Tab, sorg, skyld og skam som både private og fælles anliggender – ALT HVAD DU EJER af Caspar Eric

FC22D990-0392-4823-A830-D52E62001B36.jpg

ALT HVAD DU EJER af Caspar Eric

Poesi – Gyldendal – 2018 – 296 sider – omslag af Kasper Vang – sponsoreret: anmeldereksemplar fra forlaget

“Du tænker stadig på det barn der ikke er der // hver gang du ser en barnevogn på gaden // og nogle gange bliver du lettet // over at det ikke er dit // trætte og ensomme legeme // der skal stå der og holde fast om en kop kaffe // og blive tvunget til at gå tidligt i seng // og føle at ungdommen er forbi // men de fleste dage er det anderledes // også selvom barnet aldrig // har eksisteret som andet end fantasi // men embryo er sådan et umuligt ord “

Alt hvad du ejer er en fortælling om tabet af et barn, en kæreste og en forestillet fremtid. Bogen tager sit afsæt i Caspar Erics egen oplevelse med at miste et barn i 11. uge af graviditeten og derefter sin kæreste og den fremtid, de havde udsigt til. Men det er også en meget større fortælling om en sorg, som mangler et sprog, om en verden i afmagt og om afstanden mellem mennesker. Det er højaktuel og relaterbar poesi om at blive voksen, om at finde en plads og et fællesskab i verden.

Ikke en side i den 296 sider lange bog er irrelevant, hver eneste lille tekstbid er uprætentiøs, små strofer, som bare fungerer uendeligt godt og poetisk uden at prøve for hårdt. Bogen er et enormt privat, selvransagende projekt og samtidig en refleksion over en verden i sorg, om flygtninge, klimakrise, om racisme og normative forventninger. Caspar Eric skriver forfriskende konkret og privilegiebevidst om emner som bl.a.  racisme og hvidhed, eller som i nedenstående eksempel om køn:

“Da kvalmen begyndte // kunne hun ikke holde ud // at stå længe i osen fra maden // så du brugte mere og mere // tid i jeres køkken // gjorde det langsomt til dit // men forventede stadig ros // fordi nogen åbenbart har lært dig // at du måske har fortjent et blowjob “

Hele vejen igennem adresseres et digter-du. Gennem 2.-personsfortælleren lægges der på en måde en afstand til sorgen, man bliver i stand til at observere den udefra, hvilket hjælper til at løfte fortællingen op fra at være et enkelt menneskes private historie og til at kunne læses som en almenmenneskelig fortælling om tab.

Formen i Alt hvad du ejer virker løs og forholdsvis ustruktureret og så alligevel ikke. Bogen er inddelt i tretten lige store afsnit, nemlig 22 sider, adskilt af den karakteristiske cirkel, som også pryder omslaget. Cirkelformen har betydning på flere niveauer i Alt hvad du ejer, den cykliske bevægelse, som en alternativ tidsregning, et cirkulært narrativ. Cirklen i  cirklen drager associationer til blommesækken i livmoderen,  til individet i fællesskabet, mennesket i verden og verden i mennesket, livet i døden og døden i livet, historie og fremtid sammenvævet. Den mayanske kalender “Tzolk’in”, som spiller en rolle i bogen, er netop også en cirkel i en cirkel (også inddelt i tretten), et symbol på en alternativ måde at tænke tid på. Og således kører fortællingen rundt i fortid, nutid og fremtid med den ufrivillige abort som centrum, efter de tretten uger hvor de troede, at de skulle være forældre.

Jeg har ikke tidligere læst noget af Eric og kan derfor ikke udtale mig om udviklingen i forfatterskabet, eller drage paralleller til tidligere udgivelser. Alt hvad du ejer har været min indgang til et forfatterskab, som jeg straks må læse mere af, og som jeg ser frem til mere fra. Hvis du ligesom jeg har været alt for tung i optrækket til at komme i gang med at  læse den anmelderroste Caspar Eric, så er det eddermaneme på tide at komme i gang. 5/6 hjerter herfra.

hjerter5

Intrigued? Find Alt hvad du ejer her.

