Norsk litteratur

Sære, sørgelige og morsomme tekster – Du kan ikke svigte din bedste ven og blive god til at synge samtidig af Kim Hiorthøy

/ Litteraturformidleren.dk / Skriv en kommentar

Du kan ikke svigte din bedste ven og blive god til at synge samtidig af Kim Hiorthøy

Kortprosa / tekster og tegninger – Arkiv for Detaljer – 2019 – 72 sider – oversat af Rikke Oberlin Flarup & Kirsten Vestergaard Mikkelsen – anmeldereksemplar fra forlaget

“Der er ingen egentlig forskel på mennesker. At vi går omkring og tror at vi elsker nogen mere end andre, er en slags misforståelse, sagde hun. Javel, men hvad med os? sagde jeg. Der er ikke noget os, sagde hun, eller dem. Der findes kun vi. OK, sagde jeg, så hvad med vi? Hun stoppede. Hendes ansigt lyste op, og hun strakte armene i vejret. Så råbte hun VI FAMLER I MØRKE! og hoppede så højt hun kunne. Folk vendte sig om for at se hvem det var. De forstod ikke at det er umuligt at vide hvem nogen er, bare ved at se på dem. “

Allerede i titlen afsløres det; den her bog er mærkværdig. Den sære titel sætter tonen an til en lille bog med små tekster, som rummer en masse betydninger og stemninger; en perlerække af små underlige fortællinger. Bogen, som jeg efterhånden har læst adskillige gange for at finde ud af hvad jeg egentlig synes om den, er en samling korte, syrede tekster om en mand, som er alt muligt men mest af alt socialt akavet. Teksterne foregår i et eller andet form for fællesskab og samtidig i ensomhed, i de pinlige tavsheder, i indbyrdes misforståelser og i dét at tale forbi hinanden. En af mine absolutte favoritter blandt de små tekster er et klart eksempel på denne manglende evne til at aflæse andre mennesker og den situation man befinder sig i:

“Først urinerede jeg i spanden. Så åbnede jeg døren på klem og balancerede spanden oven på den forsigtigt, lænet lidt mod væggen, så den ville falde ned når døren blev åbnet. Så kaldte jeg på Flügger. (…) Han kom langsomt hen til døren, og så standsede han. Jeg har tænkt over noget, sagde han. OK, men vil du ikke komme herind? sagde jeg hurtigt. Flügger så på mig gennem dørsprækken. Han tøvede lidt, og så strøg han sig over panden og sagde: Jeg tror ikke på menneskelig nærhed længere. Åhr, skidt med det, sagde jeg. Kom nu herind, så bliver det lettere at snakke. (…) Flügger sank sammen. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, hviskede han, og det lød som om han var ved at begynde at græde. Det skal nok gå alt sammen, sagde jeg. Tror du? sagde han og så op. Hvad? sagde jeg. Jeg kan næsten ikke høre hvad du siger når du står derude i  gangen. Flügger rejste sig. Undskyld, det er bare fordi jeg er så bange, sagde han og åbnede døren. Spanden vendte sig perfekt. “

Bogens jeg er så ude af takt med andre mennesker at det bliver enormt tragisk og latterkrampefremkaldende sjovt på samme tid. I hvad der føles som ret random situationer udspilles nogle relationer der er helt ude af sync, en akavethed ligesom den jeg selv kender fra situationer hvor man siger noget for sjov – typisk noget sarkastisk – som opfattes helt alvorligt af modtageren. Tåkrummende.

Bogen er illustreret af Hiorthøy selv og særligt bogens omslag er virkelig fint, sjovt og enkelt. Synes jeg – min kæreste syntes det lignede en brochure for et eller andet – hver sin smag og opfattelse. Men de lidt primitive, enkle, skitseagtige illustrationer er virkelig godt i tråd med tonen i bogen, det hele bliver på en måde umiddelbart og naivt. Bogens jeg er en socialt akavet egoist, men han er ikke nogen ond person. Der er en barnlig naivitet over ham, som gør at man som læser får ret meget sympati med ham, trods hans ofte ret uheldige opførsel. Han er lidt et fjols og lidt en stakkel og umulig ikke at holde lidt af.

