Fin og finurlig billedbog om skolestart fra skaberen af bøgerne om den gnavne bjørn Boris – MAN MÅ IKKE SPISE SINE KLASSEKAMMERATER af Ryan T. Higgins

MAN MÅ IKKE SPISE SINE KLASSEKAMMERATER af Ryan T. Higgins

Billedbog – Carlsen – 2019 – 48 sider – fra ca. 4 år – oversat fra engelsk af Camilla Schierbeck – anmeldereksemplar fra forlaget

Har du et barn, der snart skal starte i skole? Eller som i mit tilfælde et barn, der hedder Rita og som er vild med dinosaurusser? Der er mange gode grunde til at kaste sig over nyeste billedbog på dansk fra den anmelderroste forfatter Ryan T. Higgins. Han er manden bag billedbøgerne om den gnavne bjørn Boris som hurtigt blev populære, og som i min optik er gennemført gode børnebøger med alt hvad den slags skal indeholde. Der er sjove bemærkninger henvendt til de voksne, der er udtryksfulde og smukke illustrationer og så er historierne fantasifulde, underholdende og meget anvendelige til dialogisk læsning.

Det samme kan siges om Man må ikke spise sine klassekammerater, som handler om den lille tyrannosaurus rex Rita Rex, som starter i skole. På første skoledag erfarer hun at hendes klassekammerater er menneskebørn, og det er meget svært – for ikke at sige umuligt – for hende ikke at spise dem. Men sjovt nok får man ikke mange nye venner af den type adfærd, og da Rita selv prøver hvordan det er at være nogens måltid, forstår hun det fuldt ud.

Bogen lægger både op til en snak om skolestart, men også om følelser som nervøsitet, om nye venskaber, selvbeherskelse og sociale spilleregler.

Med vellykket humor og den karakteristiske finurlige streg er Higgins lykkedes med endnu en virkelig fin og anderledes børnebog – omend den ikke når helt op på samme fænomenale niveau som bøgerne om bjørnen Boris. Bogen henvender sig til børn i indskolingsalderen (4-7 år), men kan efter min erfaring også sagtens læses med store vuggestuebørn.

Find dit eget eksemplar af den flotte billedbog her.

Noveller om angst, ensomhed, sorg og livets små, men afgørende øjeblikke – RAV af Bjørn Isak

RAV af Bjørn Isak

Noveller – Brændpunkt – 2018 – 123 sider – omslag af Søren Klok – anmeldereksemplar fra forlaget

“Jeg planlagde mit selvmord i løbet af en formiddag, og jeg vidste præcis, hvordan jeg ville gøre. Jeg var 14, og jeg tror, at det var en mandag. Jeg tog bussen fra stoppestedet overfor skolen og var hjemme midt på eftermiddagen. Min far arbejdede sent, og min mor var på kursus i Sorø. Jeg fodrede hunden, gjorde mit værelse rent, smed mit snavsede tøj til vask og slettede nogle billeder på min computer. Jeg tændte for musikken, lagde mig på sengen, kaldte på hunden og fik den til at lægge sig med hovedet hvilende på min mave. Den fjernede ikke blikket fra mig, og øjnene var sørgmodige. Jeg tænkte, at jeg ville savne hunden og følelsen i kroppen, lige før man falder i søvn. Det og så lyden af torden og regnvand i nedløbsrørene uden for mit vindue. “

Ensomhed, tab, valg og fravalg er emner, som novellerne i Rav tager udgangspunkt i. Genkendelige og almenmenneskelige emner, som alligevel aldrig rigtigt bliver relaterbare eller genkendelige i novellesamlingen Rav.

I de 14 korte noveller møder vi bl.a. drengen, som fortæller sin familie om sit selvmordsforsøg, den utro og følelsesmæssigt afstumpede kæreste, manden der er forelsket i sin søster, den ulykkeligt barnløse pædagog, mennesker på kanten af samfundet og mennesker som passer ind, mennesker i sorg, krise og ensomhed.

Størstedelen af karaktererne i Rav kommer desværre ikke rigtig ind under huden på mig, jeg forstår dem ganske enkelt ikke. Deres måde at agere på, tænke og tale på, deres måde at være sammen andre mennesker på.

Bogen proklamerer at dykke ned i almindelige menneskers afgørende livsøjeblikke, men det er jeg ikke helt enig i. Fortællingerne dykker i højere grad ned i mere eller mindre betydningsfulde småepisoder i ekstreme menneskers liv. Karaktererne er mestendels usympatiske psykopater eller passive, naive stakler. De bliver enten karikerede eller uforståelige. Og så skæres novellernes pointer lidt for insisterende og kantet ud i pap. Fx i fortællingen om manden, der har et trygt liv i forudsigelige , autistiske ritualer og hvis verden ramler, da han en dag opsiges fra sit ensformige fabriksarbejde. Han går i opløsning i friheden, hvilket enhver læser er helt med på, og så afsluttes novellen alligevel med at han skal skrige “Hvad er det for en forbandet frihed, som jeg lige pludselig skal kastes ud i?”. Pointen understreges, gentages, gøres idiotsikker. Som læser føler jeg mig ind imellem talt ned til.