8702266894.jpg

Sprogligt skarpe, kompakte og humoristiske noveller om kærlighed og ensomhed – KORT OVER CANADA af Dorthe Nors

2F1B42E6-DC60-44E5-87B8-EF3BEEC6D1E2.jpg

KORT OVER CANADA af Dorthe Nors

Noveller – Gyldendal – 2018 – 137 sider – omslag af Alette Bertelsen – sponsoreret: anmeldereksemplar fra forlaget

“Hun kigger over på festpladsen, spytter. Den festplads optager hende mere end gåturene ved skrænten, skarvene, bøgeskoven, og det er for eksempel gået op for hende, at hun, mens det stod på, nok var to mennesker på én gang. Hun var én, der var som besat af at elske, og én, der gik ved siden af, tavs og observerende, og det skete, at disse to indgik i skænderier, hvor observatøren altid tabte, for kærligheden tåler alt, udholder alt, uden den, skreg den elskende, var jeg en klingende malm, en rungende bjælde, og observatøren noterede sig, at det muligvis er angsten for tomhed, der får landets kirkeklokker til at ringe. “

Fjorten noveller rummer bogen Kort over Canada. Nogle tidligere udgivet, andre som ser dagens lys for første gang. I de fjorten små fortællinger møder vi et bredt spektrum af eksistenser, mænd og kvinder, gamle og unge. Hver især bærer de på fortællinger om kærlighed, om sorg og afsavn, om liv, død og ensomhed. Vi møder bl.a. den lidt for hjælpsomme ven til terminalpatienten, manden i det kulsejlede ægteskab, kvinden, der mobbes på sit studie. Alle er de på hver deres måde malplacerede i livet, længselsfulde og søgende.

Sublimt sprog i stringent form

Novellerne i Kort over Canada er alle komponeret i et sprog, som nærmer sig en minimalistisk enkelthed. Der er en selvfølgelighed i Dorthe Nors formuleringer, hvor selv det største plottwist formuleres som en bagatel eller en sidebemærkning. Nogle af novellerne er fulde af sorg og smerte og samtidig gennemsyret af en humor og en sproglig lethed, som imponerer. Novellerne er nogenlunde samme længde og formen varierer meget lidt, hvilket giver en følelse af sammenhæng og stringens i bogen.

Forskelligartet persongalleri med vekslende autencitet

Bogens personer veksler meget i karakter, men også i relaterbarhed og troværdighed. I novellen Ad små asfalterede stier møder vi Alice, som er ven med den dødeligt syge Einar. Alices handlinger, replikker og tanker udgør en karakter, som er så spot on og morsom, at jeg fra første færd elskede hende. Fortællingen er på samme tid autentisk og grotesk og en af bogens absolut bedste. I et par af de andre noveller oplevede jeg ikke samme forståelighed hos karaktererne og fortællingen blev derved mindre vedkommende.

Novellerne er fulde af sidehistorier, indskudte fortællinger og erindringsfragmenter blomstrer frem, som knopskud på en kringlet plante. Således bliver en kort novelle alligevel en fortælling, som strækker sig bredt over både tid og sted. En stor historie fortælles i  det små.

Novellen er en svær genre, som Dorthe Nors uden tvivl mestrer. Det kræver sin historiefortæller at konstruere et interessant plot på så få sider, uden at det virker amputeret eller som forfejlet udkast til en roman. Nors har bevaret sin kølige elegance og humor fra sine tidligere udgivelser. Dog er Kort over Canada en noget mere vag læseoplevelse end fx novellesamlingen Kantslag, som hun udgav for ti år siden,og som blev hendes internationale gennembrud. Kort over Canada er en varieret og interessant novellesamling, en blanding af virkelig gode og mindre interessante fortællinger. Det er en bog, der alene på grund af Dorthe Nors’ underspillede og humoristiske måde at skrive på, er en anbefaling værdig. Og så er det i øvrigt en helt utroligt smuk bog. Tre ud af seks hjerter herfra.

hjerter3

Find dit eget eksemplar af Kort over Canada her.

090F84FD-2347-46AD-AD02-5CC0F414046C

406649B5-7079-484B-854F-64C383D5F286

Sanselig og mærkværdig genrehybrid – MENNESKEDYRET af Ida Monrad Graunbøl

CCC58982-3892-431C-94F8-98AE2C5D0989.jpg

MENNESKEDYRET af Ida Monrad Graunbøl

Digtroman – Forlaget Ekbátana – 2018 – 172 sider – omslagsillustration: Mette Norrie – sponsoreret: anmeldereksemplar fra forlaget

