Måned: april 2019

Klassiker i nye klæder – Jammers Minde – en grafisk roman af Allan van Hansen

/ Litteraturformidleren.dk / 1 kommentar

Jammers Minde – en grafisk roman af Allan van Hansen

Grafisk roman – Forlaget Arabesk – 2019 – 220 sider – omslag af Karen Fink – anmeldereksemplar fra forlaget

I 1663 anholdes og fængsles Leonora Christina, datter af Christian 4. og Kirsten Munk. Det antages, at hun har vidst besked om sin mand Corfitz Ulfeldts forræderi mod Frederik 3. Hun placeres i Blåtårn i Københavns Slot, hvor hun sidder fængslet fra 1663-1685 – altså i 22 lange år. Under frihedsberøvelsen bearbejder hun sine kvaler gennem skriften, hvilket bliver til værket Jammers Minde – et minde om års jammer og lidelse, som kan give hende afslutning, så hun kan lægge det bag sig og komme videre med sit liv efter løsladelse. Jammers minde er en dansk klassiker og er optaget i Kulturkanon. Værket er et vigtigt stykke kulturhistorie, en biografi, et selvforsvar og et stærkt skæbnebillede fra datidens tilværelse i fængslet.

Bogen, som tidligere er sprogligt bearbejdet så nutidige læsere lettere kan forstå den, gives i Allan van Hansens udgave yderligere en ansigtsløftning. Med kombinationen af tekst og billeder bliver læsningen ikke blot mindre tør og tung, den tilføres også et sanseligt, filmisk lag i form af de detaljerige og dragende illustrationer. Den grafiske roman er en genre der er meget populær i disse år, og som typisk tiltaler et yngre læsersegment end de, der ellers ville prøve kræfter med et værk som Jammers Minde. På den måde kan genren måske være gateway til klassikerlæsning og kulturarvsdyrkelse for nye læsere.

Det er min første grafiske roman og bestemt ikke den sidste, så man kan sige, at bogen har åbnet genren op for en som mig, som ellers aldrig læser den type litteratur. Jeg er meget mere begejstret over samspillet mellem ord og billeder end jeg havde forventet. Illustrationerne i Jammers Minde er flotte, stemningsfyldte og holdt i nogle meget smukke, enkle farver. Desværre er illustrationerne på enkelte sider delvist gået tabt i bogens ryglimning, hvilket er en skam.

Bogen inddrager en del af det originale sprog og bidrager også med bonusmateriale i slutningen af bogen, hvor vi bl.a. får en liste af datidens skældsord og en madopskrift på en ret fra dengang. Sjovt og autentisk.

Jammers Minde – en grafisk roman er et virkelig fint og tilgængeligt bidrag til dansk kulturhistorie. Det er en litterær gateway, som kan lokke læsere af grafiske romaner over i læsning af hovedværker i dansk litteratur og omvendt er det en bog, der har åbnet mine øjne for den grafiske roman som genre. Anbefales alle der interesserer sig for dansk kulturhistorie og stor dansk prosa, eller som værdsætter en smuk billedside til litteraturen. Fem ud af seks hjerter herfra.

hjerter5

Find et eksemplar af bogen her.

Litteratur, billedkunst og performance tæt sammenvævet i bjergtagende debut – docx af Franziska Hoppe

/ Litteraturformidleren.dk / Skriv en kommentar

docx af Franziska Hoppe

Korridor – 2019 – 106 sider – anmeldereksemplar fra forlaget

“Jeg er netop flyttet til Silbersteinstrasse i Neuköln, og jeg tror, jeg er rykket ind i en white cube. Jeg ser mig selv fra oven: en sortklædt krop på en hvid seng – som et tegn på et stort stykke papir. Fra sengen reflekterer værelsets spejl et udsnit af min krop. Jeg løfter armen op over dynerne og ser fordoblingen følge med. Som barn prøvede jeg at narre mit spejlbillede. Jeg troede, at hvis bare jeg bevægede mig hurtigt nok, ville reflektionen ikke kunne følge med. Jeg ville afsløre hende, men var også bange for konsekvenserne. Nu løfter jeg igen hovedet og ser min fordobling i øjnene; så kigger vi hen på hver vores bogstabel. Litteraturen er fuld af ustyrlige spejlbilleder, fuld af reflektioner der handler på eget initiativ. Nogle ender med at styre deres ejere, nogle træder ud af spejlet. ” 

Det har taget mig et par uger at tage tilløb til at skrive om docx. For på en måde føles anmelderhandlingen tit som en afvikling, som om alle mine tanker om og følelser for en bog manifesterer sig på papir for derefter at rykke ud i periferien af mine tanker, så der bliver plads til næste litterære oplevelse. Sådan er det nok blevet fordi jeg har så meget rytme i hvordan jeg kontinuerligt læser og anmelder, samlebåndslæsning af en art. Derfor har jeg gået og gemt lidt på tankerne om docx, holdt dem lidt for mig selv og ladet dem bundfælde sig inden jeg kom hertil. For docx er en helt særlig bog.

