Digte om seksuel frigørelse og selvudvikling eller stagnering og selvudslettelse? – SKAMBIDT af Cecilie Sund Kristensen

SKAMBIDT af Cecilie Sund

Digte – Forlaget Emeritus – 2018 – 136 sider –  anmeldereksemplar fra forlaget

“Nutiden er en stor gang // gratis vold på nettet // som tager os langt ind // i universer der ikke kan leves i // og styrer vores fremtidige // tilgang til kærlighed // Det får mig til at forelske mig // i utilgængelige hjerter // der vil terrorisere mit sind og formå // at overbevise mig om at det er // pisse nice // at være voldelig // i seksualiteten // fordi jeg fandt porno som 12-årig // og så fascineret til // fordi hun smilte når han kvalte hende // og bad om mere // når han rev hende i håret // Er det // sådan det skal være?

Det kan være svært at forstå // når min seksualundervisning // pakker alt ind i ord // der siger // når to mennesker elsker hinanden // har de sex // i stedet for at sige // når to mennesker // har lyst til at have sex med hinanden // kan de have sex // så pornoen bliver kærlighed // og kærlighed bliver smertefuldt // fordi vi ikke lærer // at sex godt kan være lige netop det // eller det modsatte eller noget derimellem // eller langt langt efter // men at kærlighed helst skal være noget mildt // som kluklatter // og gøre dig glad og rolig // Ikke på tæer og med ondt i maven // som jeg fik det // med dig (…) “

Skambidt er en ærlig og brutal digtsamling, en undersøgelse af seksualitet, vold og smerte, af en ung kvindes rolle i verden. Det er 49 digte som ifølge forlaget fortæller historien om en ung kvindes rejse i kroppen og seksualiteten – en vandring gennem frygt og grænser og en hyldest til den frie seksualitet. I beg to differ.

Digterjeget tager sine spæde skridt udi seksualiteten med underkastelse og vold som fast element. Præget af sin omverdens fortælling om hvad seksualitet er, udforsker hun sin egen. Og som bogen skrider frem veksler smerte, ydmygelse og afmagt på forvirrende vis mellem at være kilde til nydelse og besættelse eller til ulykke og frustration. Hvad der først præsenteres som en udviklingshistorie læser jeg i højere grad som forfaldshistorie.

Digtsamlingen er hård og ind imellem desideret ubehagelig læsning. Særligt et af digtene ramte mig som nærmest uoverkommeligt dystert, nemlig digtet Sort:

“Jeg sluger din sorte sæd // som jeg slugte // min mors sorte mælk
Født til at tømme // toksiske mennesker // for deres gift “

Der ligger så meget underkastelse, afmagt og selvhad i de ord, at jeg får svært ved at se digterjeget som andet end en stakkel og et offer. I disse dystre afkroge af digtsamlingen har jeg svært ved at få øje på bogen som en fortælling om en ung kvindes fremskridende seksualitetsudvikling, eller, som forlaget skriver “en hyldest til den frie seksualitet”. Skal den frie seksualitet forstås som retten til at blive banket og bollet samtidig? På intet tidspunkt i  digtsamlingen forstår jeg digterjeget som hverken frit eller i (positiv) udvikling. Det, der fremgår af bogens bagsidetekst bliver i min optik ikke indfriet – i stedet læser jeg digtene som en fortælling om vold, pornoficering og overgreb, som udvikler sig til en mere eller mindre frivillig underkastelse. Digtsamlingen er i mine øjne ikke en udviklingshistorie, men en fortælling om et menneske, der sidder fast i de samme (selv)destruktive mønstre, som ikke søger sit “sande jeg” eller sin egen seksualitet, men som er underlagt et behov for bekræftelse af hvilken som helst art fra andre – hvad end der er tale om et like eller en lussing – til et punkt, hvor hun mister sig selv og dermed også sin frie seksualitet.

Men vi læser selvfølgelig alle med vores egne øjne og snævre perspektiv.

Skambidt rummer digte af forskelligartet kvalitet. I nogle af digtene blev jeg dybt imponeret over Cecilie Sunds evne til at skrive kort, klart og brutalt og samtidig afvikle digtet med en til tider næsten humoristisk tone. Ingen tvivl om at Cecilie Sund har en skarp pen og et særegent sprogligt talent. Desværre er der også nogle digte imellem, som er mere banale.

