Bogtanker #11 – Børnelitteratur – hvad er det, den kan, og hvorfor er det vigtigt?

Det er vist ingen hemmelighed, at vi er bidt af en gal bog herhjemme. Og det med god grund. For hvor er det dog berigende at læse, hvor er det et fantastisk sted at befinde sig – i litteraturen. Al forskning i børns læsning peger på et utal af fordele, hvilket jeg kun kan nikke genkendende til. Skal jeg tale ud fra egne oplevelser kan jeg sige, at vi herhjemme har haft stor gavn og glæde af børnelitteraturens mange gaver:

  • Højtlæsning stimulerer barnets sprogudvikling og har en effekt fra barnet er helt lille. Bare det at høre sproget talt, at føle det nærvær højtlæsningen giver, er guld værd og har betydning for barnets videre udvikling i forhold til sprog og læsning.
  • Højtlæsning – og historier i det hele taget – udvikler barnets fantasi og evne til at tænke kreativt. Vi hører ofte fra børnehaven og fra andre i vores børnenetværk at vores ældste datter Rita er enormt god til at lege. Opfindsom, kreativ, selvsikker og fantasifuld. Og en stor del af de talenter vil jeg mene er blomstret ud af de mange historier vi har læst og de mange gode samtaler og lege der er udsprunget deraf.
  • Bøger åbner verden. Det gælder sådan set både for børn og voksne. Når man læser, ser man verden gennem nye øjne og får nye perspektiver og vinkler på sig selv og sin omverden. For tiden arbejder jeg gennem vores højtlæsning herhjemme på at tale med min ældste datter om familier. Hvad vil det sige at være en familie? Hvordan bliver man en familie? Hvilke forskellige slags familier kender vi, og hvilke slags familier er nye for os? Bøger er gode til at åbne op for emner, som vi ikke nødvendigvis støder på i vores hverdag. Og jeg ønsker virkelig at åbne så mange låger som muligt, så det er helt naturligt for mine børn at møde børn fra andre familiekonstellationer. Noget, der godt kan være en udfordring for en familie, der er så konventionelt sammensat som vores. Og her er der stor hjælp at hente i børnelitteraturen.
  • Højtlæsning avler nysgerrighed og vidensbegærlighed. Børn, der vokser op med bøger bliver i meget højere grad læsende voksne end børn der ikke gør. Og hvor jeg dog ønsker mig, at mine børn skal finde ro i litteraturen, når omverdenen bliver mere og mere hektisk og digitaliseret. Bøger er et frirum.
  • Litteratur er et almenmenneskeligt fællesskab. Hvis du nogensinde føler dig alene og forkert, så er der uden tvivl forståelse at hente i litteraturen. For du er aldrig alene, og der er altid skrevet bøger om det, du går og tumler med. Der er så meget genkendelse og identifikation at finde i litteraturen. Og jeg får næsten lyst til at smide et #dueraldrigalene – men så bliver det næsten for corny.

Der er ca. 1000 andre punkter, som jeg ikke har med her. Hvis der er flere fordele ved læsning, som du synes skal tilføjes, så smid endelig en kommentar. Og husk at undertegnede, samt mange folkebiblioteker tilbyder oplæg om børns læsning og dialogisk læsning, hvis du har brug for redskaber til at få kickstartet din højtlæsning.

[“Reklame” – de afbildede bøger er anmeldereksemplarer fra forlagene]

Klassiker i nye klæder – Jammers Minde – en grafisk roman af Allan van Hansen

Jammers Minde – en grafisk roman af Allan van Hansen

Grafisk roman – Forlaget Arabesk – 2019 – 220 sider – omslag af Karen Fink – anmeldereksemplar fra forlaget

I 1663 anholdes og fængsles Leonora Christina, datter af Christian 4. og Kirsten Munk. Det antages, at hun har vidst besked om sin mand Corfitz Ulfeldts forræderi mod Frederik 3. Hun placeres i Blåtårn i Københavns Slot, hvor hun sidder fængslet fra 1663-1685 – altså i 22 lange år. Under frihedsberøvelsen bearbejder hun sine kvaler gennem skriften, hvilket bliver til værket Jammers Minde – et minde om års jammer og lidelse, som kan give hende afslutning, så hun kan lægge det bag sig og komme videre med sit liv efter løsladelse. Jammers minde er en dansk klassiker og er optaget i Kulturkanon. Værket er et vigtigt stykke kulturhistorie, en biografi, et selvforsvar og et stærkt skæbnebillede fra datidens tilværelse i fængslet.

Bogen, som tidligere er sprogligt bearbejdet så nutidige læsere lettere kan forstå den, gives i Allan van Hansens udgave yderligere en ansigtsløftning. Med kombinationen af tekst og billeder bliver læsningen ikke blot mindre tør og tung, den tilføres også et sanseligt, filmisk lag i form af de detaljerige og dragende illustrationer. Den grafiske roman er en genre der er meget populær i disse år, og som typisk tiltaler et yngre læsersegment end de, der ellers ville prøve kræfter med et værk som Jammers Minde. På den måde kan genren måske være gateway til klassikerlæsning og kulturarvsdyrkelse for nye læsere.

