Klassiker i nye klæder – Jammers Minde – en grafisk roman af Allan van Hansen

Jammers Minde – en grafisk roman af Allan van Hansen

Grafisk roman – Forlaget Arabesk – 2019 – 220 sider – omslag af Karen Fink – anmeldereksemplar fra forlaget

I 1663 anholdes og fængsles Leonora Christina, datter af Christian 4. og Kirsten Munk. Det antages, at hun har vidst besked om sin mand Corfitz Ulfeldts forræderi mod Frederik 3. Hun placeres i Blåtårn i Københavns Slot, hvor hun sidder fængslet fra 1663-1685 – altså i 22 lange år. Under frihedsberøvelsen bearbejder hun sine kvaler gennem skriften, hvilket bliver til værket Jammers Minde – et minde om års jammer og lidelse, som kan give hende afslutning, så hun kan lægge det bag sig og komme videre med sit liv efter løsladelse. Jammers minde er en dansk klassiker og er optaget i Kulturkanon. Værket er et vigtigt stykke kulturhistorie, en biografi, et selvforsvar og et stærkt skæbnebillede fra datidens tilværelse i fængslet.

Bogen, som tidligere er sprogligt bearbejdet så nutidige læsere lettere kan forstå den, gives i Allan van Hansens udgave yderligere en ansigtsløftning. Med kombinationen af tekst og billeder bliver læsningen ikke blot mindre tør og tung, den tilføres også et sanseligt, filmisk lag i form af de detaljerige og dragende illustrationer. Den grafiske roman er en genre der er meget populær i disse år, og som typisk tiltaler et yngre læsersegment end de, der ellers ville prøve kræfter med et værk som Jammers Minde. På den måde kan genren måske være gateway til klassikerlæsning og kulturarvsdyrkelse for nye læsere.

Det er min første grafiske roman og bestemt ikke den sidste, så man kan sige, at bogen har åbnet genren op for en som mig, som ellers aldrig læser den type litteratur. Jeg er meget mere begejstret over samspillet mellem ord og billeder end jeg havde forventet. Illustrationerne i Jammers Minde er flotte, stemningsfyldte og holdt i nogle meget smukke, enkle farver. Desværre er illustrationerne på enkelte sider delvist gået tabt i bogens ryglimning, hvilket er en skam.

Bogen inddrager en del af det originale sprog og bidrager også med bonusmateriale i slutningen af bogen, hvor vi bl.a. får en liste af datidens skældsord og en madopskrift på en ret fra dengang. Sjovt og autentisk.

Jammers Minde – en grafisk roman er et virkelig fint og tilgængeligt bidrag til dansk kulturhistorie. Det er en litterær gateway, som kan lokke læsere af grafiske romaner over i læsning af hovedværker i dansk litteratur og omvendt er det en bog, der har åbnet mine øjne for den grafiske roman som genre. Anbefales alle der interesserer sig for dansk kulturhistorie og stor dansk prosa, eller som værdsætter en smuk billedside til litteraturen. Fem ud af seks hjerter herfra.

hjerter5

Find et eksemplar af bogen her.

Litteratur, billedkunst og performance tæt sammenvævet i bjergtagende debut – docx af Franziska Hoppe

docx af Franziska Hoppe

Korridor – 2019 – 106 sider – anmeldereksemplar fra forlaget

“Jeg er netop flyttet til Silbersteinstrasse i Neuköln, og jeg tror, jeg er rykket ind i en white cube. Jeg ser mig selv fra oven: en sortklædt krop på en hvid seng – som et tegn på et stort stykke papir. Fra sengen reflekterer værelsets spejl et udsnit af min krop. Jeg løfter armen op over dynerne og ser fordoblingen følge med. Som barn prøvede jeg at narre mit spejlbillede. Jeg troede, at hvis bare jeg bevægede mig hurtigt nok, ville reflektionen ikke kunne følge med. Jeg ville afsløre hende, men var også bange for konsekvenserne. Nu løfter jeg igen hovedet og ser min fordobling i øjnene; så kigger vi hen på hver vores bogstabel. Litteraturen er fuld af ustyrlige spejlbilleder, fuld af reflektioner der handler på eget initiativ. Nogle ender med at styre deres ejere, nogle træder ud af spejlet. ” 

Det har taget mig et par uger at tage tilløb til at skrive om docx. For på en måde føles anmelderhandlingen tit som en afvikling, som om alle mine tanker om og følelser for en bog manifesterer sig på papir for derefter at rykke ud i periferien af mine tanker, så der bliver plads til næste litterære oplevelse. Sådan er det nok blevet fordi jeg har så meget rytme i hvordan jeg kontinuerligt læser og anmelder, samlebåndslæsning af en art. Derfor har jeg gået og gemt lidt på tankerne om docx, holdt dem lidt for mig selv og ladet dem bundfælde sig inden jeg kom hertil. For docx er en helt særlig bog.

I docx bearbejder jegfortælleren Franziska sin forelskelse i personen kaldet “X” gennem bl.a. billedkunst og litteratur. Kulissen er København og Berlins gader, kunstmuseer og biblioteker. Hun møder byen og kunsten og ser alt dette i relation til sig selv og sin muse. Hvorend hun går mødes hun af ansigtsløse ansigter, hun undersøger sig selv gennem et analytisk blik på sine omgivelser. Ved at skrive sig selv som romanfigur tager hun kontrollen over fortællingen og sin rolle i den.

