lægges en eller anden ekstra distance mellem forfatter og værk. Anna Juul, som er kvinden bag Veronika Katinka, distancerer sig fra værket med både pseudonym og humor.

Formmæssigt må bogen også siges at være eksperimenterende. Bogen, som kaldes en digtroman, rummer alt muligt og umuligt – konfirmationstale, kammerspil, digte (eller parodier på digte?), breve, samtaler, tweets mm. VKs sprog er virkelig “ungt”, der er ikke sparet på hverken talesprogsamputerede ord, forkortelser eller emojis. Og det er med til at gøre bogen og performancen Veronika Katinka enormt gennemført.

Jeg var altså overordnet begejstret for Jeg bruger min krop som et møbel. Det er en mærkværdig og vellykket bog. Og jeg synes, at der gemmer sig noget meget vedkommende under satiren, under alle digterjegets psykosehumoristiske udbrud og ind imellem virkelig dårlige digte. Det er helt sikkert en bog, der er en læsning værd, hvad end man læser den som et bidrag til den for tiden allestedsnærværende litteratur om psykisk sygdom og identitetsforvirring i et stadigt mere præstationsfokuseret konkurrencesamfund, eller som ren satire over tidens navlepillerpoesi. Jeg selv læste den som lidt af hvert og synes den fortjener fire ud af seks hjerter. Original, morsom og ikke uden substans.

hjerter4

Find digtromanen her.

Fragmenteret skrift fra kvindekroppen – SPRÆKKER af Mette Garfield

SPRÆKKER af Mette Garfield 

Punktroman – Arkiv for detaljer – 2019 – 91 sider – omslag af Malene Hald – anmeldereksemplar fra forlaget

” Du begynder at bløde. Det pibler ud af dig. Rødt, skinnende blod. Han har forstyrret din cyklus, der begynder forfra, for tidligt. Du vejrer dufte, ser syner og bliver mindet om fortiden. Det løber og ånder ud af dit underliv, friskt. Dine læber bliver rødere og svulmer. Trusserne våde, amber, violette, brune skjolder, pletter. Dine næsebor udvider, åbner sig. Mugne, ramme, syntetiske lugte slår ind i dit kranie. Det åbner og lukker sig, dit køn er en gople, der blafrer. Du sover ikke igennem om natten. Du vågner som et feberbarn med aftryk af hans hage, hænderne, munden på dine underarme, brystvorterne og i lysken.

Da han står der igen ved din dør, i åbningen, på tærsklen, med blikket sænket, som siger for meget og ingenting. Siger du bare “ja”. Han løfter, holder, vælter dig omkuld.

Bagefter lægger han dig, folder  dig med sit ene lår mellem dine.  Hans kropsbehåring mod dine kønslæber, pulsslag i dit øre mod brystkassen. Noget af natten, tæt.

Og du ved ikke, hvorfor det er, det ikke er.”

Punktromanen som genre stiller høje krav til sin forfatter og sin læser. I små fragmenter, som gennem sprækker, med få ord og på få sider skal fortællingen udspille sig, og blive sammenhængende trods sin givne usammenhængende form. Hvert et ord er afgørende, hver en lille tekstblok kompakt af betydning. Og imellem punkterne, i alt det usagte, udspiller meget af fortællingen sig. Vil man læse et godt eksempel på en punktroman i sin mest vellykkede form, er Mette Garfields skønlitterære debut Sprækker et godt bud.

Titlen Sprækker er så sigende for genren såvel som for bogen, som i konkret og abstrakt forstand beskæftiger sig med sprækker, åbninger. Handlingen, som kører i to spor, kredser om to kvindeskæbner –  tiltalt som henholdsvis “du” og “hendes mor”.

Du’et er en kvinde i begærets vold, hun er krop og kød, hun begærer, sanser, længes efter en mand, der ikke er tilgængelig. Hun bruger sin krop og hun lader sig bruge, selvom hun ved, at han kun er på forbifart. Hun tror ind imellem at noget er ved at begynde, men det er det aldrig, der opstår altid kun en lille åbning, som hurtigt lukkes igen. Og hun undrer sig over hvorfor det er, at det ikke er. I fantasien bryder hun med passiviteten, tager den fulde kontrol tilbage, bliver den, der tager i stedet for at lade sig tage:

“Så kaster du ham ned i kælderen i et lille rum uden vinduer. Gulvet er af sten, koldt. Væggene grå beton. Du flår tøjet af ham og hænger ham op med hænderne over hovedet i kæder. Du lader ham hænge i timevis. Håndledene vamle sårblærer. Du knebler ham. Giver ham en hætte over hovedet. Dagene går med injektioner og arvæv, anus. Turen med ham i lænke.

Du spuler ham ned med isnende vand, hænger ham op igen, lader ham hænge.

Du flår hætten af ham, løfter hans hoved. En lyskegle fikseret mod hans ansigt.

KAN IKKE SE DIG.

Så bærer du ham op i stuen. Lægger ham i sofaen og lader ham sove. Du giver ham mad. Ferskner og is, salte kiks, fiskerogn, cava. Du hvisker, synger, vasker hans køn, holder hans hånd.

Så kyler du ham ned i kælderen igen. “

Du’et bruger sin krop, sit begær og sit sprog som drivkraft, noget, hun desværre ikke kan bemægtige sig – hun mister sig selv i begæret efter den utilgængelige mand. Hun prøver at skrive, men “falder i staver, laver fagter, vælter bogstaver, de forkerte ud over siden”. De punktvise nedslag falder vilkårligt, vi træder ind og ud af nutid og fortid, tanke, drøm og handling. Det ene øjeblik mødes du’et med sin udkårne i hans lejlighed, så modtager hun fertilitetsbehandling, så mødes de første gang nytårsaften. Man mister gang på gang orienteringen.

