Måned: august 2018

Enestående debutroman om indfødte amerikanere – DER DER af Tommy Orange

/ Litteraturformidleren.dk / Skriv en kommentar

C095A5C3-9B9E-412D-A897-DF151E658577.jpg

Der der af Tommy Orange

Roman – Politikens forlag – 2018 – 288 sider – oversat fra engelsk af Rasmus Hastrup – omslag af Harvey Macaulay – sponsoreret: anmeldereksemplar fra forlaget

“Orvil vidste, at han ville danse, første gang han så en danser i fjernsynet. Han var tolv. Det var i november, så det var let at finde indianere på tv. Alle andre var gået i seng. Han zappede rundt mellem kanalerne, da han så ham. Der på skærmen, i fuldt ornat, bevægede danseren sig som om tyngdekraften betød noget andet for ham. Det mindede på en måde om breakdance, syntes Orvil, men på én gang nyt – endda cool – og ældgammelt. Der var så meget, han var gået glip af, så meget, han ikke havde fået. Ikke havde fået at vide. I det øjeblik, foran fjernsynet, vidste han det. Han var en del af noget. Noget man kunne danse til. “

Indfødte amerikanere, efterkommere af indianere bærer både på en unik kultur og på en blodig historie. I Der der møder vi tolv skæbner, tolv fortællinger om et folk, som man oftest kun hører om i datid. Hver fortæller de en glemt historie, om et indiansk folk, som er mere og andet end et karikeret ikon, en udklædning, et menneske i reservat. I romanen møder vi kvinder og mænd, unge og gamle, mennesker på kanten af afgrunden og mennesker i nogenlunde trivsel. Alle har de deres kulturelle ophav til fælles, alle er de mærket af den vold, der på flere forskellige niveauer blev begået og stadig begås mod det indianske folk. Alle fortællingerne har sammenhæng et sted, alle karaktererne har forbindelser til hinanden, træder ind og ud af hinandens liv, og fortællingen om de tolv skæbner kulminerer i en Powwow, i et intenst sidste kapitel.

Imponerende handlingsforløb og sammenhæng

Der der er en usædvanligt velkomponeret, handlingsmættet roman om en gruppe mennesker som gennem generationer er blevet marginaliseret eller glemt. Det er et spind af forskellige skæbnefortællinger og en historie om, hvordan ens kulturelle ophav kan have betydning for hele ens liv og ageren. Der der er en ualmindeligt velskrevet bog, som, når man først har givet sig i kast med den, er umulig at lægge fra sig igen.

Romanen sætter forskellige store emner på dagsordenen. Ud over hele det kulturelle aspekt så er emner som tab, sorg, svigt og forældreskab også gennemgående temaer. I kraft af den indianske kultur spiller natur, mystik og alternative behandlingsmetoder også en vigtig rolle. Og så er der desuden lagt i ovnen til en kritisk samtidsdiagnose, som da den ældre Bill oprøres over ungdommens forfald:

“Han kan ikke holde ud, at de unge får lov at være sådan nu til dags. Forkælede babyer alle til hobe. Ingen hård hud, ingen sejhed længere. Der er noget forkert ved det hele. Noget ved det evindelige skær fra telefonskærmene på deres ansigter, ved den alt for hurtige måde, de taster på deres telefoner på, deres kønsmæssigt flydende mode, deres ultra politisk korrekte adfærd, samtidig med at de mangler enhver form for sociale færdigheder og almindelig gammeldags høflighed. “

Det relativt store persongalleri fungerer, hver karakter former sproget, der er en klar stemning af den enkelte person i hvert kapitel. De hyppige synsvinkelskift og spring i tid og sted fungerer upåklageligt, omend jeg ind imellem måtte bladre tilbage i romanen, for at huske hvem den pågældende person nu var. Alle er de beskrevet så nuanceret, så forståeligt og jordnært, at det er svært at forestille sig at de er fiktive figurer og ikke mennesker af kød og blod. Karaktererne vokser under huden på læseren, bliver i følelserne, i erindringen længe efter bogens sidste side er læst.

