Galgenhumor og lakridspibeafhængighed – Hvis dette er en lakridspibe af Mads Damsø

Hvis dette er en lakridspibe af Mads Damsø

Roman – Forlaget Forår – 2019 – 239 sider – omslag af Bolette Friis – anmeldereksemplar fra forlaget

“NU SIDDER DU NOK OG TÆNKER, at det blot kan være et spørgsmål om tid, før det hele gik galt. Og det har du selvfølgelig ret i. Så lad os da bare spole et par uger frem. Forbi alle stunderne med hungrende tyskere i min tipi, forbi alle runderne på minigolfbanen med to bjæffende terminalpatienter, forbi alle beskederne fra familie, venner og min arbejdsgiver, der hobede sig op på min mobilsvarer, forbi alle stunderne, hvor mit hjerte hoppede et slag over, fordi jeg troede, jeg så en sort Audi bremse ned, eller en politimand, der kom luntende ned mod mit telt. Lad os hoppe forbi alt det og frem til den dag med Kunos overraskelse. “

Mads, som rigtigt hedder noget så særegent som Kuno, arbejder som tekstforfatter. Han har fået til opgave at skrive en døende mands erindringer, hvilket indebærer et ophold i Hvide Sande hvor manden, som i øvrigt også hedder Kuno, bor på hospice. Turen fra Århus til Hvide Sande passer Mads udmærket, han har sine grunde til at flygte hjemmefra for en periode. Da Mads kommer frem, erfarer han at opgaven nok ikke kommer til at forløbe helt uproblematisk. For gamle Kuno er ingenlunde samarbejdsvillig i forhold til den bog Mads skal skrive. Og hvad han troede var et komfortabelt skriveophold på hotel viser sig at være i et telt på en luset campingplads. Og så er der lige det der problem med lakridspiberne, som giver ham en lokal bølle på nakken. Får Mads nogensinde skrevet bogen? Hvad er det han flygter fra? Og hvad er det lige med de lakridspiber?

Hvis dette er en lakridspibe er en sær og medrivende fortælling. Romanen, som er afsindigt velkomponeret, tager os med på en rejse ind i sårbare psyker og i tabuiserede emner som sygdom, død, selvmord og psykisk sygdom. Der skrives direkte til læseren, som tages i hånden hele vejen, ind og ud af barndomsminder, hændelser i den nære fortid, telefonsvarerbeskeder og tekstbidder fra jegfortællerens litterære gemmer.

Læsningen er ikke et sekund kedsommelig, og Damsø formår i vid udstrækning at skrive et plot frem, som både overrasker og hænger sammen i alle de små, underfundige detaljer. Intertekstualiteten er heller ikke til at overse, og giver bl.a. den lidt anderledes titel stor og lettere grotesk betydning (sammensmeltning af memoirklassikeren “Hvis dette er et menneske” og Magritte-maleriet “Dette er ikke en pibe”). Teksten lykkes i det hele taget godt med sin humoristiske tone midt i alt det barske – en kunst der er svær at mestre. Hvis dette er en lakridspibe er en velskrevet og anderledes bog, som anbefales bredt. Og mens jeg ser frem til Mads Damsøs næste udgivelse, får bogen fem hjerter ud af seks herfra.

hjerter5

Find dit eget eksemplar af bogen her.

produktbillede-4.jpg

Insekthallucinationer og åbenbaringer i forfriskende debutroman – Ash-Shaheed [Vidnet] af Jamal Bendahman

Ash-Shaheed [Vidnet] af Jamal Bendahman

Roman – Gladiator – 2019 – 283 sider – omslag af Thomas Joakim Winther – anmeldereksemplar fra forlaget

“Jeg følte at intet kunne skade mig og at fremtiden så lys ud. Samtidig følte jeg at jeg levede et dobbeltliv, der var noget i gære, men jeg vidste ikke hvad. Jeg fik åbenbaringer hvor jeg gennemstrømmedes af en følelse af meningsfuldhed, eufori og samhørighed med alting. Jeg turde ikke dele det med nogen, jeg var vokset op med at sådan noget holdt man for sig selv. Men jeg var nødt til at finde ud af hvad der foregik, jeg var nødt til at finde ud af hvad der var med de her åbenbaringer, de føltes så godt at jeg konstant længtes efter dem. Hvordan fandt de sted? Hvorfor mig? Jeg havde altid følt mig anderledes, at jeg tænkte på en anden måde, følte på en anden måde, måske var det et resultat af min ekstraordinære hjerne? Det var en nærliggende tanke, for jeg følte mig ekstraordinær.”

Younes er en ung mand der er bosat på Nørrebro i København. Han er opvokset i en ghettobebyggelse i Ishøj med sine forældre og sine søstre. Hans barndomshjem var religiøst men efter han er blevet voksen, har han mistet sin tro. Han har et job han hader, han drømmer om at blive forfatter, han zapper gennem uforpligtende forhold og tinderdates, han vågner oftest på sin sofa, med eller uden tømmermænd klar over, at han må gøre noget ved sin tilværelse. Og så en dag får Younes en åbenbaring. Han ser verden i et nyt lys og begynder at søge mod en mere meningsfuld tilværelse. Men hvad er hans kald? Og er det virkelig åbenbaringer, han oplever?

Ash-Shaheed [Vidnet] er en overraskende, underholdende, anderledes og velskrevet bog. Det er en skildring af en ung mand, som kunne have fulgt en kriminel løbebane som mange andre i det miljø, han vokser op i, men som formår at gøre noget helt andet med sit liv. Det lyder måske som en kliché, men det er det overhovedet ikke. Younes er alt andet end en stereotyp, han er en meget nuanceret karakter, hvis tanker og handlinger konstant overrasker. Jeg læste bogen som et indblik i en psykotisk persons tanker, men det er ikke et perspektiv, der nødvendigvis er rigtigt. Bogen er ret kryptisk, det er let at fare vildt i Younes’ relationer såvel som hvor man befinder sig tidsmæssigt eller hvorvidt det, der fortælles foregår i Younes’ hoved eller i virkeligheden. Fortælleteknisk er romanen virkelig vellykket og det er uden tvivl hensigten, at læseren skal blive desorienteret. Jeg tænkte flere gange gennem bogen, at jeg følte, jeg kunne leve mig ind i et psykotisk eller hallucinerende sind, selvom jeg aldrig selv har været der hvor Younes er.