Det er min første grafiske roman og bestemt ikke den sidste, så man kan sige, at bogen har åbnet genren op for en som mig, som ellers aldrig læser den type litteratur. Jeg er meget mere begejstret over samspillet mellem ord og billeder end jeg havde forventet. Illustrationerne i Jammers Minde er flotte, stemningsfyldte og holdt i nogle meget smukke, enkle farver. Desværre er illustrationerne på enkelte sider delvist gået tabt i bogens ryglimning, hvilket er en skam.

Bogen inddrager en del af det originale sprog og bidrager også med bonusmateriale i slutningen af bogen, hvor vi bl.a. får en liste af datidens skældsord og en madopskrift på en ret fra dengang. Sjovt og autentisk.

Jammers Minde – en grafisk roman er et virkelig fint og tilgængeligt bidrag til dansk kulturhistorie. Det er en litterær gateway, som kan lokke læsere af grafiske romaner over i læsning af hovedværker i dansk litteratur og omvendt er det en bog, der har åbnet mine øjne for den grafiske roman som genre. Anbefales alle der interesserer sig for dansk kulturhistorie og stor dansk prosa, eller som værdsætter en smuk billedside til litteraturen. Fem ud af seks hjerter herfra.

hjerter5

Find et eksemplar af bogen her.

Litteratur, billedkunst og performance tæt sammenvævet i bjergtagende debut – docx af Franziska Hoppe

docx af Franziska Hoppe

Korridor – 2019 – 106 sider – anmeldereksemplar fra forlaget

“Jeg er netop flyttet til Silbersteinstrasse i Neuköln, og jeg tror, jeg er rykket ind i en white cube. Jeg ser mig selv fra oven: en sortklædt krop på en hvid seng – som et tegn på et stort stykke papir. Fra sengen reflekterer værelsets spejl et udsnit af min krop. Jeg løfter armen op over dynerne og ser fordoblingen følge med. Som barn prøvede jeg at narre mit spejlbillede. Jeg troede, at hvis bare jeg bevægede mig hurtigt nok, ville reflektionen ikke kunne følge med. Jeg ville afsløre hende, men var også bange for konsekvenserne. Nu løfter jeg igen hovedet og ser min fordobling i øjnene; så kigger vi hen på hver vores bogstabel. Litteraturen er fuld af ustyrlige spejlbilleder, fuld af reflektioner der handler på eget initiativ. Nogle ender med at styre deres ejere, nogle træder ud af spejlet. ” 

Det har taget mig et par uger at tage tilløb til at skrive om docx. For på en måde føles anmelderhandlingen tit som en afvikling, som om alle mine tanker om og følelser for en bog manifesterer sig på papir for derefter at rykke ud i periferien af mine tanker, så der bliver plads til næste litterære oplevelse. Sådan er det nok blevet fordi jeg har så meget rytme i hvordan jeg kontinuerligt læser og anmelder, samlebåndslæsning af en art. Derfor har jeg gået og gemt lidt på tankerne om docx, holdt dem lidt for mig selv og ladet dem bundfælde sig inden jeg kom hertil. For docx er en helt særlig bog.

I docx bearbejder jegfortælleren Franziska sin forelskelse i personen kaldet “X” gennem bl.a. billedkunst og litteratur. Kulissen er København og Berlins gader, kunstmuseer og biblioteker. Hun møder byen og kunsten og ser alt dette i relation til sig selv og sin muse. Hvorend hun går mødes hun af ansigtsløse ansigter, hun undersøger sig selv gennem et analytisk blik på sine omgivelser. Ved at skrive sig selv som romanfigur tager hun kontrollen over fortællingen og sin rolle i den.

Når en bog bevæger sig så tværæstetisk som docx gør – og lykkes så godt med det som den også gør – så bliver læseoplevelsen særligt intens og sanselig. Værket er en slags metatekst – en tekst om tilblivelsen af den tekst der læses, en bog med mange lag og facetter. Det er en bog om kunst, om at betragte kunst og om at skabe kunst. Intertekstualiteten er ikke til at overse, og teksten lader sig inspirere af bl.a. fortællingen om Frankenstein og hans monster (kunstneren og værket) og Anaïs Nins selviscenesættelse. Skriveprocessen vi følger er på samme tid en distancering fra og generobring af forelskelsen. Franziska har i starten af bogen planlagt en slags performance med X som midte, en middagsiscenesættelse, som skal give hende magten tilbage i relationen. Der bliver ingen middag, men performancen bliver i høj grad til i form af bogen, som sætter Franziska og X ind i en fiktion. En fiktion om at gøre noget faktuelt fiktivt. Da X inddrages i projektet som betalæser på manuskriptet bliver metaperspektivet endnu mere gennemført. Som læser tages man i hånden for ikke at fare vild i værkets konstante leg med narrativet;

“I en note har jeg skrevet: “En ulykkelig forelskelse virker som et forsvarligt sted at skrive fra. Det er mig, der er blevet afvist og ikke kan komme videre. Det er mig, der er til grin, mig der har tabt – og derfra bliver det så selvfølgelig mere kompliceret…” For at lave et narrativ er en måde at få kontrol på. Det er et spørgsmål om, hvem der får lov at skrive historien, der kommer ud til andre. Og i mine fantasier og forestillinger om X er sandhed først og fremmest en følelse. Jeg forsøger at skrive et forord: “Kære læser, forestil dig en reol. Forestil dig denne bogryg ved siden af  fem andre. Hver af bøgerne er en ny version af docx, det samme tidsrum i et nyt mønster; fem forskellige variationer. Kære læser, når jeg kalder teksten upålidelig, er det for at gøre den mere troværdig. Det er endnu en teknik, der skal få dig til at læse videre. Kære X, du ved, at læseren er dig.”