Samtidig følger vi bogens andet spor, fortællingen om “hendes mor”, som er pacificeret på en anden måde, lammet efter sin mands død, forladt og sat ud af spil. Magtesløs står hun og ser grådløs ud over markernes rim, føler afmagt og vrede over at skulle være mor for sine børn, at skulle fortsætte med at eksistere. Hun lever ikke op til de kollektive forventninger, der er til moderen – den person, der kører videre uanset hvad, som altid holder hovedet højt og holder samling på det hele. Og så beskæftiger hun sig selvfølgelig med alternative moderfigurer, som Iokaste, Ødipus’ mor. Og med det bliver det faktisk næsten for konkret, som om der peges lidt for insisterende på en pointe, som læseren for længst har forstået.

Disse bogens to kvindekarakterer synes langt fra hinanden i både liv og færden, men de har dog det til fælles, at de stikker ud af samfundet, de er ikke en del af fortællingen om det rigtige, det gode liv. De deltager ikke i en anerkendt  familiekonstellation, de færdes i et eksistentielt limbo, et ukonventionelt skyggeland.

En læsning af Sprækker er som en konfus drømmevandring. Abstrakt og uhåndgribelig og samtidig dragende og genkendelig. Mette Garfield formår at fremskrive en stærk fortælling om kvindeligt begær, om at blive gjort passiv i sine kødelige og åndelige længsler, om at kræve kontrol uden helt at lykkes med det. Og dog, for ved at skrive denne bog fra kvindekroppen og med det kvindelige begær som omdrejningspunkt, sker der i bedste écriture féminine-stil en empowering af kvinden. Bogen er en insisteren på eksistensberettigelse udenfor snævre normative kasser. Og det er en insisteren på en plads til kvindekroppen og det kvindelige begær, ucensureret og uforskønnet i litteraturen.

Sprogligt er Sprækker ganske umiddelbar og der lægges ikke fingre imellem. I nogle passager bliver sproget nærmest brutalt, i andre ganske lyrisk. Rent grafisk understøtter skriften parolen om en fortælling i glimt, som set gennem sprækker – nogle sider tætskrevne, andre næsten nøgne. Sprækker rummer skarpe observationer over sin samtid, over køn og krop og mellemmenneskelige forventninger. Genkendeligt og hudløst ærligt. Det er en bog, der fortjener flere læsninger, og som åbner op for nye betydninger og tolkninger for hver læsning.

hjerter5

Denne bog fortjener en plads på dit natbord og i din bevidsthed, find den hos forlaget her.

Ambitiøs generationsroman om at søge en plads i tilværelsen – ALT NU af Patrick Sølberg

ALT NU af Patrick Sølberg

Roman – Byens Forlag – 2018 – 294 sider – omslagsfoto af Wil Stewart – anmeldereksemplar fra forlaget

“Han kunne mærke, at hun smilte. Hun havde vel samme effekt på ham som et jordskælv, der rystede fundamentet. Hvor kontinentalpladernes sammenstød simpelthen former nye landskaber. Muliggør ikke bare noget nyt, men noget andet.  Ligesom den afrikanske kontinentalplade er ved at presse sig ind under den europæiske. Også i geografisk forstand vil Europa have Afrika under sig. Det er dog kun et spørgsmål om tid, før den afrikanske plade presser sig ind, spreder krakeleringer i Europa, bryder jorden op, stiger til vejrs som et stædigt bjerg. Snart bliver det hele rystet sammen. Det havde aldrig været et håb om at falde til. Nok snarere et ønske om at blive mindre rastløs. Som at indhente billedet, der bevæger sig i et hurtigere tempo end lyden. Minimere forskydningen. Og så, noget der udklækkes: følelsen af at bebo eller dét at høre til. Han duftede til hendes hår. Moskus og figenblade. “

Halfdan studerer litteratur, han er ung, rastløs og eftertænksom. Hans største eksistentielle krise ligger i overbevisningen om, at hans generation ikke har haft en eneste krise, ingen modgang i tilværelsen. Halfdan går rundt i den samme intetsigende hverdag, med få penge på lommen og et distanceret forhold til sin hemmelighedsfulde mor. Da Halfdans morfar rammes af demens og sygner mere og mere hen, påtager  (eller pålægges) Halfdan sig opgaven at færdigskrive den roman som morfaren har påbegyndt. Her starter en rejse i en desperat søgen efter udfordringer og dermed inspiration til at skrive – et ønske der i høj grad indfries.

Alt nu er en generationsroman i tre spor; Henry, den jødiske flygtning, som efter Anden Verdenskrig har mistet sit ophav og hele sin fortid og efterfølgende har skabt sig et nyt liv i Danmark. Hans datter, Metha, hvis liv har været præget af uoverkommeligt store tab og som kender alle de gode steder at græde i København. Og sidst men ikke mindst Halfdan, Methas søn, som går nærmest bedøvet rundt i en ligegyldig tilværelse. Halfdan, som er bogens primære karakter, er en underlig introvert person og en i mere end én forstand impotent ung mand. Han er underlagt den gamle kunstnermyte, at det kun er muligt at frembringe noget af kunstnerisk værdi, hvis man har mødt stor modgang i livet. “Heldigvis” skal han ikke mange skridt tilbage i sin families historie for at finde både modgang og tragedie.