“Dagene i skabet tog hinanden, og Anna sov, men drømte ikke. Nætterne var vågne mareridt, men hun holdt modet oppe ved tanken om, at  ulven ville forsvinde ned i hullet igen, ligesom surikaterne. En nat vågnede hun klokken tolv. Gadelygten var tændt, og nogen måtte have skiftet pæren. Aloe vera-plantens blade kastede skygger på væggen. De lignede fingrene på en hånd. Saften i bladene er så næringsrig, at den kan hele et sår, og bagefter vil man ikke få et ar. Der var helt stille i stuen, og Anna kunne høre sit eget åndedræt. “

Da Anna bliver forladt af sin kæreste, Benjamin, isolerer hun sig i den lejlighed, der før var deres fælles. Lejligheden indtages af eksotiske og skræmmende dyr, et stort hul vokser frem i væggen, og Anna flytter ind i sit klædeskab. Herfra går hele hendes verden, og hun kommer kun ud, når hun er nødt til det. I en febervildelseslignende tilstand glider fortællingen ind og ud af tid og sted, og bringer os fra Danmark til Sverige til Spanien og tilbage igen. Med alle sanser i spil udrulles en poetisk fortælling om et menneskedyrs liv og undergang. Finder hun nogensinde vej ud af skabet og ud i lyset igen?

Sansemættet og fantasifuld læsning

Forlaget kalder bogen for en “poetisk, sanselig og legende roman”, hvilket egentlig stemmer godt overens med min oplevelse af den. Særligt vil jeg rose Ida Monrad Graunbøl for at skrive en sanselighed frem, så man kan mærke, smage, dufte fortællingen. Teksten kredser om menneske(dyr), dyr og natur, som tre sider af samme sag. Ida Monrad Graunbøl besidder en fantasifuldhed, som er dybt imponerende, men som ind imellem også stikker lidt af og bliver kunstig og påtaget sær. I flere af romanens passager, og særligt i digtelementerne, blev teksten ind imellem så underlig og abstrakt, at jeg ikke med min bedste vilje kunne finde en sammenhæng eller berettigelse. Til tider er der en nærmest David Lynchish feel over teksten, hvilket jeg oftest vil mene som en kompliment. Men i Menneskedyret er associationen mere knyttet til de passager hos Lynch, som er for langt ude, de passager, hvor man bare må undres , ryste på hovedet og bevæge sig videre. Romanens legende karakter bliver ind imellem for meget og teksten bliver karikeret og fjollet, hvilket er lidt ærgerligt.

Vellykket hybridværk

Med det sagt, så er romanen både velskrevet og anderledes på en interessant og udfordrende måde. Som hybridværk fungerer den oftest godt, og digtelementerne skaber en helt særlig stemning omkring resten af teksten. Hvor Ida Monrad Graunbøls debut, B til piraten ikke faldt i min smag, har Menneskedyret i langt højere grad gjort det, og jeg synes, romangenren klæder hende. Menneskedyret er en sær, underfundig roman, som svinger mellem infantile fantasifostre og skarpsindige refleksioner over mennesket i  verden, i fællesskab og ensomhed. Det tog en del sider før romanen vandt ind på mig, men det gjorde den, og den har uden tvivl efterladt sig spor i min bevidsthed. Herfra tildeles den tre store hjerter.

hjerter3

Find dit eget eksemplar af Menneskedyret her.

Dagbogsnotater om hverdagen, om at skrive, om den sårbare krop og om ikke at slå til – KROPPEN ER EN SI af Julie Top-Nørgaard

KROPPEN ER EN SI af Julie Top-Nørgaard

Processed with VSCO with 6 preset

Dagbogsroman – Forlaget Fredag – 2018 – 181 sider – omslag af Shekufe Tadayoni Heiberg – sponsoreret: anmeldereksemplar fra forfatteren

“Jeg forestiller mig kroppen som en lukket enhed, et sluttet kredsløb, ren, uigennemtrængelig. Men det er den jo ikke. Den er porøs, fuld af indgange og udgange, den optager og indkapsler og omsætter og udskiller. Den er en si, et net, en svamp. Det er ikke til at holde ud. “

Kroppen er en si er en dagbogsroman, som forløber fra d. 14. februar 2017 til samme dag året efter. I et år følger vi Julie, som arbejder som underviser på UCC og bor sammen med sin mand Søren og deres to børn, Charlie og Katinka. I årets løb reflekterer hun over sig selv i verden, og i mødet med forskellige udfordringer lærer vi hende at kende på godt og ondt. Hvordan påvirkes psyken, når kroppen bliver syg? Når erkendelsen af kroppen som porøs og forgængelig indtræffer? Hvilke tanker opstår, når ens arbejdsliv hvert øjeblik kan smuldre? Er man nogensinde uundværlig? Er man nogensinde god nok? Er man nogensinde hel?