Når en bog bevæger sig så tværæstetisk som docx gør – og lykkes så godt med det som den også gør – så bliver læseoplevelsen særligt intens og sanselig. Værket er en slags metatekst – en tekst om tilblivelsen af den tekst der læses, en bog med mange lag og facetter. Det er en bog om kunst, om at betragte kunst og om at skabe kunst. Intertekstualiteten er ikke til at overse, og teksten lader sig inspirere af bl.a. fortællingen om Frankenstein og hans monster (kunstneren og værket) og Anaïs Nins selviscenesættelse. Skriveprocessen vi følger er på samme tid en distancering fra og generobring af forelskelsen. Franziska har i starten af bogen planlagt en slags performance med X som midte, en middagsiscenesættelse, som skal give hende magten tilbage i relationen. Der bliver ingen middag, men performancen bliver i høj grad til i form af bogen, som sætter Franziska og X ind i en fiktion. En fiktion om at gøre noget faktuelt fiktivt. Da X inddrages i projektet som betalæser på manuskriptet bliver metaperspektivet endnu mere gennemført. Som læser tages man i hånden for ikke at fare vild i værkets konstante leg med narrativet;

“I en note har jeg skrevet: “En ulykkelig forelskelse virker som et forsvarligt sted at skrive fra. Det er mig, der er blevet afvist og ikke kan komme videre. Det er mig, der er til grin, mig der har tabt – og derfra bliver det så selvfølgelig mere kompliceret…” For at lave et narrativ er en måde at få kontrol på. Det er et spørgsmål om, hvem der får lov at skrive historien, der kommer ud til andre. Og i mine fantasier og forestillinger om X er sandhed først og fremmest en følelse. Jeg forsøger at skrive et forord: “Kære læser, forestil dig en reol. Forestil dig denne bogryg ved siden af  fem andre. Hver af bøgerne er en ny version af docx, det samme tidsrum i et nyt mønster; fem forskellige variationer. Kære læser, når jeg kalder teksten upålidelig, er det for at gøre den mere troværdig. Det er endnu en teknik, der skal få dig til at læse videre. Kære X, du ved, at læseren er dig.”

Foruden Franziska Hoppes overlegent velkomponerede narrativ har bogen også fine sproglige kvaliteter. Sproget er klart og flyder på en måde, der gør læsningen svær at afbryde. Der er et flow i ordene og læsningen føles helt organisk. Den måde kunsten perciperes og gengives på er så sanselig, autentisk at man som læser ikke kan andet end at føle sig draget ind i værkets æstetiske rum. Franziskas møde med kunsten skrives så nærværende at jeg selv fik følelsen af at røre Nefertitis buste, eller betragte Botticellis overdådige malerier. Hvis jeg skal kritisere docx for noget, må det være den næsten for perfekte sammenhæng, det så gennemførte udtryk, at der ikke efterlades meget uvist til læseren. Bogen sætter uden tvivl refleksioner i gang hos læseren, men selv de føles iscenesatte, nøje konstruerede. docx er en bog, en metafortælling, en performance og et kunststykke som jeg uden tvivl vil dykke ned i igen, og der skal lyde en kæmpe anbefaling til alle der godt kan lide litteratur der er alt andet end simpel, og som strækker sine rødder ud i adskillige andre æstetiske discipliner. Fem ud af seks hjerter herfra.

hjerter5

Find docx hos forlaget her.

Uforløst roman om løgn, (selv)bedrag og jalousi – ÆKVATOR af Kim Karmark

ÆKVATOR af Kim Karmark

Roman – Byens forlag – 2018 – 195 sider – omslag af Katrine Skriver Christensen – anmeldereksemplar fra forlaget

“I starten var det duftene, der optog mig. Jeg elsker de afrikanske duftes underspillede robusthed. De giver alt omkring sig en dybere mening. På en gang fyldig og sart. Når vinden er i den rigtige retning, kan jeg lugte Victoriasøens fade ferskvand, jeg mærker støvet fra vejen og den fine, skarpe røg fra de mange køkkener. Ellers er det bushens tørre græs, der fylder luften med en evig augustagtig tyngde. Men næsten umærkeligt er det blevet lydene, jeg er mest interesseret i. Tropernes mærkelige summende baggrundsstøj. Da jeg først begyndte at lytte, opdagede jeg, at det netop er lydene, der gør både stilheden større og duftene tættere; farverne mere præcise. Jeg er fascineret af den diskrete måde, jeg er blevet erobret på “

Esben er søn af en gammel hippie og er vokset op i et hjem med minimal struktur og tradition. Hans barndoms fortællinger bærer præg af instabilitet og impuls og kan både opfattes som eventyrlig og utryg. Katja kommer fra et gammeldags og mere traditionsbundet hjem med dug på bordet og måltider serveret samme tid hver dag. En tryg, men stagneret tilværelse. Hver især misunder de hinandens barndom, som var fyldt op af det, de selv manglede så inderligt. Ligeså forskellig deres opvækst har været, lige så forskellige personer er de, og da de rejser til Østafrika sammen tydeliggøres disse indbyrdes forskelle. De bliver begge meget betaget af Afrika, af det meget anderledes liv  og af den overvældende følelse af pludselig at være minoriteten, den konstant udpegede i et samfund. En dag da Esben kommer hjem til deres hytte, har Katja pakket sine ting og er rejst. I retrospektiv (over)refleksion fortælles historien om dem, om Afrika og om deres brud.

Romanens tematiske omdrejningspunkter er løgn, bedrag, selvbedrag og jalousi. Esben fortæller historien og vi hører meget om hans liv og tanker. Han er en sympatisk, lidt vag karakter, som vender og drejer bruddet med Katja, noget der kommer til at fremstå overreflekteret og kunstigt.  Katja hører vi mindre om, hun er en ret uforståelig karakter, som mest af alt fremstår vred og selvhøjtidelig. Hun vil til Østafrika for at gøre en forskel, men hendes vrede over andres opførsel og hendes foragt for sin egen hvidhed fylder alt. Og denne foragt for hvidheden er et tilbagevendende, lidt fortænkt element i bogen. Der peges på denne selvfølgelige træden udenfor i en sådan grad at det bliver påtaget og kunstigt. Når de andre personer i bogen beskrives, fx afrikanske mennesker eller asiatiske turister, bliver det karikeret og bogens personer blev langt hen af vejen tomme karakterer, determineret af deres huds farve.  Det hele overgøres, samtidig med at det virker overfladisk, man når aldrig rigtig ind i karaktererne, ej heller miljøet, som ligeledes skildres endimensionelt og utroværdigt.

Afrika som litterær scenografi er set hyppigt i dansk litteratur de seneste årtier. Det er da også interessant at læse om noget, der forgår under ukendte himmelstrøg og i et samfund, hvor hvidhed ikke definerer majoriteten. Men i stedet for at føle at man rejser til Afrika i læsningen, kan man tvivle på om forfatteren nogensinde har været der, eller om han bare har læst en af de mange andre romaner der foregår der og fundet inspiration. Beskrivelserne af Østafrika virker overfladiske og påtagede.

