Skyskraber af Tine Paludan

Digte – Forlaget Fuglekøjen – 2019 – 67 sider – omslagsillustration af Tine Paludan – anmeldereksemplar fra forlaget

“det er i lufthavnene jeg glemmer
at bebrejde hade eller føle skyld
jeg var voksen da jorden gik under
jeg kunne målrette tomrummet
da koteletgrunden brændte
og med den min evne til ligusterkompromis
jeg kan bære alle mine møbler blot for det
tilfælde
at jeg for alvor en dag skal forsvinde
og i lufthavnene glemmer jeg
hvorfor min kuffert er så lille og så let som et
evigt æg jeg er klædt i transittens blå silkepapir
vægtløs af den slags taknemmelighed der kan
vokse af sorg “

Poesi er en utroligt bred og mangefacetteret genre, og alligevel hører jeg ofte nogen ytre, at ‘poesi ikke er noget for dem’. Men der findes så mange digte i verden, mere og mindre kryptiske, mere eller mindre flyvske og højtragende. Der findes i min optik digte til alle, poesi til enhver smag og ethvert temperament. Skyskraber er en samling af digte, som er utroligt smukke, som rummer enormt mange lag af betydning og som kræver forholdsvis meget af sin læser. Poesi, af fin kvalitet, men ikke poesi til den poesiskeptiske eller analytisk dovne læser.

Skyskraber er en undersøgelse af processen, hvor man bliver til sig selv. Hvordan man ikke kan blive sig selv uden andre, hvordan man aldrig bliver kun sig selv. Digtene i Skyskraber falder i tre dele med overskrifterne pige, fugl og flux. Digtene er varierende i længde og illustrerer en udvikling i sind og krop, en aldrig afsluttet identitetsjagt.

“skitser til kvinder jeg aldrig blev // ligger i stakke på spisebordet // overbevisende udtalelser // forsøgsvis formuleret i flere farver blæk // kladder til en personlighedens retorik // sammenhængende synspunkter // markeret i bøger på sprog jeg aldrig helt fik lært // udtryk og følelser // klistret på kroppe i forskellige materialer // fintvævet angst vindtæt selvhad den smukke // fløjsbløde stolthed til særlige lejligheder // på bøjler i skabet sammen med vinterfrakken // over sengen hænger et kurvediagram // ensomheden er proportional med tiden // hjertets slag omvendt proportional med // virkeligheden // jeg // en evig arbejdstitel // en uløselig ligning “

Sproget i digtene er enormt poetisk og legende – sproget udforskes og nye, maleriske orddannelser opstår. Jeg er helt forgabt i Tine Paludans sammensmeltning af natur og menneske, sproget får lov at gå gennem (kvinde)kroppen, at være udforskende og dristigt. Hun formår at fremskrive højspændte sansninger gennem en naturmetaforik, der aldrig bliver banal.

Desuden er Tine Paludans smukke omslagsillustration værd at dvæle ved, den understøtter så fint bogens parole om et mangefold af skitser til den kvinde, digterjeget bliver. Der er noget skitse over den smukke, kontrasterede illustration, og jeg kan kun anbefale at tage et nærmere kig på Paludans kunst, samt at slå et smut forbi hendes instagramkonto, som har ganske fine æstetiske kvaliteter.

Skyskraber skriver sig ind i en tidstypisk poetisk tradition, hvor kvindekrop og umulig identitetssøgen er omdrejningspunkter. Digtsamlingen mindede mig lidt om den også fremragende punktroman Sprækker, som jeg anmeldte tidligere i år.

Opsummerende må Skyskraber siges at være en enestående debut, en kraftpræstation i sproget, både hvad gælder æstetik og indhold. Læs den, hvis du er til poesi af lidt mere udfordrende art, og som kræver lidt mere omhu i læsningen. For Skyskraber har i den grad fortjent en grundig og gentagen læsning. Fem af seks hjerter herfra.

Lån den smukke digtsamling på biblioteket eller find dit eget eksemplar her.