Sanselig og mærkværdig genrehybrid – MENNESKEDYRET af Ida Monrad Graunbøl

CCC58982-3892-431C-94F8-98AE2C5D0989.jpg

MENNESKEDYRET af Ida Monrad Graunbøl

Digtroman – Forlaget Ekbátana – 2018 – 172 sider – omslagsillustration: Mette Norrie – sponsoreret: anmeldereksemplar fra forlaget

“Dagene i skabet tog hinanden, og Anna sov, men drømte ikke. Nætterne var vågne mareridt, men hun holdt modet oppe ved tanken om, at  ulven ville forsvinde ned i hullet igen, ligesom surikaterne. En nat vågnede hun klokken tolv. Gadelygten var tændt, og nogen måtte have skiftet pæren. Aloe vera-plantens blade kastede skygger på væggen. De lignede fingrene på en hånd. Saften i bladene er så næringsrig, at den kan hele et sår, og bagefter vil man ikke få et ar. Der var helt stille i stuen, og Anna kunne høre sit eget åndedræt. “

Da Anna bliver forladt af sin kæreste, Benjamin, isolerer hun sig i den lejlighed, der før var deres fælles. Lejligheden indtages af eksotiske og skræmmende dyr, et stort hul vokser frem i væggen, og Anna flytter ind i sit klædeskab. Herfra går hele hendes verden, og hun kommer kun ud, når hun er nødt til det. I en febervildelseslignende tilstand glider fortællingen ind og ud af tid og sted, og bringer os fra Danmark til Sverige til Spanien og tilbage igen. Med alle sanser i spil udrulles en poetisk fortælling om et menneskedyrs liv og undergang. Finder hun nogensinde vej ud af skabet og ud i lyset igen?

Sansemættet og fantasifuld læsning

Forlaget kalder bogen for en “poetisk, sanselig og legende roman”, hvilket egentlig stemmer godt overens med min oplevelse af den. Særligt vil jeg rose Ida Monrad Graunbøl for at skrive en sanselighed frem, så man kan mærke, smage, dufte fortællingen. Teksten kredser om menneske(dyr), dyr og natur, som tre sider af samme sag. Ida Monrad Graunbøl besidder en fantasifuldhed, som er dybt imponerende, men som ind imellem også stikker lidt af og bliver kunstig og påtaget sær. I flere af romanens passager, og særligt i digtelementerne, blev teksten ind imellem så underlig og abstrakt, at jeg ikke med min bedste vilje kunne finde en sammenhæng eller berettigelse. Til tider er der en nærmest David Lynchish feel over teksten, hvilket jeg oftest vil mene som en kompliment. Men i Menneskedyret er associationen mere knyttet til de passager hos Lynch, som er for langt ude, de passager, hvor man bare må undres , ryste på hovedet og bevæge sig videre. Romanens legende karakter bliver ind imellem for meget og teksten bliver karikeret og fjollet, hvilket er lidt ærgerligt.

Vellykket hybridværk

Med det sagt, så er romanen både velskrevet og anderledes på en interessant og udfordrende måde. Som hybridværk fungerer den oftest godt, og digtelementerne skaber en helt særlig stemning omkring resten af teksten. Hvor Ida Monrad Graunbøls debut, B til piraten ikke faldt i min smag, har Menneskedyret i langt højere grad gjort det, og jeg synes, romangenren klæder hende. Menneskedyret er en sær, underfundig roman, som svinger mellem infantile fantasifostre og skarpsindige refleksioner over mennesket i  verden, i fællesskab og ensomhed. Det tog en del sider før romanen vandt ind på mig, men det gjorde den, og den har uden tvivl efterladt sig spor i min bevidsthed. Herfra tildeles den tre store hjerter.

hjerter3

Find dit eget eksemplar af Menneskedyret her.

Dagbogsnotater om hverdagen, om at skrive, om den sårbare krop og om ikke at slå til – KROPPEN ER EN SI af Julie Top-Nørgaard

KROPPEN ER EN SI af Julie Top-Nørgaard

Processed with VSCO with 6 preset

Dagbogsroman – Forlaget Fredag – 2018 – 181 sider – omslag af Shekufe Tadayoni Heiberg – sponsoreret: anmeldereksemplar fra forfatteren

“Jeg forestiller mig kroppen som en lukket enhed, et sluttet kredsløb, ren, uigennemtrængelig. Men det er den jo ikke. Den er porøs, fuld af indgange og udgange, den optager og indkapsler og omsætter og udskiller. Den er en si, et net, en svamp. Det er ikke til at holde ud. “

Kroppen er en si er en dagbogsroman, som forløber fra d. 14. februar 2017 til samme dag året efter. I et år følger vi Julie, som arbejder som underviser på UCC og bor sammen med sin mand Søren og deres to børn, Charlie og Katinka. I årets løb reflekterer hun over sig selv i verden, og i mødet med forskellige udfordringer lærer vi hende at kende på godt og ondt. Hvordan påvirkes psyken, når kroppen bliver syg? Når erkendelsen af kroppen som porøs og forgængelig indtræffer? Hvilke tanker opstår, når ens arbejdsliv hvert øjeblik kan smuldre? Er man nogensinde uundværlig? Er man nogensinde god nok? Er man nogensinde hel?