Romanen, som indledes med et Knausgaard-citat om selvbedrag, virker som et stort bedrag i sig selv. Måske er det meningen? Man mærker tydeligt Knausgaard-inspirationen, med den konstant reflekterende – grænsende til det navlepillende – mandlige jegfortæller. Desværre er denne litterære muse alt for allestednærværende til at romanen nogensinde bliver sin egen. I stedet føles også dette karikeret – som en Knausgaard-karikatur i stedet for blot en inspiration.

Nu kan jeg godt se at min omtale af Ækvator fremstår godt og grundigt mavesur. Det var egentlig ikke meningen. For Karmark er ikke uden talent, og romanens sproglige side har virkelig fine kvaliteter. Ind imellem var jeg kortvarigt opslugt. Desværre bliver fortællingen overordnet lidt substansløs og overfladisk, og det er ikke en roman jeg vil anbefale bredt. Herfra bliver det til et enkelt hjerte ud af seks.

hjerter1

Læs bogen selv og se om jeg er helt galt afmarcheret. Find den på biblioteket her eller køb dit eget eksemplar her.

Smukke og sprogligt legende digte om den evige søgen efter et selv – SKYSKRABER af Tine Paludan

Skyskraber af Tine Paludan

Digte – Forlaget Fuglekøjen – 2019 – 67 sider – omslagsillustration af Tine Paludan – anmeldereksemplar fra forlaget

“det er i lufthavnene jeg glemmer
at bebrejde hade eller føle skyld
jeg var voksen da jorden gik under
jeg kunne målrette tomrummet
da koteletgrunden brændte
og med den min evne til ligusterkompromis
jeg kan bære alle mine møbler blot for det
tilfælde
at jeg for alvor en dag skal forsvinde
og i lufthavnene glemmer jeg
hvorfor min kuffert er så lille og så let som et
evigt æg jeg er klædt i transittens blå silkepapir
vægtløs af den slags taknemmelighed der kan
vokse af sorg “

Poesi er en utroligt bred og mangefacetteret genre, og alligevel hører jeg ofte nogen ytre, at ‘poesi ikke er noget for dem’. Men der findes så mange digte i verden, mere og mindre kryptiske, mere eller mindre flyvske og højtragende. Der findes i min optik digte til alle, poesi til enhver smag og ethvert temperament. Skyskraber er en samling af digte, som er utroligt smukke, som rummer enormt mange lag af betydning og som kræver forholdsvis meget af sin læser. Poesi, af fin kvalitet, men ikke poesi til den poesiskeptiske eller analytisk dovne læser.

Skyskraber er en undersøgelse af processen, hvor man bliver til sig selv. Hvordan man ikke kan blive sig selv uden andre, hvordan man aldrig bliver kun sig selv. Digtene i Skyskraber falder i tre dele med overskrifterne pige, fugl og flux. Digtene er varierende i længde og illustrerer en udvikling i sind og krop, en aldrig afsluttet identitetsjagt.

“skitser til kvinder jeg aldrig blev // ligger i stakke på spisebordet // overbevisende udtalelser // forsøgsvis formuleret i flere farver blæk // kladder til en personlighedens retorik // sammenhængende synspunkter // markeret i bøger på sprog jeg aldrig helt fik lært // udtryk og følelser // klistret på kroppe i forskellige materialer // fintvævet angst vindtæt selvhad den smukke // fløjsbløde stolthed til særlige lejligheder // på bøjler i skabet sammen med vinterfrakken // over sengen hænger et kurvediagram // ensomheden er proportional med tiden // hjertets slag omvendt proportional med // virkeligheden // jeg // en evig arbejdstitel // en uløselig ligning “

Sproget i digtene er enormt poetisk og legende – sproget udforskes og nye, maleriske orddannelser opstår. Jeg er helt forgabt i Tine Paludans sammensmeltning af natur og menneske, sproget får lov at gå gennem (kvinde)kroppen, at være udforskende og dristigt. Hun formår at fremskrive højspændte sansninger gennem en naturmetaforik, der aldrig bliver banal.

Desuden er Tine Paludans smukke omslagsillustration værd at dvæle ved, den understøtter så fint bogens parole om et mangefold af skitser til den kvinde, digterjeget bliver. Der er noget skitse over den smukke, kontrasterede illustration, og jeg kan kun anbefale at tage et nærmere kig på Paludans kunst, samt at slå et smut forbi hendes instagramkonto, som har ganske fine æstetiske kvaliteter.

Skyskraber skriver sig ind i en tidstypisk poetisk tradition, hvor kvindekrop og umulig identitetssøgen er omdrejningspunkter. Digtsamlingen mindede mig lidt om den også fremragende punktroman Sprækker, som jeg anmeldte tidligere i år.

Opsummerende må Skyskraber siges at være en enestående debut, en kraftpræstation i sproget, både hvad gælder æstetik og indhold. Læs den, hvis du er til poesi af lidt mere udfordrende art, og som kræver lidt mere omhu i læsningen. For Skyskraber har i den grad fortjent en grundig og gentagen læsning. Fem af seks hjerter herfra.

hjerter5

Lån den smukke digtsamling på biblioteket eller find dit eget eksemplar her.

Skyskraber2

Noveller om angst, ensomhed, sorg og livets små, men afgørende øjeblikke – RAV af Bjørn Isak

RAV af Bjørn Isak

Noveller – Brændpunkt – 2018 – 123 sider – omslag af Søren Klok – anmeldereksemplar fra forlaget

“Jeg planlagde mit selvmord i løbet af en formiddag, og jeg vidste præcis, hvordan jeg ville gøre. Jeg var 14, og jeg tror, at det var en mandag. Jeg tog bussen fra stoppestedet overfor skolen og var hjemme midt på eftermiddagen. Min far arbejdede sent, og min mor var på kursus i Sorø. Jeg fodrede hunden, gjorde mit værelse rent, smed mit snavsede tøj til vask og slettede nogle billeder på min computer. Jeg tændte for musikken, lagde mig på sengen, kaldte på hunden og fik den til at lægge sig med hovedet hvilende på min mave. Den fjernede ikke blikket fra mig, og øjnene var sørgmodige. Jeg tænkte, at jeg ville savne hunden og følelsen i kroppen, lige før man falder i søvn. Det og så lyden af torden og regnvand i nedløbsrørene uden for mit vindue. “

Ensomhed, tab, valg og fravalg er emner, som novellerne i Rav tager udgangspunkt i. Genkendelige og almenmenneskelige emner, som alligevel aldrig rigtigt bliver relaterbare eller genkendelige i novellesamlingen Rav.