Foruden Franziska Hoppes overlegent velkomponerede narrativ har bogen også fine sproglige kvaliteter. Sproget er klart og flyder på en måde, der gør læsningen svær at afbryde. Der er et flow i ordene og læsningen føles helt organisk. Den måde kunsten perciperes og gengives på er så sanselig, autentisk at man som læser ikke kan andet end at føle sig draget ind i værkets æstetiske rum. Franziskas møde med kunsten skrives så nærværende at jeg selv fik følelsen af at røre Nefertitis buste, eller betragte Botticellis overdådige malerier. Hvis jeg skal kritisere docx for noget, må det være den næsten for perfekte sammenhæng, det så gennemførte udtryk, at der ikke efterlades meget uvist til læseren. Bogen sætter uden tvivl refleksioner i gang hos læseren, men selv de føles iscenesatte, nøje konstruerede. docx er en bog, en metafortælling, en performance og et kunststykke som jeg uden tvivl vil dykke ned i igen, og der skal lyde en kæmpe anbefaling til alle der godt kan lide litteratur der er alt andet end simpel, og som strækker sine rødder ud i adskillige andre æstetiske discipliner. Fem ud af seks hjerter herfra.

hjerter5

Find docx hos forlaget her.

Uforløst roman om løgn, (selv)bedrag og jalousi – ÆKVATOR af Kim Karmark

ÆKVATOR af Kim Karmark

Roman – Byens forlag – 2018 – 195 sider – omslag af Katrine Skriver Christensen – anmeldereksemplar fra forlaget

“I starten var det duftene, der optog mig. Jeg elsker de afrikanske duftes underspillede robusthed. De giver alt omkring sig en dybere mening. På en gang fyldig og sart. Når vinden er i den rigtige retning, kan jeg lugte Victoriasøens fade ferskvand, jeg mærker støvet fra vejen og den fine, skarpe røg fra de mange køkkener. Ellers er det bushens tørre græs, der fylder luften med en evig augustagtig tyngde. Men næsten umærkeligt er det blevet lydene, jeg er mest interesseret i. Tropernes mærkelige summende baggrundsstøj. Da jeg først begyndte at lytte, opdagede jeg, at det netop er lydene, der gør både stilheden større og duftene tættere; farverne mere præcise. Jeg er fascineret af den diskrete måde, jeg er blevet erobret på “

Esben er søn af en gammel hippie og er vokset op i et hjem med minimal struktur og tradition. Hans barndoms fortællinger bærer præg af instabilitet og impuls og kan både opfattes som eventyrlig og utryg. Katja kommer fra et gammeldags og mere traditionsbundet hjem med dug på bordet og måltider serveret samme tid hver dag. En tryg, men stagneret tilværelse. Hver især misunder de hinandens barndom, som var fyldt op af det, de selv manglede så inderligt. Ligeså forskellig deres opvækst har været, lige så forskellige personer er de, og da de rejser til Østafrika sammen tydeliggøres disse indbyrdes forskelle. De bliver begge meget betaget af Afrika, af det meget anderledes liv  og af den overvældende følelse af pludselig at være minoriteten, den konstant udpegede i et samfund. En dag da Esben kommer hjem til deres hytte, har Katja pakket sine ting og er rejst. I retrospektiv (over)refleksion fortælles historien om dem, om Afrika og om deres brud.

Romanens tematiske omdrejningspunkter er løgn, bedrag, selvbedrag og jalousi. Esben fortæller historien og vi hører meget om hans liv og tanker. Han er en sympatisk, lidt vag karakter, som vender og drejer bruddet med Katja, noget der kommer til at fremstå overreflekteret og kunstigt.  Katja hører vi mindre om, hun er en ret uforståelig karakter, som mest af alt fremstår vred og selvhøjtidelig. Hun vil til Østafrika for at gøre en forskel, men hendes vrede over andres opførsel og hendes foragt for sin egen hvidhed fylder alt. Og denne foragt for hvidheden er et tilbagevendende, lidt fortænkt element i bogen. Der peges på denne selvfølgelige træden udenfor i en sådan grad at det bliver påtaget og kunstigt. Når de andre personer i bogen beskrives, fx afrikanske mennesker eller asiatiske turister, bliver det karikeret og bogens personer blev langt hen af vejen tomme karakterer, determineret af deres huds farve.  Det hele overgøres, samtidig med at det virker overfladisk, man når aldrig rigtig ind i karaktererne, ej heller miljøet, som ligeledes skildres endimensionelt og utroværdigt.

