Velskrevne fortællinger om relationer i ubalance – PLANTAGE af Annette Brogaard

1B9E6903-292A-4A52-82FD-8C6D5F229C30

PLANTAGE af Annette Brogaard

Fortællinger – Arkiv for detaljer – 2018 – 49 sider – omslag af: Julie Plovgaard – sponsoreret:  anmeldereksemplar fra forlaget

” Jeg tror, jeg er ved at blive deprimeret. Til gengæld er det ret underholdende med succesfortællinger om folk, der har fået job, fordi de har lænket sig til disken i Nordea og nægtet at gå uden en funktionsbeskrivelse i hånden. Det er bare ikke ment som underholdning, men som kreative muligheder på et trængt arbejdsmarked. På vej hjem sidder jeg på bænken. Jeg overvejer, om jeg ville få det bedre af at græde, men jeg kan ikke.”

Plantage er tre korte fortællinger om mellemmenneskelige relationer i forandring, om hvordan livsændringer kan skævvride og i sidste ende afslutte en relation. I bogens første fortælling Plantage ændres et kæresteforhold, da den ene part mister sin far. Tabet og sorgen får det ellers stærke bånd til at smuldre. I fortællingen Lejlighed ændres et venskab, da den ene part får en kæreste, og den anden part sidder tilbage med følelser, som er mere end venskabelige. Og i bogens sidste fortælling, Akutsamtale, som ovenstående tekstbid er taget fra, er det livsændring i form af en fyring, der får fundamentet i både hovedpersonens selvforståelse og parforhold til at smuldre. Særligt denne sidste fortælling berørte mig, da den meget nøjagtigt beskriver det tab af identitet og værdi, som for mange kan være forbundet med ufrivillig ledighed. Jeg kan fra min egen ledighedsperiode genkende følelserne i denne fortælling, som i øvrigt ledsages af en fantastisk tragikomisk tone. Plantage handler overordnet om kæntrende relationer. Når livet ændres, skævvrides de relationer vi indgår i, for, i mange tilfælde, til sidst at gå til grunde.

Sproglig sanselighed og præcision

Annette Brogaard skriver poetisk og sanseligt og samtidig med en imponerende kortfattethed og præcision. Omgivelser og stemninger står krystalklart i fortællingernes fine sprog, og det er noget af et talent at male så store stemningsbilleder gennem så korte tekstbidder. De relationer, der skrives frem er genkendelige, karaktererne er sympatiske og troværdige og intet er givet. Det er alt det der ikke fortælles, alt det, der gemmer sig mellem linjerne, der har størst betydning.

Småt, men godt

Selvom fortællingernes kortfattethed fungerer afsindigt godt, kunne jeg godt have tænkt mig nogle flere fortællinger i den meget korte bog. Jeg nåede kun lige at begejstres over Annette Brogaards fortællestil og sproglige tæft da bogen løb tør for sider og efterlod mig med appetit på mere. Man får ikke mange ord for pengene, hvis man køber Plantage – til gengæld får man en taskevenlig bog af litterær topkvalitet. Lidt, men godt.

Annette Brogaard har flere bøger bag sig siden debuten Man kan ikke se det på dem fra 2010. Jeg har ikke tidligere haft fornøjelsen af at dykke ned i hendes forfatterskab, men det kommer jeg uden tvivl til  i nærmeste fremtid. 4/6 hjerter og varme anbefalinger herfra.

hjerter

Find Plantage her.

Hvad gør mennesket når det falder? DAGE UDEN DAGBOG af Allan Lillelund

cof

Dage uden dagbog af Allan Lillelund 

Noveller – Forlaget Snepryd – 2017 – 166 sider – omslag af Michelle Melissa Jakobsen – sponsoreret: anmeldereksemplar fra forlaget

“Han skal have den i små stykker, hvis det skal lade sig gøre, tænker jeg, og skiller hans læber fra hinanden en smule. De er som dobbeltklæbrigt tape. Tænderne er skæve, og jeg har arvet deres placering. Han åbner ikke øjnene, men han kan godt spise en skumbanan med lukkede øjne. Det er ikke et problem. Jeg tager små stykker, for han er trods alt en meget syg mand.”

Hvad gør mennesket når det falder? Når det presses ud i ekstreme situationer, før og efter de fatale valg, der vender op og ned på livet. Det undersøger Allan Lillelund i sin nyeste udgivelse, novellesamlingen Dage uden dagbog.

