docx af Franziska Hoppe
Korridor – 2019 – 106 sider – anmeldereksemplar fra forlaget
“Jeg er netop flyttet til Silbersteinstrasse i Neuköln, og jeg tror, jeg er rykket ind i en white cube. Jeg ser mig selv fra oven: en sortklædt krop på en hvid seng – som et tegn på et stort stykke papir. Fra sengen reflekterer værelsets spejl et udsnit af min krop. Jeg løfter armen op over dynerne og ser fordoblingen følge med. Som barn prøvede jeg at narre mit spejlbillede. Jeg troede, at hvis bare jeg bevægede mig hurtigt nok, ville reflektionen ikke kunne følge med. Jeg ville afsløre hende, men var også bange for konsekvenserne. Nu løfter jeg igen hovedet og ser min fordobling i øjnene; så kigger vi hen på hver vores bogstabel. Litteraturen er fuld af ustyrlige spejlbilleder, fuld af reflektioner der handler på eget initiativ. Nogle ender med at styre deres ejere, nogle træder ud af spejlet. ”
Det har taget mig et par uger at tage tilløb til at skrive om docx. For på en måde føles anmelderhandlingen tit som en afvikling, som om alle mine tanker om og følelser for en bog manifesterer sig på papir for derefter at rykke ud i periferien af mine tanker, så der bliver plads til næste litterære oplevelse. Sådan er det nok blevet fordi jeg har så meget rytme i hvordan jeg kontinuerligt læser og anmelder, samlebåndslæsning af en art. Derfor har jeg gået og gemt lidt på tankerne om docx, holdt dem lidt for mig selv og ladet dem bundfælde sig inden jeg kom hertil. For docx er en helt særlig bog.
I docx bearbejder jegfortælleren Franziska sin forelskelse i personen kaldet “X” gennem bl.a. billedkunst og litteratur. Kulissen er København og Berlins gader, kunstmuseer og biblioteker. Hun møder byen og kunsten og ser alt dette i relation til sig selv og sin muse. Hvorend hun går mødes hun af ansigtsløse ansigter, hun undersøger sig selv gennem et analytisk blik på sine omgivelser. Ved at skrive sig selv som romanfigur tager hun kontrollen over fortællingen og sin rolle i den.
Når en bog bevæger sig så tværæstetisk som docx gør – og lykkes så godt med det som den også gør – så bliver læseoplevelsen særligt intens og sanselig. Værket er en slags metatekst – en tekst om tilblivelsen af den tekst der læses, en bog med mange lag og facetter. Det er en bog om kunst, om at betragte kunst og om at skabe kunst. Intertekstualiteten er ikke til at overse, og teksten lader sig inspirere af bl.a. fortællingen om Frankenstein og hans monster (kunstneren og værket) og Anaïs Nins selviscenesættelse. Skriveprocessen vi følger er på samme tid en distancering fra og generobring af forelskelsen. Franziska har i starten af bogen planlagt en slags performance med X som midte, en middagsiscenesættelse, som skal give hende magten tilbage i relationen. Der bliver ingen middag, men performancen bliver i høj grad til i form af bogen, som sætter Franziska og X ind i en fiktion. En fiktion om at gøre noget faktuelt fiktivt. Da X inddrages i projektet som betalæser på manuskriptet bliver metaperspektivet endnu mere gennemført. Som læser tages man i hånden for ikke at fare vild i værkets konstante leg med narrativet;
“I en note har jeg skrevet: “En ulykkelig forelskelse virker som et forsvarligt sted at skrive fra. Det er mig, der er blevet afvist og ikke kan komme videre. Det er mig, der er til grin, mig der har tabt – og derfra bliver det så selvfølgelig mere kompliceret…” For at lave et narrativ er en måde at få kontrol på. Det er et spørgsmål om, hvem der får lov at skrive historien, der kommer ud til andre. Og i mine fantasier og forestillinger om X er sandhed først og fremmest en følelse. Jeg forsøger at skrive et forord: “Kære læser, forestil dig en reol. Forestil dig denne bogryg ved siden af fem andre. Hver af bøgerne er en ny version af docx, det samme tidsrum i et nyt mønster; fem forskellige variationer. Kære læser, når jeg kalder teksten upålidelig, er det for at gøre den mere troværdig. Det er endnu en teknik, der skal få dig til at læse videre. Kære X, du ved, at læseren er dig.”
Foruden Franziska Hoppes overlegent velkomponerede narrativ har bogen også fine sproglige kvaliteter. Sproget er klart og flyder på en måde, der gør læsningen svær at afbryde. Der er et flow i ordene og læsningen føles helt organisk. Den måde kunsten perciperes og gengives på er så sanselig, autentisk at man som læser ikke kan andet end at føle sig draget ind i værkets æstetiske rum. Franziskas møde med kunsten skrives så nærværende at jeg selv fik følelsen af at røre Nefertitis buste, eller betragte Botticellis overdådige malerier. Hvis jeg skal kritisere docx for noget, må det være den næsten for perfekte sammenhæng, det så gennemførte udtryk, at der ikke efterlades meget uvist til læseren. Bogen sætter uden tvivl refleksioner i gang hos læseren, men selv de føles iscenesatte, nøje konstruerede. docx er en bog, en metafortælling, en performance og et kunststykke som jeg uden tvivl vil dykke ned i igen, og der skal lyde en kæmpe anbefaling til alle der godt kan lide litteratur der er alt andet end simpel, og som strækker sine rødder ud i adskillige andre æstetiske discipliner. Fem ud af seks hjerter herfra.
LITTERATURFORMIDLEREN.DK 