Gennem romanen undrer det mig, hvordan fremmede mennesker konstant tager kontakt til Halfdan, insisterer på at tale med ham, selvom han er hermetisk lukket om sig selv og afviser alle der nærmer sig. Det virker usandsynligt og urealistisk, men er selvfølgelig den eneste måde at få ham gennem fortællingen og ud i verden på, da oplevelserne ligesom hagler ned over ham. Han selv handler meget lidt.

Alt nu er på mange måder en sammensat roman. Sølberg fortæller tre interessante historier, men lykkes desværre ikke altid lige godt med at samle dem i sidste ende. Det er som om romanen vil så mange ting på en gang, den lever ikke helt op til sine høje ambitioner om at være en fortælling om både krig, flugt, klima, tilhørsforhold, sorg, tab, fysisk og psykisk sygdom, død og meget mere. Bogens absolut mest vellykkede passager er da vi følger Metha i hendes ungdomsår i Berlins punkmiljø, som giver forståelse for og sympati med Metha, som i de resterende afsnit ellers er en ret bleg og karakterløs person.

Sproget i romanen er overordnet set virkelig smukt og ind imellem helt lyrisk. Men det kammer også over og bliver klichefyldt, eller andre gange overakademiseret. Fx da Florian, Halfdans far, gennemgår nogle maniske episoder, læser en masse bøger og får nogle “åbenbaringer” – her føltes det kortvarigt som at sidde i et auditorium igen til en forelæsning om hvidhed og kolonialisme, end som egentlig romanlæsning. Det er absolut ikke uinteressant, men måske en smule malplaceret.

Alt nu vidner uden tvivl om en forfatter med et imponerende vid og overblik, i emner som humanisme og populærkultur, og over i mere naturvidenskabelige discipliner. Sproget fungerer i min optik både godt og dårligt i romanen – både sanseligt og malerisk, men ind imellem går det for vidt og fremstår overgjort og kunstigt. Sidstnævnte gælder i høj grad i bogens dialoger, som til tider virker meget fremstillede. Små vendinger som “Hvad reflekterer du over?” virker bare ikke særlig autentiske (hvem siger dog ikke bare “Hvad tænker du på?” i en helt almindelig, afslappet samtale?).

Alt i alt er romanen en ret spændende og ambitiøs bog, omsiggribende i handling, og ind imellem vil den lidt for meget. Trods en overordnet fin sammenhæng, har romanen lidt for mange løse ender, lidt for mange påbegyndte emner, som skulle have haft mere plads i teksten for at give rigtig god mening. Men det er en bog, der også gav anledning til eftertanke og som var i min bevidsthed i et godt stykke tid efter endt læsning. Noget, der for mig kendetegner en læseoplevelse der kunne et eller andet.

Og nu står jeg her, ganske splittet over denne roman, som på den ene side demonstrerer forfatterens imponerende vid og fortælletalent – og på den anden side føles som om den skulle have været redigeret lidt hårdere, gjort mere sammenhængende. Med det sagt kan Alt nu anbefales for den gode historie, som byder på mange forskellige emner og dermed noget for enhver smag, og må lande et sted midt på min skala af 6 hjerter.

hjerter3

Køb Alt nu hos forlaget her.

Fabulerende og underholdende tekster om alt og intet – FABELAGTIGHEDER af Lars Emil Foder

FABELAGTIGHEDER af Lars Emil Foder 

Prosa – Forlaget Ekbátana – 2018 – 74 sider – omslag af Rakel Thorning-Vater – anmeldereksemplar fra forlaget

” Jeg forestiller mig en verden, ikke helt ulig vores, hvor man hellere vil ses på scenen end sidde skjult blandt tilskuerne, hellere lyse på lærredet end fortabe sig i mørket, hellere skrive bøgerne end forsvinde mellem deres sider osv. Jeg forestiller mig de overfyldte teaterscener og forladte publikumsrækker, de ulæste bøger der hober sig op på den knappe lagerplads, musik der brager ud over øde stadioner og festivalpladser og næsten ikke findes. Og så forestiller jeg mig én mand: manden der bare vil være publikummer. Den sidste publikummer. I grunden en ydmyg, næsten selvudslettende type, det er klart. Men nu er han en mand af betydning.”

Finurlige talemåder gøres konkrete og tankeeksperimenter køres helt ud på et sidespor i Lars Emil Foders prosadebut Fabelagtigheder.

Bogen er inddelt i 6 dele, adskilt af mørkegrønne sider og indeholdende alt fra vittigheder og drømme til eksistensfilosofiske tekster og digte. De to sidstnævnte er klart bogens mest vellykkede. I disse fabulerende små tekster serveres en god portion samfundskritik, et dissekerende blik på en verden, hvor vi alle vil ses og høres, men hvor ingen lytter, og en verden, hvor det lykkelige menneske er et fuldstændig uhørt særsyn, en uforståelig og måske ikke længere menneskelig skabning, som må bæres ud af s-toget i sin lykkelige lammelse og hentes af sin uforstående familie. Mangt og meget vendes på hovedet eller omtænkes, døden er en lille pige med en plastik-le. Og i fabelagtige drømme skimtes glimt af noget utopisk:

” Selv menneskene
havde menneskelige
egenskaber”

Fabelagtigheder

Omslaget, som er en fortolkning af tarotkortet “The Fool” illustrerer forfatteren som en gøglerfigur, jokeren, der står uden for kategori. Fint i tråd med bogen, som på sin vis står uden for genre, eller opfinder sin egen hybridgenre – fabelagtigheder. Fabelagtigheder er en bizar rutchetur i en kreativ hjerne, en drømmeagtig udsyrende række tankeeksperimenter. Den er et virvar af filosofiske tanker og onkelhumoristiske vittigheder.