Kroppen er en si er fuld af interessante refleksioner over hverdagslige begivenheder, som de fleste af os nok kan nikke genkendende til. Da dagbogens ophavsperson bliver syg af MRSA, tænker hun en række tanker omkring kroppen, som for mig var meget genkendelige og relaterbare. For når kroppen svigter, mindes man om hvad man helt konkret er, et sårbart hylster, et dyr. En krop, der kan dø.

Dagbogsskriveren reflekterer konstant over sin egen rolle i verden, hvilket vel egentlig er meget typisk for genren. Hun føler ikke, at hun slår til, som underviser, som mor, som kæreste, som menneske og som krop. På mange måder føler hun, at hun faker det hele – en følelse mange nok vil kunne nikke genkendende til. Hun udtrykker ofte sorg, frustration, vrede og skam, og ofte skammer hun sig over sine følelser, som om de aldrig rigtigt er berettiget, som om hun overgør alting. Hendes krop er en si, den smittes af sygdom, den er ikke en lukket, stabil enhed. Hendes arbejdsliv er på samme måde porøst og ukontrollerbart. Hun skriver som terapi, som for at generobre kontrollen. Og hun har mange inspirerende metarefleksioner omkring det at skrive og udgive litteratur.

Andre sekvenser af dagbogsromanen oplevede jeg som mere banale og ligegyldige, og da jeg stødte på følgende tekstbid i dagbogen, måtte jeg et øjeblik trække på smilebåndet og erkende, at det var som havde hun skrevet mine tanker ned, før jeg selv havde tænkt dem:

“Når dagbogen skal udgives, vil jeg skrive i pressemeddelelsen: Jeg mener selv, at den er rimelig interessant. Den er måske ikke rasende interessant, men den er heller ikke totalt uinteressant. Man går ikke glip af vildt meget, hvis man ikke læser den, men på den anden side vil jeg heller ikke sige, at man spilder tiden, hvis man læser den. Men det kommer selvfølgelig også an på, om man har lyst. Man skal kun gøre det, hvis man på en eller anden måde, af en eller anden grund, har lyst. “

Det er netop denne ambivalens, min læseoplevelse har båret præg af. Kroppen er en si er ikke sindsoprivende, givende læsning, som jeg vil vende tilbage til igen og igen. Men det er heller ikke komplet ligegyldig læsning. Måske er det Julie Top-Nørgaards måde at skrive på, der trækker min samlede opfattelse af bogen i en positiv retning. Måske er det trygheden i de småbanale, genkendelige hverdagsobservationer. Bogen lander om ikke andet i et lunkent mellemland og får tre hjerter herfra.

hjerter3

Find Kroppen er en si hos din lokale boghandler, eller lån den kvit og frit på biblioteket.

Mærkværdig børnebog med smukke illustrationer – JALLE OG KRABBEN af Birgitte Krogsbøll

Processed with VSCO with g6 preset

JALLE OG KRABBEN af Birgitte Krogsbøll

Børnebog – 2-5 årige – Forlaget Vilde Dyr – 2018 – 32 sider – illustrationer af Lena Nicolajsen – sponsoreret: anmeldereksemplar fra forlaget

“Solen skinnede, og Jalle gik og sang
for det er godt at synge, når man er glad.
Man kan også sagtens synge når man er 
sur eller sjov
frisk eller træt
vred eller fjollet
bange eller ked “

Jalle går en tur på stranden. Her oplever han alt hvad stranden har at byde på af planter, sten og dyr.  Mens han går på stranden synger han om hvad han oplever. Han synger bl.a. en vandsang, en stensang og en bangesang. Strandturen byder på mange sanseoplevelser og følelser og det er disse følelser og sansninger, der er udgangspunkt for fortællingen.

Oplagt til dialogisk læsning

Jalle og krabben er en ret mærkværdig læseoplevelse. Handlingen er simpel, nærmest banal, men samtidig sær og fantasifuld. De fine illustrationer er uden tvivl det, der bærer bogen, for selve historien er ikke videre interessant. Til gengæld indeholder Jalle og krabben en helt masse genkendelige elementer fra børns hverdag, som er oplagt at samtale om under højtlæsningen. Jeg vil faktisk gå så langt at sige, at det er en bog, der kræver et solidt dialogisk greb i højtlæsningen, for at give andet og mere end en fin æstetisk oplevelse.