Vellykket er imidlertid nogle af novellernes underspillethed, der sår tvivl om hvorvidt der sker en udvikling eller stagnering i historien. Ofte slutter fortællingen brat lige inden handlingen skal til at eskalere (eller flatline, jeg ved det ikke), og det fungerer rigtig godt. Læseren kan ikke undgå at videretænke historien. Et ret fint narrativt greb.

Jeg fandt altså bogens persongalleri kunstigt og karikeret og pointerne gentaget og understreget lidt for hårdt. Men novellesamlingen har bestemt også sine kvaliteter. Bjørn Isak er uden tvivl god til at skrive, teksten er hele vejen igennem velkomponeret og velformuleret og rent fortælleteknisk fungerer novellerne for det meste også godt. Ind imellem fremstår novellerne lidt overfladiske, fordi de vil for meget på den begrænsede plads novellegenren tilbyder. For der tages virkelig fat på mange forskellige typer af karakterer, miljøer og sindstilstande. Rav er forfatterens debut, og jeg tror at forfatterskabet med tiden kan bidrage med noget mere og bedre end Rav, som er en lidt blandet pose bolcher, hvor ikke alle faldt i min smag. Læs den, hvis du er til korte, kompakte noveller og se om du er enig. Den er hurtigt læst! 2 ud af 6 hjerter herfra.

hjerter2

Find bogen hos forlaget her.

BOGTANKER #9 – Kvinder drager omsorg og mænd tager på eventyr

mimbo2.jpg

Herhjemme læser vi mange bøger, børnbøger som voksenbøger. Og når vi skal vælge hvilke bøger vi skal læse højt af, falder valget meget ofte på Jakob Martin Strids bøger. Vi elsker hans fantasifulde fortællinger og ditto illustrationer, som både underholder min datter på tre og os voksne. Helt fantastisk gode og vildt populære børnebøger. Men. For her kommer et stort men:

Da jeg læste Mimbo Jimbo og den lange vinter for min datter forleden, gik noget op for mig, som jeg ikke hidtil har tænkt noget videre over. Spoileralert til de af jer, der ikke har læst den endnu; bogen slutter med et besøg hos Mumbomor. Hun har tilsyneladende ikke opdaget at vinteren og snevejret har været helt ekstremt, for hun har bare stået i køkkenet og bagt kager som hun plejer.

Og her slog det mig – nærmest uden undtagelse, så er Strids kvindelige figurer alle skåret over samme kønsstereotype, passive kam. Mumbomor og Frømor er altid i køkkenet iklædt forklæde. I Mormors gebis har Farmor ventet derhjemme med maden klar i et år, fordi hendes mand er sejlet væk i sin sofa. Tigermor i Mimbo Jimbo passer på sin unge og venter på at få hjælp. Som tak giver hun Mimbo og Mumbo bananer. Omsorg og mad, dét er tilsyneladende hvad kvinder kan. Samtidig er alle bærende karakterer af hankøn. Løven i Mormors gebis har endda “fået” hunløven Gitte, en lækker lille sag, der ligger og pynter i hans bur. Da det først gik op for mig, gik der mildest talt et stort skår i glæden over de fine børnebøger. De er så tydeligt et billede på en stadig patriarkalsk gennemsyring af vores samfund, sind og dermed også vores børnebøger. Man ser det faktisk ikke nødvendigvis, før man leder efter det, fordi det er så indlejret, naturaliseret. Men hvis man ser efter, så står skævvridningen fuldstændig klart. Vores børnelitteratur er med til at lære vores børn om verden og bærer derfor et ansvar.

Jeg ønsker mig en børnelitteratur (og mere generelt en verden), som er mere inkluderende, hvor alle typer personer kan spille hovedrollen, hvor det ikke er utænkeligt at det er far, der sørger for familien og bager kager hver lørdag. Jeg ønsker mig andet og mere end drengekarakterer, som mine døtre kan spejle sig i og lade sig inspirere af.

Af vrede, frustration og harme vokser heldigvis også produktivitet, og jeg er i fuld gang med selv at lave nogle mere nuancerede børnebøger til mine døtre. I mellemtiden modtager jeg med kyshånd gode, sjove og smukke bøger, som er lidt mindre gammeldags og patriarkalsk forurenede.

mimbo.jpg

Billederne er lånt fra Gyldendal.dk