I de 14 korte noveller møder vi bl.a. drengen, som fortæller sin familie om sit selvmordsforsøg, den utro og følelsesmæssigt afstumpede kæreste, manden der er forelsket i sin søster, den ulykkeligt barnløse pædagog, mennesker på kanten af samfundet og mennesker som passer ind, mennesker i sorg, krise og ensomhed.

Størstedelen af karaktererne i Rav kommer desværre ikke rigtig ind under huden på mig, jeg forstår dem ganske enkelt ikke. Deres måde at agere på, tænke og tale på, deres måde at være sammen andre mennesker på.

Bogen proklamerer at dykke ned i almindelige menneskers afgørende livsøjeblikke, men det er jeg ikke helt enig i. Fortællingerne dykker i højere grad ned i mere eller mindre betydningsfulde småepisoder i ekstreme menneskers liv. Karaktererne er mestendels usympatiske psykopater eller passive, naive stakler. De bliver enten karikerede eller uforståelige. Og så skæres novellernes pointer lidt for insisterende og kantet ud i pap. Fx i fortællingen om manden, der har et trygt liv i forudsigelige , autistiske ritualer og hvis verden ramler, da han en dag opsiges fra sit ensformige fabriksarbejde. Han går i opløsning i friheden, hvilket enhver læser er helt med på, og så afsluttes novellen alligevel med at han skal skrige “Hvad er det for en forbandet frihed, som jeg lige pludselig skal kastes ud i?”. Pointen understreges, gentages, gøres idiotsikker. Som læser føler jeg mig ind imellem talt ned til.

Vellykket er imidlertid nogle af novellernes underspillethed, der sår tvivl om hvorvidt der sker en udvikling eller stagnering i historien. Ofte slutter fortællingen brat lige inden handlingen skal til at eskalere (eller flatline, jeg ved det ikke), og det fungerer rigtig godt. Læseren kan ikke undgå at videretænke historien. Et ret fint narrativt greb.

Jeg fandt altså bogens persongalleri kunstigt og karikeret og pointerne gentaget og understreget lidt for hårdt. Men novellesamlingen har bestemt også sine kvaliteter. Bjørn Isak er uden tvivl god til at skrive, teksten er hele vejen igennem velkomponeret og velformuleret og rent fortælleteknisk fungerer novellerne for det meste også godt. Ind imellem fremstår novellerne lidt overfladiske, fordi de vil for meget på den begrænsede plads novellegenren tilbyder. For der tages virkelig fat på mange forskellige typer af karakterer, miljøer og sindstilstande. Rav er forfatterens debut, og jeg tror at forfatterskabet med tiden kan bidrage med noget mere og bedre end Rav, som er en lidt blandet pose bolcher, hvor ikke alle faldt i min smag. Læs den, hvis du er til korte, kompakte noveller og se om du er enig. Den er hurtigt læst! 2 ud af 6 hjerter herfra.

hjerter2

Find bogen hos forlaget her.

Tragikomisk digtroman om psykisk sygdom og et sygt samfund – JEG BRUGER MIN KROP SOM ET MØBEL af Veronika Katinka Martzen

Bemærk de vidunderligt selvsmagende fanposters under digtromanen.

Bemærk de vidunderligt selvsmagende fanposters under digtromanen.

JEG BRUGER MIN KROP SOM ET MØBEL af Veronika Katinka Martzen

Digtroman – Gladiator – 2019 – 235 sider – omslag af Thomas Joakim Winther – anmeldereksemplar fra forlaget

“Jeget får en god idé

as of nu hedder Jeget ikke længere INTET
men Taylor Alison Swift

hihihaha

og Taylor Alison Swift kan godt fortælle jer alle sammen
at det er en helt ny fornemmelse
at gå på gaden med en tynd krop og små bryster og ansigt m. fx
kindben
til en forandring wow hihihaha omg lol
Taylor Alison Swift har det bare så godt lige nu
måske er det fordi hun har taget 10 mg oxapax
bare lige for at tage det værste af den angst
der er forbundet med ikke at have en personlighed
hihihaha

ej okay

jeg, Taylor Alison Swift, har en megagod personlighed
skinner igennem i flere af mine sange
fx i Blank Space
der handler om at jeg har et blank space på min liste over ekskærester
til DIG hvem du så end er, du er i hvert fald ikke her
nå men der synger jeg fx
“DARLING I’M A NIGHTMARE DRESSED LIKE A DAYDREAM”
aldrig tidligere har nogen beskrevet nogens personlighed
på en mere korrekt og præcis måde hvis jeg selv skal sige det
altså mig Taylor Alison Swift
der har en stolt tradition for at sælge folk en forkert vare
de tror jeg er rigtig sød og har det helt normalt oppe i hoved
men hihihahaha joke det har jeg overhovedet ikke
jeg har det helt faktisk fucked (den emoji med en omvendt smilende smiley) “

Hvad stiller man op med en genrehybrid, der kalder sig selv for digtroman, skrevet af en fiktiv satirefigur, som er født af Den korte radioavis? Man læser den og forholder sig til den og håber på, at udgivelsen var ment som et reelt litterært bidrag og ikke bare et mediestunt eller en joke. Og Jeg bruger min krop som et møbel bidrager rent faktisk med noget værdifuldt.

Jeg bruger min krop som et møbel er en vild bog. Det er en fortælling om et forskruet system, om psykisk sygdom, sårbarhed og identitetsforvirring. Og det vilde ved digtromanen er, at den faktisk lykkes særdeles godt med at behandle disse tunge, svært håndterbare emner pakket ind i satire – grotesk og latterkrampefremkaldende sjovt.