Kroppen er en si er fuld af interessante refleksioner over hverdagslige begivenheder, som de fleste af os nok kan nikke genkendende til. Da dagbogens ophavsperson bliver syg af MRSA, tænker hun en række tanker omkring kroppen, som for mig var meget genkendelige og relaterbare. For når kroppen svigter, mindes man om hvad man helt konkret er, et sårbart hylster, et dyr. En krop, der kan dø.

Dagbogsskriveren reflekterer konstant over sin egen rolle i verden, hvilket vel egentlig er meget typisk for genren. Hun føler ikke, at hun slår til, som underviser, som mor, som kæreste, som menneske og som krop. På mange måder føler hun, at hun faker det hele – en følelse mange nok vil kunne nikke genkendende til. Hun udtrykker ofte sorg, frustration, vrede og skam, og ofte skammer hun sig over sine følelser, som om de aldrig rigtigt er berettiget, som om hun overgør alting. Hendes krop er en si, den smittes af sygdom, den er ikke en lukket, stabil enhed. Hendes arbejdsliv er på samme måde porøst og ukontrollerbart. Hun skriver som terapi, som for at generobre kontrollen. Og hun har mange inspirerende metarefleksioner omkring det at skrive og udgive litteratur.

Andre sekvenser af dagbogsromanen oplevede jeg som mere banale og ligegyldige, og da jeg stødte på følgende tekstbid i dagbogen, måtte jeg et øjeblik trække på smilebåndet og erkende, at det var som havde hun skrevet mine tanker ned, før jeg selv havde tænkt dem:

“Når dagbogen skal udgives, vil jeg skrive i pressemeddelelsen: Jeg mener selv, at den er rimelig interessant. Den er måske ikke rasende interessant, men den er heller ikke totalt uinteressant. Man går ikke glip af vildt meget, hvis man ikke læser den, men på den anden side vil jeg heller ikke sige, at man spilder tiden, hvis man læser den. Men det kommer selvfølgelig også an på, om man har lyst. Man skal kun gøre det, hvis man på en eller anden måde, af en eller anden grund, har lyst. “

Det er netop denne ambivalens, min læseoplevelse har båret præg af. Kroppen er en si er ikke sindsoprivende, givende læsning, som jeg vil vende tilbage til igen og igen. Men det er heller ikke komplet ligegyldig læsning. Måske er det Julie Top-Nørgaards måde at skrive på, der trækker min samlede opfattelse af bogen i en positiv retning. Måske er det trygheden i de småbanale, genkendelige hverdagsobservationer. Bogen lander om ikke andet i et lunkent mellemland og får tre hjerter herfra.

hjerter3

Find Kroppen er en si hos din lokale boghandler, eller lån den kvit og frit på biblioteket.

Enestående, drømmeagtigt langdigt fra Louisiana Literature-aktuel, radikal japansk poet – VILDGRÆS VED FLODLEJET af Hiromi Itō

 153B5D17-7673-4444-AB17-AB1B89580BFE.jpg

VILDGRÆS VED FLODLEJET af Hiromi Itō

Langdigt – Forlaget Arena – 2018 – 114 sider – oversat fra japansk (Kawara Arekusa) af Annette Thorsen Vilslev – efterord af Olga Ravn og Johanne Lykke Holm – omslag af Kasper Vang – sponsoreret: anmeldereksemplar fra forlaget

“Mor førte os med / Og vi stod på forskellige transportmidler / Vi stod på, og vi stod af, og vi stod på igen / Vi kørte i biler, og vi gik ombord på busser, / og så gik vi ombord på fly / Og vi gik om bord på flere busser, vi stod på toge, vi kørte i biler “

Sådan starter Vildgræs ved flodlejet med en rejse, som aldrig ender. Digterjeget er en ung piges, digtet en fortælling om rodløshed og en evigt søgende tilværelse. Sammen med sine søskende følger hun sin mor fra den ene far til den næste, ud og hjem til flodlejet igen, over landegrænser, fysiske og mentale grænser. De er immigranter, deres pas er dårlige pas, deres sprog uforståeligt. Ligesom med fremmede planter, er levevilkårene bedst for de indfødte – nogen hører til og nogen gør ikke. De fremmede mister sig selv i assimilationen. Bogen er en rejse – eller flugt – på vanvidets rand, gennem dystopiske, poetiske landskaber. Itō eksperimenterer med sprog og genre, og fortællingen er grænsesøgende i alle henseender.