Jeg elsker at læse (god) debutantlitteratur. Jeg elsker følelsen af at opdage en ny, dygtig forfatter, og så er der tit noget umiddelbart i en forfatters første værk. Noget upoleret, utilpasset, som om skriften på en måde endnu er fri. Ofte er modet og lysten til at eksperimentere tilstede, hvilket i høj grad gælder Ash-Shaheed [Vidnet]. Bogen skildrer forskellige typer karakterer virkelig skarpt og så trækker den sin læser rundt i en manege af forskellige tilstande, så man ind imellem helt mister fodfæstet.

Noget af det jeg holdt allermest af, da jeg læste Ash-Shaheed [Vidnet] var Younes’ virkelig random, overdetaljerede forestillinger om mennesker eller steder, som fx i beskrivelsen af sin arbejdsplads:

“I det ene hjørne af bygningen tårnede en stor, høj betonskorsten sig op. Den lignede noget der blev brugt i et bizart ritual for mange år siden, da bygningen stadig var en sæbefabrik. Jeg forestillede mig at alle de nye unge fabriksarbejdere blev lokket derop mod et løfte om gratis øl og nøgenmagasiner. I stedet for øl og illustreret nøgenhed blev de ført op ad trinene i skorstenen, hvorefter der blev sat en rotte på et af de nederste trin og lågen til skorstenen blev hurtigt låst og den unge fabriksarbejder var låst inde i den mørke skakt med rotten. Efter en time åbnede de lågen igen, hjalp ham ned og omfavnede ham. ‘Nu er du en af os’, ville de sige til den rystende unge fabriksarbejder. “

De her små fantasifulde, afsporede indskydelser gør læsningen virkelig underholdende og ikke en linje i bogen er kedelig eller ligegyldig. Det er en morsom, tragisk og anderledes bog, som jeg vil anbefale bredt. Det er en roman, der er hurtigt læst og som giver stof til eftertanke. En stærk debut fra et forfattertalent jeg glæder mig til at følge. Fem ud af seks hjerter.

hjerter5

Lån den smukke bog her, eller køb dit eget eksemplar her.

Litteratur, billedkunst og performance tæt sammenvævet i bjergtagende debut – docx af Franziska Hoppe

docx af Franziska Hoppe

Korridor – 2019 – 106 sider – anmeldereksemplar fra forlaget

“Jeg er netop flyttet til Silbersteinstrasse i Neuköln, og jeg tror, jeg er rykket ind i en white cube. Jeg ser mig selv fra oven: en sortklædt krop på en hvid seng – som et tegn på et stort stykke papir. Fra sengen reflekterer værelsets spejl et udsnit af min krop. Jeg løfter armen op over dynerne og ser fordoblingen følge med. Som barn prøvede jeg at narre mit spejlbillede. Jeg troede, at hvis bare jeg bevægede mig hurtigt nok, ville reflektionen ikke kunne følge med. Jeg ville afsløre hende, men var også bange for konsekvenserne. Nu løfter jeg igen hovedet og ser min fordobling i øjnene; så kigger vi hen på hver vores bogstabel. Litteraturen er fuld af ustyrlige spejlbilleder, fuld af reflektioner der handler på eget initiativ. Nogle ender med at styre deres ejere, nogle træder ud af spejlet. ” 

Det har taget mig et par uger at tage tilløb til at skrive om docx. For på en måde føles anmelderhandlingen tit som en afvikling, som om alle mine tanker om og følelser for en bog manifesterer sig på papir for derefter at rykke ud i periferien af mine tanker, så der bliver plads til næste litterære oplevelse. Sådan er det nok blevet fordi jeg har så meget rytme i hvordan jeg kontinuerligt læser og anmelder, samlebåndslæsning af en art. Derfor har jeg gået og gemt lidt på tankerne om docx, holdt dem lidt for mig selv og ladet dem bundfælde sig inden jeg kom hertil. For docx er en helt særlig bog.

I docx bearbejder jegfortælleren Franziska sin forelskelse i personen kaldet “X” gennem bl.a. billedkunst og litteratur. Kulissen er København og Berlins gader, kunstmuseer og biblioteker. Hun møder byen og kunsten og ser alt dette i relation til sig selv og sin muse. Hvorend hun går mødes hun af ansigtsløse ansigter, hun undersøger sig selv gennem et analytisk blik på sine omgivelser. Ved at skrive sig selv som romanfigur tager hun kontrollen over fortællingen og sin rolle i den.

Når en bog bevæger sig så tværæstetisk som docx gør – og lykkes så godt med det som den også gør – så bliver læseoplevelsen særligt intens og sanselig. Værket er en slags metatekst – en tekst om tilblivelsen af den tekst der læses, en bog med mange lag og facetter. Det er en bog om kunst, om at betragte kunst og om at skabe kunst. Intertekstualiteten er ikke til at overse, og teksten lader sig inspirere af bl.a. fortællingen om Frankenstein og hans monster (kunstneren og værket) og Anaïs Nins selviscenesættelse. Skriveprocessen vi følger er på samme tid en distancering fra og generobring af forelskelsen. Franziska har i starten af bogen planlagt en slags performance med X som midte, en middagsiscenesættelse, som skal give hende magten tilbage i relationen. Der bliver ingen middag, men performancen bliver i høj grad til i form af bogen, som sætter Franziska og X ind i en fiktion. En fiktion om at gøre noget faktuelt fiktivt. Da X inddrages i projektet som betalæser på manuskriptet bliver metaperspektivet endnu mere gennemført. Som læser tages man i hånden for ikke at fare vild i værkets konstante leg med narrativet;

“I en note har jeg skrevet: “En ulykkelig forelskelse virker som et forsvarligt sted at skrive fra. Det er mig, der er blevet afvist og ikke kan komme videre. Det er mig, der er til grin, mig der har tabt – og derfra bliver det så selvfølgelig mere kompliceret…” For at lave et narrativ er en måde at få kontrol på. Det er et spørgsmål om, hvem der får lov at skrive historien, der kommer ud til andre. Og i mine fantasier og forestillinger om X er sandhed først og fremmest en følelse. Jeg forsøger at skrive et forord: “Kære læser, forestil dig en reol. Forestil dig denne bogryg ved siden af  fem andre. Hver af bøgerne er en ny version af docx, det samme tidsrum i et nyt mønster; fem forskellige variationer. Kære læser, når jeg kalder teksten upålidelig, er det for at gøre den mere troværdig. Det er endnu en teknik, der skal få dig til at læse videre. Kære X, du ved, at læseren er dig.”