Det er en virkelig modsætningsfyldt bog, kontrasterne er ikke til at overse i det groteske spil mellem populærkulturelle klichéer og psykosens mørke afgrund. Veronika Katinka, som er bogens digterjeg, har mistet følingen med sin egen personlighed, hun leder efter sig selv i et kaos, hvor der ikke er nogen videre hjælp at hente. Hun rejser, hun knepper,  hun skriver, hun skærer i sig selv, hun taler med autoriteter af forskellig art. Hun får sin krop omopereret til en kopi af Taylor Swifts. Taylor Swift er en bærende karakter i bogen, en personificering af det perfekte, men også det tvetydige, dobbeltsidede. Og VKs stalker-tweets til den amerikanske popstjerne er episke:

“@Taylor Swift 22. juli kl. 01.26
En hurtig google-søgning på ‘Taylor Swift boyfriends’ afslører at du har været kærester med rigtig mange, fx John Mayer (december 2009). Altså hvordan gør du???

@Taylor Swift 23. juli kl. 10.55
Nå, men mit kneppetrick #1 er stramt tøj, megastramt tøj, især på overkroppen. Det kan jeg se på billeder at du også går i, så mit spørgsmål går…

@Taylor Swift 23. juli kl. 10.58
… mere på hvordan du går fra knep til at få folk til at kunne lide din personlighed. Det er mit problem nemlig, normalt når jeg vågner op med folk plejer de at kigge på mig som om jeg er noget de ville ønske snart ville gå væk (fx et forkølelsessår) – men den fornøjelse…

@Taylor Swift 23. juli kl. 11.01
…får de ikke hæhæ, jeg hænger ud hos dem hele dagen og så spiser jeg deres pålægschokolade og ser deres planet earth indtil de til sidst ‘desværre er nødt til at smide mig ud’ og så sidder jeg derhjemme og venter på at de skriver og det gør de jo aldrig og så; så…

@Taylor Swift 23. juli kl. 11.05
…er det at jeg begynder at chatte dem op dag og nat. Jeg skriver jokes og spørger dem om hvad de laver og når de så ikke svarer, så bliver jeg bare ved hahahahahah hvad siger du til det, er det det samme du gør eller har du andre tricks? “

Som sagt, den her bog er vild. Mange gange i læsningen tog jeg mig selv i at grine højlydt, noget, der virker bizart, når det man læser om i grunden er så tragisk. Men det er netop dét greb, der gør bogen interessant, at en så hjerteskærende historie kan fortælles på en sjov måde. Det føles vidunderligt forkert.

Digterjeget beskrives på et tidspunkt som “personificeringen af den ufarlige ironiske distance”, hvilket på en måde udpeger selve bogens væsen – ved at skrive en sarkastisk og ironisk distanceret tekst om meget alvorlige emner gøres det ufarligt, fordøjeligt, til at holde ud at læse. Og i sarkasmen lægges en eller anden ekstra distance mellem forfatter og værk. Anna Juul, som er kvinden bag Veronika Katinka, distancerer sig fra værket med både pseudonym og humor.

Formmæssigt må bogen også siges at være eksperimenterende. Bogen, som kaldes en digtroman, rummer alt muligt og umuligt – konfirmationstale, kammerspil, digte (eller parodier på digte?), breve, samtaler, tweets mm. VKs sprog er virkelig “ungt”, der er ikke sparet på hverken talesprogsamputerede ord, forkortelser eller emojis. Og det er med til at gøre bogen og performancen Veronika Katinka enormt gennemført.

Jeg var altså overordnet begejstret for Jeg bruger min krop som et møbel. Det er en mærkværdig og vellykket bog. Og jeg synes, at der gemmer sig noget meget vedkommende under satiren, under alle digterjegets psykosehumoristiske udbrud og ind imellem virkelig dårlige digte. Det er helt sikkert en bog, der er en læsning værd, hvad end man læser den som et bidrag til den for tiden allestedsnærværende litteratur om psykisk sygdom og identitetsforvirring i et stadigt mere præstationsfokuseret konkurrencesamfund, eller som ren satire over tidens navlepillerpoesi. Jeg selv læste den som lidt af hvert og synes den fortjener fire ud af seks hjerter. Original, morsom og ikke uden substans.

hjerter4

Find digtromanen her.

Fragmenteret skrift fra kvindekroppen – SPRÆKKER af Mette Garfield

SPRÆKKER af Mette Garfield 

Punktroman – Arkiv for detaljer – 2019 – 91 sider – omslag af Malene Hald – anmeldereksemplar fra forlaget

” Du begynder at bløde. Det pibler ud af dig. Rødt, skinnende blod. Han har forstyrret din cyklus, der begynder forfra, for tidligt. Du vejrer dufte, ser syner og bliver mindet om fortiden. Det løber og ånder ud af dit underliv, friskt. Dine læber bliver rødere og svulmer. Trusserne våde, amber, violette, brune skjolder, pletter. Dine næsebor udvider, åbner sig. Mugne, ramme, syntetiske lugte slår ind i dit kranie. Det åbner og lukker sig, dit køn er en gople, der blafrer. Du sover ikke igennem om natten. Du vågner som et feberbarn med aftryk af hans hage, hænderne, munden på dine underarme, brystvorterne og i lysken.

Da han står der igen ved din dør, i åbningen, på tærsklen, med blikket sænket, som siger for meget og ingenting. Siger du bare “ja”. Han løfter, holder, vælter dig omkuld.

Bagefter lægger han dig, folder  dig med sit ene lår mellem dine.  Hans kropsbehåring mod dine kønslæber, pulsslag i dit øre mod brystkassen. Noget af natten, tæt.

Og du ved ikke, hvorfor det er, det ikke er.”

Punktromanen som genre stiller høje krav til sin forfatter og sin læser. I små fragmenter, som gennem sprækker, med få ord og på få sider skal fortællingen udspille sig, og blive sammenhængende trods sin givne usammenhængende form. Hvert et ord er afgørende, hver en lille tekstblok kompakt af betydning. Og imellem punkterne, i alt det usagte, udspiller meget af fortællingen sig. Vil man læse et godt eksempel på en punktroman i sin mest vellykkede form, er Mette Garfields skønlitterære debut Sprækker et godt bud.

Titlen Sprækker er så sigende for genren såvel som for bogen, som i konkret og abstrakt forstand beskæftiger sig med sprækker, åbninger. Handlingen, som kører i to spor, kredser om to kvindeskæbner –  tiltalt som henholdsvis “du” og “hendes mor”.