Bogen er et friskt pust, ret anderledes fra hvad jeg tidligere har læst af kortprosa og ganske underholdende. Den har fortjent et par læsninger for at synke ordentligt ind, men så sidder den også fast og sætter gang i tankerne. Hvis jeg skal kritisere bogen for noget må det være at den bliver en smule ensformig hvis man læser den i ét stræk. Den kan med fordel læses i bidder, en lille tekst engang imellem som man kan fordybe sig i. Helt klart en anbefaling og fire ud af seks hjerter værd.

hjerter4

Tjek i øvrigt resten af Arkiv for Detaljers udgivelser ud. Der er nogle specielle og virkelig fantastiske bøger iblandt. Mine egne favoritter er Plantage og Sprækker, og så er jeg helt vild med forlagets andre fede ting som samtykkeglansbilleder og smukke, håndlavede notesbøger, som jeg længe har villet anskaffe mig.

Langtrukken roman om organisationsændringer i en fodboldklub, komplicerede familierelationer og en mørk fortid – MØRK MATERIE af Tormod Haugland

/ Litteraturformidleren.dk / Skriv en kommentar

Mørk Materie

MØRK MATERIE af Tormod Haugland

Roman – Forlaget Silkefyret – 2018 – 314 sider – oversat fra norsk af Allan Lillelund – omslag af Michelle Melissa Jakobsen – anmeldereksemplar fra forlaget

“Jeg steg ud af bilen, mærkede regndråberne mod panden. Jeg gik hen til huset, låste mig ind. Mit kære hus. Så længe det varede. Men nu var det slut. Jeg stod i køkkenet, tog en vinflaske frem og fyldte et glas. For der var altid en slutning. Alting havde en ende, om det så var dødt eller levende. Og dette hus var midlertidigt, det havde jeg vidst fra første øjeblik. Jeg havde købt det for at have noget, som var vores, min nye familie. Men sådan gik det ikke. Det gik ikke godt mellem Lise og mig. Det var blevet for svært, for krævende. Jeg var faldet for Lise, Elses datter, min fars kæreste. Ham jeg ikke kunne komme overens med. Ham der havde svigtet min mor og som jeg ikke kunne tilgive, dengang jeg var ung. Ham jeg havde lagt for had. Ham jeg ikke kunne snakke med. Men alt det havde jeg lagt bag mig, jeg havde indset, at jeg måtte lære at lægge ting bag mig, at der kun var én vej, og det var den som fortsatte. “

Atle Vilder er en mand på 52, som bor alene i sit hus i den norske by Gran. En dag modtager han et brev fra den kvinde som er mor til hans datter, og som han er gift med – og som han i øvrigt ikke har set i 28 år. Livet begynder så småt at tage en ny drejning for Atle; han involveres i fornyelsen af den lokale idrætsforening og fodboldklub, han genoptager for længst kuldsejlede relationer, og foråret kommer og bringer døden med sig. Hvad betyder alle disse forandringer, har de en sammenhæng og hvad betyder det for Atles fremtid?

Den overordnede præmis for romanen Mørk materie lyder ved første øjekast både interessant og som en bog, der meget vel kunne rumme en vis litterær dybde. Men Mørk materie er rent ud sagt en af de absolut kedeligste tekster jeg har tygget mig igennem (og dem var der ellers et par stykker af i løbet af danskstudiet). Det skyldes til dels at jeg absolut ingen interesse har i fodbold eller foreningsliv – jeg har faktisk svært ved at forestille mig noget, der kunne interessere mig mindre. Men det skyldes i endnu højere grad den langtrukne, tilnærmelsesvis plotløse tekst, skrevet i et kedeligt sprog og med intetsigende karakterer. Optakten til bogens klimaks synes uendeligt og ikke særlig ophidsende, og da vi endelig – efter hvad der ligner 130 sider – nærmer os noget, der kunne give en eller anden form for udslag på spændingskurven, ja, så kører romanen faktisk bare videre i sin flatlinede, formålsløse fortælling .

