Den vigtigste bog du kommer til at læse i år er en velkomponeret, øjenåbnende og humoristisk novella om racialisering – Jeg ringer til mine brødre af Jonas Hassen Khemiri

Jeg ringer til mine brødre af Jonas Hassen Khemiri

Novella – Forlaget Korridor – 2019 – 118 sider – oversat fra svensk af Anna Tydén – omslag af Mattias Wohlert – anmeldereksemplar fra forlaget

“Lige så snart I forlader hjemmet, ophører I med at være jer. Pludselig forvandles I til repræsentanter, og derfor er det af yderste vigtighed at I koncentrerer jer om at smelte ind. Smil til alt og alle (inklusive husdyr og mannequindukker). Gå maksimalt normalt. Tak højlydt når nogen holder en dør. Undskyld jeres eksistens. Hvisk i metroen, grin afdæmpet i biografer, forvandl jer til en usynlig gasform.”

Stockholm rammes af flere bileksplosioner, hvilket naturligvis ryster samfundet. Måske i særlig grad Amor og hans omgangskreds, som ringer sammen, forbereder sig på det, der skal til at ske. For når hændelser af den karakter finder sted, bliver alle øjne rettet mod dem, der har et højere melaninniveau end den gennemsnitlige svensker. De bliver en fælles krop, de bliver frem for alt nogen, der matcher et signalement. Gennem den højspændte fortælling, som udgår fra Amors tanker, udviskes grænserne mellem offer og forbryder, mellem indbildning og virkelighed. Paranoia og forvirring trækker et tungt spor gennem bogen, hvor Amor bliver mere og mere konfus og i tvivl om sin rolle i det hele. Er han offer eller forbryder? Er det helt uden grund at alle fingre peger på ham?

Jeg ringer til mine brødre falder under genren novella – en genre, jeg desværre ikke støder på så tit. Novellaen som genre har mange kvaliteter, den kan i vellykket form en helt masse. Teksten er kortere end en roman, men længere end en novelle. Og så strækker den skrevne tid sig ofte kun over en enkelt dag eller et enkelt døgn, hvilket kræver en del af fortællingen og sproget. Det hele føles mere intenst og kompakt. Det er en genre, der kræver en gennemarbejdet komposition, der er ikke plads til overflødige ord – en kunst, Jonas Hassen Khemiri mestrer fuldt ud.

I Jeg ringer til mine brødre kastes læseren ubarmhjertigt ind i den racialisering, der er strukturelt forankret i vores samfund og som ofte er ret usynlig for mere privilegerede samfundsgrupper. Som en del af den hvide majoritet kan man virkelig få lirket lidt til sin privilegieblindhed, hvilket er så ufatteligt vigtigt – og som jeg i øvrigt ikke synes skønlitteraturen bidrager til særlig tit. Når Amor fortæller hvordan han gør et nummer ud af at vise tydeligt, at han smider sit tyggegummi i skraldespanden i stedet for på gaden, så alle kan se at han ikke er som “dem man hører om i medierne”, eller når han afslører en telefonsælger i at bruge et mere svenskklingende navn end sit eget for at blive modtaget mere positivt, så træder de her små naturaliserede forfordelinger frem. Små byggesten, der konstant og næsten usynligt understøtter en uhyggelig rangordning af mennesker. Jeg ringer til mine brødre tilbyder mange virkelig interessante indblikke i hvordan det er at være menneske i en racialiseret krop. Amor føler sig konstant overvåget og han er under konstant overvågning af sig selv. Det er tankevækkende og skræmmende og ulykkeligvis helt genkendeligt i et vestligt samfund.