E92BFAAB-008A-4DD8-91CF-F6C16F7C2BE0

Imponerende debut efterlader håb om mange flere bøger

Der der er Tommy Oranges debutroman, hvilket er mig helt uforståeligt. Relativt tidligt i bogen vidste jeg, at dette er en roman, jeg kommer til at læse igen. At man kan skrive noget så gennemført, velkomponeret, gennemresearchet, nuanceret og med et samtidigt historisk og litterært overblik, efterlader mig med en enorm respekt, nærmest ærefrygt, og en uslukkelig tørst efter mere fra hans hånd. Hvis du kun har tid til at læse én roman dette efterår, så lad det være denne. Nå ja, og så er bogen tilmed en fryd for øjet.

Herfra de varmeste anbefalinger og fuldt hus af hjerter – intet mindre kan gøre det.

6 hjerter

Køb dit eget eksemplar af bogen her – det vil du ikke fortryde!

Der_der_FINAL_2.indd

Sanselig og mærkværdig genrehybrid – MENNESKEDYRET af Ida Monrad Graunbøl

/ Litteraturformidleren.dk / Skriv en kommentar

CCC58982-3892-431C-94F8-98AE2C5D0989.jpg

MENNESKEDYRET af Ida Monrad Graunbøl

Digtroman – Forlaget Ekbátana – 2018 – 172 sider – omslagsillustration: Mette Norrie – sponsoreret: anmeldereksemplar fra forlaget

“Dagene i skabet tog hinanden, og Anna sov, men drømte ikke. Nætterne var vågne mareridt, men hun holdt modet oppe ved tanken om, at  ulven ville forsvinde ned i hullet igen, ligesom surikaterne. En nat vågnede hun klokken tolv. Gadelygten var tændt, og nogen måtte have skiftet pæren. Aloe vera-plantens blade kastede skygger på væggen. De lignede fingrene på en hånd. Saften i bladene er så næringsrig, at den kan hele et sår, og bagefter vil man ikke få et ar. Der var helt stille i stuen, og Anna kunne høre sit eget åndedræt. “

Da Anna bliver forladt af sin kæreste, Benjamin, isolerer hun sig i den lejlighed, der før var deres fælles. Lejligheden indtages af eksotiske og skræmmende dyr, et stort hul vokser frem i væggen, og Anna flytter ind i sit klædeskab. Herfra går hele hendes verden, og hun kommer kun ud, når hun er nødt til det. I en febervildelseslignende tilstand glider fortællingen ind og ud af tid og sted, og bringer os fra Danmark til Sverige til Spanien og tilbage igen. Med alle sanser i spil udrulles en poetisk fortælling om et menneskedyrs liv og undergang. Finder hun nogensinde vej ud af skabet og ud i lyset igen?

Sansemættet og fantasifuld læsning

Forlaget kalder bogen for en “poetisk, sanselig og legende roman”, hvilket egentlig stemmer godt overens med min oplevelse af den. Særligt vil jeg rose Ida Monrad Graunbøl for at skrive en sanselighed frem, så man kan mærke, smage, dufte fortællingen. Teksten kredser om menneske(dyr), dyr og natur, som tre sider af samme sag. Ida Monrad Graunbøl besidder en fantasifuldhed, som er dybt imponerende, men som ind imellem også stikker lidt af og bliver kunstig og påtaget sær. I flere af romanens passager, og særligt i digtelementerne, blev teksten ind imellem så underlig og abstrakt, at jeg ikke med min bedste vilje kunne finde en sammenhæng eller berettigelse. Til tider er der en nærmest David Lynchish feel over teksten, hvilket jeg oftest vil mene som en kompliment. Men i Menneskedyret er associationen mere knyttet til de passager hos Lynch, som er for langt ude, de passager, hvor man bare må undres , ryste på hovedet og bevæge sig videre. Romanens legende karakter bliver ind imellem for meget og teksten bliver karikeret og fjollet, hvilket er lidt ærgerligt.

Vellykket hybridværk

Med det sagt, så er romanen både velskrevet og anderledes på en interessant og udfordrende måde. Som hybridværk fungerer den oftest godt, og digtelementerne skaber en helt særlig stemning omkring resten af teksten. Hvor Ida Monrad Graunbøls debut, B til piraten ikke faldt i min smag, har Menneskedyret i langt højere grad gjort det, og jeg synes, romangenren klæder hende. Menneskedyret er en sær, underfundig roman, som svinger mellem infantile fantasifostre og skarpsindige refleksioner over mennesket i  verden, i fællesskab og ensomhed. Det tog en del sider før romanen vandt ind på mig, men det gjorde den, og den har uden tvivl efterladt sig spor i min bevidsthed. Herfra tildeles den tre store hjerter.

hjerter3

Find dit eget eksemplar af Menneskedyret her.