Bogens karakterer, i særdeleshed Atle og hans far, taler sammen på en kunstig og distanceret måde. Jeg forstår ham ikke, Atle, hans måde at tænke på eller hans forhold til andre mennesker. Det er mig uvist, hvad han vil, og det er faktisk heller ikke noget jeg higer efter at finde ud af.

Man kan kalde Tormod Hauglands skrivestil underspillet, eller endda tør-humoristisk, som avisen Morgenbladet har gjort det, men jeg vil nu hellere kalde den langtrukken og i længere passager fuldkommen indholdsløs.

Skal jeg dog slutte af med en positiv bemærkning – og det vil jeg helst – så er Mørk materie en ganske pæn bog, og jeg kipper som altid med flaget for Forlaget Silkefyrets æstetisk vellykkede udgivelser. Dog plejer indholdet at leve op til omslaget i højere grad end det er tilfældet med Mørk materie, som kun sniger sig op på et enkelt, langgabende hjerte herfra.

hjerter1

Læs mere om bogen, eller køb den her.

Mørkmaterie.jpg

Skilsmisseroman behandler tabubelagte skyggesider af mor-datterrelationen – VÆR GOD VED DYRENE af Monica Isakstuen

/ Litteraturformidleren.dk / Skriv en kommentar

617B7DB7-885B-4F88-BE18-BEC685F552CC.jpg

VÆR GOD VED DYRENE af Monica Isakstuen

Roman – Gladiator – 2018 – 208 sider – oversat fra norsk af Karen Fastrup – anmeldereksemplar fra forlaget

“Jeg er fremme. Slukker motoren. Åbner døren, stiger ud. Passer på ikke at miste fodfæstet i de glatte hjulspor, klamrer mig fast til håndtaget på bagagerummet, tager poser og net ud, balancerer tilbage til førersædet for at tage de løse genstande med. Prøver på ikke at ramme den store Audi ved siden af. Parkeringspladserne er smalle, bygget til en anden tid. De mennesker, der boede her før, kørte i ubegribeligt små biler til trods for, at de fik dusinvis af børn og holdt hinanden ud lige så længe, som de havde lovet. “

Karen har forladt sin mand, faren til sin treårige datter. Som i så mange historier om kulsejlede forhold er kærligheden blevet overskygget af hverdagen, irritationen over små ting, eller bare over ham er vokset og blevet uoverkommelig. I statsamtet underskriver de en aftale om deling af deres fælles datter, som var hun en genstand, og vi følger processen, hvor Karen opløses mere og mere i savnet, samvittigheden, forvirringen og angsten over livsomvæltningen, over den beslutning hun har truffet. Hun føler sig skyldig i at ødelægge sin datters liv og fremtid, hun ser hele tiden på hvilken mor hun fremstår som, og hun mærker sit liv forme sig efter sin mors. En mor, der i øvrigt trækker dårlig samvittighed ned over hende ved de fleste lejligheder. Det bliver jul – en højtid, der fremkalder de stærkeste følelser, gamle minder vælder frem. Hvordan kan man være mor på halv tid? Hvad er det, der er på spil i det anspændte forhold mor-datterrelationen kan være?