Et af de digte, jeg fandt virkelig interessant og i tråd med parolen om digtsamlingen som en hyldest af den frie seksualitet, er digtet Billeder. Her udpeger Sund en grundlæggende forsimplende normativ tilgang til seksualiteten, en tendens til at udpege hvad der er “normal” seksualitet, med linjerne:

“Min lærer siger at porno // ikke er rigtig sex // Jeg ved ikke hvad det skal betyde // for fantasierne må da komme // fra rigtige mennesker // der har rigtig sex i deres rigtige liv // Og hvorfor skal jeg nu føle mig forkert // fordi jeg synes det ser så smukt ud // når han spytter hende i ansigtet? “

Skambidt sætter fokus på, hvor snævert og ekskluderende vi taler om sex. Bogen tilbyder også nogle gode tanker om et digitaliseret samfund, som har gjort vores higen efter like-bekræftelse fuldstændig ekstrem og dermed gør os stadigt mere usikre og vaklende i vores relationer til andre mennesker.

For mig at se har digtsamlingen forskellige projekter kørende. Der siges både “jeg vil have lov til at kunne lide vold og seksualitet som sammenflydende størrelser, uden at være forkert” og “det digitaliserede samfund har lært os at sex, kærlighed og vold er det samme, og det kan jeg kun følge blindt”. Det hele føles grundlæggende ambivalent og forvirrende.

For at slutte af med en positiv bemærkning, så skriver Cecilie Sund som sagt godt. Hun formår at skrive store betydninger og følelser frem på en uformel og ind imellem helt minimalistisk facon. Og så kan jeg rigtig godt lide det normudfordrende projekt med at udvide seksualitetsbegrebet, omend jeg ikke synes det lykkes helt. 2 hjerter herfra!

hjerter2

Find dit eget eksemplar af Skambidt her.

Lyserød, lyserød, lyserød

Langtrukken roman om organisationsændringer i en fodboldklub, komplicerede familierelationer og en mørk fortid – MØRK MATERIE af Tormod Haugland

Mørk Materie

MØRK MATERIE af Tormod Haugland

Roman – Forlaget Silkefyret – 2018 – 314 sider – oversat fra norsk af Allan Lillelund – omslag af Michelle Melissa Jakobsen – anmeldereksemplar fra forlaget

“Jeg steg ud af bilen, mærkede regndråberne mod panden. Jeg gik hen til huset, låste mig ind. Mit kære hus. Så længe det varede. Men nu var det slut. Jeg stod i køkkenet, tog en vinflaske frem og fyldte et glas. For der var altid en slutning. Alting havde en ende, om det så var dødt eller levende. Og dette hus var midlertidigt, det havde jeg vidst fra første øjeblik. Jeg havde købt det for at have noget, som var vores, min nye familie. Men sådan gik det ikke. Det gik ikke godt mellem Lise og mig. Det var blevet for svært, for krævende. Jeg var faldet for Lise, Elses datter, min fars kæreste. Ham jeg ikke kunne komme overens med. Ham der havde svigtet min mor og som jeg ikke kunne tilgive, dengang jeg var ung. Ham jeg havde lagt for had. Ham jeg ikke kunne snakke med. Men alt det havde jeg lagt bag mig, jeg havde indset, at jeg måtte lære at lægge ting bag mig, at der kun var én vej, og det var den som fortsatte. “

Atle Vilder er en mand på 52, som bor alene i sit hus i den norske by Gran. En dag modtager han et brev fra den kvinde som er mor til hans datter, og som han er gift med – og som han i øvrigt ikke har set i 28 år. Livet begynder så småt at tage en ny drejning for Atle; han involveres i fornyelsen af den lokale idrætsforening og fodboldklub, han genoptager for længst kuldsejlede relationer, og foråret kommer og bringer døden med sig. Hvad betyder alle disse forandringer, har de en sammenhæng og hvad betyder det for Atles fremtid?

