Roman – Gladiator – 2020 – 270 sider – anmeldereksemplar fra forlaget

“Man skal ville intimiteten. Den skal helst falde en naturlig. Men hvad, hvis den ikke falder en naturlig? Hvad, hvis det er intimiteten, der er grænseoverskridende; den lette berøring, den kærlige. Hvad, hvis det er der, det gør ondt? Hvad, hvis det grænseoverskridende ikke længere er det voldelige, men det voldelige er blevet så normaliseret, at det grænseoverskridende er intimiteten? Hvad hvis det, når man konfronteres med intimiteten, går op for en, at man har tilladt en normalisering af kun at være en krop? Hvad, hvis det er der, det gør ondt? “

Følelsen af begær og afsky, had og kærlighed, er så tæt forbundet. De fleste kender nok følelsen af, at fastholde blikket på en scene i en voldsom film, som føles helt uudholdelig at se på, som fylder en med enorm afsky og dybfølt interesse på samme tid. Præcis sådan havde jeg det gennem læsningen af Johanne Kirstine Falls nyeste udgivelse, Om natten havet, som er en selvstændig fortsættelse af debuten Der er altid nogen at befri. Jeg havde lyst til at vende blikket væk, havde hele tiden følelsen af ikke at kunne rumme mere. Men Falls eminente sprog og talent for fortællingen fik mig til umætteligt at læse videre. Og ligesom i debutudgivelsen, skriver hun ikke blot fængende, men også på imponerende vis med glimtvis humor i alt det voldsomme og pinefulde.

I bogen møder vi Katrina, hvor vi forlod hende; netop udskrevet fra hospitalsindlæggelse på grund af anoreksi. På jagt efter en ny besættelse forelsker hun sig i Markus. Forelskelsen er altopslugende, hun vil nærme sig ham på alle måder, være så tæt på ham, hun kan. Han introducerer hende for kokain, og snart lever de et pseudoliv i den klaustrofobiske lejlighed, hvor gardinerne holder lyset ude, og luften er tung. Stofferne tager overhånd, og Katrina hvirvles ind i en seksuelt og magtmæssigt forrået relation til Markus og hans ven, Sebastian. De tager ufattelige mængder stoffer og vi ser til, mens deres magtlege, seksuelle eskapader og usunde relationer eskalerer. Katrina erstatter anoreksien med en ny form for selvskade, hun stræber efter stadigt voldsommere smerte og overskrider sine grænser i jagten på at føle noget, at mærke sig selv. Men måske mister hun i stedet sig selv i processen.

Om natten havet er ikke bare en voldsom og vedkommende fortælling om en ung kvinde i krise og konflikt med sig selv og sin krop. Den peger også ned i en seksualitetskultur præget af kvindehad, hvor vold og grænseløshed er normaliseret. Markus og Sebastian viser os, hvordan kvinden frem for alt er krop, og hvordan dominans og magtleg balancerer på grænsen til reelt had og begær efter at skade og ydmyge.

Bogen indledes med et citat fra en af mine yndlingsbøger, Kærlighedens antarktis af Sara Stridsberg, som ligeledes tager sit udgangspunkt i en selvdestruktiv kvindelig karakter, som giver sig hen til det maskuline begær efter at eje og mishandle ( i Stridsbergs tilfælde myrde og partere) den kvindelige krop. Og ligesom Stridsberg giver Fall sin læser tungt stof til eftertanke, serveret på en måde, der gør bogen svær at lægge fra sig.

Om natten havet har samtidigt frastødt mig og suget mig ind, som havet velsagtens. Den har bidt sig fast og nægtet at slippe sit tag helt igen. Og selvom jeg ikke foreløbigt har lyst til at gennemleve den barske fortælling igen, så er det en vigtig bog, som jeg vil anbefale vidt og bredt til alle hårdføre læsere. Fem ud af seks hjerter.

Find bogen her.