Du’et er en kvinde i begærets vold, hun er krop og kød, hun begærer, sanser, længes efter en mand, der ikke er tilgængelig. Hun bruger sin krop og hun lader sig bruge, selvom hun ved, at han kun er på forbifart. Hun tror ind imellem at noget er ved at begynde, men det er det aldrig, der opstår altid kun en lille åbning, som hurtigt lukkes igen. Og hun undrer sig over hvorfor det er, at det ikke er. I fantasien bryder hun med passiviteten, tager den fulde kontrol tilbage, bliver den, der tager i stedet for at lade sig tage:

“Så kaster du ham ned i kælderen i et lille rum uden vinduer. Gulvet er af sten, koldt. Væggene grå beton. Du flår tøjet af ham og hænger ham op med hænderne over hovedet i kæder. Du lader ham hænge i timevis. Håndledene vamle sårblærer. Du knebler ham. Giver ham en hætte over hovedet. Dagene går med injektioner og arvæv, anus. Turen med ham i lænke.

Du spuler ham ned med isnende vand, hænger ham op igen, lader ham hænge.

Du flår hætten af ham, løfter hans hoved. En lyskegle fikseret mod hans ansigt.

KAN IKKE SE DIG.

Så bærer du ham op i stuen. Lægger ham i sofaen og lader ham sove. Du giver ham mad. Ferskner og is, salte kiks, fiskerogn, cava. Du hvisker, synger, vasker hans køn, holder hans hånd.

Så kyler du ham ned i kælderen igen. “

Du’et bruger sin krop, sit begær og sit sprog som drivkraft, noget, hun desværre ikke kan bemægtige sig – hun mister sig selv i begæret efter den utilgængelige mand. Hun prøver at skrive, men “falder i staver, laver fagter, vælter bogstaver, de forkerte ud over siden”. De punktvise nedslag falder vilkårligt, vi træder ind og ud af nutid og fortid, tanke, drøm og handling. Det ene øjeblik mødes du’et med sin udkårne i hans lejlighed, så modtager hun fertilitetsbehandling, så mødes de første gang nytårsaften. Man mister gang på gang orienteringen.

Samtidig følger vi bogens andet spor, fortællingen om “hendes mor”, som er pacificeret på en anden måde, lammet efter sin mands død, forladt og sat ud af spil. Magtesløs står hun og ser grådløs ud over markernes rim, føler afmagt og vrede over at skulle være mor for sine børn, at skulle fortsætte med at eksistere. Hun lever ikke op til de kollektive forventninger, der er til moderen – den person, der kører videre uanset hvad, som altid holder hovedet højt og holder samling på det hele. Og så beskæftiger hun sig selvfølgelig med alternative moderfigurer, som Iokaste, Ødipus’ mor. Og med det bliver det faktisk næsten for konkret, som om der peges lidt for insisterende på en pointe, som læseren for længst har forstået.

Disse bogens to kvindekarakterer synes langt fra hinanden i både liv og færden, men de har dog det til fælles, at de stikker ud af samfundet, de er ikke en del af fortællingen om det rigtige, det gode liv. De deltager ikke i en anerkendt  familiekonstellation, de færdes i et eksistentielt limbo, et ukonventionelt skyggeland.

En læsning af Sprækker er som en konfus drømmevandring. Abstrakt og uhåndgribelig og samtidig dragende og genkendelig. Mette Garfield formår at fremskrive en stærk fortælling om kvindeligt begær, om at blive gjort passiv i sine kødelige og åndelige længsler, om at kræve kontrol uden helt at lykkes med det. Og dog, for ved at skrive denne bog fra kvindekroppen og med det kvindelige begær som omdrejningspunkt, sker der i bedste écriture féminine-stil en empowering af kvinden. Bogen er en insisteren på eksistensberettigelse udenfor snævre normative kasser. Og det er en insisteren på en plads til kvindekroppen og det kvindelige begær, ucensureret og uforskønnet i litteraturen.

Sprogligt er Sprækker ganske umiddelbar og der lægges ikke fingre imellem. I nogle passager bliver sproget nærmest brutalt, i andre ganske lyrisk. Rent grafisk understøtter skriften parolen om en fortælling i glimt, som set gennem sprækker – nogle sider tætskrevne, andre næsten nøgne. Sprækker rummer skarpe observationer over sin samtid, over køn og krop og mellemmenneskelige forventninger. Genkendeligt og hudløst ærligt. Det er en bog, der fortjener flere læsninger, og som åbner op for nye betydninger og tolkninger for hver læsning.

hjerter5

Denne bog fortjener en plads på dit natbord og i din bevidsthed, find den hos forlaget her.

Ambitiøs generationsroman om at søge en plads i tilværelsen – ALT NU af Patrick Sølberg

ALT NU af Patrick Sølberg

Roman – Byens Forlag – 2018 – 294 sider – omslagsfoto af Wil Stewart – anmeldereksemplar fra forlaget

“Han kunne mærke, at hun smilte. Hun havde vel samme effekt på ham som et jordskælv, der rystede fundamentet. Hvor kontinentalpladernes sammenstød simpelthen former nye landskaber. Muliggør ikke bare noget nyt, men noget andet.  Ligesom den afrikanske kontinentalplade er ved at presse sig ind under den europæiske. Også i geografisk forstand vil Europa have Afrika under sig. Det er dog kun et spørgsmål om tid, før den afrikanske plade presser sig ind, spreder krakeleringer i Europa, bryder jorden op, stiger til vejrs som et stædigt bjerg. Snart bliver det hele rystet sammen. Det havde aldrig været et håb om at falde til. Nok snarere et ønske om at blive mindre rastløs. Som at indhente billedet, der bevæger sig i et hurtigere tempo end lyden. Minimere forskydningen. Og så, noget der udklækkes: følelsen af at bebo eller dét at høre til. Han duftede til hendes hår. Moskus og figenblade. “

Halfdan studerer litteratur, han er ung, rastløs og eftertænksom. Hans største eksistentielle krise ligger i overbevisningen om, at hans generation ikke har haft en eneste krise, ingen modgang i tilværelsen. Halfdan går rundt i den samme intetsigende hverdag, med få penge på lommen og et distanceret forhold til sin hemmelighedsfulde mor. Da Halfdans morfar rammes af demens og sygner mere og mere hen, påtager  (eller pålægges) Halfdan sig opgaven at færdigskrive den roman som morfaren har påbegyndt. Her starter en rejse i en desperat søgen efter udfordringer og dermed inspiration til at skrive – et ønske der i høj grad indfries.