Den overordnede præmis for romanen Mørk materie lyder ved første øjekast både interessant og som en bog, der meget vel kunne rumme en vis litterær dybde. Men Mørk materie er rent ud sagt en af de absolut kedeligste tekster jeg har tygget mig igennem (og dem var der ellers et par stykker af i løbet af danskstudiet). Det skyldes til dels at jeg absolut ingen interesse har i fodbold eller foreningsliv – jeg har faktisk svært ved at forestille mig noget, der kunne interessere mig mindre. Men det skyldes i endnu højere grad den langtrukne, tilnærmelsesvis plotløse tekst, skrevet i et kedeligt sprog og med intetsigende karakterer. Optakten til bogens klimaks synes uendeligt og ikke særlig ophidsende, og da vi endelig – efter hvad der ligner 130 sider – nærmer os noget, der kunne give en eller anden form for udslag på spændingskurven, ja, så kører romanen faktisk bare videre i sin flatlinede, formålsløse fortælling .

Bogens karakterer, i særdeleshed Atle og hans far, taler sammen på en kunstig og distanceret måde. Jeg forstår ham ikke, Atle, hans måde at tænke på eller hans forhold til andre mennesker. Det er mig uvist, hvad han vil, og det er faktisk heller ikke noget jeg higer efter at finde ud af.

Man kan kalde Tormod Hauglands skrivestil underspillet, eller endda tør-humoristisk, som avisen Morgenbladet har gjort det, men jeg vil nu hellere kalde den langtrukken og i længere passager fuldkommen indholdsløs.

Skal jeg dog slutte af med en positiv bemærkning – og det vil jeg helst – så er Mørk materie en ganske pæn bog, og jeg kipper som altid med flaget for Forlaget Silkefyrets æstetisk vellykkede udgivelser. Dog plejer indholdet at leve op til omslaget i højere grad end det er tilfældet med Mørk materie, som kun sniger sig op på et enkelt, langgabende hjerte herfra.

hjerter1

Læs mere om bogen, eller køb den her.

Mørkmaterie.jpg

Ulykkelig forelskelse, ægteskablige problemer eller andre livskriser? Tove har svaret! – SMÅ HVERDAGSPROBLEMER af Tove Ditlevsen

55B33F11-56E9-4211-B62A-4B1D82084F46.jpg

SMÅ HVERDAGSPROBLEMER af Tove Ditlevsen

Samlede spørgsmål og svar fra Tove Ditlevsens brevkasse i Familie Journal 1956-1976 – Forlaget Gladiator – 2018 – 928 sider – omslag af Thomas Joakim Winter – anmeldereksemplar fra forlaget

“Kære Tove Ditlevsen.
Jeg er en ung pige på 16 år, og jeg har en ven
på 18 år. Vi mødtes til en fest her i byen og faldt
for hinanden. Vi bestemte at skrive sammen.
Han skulle skrive først, hvad han også har gjort,
men skriften, sikken skrift! Jeg er sådan indrettet,
at jeg ikke kan lide mennesker, der ikke kan stave
og skrive ordentligt. Hvis han ikke betyder mere
for mig, synes De så ikke, jeg skulle slå op? Hvad
synes De om skriften? Hvad gør man for at kom-
me til at kende nogle jævnaldrende drenge?
Maj

Kære Maj.
       Hvis der ikke er drenge nok i din nærhed, kan du
jo få en penneven eller for eksempel melde dig ind i
en ungdomsklub. Hvad skriften angår, er den rigtig
pæn, men der er i hvert fald én stavefejl i dit brev, og
man skal som bekendt ikke kaste med sten, når man
bor i et glashus. Noget andet er, at du ikke er forelsket
i det unge menneske, så du kan roligt slå op med ham.
Måske er det nok ikke at svare på hans breve.
       Med venlig hilsen, Tove Ditlevsen “

I to årtier hjalp Tove Ditlevsen danskerne med råd og vejledning om stort og småt i brevkassen i Familie Journal. Hun var, som hun selv har udtalt, en kompetent livsrådgiver i kraft af sit eget snørklede og komplicerede liv, og som samlingen Små hverdagsproblemer udfolder, så er der ikke det spørgsmål der er for stort, for småt eller for dumt. Kærligt, kyndigt og ind imellem bestemt og opdragende rådgav hun med stor indlevelse om et bredt spektrum af emner.