Fabelagtigheder er underholdende, mærkværdig, samfundskritisk, eksperimenterende. Det er nok den eneste bog jeg har læst, der har fået mig til at grine højt, reflektere, rulle med øjnene og ryste på hovedet på samme tid. Bogen er faktisk lige dele genial og fjollet. Og bestemt en læsning værd. Herfra bliver det til 3/6 hjerter.

hjerter3

Find bogen lige her.

Stærk poetisk brevveksling mellem to verdenshave – HAVBREVENE af Siri Ranva Hjelm Jacobsen

HAVBREVENE af Siri Ranva Hjelm Jacobsen

Prosa – Lindhardt og Ringhof – 2018 – 64 sider – illustrationer af Dorte Naomi – anmeldereksemplar fra forlaget

“Kære M.
Du skriver til mig om sommeren, det samme gjorde Arktis for nylig. Hun røgter sine køer deroppe, og når de skal til at kælve, bliver hun spændt. “I årets første gry rejser kysterne sig som ventende ved et busstoppested.” Sådan skriver hun.  Jeg ved ikke, hvad hun mener med dét. Jeg synes, hun er begyndt at virke lidt ustabil.
Hvad angår årstiderne, har jeg svært ved at samle mig om dem. De er der, nogle gange skifter de plads. Jeg følger natten med blikket. Jeg ligger og ser planeterne flyde forbi. Tågerne deroppe, orange og rosa. Lysende alger i sort vand. Jeg drømmer om den spejlkugle, jorden skal blive, når vi mødes igen. 
Hvad angår krybene – jeg fornemmer din sorg. Ingen af os havde forudset denne acceleration. Trøst dig med, at alting går efter planen. Måske ikke som vi troede, men som vi ville.
A.”

Den klode vi betræder er svøbt i vand på omkring 70 % af sin overflade. Længe før vi kom og længe efter vi er forsvundet vil havene være her. Det er så svært at begribe, at vi ikke er noget særligt midtpunkt i fortællingen om jordkloden. Netop derfor er Havbrevene en så anderledes og interessant bog.

I Havbrevene tilhører synsvinklen havene i en brevveksling mellem Atlanterhavet og Middelhavet. Disse to søstre er tæt forbundne og alligevel ganske forskellige – Middelhavet, den kun 5 millioner år gamle lillesøster, som er empatisk og betaget af Ikaros, og Atlanterhavet, den 180 millioner år gamle storesøster, som har set verden ændres i uendeligheder, og som er noget mere kynisk anlagt. Gennem den 64 sider korte brevveksling introduceres vi til en slags alternativ skabelsesberetning med havene som omdrejningspunkt. Det er en fortælling om en ældgammel natur, en jordklode i evig forandring og mest interessant af alt er det en fortælling hvor mennesket blot er en lille bitte del af en større helhed og ikke, som vi oftest forstår det, omdrejningspunkt for hele verden.

Sjældent har jeg læst noget så syret og samtidig fuldstændig vellykket. Siri Ranva Hjelm Jacobsen formår at skrive så medrivende og troværdigt, at man øjeblikkeligt køber præmissen om to verdenshave med en plan om genforening. I løbet af ganske få sider virker denne skabelsesberetning helt oplagt.

Havbrevene er en alternativ skabelsesberetning og på samme tid en fortælling om undergang – det kommer lidt an på hvilke briller man tager på. Det er vanvittigt interessant at blive draget ind et så anderledes perspektiv, at opleve vores verden i en ny optik. Her forstås menneskeheden som kryb, som et midlertidigt mylder på jorden, et lille glimt af liv i en kæmpe cyklisk verdensfortælling. I Havbrevene er mennesket oprindeligt tænkt som en måde at samle havene på, som små mobile vanddunke, hvis formål er at fragte vand over land. Med et så alternativt persongalleri, må man nødvendigvis tillægge karaktererne menneskelige egenskaber for at forstå dem, og en så grundlæggende menneskelig egenskab som empati kigger da også frem i ny og næ, omend den ikke nødvendigvis er rettet mod et menneske. Når synsvinklen er så fremmed, som det må synes for mennesket at være hav, fremtræder nogle meget interessante blikke på verden, uhyre anderledes end vi opfatter den. Og med den manglende empati for det menneskelige fortæller havene om ellers så ulideligt følelsestunge emner, som flygtningekrise og død:

“Jeg er træt. Det er årstiden. Sommeren tærer på mig. Før var det ikke så slemt, men nu klatrer krybene så meget rundt på mig i deres bælge, alt for mange om én bælg. Jeg lytter til de synkende stimer. Hjernernes kliklyd, der gradvist stiger og så ebber ud. De står på bunden og duver med lunger, der spjætter af plankton og lyskrebs. Når ålene kommer, kigger jeg væk. “

Ikaros udgør en vigtig del af fortællingen og står som et klart billede på menneskehedens skødesløse behandling af jorden – vi har fløjet for højt og nu må vi nødvendigvis falde igen. Der er dog ikke tale om en løftet pegefinger, men nærmere et fokusskifte, en fortælling om en fremtid for noget andet og større end os, om naturens generobring af jorden. Og på en måde er det både dystopisk og opløftende læsning på samme tid.