Og nu tænker du måske at Jeg ringer til mine brødre er deprimerende læsning, men selvom emnet er tungt og trækker en overskyggende følelse af magtesløshed med sig, så er Khemiri i stand til at skrive om det på virkelig humoristisk vis, hvilket gør læsningen til en absolut fornøjelse og bogen hurtigt slugt. Jeg ringer til mine brødre er en af de bedste bøger jeg nogensinde har læst. Simpelthen. Min første gennemlæsning varede en tur fra København til Helsingør og tilbage igen. Og samme aften gav jeg mig så til at læse den igen. For det er en interessant, øjenåbnende og afsindigt vigtig roman. Bogen tilbyder et skræmmende indblik i tilværelsen som etnisk minoritet i vesten, en forståelse af hvordan det er at være udpeget, den evige Anden, hvordan det er at være under konstant opsyn og mistanke, når man racialiseres og forstås som en gruppe frem for et individ. Jeg ringer til mine brødre burde være pensum alle steder, den burde læses af alle, og måske særligt de, der for nyligt har stemt lidt langt mod højre.

Bogen afsluttes med bonusmateriale i form af Khemiris åbne brev til den svenske justitsminister, Beatrice Ask, fra 2013, som blev Sveriges mest delte artikel nogensinde. Og det er der god grund til, for budskabet er så vigtigt og det er så spot on formidlet. Her inviterer han hende til at bytte krop for en tid, at låne den racialiserede krop, præcis som man får mulighed for når man læser Jeg ringer til mine brødre. Jeg kan ikke andet end at give denne helt særlige lille bog det maksimale antal hjerter og en varm anbefaling til ALLE, og så runde af med en af de mange passager med virkelig skarptskårne budskaber fra artiklen, som rammer lige på kornet:

“Og I siger: Alt handler om prioriteringer, og vi har faktisk ikke uendeligt med ressourcer. Og vi svarer: Hvordan kan det være at der altid er penge når ressourcesvage skal forfølges, men aldrig penge når ressourcesvage skal forsvares? “

6 hjerter

Køb bogen til dig selv og alle du kender her.

Tåkrummende, onkelhumoristisk og actionpacked roman – Det er Knud, som er død af Robert Zola Christensen

Det er Knud, som er død af Robert Zola Christensen

Roman – Forlaget Arabesk – 2019 – 222 sider – omslag af Maria Tranberg – anmeldereksemplar fra forlaget

“En mus kan være uheldig at få nogle snylteorganismer i sig, der gør, at når den lugter en kat i nærheden, så løber den ikke sin vej, men bliver vel nærmest, hvad man kan kalde hyperaktiv, ja, nogen vil måske ligefrem kalde det nysgerrig. Den kan i hvert fald slet ikke holde igen og ender ret hurtigt med at blive spist med hud og hår. Når så det, der er tilbage af den, kommer ud i kattens anden ende, er der stadig levende mikrober i lorten. Og dem snuser en ny mus til og smager på, og der har vi den så, cyklussen, for husmusen aner jo ikke selv, hvad den render og laver. Og jeg tror, det er på samme måde, det er fat med os mennesker. Vi aner simpelthen ikke, hvilke kræfter der styrer os, hvad det er, der får os til at søge ud på dybt vand, og jeg kunne godt tænke mig at vide, hvor dybt det vand, Amina søgte ud på, rent faktisk var. “

Nogle gange ender tingene ikke helt som man har planlagt, det kender vi alle. Men for Allan-Bertram ender det meste helt anderledes end han har tænkt det skulle. Der er bare ikke rigtig noget, der vil lykkes. Han har taget et job på en højskole, som han ikke er helt engageret i, han er for nyligt blevet skilt, selvom han troede, at ægteskabet bare skulle have en lille pause, for så at blomstre op igen. Hans kone har fundet lykken sammen med en irriterende sporty og succesfuld mand, som desuden er populær hos hans sønner. Hans alkoholiske mor er rod til stor irritation og et strejf af dårlig samvittighed. Og så er det, som om mange små tilfældigheder spænder ben for ham, som om skæbnen spiller ham et pus. Og da han mister sin rygsæk med et meget værdifuldt indhold, skal det selvfølgelig ikke være let at få den igen. I jagten på den tabte rygsæk konfronteres han med sin fortid og rodes mildest talt ud i lidt af hvert. Hvordan skal det dog ikke ende?