Afrika som litterær scenografi er set hyppigt i dansk litteratur de seneste årtier. Det er da også interessant at læse om noget, der forgår under ukendte himmelstrøg og i et samfund, hvor hvidhed ikke definerer majoriteten. Men i stedet for at føle at man rejser til Afrika i læsningen, kan man tvivle på om forfatteren nogensinde har været der, eller om han bare har læst en af de mange andre romaner der foregår der og fundet inspiration. Beskrivelserne af Østafrika virker overfladiske og påtagede.

Romanen, som indledes med et Knausgaard-citat om selvbedrag, virker som et stort bedrag i sig selv. Måske er det meningen? Man mærker tydeligt Knausgaard-inspirationen, med den konstant reflekterende – grænsende til det navlepillende – mandlige jegfortæller. Desværre er denne litterære muse alt for allestednærværende til at romanen nogensinde bliver sin egen. I stedet føles også dette karikeret – som en Knausgaard-karikatur i stedet for blot en inspiration.

Nu kan jeg godt se at min omtale af Ækvator fremstår godt og grundigt mavesur. Det var egentlig ikke meningen. For Karmark er ikke uden talent, og romanens sproglige side har virkelig fine kvaliteter. Ind imellem var jeg kortvarigt opslugt. Desværre bliver fortællingen overordnet lidt substansløs og overfladisk, og det er ikke en roman jeg vil anbefale bredt. Herfra bliver det til et enkelt hjerte ud af seks.

hjerter1

Læs bogen selv og se om jeg er helt galt afmarcheret. Find den på biblioteket her eller køb dit eget eksemplar her.

BOGTANKER #10 – Bøger er med til at skabe verden – derfor har vi et ansvar

I starten af året henvendte en unavngiven forfatter sig til mig med henblik på at få sin bog anmeldt på Litteraturformidleren.dk. Og som det ind imellem er tilfældet, så sagde jeg ja, selvom der ikke medfulgte en læseprøve eller lignende. Da jeg omsider fik tid til at kigge på bogen forleden, kunne jeg fra første side forstå, at bogen var noget, som jeg slet ikke kunne stå inde for at give taletid. Jeg læste hele bogen og blev kun bekræftet. Side op og ned med nedgørende holdninger til forskellige typer mennesker, nærmest alle former for udskamning man kan komme i tanke om, fra hudfarve, til kropsstørrelse, slutshaming og en overordnet forskruet holdning til kvinder. Og med en fuldstændig giftig maskulinitet som centrum. Av.

Måske der var en større mening med ubehagelighederne, en udstilling af alverdens idioti, en ironisk distance mellem linjerne, men det fremgik faktisk overhovedet ikke. Jeg kunne ikke fremlæse nogen som helst mening, hvor gerne jeg end ville. Og de nedladende holdninger tjente for mig at se ikke noget formål. Det føltes lidt som når man overhører racistiske/sexistiske/etc. jokes og forventes at være underholdt. Underholdt eller sippet, that is.

D1744577-DE96-4538-A8B6-A2E4F3C6BD77.jpg

Som jeg ser det, var der to mulige veje at gå; Jeg kunne skrive en lang, vred anmeldelse af bogen og få afløb for mine frustrationer. Det virkede som udgangspunkt som den mest empowering måde at gribe sagen an på, og det var helt sikkert det, jeg umiddelbart havde lyst til. Jeg er så træt af alt det kroppe, der “falder udenfor” idealet – og i særdeleshed kvindekroppe – skal stå model til. Jeg er så træt af at blive kaldt sart og hysterisk, når jeg siger fra, når jeg mærker mine grænser bliver udfordret. 

Den anden meningsfulde mulighed var at lukke bogen, sende den tilbage hvor den kom fra, insistere på, at den slags ikke er litteratur, som jeg vil bruge tid og spalteplads på at nævne – som i mine øjne ikke bør få opmærksomhed nogen steder fra. Jeg vil ikke forurene mit domæne med den slags. For selvom der er god mening i at italesætte de her problemer, så vi kan ændre dem, så er der også bare et aspekt af eksponering og promovering i at skrive om bøger og vise dem frem. Og al omtale er som bekendt god omtale.

Jeg er af den overbevisning, at sproget og dermed i høj grad litteraturen har indflydelse på hvordan vi opfatter verden. Så at tale om litteratur, som viderefører den her slags holdninger og værdier, med et kritisk blik eller ej, er i mine øjne med til at videreføre ideerne. Selvom jeg er stor tilhænger af ideen om det frie ord, så skal den her type bøger ties ihjel, på mit domæne i hvert fald. Og så må jeg få afløb på anden vis, som i nærværende indlæg, uden navn og titels nævnelse. 

Jeg sendte forfatteren en forklarende mail og fik en meget forstående og venlig mail retur. End of story. Men jeg er fortsat i tvivl om, hvad der er den bedste løsning. Måske har jeg ikke før nu reflekteret over, hvad jeg egentlig ønsker at min formidlingskanal her skal rumme. Andet end at den skal være et inkluderende og behageligt rum. Og mangfoldigt. Men altså ikke promovering for værdier jeg ikke kan stå inde for.