Illustrator Dorte Naomi har bidraget til udgivelsen med grafiske tryk både mellem siderne og på det smukke fauvisme-associative omslag. De sorthvide tryk fungerer fantastisk stemningssættende og ind imellem ganske foruroligende med organiske former, som fremstår kaotiske og stringente på samme tid.

Her på årets korteste dag udkommer denne lille bog, som er et interessant og vigtigt bidrag til samtidslitteraturens bearbejdning af klimaproblematikker. Havbrevene er eksperimenterende, usædvanlig, tankevækkende og af høj poetisk og æstetisk kvalitet. 5/6 hjerter herfra.

hjerter5

Find dit eget eksemplar af den fine lille bog her.

Stemningsmættet hybridværk om en rejse til kontrastfyldte Sicilien – UNDER GULVET GROR DER PLANTER af Maria Molbech og Sofie Hermansen Eriksdatter

UNDER GULVET GROR DER PLANTER af Maria Molbech (illustrationer) og Sofie Hermansen Eriksdatter (tekst)

Grafisk og poetisk hybridværk – Forlaget Silkefyret – 2018 – 70 sider – omslag og opsætning af Maria Molbech – anmeldereksemplar fra forlaget

“I hårnålesving snor bilen sig ned ad
vulkanens skråninger. Små frodige marker
har lagt sig til rette i folderne hvor citrusfrugter
gror, vintræer, kastanjetræer, pinjetræer, de
blomstrer, skyder store strittende knopper,
under næste udbrud smeltes alt, knopperne
krøller sig sammen, træerne lægges ned
stødvist, det knaser og bager og syder,
det spirer igen “

Vi befinder os på en rejse til Sicilien. Planterne svulmer frodigt, solen brænder og luften er tør. Gennem små poetiske tekstbidder og indtagende illustrationer læser vi os ind i en stemning af Sicilien, på godt og ondt. For mellem frodige agaveplanter og unikke natur- og kulturseværdigheder kigger en fattigdom og en slidthed frem, gennem trætte, mørkrandede øjne.

Under gulvet gror der planter er en smuk og interessant lille bog. Der fortælles ikke som sådan en sammenhængende historie og alligevel føles det som om, jeg har været på vandring ved Siciliens agavekaktusbeklædte skrænter. Med en fin minimalisme skrives Siciliens dobbelthed frem, med en rig kultur og natur og en blomstrende turisme på den ene side og en affaldsforurenet, faldefærdig fattigdom på den anden. På denne kontrastfyldte middelhavsø, mellem frodige planter og affald, golde lavasten og spirende planter, tilpasser dyr og mennesker sig:

“Solen er ved at gå ned, da vi møder gedehyrden. 
hærdet og med læderhud. Skraldet har søgt tilflugt
på skråningerne. Gederne gør deres bedste for
at holde det nede. De gylper føden op og findeler
den igen. Papkasser, græstrå, plastikmælkeflasker.
De sicilenske bjerggeders maver er vant til at fordøje
skraldets skarpe kanter. Lortene har mærkelige former. “

 

Bogen fremstår meget flot med Maria Molbechs kontrasttunge illustrationer på kraftigt papir. Dog er nogle af illustrationerne delvist forsvundet i en manglende margin, gemt mellem sidernes limning, og kommer ikke helt til deres ret. Alle eksemplarer af Under gulvet gror der planter er unikke med håndlimet ryg, hvilket er en mægtigt flot idé. Men resultatet er desværre for klumpet til at fungere rigtig godt, og på det eksemplar jeg har fået tilsendt, kan man faktisk ikke læse teksten på bogryggen ordentligt.

Sofie Hermansen Eriksdatter skriver fint og poetisk og formår at skrive en helt særlig stemning frem. Desværre kunne bogen godt trænge til en grundig korrektur – det var faktisk næsten umuligt for mig at finde et helt afsnit uden slåfejl, hvorfor mine citater ovenfor også indeholder sproglige fejl. Det er en skam for en bog, som ellers er gennemført udarbejdet af to talentfulde kunstnere.

Under gulvet gror der planter er en smuk bog, omend ikke uden fejl og mangler. Endnu engang er jeg begejstret over det æstetiske niveau i Forlaget Silkefyrets udgivelser. Det er virkelig en fryd at have en bog mellem hænderne, som ikke blot er smuk, men også eksperimenterende i sit æstetiske udtryk. Det kan de virkelig finde ud af.

Herfra en anbefaling til dig, der begejstres over kombinationen af tekst og illustrationer, og som godt kan lide en anderledes, poetisk læseoplevelse. Det er ikke en bog, der appellerer særlig bredt, men jeg skal være den første til at argumentere for den smalle litteraturs vigtighed. Herfra bliver det til 3/6 hjerter.

hjerter3

Køb et eksemplar af den smukke bog her.

Digte om seksuel frigørelse og selvudvikling eller stagnering og selvudslettelse? – SKAMBIDT af Cecilie Sund Kristensen

SKAMBIDT af Cecilie Sund

Digte – Forlaget Emeritus – 2018 – 136 sider –  anmeldereksemplar fra forlaget

“Nutiden er en stor gang // gratis vold på nettet // som tager os langt ind // i universer der ikke kan leves i // og styrer vores fremtidige // tilgang til kærlighed // Det får mig til at forelske mig // i utilgængelige hjerter // der vil terrorisere mit sind og formå // at overbevise mig om at det er // pisse nice // at være voldelig // i seksualiteten // fordi jeg fandt porno som 12-årig // og så fascineret til // fordi hun smilte når han kvalte hende // og bad om mere // når han rev hende i håret // Er det // sådan det skal være?