Kønsudfordrende karakterer og almægtig natur

I Vildgræs ved flodlejet udfordres Japans patriarkalske strukturer, og gængse kønsopfattelser sættes på spidsen. Kvinderne er centrale, aktivt handlende og tænkende, og der åbnes på en måde op for anderledes kvinderoller, som ikke er ens betydende med omsorg, varme og moderlighed. Moderen i bogen er langt fra altopofrende kærlighed og tryghed. Hun er til dels kilde til utryghed og instabilitet. Hun er primært dyr og krop, hun er ækel, hun lugter, hun er grænseoverskridende, hun tvinger varm kvalm modermælk i munden på digterjegets lillebror, hun er seksuel, med sig selv, med fædrene, som er lig, med de vilde vinplanter. Hun går i et med hundene og med planterne. Hun giver liv som en plante får nye skud, men ikke omsorg.

Naturen i Vildgræs ved flodlejet er dominerende, vild og utæmmet, de vilde græsser og vine er aggressive og overmandende, og andre arter underkastes dem. Ved flodlejet  konsumeres alt, alle bliver til lig.

“Der var så mange forskellige slags lig, / Det var på grund af græsset, / Det fangede og åd alle de dyr, det kunne, / Alt der døde ved flodlejet blev til lig, / Det betød ikke noget, om du var i live eller død, / Hvis du kom til flodlejet, ville græsserne æde dig, og du ville blive til et lig “

Vildgræs ved flodlejet er et sammensurium af poesi og prosa, drøm og virkelighed, liv og død. I Itōs digtning er intet endeligt. Grænser, som oftest forstås så skarpt dikotomisk i Vesten, flyder sammen, forsvinder. Mennesker er dyr er planter, liv og død er en kontinuerlig bevægelse. Planternes lov er den gældende – det er mere almindeligt at leve end at dø:

“At leve / Er mere almindeligt / End at dø for planter / De kommer tilbage / De fortsætter / De dør ikke / De rejser sig fra de døde / De bliver levende igen / De vokser frem igen, lige meget, hvad de møder / De føder et utal af børn “

Livet fortsætter, rejsen fortsætter, de samme ting gentages, starter forfra igen og igen. Hiromi Itō kaldes en shamanistisk digter, hendes værk er messende, cyklisk, lig naturens, livets cyklus. Som læser væves man ind i hendes univers, i en drømmeagtig tilstand, som fortsætter længe efter bogen er forbi.

En gennemført vellykket udgivelse

Flere gange gennem læsningen har det slået mig, hvor omfattende et arbejde oversættelsen af Vildgræs ved flodlejet må have været. Et arbejde, som kræver et imponerende overblik og en gennemgribende forståelse for japansk kultur og litteratur. Nu har jeg af gode grunde ikke læst Itō på originalsproget, men intet sted i Vildgræs ved flodlejet støder man på sprogclash eller stive ordvalg. Her fremstår intet fordansket, ej heller uoversætteligt eller uforståeligt på dansk. Taget i betragtning hvor kulturelt og litterært forskellige Danmark og Japan er, må det siges at være en bedrift.

Efterordet af Olga Ravn og Johanne Lykke Holm er guld værd for nye læsere af Itō. Her reflekteres og udfoldes læsningsmuligheder, som jeg enten kunne nikke genkendende til, eller som gav mig lyst til at læse bogen igen med nye øjne. Der samles op, og der tilbydes nye indgange til at forstå Itō som digter. En utroligt gennemført udgivelse, fra ende til anden.

Vildgræs ved flodlejet var en vild og øjenåbnende læseoplevelse. Sjældent har jeg læst noget så mærkværdigt, sanseligt stærkt, frastødende, forvirrende og interessant. Det er overvældende poesi, som jeg aldrig har oplevet det før, og jeg er nødt til at læse mere af Hiromi Itō.

Bogen er måske ikke den lettest tilgængelige, men jeg vil alligevel anbefale den bredt. For den er mest af alt så sansemættet, så stemningsfuld, at den ikke kan andet end at gøre indtryk. At læse Vildgræs ved flodlejet kræver ikke en stor viden om poesi eller japansk litteratur. Det er en bog, der først og fremmest skal føles, og det er en bog jeg vil vende tilbage til igen og igen. 6 hjerter herfra.

imagesimagesimagesimagesimagesimages

Hvis du har planer om at gæste Louisiana Literature denne sommer, så slå lige et smut forbi Hiromi Itō og oplev hendes messende, shamanistiske oplæsning. Hun er uden tvivl en oplevelse og et af hovednavnene på min liste.

Vildgræs ved flodlejet kan erhverves fra forlaget her.

Mere højkvalitetslæsning til børnene – ELLA FITZGERALD & COCO CHANEL af Isabel Sánchez Vegara

44C78A54-C2B3-4C70-91F5-000613B6913B.jpg

Børnebøger/billedbiografier – Forlaget Albert – 2018 – hver 32 sider – oversat fra spansk af Luna Svane Rodríguez – sponsoreret: anmeldereksemplarer fra forlaget
Coco Chanel: illustrationer af Ana Albero | Ella Fitzgerald: illustrationer af Bàrbara Alca

Den høje kvalitet fra første bind i serien, Små mennesker, store drømme, fortsætter ufortrødent i seriens anden og tredje bog om henholdsvis Ella Fitzgerald og Coco Chanel. Anmeldelse af seriens første bog om Frida Kahlo kan læses her.