Alt nu er en generationsroman i tre spor; Henry, den jødiske flygtning, som efter Anden Verdenskrig har mistet sit ophav og hele sin fortid og efterfølgende har skabt sig et nyt liv i Danmark. Hans datter, Metha, hvis liv har været præget af uoverkommeligt store tab og som kender alle de gode steder at græde i København. Og sidst men ikke mindst Halfdan, Methas søn, som går nærmest bedøvet rundt i en ligegyldig tilværelse. Halfdan, som er bogens primære karakter, er en underlig introvert person og en i mere end én forstand impotent ung mand. Han er underlagt den gamle kunstnermyte, at det kun er muligt at frembringe noget af kunstnerisk værdi, hvis man har mødt stor modgang i livet. “Heldigvis” skal han ikke mange skridt tilbage i sin families historie for at finde både modgang og tragedie.

Gennem romanen undrer det mig, hvordan fremmede mennesker konstant tager kontakt til Halfdan, insisterer på at tale med ham, selvom han er hermetisk lukket om sig selv og afviser alle der nærmer sig. Det virker usandsynligt og urealistisk, men er selvfølgelig den eneste måde at få ham gennem fortællingen og ud i verden på, da oplevelserne ligesom hagler ned over ham. Han selv handler meget lidt.

Alt nu er på mange måder en sammensat roman. Sølberg fortæller tre interessante historier, men lykkes desværre ikke altid lige godt med at samle dem i sidste ende. Det er som om romanen vil så mange ting på en gang, den lever ikke helt op til sine høje ambitioner om at være en fortælling om både krig, flugt, klima, tilhørsforhold, sorg, tab, fysisk og psykisk sygdom, død og meget mere. Bogens absolut mest vellykkede passager er da vi følger Metha i hendes ungdomsår i Berlins punkmiljø, som giver forståelse for og sympati med Metha, som i de resterende afsnit ellers er en ret bleg og karakterløs person.

Sproget i romanen er overordnet set virkelig smukt og ind imellem helt lyrisk. Men det kammer også over og bliver klichefyldt, eller andre gange overakademiseret. Fx da Florian, Halfdans far, gennemgår nogle maniske episoder, læser en masse bøger og får nogle “åbenbaringer” – her føltes det kortvarigt som at sidde i et auditorium igen til en forelæsning om hvidhed og kolonialisme, end som egentlig romanlæsning. Det er absolut ikke uinteressant, men måske en smule malplaceret.

Alt nu vidner uden tvivl om en forfatter med et imponerende vid og overblik, i emner som humanisme og populærkultur, og over i mere naturvidenskabelige discipliner. Sproget fungerer i min optik både godt og dårligt i romanen – både sanseligt og malerisk, men ind imellem går det for vidt og fremstår overgjort og kunstigt. Sidstnævnte gælder i høj grad i bogens dialoger, som til tider virker meget fremstillede. Små vendinger som “Hvad reflekterer du over?” virker bare ikke særlig autentiske (hvem siger dog ikke bare “Hvad tænker du på?” i en helt almindelig, afslappet samtale?).

Alt i alt er romanen en ret spændende og ambitiøs bog, omsiggribende i handling, og ind imellem vil den lidt for meget. Trods en overordnet fin sammenhæng, har romanen lidt for mange løse ender, lidt for mange påbegyndte emner, som skulle have haft mere plads i teksten for at give rigtig god mening. Men det er en bog, der også gav anledning til eftertanke og som var i min bevidsthed i et godt stykke tid efter endt læsning. Noget, der for mig kendetegner en læseoplevelse der kunne et eller andet.

Og nu står jeg her, ganske splittet over denne roman, som på den ene side demonstrerer forfatterens imponerende vid og fortælletalent – og på den anden side føles som om den skulle have været redigeret lidt hårdere, gjort mere sammenhængende. Med det sagt kan Alt nu anbefales for den gode historie, som byder på mange forskellige emner og dermed noget for enhver smag, og må lande et sted midt på min skala af 6 hjerter.

hjerter3

Køb Alt nu hos forlaget her.

Fabulerende og underholdende tekster om alt og intet – FABELAGTIGHEDER af Lars Emil Foder

FABELAGTIGHEDER af Lars Emil Foder 

Prosa – Forlaget Ekbátana – 2018 – 74 sider – omslag af Rakel Thorning-Vater – anmeldereksemplar fra forlaget

” Jeg forestiller mig en verden, ikke helt ulig vores, hvor man hellere vil ses på scenen end sidde skjult blandt tilskuerne, hellere lyse på lærredet end fortabe sig i mørket, hellere skrive bøgerne end forsvinde mellem deres sider osv. Jeg forestiller mig de overfyldte teaterscener og forladte publikumsrækker, de ulæste bøger der hober sig op på den knappe lagerplads, musik der brager ud over øde stadioner og festivalpladser og næsten ikke findes. Og så forestiller jeg mig én mand: manden der bare vil være publikummer. Den sidste publikummer. I grunden en ydmyg, næsten selvudslettende type, det er klart. Men nu er han en mand af betydning.”

Finurlige talemåder gøres konkrete og tankeeksperimenter køres helt ud på et sidespor i Lars Emil Foders prosadebut Fabelagtigheder.

Bogen er inddelt i 6 dele, adskilt af mørkegrønne sider og indeholdende alt fra vittigheder og drømme til eksistensfilosofiske tekster og digte. De to sidstnævnte er klart bogens mest vellykkede. I disse fabulerende små tekster serveres en god portion samfundskritik, et dissekerende blik på en verden, hvor vi alle vil ses og høres, men hvor ingen lytter, og en verden, hvor det lykkelige menneske er et fuldstændig uhørt særsyn, en uforståelig og måske ikke længere menneskelig skabning, som må bæres ud af s-toget i sin lykkelige lammelse og hentes af sin uforstående familie. Mangt og meget vendes på hovedet eller omtænkes, døden er en lille pige med en plastik-le. Og i fabelagtige drømme skimtes glimt af noget utopisk:

” Selv menneskene
havde menneskelige
egenskaber”

Fabelagtigheder

Omslaget, som er en fortolkning af tarotkortet “The Fool” illustrerer forfatteren som en gøglerfigur, jokeren, der står uden for kategori. Fint i tråd med bogen, som på sin vis står uden for genre, eller opfinder sin egen hybridgenre – fabelagtigheder. Fabelagtigheder er en bizar rutchetur i en kreativ hjerne, en drømmeagtig udsyrende række tankeeksperimenter. Den er et virvar af filosofiske tanker og onkelhumoristiske vittigheder.