Processed with VSCO with 6 preset

Tidstypisk, stærk skildring af mor-datterrelationen

Udsagnet “Den bedste skilsmisseroman jeg har læst”, som andre anmeldere har kaldt romanen, siger i min optik ikke det store. Selv har jeg ikke læst mange romaner, hvis overhovedet andre end Vær god ved dyrene, som jeg ville klassificere som en sådan. Men Vær god ved dyrene er uden tvivl en af de bedste skildringer af mor-barnrelationen jeg har læst på det seneste. Jeg ser en tendens i tiden, hvor forældreskab behandles på en ny måde i litteraturen, både såkaldte pappa-romaner og som denne pendant mamma-romanen. Der sker en udvikling i hele vores forståelse af moren, kvinden, en form for frigørelse gennem litteraturen. Fra at have haft en meget smal forståelse af, hvad det vil sige at være mor, åbnes der i denne type bøger op for, at man kan være mor på mange måder, tvivlende, distanceret, med modstridende følelser. Denne normative insisteren på moren som en altopofrende figur, som altid ved hvad der er bedst og hvordan alt skal klares, sættes på spidsen. For sådan ser virkeligheden ikke nødvendigvis ud. Mødre er også i tvivl, mødre er også fraværende, tvivlende, vaklende ind imellem. I Vær god ved dyrene oplever vi en mor i dyb fortvivlelse over den beslutning hun har truffet om at forlade sin datters far, sorgen over at skulle dele sit barn, frygten for at være mor på den forkerte måde, med forkerte følelser og adfærd. Skyldfølelsen over at påføre sin datter den uhelbredelige skade, som omverdenen fortæller hende, at skilsmisse pådrager barnet.

Netop fordi Karen er den, der har truffet beslutningen om bruddet, føler hun, at hun hele tiden skal være den der gør det rigtige, siger det rigtige, er den gode forælder. Gang på gang proklamerer hun:

“Jeg ved det, jeg ved det, jeg ved det. Det her er ingen konkurrence. Men jeg vil vinde den. “

Litteraturen udfordrer moderrollen

Monica Isakstuen skriver i korte tekstbidder om livet, tiden der render ud mellem fingrene, moderskabet og tvivlen i alt. Teksten er kort og kompakt, og der står så uendeligt meget i de til tider få linjer på siderne. Fortællingen er dyster og hjerteknusende uden at være opslidende, idet Isakstuen formår at skrive både skarpsindigt og sågar humoristisk om det tunge emne. Det er en hård bog at læse, særligt som mor. Men det er en afsindig velskrevet og vigtig bog, der tager fat på forholdet mellem mødre og døtre på en åbenbar og udforskende måde. Ved at skrive og læse den her type litteratur kan moderrollen måske udvides, så den kan rumme flere typer kvinder, måder at være mor på og ikke mindst plads til tvivl og ambivalens i forhold til det at være mor. En anbefalelsesværdig roman, som nok appellerer mest til forældre, men som gennem sine sproglige kvaliteter også sagtens kan læses af andre. 4/6 hjerter.

hjerter

Køb bogen her.

EAA40BCD-92CE-40CB-AA13-6AF568C07223.jpg

Forunderlig moderne robinsonade – FORTÆLLINGEN OM ØDE af Ida Hegazi Høyer

/ Litteraturformidleren.dk / Skriv en kommentar

21298615_10213513327445704_444565986_o

Fortællingen om øde af Ida Hegazi Høyer

Roman – 267 s. – Forlaget Silkefyret – 2017 – oversat fra norsk af Allan Lillelund Andersen – omslag af Mie Prebensen og Michelle Melissa Jacobsen – sponsoreret: anmeldereksemplar fra forlaget

“Der kom ikke noget skib. En uge gik. En måned. Et år. Og der kom ikke noget skib. Han havde været igennem tørketidens hede, det ufravigelige tryk mod kroppen fra den tunge, onde nådesløse varme. Varmen, der kogte ham op indefra, og som der ikke fandtes et værn imod. […] Og da det endelig blev koldere, en periode ligefrem behageligt, varede det ikke længe, før kulden tog ham, først snigende, siden bidende, og atter måtte han lide, pines igennem den endeløse tåge, som pressede selve havet ind i ham, og som efterlod ham skælvende og hærget og rå, i krig med egen hud og krop. Han havde ønsket at være en øgle, en fisk, en havplante. Og han var sådan, uden hverken indsyn eller udsyn, og med svækkende falmende sanser, som konstant drømte om noget andet. Hvor usynligt kunne en ø tage sig ud? Aldrig havde han følt sig mindre end i de duggede tågebelagte regntidsnætter. Men han overlevede. Der var fortsat liv i ham, dog på en lidt anden måde.”