Handlingen står så absolut ikke stille i Det er Knud, som er død. Der sker hele tiden noget uforudset, bogens handling accelerer og eskalerer fra første til sidste side. Man kan næsten blive helt forpustet. Gennem læsningen havde jeg det ind imellem ligesom dengang jeg ofte så serien Klovn. Et latent ubehag, en konstant venten på det næste, der skal gå galt, det næste pinagtige øjeblik i fortællingen. Situation efter situation, der virker umulig at komme videre fra. Allan-Bertram minder mig lidt om Bjørnen Boris, som man måske kender, hvis man har små børn. Som der står i en af Boris-bøgerne “og lige da han ikke troede det kunne blive værre … ja, så blev det værre”. Modgang og idiotiske satsninger er grundstenene i Allan-Bertrams tilværelse. Det er sjovt, men det er også lidt trættende i længden.

Bogen handler ifølge forlaget om utiltalende mænd og utilregnelige kvinder, hvilket er ret spot on. Ud over at mændene også er utilregnelige og kvinderne også er utiltalende. Det er som om bogen prøver at slå sig op på en italesættelse af køn, særligt af manderoller, som jeg ikke synes er særlig vellykket. Kønnene er voldsomt stereotype, jovist, men der bidrages ikke med noget nyt til kønsdebatten, der portrætteres bare en fjollet stereotyp af mænd såvel som kvinder. Romanens manderoller er ganske selvfølgelige, og bæres gennem fortællingen higende efter ideen om polarforskeren Knud Rasmussen, en stereotyp mandefigur, som alle mandemænd bør efterstræbe – en overlever. Han er selvfølgelig Allan-Bertrams helt store idol og en grundsten i hans selvforståelse.

Allan-Bertrams mor er en interessant figur, hos hende italesættes de tungere emner som den dysfunktionelle forælder-barn relation og alkoholisme, hvilket gøres på en virkelig realistisk og samtidig lidt humoristisk facon. Sætninger, som “Nu er det snart jul igen, og det der med at skulle ødelægge jul og højtider er jo en alkoholiker-classic, når man tænker over det, så er det bare om at holde sig væk.” fik mig som barn af en alkoholiker både til at nikke genkendende og trække på smilebåndet. Alkoholiker-classic er et godt begreb. Og det er altså noget, bogen kan. Være humoristisk vellykket samtidig med at den italesætter nogle alvorlige emner. Ind imellem bliver tonen lidt for onkelhumoristisk til min smag, men overordnet var det ret morsom læsning. Og sproget har så absolut sine kvaliteter. Desuden har romanen fået mig til at genbesøge Tom Kristensens forfatterskab, et virkelig glædeligt gensyn.

Det er Knud, som er død er en underholdende, intens, sammensat og hurtigt læst roman. Herfra får den tre ud af seks hjerter.

hjerter3

Lån bogen på biblioteket eller anskaf dit eget eksemplar her.

Processed with VSCO with 6 preset

Tal med dine børn om adoption som alternativ familieform med ny billedbog – Adopterede Albert af Michael José

Adopterede Albert af Michael José

Billedbog – Forlaget Blandede Bolcher – 2019 – 41 sider – illustrationer af Martin C. Hansen – omslag af Louise Lyngbo – anmeldereksemplar fra forlaget

Albert er en lille dreng, som vokser op uden forældre i Colombia. Han kommer på børnehjem og bliver senere adopteret af det danske par, Else og Hans. De rejser med fly, tog, bus og æsel for at komme til Colombia, hvor de kan hente Albert. Endelig får de ham med hjem til Danmark, hvor familien og det gode, trygge liv venter.