Coco Chanel levede et bemærkelsesværdigt liv. Gabrielle, som hun hed, boede som barn på børnehjem, hvor hun skilte sig ud fra de andre børn. Da hun blev voksen levede hun af at sy tøj om dagen og synge om natten. Og det var som sangerinde, hun blev kendt som Coco. Hun begyndte at fremstille hatte og blev med tiden et anerkendt navn i Paris. Herfra udviklede hun sin forretning og begyndte at skabe modetøj, som var mere behageligt at gå med, end tidens korsetter og stive gevandter. Det tøj, som i starten blev kaldt mærkeligt vandt ind og blev til det imperium, som Chanel er i dag. Og Coco Chanel er blevet et ikon, en kvinde som ikke lod sig begrænse af andres skepsis, og som, trods trange kår, skabte et navn for sig selv og et historisk stort modeimperium.

Ella Fitzgerald kom ligesom Coco Chanel fra trange kår. Som barn mistede hun sin mor og endte på børnehjem. Hun stak af og tjente til dagen og vejen ved at  synge og danse på Harlems gader. Da hun blev ældre, vandt hun en talentkonkurrence, hvilket blev hendes indgang til en karriere som jazzmusiker. Hun rejste land og rige rundt for at synge og fandt gennem musikken en helt særlig stil og udtryksform. Hun fik enorm succes og er i dag en af de absolut største jazzmusikere, verden har hørt. Ligesom Coco Chanel og Frida Kahlo skabte hun sin egen lykke, trods ringe odds. For som hun citeres for i bogen:

“Det er ikke vigtigt, hvor du kommer fra,  men hvor du er på vej hen”.

Gældende for alle tre udgivelser (der er flere på vej) i serien Små mennesker, store drømme er det, at de tilbyder kvalitetslæsning om sunde forbilleder, om mennesker som skabte en fantastisk tilværelse og et imponerende eftermæle for sig selv, selvom de startede livet tomhændet. Endnu en gang må jeg sige at bøgerne har taget os med storm herhjemme. Ikke blot er de afsindigt smukke, de lægger også op til refleksion og dialog, og så understreger de hvor værdifuldt det er at dyrke sit talent og turde tro på sig selv. Noget, der er så vigtigt for mig at lære mine døtre i en verden, hvor dit udseende ofte synes at være det vigtigste. Og hvor man ofte lærer ikke at føre sig for meget frem, ikke at satse noget eller umiddelbart at tro på egne evner. Jeg kan endnu engang ikke få armene ned af begejstring over den flotte bogserie, og vi skal uden tvivl have den komplette samling.

Hvis du også er nysgerrig på de næste bøger i serien kan du holde dig opdateret her. Der kan du også anskaffe dig de første bøger i serien.

Processed with VSCO with 6 preset

Processed with VSCO with 6 preset

Mærkværdig børnebog med smukke illustrationer – JALLE OG KRABBEN af Birgitte Krogsbøll

Processed with VSCO with g6 preset

JALLE OG KRABBEN af Birgitte Krogsbøll

Børnebog – 2-5 årige – Forlaget Vilde Dyr – 2018 – 32 sider – illustrationer af Lena Nicolajsen – sponsoreret: anmeldereksemplar fra forlaget

“Solen skinnede, og Jalle gik og sang
for det er godt at synge, når man er glad.
Man kan også sagtens synge når man er 
sur eller sjov
frisk eller træt
vred eller fjollet
bange eller ked “

Jalle går en tur på stranden. Her oplever han alt hvad stranden har at byde på af planter, sten og dyr.  Mens han går på stranden synger han om hvad han oplever. Han synger bl.a. en vandsang, en stensang og en bangesang. Strandturen byder på mange sanseoplevelser og følelser og det er disse følelser og sansninger, der er udgangspunkt for fortællingen.

Oplagt til dialogisk læsning

Jalle og krabben er en ret mærkværdig læseoplevelse. Handlingen er simpel, nærmest banal, men samtidig sær og fantasifuld. De fine illustrationer er uden tvivl det, der bærer bogen, for selve historien er ikke videre interessant. Til gengæld indeholder Jalle og krabben en helt masse genkendelige elementer fra børns hverdag, som er oplagt at samtale om under højtlæsningen. Jeg vil faktisk gå så langt at sige, at det er en bog, der kræver et solidt dialogisk greb i højtlæsningen, for at give andet og mere end en fin æstetisk oplevelse.

Da jeg fik tilbudt et anmeldereksemplar af Jalle og krabben, var jeg ikke sen til at takke ja, både på grund af det fine førstehåndsindtryk illustrationerne gav, men i særdeleshed fordi krabber af en eller anden ukendt grund er et stort hit herhjemme for tiden. Men jeg må nok erkende, at bogen skuffede ved nærmere bekendtskab, i hvert fald hos mig. Min datter var til at starte med ret begejstret, men mistede også hurtigt interessen og har ikke efterspurgt bogen siden.