Foruden Franziska Hoppes overlegent velkomponerede narrativ har bogen også fine sproglige kvaliteter. Sproget er klart og flyder på en måde, der gør læsningen svær at afbryde. Der er et flow i ordene og læsningen føles helt organisk. Den måde kunsten perciperes og gengives på er så sanselig, autentisk at man som læser ikke kan andet end at føle sig draget ind i værkets æstetiske rum. Franziskas møde med kunsten skrives så nærværende at jeg selv fik følelsen af at røre Nefertitis buste, eller betragte Botticellis overdådige malerier. Hvis jeg skal kritisere docx for noget, må det være den næsten for perfekte sammenhæng, det så gennemførte udtryk, at der ikke efterlades meget uvist til læseren. Bogen sætter uden tvivl refleksioner i gang hos læseren, men selv de føles iscenesatte, nøje konstruerede. docx er en bog, en metafortælling, en performance og et kunststykke som jeg uden tvivl vil dykke ned i igen, og der skal lyde en kæmpe anbefaling til alle der godt kan lide litteratur der er alt andet end simpel, og som strækker sine rødder ud i adskillige andre æstetiske discipliner. Fem ud af seks hjerter herfra.

hjerter5

Find docx hos forlaget her.

Noveller om angst, ensomhed, sorg og livets små, men afgørende øjeblikke – RAV af Bjørn Isak

RAV af Bjørn Isak

Noveller – Brændpunkt – 2018 – 123 sider – omslag af Søren Klok – anmeldereksemplar fra forlaget

“Jeg planlagde mit selvmord i løbet af en formiddag, og jeg vidste præcis, hvordan jeg ville gøre. Jeg var 14, og jeg tror, at det var en mandag. Jeg tog bussen fra stoppestedet overfor skolen og var hjemme midt på eftermiddagen. Min far arbejdede sent, og min mor var på kursus i Sorø. Jeg fodrede hunden, gjorde mit værelse rent, smed mit snavsede tøj til vask og slettede nogle billeder på min computer. Jeg tændte for musikken, lagde mig på sengen, kaldte på hunden og fik den til at lægge sig med hovedet hvilende på min mave. Den fjernede ikke blikket fra mig, og øjnene var sørgmodige. Jeg tænkte, at jeg ville savne hunden og følelsen i kroppen, lige før man falder i søvn. Det og så lyden af torden og regnvand i nedløbsrørene uden for mit vindue. “

Ensomhed, tab, valg og fravalg er emner, som novellerne i Rav tager udgangspunkt i. Genkendelige og almenmenneskelige emner, som alligevel aldrig rigtigt bliver relaterbare eller genkendelige i novellesamlingen Rav.

I de 14 korte noveller møder vi bl.a. drengen, som fortæller sin familie om sit selvmordsforsøg, den utro og følelsesmæssigt afstumpede kæreste, manden der er forelsket i sin søster, den ulykkeligt barnløse pædagog, mennesker på kanten af samfundet og mennesker som passer ind, mennesker i sorg, krise og ensomhed.

Størstedelen af karaktererne i Rav kommer desværre ikke rigtig ind under huden på mig, jeg forstår dem ganske enkelt ikke. Deres måde at agere på, tænke og tale på, deres måde at være sammen andre mennesker på.

Bogen proklamerer at dykke ned i almindelige menneskers afgørende livsøjeblikke, men det er jeg ikke helt enig i. Fortællingerne dykker i højere grad ned i mere eller mindre betydningsfulde småepisoder i ekstreme menneskers liv. Karaktererne er mestendels usympatiske psykopater eller passive, naive stakler. De bliver enten karikerede eller uforståelige. Og så skæres novellernes pointer lidt for insisterende og kantet ud i pap. Fx i fortællingen om manden, der har et trygt liv i forudsigelige , autistiske ritualer og hvis verden ramler, da han en dag opsiges fra sit ensformige fabriksarbejde. Han går i opløsning i friheden, hvilket enhver læser er helt med på, og så afsluttes novellen alligevel med at han skal skrige “Hvad er det for en forbandet frihed, som jeg lige pludselig skal kastes ud i?”. Pointen understreges, gentages, gøres idiotsikker. Som læser føler jeg mig ind imellem talt ned til.

Vellykket er imidlertid nogle af novellernes underspillethed, der sår tvivl om hvorvidt der sker en udvikling eller stagnering i historien. Ofte slutter fortællingen brat lige inden handlingen skal til at eskalere (eller flatline, jeg ved det ikke), og det fungerer rigtig godt. Læseren kan ikke undgå at videretænke historien. Et ret fint narrativt greb.

Jeg fandt altså bogens persongalleri kunstigt og karikeret og pointerne gentaget og understreget lidt for hårdt. Men novellesamlingen har bestemt også sine kvaliteter. Bjørn Isak er uden tvivl god til at skrive, teksten er hele vejen igennem velkomponeret og velformuleret og rent fortælleteknisk fungerer novellerne for det meste også godt. Ind imellem fremstår novellerne lidt overfladiske, fordi de vil for meget på den begrænsede plads novellegenren tilbyder. For der tages virkelig fat på mange forskellige typer af karakterer, miljøer og sindstilstande. Rav er forfatterens debut, og jeg tror at forfatterskabet med tiden kan bidrage med noget mere og bedre end Rav, som er en lidt blandet pose bolcher, hvor ikke alle faldt i min smag. Læs den, hvis du er til korte, kompakte noveller og se om du er enig. Den er hurtigt læst! 2 ud af 6 hjerter herfra.

hjerter2

Find bogen hos forlaget her.

Tragikomisk digtroman om psykisk sygdom og et sygt samfund – JEG BRUGER MIN KROP SOM ET MØBEL af Veronika Katinka Martzen

Bemærk de vidunderligt selvsmagende fanposters under digtromanen.

Bemærk de vidunderligt selvsmagende fanposters under digtromanen.