Dagbogsnotater om hverdagen, om at skrive, om den sårbare krop og om ikke at slå til – KROPPEN ER EN SI af Julie Top-Nørgaard

/ Litteraturformidleren.dk / Skriv en kommentar

KROPPEN ER EN SI af Julie Top-Nørgaard

Processed with VSCO with 6 preset

Dagbogsroman – Forlaget Fredag – 2018 – 181 sider – omslag af Shekufe Tadayoni Heiberg – sponsoreret: anmeldereksemplar fra forfatteren

“Jeg forestiller mig kroppen som en lukket enhed, et sluttet kredsløb, ren, uigennemtrængelig. Men det er den jo ikke. Den er porøs, fuld af indgange og udgange, den optager og indkapsler og omsætter og udskiller. Den er en si, et net, en svamp. Det er ikke til at holde ud. “

Kroppen er en si er en dagbogsroman, som forløber fra d. 14. februar 2017 til samme dag året efter. I et år følger vi Julie, som arbejder som underviser på UCC og bor sammen med sin mand Søren og deres to børn, Charlie og Katinka. I årets løb reflekterer hun over sig selv i verden, og i mødet med forskellige udfordringer lærer vi hende at kende på godt og ondt. Hvordan påvirkes psyken, når kroppen bliver syg? Når erkendelsen af kroppen som porøs og forgængelig indtræffer? Hvilke tanker opstår, når ens arbejdsliv hvert øjeblik kan smuldre? Er man nogensinde uundværlig? Er man nogensinde god nok? Er man nogensinde hel?

Kroppen er en si er fuld af interessante refleksioner over hverdagslige begivenheder, som de fleste af os nok kan nikke genkendende til. Da dagbogens ophavsperson bliver syg af MRSA, tænker hun en række tanker omkring kroppen, som for mig var meget genkendelige og relaterbare. For når kroppen svigter, mindes man om hvad man helt konkret er, et sårbart hylster, et dyr. En krop, der kan dø.

Dagbogsskriveren reflekterer konstant over sin egen rolle i verden, hvilket vel egentlig er meget typisk for genren. Hun føler ikke, at hun slår til, som underviser, som mor, som kæreste, som menneske og som krop. På mange måder føler hun, at hun faker det hele – en følelse mange nok vil kunne nikke genkendende til. Hun udtrykker ofte sorg, frustration, vrede og skam, og ofte skammer hun sig over sine følelser, som om de aldrig rigtigt er berettiget, som om hun overgør alting. Hendes krop er en si, den smittes af sygdom, den er ikke en lukket, stabil enhed. Hendes arbejdsliv er på samme måde porøst og ukontrollerbart. Hun skriver som terapi, som for at generobre kontrollen. Og hun har mange inspirerende metarefleksioner omkring det at skrive og udgive litteratur.

Andre sekvenser af dagbogsromanen oplevede jeg som mere banale og ligegyldige, og da jeg stødte på følgende tekstbid i dagbogen, måtte jeg et øjeblik trække på smilebåndet og erkende, at det var som havde hun skrevet mine tanker ned, før jeg selv havde tænkt dem:

“Når dagbogen skal udgives, vil jeg skrive i pressemeddelelsen: Jeg mener selv, at den er rimelig interessant. Den er måske ikke rasende interessant, men den er heller ikke totalt uinteressant. Man går ikke glip af vildt meget, hvis man ikke læser den, men på den anden side vil jeg heller ikke sige, at man spilder tiden, hvis man læser den. Men det kommer selvfølgelig også an på, om man har lyst. Man skal kun gøre det, hvis man på en eller anden måde, af en eller anden grund, har lyst. “

Det er netop denne ambivalens, min læseoplevelse har båret præg af. Kroppen er en si er ikke sindsoprivende, givende læsning, som jeg vil vende tilbage til igen og igen. Men det er heller ikke komplet ligegyldig læsning. Måske er det Julie Top-Nørgaards måde at skrive på, der trækker min samlede opfattelse af bogen i en positiv retning. Måske er det trygheden i de småbanale, genkendelige hverdagsobservationer. Bogen lander om ikke andet i et lunkent mellemland og får tre hjerter herfra.

hjerter3

Find Kroppen er en si hos din lokale boghandler, eller lån den kvit og frit på biblioteket.