Adopterede Albert er, som titlen så tydeligt indikerer, en bog om adoption for de mindste. Det er en anderledes og ret fin billedbog, med finurlige og sjove illustrationer. Fortællingen om adoption er ensidigt positiv, den fortæller en historie om adoption som vi oftest har set på emnet i vores del af verden – som en måde at give børn med dårlige kår en bedre tilværelse. Det meste jeg har læst om adoption de seneste år har haft den modsatte vinkel – altså hvordan adoption kan være en reel menneskehandel, hvor mindre priviligerede forældre udnyttes af ressourcestærke, barnløse nordboere. Adoption er så komplekst et emne, det er så vigtigt at belyse alle sider af sagen. Og her har vi at gøre med en absolut adoptionspositiv børnebog, hvilket giver rigtig god mening, målgruppen taget i betragtning.

Min ældste har virkelig fået meget godt ud af at få læst Adopterede Albert højt. Vi har læst den igen og igen, hun har spurgt ind, undret sig over hvorfor Albert får en ny mor og far, og vi har virkelig haft nogle gode snakke ud fra bogen. Den er et rigtig godt redskab til at åbne op for en snak om familieformer med de mindste – at det ikke bare er en selvfølge at en mand og en kvinde stifter familie sammen, men at man kan blive til en familie på mange måder, gennem fx adoption eller insemination, at man ikke behøver at være en mand og en kvinde for at være forældre sammen, at der er uendeligt mange nuancer. Når det så er sagt, så vil jeg helt sikkert tage adoptionssnakken med mine børn igen, når de bliver ældre, få de lidt mindre positive nuancer og stemmer fra litteraturen med.

Selv har jeg ikke den fjerneste idé om hvad det vil sige at være adopteret, og det er heller ikke et emne, jeg har tænkt på at tale med mine børn om før vi modtog Adopterede Albert. På den måde er det en virkelig fin bog til refleksion og snak om familieformer. Sprogligt er bogen lidt flad, der er ikke så godt flow i teksten, som er skrevet i rim. Ind imellem er der ord, som kun lader til at være der for at få det til at rime, og jeg synes den bliver lidt kluntet her og der. Men det er også en sød fortælling, og jeg er ret fascineret af illustrationerne, som er skæve og sjove. “Hvorfor har de sådan nogle store næser?”, spurgte min datter, og det er en af de ting, der giver figurerne ret meget karakter. Derudover er der også få, men fine henvendelser til den voksne, fx da Alberts nye forældre kommer i problemer i junglen, hvor de møder en flok farlige gorillaer, som har FARC stående på tøjet, og som modtager bestikkelse i form af flere tusinde bananer.

Alt i alt er Adopterede Albert en gennemført bog. Den mangler lidt på den sproglige side, men det er et virkelig fint redskab til at have en (pro adoption) snak med sine børn om anderledes familieformer, som fx adoption. Helt klart en læsning værd.

Find et eksemplar af den lille billedbog her.

Insekthallucinationer og åbenbaringer i forfriskende debutroman – Ash-Shaheed [Vidnet] af Jamal Bendahman

Ash-Shaheed [Vidnet] af Jamal Bendahman

Roman – Gladiator – 2019 – 283 sider – omslag af Thomas Joakim Winther – anmeldereksemplar fra forlaget

“Jeg følte at intet kunne skade mig og at fremtiden så lys ud. Samtidig følte jeg at jeg levede et dobbeltliv, der var noget i gære, men jeg vidste ikke hvad. Jeg fik åbenbaringer hvor jeg gennemstrømmedes af en følelse af meningsfuldhed, eufori og samhørighed med alting. Jeg turde ikke dele det med nogen, jeg var vokset op med at sådan noget holdt man for sig selv. Men jeg var nødt til at finde ud af hvad der foregik, jeg var nødt til at finde ud af hvad der var med de her åbenbaringer, de føltes så godt at jeg konstant længtes efter dem. Hvordan fandt de sted? Hvorfor mig? Jeg havde altid følt mig anderledes, at jeg tænkte på en anden måde, følte på en anden måde, måske var det et resultat af min ekstraordinære hjerne? Det var en nærliggende tanke, for jeg følte mig ekstraordinær.”