JEG BRUGER MIN KROP SOM ET MØBEL af Veronika Katinka Martzen

Digtroman – Gladiator – 2019 – 235 sider – omslag af Thomas Joakim Winther – anmeldereksemplar fra forlaget

“Jeget får en god idé

as of nu hedder Jeget ikke længere INTET
men Taylor Alison Swift

hihihaha

og Taylor Alison Swift kan godt fortælle jer alle sammen
at det er en helt ny fornemmelse
at gå på gaden med en tynd krop og små bryster og ansigt m. fx
kindben
til en forandring wow hihihaha omg lol
Taylor Alison Swift har det bare så godt lige nu
måske er det fordi hun har taget 10 mg oxapax
bare lige for at tage det værste af den angst
der er forbundet med ikke at have en personlighed
hihihaha

ej okay

jeg, Taylor Alison Swift, har en megagod personlighed
skinner igennem i flere af mine sange
fx i Blank Space
der handler om at jeg har et blank space på min liste over ekskærester
til DIG hvem du så end er, du er i hvert fald ikke her
nå men der synger jeg fx
“DARLING I’M A NIGHTMARE DRESSED LIKE A DAYDREAM”
aldrig tidligere har nogen beskrevet nogens personlighed
på en mere korrekt og præcis måde hvis jeg selv skal sige det
altså mig Taylor Alison Swift
der har en stolt tradition for at sælge folk en forkert vare
de tror jeg er rigtig sød og har det helt normalt oppe i hoved
men hihihahaha joke det har jeg overhovedet ikke
jeg har det helt faktisk fucked (den emoji med en omvendt smilende smiley) “

Hvad stiller man op med en genrehybrid, der kalder sig selv for digtroman, skrevet af en fiktiv satirefigur, som er født af Den korte radioavis? Man læser den og forholder sig til den og håber på, at udgivelsen var ment som et reelt litterært bidrag og ikke bare et mediestunt eller en joke. Og Jeg bruger min krop som et møbel bidrager rent faktisk med noget værdifuldt.

Jeg bruger min krop som et møbel er en vild bog. Det er en fortælling om et forskruet system, om psykisk sygdom, sårbarhed og identitetsforvirring. Og det vilde ved digtromanen er, at den faktisk lykkes særdeles godt med at behandle disse tunge, svært håndterbare emner pakket ind i satire – grotesk og latterkrampefremkaldende sjovt.

Det er en virkelig modsætningsfyldt bog, kontrasterne er ikke til at overse i det groteske spil mellem populærkulturelle klichéer og psykosens mørke afgrund. Veronika Katinka, som er bogens digterjeg, har mistet følingen med sin egen personlighed, hun leder efter sig selv i et kaos, hvor der ikke er nogen videre hjælp at hente. Hun rejser, hun knepper,  hun skriver, hun skærer i sig selv, hun taler med autoriteter af forskellig art. Hun får sin krop omopereret til en kopi af Taylor Swifts. Taylor Swift er en bærende karakter i bogen, en personificering af det perfekte, men også det tvetydige, dobbeltsidede. Og VKs stalker-tweets til den amerikanske popstjerne er episke:

“@Taylor Swift 22. juli kl. 01.26
En hurtig google-søgning på ‘Taylor Swift boyfriends’ afslører at du har været kærester med rigtig mange, fx John Mayer (december 2009). Altså hvordan gør du???

@Taylor Swift 23. juli kl. 10.55
Nå, men mit kneppetrick #1 er stramt tøj, megastramt tøj, især på overkroppen. Det kan jeg se på billeder at du også går i, så mit spørgsmål går…

@Taylor Swift 23. juli kl. 10.58
… mere på hvordan du går fra knep til at få folk til at kunne lide din personlighed. Det er mit problem nemlig, normalt når jeg vågner op med folk plejer de at kigge på mig som om jeg er noget de ville ønske snart ville gå væk (fx et forkølelsessår) – men den fornøjelse…

@Taylor Swift 23. juli kl. 11.01
…får de ikke hæhæ, jeg hænger ud hos dem hele dagen og så spiser jeg deres pålægschokolade og ser deres planet earth indtil de til sidst ‘desværre er nødt til at smide mig ud’ og så sidder jeg derhjemme og venter på at de skriver og det gør de jo aldrig og så; så…

@Taylor Swift 23. juli kl. 11.05
…er det at jeg begynder at chatte dem op dag og nat. Jeg skriver jokes og spørger dem om hvad de laver og når de så ikke svarer, så bliver jeg bare ved hahahahahah hvad siger du til det, er det det samme du gør eller har du andre tricks? “

Som sagt, den her bog er vild. Mange gange i læsningen tog jeg mig selv i at grine højlydt, noget, der virker bizart, når det man læser om i grunden er så tragisk. Men det er netop dét greb, der gør bogen interessant, at en så hjerteskærende historie kan fortælles på en sjov måde. Det føles vidunderligt forkert.

Digterjeget beskrives på et tidspunkt som “personificeringen af den ufarlige ironiske distance”, hvilket på en måde udpeger selve bogens væsen – ved at skrive en sarkastisk og ironisk distanceret tekst om meget alvorlige emner gøres det ufarligt, fordøjeligt, til at holde ud at læse. Og i sarkasmen lægges en eller anden ekstra distance mellem forfatter og værk. Anna Juul, som er kvinden bag Veronika Katinka, distancerer sig fra værket med både pseudonym og humor.

Formmæssigt må bogen også siges at være eksperimenterende. Bogen, som kaldes en digtroman, rummer alt muligt og umuligt – konfirmationstale, kammerspil, digte (eller parodier på digte?), breve, samtaler, tweets mm. VKs sprog er virkelig “ungt”, der er ikke sparet på hverken talesprogsamputerede ord, forkortelser eller emojis. Og det er med til at gøre bogen og performancen Veronika Katinka enormt gennemført.

Jeg var altså overordnet begejstret for Jeg bruger min krop som et møbel. Det er en mærkværdig og vellykket bog. Og jeg synes, at der gemmer sig noget meget vedkommende under satiren, under alle digterjegets psykosehumoristiske udbrud og ind imellem virkelig dårlige digte. Det er helt sikkert en bog, der er en læsning værd, hvad end man læser den som et bidrag til den for tiden allestedsnærværende litteratur om psykisk sygdom og identitetsforvirring i et stadigt mere præstationsfokuseret konkurrencesamfund, eller som ren satire over tidens navlepillerpoesi. Jeg selv læste den som lidt af hvert og synes den fortjener fire ud af seks hjerter. Original, morsom og ikke uden substans.

hjerter4

Find digtromanen her.

