Måned: juni 2019

Ferietid er læsetid – også for børnene! Nye kvalitetsbøger om inspirerende mennesker til rejsetasken – Muhammad Ali & Stephen Hawking

/ Litteraturformidleren.dk / Skriv en kommentar

Billedbiografier – Forlaget Albert – 2019 – skrevet af Maria Isabel Sánchez Vegara – illustreret af Brosmind (Ali)  og Matt Hunt (Hawking) – anmeldereksemplarer fra forlaget

Så er det rigtig blevet sommer og efterhånden tid til at pakke kufferterne! Jeg tror (og håber) at mange børnefamilier har valgt en mere klimavenlig rejseform i år (ingen klimaudskamning til de, der af forskellige grunde ikke har valgt det, men kæmpe high five til de, der har). Klimavenlig ferie er i høj grad forbundet med længere rejsetider og det kræver nu engang en håndbagage, der bugner af underholdning til de små poder. Den blotte tanke om lange tog- og bilture med småbørn kan få koldsveden til at pible frem hos de fleste forældre. Hvis du har en sådan rejse foran dig (eller en hvilken som helst anden), så er her en lille anbefaling til noget, der kan hjælpe med at holde børnene underholdt på turen.

For det lille danske børnebogsforlag, Forlaget Albert, som bl.a. udgiver de afsindigt fine børnebøger fra serien Små mennesker, store drømme er netop udkommet med to nye bøger i serien. Denne gang er det bokseren Muhammad Ali og videnskabsmanden Stephen Hawking, hvis livshistorier og store bedrifter er i fokus. Lad os lige tage en ad gangen:

Muhammad Ali blev født Cassius Marcellus Clay junior i Louisville, Kentucky i 1942. Da han var barn fik han stjålet sin cykel, og da han anmeldte det til politiet, anbefalede betjenten ham at lære at slås, hvis han havde tænkt sig at jagte tyve. Det tog Cassius meget bogstaveligt – han begyndte til boksning, og det viste sig hurtigt at han var meget talentfuld.

Som amatørbokser vandt han 100 ud af de 105 kampe, han deltog i, og da han var 18 år deltog han i de Olympiske Lege, hvor han vandt guldmedalje i letsværvægt. Cassius udrettede en masse i sit liv. Han blev verdensmester i boksning – en titel, han blev frataget, da han nægtede at kæmpe i Koreakrigen. Han konverterede til Islam, ændrede navn til Muhammad Ali, genvandt sin titel som verdensmester flere gange og viede en del af sit liv til velgørenhed og kampen for menneskerettigheder. Han døde i 2016, men huskes stadig som verdens bedste bokser og som et menneske, der gjorde en forskel i verden.

Bogen om Muhammad Ali er et fint bidrag til serien af billedbiografier. Historien er inspirerende og velfortalt, omend jeg ikke synes Muhammad Alis livsmotto fungerer i den danske oversættelse “Tæl ikke dagene, lad dagene tælle”. Det giver bare ikke den samme mening på dansk. Ud over det, har jeg ikke en finger at sætte på oversættelsen. Illustrationerne er lige lovligt animerede til min smag, men de går fint i tråd med bogens tekst og med hele bogseriens univers af farvefulde og alsidige illustrationer. Det er altså ikke min favorit i serien men bestemt en fin bog, som er en læsning værd.

Bogen om Stephen Hawking beretter om en af vor tids største videnskabsmænd. Stephen, som ligeledes blev født i 1942, voksede op i Oxford, England. Han var fra barnsben af utroligt nysgerrig og vidensbegærlig. Hjemme hos Stephen holdt de meget af at lære nye ting og læse bøger. I skolen var Stephen ikke særlig flittig, men det lykkedes ham alligevel at komme ind på de bedste universiteter i England. Mens han studerede blev han syg, og lægerne fortalte ham, at han havde få år tilbage at leve i. Men det stoppede ikke Stephen, som både stiftede familie og arbejdede videre på at løse universets mysterier. Han bidrog med store opdagelser til videnskaben og levede desuden 50 år længere end lægerne havde spået. Han døde sidste år, men er stadig til stor inspiration nu og i fremtiden.

