Tåkrummende, onkelhumoristisk og actionpacked roman – Det er Knud, som er død af Robert Zola Christensen

Det er Knud, som er død af Robert Zola Christensen

Roman – Forlaget Arabesk – 2019 – 222 sider – omslag af Maria Tranberg – anmeldereksemplar fra forlaget

“En mus kan være uheldig at få nogle snylteorganismer i sig, der gør, at når den lugter en kat i nærheden, så løber den ikke sin vej, men bliver vel nærmest, hvad man kan kalde hyperaktiv, ja, nogen vil måske ligefrem kalde det nysgerrig. Den kan i hvert fald slet ikke holde igen og ender ret hurtigt med at blive spist med hud og hår. Når så det, der er tilbage af den, kommer ud i kattens anden ende, er der stadig levende mikrober i lorten. Og dem snuser en ny mus til og smager på, og der har vi den så, cyklussen, for husmusen aner jo ikke selv, hvad den render og laver. Og jeg tror, det er på samme måde, det er fat med os mennesker. Vi aner simpelthen ikke, hvilke kræfter der styrer os, hvad det er, der får os til at søge ud på dybt vand, og jeg kunne godt tænke mig at vide, hvor dybt det vand, Amina søgte ud på, rent faktisk var. “

Nogle gange ender tingene ikke helt som man har planlagt, det kender vi alle. Men for Allan-Bertram ender det meste helt anderledes end han har tænkt det skulle. Der er bare ikke rigtig noget, der vil lykkes. Han har taget et job på en højskole, som han ikke er helt engageret i, han er for nyligt blevet skilt, selvom han troede, at ægteskabet bare skulle have en lille pause, for så at blomstre op igen. Hans kone har fundet lykken sammen med en irriterende sporty og succesfuld mand, som desuden er populær hos hans sønner. Hans alkoholiske mor er rod til stor irritation og et strejf af dårlig samvittighed. Og så er det, som om mange små tilfældigheder spænder ben for ham, som om skæbnen spiller ham et pus. Og da han mister sin rygsæk med et meget værdifuldt indhold, skal det selvfølgelig ikke være let at få den igen. I jagten på den tabte rygsæk konfronteres han med sin fortid og rodes mildest talt ud i lidt af hvert. Hvordan skal det dog ikke ende?

Handlingen står så absolut ikke stille i Det er Knud, som er død. Der sker hele tiden noget uforudset, bogens handling accelerer og eskalerer fra første til sidste side. Man kan næsten blive helt forpustet. Gennem læsningen havde jeg det ind imellem ligesom dengang jeg ofte så serien Klovn. Et latent ubehag, en konstant venten på det næste, der skal gå galt, det næste pinagtige øjeblik i fortællingen. Situation efter situation, der virker umulig at komme videre fra. Allan-Bertram minder mig lidt om Bjørnen Boris, som man måske kender, hvis man har små børn. Som der står i en af Boris-bøgerne “og lige da han ikke troede det kunne blive værre … ja, så blev det værre”. Modgang og idiotiske satsninger er grundstenene i Allan-Bertrams tilværelse. Det er sjovt, men det er også lidt trættende i længden.

Bogen handler ifølge forlaget om utiltalende mænd og utilregnelige kvinder, hvilket er ret spot on. Ud over at mændene også er utilregnelige og kvinderne også er utiltalende. Det er som om bogen prøver at slå sig op på en italesættelse af køn, særligt af manderoller, som jeg ikke synes er særlig vellykket. Kønnene er voldsomt stereotype, jovist, men der bidrages ikke med noget nyt til kønsdebatten, der portrætteres bare en fjollet stereotyp af mænd såvel som kvinder. Romanens manderoller er ganske selvfølgelige, og bæres gennem fortællingen higende efter ideen om polarforskeren Knud Rasmussen, en stereotyp mandefigur, som alle mandemænd bør efterstræbe – en overlever. Han er selvfølgelig Allan-Bertrams helt store idol og en grundsten i hans selvforståelse.

Allan-Bertrams mor er en interessant figur, hos hende italesættes de tungere emner som den dysfunktionelle forælder-barn relation og alkoholisme, hvilket gøres på en virkelig realistisk og samtidig lidt humoristisk facon. Sætninger, som “Nu er det snart jul igen, og det der med at skulle ødelægge jul og højtider er jo en alkoholiker-classic, når man tænker over det, så er det bare om at holde sig væk.” fik mig som barn af en alkoholiker både til at nikke genkendende og trække på smilebåndet. Alkoholiker-classic er et godt begreb. Og det er altså noget, bogen kan. Være humoristisk vellykket samtidig med at den italesætter nogle alvorlige emner. Ind imellem bliver tonen lidt for onkelhumoristisk til min smag, men overordnet var det ret morsom læsning. Og sproget har så absolut sine kvaliteter. Desuden har romanen fået mig til at genbesøge Tom Kristensens forfatterskab, et virkelig glædeligt gensyn.

Det er Knud, som er død er en underholdende, intens, sammensat og hurtigt læst roman. Herfra får den tre ud af seks hjerter.

hjerter3

Lån bogen på biblioteket eller anskaf dit eget eksemplar her.

Processed with VSCO with 6 preset