Smukke illustrationer løfter en vag fortælling

Alt i alt var Jalle og krabben en blandet fornøjelse. Illustrationerne er super flotte, og fortællingen er bestemt anderledes end de fleste børnebøger jeg har læst. Og jeg er altid tilhænger af børnebøger, som udfordrer barnets fantasi i læsningen, om end det bliver lidt rigeligt abstrakt ind imellem. I bund og grund fandt jeg fortællingen lidt træg og kedelig, og det er ikke en bog, som bliver taget frem fra bogkassen igen og igen. Derfor kan det kun blive til en lunken anbefaling herfra – til højtlæseren, der søger anderledes børnelitteratur, som kræver en ret høj grad af dialog og fantasi for at være rigtig interessant.

Jalle og krabben kan bl.a. købes her.

Velskrevne fortællinger om relationer i ubalance – PLANTAGE af Annette Brogaard

1B9E6903-292A-4A52-82FD-8C6D5F229C30

PLANTAGE af Annette Brogaard

Fortællinger – Arkiv for detaljer – 2018 – 49 sider – omslag af: Julie Plovgaard – sponsoreret:  anmeldereksemplar fra forlaget

” Jeg tror, jeg er ved at blive deprimeret. Til gengæld er det ret underholdende med succesfortællinger om folk, der har fået job, fordi de har lænket sig til disken i Nordea og nægtet at gå uden en funktionsbeskrivelse i hånden. Det er bare ikke ment som underholdning, men som kreative muligheder på et trængt arbejdsmarked. På vej hjem sidder jeg på bænken. Jeg overvejer, om jeg ville få det bedre af at græde, men jeg kan ikke.”

Plantage er tre korte fortællinger om mellemmenneskelige relationer i forandring, om hvordan livsændringer kan skævvride og i sidste ende afslutte en relation. I bogens første fortælling Plantage ændres et kæresteforhold, da den ene part mister sin far. Tabet og sorgen får det ellers stærke bånd til at smuldre. I fortællingen Lejlighed ændres et venskab, da den ene part får en kæreste, og den anden part sidder tilbage med følelser, som er mere end venskabelige. Og i bogens sidste fortælling, Akutsamtale, som ovenstående tekstbid er taget fra, er det livsændring i form af en fyring, der får fundamentet i både hovedpersonens selvforståelse og parforhold til at smuldre. Særligt denne sidste fortælling berørte mig, da den meget nøjagtigt beskriver det tab af identitet og værdi, som for mange kan være forbundet med ufrivillig ledighed. Jeg kan fra min egen ledighedsperiode genkende følelserne i denne fortælling, som i øvrigt ledsages af en fantastisk tragikomisk tone. Plantage handler overordnet om kæntrende relationer. Når livet ændres, skævvrides de relationer vi indgår i, for, i mange tilfælde, til sidst at gå til grunde.

Sproglig sanselighed og præcision

Annette Brogaard skriver poetisk og sanseligt og samtidig med en imponerende kortfattethed og præcision. Omgivelser og stemninger står krystalklart i fortællingernes fine sprog, og det er noget af et talent at male så store stemningsbilleder gennem så korte tekstbidder. De relationer, der skrives frem er genkendelige, karaktererne er sympatiske og troværdige og intet er givet. Det er alt det der ikke fortælles, alt det, der gemmer sig mellem linjerne, der har størst betydning.

Småt, men godt

Selvom fortællingernes kortfattethed fungerer afsindigt godt, kunne jeg godt have tænkt mig nogle flere fortællinger i den meget korte bog. Jeg nåede kun lige at begejstres over Annette Brogaards fortællestil og sproglige tæft da bogen løb tør for sider og efterlod mig med appetit på mere. Man får ikke mange ord for pengene, hvis man køber Plantage – til gengæld får man en taskevenlig bog af litterær topkvalitet. Lidt, men godt.

Annette Brogaard har flere bøger bag sig siden debuten Man kan ikke se det på dem fra 2010. Jeg har ikke tidligere haft fornøjelsen af at dykke ned i hendes forfatterskab, men det kommer jeg uden tvivl til  i nærmeste fremtid. 4/6 hjerter og varme anbefalinger herfra.

hjerter

Find Plantage her.

Fandenivoldsk og følelsesmættet instagrampoesi – trykt digtsamling fra @affektivt udkommer i dag

 

1B43A3A0-E643-4DC7-B453-BDEA0768385F.jpg

@affektivt

Digtsamling – 84 sider – Forlaget Forår – 2018 – sponsoreret: anmeldereksemplar fra forlaget

“MANGLER DE ORD OG HANDLINGER
SOM FORKORTER BÅNDET MELLEM OS
EN DEL AF SAMME HOLD
HOLDT SAMMEN AF AT DELE
JEG HIVER DYNEN OVER LIVET
SÅ I IKKE KAN HØRE
AT ANGSTEN TRÆKKER VEJRET HER
FOR DET HER ER DISTANCE
FORKLÆDT SOM NÆRVÆR”

@affektivt er en digtsamling med ophav i instagramkontoen af samme navn. Her postes korte, minimalistiske digte, skarpt sat op, kontrasteret, centreret, caps-locket og uden for meget pis. Indholdsmæssigt er digtene på samme måde kompromisløse, ligetil og uden intetsigende floskler og klicheer. Digtene kredser om relaterbare affekter, om vrede, afsky, afmagt, ensomhed og om det affektive sind, om overmandende følelser og kontroltab. De små tekster henvender sig til noget i os alle, til genkendelige følelser og affekter, uden at blive selvfølgelige og ligegyldige. Stemningen er dyster og fandenivoldsk, seksualiteten et aggressivt våben og en passiv flugt. Overalt i digtene fornemmes en ensomhed, en distance til  andre mennesker, og man fornemmer tydeligt den psykiske sårbarhed og det affektive sind i skriften.