Tandlægen Carlo Ritter er træt af andre mennesker og træt af  livet i det civiliserede, overfladiske samfund. Han ønsker et mere simpelt liv, et liv i naturen, en form for renere tilværelse, hvor han kan leve afsondret, nøgen, og udelukkende ernære sig ved de afgrøder og frugter han selv dyrker og finder. Ritter får trukket sine tænder ud,  fremstiller et stålgebis (for en sikkerheds skyld), og drager mod et liv udenfor civilisationen, mod en øde ø i Galapagos. Imidlertid er projektet sværere end han har forestillet sig, og han må hurtigt slippe de utopiske forestillinger, han bragte med sig hjemmefra. Øen han har bosat sig på er fjendtligsindet, gold og nærmest umulig at leve på. Efter kort tid som øboer må han også erkende vigtigheden af at have en eller anden form for interaktion med andre mennesker, eller vigtigheden i at blive anerkendt af andre mennesker, for egentlig at eksistere. Han begynder at skrive rapporter om livet på øen, som i første omgang er voldsomt forherligende, hvilke han poster i en tønde, som står ved øens bred. Overraskende nok samles brevene op af forbisejlende skibe, og hans fortællinger trykkes i de tyske aviser. I savnet af menneskelig kontakt indleder Carlo en tæt relation til et af de eneste levende væsner på den golde ø, en ildelugtende øgle, som har bygget rede på øen. Her kanaliseres alle hans længsler og savn hen, i mangel af bedre. Dr. Carlo Ritter får dog ikke lov at være eneboer på øen særlig længe, men får selskab af først ægteparret Wittermann og senere hen en farlig og forførerisk baronesse. Fortællingen drejes flere gange i uventede retninger, men én ting er fra starten sikkert; øen er ikke et venligsindet sted, og tilflytningen kan kun ende i tragedie og ulykke.

Fortællingen om øde er en moderne robinsonade, bygget over virkelige hændelser fra 1930´ernes mystiske og uopklarede fortælling om den tyske tandlæge dr. Friederich Ritter, som drog mod en ø i Galapagos, for netop at leve til han blev 140 år, af moden frugt og i harmoni med naturen. Også den oprindelige fortælling endte tragisk, omend uopklaret og til dels mytisk. Ida Hegazi Høyer har således haft mulighed for at bygge esin egen fortælling op over disse bemærkelsesværdige autentiske fortællinger og gøre den helstøbt. Noget, hun i høj grad er lykkedes med. Fortællingen om øde er ikke som noget andet jeg har læst. Dragende og mystisk, komisk og tragisk. Min skepsis overfor robinsonadekonceptet er for alvor blevet gjort til skamme i denne fortælling, som er så speciel og interessant, både i sin form og i sit indhold. Ida Hegazi Høyer skriver tilgængeligt uden at det bliver simpelt, og så formår hun at anlægge en underspillet humoristisk tone, som fik mig til at æde romanen råt. Mens fortællingens forløb kæntrer, og personerne bliver mere og mere rå og dyriske, fastholdes læserinteressen bl.a. med denne ironiske og humoristiske tone. Det er virkelig veludført sprogligt håndværk. Desværre er oversættelsen præget af et sprogligt sjusk, der påvirkede min læseoplevelse negativt hele romanen igennem. Man kunne ønske sig en mere grundig korrektur, for at fange slåfejl, som fx ‘hun’ hvor der burde have stået ‘han’ og andre sproglige bagateller – som alligevel har generet min læsning en smule.

Visuelt er romanen særdeles vellykket. Den ru kvalitet på omslaget giver associationer til noget råt, øgleagtigt, og den hale der snor sig over forsiden og bagsiden, sender tanker mod noget forhistorisk, noget ukendt og dyrisk. Et meget vellykket omslag, som både understøtter bærende elementer i romanens fortælling, og som desuden skiller sig ud, smukt i al sin enkelthed.

Alt i alt var Fortællingen om øde en rigtig god læseoplevelse. Interessant i både form og indhold, velskrevet, velfortalt, mærkværdig, underholdende og vedkommende. 5/6 hjerter herfra.

hjerter5

edf

Læs mere om romanen, eller køb et eksemplar her.