Da jeg fik tilbudt et anmeldereksemplar af Jalle og krabben, var jeg ikke sen til at takke ja, både på grund af det fine førstehåndsindtryk illustrationerne gav, men i særdeleshed fordi krabber af en eller anden ukendt grund er et stort hit herhjemme for tiden. Men jeg må nok erkende, at bogen skuffede ved nærmere bekendtskab, i hvert fald hos mig. Min datter var til at starte med ret begejstret, men mistede også hurtigt interessen og har ikke efterspurgt bogen siden.

Smukke illustrationer løfter en vag fortælling

Alt i alt var Jalle og krabben en blandet fornøjelse. Illustrationerne er super flotte, og fortællingen er bestemt anderledes end de fleste børnebøger jeg har læst. Og jeg er altid tilhænger af børnebøger, som udfordrer barnets fantasi i læsningen, om end det bliver lidt rigeligt abstrakt ind imellem. I bund og grund fandt jeg fortællingen lidt træg og kedelig, og det er ikke en bog, som bliver taget frem fra bogkassen igen og igen. Derfor kan det kun blive til en lunken anbefaling herfra – til højtlæseren, der søger anderledes børnelitteratur, som kræver en ret høj grad af dialog og fantasi for at være rigtig interessant.

Jalle og krabben kan bl.a. købes her.

Velskrevne fortællinger om relationer i ubalance – PLANTAGE af Annette Brogaard

1B9E6903-292A-4A52-82FD-8C6D5F229C30

PLANTAGE af Annette Brogaard

Fortællinger – Arkiv for detaljer – 2018 – 49 sider – omslag af: Julie Plovgaard – sponsoreret:  anmeldereksemplar fra forlaget

” Jeg tror, jeg er ved at blive deprimeret. Til gengæld er det ret underholdende med succesfortællinger om folk, der har fået job, fordi de har lænket sig til disken i Nordea og nægtet at gå uden en funktionsbeskrivelse i hånden. Det er bare ikke ment som underholdning, men som kreative muligheder på et trængt arbejdsmarked. På vej hjem sidder jeg på bænken. Jeg overvejer, om jeg ville få det bedre af at græde, men jeg kan ikke.”

Plantage er tre korte fortællinger om mellemmenneskelige relationer i forandring, om hvordan livsændringer kan skævvride og i sidste ende afslutte en relation. I bogens første fortælling Plantage ændres et kæresteforhold, da den ene part mister sin far. Tabet og sorgen får det ellers stærke bånd til at smuldre. I fortællingen Lejlighed ændres et venskab, da den ene part får en kæreste, og den anden part sidder tilbage med følelser, som er mere end venskabelige. Og i bogens sidste fortælling, Akutsamtale, som ovenstående tekstbid er taget fra, er det livsændring i form af en fyring, der får fundamentet i både hovedpersonens selvforståelse og parforhold til at smuldre. Særligt denne sidste fortælling berørte mig, da den meget nøjagtigt beskriver det tab af identitet og værdi, som for mange kan være forbundet med ufrivillig ledighed. Jeg kan fra min egen ledighedsperiode genkende følelserne i denne fortælling, som i øvrigt ledsages af en fantastisk tragikomisk tone. Plantage handler overordnet om kæntrende relationer. Når livet ændres, skævvrides de relationer vi indgår i, for, i mange tilfælde, til sidst at gå til grunde.

Sproglig sanselighed og præcision

Annette Brogaard skriver poetisk og sanseligt og samtidig med en imponerende kortfattethed og præcision. Omgivelser og stemninger står krystalklart i fortællingernes fine sprog, og det er noget af et talent at male så store stemningsbilleder gennem så korte tekstbidder. De relationer, der skrives frem er genkendelige, karaktererne er sympatiske og troværdige og intet er givet. Det er alt det der ikke fortælles, alt det, der gemmer sig mellem linjerne, der har størst betydning.

Småt, men godt

Selvom fortællingernes kortfattethed fungerer afsindigt godt, kunne jeg godt have tænkt mig nogle flere fortællinger i den meget korte bog. Jeg nåede kun lige at begejstres over Annette Brogaards fortællestil og sproglige tæft da bogen løb tør for sider og efterlod mig med appetit på mere. Man får ikke mange ord for pengene, hvis man køber Plantage – til gengæld får man en taskevenlig bog af litterær topkvalitet. Lidt, men godt.