Dette nye bidrag til en af mine favoritbørnebogsserier er jeg virkelig begejstret over. Illustrationerne er vanvittigt flotte og fulde af karakter, og fortællingen om Stephen er både interessant og inspirerende. En dragende fortælling om et storslået menneske.

Bogen er desuden et stort hit hos min treårige, som er meget optaget af universet. For selvom bøgernes henvender sig til lidt ældre børn, så kan de sagtens læses (lidt tilpasset) for yngre børn,ligesom de flotte illustrationer giver anledning til at tale om mange forskellige emner med sit barn. Varme anbefalinger af begge de nytilkomne bøger i serien og en rigtig god sommerferie til jer alle! Måske skal Muhammad eller Stephen med i kufferten?

Hold øje med Forlaget Albert og de fine kommende bøger i serien Små mennesker, store drømme. Blandt andet er Bowie på tapetet! Dét glæder jeg mig til!

Vil du læse min omtale af de tidligere bøger i serien? Find dem her: Frida Kahlo, Coco Chanel og Ella Fitzgerald, Marie Curie, Audrey Hepburn og Rosa Parks

Den vigtigste bog du kommer til at læse i år er en velkomponeret, øjenåbnende og humoristisk novella om racialisering – Jeg ringer til mine brødre af Jonas Hassen Khemiri

/ Litteraturformidleren.dk / Skriv en kommentar

Jeg ringer til mine brødre af Jonas Hassen Khemiri

Novella – Forlaget Korridor – 2019 – 118 sider – oversat fra svensk af Anna Tydén – omslag af Mattias Wohlert – anmeldereksemplar fra forlaget

“Lige så snart I forlader hjemmet, ophører I med at være jer. Pludselig forvandles I til repræsentanter, og derfor er det af yderste vigtighed at I koncentrerer jer om at smelte ind. Smil til alt og alle (inklusive husdyr og mannequindukker). Gå maksimalt normalt. Tak højlydt når nogen holder en dør. Undskyld jeres eksistens. Hvisk i metroen, grin afdæmpet i biografer, forvandl jer til en usynlig gasform.”

Stockholm rammes af flere bileksplosioner, hvilket naturligvis ryster samfundet. Måske i særlig grad Amor og hans omgangskreds, som ringer sammen, forbereder sig på det, der skal til at ske. For når hændelser af den karakter finder sted, bliver alle øjne rettet mod dem, der har et højere melaninniveau end den gennemsnitlige svensker. De bliver en fælles krop, de bliver frem for alt nogen, der matcher et signalement. Gennem den højspændte fortælling, som udgår fra Amors tanker, udviskes grænserne mellem offer og forbryder, mellem indbildning og virkelighed. Paranoia og forvirring trækker et tungt spor gennem bogen, hvor Amor bliver mere og mere konfus og i tvivl om sin rolle i det hele. Er han offer eller forbryder? Er det helt uden grund at alle fingre peger på ham?

Jeg ringer til mine brødre falder under genren novella – en genre, jeg desværre ikke støder på så tit. Novellaen som genre har mange kvaliteter, den kan i vellykket form en helt masse. Teksten er kortere end en roman, men længere end en novelle. Og så strækker den skrevne tid sig ofte kun over en enkelt dag eller et enkelt døgn, hvilket kræver en del af fortællingen og sproget. Det hele føles mere intenst og kompakt. Det er en genre, der kræver en gennemarbejdet komposition, der er ikke plads til overflødige ord – en kunst, Jonas Hassen Khemiri mestrer fuldt ud.