Det sproglige talent fornemmes tydeligt i @affektivts digte, som er virkelig velkomponerede og fulde af sproglige finesser. Flere steder er det legen med, eller ligefrem fraværet af bestemte ord, der gør tekststykket så stærkt:

“VI SPISER HINANDEN AF MED DE HVIDE
IMENS VI FORESTILLER OS EN VERDEN I FARVER
FOR DU SIGER
AT VI IKKE MÅ LYVE
SÅ VI KONSTRUERER SANDHEDEN
VI STOLER PÅ ALLE VORES TANKER
FOR VI LYVER IKKE FOR OS SELV
MEN FORSKELLEN VISER SIG I VORES FÆLLES FORTÆLLINGER
OG VORES EGET FORSVAR
BLIVER VORES ANKLAGE
SÅ BARE LYV
FOR VI SKAL IKKE TRO PÅ ALT
HVAD VI TÆNKER”

Forfatterens anonymitet er ifølge forlaget et greb, som skal flytte fokus til det, det faktisk handler om; at @affektivt ikke skal forstås som en person, men snarere et fænomen eller en tilstand, som bor i os alle. At fjerne forfatteren fra værket giver en helt særlig mulighed for læseridentifikation, man føler måske i højere grad et medejerskab over affekterne i læsningen af digtene, når afsenderen ikke er klart defineret. Ud over det har det alle dage pirket til folks interesse og nysgerrighed at hemmeligholde mennesket bag et værk, og jeg desuden tror at det kan fungere ganske fint som pr-strategi. En interessant og anderledes strategi til litteratur som er opblomstret på et anderledes litterært medier.

Instagramdigte er ikke som sådan noget nyt og banebrydende. Men der er efter min mening langt mellem snapsene på et medie som Instagram, hvor alle har potentiale for at blive selvudgivere.  Og her tager kvaliteten ind imellem nogle pinagtige dyk. De sociale medier kan i nogle tilfælde give en masse taletid til noget uinteressant og ligegyldigt (som jeg ytrede i min anmeldelse af Rupi Kaurs Mælk og honning). Men det kan også gemme på ganske læsværdig poesi, som @affektivt. Der skal lyde de varmeste anbefalinger herfra af @affektivt i både trykt og digital form. 5/6 hjerter.

 

hjerter5

Find dit eget eksemplar  af  den fine lille digtsamling her.

Processed with VSCO with 1 preset

6D9259F5-963B-4699-A032-C2BF8857FAA2

Forlaget Forår er et nyetableret mikroforlag med base i Odense. Det lader til at være et spændende foretagende, som tør satse på de mere anderledes og skæve udgivelser – præcis hvad jeg elsker så højt ved de små danske forlag. Hvis du vil tjekke dem ud, kan du gøre det her. Jeg glæder mig i hvert fald til at følge dem!

 

Skuffende banal poesi fra bestsellerdigtsamling – MÆLK OG HONNING af Rupi Kaur

CCD95FC7-455B-48C9-8C61-E3E745BC6AC6.jpg

MÆLK OG HONNING af Rupi Kaur

Digte – Lindhardt og Ringhof – 2018 – 208 sider – omslag og illustrationer af Rupi Kaur – oversat fra engelsk af Julia Lahme – sponsoreret: anmeldereksemplar fra forlaget

” du fortæller mig
at jeg ikke er som de fleste piger
og lærer at kysse mig med dine øjne lukkede
der er noget ved sætningen – noget med
hvordan jeg er nødt til ikke at være som de kvinder
jeg kalder for søstre for at blive begæret
der giver mig lyst til at spytte din tunge ud
som om jeg skal være stolt af at du valgte mig
som om jeg skulle være lettet over at du synes
jeg er bedre end dem”

Canadisk-indiske Rupi Kaur er på rekordtid blevet verdenskendt for sine digte og illustrationer, som hun har delt via sin profil på Instagram. Hun skriver små tekstbidder om bl.a. kvindelighed, kærlighed, selvforståelse, identitet, seksualitet, misbrug og heling. Mælk og honning er hendes debutbog, som hurtigt har opnået verdensomspændende succes og er international bestseller med over to millioner solgte eksemplarer.