Smukke og sprogligt legende digte om den evige søgen efter et selv – SKYSKRABER af Tine Paludan

Skyskraber af Tine Paludan

Digte – Forlaget Fuglekøjen – 2019 – 67 sider – omslagsillustration af Tine Paludan – anmeldereksemplar fra forlaget

“det er i lufthavnene jeg glemmer
at bebrejde hade eller føle skyld
jeg var voksen da jorden gik under
jeg kunne målrette tomrummet
da koteletgrunden brændte
og med den min evne til ligusterkompromis
jeg kan bære alle mine møbler blot for det
tilfælde
at jeg for alvor en dag skal forsvinde
og i lufthavnene glemmer jeg
hvorfor min kuffert er så lille og så let som et
evigt æg jeg er klædt i transittens blå silkepapir
vægtløs af den slags taknemmelighed der kan
vokse af sorg “

Poesi er en utroligt bred og mangefacetteret genre, og alligevel hører jeg ofte nogen ytre, at ‘poesi ikke er noget for dem’. Men der findes så mange digte i verden, mere og mindre kryptiske, mere eller mindre flyvske og højtragende. Der findes i min optik digte til alle, poesi til enhver smag og ethvert temperament. Skyskraber er en samling af digte, som er utroligt smukke, som rummer enormt mange lag af betydning og som kræver forholdsvis meget af sin læser. Poesi, af fin kvalitet, men ikke poesi til den poesiskeptiske eller analytisk dovne læser.

Skyskraber er en undersøgelse af processen, hvor man bliver til sig selv. Hvordan man ikke kan blive sig selv uden andre, hvordan man aldrig bliver kun sig selv. Digtene i Skyskraber falder i tre dele med overskrifterne pige, fugl og flux. Digtene er varierende i længde og illustrerer en udvikling i sind og krop, en aldrig afsluttet identitetsjagt.

“skitser til kvinder jeg aldrig blev // ligger i stakke på spisebordet // overbevisende udtalelser // forsøgsvis formuleret i flere farver blæk // kladder til en personlighedens retorik // sammenhængende synspunkter // markeret i bøger på sprog jeg aldrig helt fik lært // udtryk og følelser // klistret på kroppe i forskellige materialer // fintvævet angst vindtæt selvhad den smukke // fløjsbløde stolthed til særlige lejligheder // på bøjler i skabet sammen med vinterfrakken // over sengen hænger et kurvediagram // ensomheden er proportional med tiden // hjertets slag omvendt proportional med // virkeligheden // jeg // en evig arbejdstitel // en uløselig ligning “

Sproget i digtene er enormt poetisk og legende – sproget udforskes og nye, maleriske orddannelser opstår. Jeg er helt forgabt i Tine Paludans sammensmeltning af natur og menneske, sproget får lov at gå gennem (kvinde)kroppen, at være udforskende og dristigt. Hun formår at fremskrive højspændte sansninger gennem en naturmetaforik, der aldrig bliver banal.

Desuden er Tine Paludans smukke omslagsillustration værd at dvæle ved, den understøtter så fint bogens parole om et mangefold af skitser til den kvinde, digterjeget bliver. Der er noget skitse over den smukke, kontrasterede illustration, og jeg kan kun anbefale at tage et nærmere kig på Paludans kunst, samt at slå et smut forbi hendes instagramkonto, som har ganske fine æstetiske kvaliteter.

Skyskraber skriver sig ind i en tidstypisk poetisk tradition, hvor kvindekrop og umulig identitetssøgen er omdrejningspunkter. Digtsamlingen mindede mig lidt om den også fremragende punktroman Sprækker, som jeg anmeldte tidligere i år.

Opsummerende må Skyskraber siges at være en enestående debut, en kraftpræstation i sproget, både hvad gælder æstetik og indhold. Læs den, hvis du er til poesi af lidt mere udfordrende art, og som kræver lidt mere omhu i læsningen. For Skyskraber har i den grad fortjent en grundig og gentagen læsning. Fem af seks hjerter herfra.

hjerter5

Lån den smukke digtsamling på biblioteket eller find dit eget eksemplar her.

Skyskraber2

Fin og finurlig billedbog om skolestart fra skaberen af bøgerne om den gnavne bjørn Boris – MAN MÅ IKKE SPISE SINE KLASSEKAMMERATER af Ryan T. Higgins

MAN MÅ IKKE SPISE SINE KLASSEKAMMERATER af Ryan T. Higgins

Billedbog – Carlsen – 2019 – 48 sider – fra ca. 4 år – oversat fra engelsk af Camilla Schierbeck – anmeldereksemplar fra forlaget

Har du et barn, der snart skal starte i skole? Eller som i mit tilfælde et barn, der hedder Rita og som er vild med dinosaurusser? Der er mange gode grunde til at kaste sig over nyeste billedbog på dansk fra den anmelderroste forfatter Ryan T. Higgins. Han er manden bag billedbøgerne om den gnavne bjørn Boris som hurtigt blev populære, og som i min optik er gennemført gode børnebøger med alt hvad den slags skal indeholde. Der er sjove bemærkninger henvendt til de voksne, der er udtryksfulde og smukke illustrationer og så er historierne fantasifulde, underholdende og meget anvendelige til dialogisk læsning.