I Jeg ringer til mine brødre kastes læseren ubarmhjertigt ind i den racialisering, der er strukturelt forankret i vores samfund og som ofte er ret usynlig for mere privilegerede samfundsgrupper. Som en del af den hvide majoritet kan man virkelig få lirket lidt til sin privilegieblindhed, hvilket er så ufatteligt vigtigt – og som jeg i øvrigt ikke synes skønlitteraturen bidrager til særlig tit. Når Amor fortæller hvordan han gør et nummer ud af at vise tydeligt, at han smider sit tyggegummi i skraldespanden i stedet for på gaden, så alle kan se at han ikke er som “dem man hører om i medierne”, eller når han afslører en telefonsælger i at bruge et mere svenskklingende navn end sit eget for at blive modtaget mere positivt, så træder de her små naturaliserede forfordelinger frem. Små byggesten, der konstant og næsten usynligt understøtter en uhyggelig rangordning af mennesker. Jeg ringer til mine brødre tilbyder mange virkelig interessante indblikke i hvordan det er at være menneske i en racialiseret krop. Amor føler sig konstant overvåget og han er under konstant overvågning af sig selv. Det er tankevækkende og skræmmende og ulykkeligvis helt genkendeligt i et vestligt samfund.

Og nu tænker du måske at Jeg ringer til mine brødre er deprimerende læsning, men selvom emnet er tungt og trækker en overskyggende følelse af magtesløshed med sig, så er Khemiri i stand til at skrive om det på virkelig humoristisk vis, hvilket gør læsningen til en absolut fornøjelse og bogen hurtigt slugt. Jeg ringer til mine brødre er en af de bedste bøger jeg nogensinde har læst. Simpelthen. Min første gennemlæsning varede en tur fra København til Helsingør og tilbage igen. Og samme aften gav jeg mig så til at læse den igen. For det er en interessant, øjenåbnende og afsindigt vigtig roman. Bogen tilbyder et skræmmende indblik i tilværelsen som etnisk minoritet i vesten, en forståelse af hvordan det er at være udpeget, den evige Anden, hvordan det er at være under konstant opsyn og mistanke, når man racialiseres og forstås som en gruppe frem for et individ. Jeg ringer til mine brødre burde være pensum alle steder, den burde læses af alle, og måske særligt de, der for nyligt har stemt lidt langt mod højre.

Bogen afsluttes med bonusmateriale i form af Khemiris åbne brev til den svenske justitsminister, Beatrice Ask, fra 2013, som blev Sveriges mest delte artikel nogensinde. Og det er der god grund til, for budskabet er så vigtigt og det er så spot on formidlet. Her inviterer han hende til at bytte krop for en tid, at låne den racialiserede krop, præcis som man får mulighed for når man læser Jeg ringer til mine brødre. Jeg kan ikke andet end at give denne helt særlige lille bog det maksimale antal hjerter og en varm anbefaling til ALLE, og så runde af med en af de mange passager med virkelig skarptskårne budskaber fra artiklen, som rammer lige på kornet:

“Og I siger: Alt handler om prioriteringer, og vi har faktisk ikke uendeligt med ressourcer. Og vi svarer: Hvordan kan det være at der altid er penge når ressourcesvage skal forfølges, men aldrig penge når ressourcesvage skal forsvares? “

6 hjerter

Køb bogen til dig selv og alle du kender her.

Tåkrummende, onkelhumoristisk og actionpacked roman – Det er Knud, som er død af Robert Zola Christensen

/ Litteraturformidleren.dk / Skriv en kommentar

Det er Knud, som er død af Robert Zola Christensen

Roman – Forlaget Arabesk – 2019 – 222 sider – omslag af Maria Tranberg – anmeldereksemplar fra forlaget

“En mus kan være uheldig at få nogle snylteorganismer i sig, der gør, at når den lugter en kat i nærheden, så løber den ikke sin vej, men bliver vel nærmest, hvad man kan kalde hyperaktiv, ja, nogen vil måske ligefrem kalde det nysgerrig. Den kan i hvert fald slet ikke holde igen og ender ret hurtigt med at blive spist med hud og hår. Når så det, der er tilbage af den, kommer ud i kattens anden ende, er der stadig levende mikrober i lorten. Og dem snuser en ny mus til og smager på, og der har vi den så, cyklussen, for husmusen aner jo ikke selv, hvad den render og laver. Og jeg tror, det er på samme måde, det er fat med os mennesker. Vi aner simpelthen ikke, hvilke kræfter der styrer os, hvad det er, der får os til at søge ud på dybt vand, og jeg kunne godt tænke mig at vide, hvor dybt det vand, Amina søgte ud på, rent faktisk var. “

