DER ER ALTID NOGEN AT  BEFRI af Johanne Kirstine Fall

Roman – 248 s. – Forlaget Gladiator – omslag af Clara Birgersson – udgivet d. 10. august 2017 – anmeldereksemplar

“Jeg ligger i min celle og kigger ud ad vinduet. Der er stjerner på himlen, og jeg kan se månen. En stjerne falder fra himlen, og jeg ønsker det samme, som jeg har ønsket mig, siden jeg var barn. Jeg ønsker mig, at jeg ikke havde en krop. Jeg klemmer mine øjne i og spænder i kroppen, folder mine hænder. Da jeg åbner mine øjne, er stjernen og dens lysslør ikke længere at se på himlen, men jeg ønsker stadig. Jeg ønsker, at jeg bare var en bevidsthed, der svævede rundt uden masse, uden muskler og knogler og fedt. Jeg ønsker, at jeg var luft og gennemsigtig, allerhelst usynlig, noget, der flød og fløj uden at være, uden at optage plads i verden.”

Sult og selvskade, hallucinationer og overvejelser om liv og død, krop og sind. Der er altid nogen at befri er en fortælling om Katrina, som indlægges på Odense Universitetshospitals psykiatriske afdeling, for at få hjælp til at komme ud af sin anoreksi. Vi møder hende til en indlæggelsessamtale, ledsaget af hendes bekymrede kæreste Jakob. Han kan ikke længere tage ansvar for hende – hun er nede at veje 42 kilo, har ikke haft menstruation længe, og er langt væk fra en sygdomserkendelse. De næste tre måneder kæmper hun skiftevis mod at blive fastholdt i, og at blive befriet fra anoreksien.

I romanens begyndelse irriterede Katrina mig enormt, med hendes nedladende og fordømmende attitude overfor dem omkring hende. For eksempel gives der et virkelig karikeret billede af kvinden Sasha, som er SOSU. Hun er tyk, har bumser, køber Disneyfilm på tilbud i føtex og læser Jussi Adler Olsen (som Katrina ikke engang kender). Men hurtigt lærte jeg, at hendes negativitet må tilskrives hendes sygdom, som får hende til at distancere sig fra alle andre. Anoreksien gør hende ude af stand til at føle særlig meget, hvad end det er kulde og varme på kroppen, eller empati. Løbende gennem romanen vinder Katrina mere og mere sympati, sideløbende med hendes sygdoms udvikling. Fortællingen starter og slutter i tredje person, men fortælles ellers fra Katrina som førstepersonsfortæller, hvilket giver læseren et unikt indblik i en ung, anorektisk kvindes virkelighedsfjerne tanker, løgne og selvbedrag. Gennem Katrinas øjne får læseren et særdeles troværdigt indblik i et sygt mindset, man indføres så grundigt i hendes tanker, at det til tider kan være svært selv at skelne mellem virkelighed og hallucination.

De skizofrene, som anoreksipatienterne deler afsnit med, beskrives til tider komplet barnlige og mentalt udviklingshæmmede, hvilket måske peger på Katrinas opfattelse af hvordan mennesker med skizofreni er. Men da hun selv bliver hallucinatorisk og medicineres mod selvsamme sindslidelse, udvides hendes – og læserens – forståelse af hvordan mennesker med skizofreni faktisk er. Ligesom med anoreksien, er der mange forskellige mennesker, som kæmper med skizofreni, ligesom med anoreksi misforstås de, stigmatiseres og forenkles. Anoreksi forenkles til en ekstrem slankekur, skizofreni til en personlighedsspaltning eller en mentalretardering. I Katrinas tanker om de to grupper ser jeg et samfundskritisk potentiale. Der flyder en sarkastisk og ironisk tone gennem romanen, som til tider virker samfundskritisk, og andre gange bare fungerer som et friskt glas vand at sluge en bitter pille med. Det er noget af en bedrift, at skrive en så alvorlig roman, med så megen humor. Der er altid nogen at befri fremkalder sorg og medfølelse, og får samtidig læseren til at stoppe op i teksten og trække på smilebåndet. Den indsigt der tilbydes, er en bedre forståelse af spiseforstyrrelsens væsen, og som uindviet har jeg lært noget af romanen. Anoreksi kan være et ønske om at forsvinde, ikke bare fysisk, men også psykisk, at ville forsvinde ind til ingenting, optage minimal plads i verden og på den måde flygte fra krav og forventninger eller noget tredje. Katrina ønsker ikke bare at dø, at gøre en ende på det hele. Hun er gennemsyret af en ambivalens – en kamp for at bevare kontrollen og et desperat håb om at slippe den. Det er en velskrevet, barsk roman, en vigtig indsigt i en skræmmende og tankevækkende lidelse. 4/6 hjerter herfra.