Fragmenteret skrift fra kvindekroppen – SPRÆKKER af Mette Garfield

SPRÆKKER af Mette Garfield 

Punktroman – Arkiv for detaljer – 2019 – 91 sider – omslag af Malene Hald – anmeldereksemplar fra forlaget

” Du begynder at bløde. Det pibler ud af dig. Rødt, skinnende blod. Han har forstyrret din cyklus, der begynder forfra, for tidligt. Du vejrer dufte, ser syner og bliver mindet om fortiden. Det løber og ånder ud af dit underliv, friskt. Dine læber bliver rødere og svulmer. Trusserne våde, amber, violette, brune skjolder, pletter. Dine næsebor udvider, åbner sig. Mugne, ramme, syntetiske lugte slår ind i dit kranie. Det åbner og lukker sig, dit køn er en gople, der blafrer. Du sover ikke igennem om natten. Du vågner som et feberbarn med aftryk af hans hage, hænderne, munden på dine underarme, brystvorterne og i lysken.

Da han står der igen ved din dør, i åbningen, på tærsklen, med blikket sænket, som siger for meget og ingenting. Siger du bare “ja”. Han løfter, holder, vælter dig omkuld.

Bagefter lægger han dig, folder  dig med sit ene lår mellem dine.  Hans kropsbehåring mod dine kønslæber, pulsslag i dit øre mod brystkassen. Noget af natten, tæt.

Og du ved ikke, hvorfor det er, det ikke er.”

Punktromanen som genre stiller høje krav til sin forfatter og sin læser. I små fragmenter, som gennem sprækker, med få ord og på få sider skal fortællingen udspille sig, og blive sammenhængende trods sin givne usammenhængende form. Hvert et ord er afgørende, hver en lille tekstblok kompakt af betydning. Og imellem punkterne, i alt det usagte, udspiller meget af fortællingen sig. Vil man læse et godt eksempel på en punktroman i sin mest vellykkede form, er Mette Garfields skønlitterære debut Sprækker et godt bud.

Titlen Sprækker er så sigende for genren såvel som for bogen, som i konkret og abstrakt forstand beskæftiger sig med sprækker, åbninger. Handlingen, som kører i to spor, kredser om to kvindeskæbner –  tiltalt som henholdsvis “du” og “hendes mor”.

Du’et er en kvinde i begærets vold, hun er krop og kød, hun begærer, sanser, længes efter en mand, der ikke er tilgængelig. Hun bruger sin krop og hun lader sig bruge, selvom hun ved, at han kun er på forbifart. Hun tror ind imellem at noget er ved at begynde, men det er det aldrig, der opstår altid kun en lille åbning, som hurtigt lukkes igen. Og hun undrer sig over hvorfor det er, at det ikke er. I fantasien bryder hun med passiviteten, tager den fulde kontrol tilbage, bliver den, der tager i stedet for at lade sig tage:

“Så kaster du ham ned i kælderen i et lille rum uden vinduer. Gulvet er af sten, koldt. Væggene grå beton. Du flår tøjet af ham og hænger ham op med hænderne over hovedet i kæder. Du lader ham hænge i timevis. Håndledene vamle sårblærer. Du knebler ham. Giver ham en hætte over hovedet. Dagene går med injektioner og arvæv, anus. Turen med ham i lænke.

Du spuler ham ned med isnende vand, hænger ham op igen, lader ham hænge.

Du flår hætten af ham, løfter hans hoved. En lyskegle fikseret mod hans ansigt.

KAN IKKE SE DIG.

Så bærer du ham op i stuen. Lægger ham i sofaen og lader ham sove. Du giver ham mad. Ferskner og is, salte kiks, fiskerogn, cava. Du hvisker, synger, vasker hans køn, holder hans hånd.

Så kyler du ham ned i kælderen igen. “

Du’et bruger sin krop, sit begær og sit sprog som drivkraft, noget, hun desværre ikke kan bemægtige sig – hun mister sig selv i begæret efter den utilgængelige mand. Hun prøver at skrive, men “falder i staver, laver fagter, vælter bogstaver, de forkerte ud over siden”. De punktvise nedslag falder vilkårligt, vi træder ind og ud af nutid og fortid, tanke, drøm og handling. Det ene øjeblik mødes du’et med sin udkårne i hans lejlighed, så modtager hun fertilitetsbehandling, så mødes de første gang nytårsaften. Man mister gang på gang orienteringen.

Samtidig følger vi bogens andet spor, fortællingen om “hendes mor”, som er pacificeret på en anden måde, lammet efter sin mands død, forladt og sat ud af spil. Magtesløs står hun og ser grådløs ud over markernes rim, føler afmagt og vrede over at skulle være mor for sine børn, at skulle fortsætte med at eksistere. Hun lever ikke op til de kollektive forventninger, der er til moderen – den person, der kører videre uanset hvad, som altid holder hovedet højt og holder samling på det hele. Og så beskæftiger hun sig selvfølgelig med alternative moderfigurer, som Iokaste, Ødipus’ mor. Og med det bliver det faktisk næsten for konkret, som om der peges lidt for insisterende på en pointe, som læseren for længst har forstået.

Disse bogens to kvindekarakterer synes langt fra hinanden i både liv og færden, men de har dog det til fælles, at de stikker ud af samfundet, de er ikke en del af fortællingen om det rigtige, det gode liv. De deltager ikke i en anerkendt  familiekonstellation, de færdes i et eksistentielt limbo, et ukonventionelt skyggeland.

En læsning af Sprækker er som en konfus drømmevandring. Abstrakt og uhåndgribelig og samtidig dragende og genkendelig. Mette Garfield formår at fremskrive en stærk fortælling om kvindeligt begær, om at blive gjort passiv i sine kødelige og åndelige længsler, om at kræve kontrol uden helt at lykkes med det. Og dog, for ved at skrive denne bog fra kvindekroppen og med det kvindelige begær som omdrejningspunkt, sker der i bedste écriture féminine-stil en empowering af kvinden. Bogen er en insisteren på eksistensberettigelse udenfor snævre normative kasser. Og det er en insisteren på en plads til kvindekroppen og det kvindelige begær, ucensureret og uforskønnet i litteraturen.

Sprogligt er Sprækker ganske umiddelbar og der lægges ikke fingre imellem. I nogle passager bliver sproget nærmest brutalt, i andre ganske lyrisk. Rent grafisk understøtter skriften parolen om en fortælling i glimt, som set gennem sprækker – nogle sider tætskrevne, andre næsten nøgne. Sprækker rummer skarpe observationer over sin samtid, over køn og krop og mellemmenneskelige forventninger. Genkendeligt og hudløst ærligt. Det er en bog, der fortjener flere læsninger, og som åbner op for nye betydninger og tolkninger for hver læsning.

hjerter5

Denne bog fortjener en plads på dit natbord og i din bevidsthed, find den hos forlaget her.