Annette Brogaard har flere bøger bag sig siden debuten Man kan ikke se det på dem fra 2010. Jeg har ikke tidligere haft fornøjelsen af at dykke ned i hendes forfatterskab, men det kommer jeg uden tvivl til  i nærmeste fremtid. 4/6 hjerter og varme anbefalinger herfra.

hjerter

Find Plantage her.

Fandenivoldsk og følelsesmættet instagrampoesi – trykt digtsamling fra @affektivt udkommer i dag

 

1B43A3A0-E643-4DC7-B453-BDEA0768385F.jpg

@affektivt

Digtsamling – 84 sider – Forlaget Forår – 2018 – sponsoreret: anmeldereksemplar fra forlaget

“MANGLER DE ORD OG HANDLINGER
SOM FORKORTER BÅNDET MELLEM OS
EN DEL AF SAMME HOLD
HOLDT SAMMEN AF AT DELE
JEG HIVER DYNEN OVER LIVET
SÅ I IKKE KAN HØRE
AT ANGSTEN TRÆKKER VEJRET HER
FOR DET HER ER DISTANCE
FORKLÆDT SOM NÆRVÆR”

@affektivt er en digtsamling med ophav i instagramkontoen af samme navn. Her postes korte, minimalistiske digte, skarpt sat op, kontrasteret, centreret, caps-locket og uden for meget pis. Indholdsmæssigt er digtene på samme måde kompromisløse, ligetil og uden intetsigende floskler og klicheer. Digtene kredser om relaterbare affekter, om vrede, afsky, afmagt, ensomhed og om det affektive sind, om overmandende følelser og kontroltab. De små tekster henvender sig til noget i os alle, til genkendelige følelser og affekter, uden at blive selvfølgelige og ligegyldige. Stemningen er dyster og fandenivoldsk, seksualiteten et aggressivt våben og en passiv flugt. Overalt i digtene fornemmes en ensomhed, en distance til  andre mennesker, og man fornemmer tydeligt den psykiske sårbarhed og det affektive sind i skriften.

Det sproglige talent fornemmes tydeligt i @affektivts digte, som er virkelig velkomponerede og fulde af sproglige finesser. Flere steder er det legen med, eller ligefrem fraværet af bestemte ord, der gør tekststykket så stærkt:

“VI SPISER HINANDEN AF MED DE HVIDE
IMENS VI FORESTILLER OS EN VERDEN I FARVER
FOR DU SIGER
AT VI IKKE MÅ LYVE
SÅ VI KONSTRUERER SANDHEDEN
VI STOLER PÅ ALLE VORES TANKER
FOR VI LYVER IKKE FOR OS SELV
MEN FORSKELLEN VISER SIG I VORES FÆLLES FORTÆLLINGER
OG VORES EGET FORSVAR
BLIVER VORES ANKLAGE
SÅ BARE LYV
FOR VI SKAL IKKE TRO PÅ ALT
HVAD VI TÆNKER”

Forfatterens anonymitet er ifølge forlaget et greb, som skal flytte fokus til det, det faktisk handler om; at @affektivt ikke skal forstås som en person, men snarere et fænomen eller en tilstand, som bor i os alle. At fjerne forfatteren fra værket giver en helt særlig mulighed for læseridentifikation, man føler måske i højere grad et medejerskab over affekterne i læsningen af digtene, når afsenderen ikke er klart defineret. Ud over det har det alle dage pirket til folks interesse og nysgerrighed at hemmeligholde mennesket bag et værk, og jeg desuden tror at det kan fungere ganske fint som pr-strategi. En interessant og anderledes strategi til litteratur som er opblomstret på et anderledes litterært medier.

Instagramdigte er ikke som sådan noget nyt og banebrydende. Men der er efter min mening langt mellem snapsene på et medie som Instagram, hvor alle har potentiale for at blive selvudgivere.  Og her tager kvaliteten ind imellem nogle pinagtige dyk. De sociale medier kan i nogle tilfælde give en masse taletid til noget uinteressant og ligegyldigt (som jeg ytrede i min anmeldelse af Rupi Kaurs Mælk og honning). Men det kan også gemme på ganske læsværdig poesi, som @affektivt. Der skal lyde de varmeste anbefalinger herfra af @affektivt i både trykt og digital form. 5/6 hjerter.

 

hjerter5

Find dit eget eksemplar  af  den fine lille digtsamling her.

Processed with VSCO with 1 preset

6D9259F5-963B-4699-A032-C2BF8857FAA2

Forlaget Forår er et nyetableret mikroforlag med base i Odense. Det lader til at være et spændende foretagende, som tør satse på de mere anderledes og skæve udgivelser – præcis hvad jeg elsker så højt ved de små danske forlag. Hvis du vil tjekke dem ud, kan du gøre det her. Jeg glæder mig i hvert fald til at følge dem!