I docx bearbejder jegfortælleren Franziska sin forelskelse i personen kaldet “X” gennem bl.a. billedkunst og litteratur. Kulissen er København og Berlins gader, kunstmuseer og biblioteker. Hun møder byen og kunsten og ser alt dette i relation til sig selv og sin muse. Hvorend hun går mødes hun af ansigtsløse ansigter, hun undersøger sig selv gennem et analytisk blik på sine omgivelser. Ved at skrive sig selv som romanfigur tager hun kontrollen over fortællingen og sin rolle i den.

Når en bog bevæger sig så tværæstetisk som docx gør – og lykkes så godt med det som den også gør – så bliver læseoplevelsen særligt intens og sanselig. Værket er en slags metatekst – en tekst om tilblivelsen af den tekst der læses, en bog med mange lag og facetter. Det er en bog om kunst, om at betragte kunst og om at skabe kunst. Intertekstualiteten er ikke til at overse, og teksten lader sig inspirere af bl.a. fortællingen om Frankenstein og hans monster (kunstneren og værket) og Anaïs Nins selviscenesættelse. Skriveprocessen vi følger er på samme tid en distancering fra og generobring af forelskelsen. Franziska har i starten af bogen planlagt en slags performance med X som midte, en middagsiscenesættelse, som skal give hende magten tilbage i relationen. Der bliver ingen middag, men performancen bliver i høj grad til i form af bogen, som sætter Franziska og X ind i en fiktion. En fiktion om at gøre noget faktuelt fiktivt. Da X inddrages i projektet som betalæser på manuskriptet bliver metaperspektivet endnu mere gennemført. Som læser tages man i hånden for ikke at fare vild i værkets konstante leg med narrativet;

“I en note har jeg skrevet: “En ulykkelig forelskelse virker som et forsvarligt sted at skrive fra. Det er mig, der er blevet afvist og ikke kan komme videre. Det er mig, der er til grin, mig der har tabt – og derfra bliver det så selvfølgelig mere kompliceret…” For at lave et narrativ er en måde at få kontrol på. Det er et spørgsmål om, hvem der får lov at skrive historien, der kommer ud til andre. Og i mine fantasier og forestillinger om X er sandhed først og fremmest en følelse. Jeg forsøger at skrive et forord: “Kære læser, forestil dig en reol. Forestil dig denne bogryg ved siden af  fem andre. Hver af bøgerne er en ny version af docx, det samme tidsrum i et nyt mønster; fem forskellige variationer. Kære læser, når jeg kalder teksten upålidelig, er det for at gøre den mere troværdig. Det er endnu en teknik, der skal få dig til at læse videre. Kære X, du ved, at læseren er dig.”

Foruden Franziska Hoppes overlegent velkomponerede narrativ har bogen også fine sproglige kvaliteter. Sproget er klart og flyder på en måde, der gør læsningen svær at afbryde. Der er et flow i ordene og læsningen føles helt organisk. Den måde kunsten perciperes og gengives på er så sanselig, autentisk at man som læser ikke kan andet end at føle sig draget ind i værkets æstetiske rum. Franziskas møde med kunsten skrives så nærværende at jeg selv fik følelsen af at røre Nefertitis buste, eller betragte Botticellis overdådige malerier. Hvis jeg skal kritisere docx for noget, må det være den næsten for perfekte sammenhæng, det så gennemførte udtryk, at der ikke efterlades meget uvist til læseren. Bogen sætter uden tvivl refleksioner i gang hos læseren, men selv de føles iscenesatte, nøje konstruerede. docx er en bog, en metafortælling, en performance og et kunststykke som jeg uden tvivl vil dykke ned i igen, og der skal lyde en kæmpe anbefaling til alle der godt kan lide litteratur der er alt andet end simpel, og som strækker sine rødder ud i adskillige andre æstetiske discipliner. Fem ud af seks hjerter herfra.

hjerter5

Find docx hos forlaget her.