Ambitiøs generationsroman om at søge en plads i tilværelsen – ALT NU af Patrick Sølberg

ALT NU af Patrick Sølberg

Roman – Byens Forlag – 2018 – 294 sider – omslagsfoto af Wil Stewart – anmeldereksemplar fra forlaget

“Han kunne mærke, at hun smilte. Hun havde vel samme effekt på ham som et jordskælv, der rystede fundamentet. Hvor kontinentalpladernes sammenstød simpelthen former nye landskaber. Muliggør ikke bare noget nyt, men noget andet.  Ligesom den afrikanske kontinentalplade er ved at presse sig ind under den europæiske. Også i geografisk forstand vil Europa have Afrika under sig. Det er dog kun et spørgsmål om tid, før den afrikanske plade presser sig ind, spreder krakeleringer i Europa, bryder jorden op, stiger til vejrs som et stædigt bjerg. Snart bliver det hele rystet sammen. Det havde aldrig været et håb om at falde til. Nok snarere et ønske om at blive mindre rastløs. Som at indhente billedet, der bevæger sig i et hurtigere tempo end lyden. Minimere forskydningen. Og så, noget der udklækkes: følelsen af at bebo eller dét at høre til. Han duftede til hendes hår. Moskus og figenblade. “

Halfdan studerer litteratur, han er ung, rastløs og eftertænksom. Hans største eksistentielle krise ligger i overbevisningen om, at hans generation ikke har haft en eneste krise, ingen modgang i tilværelsen. Halfdan går rundt i den samme intetsigende hverdag, med få penge på lommen og et distanceret forhold til sin hemmelighedsfulde mor. Da Halfdans morfar rammes af demens og sygner mere og mere hen, påtager  (eller pålægges) Halfdan sig opgaven at færdigskrive den roman som morfaren har påbegyndt. Her starter en rejse i en desperat søgen efter udfordringer og dermed inspiration til at skrive – et ønske der i høj grad indfries.

Alt nu er en generationsroman i tre spor; Henry, den jødiske flygtning, som efter Anden Verdenskrig har mistet sit ophav og hele sin fortid og efterfølgende har skabt sig et nyt liv i Danmark. Hans datter, Metha, hvis liv har været præget af uoverkommeligt store tab og som kender alle de gode steder at græde i København. Og sidst men ikke mindst Halfdan, Methas søn, som går nærmest bedøvet rundt i en ligegyldig tilværelse. Halfdan, som er bogens primære karakter, er en underlig introvert person og en i mere end én forstand impotent ung mand. Han er underlagt den gamle kunstnermyte, at det kun er muligt at frembringe noget af kunstnerisk værdi, hvis man har mødt stor modgang i livet. “Heldigvis” skal han ikke mange skridt tilbage i sin families historie for at finde både modgang og tragedie.

Gennem romanen undrer det mig, hvordan fremmede mennesker konstant tager kontakt til Halfdan, insisterer på at tale med ham, selvom han er hermetisk lukket om sig selv og afviser alle der nærmer sig. Det virker usandsynligt og urealistisk, men er selvfølgelig den eneste måde at få ham gennem fortællingen og ud i verden på, da oplevelserne ligesom hagler ned over ham. Han selv handler meget lidt.

Alt nu er på mange måder en sammensat roman. Sølberg fortæller tre interessante historier, men lykkes desværre ikke altid lige godt med at samle dem i sidste ende. Det er som om romanen vil så mange ting på en gang, den lever ikke helt op til sine høje ambitioner om at være en fortælling om både krig, flugt, klima, tilhørsforhold, sorg, tab, fysisk og psykisk sygdom, død og meget mere. Bogens absolut mest vellykkede passager er da vi følger Metha i hendes ungdomsår i Berlins punkmiljø, som giver forståelse for og sympati med Metha, som i de resterende afsnit ellers er en ret bleg og karakterløs person.

Sproget i romanen er overordnet set virkelig smukt og ind imellem helt lyrisk. Men det kammer også over og bliver klichefyldt, eller andre gange overakademiseret. Fx da Florian, Halfdans far, gennemgår nogle maniske episoder, læser en masse bøger og får nogle “åbenbaringer” – her føltes det kortvarigt som at sidde i et auditorium igen til en forelæsning om hvidhed og kolonialisme, end som egentlig romanlæsning. Det er absolut ikke uinteressant, men måske en smule malplaceret.

Alt nu vidner uden tvivl om en forfatter med et imponerende vid og overblik, i emner som humanisme og populærkultur, og over i mere naturvidenskabelige discipliner. Sproget fungerer i min optik både godt og dårligt i romanen – både sanseligt og malerisk, men ind imellem går det for vidt og fremstår overgjort og kunstigt. Sidstnævnte gælder i høj grad i bogens dialoger, som til tider virker meget fremstillede. Små vendinger som “Hvad reflekterer du over?” virker bare ikke særlig autentiske (hvem siger dog ikke bare “Hvad tænker du på?” i en helt almindelig, afslappet samtale?).

Alt i alt er romanen en ret spændende og ambitiøs bog, omsiggribende i handling, og ind imellem vil den lidt for meget. Trods en overordnet fin sammenhæng, har romanen lidt for mange løse ender, lidt for mange påbegyndte emner, som skulle have haft mere plads i teksten for at give rigtig god mening. Men det er en bog, der også gav anledning til eftertanke og som var i min bevidsthed i et godt stykke tid efter endt læsning. Noget, der for mig kendetegner en læseoplevelse der kunne et eller andet.

Og nu står jeg her, ganske splittet over denne roman, som på den ene side demonstrerer forfatterens imponerende vid og fortælletalent – og på den anden side føles som om den skulle have været redigeret lidt hårdere, gjort mere sammenhængende. Med det sagt kan Alt nu anbefales for den gode historie, som byder på mange forskellige emner og dermed noget for enhver smag, og må lande et sted midt på min skala af 6 hjerter.

hjerter3

Køb Alt nu hos forlaget her.