Det samme kan siges om Man må ikke spise sine klassekammerater, som handler om den lille tyrannosaurus rex Rita Rex, som starter i skole. På første skoledag erfarer hun at hendes klassekammerater er menneskebørn, og det er meget svært – for ikke at sige umuligt – for hende ikke at spise dem. Men sjovt nok får man ikke mange nye venner af den type adfærd, og da Rita selv prøver hvordan det er at være nogens måltid, forstår hun det fuldt ud.

Bogen lægger både op til en snak om skolestart, men også om følelser som nervøsitet, om nye venskaber, selvbeherskelse og sociale spilleregler.

Med vellykket humor og den karakteristiske finurlige streg er Higgins lykkedes med endnu en virkelig fin og anderledes børnebog – omend den ikke når helt op på samme fænomenale niveau som bøgerne om bjørnen Boris. Bogen henvender sig til børn i indskolingsalderen (4-7 år), men kan efter min erfaring også sagtens læses med store vuggestuebørn.

Find dit eget eksemplar af den flotte billedbog her.

Noveller om angst, ensomhed, sorg og livets små, men afgørende øjeblikke – RAV af Bjørn Isak

RAV af Bjørn Isak

Noveller – Brændpunkt – 2018 – 123 sider – omslag af Søren Klok – anmeldereksemplar fra forlaget

“Jeg planlagde mit selvmord i løbet af en formiddag, og jeg vidste præcis, hvordan jeg ville gøre. Jeg var 14, og jeg tror, at det var en mandag. Jeg tog bussen fra stoppestedet overfor skolen og var hjemme midt på eftermiddagen. Min far arbejdede sent, og min mor var på kursus i Sorø. Jeg fodrede hunden, gjorde mit værelse rent, smed mit snavsede tøj til vask og slettede nogle billeder på min computer. Jeg tændte for musikken, lagde mig på sengen, kaldte på hunden og fik den til at lægge sig med hovedet hvilende på min mave. Den fjernede ikke blikket fra mig, og øjnene var sørgmodige. Jeg tænkte, at jeg ville savne hunden og følelsen i kroppen, lige før man falder i søvn. Det og så lyden af torden og regnvand i nedløbsrørene uden for mit vindue. “

Ensomhed, tab, valg og fravalg er emner, som novellerne i Rav tager udgangspunkt i. Genkendelige og almenmenneskelige emner, som alligevel aldrig rigtigt bliver relaterbare eller genkendelige i novellesamlingen Rav.

I de 14 korte noveller møder vi bl.a. drengen, som fortæller sin familie om sit selvmordsforsøg, den utro og følelsesmæssigt afstumpede kæreste, manden der er forelsket i sin søster, den ulykkeligt barnløse pædagog, mennesker på kanten af samfundet og mennesker som passer ind, mennesker i sorg, krise og ensomhed.

Størstedelen af karaktererne i Rav kommer desværre ikke rigtig ind under huden på mig, jeg forstår dem ganske enkelt ikke. Deres måde at agere på, tænke og tale på, deres måde at være sammen andre mennesker på.

Bogen proklamerer at dykke ned i almindelige menneskers afgørende livsøjeblikke, men det er jeg ikke helt enig i. Fortællingerne dykker i højere grad ned i mere eller mindre betydningsfulde småepisoder i ekstreme menneskers liv. Karaktererne er mestendels usympatiske psykopater eller passive, naive stakler. De bliver enten karikerede eller uforståelige. Og så skæres novellernes pointer lidt for insisterende og kantet ud i pap. Fx i fortællingen om manden, der har et trygt liv i forudsigelige , autistiske ritualer og hvis verden ramler, da han en dag opsiges fra sit ensformige fabriksarbejde. Han går i opløsning i friheden, hvilket enhver læser er helt med på, og så afsluttes novellen alligevel med at han skal skrige “Hvad er det for en forbandet frihed, som jeg lige pludselig skal kastes ud i?”. Pointen understreges, gentages, gøres idiotsikker. Som læser føler jeg mig ind imellem talt ned til.

Vellykket er imidlertid nogle af novellernes underspillethed, der sår tvivl om hvorvidt der sker en udvikling eller stagnering i historien. Ofte slutter fortællingen brat lige inden handlingen skal til at eskalere (eller flatline, jeg ved det ikke), og det fungerer rigtig godt. Læseren kan ikke undgå at videretænke historien. Et ret fint narrativt greb.

Jeg fandt altså bogens persongalleri kunstigt og karikeret og pointerne gentaget og understreget lidt for hårdt. Men novellesamlingen har bestemt også sine kvaliteter. Bjørn Isak er uden tvivl god til at skrive, teksten er hele vejen igennem velkomponeret og velformuleret og rent fortælleteknisk fungerer novellerne for det meste også godt. Ind imellem fremstår novellerne lidt overfladiske, fordi de vil for meget på den begrænsede plads novellegenren tilbyder. For der tages virkelig fat på mange forskellige typer af karakterer, miljøer og sindstilstande. Rav er forfatterens debut, og jeg tror at forfatterskabet med tiden kan bidrage med noget mere og bedre end Rav, som er en lidt blandet pose bolcher, hvor ikke alle faldt i min smag. Læs den, hvis du er til korte, kompakte noveller og se om du er enig. Den er hurtigt læst! 2 ud af 6 hjerter herfra.

hjerter2

Find bogen hos forlaget her.