Det kan være svært at forstå // når min seksualundervisning // pakker alt ind i ord // der siger // når to mennesker elsker hinanden // har de sex // i stedet for at sige // når to mennesker // har lyst til at have sex med hinanden // kan de have sex // så pornoen bliver kærlighed // og kærlighed bliver smertefuldt // fordi vi ikke lærer // at sex godt kan være lige netop det // eller det modsatte eller noget derimellem // eller langt langt efter // men at kærlighed helst skal være noget mildt // som kluklatter // og gøre dig glad og rolig // Ikke på tæer og med ondt i maven // som jeg fik det // med dig (…) “

Skambidt er en ærlig og brutal digtsamling, en undersøgelse af seksualitet, vold og smerte, af en ung kvindes rolle i verden. Det er 49 digte som ifølge forlaget fortæller historien om en ung kvindes rejse i kroppen og seksualiteten – en vandring gennem frygt og grænser og en hyldest til den frie seksualitet. I beg to differ.

Digterjeget tager sine spæde skridt udi seksualiteten med underkastelse og vold som fast element. Præget af sin omverdens fortælling om hvad seksualitet er, udforsker hun sin egen. Og som bogen skrider frem veksler smerte, ydmygelse og afmagt på forvirrende vis mellem at være kilde til nydelse og besættelse eller til ulykke og frustration. Hvad der først præsenteres som en udviklingshistorie læser jeg i højere grad som forfaldshistorie.

Digtsamlingen er hård og ind imellem desideret ubehagelig læsning. Særligt et af digtene ramte mig som nærmest uoverkommeligt dystert, nemlig digtet Sort:

“Jeg sluger din sorte sæd // som jeg slugte // min mors sorte mælk
Født til at tømme // toksiske mennesker // for deres gift “

Der ligger så meget underkastelse, afmagt og selvhad i de ord, at jeg får svært ved at se digterjeget som andet end en stakkel og et offer. I disse dystre afkroge af digtsamlingen har jeg svært ved at få øje på bogen som en fortælling om en ung kvindes fremskridende seksualitetsudvikling, eller, som forlaget skriver “en hyldest til den frie seksualitet”. Skal den frie seksualitet forstås som retten til at blive banket og bollet samtidig? På intet tidspunkt i  digtsamlingen forstår jeg digterjeget som hverken frit eller i (positiv) udvikling. Det, der fremgår af bogens bagsidetekst bliver i min optik ikke indfriet – i stedet læser jeg digtene som en fortælling om vold, pornoficering og overgreb, som udvikler sig til en mere eller mindre frivillig underkastelse. Digtsamlingen er i mine øjne ikke en udviklingshistorie, men en fortælling om et menneske, der sidder fast i de samme (selv)destruktive mønstre, som ikke søger sit “sande jeg” eller sin egen seksualitet, men som er underlagt et behov for bekræftelse af hvilken som helst art fra andre – hvad end der er tale om et like eller en lussing – til et punkt, hvor hun mister sig selv og dermed også sin frie seksualitet.

Men vi læser selvfølgelig alle med vores egne øjne og snævre perspektiv.

Skambidt rummer digte af forskelligartet kvalitet. I nogle af digtene blev jeg dybt imponeret over Cecilie Sunds evne til at skrive kort, klart og brutalt og samtidig afvikle digtet med en til tider næsten humoristisk tone. Ingen tvivl om at Cecilie Sund har en skarp pen og et særegent sprogligt talent. Desværre er der også nogle digte imellem, som er mere banale.

Et af de digte, jeg fandt virkelig interessant og i tråd med parolen om digtsamlingen som en hyldest af den frie seksualitet, er digtet Billeder. Her udpeger Sund en grundlæggende forsimplende normativ tilgang til seksualiteten, en tendens til at udpege hvad der er “normal” seksualitet, med linjerne:

“Min lærer siger at porno // ikke er rigtig sex // Jeg ved ikke hvad det skal betyde // for fantasierne må da komme // fra rigtige mennesker // der har rigtig sex i deres rigtige liv // Og hvorfor skal jeg nu føle mig forkert // fordi jeg synes det ser så smukt ud // når han spytter hende i ansigtet? “

Skambidt sætter fokus på, hvor snævert og ekskluderende vi taler om sex. Bogen tilbyder også nogle gode tanker om et digitaliseret samfund, som har gjort vores higen efter like-bekræftelse fuldstændig ekstrem og dermed gør os stadigt mere usikre og vaklende i vores relationer til andre mennesker.

For mig at se har digtsamlingen forskellige projekter kørende. Der siges både “jeg vil have lov til at kunne lide vold og seksualitet som sammenflydende størrelser, uden at være forkert” og “det digitaliserede samfund har lært os at sex, kærlighed og vold er det samme, og det kan jeg kun følge blindt”. Det hele føles grundlæggende ambivalent og forvirrende.

For at slutte af med en positiv bemærkning, så skriver Cecilie Sund som sagt godt. Hun formår at skrive store betydninger og følelser frem på en uformel og ind imellem helt minimalistisk facon. Og så kan jeg rigtig godt lide det normudfordrende projekt med at udvide seksualitetsbegrebet, omend jeg ikke synes det lykkes helt. 2 hjerter herfra!

hjerter2

Find dit eget eksemplar af Skambidt her.