Enestående debutroman om indfødte amerikanere – DER DER af Tommy Orange

C095A5C3-9B9E-412D-A897-DF151E658577.jpg

Der der af Tommy Orange

Roman – Politikens forlag – 2018 – 288 sider – oversat fra engelsk af Rasmus Hastrup – omslag af Harvey Macaulay – sponsoreret: anmeldereksemplar fra forlaget

“Orvil vidste, at han ville danse, første gang han så en danser i fjernsynet. Han var tolv. Det var i november, så det var let at finde indianere på tv. Alle andre var gået i seng. Han zappede rundt mellem kanalerne, da han så ham. Der på skærmen, i fuldt ornat, bevægede danseren sig som om tyngdekraften betød noget andet for ham. Det mindede på en måde om breakdance, syntes Orvil, men på én gang nyt – endda cool – og ældgammelt. Der var så meget, han var gået glip af, så meget, han ikke havde fået. Ikke havde fået at vide. I det øjeblik, foran fjernsynet, vidste han det. Han var en del af noget. Noget man kunne danse til. “

Indfødte amerikanere, efterkommere af indianere bærer både på en unik kultur og på en blodig historie. I Der der møder vi tolv skæbner, tolv fortællinger om et folk, som man oftest kun hører om i datid. Hver fortæller de en glemt historie, om et indiansk folk, som er mere og andet end et karikeret ikon, en udklædning, et menneske i reservat. I romanen møder vi kvinder og mænd, unge og gamle, mennesker på kanten af afgrunden og mennesker i nogenlunde trivsel. Alle har de deres kulturelle ophav til fælles, alle er de mærket af den vold, der på flere forskellige niveauer blev begået og stadig begås mod det indianske folk. Alle fortællingerne har sammenhæng et sted, alle karaktererne har forbindelser til hinanden, træder ind og ud af hinandens liv, og fortællingen om de tolv skæbner kulminerer i en Powwow, i et intenst sidste kapitel.

Imponerende handlingsforløb og sammenhæng

Der der er en usædvanligt velkomponeret, handlingsmættet roman om en gruppe mennesker som gennem generationer er blevet marginaliseret eller glemt. Det er et spind af forskellige skæbnefortællinger og en historie om, hvordan ens kulturelle ophav kan have betydning for hele ens liv og ageren. Der der er en ualmindeligt velskrevet bog, som, når man først har givet sig i kast med den, er umulig at lægge fra sig igen.

Romanen sætter forskellige store emner på dagsordenen. Ud over hele det kulturelle aspekt så er emner som tab, sorg, svigt og forældreskab også gennemgående temaer. I kraft af den indianske kultur spiller natur, mystik og alternative behandlingsmetoder også en vigtig rolle. Og så er der desuden lagt i ovnen til en kritisk samtidsdiagnose, som da den ældre Bill oprøres over ungdommens forfald:

“Han kan ikke holde ud, at de unge får lov at være sådan nu til dags. Forkælede babyer alle til hobe. Ingen hård hud, ingen sejhed længere. Der er noget forkert ved det hele. Noget ved det evindelige skær fra telefonskærmene på deres ansigter, ved den alt for hurtige måde, de taster på deres telefoner på, deres kønsmæssigt flydende mode, deres ultra politisk korrekte adfærd, samtidig med at de mangler enhver form for sociale færdigheder og almindelig gammeldags høflighed. “

Det relativt store persongalleri fungerer, hver karakter former sproget, der er en klar stemning af den enkelte person i hvert kapitel. De hyppige synsvinkelskift og spring i tid og sted fungerer upåklageligt, omend jeg ind imellem måtte bladre tilbage i romanen, for at huske hvem den pågældende person nu var. Alle er de beskrevet så nuanceret, så forståeligt og jordnært, at det er svært at forestille sig at de er fiktive figurer og ikke mennesker af kød og blod. Karaktererne vokser under huden på læseren, bliver i følelserne, i erindringen længe efter bogens sidste side er læst.

E92BFAAB-008A-4DD8-91CF-F6C16F7C2BE0

Imponerende debut efterlader håb om mange flere bøger

Der der er Tommy Oranges debutroman, hvilket er mig helt uforståeligt. Relativt tidligt i bogen vidste jeg, at dette er en roman, jeg kommer til at læse igen. At man kan skrive noget så gennemført, velkomponeret, gennemresearchet, nuanceret og med et samtidigt historisk og litterært overblik, efterlader mig med en enorm respekt, nærmest ærefrygt, og en uslukkelig tørst efter mere fra hans hånd. Hvis du kun har tid til at læse én roman dette efterår, så lad det være denne. Nå ja, og så er bogen tilmed en fryd for øjet.

Herfra de varmeste anbefalinger og fuldt hus af hjerter – intet mindre kan gøre det.

6 hjerter

Køb dit eget eksemplar af bogen her – det vil du ikke fortryde!

Der_der_FINAL_2.indd

Fandenivoldsk og følelsesmættet instagrampoesi – trykt digtsamling fra @affektivt udkommer i dag

 

1B43A3A0-E643-4DC7-B453-BDEA0768385F.jpg

@affektivt

Digtsamling – 84 sider – Forlaget Forår – 2018 – sponsoreret: anmeldereksemplar fra forlaget

“MANGLER DE ORD OG HANDLINGER
SOM FORKORTER BÅNDET MELLEM OS
EN DEL AF SAMME HOLD
HOLDT SAMMEN AF AT DELE
JEG HIVER DYNEN OVER LIVET
SÅ I IKKE KAN HØRE
AT ANGSTEN TRÆKKER VEJRET HER
FOR DET HER ER DISTANCE
FORKLÆDT SOM NÆRVÆR”

@affektivt er en digtsamling med ophav i instagramkontoen af samme navn. Her postes korte, minimalistiske digte, skarpt sat op, kontrasteret, centreret, caps-locket og uden for meget pis. Indholdsmæssigt er digtene på samme måde kompromisløse, ligetil og uden intetsigende floskler og klicheer. Digtene kredser om relaterbare affekter, om vrede, afsky, afmagt, ensomhed og om det affektive sind, om overmandende følelser og kontroltab. De små tekster henvender sig til noget i os alle, til genkendelige følelser og affekter, uden at blive selvfølgelige og ligegyldige. Stemningen er dyster og fandenivoldsk, seksualiteten et aggressivt våben og en passiv flugt. Overalt i digtene fornemmes en ensomhed, en distance til  andre mennesker, og man fornemmer tydeligt den psykiske sårbarhed og det affektive sind i skriften.