 

Velreflekterede digte om liv, død, sorg, savn og forgængelighed – EN VASE I BRYSTET af Daniel Boysen

img_20180504_103643.jpg

EN VASE I BRYSTET af Daniel Boysen

Digtsamling – Forlaget Silkefyret – 2018 – 93 sider – sponsoreret: anmeldereksemplar fra forlaget

” jeg går i havet/ solen har været/ oppe længe/ stenene trykker/ under fødderne/ gamle skader/ løsnes/ bryder gennem/ overfladen/ færgebølgerne er/ voldsomme”

En vase i brystet er en helstøbt digtsamling om livet og døden, om naturens ufravigelige forgængelighed. Digte og fotografier fortæller i små fragmenter om en årstids skiften, om livets langsomme, men støtte cyklus, om sorgen og dens udvikling. Vi vender tilbage til en evighedsfølelse, en cirkulær bevægelse i naturen, i livet, døden og sorgen:

” vi sænker jeres aske/ i mulden/ om nogle år/ vokser I op/ med grene/ og blade/ vi kan klatre mod/ en himmel/ på jeres nye rygge”

Strand, hav, skovmuld, bølger, fugle, blade, lysafspelinger, frost og vind er nogle af de naturelementer, der arbejder med og imod kroppen, danner ramme omkring jegets eksistens og tilbagevendende funderen over eget liv, egen krop og væren. Meget fint illustreres digterjegets forhold til sin egen eksistens i bogens allerførste digt:

” de dødes lys/ brænder/ fra mit hoved/ som et mørkt forår/ i en udtrådt verden/ tanken om at/ vende tilbage til/ den ro/ der var før/ jeg fandtes/ skræmmer mig”

Som forlaget selv skriver, kredser digtene om tematikker, som samling og splittelse, om at være menneske i rummet mellem før-fødsel og efter-død. Vi befinder os i et limbo mellem erkendelse, sorgbearbejdelse og håbløshed. Samtidig med at døden beskrives som stilstand, fortsætter livets og naturens evige cirkulære bevægelse ufortrødent. Noget, som efterlader læseren med en følelse af magtesløshed, men til dels også trøst eller accept. Der er gennem digtene et dybfølt ønske om at fastholde noget af det levede liv, at plukke minder som blomster og gemme dem i hjertet, i brystets vase. Det ufravigelige i døden er på en måde noget, der fylder digterjeget med sorg og melankoli, men også værdi.

Det er første gang, jeg har fornøjelsen af at læse noget af Daniel Boysen –  men det bliver absolut ikke sidste gang. Hans digte vidner om en usædvanlig stærk observationsevne, og han formår at skrive tunge ord med en let pen. Emnerne digtene kredser om er alment menneskelige refleksioner, som fremskrives relaterbart og med et gran humor.

Universet i digtsamlingen er fint og organisk og fotografierne, der blander sig mellem siderne er taget af forfatteren selv, og understøtter hele setup’ et afsindigt vellykket. En vase i brystet efterlader en tone som sidder fast, en melankolsk funderen over egen eksistens, eget fravær. Digtsamlingens smukke fotografier er drømmeagtige kollager, som sætter den rette stemning til digtene, som et følelsesmættet, silkeblødt bagtæppe til værket. Fotografierne er desuden et tiltrængt æstetisk kosttilskud til en udgivelse, der ved første øjekast ser noget kedelig og uindbydende ud. Omslaget er trykt på et mat og nubret papir, som  giver associationer til sandpapir eller tør hud, og som desuden hurtigt ser slidt ud. Jeg tror, de fleste har en tendens til at dømme en bog på dens omslag, hvilket i dette tilfælde er virkelig ærgerligt. Der gemmer sig en stor æstetisk oplevelse på den anden side af det grove, triste ydre, så lad dig endelig ikke narre. Alt i alt er En vase i brystet en digtsamling med et interessant filosofisk udgangspunkt, en imponerende sproglig lethed i alt det tunge, og en stærk æstetisk ramme. 5/6 hjerter og kraftige anbefalinger herfra!

hjerter5

cof

En+vase+i+brystet

Digtene kan købes direkte fra forlaget her,  og så burde du i øvrigt tjekke Daniel Boysen ud her.