Lyserød, lyserød, lyserød

Nordic noir, leksikon over den jyske flora/fauna og endeløse, malplacerede og uinteressante lommefilosofiske tankestrømme – NORDISK VILDT af Daniel Dencik

Processed with VSCO with 6 preset

NORDISK VILDT af Daniel Dencik

Roman – Politiken – 2018 – 488 sider – omslag af Simon Lilholt – anmeldereksemplar fra forlaget

“Jeg finder en pakke cigaretter i mine bukser, sidder nøgen ved et åbent badeværelsesvindue og ryger med udsigt over den våde skov. Skoven lugter stærkere i regnvejr. Der er majmorgener, hvor Jylland ligner en savanne. Himlen ruger på et uvejr, som den ikke har i sinde at give slip på endnu. Men langsomt tager det form et sted ude i fremtiden. Jeg har flakket så meget rundt. Og næsten alt har jeg glemt. Jeg glor ligeud i regnen med en følelse af, at jeg ikke kan huske noget som helst andet end i nat. “

Vi befinder os på et faldefærdigt gods midt i den jyske skov et sted mellem Horsens og Juelsminde. Silas bruger sin tid på at gå på jagt, ryge sig skæv og hade de fleste omkring sig. Han er krigsveteran og tidligere professionel narkoman, han har mistet sit livs kærlighed til sin tvillingebror mens han var udsendt, og  nu sidder han tilbage, alene og bitter og fuld af traumer fra krigen. En dag kommer hans bror Elias, hans svigerinde Sara og deres fælles søn Sebastian på besøg på godset. Stilheden og hadet fylder luften mellem de to brødre og de udveksler kun få ord med hinanden. Efter de har spist middag, beslutter Silas sig for at drage en tur ud i skoven, for at se til vildtet og få lidt kvalitetstid med sin nevø. Men udflugten tager en uventet drejning og ændrer hele den lille families skæbne for altid.

Nordisk vildt tager sit afsæt i den jyske natur, mellem skoven og den altopædende kyst. Mange steder blomstrer sproget frem og de mange (over)udpenslede naturbeskrivelser både imponerer og udmatter. Ind imellem føles romanen som en endeløs optegnelse over den sønderjyske flora og fauna.

Romanen kan inddeles i tre – en interessevækkende og periodisk spændende (meget kort) første del, en langtrukken og kedsommelig midterdel og en selvfølgelig og uinteressant afsluttende del.

I starten af romanen var jeg altså godt underholdt, den ene side tog den næste. Men hurtigt fulgte de lange, intetsigende og til dels malplacerede eller uvedkommende passager i den 488 sider lange roman, som jeg gerne havde været foruden. Den ene bror, Elias fortaber sig i længere ordstrømme om jødisk mystik og sin forskning, mens den anden bror lukker uendelige tankestrømme ud om det liv, der kunne have været – burde have været hans – sammen med brorens kæreste, Sara. Ind imellem er der lange dialoger, hvor romanens personer beskriver og analyserer hinanden til et punkt, hvor det virker kunstigt og påtaget. Det hele bliver lidt fortænkt og ind imellem sad jeg tilbage med følelsen af at være blevet overinformeret – der beskrives i en detaljegrad, hvor læseren udelukkes fra selv at kunne danne sig billeder af fx personer og miljø.

Desuden fremstår persongalleriet mildest talt karikeret. Hovedpersonen er hvad jeg vil beskrive som en “mandekarikatur”, den evige soldat, praktisk anlagt og undertrykkende de fleste af sine følelser, som til gengæld raser ud i jagt eller krig eller stoffer. Hans bror, den sære og selvhøjtidelige akademiker, som er irriterende på så mange niveauer – både i sin religiøse fanatisme og i sin kærlighed for engelske ord, som han bruger ustandseligt. Ingen af brødrene kan lave mad – de er jo trods alt midaldrende mænd, så hvad kan man forvente. Sara, Elias’ kone, er passiv, har hverken kontrol over hvilken bror hun gifter sig med, eller om hun bliver gravid. Hun er kvinden som skal beskyttes fra den barske virkelighed, koste hvad det vil. Som drager omsorg og bager theboller og hvis omdrejningspunkt i livet er at være begærsobjekt og moder. Af en eller anden grund synes det også vigtigt at fortælle om den kvindelige politibetjent, at hun er usminket. Stereotypierne vil ingen ende tage.

Jeg har svært ved at gennemskue, hvad Daniel Denciks hensigt med romanen er. Den virker i store træk som en mærkværdig hybrid mellem et flora/fauna-opslagsværk, en lommefilosofisk tankestrøm og en mainstream krimi. Romanen er for handlingen unødvendigt lang. Hvis jeg skal pege på noget, som fungerer i romanen, så må det blive Denciks sprog, som, når det er bedst fungerer enormt godt og stemningssættende. Naturbeskrivelserne er enten prætentiøst overudpenslede eller lige tilpas maleriske og dragende.

Nordisk vildt er en afsindigt smuk bog, rent visuelt, og derfor skuffer indholdet også det mere. Hvis jeg skal anbefale romanen til nogen, må det være en person med alt for meget ekstra læsetid og tålmodighed, som synes, at det kunne være spændende at læse en nordic noir roman med sære og langtrukne genremæssige afstikkere. Herfra kan det kun blive til 2/6 hjerter.

hjerter2

Processed with VSCO with 6 preset

Find dit eget eksemplar af romanen her.

