KULTURKULTEN ÆNDRER NAVN TIL LITTERATURFORMIDLEREN.DK

 

litteraturformidleren.dk okker.jpg

Der har længe været ændringer undervejs, og nu sker det! Kulturkulten.com nærmer sig hastigt sin 1 års fødselsdag, og sådanne milepæle lægger op til refleksion og status.

Det har været et virkelig spændende år for Kulturkulten. Nye samarbejdspartnere, forskellige formidlingseksperimenter og vigtigst af alt – afsindigt mange store litterære oplevelser.

Kulturkultens spæde udgangspunkt var formidling af en bred palet af kultur. Som uddannet kulturformidler var det det, der som udgangspunkt gav mening. Men som månederne er gået, må jeg erkende at litteraturen er og bliver det altoverskyggende fokus for bloggen og for mig personligt.

Det nye navn er altså ikke som sådan indgangen til en ny linje, eller en ny type blog. Det er i højere grad en konkretisering i forhold til hvad det er bloggen reelt beskæftiger sig med. Med nyt navn og ny visuel identitet går Kulturkulten spændende tider i møde i 2018, som litteraturformidleren.dk.

Jeg håber fortsat I har lyst til at læse med, og ris, ros, kommentarer og forslag er som altid meget velkomne – nu på bloggens nye kontaktmail,
litteraturformidleren.dk@gmail.com. 

Forunderlig moderne robinsonade – FORTÆLLINGEN OM ØDE af Ida Hegazi Høyer

21298615_10213513327445704_444565986_o

Fortællingen om øde af Ida Hegazi Høyer

Roman – 267 s. – Forlaget Silkefyret – 2017 – oversat fra norsk af Allan Lillelund Andersen – omslag af Mie Prebensen og Michelle Melissa Jacobsen – sponsoreret: anmeldereksemplar fra forlaget

“Der kom ikke noget skib. En uge gik. En måned. Et år. Og der kom ikke noget skib. Han havde været igennem tørketidens hede, det ufravigelige tryk mod kroppen fra den tunge, onde nådesløse varme. Varmen, der kogte ham op indefra, og som der ikke fandtes et værn imod. […] Og da det endelig blev koldere, en periode ligefrem behageligt, varede det ikke længe, før kulden tog ham, først snigende, siden bidende, og atter måtte han lide, pines igennem den endeløse tåge, som pressede selve havet ind i ham, og som efterlod ham skælvende og hærget og rå, i krig med egen hud og krop. Han havde ønsket at være en øgle, en fisk, en havplante. Og han var sådan, uden hverken indsyn eller udsyn, og med svækkende falmende sanser, som konstant drømte om noget andet. Hvor usynligt kunne en ø tage sig ud? Aldrig havde han følt sig mindre end i de duggede tågebelagte regntidsnætter. Men han overlevede. Der var fortsat liv i ham, dog på en lidt anden måde.”

Tandlægen Carlo Ritter er træt af andre mennesker og træt af  livet i det civiliserede, overfladiske samfund. Han ønsker et mere simpelt liv, et liv i naturen, en form for renere tilværelse, hvor han kan leve afsondret, nøgen, og udelukkende ernære sig ved de afgrøder og frugter han selv dyrker og finder. Ritter får trukket sine tænder ud,  fremstiller et stålgebis (for en sikkerheds skyld), og drager mod et liv udenfor civilisationen, mod en øde ø i Galapagos. Imidlertid er projektet sværere end han har forestillet sig, og han må hurtigt slippe de utopiske forestillinger, han bragte med sig hjemmefra. Øen han har bosat sig på er fjendtligsindet, gold og nærmest umulig at leve på. Efter kort tid som øboer må han også erkende vigtigheden af at have en eller anden form for interaktion med andre mennesker, eller vigtigheden i at blive anerkendt af andre mennesker, for egentlig at eksistere. Han begynder at skrive rapporter om livet på øen, som i første omgang er voldsomt forherligende, hvilke han poster i en tønde, som står ved øens bred. Overraskende nok samles brevene op af forbisejlende skibe, og hans fortællinger trykkes i de tyske aviser. I savnet af menneskelig kontakt indleder Carlo en tæt relation til et af de eneste levende væsner på den golde ø, en ildelugtende øgle, som har bygget rede på øen. Her kanaliseres alle hans længsler og savn hen, i mangel af bedre. Dr. Carlo Ritter får dog ikke lov at være eneboer på øen særlig længe, men får selskab af først ægteparret Wittermann og senere hen en farlig og forførerisk baronesse. Fortællingen drejes flere gange i uventede retninger, men én ting er fra starten sikkert; øen er ikke et venligsindet sted, og tilflytningen kan kun ende i tragedie og ulykke.

