Der har længe været ændringer undervejs, og nu sker det! Kulturkulten.com nærmer sig hastigt sin 1 års fødselsdag, og sådanne milepæle lægger op til refleksion og status.
Det har været et virkelig spændende år for Kulturkulten. Nye samarbejdspartnere, forskellige formidlingseksperimenter og vigtigst af alt – afsindigt mange store litterære oplevelser.
Kulturkultens spæde udgangspunkt var formidling af en bred palet af kultur. Som uddannet kulturformidler var det det, der som udgangspunkt gav mening. Men som månederne er gået, må jeg erkende at litteraturen er og bliver det altoverskyggende fokus for bloggen og for mig personligt.
Det nye navn er altså ikke som sådan indgangen til en ny linje, eller en ny type blog. Det er i højere grad en konkretisering i forhold til hvad det er bloggen reelt beskæftiger sig med. Med nyt navn og ny visuel identitet går Kulturkulten spændende tider i møde i 2018, som litteraturformidleren.dk.
Jeg håber fortsat I har lyst til at læse med, og ris, ros, kommentarer og forslag er som altid meget velkomne – nu på bloggens nye kontaktmail,
litteraturformidleren.dk@gmail.com.