Digtene er struktureret i fire dele, tituleret det smertende, det elskende, det ødelæggende og det helende. Digtene er tydeligt præget af disse forskellige affektive temaer og bearbejder nogle af de samme emner. Digtsamlingen er grafisk vellykket, med sorte sider, som adskiller bogens fire dele og enkle, sorte stregtegninger omkring en del af digtene. Formen varierer fra få linjer til mere tætskrevne sider, dog med overvægt af de små tekstbidder. Det er således en både let- og hurtigtlæst bog, både kort i formen, men desværre også ganske blottet for sproglige udfordringer eller finesser.

Rupi Kaurs illustrationer er det mest interessante ved digtsamlingen. Men det skrevne ord må desværre siges at have trættet mig fra første til sidste strofe. Jeg har ikke tidligere fulgt eller læst noget af Kaur, og vil nok næppe gøre det fremover. Mest af alt følte jeg, at jeg læste en kavalkade af inspirational quotes, som ind imellem florerer på nogle af de mindre content-kritiske profiler på diverse sociale medier. Digtene er fulde af klichéer, letkøbte guldkorn og søgt lommefilosofi, og i bedste fald leder de tankerne hen på hurtige ugebladsromaner og ligegyldig bekendelseslitteratur. De berørte emner i digtene er så basale og alment menneskelige, at de nødvendigvis vil være genkendelig for de fleste. Det er den eneste grund jeg kan finde til, at netop Mælk og honning skulle blive en så stor international succes som den er blevet – det er i hvert fald ikke de litterære kvaliteter der tynger.

Digtene i Mælk og honning er dog ikke helt uden værdi. Man kan håbe på, at en så let tilgængelig digtsamling som nærværende vil trække nye typer læsere ind i poesien, at det måske vil give endnu flere mod på og lyst til at kaste sig ud i læsning af digte. I en tid, hvor den folkeligt brede litteraturformidling vs. det elitære smagsdommeri synes at være på alles læber, håber jeg på, at det ene ikke udelukker det andet. At man kan starte på et overfladisk niveau og derigennem få appetit på at gå i dybden med litteraturen, udfordre sin hjerne. For den brede litteraturformidling er vigtig, men det er kvaliteten i litteraturen i høj grad også.

Når det så er sagt, så er bogens illustrationer ind imellem ret fine, og de løfter  digtsamlingen en tand. Uden dem, ville det virkelig have været en uinspirerende læseoplevelse. Med stor skuffelse og forundring over verdens stående applaus til Mælk og honning, lander vi på 1/6 hjerter herfra.

hjerter1,4 hjerter0.jpg

Hvis du har mod på selv at anskaffe dig digtsamlingen, kan det gøres her.

24779F8F-9335-4DED-8A2F-911B2827D8EE.jpg

 

Velreflekterede digte om liv, død, sorg, savn og forgængelighed – EN VASE I BRYSTET af Daniel Boysen

img_20180504_103643.jpg

EN VASE I BRYSTET af Daniel Boysen

Digtsamling – Forlaget Silkefyret – 2018 – 93 sider – sponsoreret: anmeldereksemplar fra forlaget

” jeg går i havet/ solen har været/ oppe længe/ stenene trykker/ under fødderne/ gamle skader/ løsnes/ bryder gennem/ overfladen/ færgebølgerne er/ voldsomme”

En vase i brystet er en helstøbt digtsamling om livet og døden, om naturens ufravigelige forgængelighed. Digte og fotografier fortæller i små fragmenter om en årstids skiften, om livets langsomme, men støtte cyklus, om sorgen og dens udvikling. Vi vender tilbage til en evighedsfølelse, en cirkulær bevægelse i naturen, i livet, døden og sorgen:

” vi sænker jeres aske/ i mulden/ om nogle år/ vokser I op/ med grene/ og blade/ vi kan klatre mod/ en himmel/ på jeres nye rygge”

Strand, hav, skovmuld, bølger, fugle, blade, lysafspelinger, frost og vind er nogle af de naturelementer, der arbejder med og imod kroppen, danner ramme omkring jegets eksistens og tilbagevendende funderen over eget liv, egen krop og væren. Meget fint illustreres digterjegets forhold til sin egen eksistens i bogens allerførste digt:

” de dødes lys/ brænder/ fra mit hoved/ som et mørkt forår/ i en udtrådt verden/ tanken om at/ vende tilbage til/ den ro/ der var før/ jeg fandtes/ skræmmer mig”

Som forlaget selv skriver, kredser digtene om tematikker, som samling og splittelse, om at være menneske i rummet mellem før-fødsel og efter-død. Vi befinder os i et limbo mellem erkendelse, sorgbearbejdelse og håbløshed. Samtidig med at døden beskrives som stilstand, fortsætter livets og naturens evige cirkulære bevægelse ufortrødent. Noget, som efterlader læseren med en følelse af magtesløshed, men til dels også trøst eller accept. Der er gennem digtene et dybfølt ønske om at fastholde noget af det levede liv, at plukke minder som blomster og gemme dem i hjertet, i brystets vase. Det ufravigelige i døden er på en måde noget, der fylder digterjeget med sorg og melankoli, men også værdi.