BOGTANKER #9 – Kvinder drager omsorg og mænd tager på eventyr

mimbo2.jpg

Herhjemme læser vi mange bøger, børnbøger som voksenbøger. Og når vi skal vælge hvilke bøger vi skal læse højt af, falder valget meget ofte på Jakob Martin Strids bøger. Vi elsker hans fantasifulde fortællinger og ditto illustrationer, som både underholder min datter på tre og os voksne. Helt fantastisk gode og vildt populære børnebøger. Men. For her kommer et stort men:

Da jeg læste Mimbo Jimbo og den lange vinter for min datter forleden, gik noget op for mig, som jeg ikke hidtil har tænkt noget videre over. Spoileralert til de af jer, der ikke har læst den endnu; bogen slutter med et besøg hos Mumbomor. Hun har tilsyneladende ikke opdaget at vinteren og snevejret har været helt ekstremt, for hun har bare stået i køkkenet og bagt kager som hun plejer.

Og her slog det mig – nærmest uden undtagelse, så er Strids kvindelige figurer alle skåret over samme kønsstereotype, passive kam. Mumbomor og Frømor er altid i køkkenet iklædt forklæde. I Mormors gebis har Farmor ventet derhjemme med maden klar i et år, fordi hendes mand er sejlet væk i sin sofa. Tigermor i Mimbo Jimbo passer på sin unge og venter på at få hjælp. Som tak giver hun Mimbo og Mumbo bananer. Omsorg og mad, dét er tilsyneladende hvad kvinder kan. Samtidig er alle bærende karakterer af hankøn. Løven i Mormors gebis har endda “fået” hunløven Gitte, en lækker lille sag, der ligger og pynter i hans bur. Da det først gik op for mig, gik der mildest talt et stort skår i glæden over de fine børnebøger. De er så tydeligt et billede på en stadig patriarkalsk gennemsyring af vores samfund, sind og dermed også vores børnebøger. Man ser det faktisk ikke nødvendigvis, før man leder efter det, fordi det er så indlejret, naturaliseret. Men hvis man ser efter, så står skævvridningen fuldstændig klart. Vores børnelitteratur er med til at lære vores børn om verden og bærer derfor et ansvar.

Jeg ønsker mig en børnelitteratur (og mere generelt en verden), som er mere inkluderende, hvor alle typer personer kan spille hovedrollen, hvor det ikke er utænkeligt at det er far, der sørger for familien og bager kager hver lørdag. Jeg ønsker mig andet og mere end drengekarakterer, som mine døtre kan spejle sig i og lade sig inspirere af.

Af vrede, frustration og harme vokser heldigvis også produktivitet, og jeg er i fuld gang med selv at lave nogle mere nuancerede børnebøger til mine døtre. I mellemtiden modtager jeg med kyshånd gode, sjove og smukke bøger, som er lidt mindre gammeldags og patriarkalsk forurenede.

mimbo.jpg

Billederne er lånt fra Gyldendal.dk

Tragikomisk digtroman om psykisk sygdom og et sygt samfund – JEG BRUGER MIN KROP SOM ET MØBEL af Veronika Katinka Martzen

Bemærk de vidunderligt selvsmagende fanposters under digtromanen.

Bemærk de vidunderligt selvsmagende fanposters under digtromanen.

JEG BRUGER MIN KROP SOM ET MØBEL af Veronika Katinka Martzen

Digtroman – Gladiator – 2019 – 235 sider – omslag af Thomas Joakim Winther – anmeldereksemplar fra forlaget

“Jeget får en god idé

as of nu hedder Jeget ikke længere INTET
men Taylor Alison Swift

hihihaha

og Taylor Alison Swift kan godt fortælle jer alle sammen
at det er en helt ny fornemmelse
at gå på gaden med en tynd krop og små bryster og ansigt m. fx
kindben
til en forandring wow hihihaha omg lol
Taylor Alison Swift har det bare så godt lige nu
måske er det fordi hun har taget 10 mg oxapax
bare lige for at tage det værste af den angst
der er forbundet med ikke at have en personlighed
hihihaha

ej okay

jeg, Taylor Alison Swift, har en megagod personlighed
skinner igennem i flere af mine sange
fx i Blank Space
der handler om at jeg har et blank space på min liste over ekskærester
til DIG hvem du så end er, du er i hvert fald ikke her
nå men der synger jeg fx
“DARLING I’M A NIGHTMARE DRESSED LIKE A DAYDREAM”
aldrig tidligere har nogen beskrevet nogens personlighed
på en mere korrekt og præcis måde hvis jeg selv skal sige det
altså mig Taylor Alison Swift
der har en stolt tradition for at sælge folk en forkert vare
de tror jeg er rigtig sød og har det helt normalt oppe i hoved
men hihihahaha joke det har jeg overhovedet ikke
jeg har det helt faktisk fucked (den emoji med en omvendt smilende smiley) “

Hvad stiller man op med en genrehybrid, der kalder sig selv for digtroman, skrevet af en fiktiv satirefigur, som er født af Den korte radioavis? Man læser den og forholder sig til den og håber på, at udgivelsen var ment som et reelt litterært bidrag og ikke bare et mediestunt eller en joke. Og Jeg bruger min krop som et møbel bidrager rent faktisk med noget værdifuldt.