VI ER VEL HELTE af Liv Nimand Duvå

Roman – 168 sider – Forlaget Kronstork – 2017 – omslag af Paula Nimand Duvå – anmeldereksemplar

“Spotlyset blinker det sidste nummer ind. Du kigger ikke længere ud over scenekanten. Snart er koncerten forbi, og du ved det. Herfra falder tonerne kun dybere. Dine åndssvage løgne, du kan ikke længere skjule dem. Du klamrer dig til bassen. Hvorfor er vi ikke mere desperate, hvor blev skriget af, drømmene? Hvorfor råber jeg aldrig, vi vil jo altid være i det her sammen, hvorfor raser jeg ikke? Der er ingen steder at gemme sig. Jeg findes først i vi.”

Billie er barn af en alkoholisk far og en fraværende mor. Hun lever mellem to liv – et som politisk aktivist i Berlin sammen med kæresten Zaid, og et i Danmark hos sin far, som, gennem sin alkoholisme, bevæger sig tættere og tættere på afgrunden. Faren falder og Billie samler ham op igen, og igen og igen, indtil han endelig falder en sidste gang. Mellem sin drøm om at yde lægehjælp i verdens brændpunkter og sine omsorgsforpligtelser overfor sin far, mister Billie et egentligt selvstændigt liv, hun svæver i et magtesløst limbo og mister følingen med sig selv. Hun mister sig selv i de helteroller hun skal spille i andres liv. En helterolle, som forventes af hende alle steder fra; fra hendes far, farens kæreste, Zaid, lægerne, terapeuterne og måske også hende selv.

Vi er vel helte, som er Liv Nimand Duvås debutroman, er et værk med solide litterære kvaliteter og en vigtig historie at fortælle. Romanen giver et hjerteskærende præcist indblik i det afhængighedsforhold, der opstår mellem barn og forælder i et alkoholmisbrug, hvor rollerne byttes om – hvor barnet forventes at være den voksne.

Romanen er vigtig, både fordi den giver et indblik i et desværre ikke sjældent familieproblem, og fordi den kaster et kritisk blik på vores sundhedssystems tilgang til alkoholismebehandling. Og så stilles der spørgsmålstegn ved samfundets forståelse af alkoholisme som værende selvforskyldt og ikke en rigtig sygdom – noget der stigmatiserer dem, der lever i skyggen af alkoholisme. Romanen er umådeligt velkomponeret, sproget er lyrisk og smukt, gennem det smukke beskrives det grimme.

Vi er vel helte er en fortælling om afhængighed, både hvad angår alkohol og mennesker, om sorg, ensomhed, vrede, skyld og skam. Det er en fortælling om den ambivalente følelse, som er et vilkår for mange børn af alkoholikere; at man på samme tid frygter og længes efter sin fars død, fordi der i døden er sorg og afsavn, men også afslutning og frigørelse.

Jeg læste Vi er vel helte med samme ambivalens; jeg havde svært ved at lægge romanen fra mig og samtidig lyst til at holde op med at læse, stoppe ubehaget og sorgen. Det må tilskrives forfatterens sproglige dygtighed og fortællingens oprigtighed. Vi er vel helte er en roman, som du skal læse med mentalt overskud og robusthed, for den er gennemsyret af en magtesløshed og en melankoli, som er svær at ryste af sig. Ikke desto mindre er det en roman du skal læse, og Liv Nimand Duvå er uden tvivl en forfatter, der er værd at holde øje med i fremtiden. 5/6 bristende hjerter herfra.