Fortællingen om øde er en moderne robinsonade, bygget over virkelige hændelser fra 1930´ernes mystiske og uopklarede fortælling om den tyske tandlæge dr. Friederich Ritter, som drog mod en ø i Galapagos, for netop at leve til han blev 140 år, af moden frugt og i harmoni med naturen. Også den oprindelige fortælling endte tragisk, omend uopklaret og til dels mytisk. Ida Hegazi Høyer har således haft mulighed for at bygge esin egen fortælling op over disse bemærkelsesværdige autentiske fortællinger og gøre den helstøbt. Noget, hun i høj grad er lykkedes med. Fortællingen om øde er ikke som noget andet jeg har læst. Dragende og mystisk, komisk og tragisk. Min skepsis overfor robinsonadekonceptet er for alvor blevet gjort til skamme i denne fortælling, som er så speciel og interessant, både i sin form og i sit indhold. Ida Hegazi Høyer skriver tilgængeligt uden at det bliver simpelt, og så formår hun at anlægge en underspillet humoristisk tone, som fik mig til at æde romanen råt. Mens fortællingens forløb kæntrer, og personerne bliver mere og mere rå og dyriske, fastholdes læserinteressen bl.a. med denne ironiske og humoristiske tone. Det er virkelig veludført sprogligt håndværk. Desværre er oversættelsen præget af et sprogligt sjusk, der påvirkede min læseoplevelse negativt hele romanen igennem. Man kunne ønske sig en mere grundig korrektur, for at fange slåfejl, som fx ‘hun’ hvor der burde have stået ‘han’ og andre sproglige bagateller – som alligevel har generet min læsning en smule.

Visuelt er romanen særdeles vellykket. Den ru kvalitet på omslaget giver associationer til noget råt, øgleagtigt, og den hale der snor sig over forsiden og bagsiden, sender tanker mod noget forhistorisk, noget ukendt og dyrisk. Et meget vellykket omslag, som både understøtter bærende elementer i romanens fortælling, og som desuden skiller sig ud, smukt i al sin enkelthed.

Alt i alt var Fortællingen om øde en rigtig god læseoplevelse. Interessant i både form og indhold, velskrevet, velfortalt, mærkværdig, underholdende og vedkommende. 5/6 hjerter herfra.

hjerter5

edf

Læs mere om romanen, eller køb et eksemplar her.

 

Velskrevne, men formålsløst voldsomme fortællinger: OS IMELLEM af Wenche Thinnesen Vogtmann

Os imellem

Os imellem af Wenche Thinnesen Vogtmann

Novellesamling – Brændpunkt – 268 s. – 2017 – omslag af Søren Klok – sponsoreret: anmeldereksemplar fra forfatteren

“Dæmonerne i mit liv lærer jeg aldrig at håndtere, de forfølger mig til alle tider, og vreden er min tro følgesvend. Stoltheden afholdt mig fra at vende retur, savnet har jeg aldrig fortalt om til nogen, men er der mon en dybere mening med, at både hun og Marius skulle ende med at bo klos op af mig? Måske er det et tegn til mig om at få sagt undskyld til hende. Undskyld for ikke at leve op til min forpligtelse som far, pludselig virker det som det eneste rigtige at gøre. Konfrontér det svære og det vil forsvinde, hvem der engang sagde sådan ved jeg ikke, men ordene virker så rigtige.” 

Ensomme mennesker, mennesker der er skadet af deres fortid, fortvivlede, angste, søgende. Os imellem  præsenterer os for en lang række forskellige mennesker, fra den incestskadede og suicidale unge kvinde, den stressede og ensomme ejendomsmægler der har dedikeret sit liv til jobbet, den søgende mand, der vandrer rundt i natten, for at finde sig selv. Alle har de det til fælles, at de er dysfunktionelle på den ene eller anden måde.