Uforløst roman om løgn, (selv)bedrag og jalousi – ÆKVATOR af Kim Karmark

/ Litteraturformidleren.dk / Skriv en kommentar

ÆKVATOR af Kim Karmark

Roman – Byens forlag – 2018 – 195 sider – omslag af Katrine Skriver Christensen – anmeldereksemplar fra forlaget

“I starten var det duftene, der optog mig. Jeg elsker de afrikanske duftes underspillede robusthed. De giver alt omkring sig en dybere mening. På en gang fyldig og sart. Når vinden er i den rigtige retning, kan jeg lugte Victoriasøens fade ferskvand, jeg mærker støvet fra vejen og den fine, skarpe røg fra de mange køkkener. Ellers er det bushens tørre græs, der fylder luften med en evig augustagtig tyngde. Men næsten umærkeligt er det blevet lydene, jeg er mest interesseret i. Tropernes mærkelige summende baggrundsstøj. Da jeg først begyndte at lytte, opdagede jeg, at det netop er lydene, der gør både stilheden større og duftene tættere; farverne mere præcise. Jeg er fascineret af den diskrete måde, jeg er blevet erobret på “

Esben er søn af en gammel hippie og er vokset op i et hjem med minimal struktur og tradition. Hans barndoms fortællinger bærer præg af instabilitet og impuls og kan både opfattes som eventyrlig og utryg. Katja kommer fra et gammeldags og mere traditionsbundet hjem med dug på bordet og måltider serveret samme tid hver dag. En tryg, men stagneret tilværelse. Hver især misunder de hinandens barndom, som var fyldt op af det, de selv manglede så inderligt. Ligeså forskellig deres opvækst har været, lige så forskellige personer er de, og da de rejser til Østafrika sammen tydeliggøres disse indbyrdes forskelle. De bliver begge meget betaget af Afrika, af det meget anderledes liv  og af den overvældende følelse af pludselig at være minoriteten, den konstant udpegede i et samfund. En dag da Esben kommer hjem til deres hytte, har Katja pakket sine ting og er rejst. I retrospektiv (over)refleksion fortælles historien om dem, om Afrika og om deres brud.

Romanens tematiske omdrejningspunkter er løgn, bedrag, selvbedrag og jalousi. Esben fortæller historien og vi hører meget om hans liv og tanker. Han er en sympatisk, lidt vag karakter, som vender og drejer bruddet med Katja, noget der kommer til at fremstå overreflekteret og kunstigt.  Katja hører vi mindre om, hun er en ret uforståelig karakter, som mest af alt fremstår vred og selvhøjtidelig. Hun vil til Østafrika for at gøre en forskel, men hendes vrede over andres opførsel og hendes foragt for sin egen hvidhed fylder alt. Og denne foragt for hvidheden er et tilbagevendende, lidt fortænkt element i bogen. Der peges på denne selvfølgelige træden udenfor i en sådan grad at det bliver påtaget og kunstigt. Når de andre personer i bogen beskrives, fx afrikanske mennesker eller asiatiske turister, bliver det karikeret og bogens personer blev langt hen af vejen tomme karakterer, determineret af deres huds farve.  Det hele overgøres, samtidig med at det virker overfladisk, man når aldrig rigtig ind i karaktererne, ej heller miljøet, som ligeledes skildres endimensionelt og utroværdigt.

Afrika som litterær scenografi er set hyppigt i dansk litteratur de seneste årtier. Det er da også interessant at læse om noget, der forgår under ukendte himmelstrøg og i et samfund, hvor hvidhed ikke definerer majoriteten. Men i stedet for at føle at man rejser til Afrika i læsningen, kan man tvivle på om forfatteren nogensinde har været der, eller om han bare har læst en af de mange andre romaner der foregår der og fundet inspiration. Beskrivelserne af Østafrika virker overfladiske og påtagede.

Romanen, som indledes med et Knausgaard-citat om selvbedrag, virker som et stort bedrag i sig selv. Måske er det meningen? Man mærker tydeligt Knausgaard-inspirationen, med den konstant reflekterende – grænsende til det navlepillende – mandlige jegfortæller. Desværre er denne litterære muse alt for allestednærværende til at romanen nogensinde bliver sin egen. I stedet føles også dette karikeret – som en Knausgaard-karikatur i stedet for blot en inspiration.

Nu kan jeg godt se at min omtale af Ækvator fremstår godt og grundigt mavesur. Det var egentlig ikke meningen. For Karmark er ikke uden talent, og romanens sproglige side har virkelig fine kvaliteter. Ind imellem var jeg kortvarigt opslugt. Desværre bliver fortællingen overordnet lidt substansløs og overfladisk, og det er ikke en roman jeg vil anbefale bredt. Herfra bliver det til et enkelt hjerte ud af seks.

hjerter1

Læs bogen selv og se om jeg er helt galt afmarcheret. Find den på biblioteket her eller køb dit eget eksemplar her.