Det er første gang, jeg har fornøjelsen af at læse noget af Daniel Boysen –  men det bliver absolut ikke sidste gang. Hans digte vidner om en usædvanlig stærk observationsevne, og han formår at skrive tunge ord med en let pen. Emnerne digtene kredser om er alment menneskelige refleksioner, som fremskrives relaterbart og med et gran humor.

Universet i digtsamlingen er fint og organisk og fotografierne, der blander sig mellem siderne er taget af forfatteren selv, og understøtter hele setup’ et afsindigt vellykket. En vase i brystet efterlader en tone som sidder fast, en melankolsk funderen over egen eksistens, eget fravær. Digtsamlingens smukke fotografier er drømmeagtige kollager, som sætter den rette stemning til digtene, som et følelsesmættet, silkeblødt bagtæppe til værket. Fotografierne er desuden et tiltrængt æstetisk kosttilskud til en udgivelse, der ved første øjekast ser noget kedelig og uindbydende ud. Omslaget er trykt på et mat og nubret papir, som  giver associationer til sandpapir eller tør hud, og som desuden hurtigt ser slidt ud. Jeg tror, de fleste har en tendens til at dømme en bog på dens omslag, hvilket i dette tilfælde er virkelig ærgerligt. Der gemmer sig en stor æstetisk oplevelse på den anden side af det grove, triste ydre, så lad dig endelig ikke narre. Alt i alt er En vase i brystet en digtsamling med et interessant filosofisk udgangspunkt, en imponerende sproglig lethed i alt det tunge, og en stærk æstetisk ramme. 5/6 hjerter og kraftige anbefalinger herfra!

hjerter5

cof

En+vase+i+brystet

Digtene kan købes direkte fra forlaget her,  og så burde du i øvrigt tjekke Daniel Boysen ud her.

Kompakte fragmentfortællinger med imponerende dybde – 43 BAGATELLER af Katrin Ottarsdóttir

  IMG_20180418_105704.jpg

43 BAGATELLER af Katrin Ottarsdóttir

Kortprosa – Forlaget Torgard – 96 sider – 2018 – sponsoreret: anmeldereksemplar fra forlaget

” Man ligger som man har redt, hører hun sin mor sige. Hun aner ikke, hvordan hun skal holde dem ud. Smerterne. Hun er lige så uforberedt, som verden var uvidende om barnet i maven. Hun har lyst til at løbe sin vej, blive væk. Løbe så hurtigt at tiden mister sin mening. Veerne kommer væltende. Stærke og uden nåde sender de deres urkraft ud i hendes hårdt spændte krop. Svedperlerne opsamler hendes uanede moderlige kræfter, bader hende i dem. Endnu engang overlever hun smerterne uden at vide hvordan. Jordemoderen kommer ind. Veerne klinger af. Jordemoderen kigger på hende, forlegen, roder med nogle papirer. Rømmer sig. Ønsker du at bortadoptere barnet? Jordemoderen peger, hendes fingre sitrer  let. Du kan skrive under her, hvis det er.”

43 bagateller er en samling små tekster struktureret i samme form og sorteret alfabetisk. Teksterne tager udgangspunkt i hverdagslige bagateller, men rummer alle en dybde som er meget fjernt fra ordbogens definition af bagatellen – nemlig værende en lille, ubetydelig sag. Tekststykkerne tager alle udgangspunkt i hverdagslivet, i almindeligt forekommende situationer, som de fleste kan genkende og relatere til i en eller anden grad. Men fra tekststykkernes start til slutningen af de godt 300 ord, sker der hver gang en voldsom udvikling, som for det meste vender fortællingen helt på hovedet. Små bagatellignende fortællinger bliver til fatale afsløringer og ufravigelige endelser.

Alle bagatellerne er skrevet i en fin melankolsk tone, stemningen i bogen er tung og dyster. Fortællingerne handler om skæbner, om mennesker som taber eller har tabt, som svigter og som svigtes, som flygter fra livet eller endda slutter deres eget liv. Katrin Ottarsdóttir skriver fint og enkelt, ind imellem grænsende til banalt, hvilket måske er meget godt i tråd med hensigten – fortællingerne forstået som bagateller. Hun formår gennem kraftfulde naturelementer at skrive skrive en række smukke, dystre fortællinger om menneskelig eksistens frem.

43 bagateller er imponerende godt fortalt. Det kræver sin forfatter at skrive interessante, overraskende og for det meste vellykkede plots og fortællinger frem på blot 301 ord. 43 bagateller er hurtigt læst og kan anbefales til dig, der ligesom jeg, godt kan lide at klatlæse mellem togskift, eller i de korte sekvenser livet som småbarnsforælder tillader det. Det er en samling korte, helstøbte historier, som læses på kort tid, men giver stof til eftertanke i en del længere tid. 3/6 hjerter herfra.

hjerter3

Hvis du ikke i forvejen kender forlaget Torgard, så synes jeg, du burde stifte bekendtskab med deres interessante udgivelsesprofil. Bogen 43 bagateller kan bestilles kvit og frit til  dit lokale bibliotek her eller erhverves lige her.