Fabelagtigheder er underholdende, mærkværdig, samfundskritisk, eksperimenterende. Det er nok den eneste bog jeg har læst, der har fået mig til at grine højt, reflektere, rulle med øjnene og ryste på hovedet på samme tid. Bogen er faktisk lige dele genial og fjollet. Og bestemt en læsning værd. Herfra bliver det til 3/6 hjerter.

hjerter3

Find bogen lige her.

Stærk poetisk brevveksling mellem to verdenshave – HAVBREVENE af Siri Ranva Hjelm Jacobsen

HAVBREVENE af Siri Ranva Hjelm Jacobsen

Prosa – Lindhardt og Ringhof – 2018 – 64 sider – illustrationer af Dorte Naomi – anmeldereksemplar fra forlaget

“Kære M.
Du skriver til mig om sommeren, det samme gjorde Arktis for nylig. Hun røgter sine køer deroppe, og når de skal til at kælve, bliver hun spændt. “I årets første gry rejser kysterne sig som ventende ved et busstoppested.” Sådan skriver hun.  Jeg ved ikke, hvad hun mener med dét. Jeg synes, hun er begyndt at virke lidt ustabil.
Hvad angår årstiderne, har jeg svært ved at samle mig om dem. De er der, nogle gange skifter de plads. Jeg følger natten med blikket. Jeg ligger og ser planeterne flyde forbi. Tågerne deroppe, orange og rosa. Lysende alger i sort vand. Jeg drømmer om den spejlkugle, jorden skal blive, når vi mødes igen. 
Hvad angår krybene – jeg fornemmer din sorg. Ingen af os havde forudset denne acceleration. Trøst dig med, at alting går efter planen. Måske ikke som vi troede, men som vi ville.
A.”

Den klode vi betræder er svøbt i vand på omkring 70 % af sin overflade. Længe før vi kom og længe efter vi er forsvundet vil havene være her. Det er så svært at begribe, at vi ikke er noget særligt midtpunkt i fortællingen om jordkloden. Netop derfor er Havbrevene en så anderledes og interessant bog.

I Havbrevene tilhører synsvinklen havene i en brevveksling mellem Atlanterhavet og Middelhavet. Disse to søstre er tæt forbundne og alligevel ganske forskellige – Middelhavet, den kun 5 millioner år gamle lillesøster, som er empatisk og betaget af Ikaros, og Atlanterhavet, den 180 millioner år gamle storesøster, som har set verden ændres i uendeligheder, og som er noget mere kynisk anlagt. Gennem den 64 sider korte brevveksling introduceres vi til en slags alternativ skabelsesberetning med havene som omdrejningspunkt. Det er en fortælling om en ældgammel natur, en jordklode i evig forandring og mest interessant af alt er det en fortælling hvor mennesket blot er en lille bitte del af en større helhed og ikke, som vi oftest forstår det, omdrejningspunkt for hele verden.

Sjældent har jeg læst noget så syret og samtidig fuldstændig vellykket. Siri Ranva Hjelm Jacobsen formår at skrive så medrivende og troværdigt, at man øjeblikkeligt køber præmissen om to verdenshave med en plan om genforening. I løbet af ganske få sider virker denne skabelsesberetning helt oplagt.

Havbrevene er en alternativ skabelsesberetning og på samme tid en fortælling om undergang – det kommer lidt an på hvilke briller man tager på. Det er vanvittigt interessant at blive draget ind et så anderledes perspektiv, at opleve vores verden i en ny optik. Her forstås menneskeheden som kryb, som et midlertidigt mylder på jorden, et lille glimt af liv i en kæmpe cyklisk verdensfortælling. I Havbrevene er mennesket oprindeligt tænkt som en måde at samle havene på, som små mobile vanddunke, hvis formål er at fragte vand over land. Med et så alternativt persongalleri, må man nødvendigvis tillægge karaktererne menneskelige egenskaber for at forstå dem, og en så grundlæggende menneskelig egenskab som empati kigger da også frem i ny og næ, omend den ikke nødvendigvis er rettet mod et menneske. Når synsvinklen er så fremmed, som det må synes for mennesket at være hav, fremtræder nogle meget interessante blikke på verden, uhyre anderledes end vi opfatter den. Og med den manglende empati for det menneskelige fortæller havene om ellers så ulideligt følelsestunge emner, som flygtningekrise og død:

“Jeg er træt. Det er årstiden. Sommeren tærer på mig. Før var det ikke så slemt, men nu klatrer krybene så meget rundt på mig i deres bælge, alt for mange om én bælg. Jeg lytter til de synkende stimer. Hjernernes kliklyd, der gradvist stiger og så ebber ud. De står på bunden og duver med lunger, der spjætter af plankton og lyskrebs. Når ålene kommer, kigger jeg væk. “

Ikaros udgør en vigtig del af fortællingen og står som et klart billede på menneskehedens skødesløse behandling af jorden – vi har fløjet for højt og nu må vi nødvendigvis falde igen. Der er dog ikke tale om en løftet pegefinger, men nærmere et fokusskifte, en fortælling om en fremtid for noget andet og større end os, om naturens generobring af jorden. Og på en måde er det både dystopisk og opløftende læsning på samme tid.

Illustrator Dorte Naomi har bidraget til udgivelsen med grafiske tryk både mellem siderne og på det smukke fauvisme-associative omslag. De sorthvide tryk fungerer fantastisk stemningssættende og ind imellem ganske foruroligende med organiske former, som fremstår kaotiske og stringente på samme tid.

Her på årets korteste dag udkommer denne lille bog, som er et interessant og vigtigt bidrag til samtidslitteraturens bearbejdning af klimaproblematikker. Havbrevene er eksperimenterende, usædvanlig, tankevækkende og af høj poetisk og æstetisk kvalitet. 5/6 hjerter herfra.

hjerter5

Find dit eget eksemplar af den fine lille bog her.