Stærk to’ er om køn, krop, begær og kærlighed – ELASTIK af Johanne Bille

IMG_20180404_141856.jpgELASTIK af Johanne Bille

Roman – Forlaget Gladiator – 2018 – 185 sider – omslag af Clara Birgersson – sponsoreret: anmeldereksemplar fra forlaget

“Jeg sidder i skrædderstilling i badet og iagttager mine kønslæber, trækker dem fra hinanden, så klitoris kommer til syne, og det er som at kigge på en anden end mig selv, som om jeg bør spørge om lov, før jeg må røre. Jeg opgiver at barbere mig, der er for mange folder dernede, og jeg kan ikke lide folderne. Alle disse folder er en forbandelse, og jeg har svært ved at forholde mig til dem og til at have et hul, der kan udfyldes af en penis. Jeg bryder mig ikke om det rosa kødgardin, der skal trækkes til side inden. Jeg drømmer om at være mandig, jeg drømmer om at omgås kvinder og være det modsatte af dem, at min stemme er mørk og fast på den der måde, der gør alle ord vigtige. I dag synes jeg, kusser er grimme. “

Alice er en kvinde i midt tyverne, som bor i København sammen med sin kæreste. På sit arbejde møder hun Mathilde, denne frigjorte, excentriske karakter, som hun fluks betages af og forelsker sig i. Mathilde er dronningen. En ophøjet, idoliseret kvindefigur, iklædt læbestift og sølvsko, med en mission; at sætte kærligheden fri. Sammen med sin kæreste Alexander lever Mathilde i et åbent forhold, hvor kærligheden tilhører alle, hvor der tilsyneladende ingen grænser er. Alice opsluges af Mathilde i en næsten ødelæggende grad, hun vil gøre hvad som helst for at få en del af hende. For at nærme sig hende indleder hun bl.a. et seksuelt forhold til Mathildes mand. Og Alice væmmes ved sin egen kvindelige krop samtidigt med at hun begærer Mathildes. Hun føler sig forkert i den krop og de kulturelle forventninger der har været bundet til hende, siden puberteten markede hendes krop som kvinde. Hun gør sin stemme dybere i samtalen med mænd, hun kigger med foragt på sine egne kønsorganer, hun er meget bevidst om sig selv og sin fremtoning, om køn og forventninger. Alice ser sig selv udefra, som på et filmlærred, observerer sig selv sammen med andre og alene. På den måde prøver hun måske at forstå sin ensomhed og de relationer hun bevæger sig i.

Elastik er en fremragende roman. Jeg læste den på få dage, fuldt opslugt og verdensfjern. Der er noget over den måde, Johanne Bille skriver på, som sætter sig fast i mig, fortællingen er uhyre intens selvom den er skrevet i et sprog, som er forholdsvis enkelt. Fortællingen er følelsesmættet og sanseløs på samme tid. Karaktererne er troværdige og relaterbare, forståelige.

Jeg følte mig hjemme i Elastik, forstået i mange af Alices frustrationer og eksistentielle overvejelser. Elastik er et stærkt samtidsbillede, det er en skildring af en ung kvindes forelskelse, men også meget mere end det. Det er en refleksion over køn, krop, mellemmenneskelige relationer, over det at være subjekt i verden. Eller objekt. Om at bruge andre mennesker, om at lade sig bruge. At give slip, eller simpelthen miste evnen til at mærke efter i sig selv. Det er en undersøgelse af, hvad forskellige relationer kan gøre ved en. For alt er elastisk. Vi bevæger os alle elastisk i de relationer vi indgår i, formes og ændres efter kontekst. Noget, som Johanne Bille beskriver spot on. Alice lader sig strække ud, formes og manipuleres som et gummibånd. Hun er i tvivl om hvem hun egentlig er, hvilken forvredet udgave af hende, der er den autentiske. Om der overhovedet er en oprindelig udgave af hende.

Elastik er en roman om kønnets elasticitet, om det enkelte menneskes elasticitet i forholdet til sig selv og andre. Det er en roman, der stiller spørgsmålstegn ved både monogam og polygam kærlighed – er begge dele selvbedrag? Det er en fortælling om kærlighed, om ensomhed og om en altoverskyggende kropslighed, et grådigt begær som konsumerer alt andet. Og det er en roman som efterlod mig med en reel omgang book hangover. Jeg kan slet ikke få armene ned af begejstring, 5/6 hjerter herfra. Læs den for fanden!

hjerter5

cof

Romanen er månedens bog for Gladiator-abonnenter og kan bl.a. købes her.