 

BUNGALOW af Inghill Johansen

/ Litteraturformidleren.dk / Skriv en kommentar

IMG_20170830_144747.jpg

BUNGALOW af Inghill Johansen 

Roman – Forlaget Silkefyret – 2017 – 132 s. – omslag af Michelle Melissa Jacobsen  – anmeldereksemplar fra forlaget

“Huset tager styrken fra mig. Det borer sig ind i mig og gør mig svag. Det er i færd med at overtage mig, sluge mig, selvom det egentlig var det modsatte der var meningen. Når jeg trækker vejret, skærer glasset fra vinduerne sig ind i mine lunger, og når jeg strækker mig, er min ryg ligeså stiv som bjælkerne i væggen. En nat drømte jeg at der blev trukket et rør ned i min hals, jeg mener det var af kobber. Da jeg vågnede, var halsen øm og stemmen rusten. Jeg holder fast i tanken om at være låst fast i noget. Noget der burer mig inde. Indtil nu har jeg troet, at jeg havde brug for det, havde brug for huset, havde brug for væggene, gulvet, trapperne. At det var dem som holdt mig oppe. At uden alt det ville min krop bare flyde ud i landskabet som en slags slatten dej. Men nu forstår jeg at jeg har taget fejl, det er omvendt.” 

Bungalow handler – som titlen indikerer – om et hus. Efter sin mors død arver jegfortælleren huset, som hendes bedstefar byggede lige før Anden Verdenskrig. Men hun kan ikke forene sig med huset, det tager ikke imod hende. Da moren dør, begynder huset at falde fra hinanden, listerne rådner, fundamentet smuldrer. Huset, som skulle være et stabilt hjem og give hende ro, er i stedet fremmed for hende, afstøder og isolerer hende.

Inghill Johansen skriver på nærmest knausgaardsk vis om små dagligdagsting på en måde, som gør dem interessante. Punktromanens små tekststykker giver her og der nyt blod til for længst automatiserede handlinger og oplevelser, fastholder læserens interesse trods et nærmest ikke-eksisterende handlingsforløb. Sproget er ligetil, nærmest minimalistisk, omhandlende store og små følelser, stilstand, magtesløshed, sorg, ensomhed og tab. Gennemgående er den overbevisende nedbrydning af grænsen mellem organisme og genstand, krop og hus. Mennesker, dyr og planter flyder sammen i stærk metaforik, og små handlinger og hændelser peger på større eksistentielle spørgsmål og overvejelser. Og så trækkes der et fint spor af underspillet humor gennem romanen.

Bungalowen danner ramme omkring fortællingen. En bungalow er en kvadratisk bygning i ét plan, med et fladt eller let skrånende tag. Der ingen trapper, ingen assymetri, ingen overraskelser eller uforudsete muligheder. Der er vægge, gulv og loft, som kan beskytte dig – eller holde dig fanget og isoleret. Jegfortælleren i Bungalow befinder sig i et ambivalent gensidigt afhængighedsforhold til huset, hun længes efter handling, efter forandring og progression, men hun giver samtidig op og synker ned i den trygge ligegyldigheds vakuum. I takt med husets forfald, går også hun fra hinanden. Mens tapetet slipper væggen og skabslågerne løsner sig fra sine hængsler, giver hun op. Og alligevel får man et lille glimt af håb, en udsigt til forandring.

Læsningen af Bungalow var en blandet fornøjelse. Romanen er sprogligt ligetil, handlingsforløbet mildest talt overskueligt, og alligevel sad jeg tilbage med en følelse af, at noget trægt og tungt havde ramt mig. Det er en usædvanlig kunst, at kunne opbygge en så gennemgående højspændt stemning i en så fragmenteret og underspillet fortælling. Bungalow synes ved første øjekast florlet, men er under overfladen både tung og dyster. En klar anbefaling herfra til dem, der godt kan lide en litterær udfordring. Ikke fordi romanen er svær at læse, men fordi punktromangenren ofte kræver en højere grad af refleksion, før et egentligt sammenhængende narrativ træder frem. 4/6 hjerter herfra.

hjerter