Dage uden dagbog giver os indblik i en række meget forskellige menneskers sind og handlinger. Novellerne tager fat på store følelser og livssituationer, vi trækkes gennem død, savn, svigt, skyld, skam og apati. Novellerne er korte, nogle minimalistiske på en nærmest Helle Hellesk måde, men alle er de små tekster om store rystelser i mennesket, skrevet frem i hverdagssituationens forklædning. Der sker ikke noget voldsomt direkte, men alligevel dukker det voldsomme frem, mere eller mindre implicit i skriften. Allan Lillelunds karakterer er mestendels usympatiske, apatiske, afstumpede mennesker, mennesker som handler uforståeligt, foragteligt eller egoistisk. Mennesker, som ikke kan handle anderledes, givet den situation eller tilstand de befinder sig i.

Novellesamlingen rummer en større dimension af kompleksitet, end hvad jeg oplevede efter at have læst de første par noveller. Der er forvirrende afstikkere i form af ligegyldige sammenhænge mellem novellerne, som f.eks. en forstyrrende baggrundsstøj af Abba i radioen, som går igen. Og der er humoristiske indslag, som virker malplacerede, platte og forstyrrende i stedet for at udgøre et positivt element i novellerne. Men der er også meget fine, subtile indspark af humoristisk karakter, nogen ganske galgenhumoristiske, hvilket klæder fortællingerne godt.

Jeg sidder altså tilbage med en meget splittet oplevelse af novellesamlingen. Novellerne adskiller sig ret radikalt fra hinanden i form, og nogle fungerer simpelthen bare bedre end andre. Novellen Hesteballon hører til blandt mine absolut mest positive læseoplevelser fra bogen. Her formår Allan Lillelund virkelig at lege med flere niveauer i teksten, at fortælle hvad der lader til at være en ret udramatisk historie, men som i små enkle ord, eller korte sætninger bryder den rolige overflade og afslører en grusom bagvedliggende fortælling. Novellen er afsindigt sær, hovedpersonen omtaler ind imellem sig selv som “Jeres ven”, fortællingen hopper frem og tilbage i tid, teksten brydes hele  tiden op, og det hele fungerer enormt godt. Også novellen Skumbanan gjorde indtryk med sin mærkværdige hovedperson, som handler dybt bizart i situationer, der lægger sig op ad hans fars død. Også her lykkes Lillelund godt med beskrivelserne af noget helt mærkværdigt, og jeg tænker, at det er det han mener med handlinger fra mennesket, der falder. At nogle situationer får os til at handle helt uden for gængse normer og rammer. Og det er for mig altid interessant at udforske det grænseudfordrende.

Allan Lillelund er redaktør på det fremragende lille forlag, Silkefyret, der bl.a. udgiver en række oversættelser af prisbelønnede nyere norske forfattere. Desværre har jeg ofte en oplevelse af at Silkefyrets udgivelser er ualmindelig sjuskede i korrekturen, og det har vist sig også at være tilfældet her, i forlæggerens egen udgivelse. Det er ærgerligt, fordi det mudrer læsningen af nogle ellers ret interessante tekster til. Er man bedre end jeg til at se forbi de mange sproglige fejl, og har man ligesom jeg en hang til den lidt sære litteratur, bør man bestemt give Dage uden dagbog et skud. Herfra lander vi på tre store, ambivalente hjerter.

hjerter3

Hvis du vil læse mere om bogen, eller købe den, kan du fx gøre det her. Du kan også benytte dig af vores fantastiske biblioteksvæsen og låne novellerne kvit og frit her.

9788793377240-1511875611551

Velskrevne, men formålsløst voldsomme fortællinger: OS IMELLEM af Wenche Thinnesen Vogtmann

Os imellem

Os imellem af Wenche Thinnesen Vogtmann

Novellesamling – Brændpunkt – 268 s. – 2017 – omslag af Søren Klok – sponsoreret: anmeldereksemplar fra forfatteren

“Dæmonerne i mit liv lærer jeg aldrig at håndtere, de forfølger mig til alle tider, og vreden er min tro følgesvend. Stoltheden afholdt mig fra at vende retur, savnet har jeg aldrig fortalt om til nogen, men er der mon en dybere mening med, at både hun og Marius skulle ende med at bo klos op af mig? Måske er det et tegn til mig om at få sagt undskyld til hende. Undskyld for ikke at leve op til min forpligtelse som far, pludselig virker det som det eneste rigtige at gøre. Konfrontér det svære og det vil forsvinde, hvem der engang sagde sådan ved jeg ikke, men ordene virker så rigtige.” 

Ensomme mennesker, mennesker der er skadet af deres fortid, fortvivlede, angste, søgende. Os imellem  præsenterer os for en lang række forskellige mennesker, fra den incestskadede og suicidale unge kvinde, den stressede og ensomme ejendomsmægler der har dedikeret sit liv til jobbet, den søgende mand, der vandrer rundt i natten, for at finde sig selv. Alle har de det til fælles, at de er dysfunktionelle på den ene eller anden måde.