Nogle gange ender tingene ikke helt som man har planlagt, det kender vi alle. Men for Allan-Bertram ender det meste helt anderledes end han har tænkt det skulle. Der er bare ikke rigtig noget, der vil lykkes. Han har taget et job på en højskole, som han ikke er helt engageret i, han er for nyligt blevet skilt, selvom han troede, at ægteskabet bare skulle have en lille pause, for så at blomstre op igen. Hans kone har fundet lykken sammen med en irriterende sporty og succesfuld mand, som desuden er populær hos hans sønner. Hans alkoholiske mor er rod til stor irritation og et strejf af dårlig samvittighed. Og så er det, som om mange små tilfældigheder spænder ben for ham, som om skæbnen spiller ham et pus. Og da han mister sin rygsæk med et meget værdifuldt indhold, skal det selvfølgelig ikke være let at få den igen. I jagten på den tabte rygsæk konfronteres han med sin fortid og rodes mildest talt ud i lidt af hvert. Hvordan skal det dog ikke ende?

Handlingen står så absolut ikke stille i Det er Knud, som er død. Der sker hele tiden noget uforudset, bogens handling accelerer og eskalerer fra første til sidste side. Man kan næsten blive helt forpustet. Gennem læsningen havde jeg det ind imellem ligesom dengang jeg ofte så serien Klovn. Et latent ubehag, en konstant venten på det næste, der skal gå galt, det næste pinagtige øjeblik i fortællingen. Situation efter situation, der virker umulig at komme videre fra. Allan-Bertram minder mig lidt om Bjørnen Boris, som man måske kender, hvis man har små børn. Som der står i en af Boris-bøgerne “og lige da han ikke troede det kunne blive værre … ja, så blev det værre”. Modgang og idiotiske satsninger er grundstenene i Allan-Bertrams tilværelse. Det er sjovt, men det er også lidt trættende i længden.

Bogen handler ifølge forlaget om utiltalende mænd og utilregnelige kvinder, hvilket er ret spot on. Ud over at mændene også er utilregnelige og kvinderne også er utiltalende. Det er som om bogen prøver at slå sig op på en italesættelse af køn, særligt af manderoller, som jeg ikke synes er særlig vellykket. Kønnene er voldsomt stereotype, jovist, men der bidrages ikke med noget nyt til kønsdebatten, der portrætteres bare en fjollet stereotyp af mænd såvel som kvinder. Romanens manderoller er ganske selvfølgelige, og bæres gennem fortællingen higende efter ideen om polarforskeren Knud Rasmussen, en stereotyp mandefigur, som alle mandemænd bør efterstræbe – en overlever. Han er selvfølgelig Allan-Bertrams helt store idol og en grundsten i hans selvforståelse.

Allan-Bertrams mor er en interessant figur, hos hende italesættes de tungere emner som den dysfunktionelle forælder-barn relation og alkoholisme, hvilket gøres på en virkelig realistisk og samtidig lidt humoristisk facon. Sætninger, som “Nu er det snart jul igen, og det der med at skulle ødelægge jul og højtider er jo en alkoholiker-classic, når man tænker over det, så er det bare om at holde sig væk.” fik mig som barn af en alkoholiker både til at nikke genkendende og trække på smilebåndet. Alkoholiker-classic er et godt begreb. Og det er altså noget, bogen kan. Være humoristisk vellykket samtidig med at den italesætter nogle alvorlige emner. Ind imellem bliver tonen lidt for onkelhumoristisk til min smag, men overordnet var det ret morsom læsning. Og sproget har så absolut sine kvaliteter. Desuden har romanen fået mig til at genbesøge Tom Kristensens forfatterskab, et virkelig glædeligt gensyn.

Det er Knud, som er død er en underholdende, intens, sammensat og hurtigt læst roman. Herfra får den tre ud af seks hjerter.

hjerter3

Lån bogen på biblioteket eller anskaf dit eget eksemplar her.

Processed with VSCO with 6 preset