Bogen har en enorm underholdningsværdi og jeg smågrinede mig vej igennem mange af indlæggene. Som fx det utal af gange, hvor Tove videregiver sin viden om mænd til fortvivlede kvinder og bl.a. drager paralleller til børn og potteplanter. Eller når hun skruer bissen på og svarer råt for usødet.

Tove Ditlevsen rådgav som sagt om mangt og meget. Der er den unge pige, der er invaliderende forelsket i Paul McCartney (som Tove i 1965 i samme omgang forudsiger er glemt om et par år), der er kuede husmødre, familieintriger, skilsmisseproblemer, ønskede, uønskede og afbrudte svangerskaber. Breve om skyld, skam, håb, ulykke, kærlighed, ensomhed og fortvivlelse. Og midt i det hele er der en stor respekt omkring Tove Ditlevsens rådgivning, men også omkring hende som litterat – mange af brevene afsluttes med spørgsmålet “Hvad mener De om skriften?” – folk skriver altså ikke blot for at få hjælp til deres livsdilemmaer, men også for at få en dygtig forfatters holdning til deres skrift og skrivestil.

Jeg forestiller mig, at brevkassen var datidens pendant til reality-underholdning. Hvis ikke brevene direkte kan læses som selvhjælpsindlæg og relateres til ens egne livsdilemmaer og -kriser, så er det oftest underholdende at snage i andres. Foruden at være god underholdning, så giver Små hverdagsproblemer en indsigt i svundne tider, som et alternativt kulturhistorisk værk. Almindelige menneskers problemer var overordnet sammenlignelige med de, de fleste af os støder på i dag, men det tydeliggøres samtidig, hvor meget vores samfund har udviklet sig, og hvor markant anderledes normer mennesker var underlagt i 1950’erne, 60’erne og 70’erne. Selvom vi i dag har lang vej til et ligestillet samfund, så mærker man tydeligt i både spørgsmål og svar hvilke afsindigt skæve krav og forventninger mennesker var underlagt dengang på baggrund af deres køn.

Tove Ditlevsen har hos mig, som hos så mange andre, en helt særlig plads i både hjerte og bogreol. Jeg har siden jeg var barn været glad for at læse både prosa og poesi af hende. Indtil udgivelsen af Små hverdagsproblemer har jeg dog aldrig læst noget fra hendes virke i brevkassen i Familie Journal, hvilket tilfører en ny nuance til hende som menneske. Der ligger meget af hende selv i mange af brevkassesvarene.

Små hverdagsproblemer er bestemt anbefalelsesværdig, men nok mest for garvede Tove-fans. Det er en bog på uhyre mange sider, og det er en genre, som man godt kan blive træt af i længden, idet mange spørgsmål minder om hinanden. Læs den, hvis du elsker Tove, og hvis du har smag for retro-reality og anderledes kulturhistoriske bøger. Og hvis du i øvrigt har god plads på bogreolen.

1958.1

Billede lånt fra Familie Journals hjemmeside

billede1_4

Billede lånt fra Familie Journals hjemmeside

Klik den flotte, tunge Tove-bibel hjem lige her.

Nordic noir, leksikon over den jyske flora/fauna og endeløse, malplacerede og uinteressante lommefilosofiske tankestrømme – NORDISK VILDT af Daniel Dencik

Processed with VSCO with 6 preset

NORDISK VILDT af Daniel Dencik

Roman – Politiken – 2018 – 488 sider – omslag af Simon Lilholt – anmeldereksemplar fra forlaget

“Jeg finder en pakke cigaretter i mine bukser, sidder nøgen ved et åbent badeværelsesvindue og ryger med udsigt over den våde skov. Skoven lugter stærkere i regnvejr. Der er majmorgener, hvor Jylland ligner en savanne. Himlen ruger på et uvejr, som den ikke har i sinde at give slip på endnu. Men langsomt tager det form et sted ude i fremtiden. Jeg har flakket så meget rundt. Og næsten alt har jeg glemt. Jeg glor ligeud i regnen med en følelse af, at jeg ikke kan huske noget som helst andet end i nat. “