Jeg bruger min krop som et møbel er en vild bog. Det er en fortælling om et forskruet system, om psykisk sygdom, sårbarhed og identitetsforvirring. Og det vilde ved digtromanen er, at den faktisk lykkes særdeles godt med at behandle disse tunge, svært håndterbare emner pakket ind i satire – grotesk og latterkrampefremkaldende sjovt.

Det er en virkelig modsætningsfyldt bog, kontrasterne er ikke til at overse i det groteske spil mellem populærkulturelle klichéer og psykosens mørke afgrund. Veronika Katinka, som er bogens digterjeg, har mistet følingen med sin egen personlighed, hun leder efter sig selv i et kaos, hvor der ikke er nogen videre hjælp at hente. Hun rejser, hun knepper,  hun skriver, hun skærer i sig selv, hun taler med autoriteter af forskellig art. Hun får sin krop omopereret til en kopi af Taylor Swifts. Taylor Swift er en bærende karakter i bogen, en personificering af det perfekte, men også det tvetydige, dobbeltsidede. Og VKs stalker-tweets til den amerikanske popstjerne er episke:

“@Taylor Swift 22. juli kl. 01.26
En hurtig google-søgning på ‘Taylor Swift boyfriends’ afslører at du har været kærester med rigtig mange, fx John Mayer (december 2009). Altså hvordan gør du???

@Taylor Swift 23. juli kl. 10.55
Nå, men mit kneppetrick #1 er stramt tøj, megastramt tøj, især på overkroppen. Det kan jeg se på billeder at du også går i, så mit spørgsmål går…

@Taylor Swift 23. juli kl. 10.58
… mere på hvordan du går fra knep til at få folk til at kunne lide din personlighed. Det er mit problem nemlig, normalt når jeg vågner op med folk plejer de at kigge på mig som om jeg er noget de ville ønske snart ville gå væk (fx et forkølelsessår) – men den fornøjelse…

@Taylor Swift 23. juli kl. 11.01
…får de ikke hæhæ, jeg hænger ud hos dem hele dagen og så spiser jeg deres pålægschokolade og ser deres planet earth indtil de til sidst ‘desværre er nødt til at smide mig ud’ og så sidder jeg derhjemme og venter på at de skriver og det gør de jo aldrig og så; så…

@Taylor Swift 23. juli kl. 11.05
…er det at jeg begynder at chatte dem op dag og nat. Jeg skriver jokes og spørger dem om hvad de laver og når de så ikke svarer, så bliver jeg bare ved hahahahahah hvad siger du til det, er det det samme du gør eller har du andre tricks? “

Som sagt, den her bog er vild. Mange gange i læsningen tog jeg mig selv i at grine højlydt, noget, der virker bizart, når det man læser om i grunden er så tragisk. Men det er netop dét greb, der gør bogen interessant, at en så hjerteskærende historie kan fortælles på en sjov måde. Det føles vidunderligt forkert.

Digterjeget beskrives på et tidspunkt som “personificeringen af den ufarlige ironiske distance”, hvilket på en måde udpeger selve bogens væsen – ved at skrive en sarkastisk og ironisk distanceret tekst om meget alvorlige emner gøres det ufarligt, fordøjeligt, til at holde ud at læse. Og i sarkasmen lægges en eller anden ekstra distance mellem forfatter og værk. Anna Juul, som er kvinden bag Veronika Katinka, distancerer sig fra værket med både pseudonym og humor.

Formmæssigt må bogen også siges at være eksperimenterende. Bogen, som kaldes en digtroman, rummer alt muligt og umuligt – konfirmationstale, kammerspil, digte (eller parodier på digte?), breve, samtaler, tweets mm. VKs sprog er virkelig “ungt”, der er ikke sparet på hverken talesprogsamputerede ord, forkortelser eller emojis. Og det er med til at gøre bogen og performancen Veronika Katinka enormt gennemført.

Jeg var altså overordnet begejstret for Jeg bruger min krop som et møbel. Det er en mærkværdig og vellykket bog. Og jeg synes, at der gemmer sig noget meget vedkommende under satiren, under alle digterjegets psykosehumoristiske udbrud og ind imellem virkelig dårlige digte. Det er helt sikkert en bog, der er en læsning værd, hvad end man læser den som et bidrag til den for tiden allestedsnærværende litteratur om psykisk sygdom og identitetsforvirring i et stadigt mere præstationsfokuseret konkurrencesamfund, eller som ren satire over tidens navlepillerpoesi. Jeg selv læste den som lidt af hvert og synes den fortjener fire ud af seks hjerter. Original, morsom og ikke uden substans.

hjerter4

Find digtromanen her.