SPRÆKKER af Mette Garfield 

Punktroman – Arkiv for detaljer – 2019 – 91 sider – omslag af Malene Hald – anmeldereksemplar fra forlaget

” Du begynder at bløde. Det pibler ud af dig. Rødt, skinnende blod. Han har forstyrret din cyklus, der begynder forfra, for tidligt. Du vejrer dufte, ser syner og bliver mindet om fortiden. Det løber og ånder ud af dit underliv, friskt. Dine læber bliver rødere og svulmer. Trusserne våde, amber, violette, brune skjolder, pletter. Dine næsebor udvider, åbner sig. Mugne, ramme, syntetiske lugte slår ind i dit kranie. Det åbner og lukker sig, dit køn er en gople, der blafrer. Du sover ikke igennem om natten. Du vågner som et feberbarn med aftryk af hans hage, hænderne, munden på dine underarme, brystvorterne og i lysken.

Da han står der igen ved din dør, i åbningen, på tærsklen, med blikket sænket, som siger for meget og ingenting. Siger du bare “ja”. Han løfter, holder, vælter dig omkuld.

Bagefter lægger han dig, folder  dig med sit ene lår mellem dine.  Hans kropsbehåring mod dine kønslæber, pulsslag i dit øre mod brystkassen. Noget af natten, tæt.

Og du ved ikke, hvorfor det er, det ikke er.”

Punktromanen som genre stiller høje krav til sin forfatter og sin læser. I små fragmenter, som gennem sprækker, med få ord og på få sider skal fortællingen udspille sig, og blive sammenhængende trods sin givne usammenhængende form. Hvert et ord er afgørende, hver en lille tekstblok kompakt af betydning. Og imellem punkterne, i alt det usagte, udspiller meget af fortællingen sig. Vil man læse et godt eksempel på en punktroman i sin mest vellykkede form, er Mette Garfields skønlitterære debut Sprækker et godt bud.

Titlen Sprækker er så sigende for genren såvel som for bogen, som i konkret og abstrakt forstand beskæftiger sig med sprækker, åbninger. Handlingen, som kører i to spor, kredser om to kvindeskæbner –  tiltalt som henholdsvis “du” og “hendes mor”.

Du’et er en kvinde i begærets vold, hun er krop og kød, hun begærer, sanser, længes efter en mand, der ikke er tilgængelig. Hun bruger sin krop og hun lader sig bruge, selvom hun ved, at han kun er på forbifart. Hun tror ind imellem at noget er ved at begynde, men det er det aldrig, der opstår altid kun en lille åbning, som hurtigt lukkes igen. Og hun undrer sig over hvorfor det er, at det ikke er. I fantasien bryder hun med passiviteten, tager den fulde kontrol tilbage, bliver den, der tager i stedet for at lade sig tage:

“Så kaster du ham ned i kælderen i et lille rum uden vinduer. Gulvet er af sten, koldt. Væggene grå beton. Du flår tøjet af ham og hænger ham op med hænderne over hovedet i kæder. Du lader ham hænge i timevis. Håndledene vamle sårblærer. Du knebler ham. Giver ham en hætte over hovedet. Dagene går med injektioner og arvæv, anus. Turen med ham i lænke.

Du spuler ham ned med isnende vand, hænger ham op igen, lader ham hænge.

Du flår hætten af ham, løfter hans hoved. En lyskegle fikseret mod hans ansigt.

KAN IKKE SE DIG.

Så bærer du ham op i stuen. Lægger ham i sofaen og lader ham sove. Du giver ham mad. Ferskner og is, salte kiks, fiskerogn, cava. Du hvisker, synger, vasker hans køn, holder hans hånd.

Så kyler du ham ned i kælderen igen. “

Du’et bruger sin krop, sit begær og sit sprog som drivkraft, noget, hun desværre ikke kan bemægtige sig – hun mister sig selv i begæret efter den utilgængelige mand. Hun prøver at skrive, men “falder i staver, laver fagter, vælter bogstaver, de forkerte ud over siden”. De punktvise nedslag falder vilkårligt, vi træder ind og ud af nutid og fortid, tanke, drøm og handling. Det ene øjeblik mødes du’et med sin udkårne i hans lejlighed, så modtager hun fertilitetsbehandling, så mødes de første gang nytårsaften. Man mister gang på gang orienteringen.

Samtidig følger vi bogens andet spor, fortællingen om “hendes mor”, som er pacificeret på en anden måde, lammet efter sin mands død, forladt og sat ud af spil. Magtesløs står hun og ser grådløs ud over markernes rim, føler afmagt og vrede over at skulle være mor for sine børn, at skulle fortsætte med at eksistere. Hun lever ikke op til de kollektive forventninger, der er til moderen – den person, der kører videre uanset hvad, som altid holder hovedet højt og holder samling på det hele. Og så beskæftiger hun sig selvfølgelig med alternative moderfigurer, som Iokaste, Ødipus’ mor. Og med det bliver det faktisk næsten for konkret, som om der peges lidt for insisterende på en pointe, som læseren for længst har forstået.

Disse bogens to kvindekarakterer synes langt fra hinanden i både liv og færden, men de har dog det til fælles, at de stikker ud af samfundet, de er ikke en del af fortællingen om det rigtige, det gode liv. De deltager ikke i en anerkendt  familiekonstellation, de færdes i et eksistentielt limbo, et ukonventionelt skyggeland.

En læsning af Sprækker er som en konfus drømmevandring. Abstrakt og uhåndgribelig og samtidig dragende og genkendelig. Mette Garfield formår at fremskrive en stærk fortælling om kvindeligt begær, om at blive gjort passiv i sine kødelige og åndelige længsler, om at kræve kontrol uden helt at lykkes med det. Og dog, for ved at skrive denne bog fra kvindekroppen og med det kvindelige begær som omdrejningspunkt, sker der i bedste écriture féminine-stil en empowering af kvinden. Bogen er en insisteren på eksistensberettigelse udenfor snævre normative kasser. Og det er en insisteren på en plads til kvindekroppen og det kvindelige begær, ucensureret og uforskønnet i litteraturen.

Sprogligt er Sprækker ganske umiddelbar og der lægges ikke fingre imellem. I nogle passager bliver sproget nærmest brutalt, i andre ganske lyrisk. Rent grafisk understøtter skriften parolen om en fortælling i glimt, som set gennem sprækker – nogle sider tætskrevne, andre næsten nøgne. Sprækker rummer skarpe observationer over sin samtid, over køn og krop og mellemmenneskelige forventninger. Genkendeligt og hudløst ærligt. Det er en bog, der fortjener flere læsninger, og som åbner op for nye betydninger og tolkninger for hver læsning.

Denne bog fortjener en plads på dit natbord og i din bevidsthed, find den hos forlaget her.