Det sproglige talent fornemmes tydeligt i @affektivts digte, som er virkelig velkomponerede og fulde af sproglige finesser. Flere steder er det legen med, eller ligefrem fraværet af bestemte ord, der gør tekststykket så stærkt:

“VI SPISER HINANDEN AF MED DE HVIDE
IMENS VI FORESTILLER OS EN VERDEN I FARVER
FOR DU SIGER
AT VI IKKE MÅ LYVE
SÅ VI KONSTRUERER SANDHEDEN
VI STOLER PÅ ALLE VORES TANKER
FOR VI LYVER IKKE FOR OS SELV
MEN FORSKELLEN VISER SIG I VORES FÆLLES FORTÆLLINGER
OG VORES EGET FORSVAR
BLIVER VORES ANKLAGE
SÅ BARE LYV
FOR VI SKAL IKKE TRO PÅ ALT
HVAD VI TÆNKER”

Forfatterens anonymitet er ifølge forlaget et greb, som skal flytte fokus til det, det faktisk handler om; at @affektivt ikke skal forstås som en person, men snarere et fænomen eller en tilstand, som bor i os alle. At fjerne forfatteren fra værket giver en helt særlig mulighed for læseridentifikation, man føler måske i højere grad et medejerskab over affekterne i læsningen af digtene, når afsenderen ikke er klart defineret. Ud over det har det alle dage pirket til folks interesse og nysgerrighed at hemmeligholde mennesket bag et værk, og jeg desuden tror at det kan fungere ganske fint som pr-strategi. En interessant og anderledes strategi til litteratur som er opblomstret på et anderledes litterært medier.

Instagramdigte er ikke som sådan noget nyt og banebrydende. Men der er efter min mening langt mellem snapsene på et medie som Instagram, hvor alle har potentiale for at blive selvudgivere.  Og her tager kvaliteten ind imellem nogle pinagtige dyk. De sociale medier kan i nogle tilfælde give en masse taletid til noget uinteressant og ligegyldigt (som jeg ytrede i min anmeldelse af Rupi Kaurs Mælk og honning). Men det kan også gemme på ganske læsværdig poesi, som @affektivt. Der skal lyde de varmeste anbefalinger herfra af @affektivt i både trykt og digital form. 5/6 hjerter.

 

hjerter5

Find dit eget eksemplar  af  den fine lille digtsamling her.

Processed with VSCO with 1 preset

6D9259F5-963B-4699-A032-C2BF8857FAA2

Forlaget Forår er et nyetableret mikroforlag med base i Odense. Det lader til at være et spændende foretagende, som tør satse på de mere anderledes og skæve udgivelser – præcis hvad jeg elsker så højt ved de små danske forlag. Hvis du vil tjekke dem ud, kan du gøre det her. Jeg glæder mig i hvert fald til at følge dem!

 

Skuffende banal poesi fra bestsellerdigtsamling – MÆLK OG HONNING af Rupi Kaur

CCD95FC7-455B-48C9-8C61-E3E745BC6AC6.jpg

MÆLK OG HONNING af Rupi Kaur

Digte – Lindhardt og Ringhof – 2018 – 208 sider – omslag og illustrationer af Rupi Kaur – oversat fra engelsk af Julia Lahme – sponsoreret: anmeldereksemplar fra forlaget

” du fortæller mig
at jeg ikke er som de fleste piger
og lærer at kysse mig med dine øjne lukkede
der er noget ved sætningen – noget med
hvordan jeg er nødt til ikke at være som de kvinder
jeg kalder for søstre for at blive begæret
der giver mig lyst til at spytte din tunge ud
som om jeg skal være stolt af at du valgte mig
som om jeg skulle være lettet over at du synes
jeg er bedre end dem”

Canadisk-indiske Rupi Kaur er på rekordtid blevet verdenskendt for sine digte og illustrationer, som hun har delt via sin profil på Instagram. Hun skriver små tekstbidder om bl.a. kvindelighed, kærlighed, selvforståelse, identitet, seksualitet, misbrug og heling. Mælk og honning er hendes debutbog, som hurtigt har opnået verdensomspændende succes og er international bestseller med over to millioner solgte eksemplarer.

Digtene er struktureret i fire dele, tituleret det smertende, det elskende, det ødelæggende og det helende. Digtene er tydeligt præget af disse forskellige affektive temaer og bearbejder nogle af de samme emner. Digtsamlingen er grafisk vellykket, med sorte sider, som adskiller bogens fire dele og enkle, sorte stregtegninger omkring en del af digtene. Formen varierer fra få linjer til mere tætskrevne sider, dog med overvægt af de små tekstbidder. Det er således en både let- og hurtigtlæst bog, både kort i formen, men desværre også ganske blottet for sproglige udfordringer eller finesser.

Rupi Kaurs illustrationer er det mest interessante ved digtsamlingen. Men det skrevne ord må desværre siges at have trættet mig fra første til sidste strofe. Jeg har ikke tidligere fulgt eller læst noget af Kaur, og vil nok næppe gøre det fremover. Mest af alt følte jeg, at jeg læste en kavalkade af inspirational quotes, som ind imellem florerer på nogle af de mindre content-kritiske profiler på diverse sociale medier. Digtene er fulde af klichéer, letkøbte guldkorn og søgt lommefilosofi, og i bedste fald leder de tankerne hen på hurtige ugebladsromaner og ligegyldig bekendelseslitteratur. De berørte emner i digtene er så basale og alment menneskelige, at de nødvendigvis vil være genkendelig for de fleste. Det er den eneste grund jeg kan finde til, at netop Mælk og honning skulle blive en så stor international succes som den er blevet – det er i hvert fald ikke de litterære kvaliteter der tynger.

Digtene i Mælk og honning er dog ikke helt uden værdi. Man kan håbe på, at en så let tilgængelig digtsamling som nærværende vil trække nye typer læsere ind i poesien, at det måske vil give endnu flere mod på og lyst til at kaste sig ud i læsning af digte. I en tid, hvor den folkeligt brede litteraturformidling vs. det elitære smagsdommeri synes at være på alles læber, håber jeg på, at det ene ikke udelukker det andet. At man kan starte på et overfladisk niveau og derigennem få appetit på at gå i dybden med litteraturen, udfordre sin hjerne. For den brede litteraturformidling er vigtig, men det er kvaliteten i litteraturen i høj grad også.

Når det så er sagt, så er bogens illustrationer ind imellem ret fine, og de løfter  digtsamlingen en tand. Uden dem, ville det virkelig have været en uinspirerende læseoplevelse. Med stor skuffelse og forundring over verdens stående applaus til Mælk og honning, lander vi på 1/6 hjerter herfra.

hjerter1,4 hjerter0.jpg

Hvis du har mod på selv at anskaffe dig digtsamlingen, kan det gøres her.

24779F8F-9335-4DED-8A2F-911B2827D8EE.jpg