Mellemmenneskelige relationer er et vigtigt aspekt af den enkeltes personlige udvikling. Og netop disse formende relationer mellem mennesker danner rammen omkring novellesamlingen Os imellem. Det er især de uligeværdige og ødelæggende relationer, fortællingerne tager udgangspunkt i. Wenche Thinnesen Vogtmann behandler i sin novellesamling tabuiserede og ømtålelige emner som fx incest, stalking, prostitution og torturlignende mishandling,  og der lægges ingen fingre imellem.

En del af novellerne var simpelthen for voldsomme til at jeg brød mig om at læse dem, og hvis jeg ikke skulle have skrevet en anmeldelse, havde jeg så afgjort ikke læst dem til ende. Udpenslinger af incestuøs mishandling, beskrivelser af blødende endetarme og lignende var simpelthen for hård kost for mig. Jeg anser ikke mig selv for værende særligt følsom, og læser tit barske passager i bøger uden at tøve, men her blev min grænse nået. Og det særligt fordi udpenslingerne ikke var nødvendige for historien, men i stedet fremstod som voldsomme forsøg på at fastholde en interesse i læsningen, et slags mislykket underholdende element, som måske har til formål at bære en historie, som i sig selv ikke har et særlig stærkt plot eller forløb.

Det skal dog siges, at når litteratur påvirker læseren så voldsomt, positivt som negativt, så bunder det i en eller anden grad i en vellykket formidling, og dén ros skal Wenche have: At hun i imponerende grad formår at skrive nogle troværdige og nuancerede personer frem i sine fortællinger, og det med en sproglig dygtighed, som dog til tider fremstår en smule fortænkt og kunstig.  Desværre kan vellykket form og et solidt sprogligt håndværk ikke bære et værk alene, og i sidste ende manglede jeg noget større, en dybere mening med alle modbydelighederne.

Derfor lander vi på 3/6 hjerter fra Kulturkulten denne gang, dog med lysten vakt til at læse noget andet af forfatteren – gerne noget mindre voldsomt.

hjerter3

Wenche Thinnesen Vogtmann arbejder bl.a. som underviser på en skriveskole for børn og unge, og har tidligere udgivet “Oscar, mig og tøserne” og “Livets omstændigheder”.

9788793383241

Den perfekte dåbsgave eller fødselsdagsgave til de mindste: HALFDANS ABC – af Halfdan Rasmussen & Ib Spang Olsen

edfmde

HALFDANS ABC – af Halfdan Rasmussen

Børnebog – Carlsen – genudgivelse – 2017 – sponsoreret: anmeldereksemplar fra forlaget

“Ylle, Dylle, Dolle,
tre små lodne trolde
gik på jagt med vanter på
for at skyde hvad de så.
Ylle skød en kaffekande
Dylle skød en stegepande
Dolle skød en kasserolle
Ylle, Dylle, Dolle”

Vi er mange der kender og elsker den, dette barndomsklenodie, indsvøbt i de smukkeste illustrationer. Ovenstående citat, fra bogstavet Y er klar favorit hjemme hos os, og vores næsten 2-årige citerer det dagligt. Halfdans ABC var højt elsket dengang jeg var barn og adskillige år før da, og er altså stadig et hit med sine finurlige vers og smukke illustrationer.

Børnebogsklassikeren, som udkom første gang for 50 år siden, har været udgivet i adskillige udgaver gennem tiden. Det er første gang bogen udkommer i pegebogsformat med tykke papsider, som henvender sig til de alleryngste.

Papirsiderne er skiftet ud med en kraftig papkvalitet, men ellers ligner den sig selv. Stemningsfulde illustrationer, skæve og humoristiske vers, og et fantastisk sprog og en rytme, som fænger børn (og voksne) i mange aldre og stadier.

Herhjemme kan vi slet ikke få hænderne ned af bar begejstring, og står du og mangler den helt perfekte gave til din lille nevø, til det nyfødte familiemedlem, eller til barnedåben, så er her et vældig godt bud. Et børneappellerende stykke national kulturarv, som uden tvivl vil vække begejstring hos alle småbørn og ikke mindst nostalgiske følelser hos deres forældre.

Læs mere, eller køb den fine pegebog her.

1

2