Vi befinder os på et faldefærdigt gods midt i den jyske skov et sted mellem Horsens og Juelsminde. Silas bruger sin tid på at gå på jagt, ryge sig skæv og hade de fleste omkring sig. Han er krigsveteran og tidligere professionel narkoman, han har mistet sit livs kærlighed til sin tvillingebror mens han var udsendt, og  nu sidder han tilbage, alene og bitter og fuld af traumer fra krigen. En dag kommer hans bror Elias, hans svigerinde Sara og deres fælles søn Sebastian på besøg på godset. Stilheden og hadet fylder luften mellem de to brødre og de udveksler kun få ord med hinanden. Efter de har spist middag, beslutter Silas sig for at drage en tur ud i skoven, for at se til vildtet og få lidt kvalitetstid med sin nevø. Men udflugten tager en uventet drejning og ændrer hele den lille families skæbne for altid.

Nordisk vildt tager sit afsæt i den jyske natur, mellem skoven og den altopædende kyst. Mange steder blomstrer sproget frem og de mange (over)udpenslede naturbeskrivelser både imponerer og udmatter. Ind imellem føles romanen som en endeløs optegnelse over den sønderjyske flora og fauna.

Romanen kan inddeles i tre – en interessevækkende og periodisk spændende (meget kort) første del, en langtrukken og kedsommelig midterdel og en selvfølgelig og uinteressant afsluttende del.

I starten af romanen var jeg altså godt underholdt, den ene side tog den næste. Men hurtigt fulgte de lange, intetsigende og til dels malplacerede eller uvedkommende passager i den 488 sider lange roman, som jeg gerne havde været foruden. Den ene bror, Elias fortaber sig i længere ordstrømme om jødisk mystik og sin forskning, mens den anden bror lukker uendelige tankestrømme ud om det liv, der kunne have været – burde have været hans – sammen med brorens kæreste, Sara. Ind imellem er der lange dialoger, hvor romanens personer beskriver og analyserer hinanden til et punkt, hvor det virker kunstigt og påtaget. Det hele bliver lidt fortænkt og ind imellem sad jeg tilbage med følelsen af at være blevet overinformeret – der beskrives i en detaljegrad, hvor læseren udelukkes fra selv at kunne danne sig billeder af fx personer og miljø.

Desuden fremstår persongalleriet mildest talt karikeret. Hovedpersonen er hvad jeg vil beskrive som en “mandekarikatur”, den evige soldat, praktisk anlagt og undertrykkende de fleste af sine følelser, som til gengæld raser ud i jagt eller krig eller stoffer. Hans bror, den sære og selvhøjtidelige akademiker, som er irriterende på så mange niveauer – både i sin religiøse fanatisme og i sin kærlighed for engelske ord, som han bruger ustandseligt. Ingen af brødrene kan lave mad – de er jo trods alt midaldrende mænd, så hvad kan man forvente. Sara, Elias’ kone, er passiv, har hverken kontrol over hvilken bror hun gifter sig med, eller om hun bliver gravid. Hun er kvinden som skal beskyttes fra den barske virkelighed, koste hvad det vil. Som drager omsorg og bager theboller og hvis omdrejningspunkt i livet er at være begærsobjekt og moder. Af en eller anden grund synes det også vigtigt at fortælle om den kvindelige politibetjent, at hun er usminket. Stereotypierne vil ingen ende tage.

Jeg har svært ved at gennemskue, hvad Daniel Denciks hensigt med romanen er. Den virker i store træk som en mærkværdig hybrid mellem et flora/fauna-opslagsværk, en lommefilosofisk tankestrøm og en mainstream krimi. Romanen er for handlingen unødvendigt lang. Hvis jeg skal pege på noget, som fungerer i romanen, så må det blive Denciks sprog, som, når det er bedst fungerer enormt godt og stemningssættende. Naturbeskrivelserne er enten prætentiøst overudpenslede eller lige tilpas maleriske og dragende.

Nordisk vildt er en afsindigt smuk bog, rent visuelt, og derfor skuffer indholdet også det mere. Hvis jeg skal anbefale romanen til nogen, må det være en person med alt for meget ekstra læsetid og tålmodighed, som synes, at det kunne være spændende at læse en nordic noir roman med sære og langtrukne genremæssige afstikkere. Herfra kan det kun blive til 2/6 hjerter.

hjerter2

Processed with VSCO with 6 preset

Find dit eget eksemplar af romanen her.