Warhol-gennemsyret Newyorker-dystopi – THE MONSTER af Madame Nielsen

The Monster

THE MONSTER af Madame Nielsen

Roman – Gyldendal – 2018 – 195 sider – omslag af Thomas Joakim Winther –  anmeldereksemplar fra forlaget

“Og da de løftede ham ud af stolen og tog ham i deres arme og bar ham op ad trappen og lagde ham i den lysende hvide velour og trængte ind i ham, var smerten, idet såret, der hver dag skulle læges og hver nat igen sprænges og aldrig, aldrig i livet lukke sig helt, ikke hans, men menneskenes smerte … og han tænkte, at han var deres slave, som om han ikke var deres slave … og han tænkte, at han ikke ejede sin krop mere, end de eller nogen anden gjorde, han og den var bare til rådighed, et potentiale, de og han selv og enhver anden kunne gøre brug af… og han tænkte, at han var den rest, tiden havde efterladt … og han kunne mærke, hvordan tiden, ikke bare hans egen, men den tid, han og alle andre mennesker levede i, begyndte at trække sig sammen og ende … Historien var ikke forbi, den var bare, lige så roligt, i ufattelig hast, ved at ende …”

En ung europæer drager til Amerika med det beskedne mål, at ændre Historien. Året er 1993, Twin Towers er endnu uberørte, verden skal snart ændre sig. Han ankommer med 150 dollars på lommen og en liste af telefonnumre på en række værter, som angiveligt tilbyder husly uden betaling. I form af penge i hvert fald. Han tilbringer stort set sin tid enten i The Garage hos performancegruppen The Wooster Group ventende på at blive en del af deres “show”, og dels hos et par mærkværdige tvillingebrødre i en velourbeklædt lejlighed efter mørkets frembrud. Uden at vide helt hvordan det skal foregå, afventer han sin chance for at træde ind i Historien, ændre Amerika, verden for altid.

The Monster er, som det fremgår på bogens omslag, “en  New York-gyser, en vision om det, der skal komme”. Det er en dystopi, en warholsk rædselsfortælling om et samfund, hvor det særskilte er udskiftet med det upersonlige, kopierede, evigt gentagende. Med uendeligt lange sætninger, ustandseligt afbrudt af forskellige indskydelser i parantes, udfoldes en bizar fortælling om et samfund, hvor intet længere er oprigtigt.

Hovedpersonen i romanen er en Willem Dafoe-kopi, med sin galoperende megalomani og arrogance indtager han New Yorks gader som sine egne, som en slags nyankommet Messias. Med sig har han en lille rygsæk, omkring 150 dollars og fortællingen om dengang han fik Sovjetunionen til at bryde sammen og Muren til at falde.

Han indretter sig hurtigt i en hverdag med sirligt præcise ritualer, hvor de fleste dage er gentagelser af den foregående ned i de mindste detaljer, hvorfor tidsoplevelsen på sin vis udviskes. I et års tid udlever han de samme mere og mere præciserede gentagelser. Livet leves i dagtimerne hos the Wooster Group og efter mørkets frembrud i lejligheden hos de to tvillingeværter, i et særhedskabinet af dimensioner. Her reproduceres  den samme rædselsvækkende ekstatiske akt nat efter nat, i grænselandet mellem nydelse og afsky, lykke og absolut undergang. I tvillingernes køkken indtager han hver morgen det samme måltid, som en slags omvendt last supper. Og i selvsamme køkken hænger bogens forsidefotografi af to tvillingebrødre mellem deres mor og far på en sneklædt villavej i en amerikansk provinsby, hvilket er af stor betydning for fortællingen.

Man behøver ikke at være særligt velbevandret i Andy Warhols univers, for konstant at at støde på de mange referencer til hans filosofi, liv og kunst. Her er magre hvidhårede skabninger, velour i vulgære mængder, endeløse genoptryk i pastelfarvet silke. Her er amerikanske ikoner af masseproduktion, Heinz tomatketchup, Warhol-kopier og hamburgers. Her er livet (og døden, hvilket er en og samme ting) én lang performance, en upersonlig, kontinuerlig forestilling, som i sin evige cirkulære bevægelse afslører tidens gang i kødet, forgængeligheden i kroppen og dens væsker. Gentagelsen eliminerer alt unikt, og en monstrøs umenneskelighed tager over. Natten og mørket er centralt i romanen, måske fordi alle bliver ens her?

“At the bottom of the Darkness / There is a hole / That’s where the Darkness comes in / And that is the only way / Out “

Mine forventninger til The Monster var høje, og de blev i høj grad indfriet. Madame Nielsen skriver med så stort plotmæssigt overblik og sprogligt overskud at jeg gang på gang blev blæst bagover. Sætninger, som synes endeløse, og samtidig fremstår så præcise og gennemtænkte. En vulgaritet i sproget, som fylder læseren med både afsky og nydelse. Desuden er intertekstualiteten så vidtfavnende at enhver med kærlighed til verdenslitteratur og -kunst behages. Eminent og anbefalelsesværdig til dig, der ikke har for sarte nerver og som begejstres af voldsom, tankevækkende og grænseoverskridende litteratur. 6/6 hjerter.

6 hjerter

Læs den, og lad dig overmande af gentagelsens kvalmende nydelse. Lån bogen her eller erhverv dig dit eget eksemplar her.