Mellemmenneskelige relationer er et vigtigt aspekt af den enkeltes personlige udvikling. Og netop disse formende relationer mellem mennesker danner rammen omkring novellesamlingen Os imellem. Det er især de uligeværdige og ødelæggende relationer, fortællingerne tager udgangspunkt i. Wenche Thinnesen Vogtmann behandler i sin novellesamling tabuiserede og ømtålelige emner som fx incest, stalking, prostitution og torturlignende mishandling,  og der lægges ingen fingre imellem.

En del af novellerne var simpelthen for voldsomme til at jeg brød mig om at læse dem, og hvis jeg ikke skulle have skrevet en anmeldelse, havde jeg så afgjort ikke læst dem til ende. Udpenslinger af incestuøs mishandling, beskrivelser af blødende endetarme og lignende var simpelthen for hård kost for mig. Jeg anser ikke mig selv for værende særligt følsom, og læser tit barske passager i bøger uden at tøve, men her blev min grænse nået. Og det særligt fordi udpenslingerne ikke var nødvendige for historien, men i stedet fremstod som voldsomme forsøg på at fastholde en interesse i læsningen, et slags mislykket underholdende element, som måske har til formål at bære en historie, som i sig selv ikke har et særlig stærkt plot eller forløb.

Det skal dog siges, at når litteratur påvirker læseren så voldsomt, positivt som negativt, så bunder det i en eller anden grad i en vellykket formidling, og dén ros skal Wenche have: At hun i imponerende grad formår at skrive nogle troværdige og nuancerede personer frem i sine fortællinger, og det med en sproglig dygtighed, som dog til tider fremstår en smule fortænkt og kunstig.  Desværre kan vellykket form og et solidt sprogligt håndværk ikke bære et værk alene, og i sidste ende manglede jeg noget større, en dybere mening med alle modbydelighederne.

Derfor lander vi på 3/6 hjerter fra Kulturkulten denne gang, dog med lysten vakt til at læse noget andet af forfatteren – gerne noget mindre voldsomt.

hjerter3

Wenche Thinnesen Vogtmann arbejder bl.a. som underviser på en skriveskole for børn og unge, og har tidligere udgivet “Oscar, mig og tøserne” og “Livets omstændigheder”.

9788793383241

BÆNKEVARMEREN OG BÆNKEBIDEREN af Gazelle Buchholtz

fd5a1d3fb25b3a7ea2e2cc7e501edfb8

BÆNKEVARMEREN OG BÆNKEBIDEREN af Gazelle Buchholtz

Novelle – 4 sider – Forlaget Tell me a story, Toru! – anmeldereksemplar

“Sommerfugle basker løs i maven. Snart på vej til Pjerrot, candyfloss og spøgelsestog. Kroppen gyser af fryd. Havde hun været en gås, ville fjerene rejse sig.”

En lille pige venter i spænding. Hun skal i Dyrenes Have og på bakken, og hun glæder sig. Ventetiden er lang, nærmest uudholdelig og hun fordriver tiden med at lege med en lille bille nede i baggården. Forventning bliver til skuffelse, glæden slukkes og en vrede tager over. Bænkevarmeren og bænkebideren er en fin lille novelle som formår at fortælle en stor og rammende historie, på få ord. En fortælling om en svigtet pige, om druk, vold og ensomhed.

Da jeg læste novellen og efterfølgende lyttede til oplæsningen, blev jeg enormt påvirket. Gazelle Buchholtz skriver fængslende og de mange sansebeskrivelser giver læseren en næsten fysisk reaktion på fortællingen. Dyretematikken er gennemgående i Gazelle Buchholtzs værker og fungerer bl.a. som en samfundskritisk vinkel – som f.eks. i novellen Grisebassen, hvor en pakke koteletter i en køledisk grynter, vokser og distancerer sig fra det glansbillede af en lille gris der er trykt på pakken. Eller i novellen Kronhjortens endelige brøl, hvor en nedlagt hjort får sin hævn mod jægeren.

Men særligt Bænkevarmeren og bænkebideren har altså ramt noget mig. Et lille stykke socialrealisme, som, trods relativt få ord, er blevet siddende i min bevidsthed. Titlen er ikke så elegant, men peger fint på sammenhængen mellem den efterladte, svigtede pige og det sårbare lille insekt i baggården. Det er en historie med en voldsom brutalitet, et sanseligt sprog og en sensitivitet ud over det sædvanlige. Fortællingen er særdeles læsværdig og meget hurtigt læst, og så kan den erhverves til en billig penge, både på skrift og lyd lige her. Herfra belønnes novellen med 4/6 hjerter og en stærk anbefaling om at holde øje med Gazelle Buchholtz.

hjerter