Younes er en ung mand der er bosat på Nørrebro i København. Han er opvokset i en ghettobebyggelse i Ishøj med sine forældre og sine søstre. Hans barndomshjem var religiøst men efter han er blevet voksen, har han mistet sin tro. Han har et job han hader, han drømmer om at blive forfatter, han zapper gennem uforpligtende forhold og tinderdates, han vågner oftest på sin sofa, med eller uden tømmermænd klar over, at han må gøre noget ved sin tilværelse. Og så en dag får Younes en åbenbaring. Han ser verden i et nyt lys og begynder at søge mod en mere meningsfuld tilværelse. Men hvad er hans kald? Og er det virkelig åbenbaringer, han oplever?

Ash-Shaheed [Vidnet] er en overraskende, underholdende, anderledes og velskrevet bog. Det er en skildring af en ung mand, som kunne have fulgt en kriminel løbebane som mange andre i det miljø, han vokser op i, men som formår at gøre noget helt andet med sit liv. Det lyder måske som en kliché, men det er det overhovedet ikke. Younes er alt andet end en stereotyp, han er en meget nuanceret karakter, hvis tanker og handlinger konstant overrasker. Jeg læste bogen som et indblik i en psykotisk persons tanker, men det er ikke et perspektiv, der nødvendigvis er rigtigt. Bogen er ret kryptisk, det er let at fare vildt i Younes’ relationer såvel som hvor man befinder sig tidsmæssigt eller hvorvidt det, der fortælles foregår i Younes’ hoved eller i virkeligheden. Fortælleteknisk er romanen virkelig vellykket og det er uden tvivl hensigten, at læseren skal blive desorienteret. Jeg tænkte flere gange gennem bogen, at jeg følte, jeg kunne leve mig ind i et psykotisk eller hallucinerende sind, selvom jeg aldrig selv har været der hvor Younes er.

Jeg elsker at læse (god) debutantlitteratur. Jeg elsker følelsen af at opdage en ny, dygtig forfatter, og så er der tit noget umiddelbart i en forfatters første værk. Noget upoleret, utilpasset, som om skriften på en måde endnu er fri. Ofte er modet og lysten til at eksperimentere tilstede, hvilket i høj grad gælder Ash-Shaheed [Vidnet]. Bogen skildrer forskellige typer karakterer virkelig skarpt og så trækker den sin læser rundt i en manege af forskellige tilstande, så man ind imellem helt mister fodfæstet.

Noget af det jeg holdt allermest af, da jeg læste Ash-Shaheed [Vidnet] var Younes’ virkelig random, overdetaljerede forestillinger om mennesker eller steder, som fx i beskrivelsen af sin arbejdsplads:

“I det ene hjørne af bygningen tårnede en stor, høj betonskorsten sig op. Den lignede noget der blev brugt i et bizart ritual for mange år siden, da bygningen stadig var en sæbefabrik. Jeg forestillede mig at alle de nye unge fabriksarbejdere blev lokket derop mod et løfte om gratis øl og nøgenmagasiner. I stedet for øl og illustreret nøgenhed blev de ført op ad trinene i skorstenen, hvorefter der blev sat en rotte på et af de nederste trin og lågen til skorstenen blev hurtigt låst og den unge fabriksarbejder var låst inde i den mørke skakt med rotten. Efter en time åbnede de lågen igen, hjalp ham ned og omfavnede ham. ‘Nu er du en af os’, ville de sige til den rystende unge fabriksarbejder. “

De her små fantasifulde, afsporede indskydelser gør læsningen virkelig underholdende og ikke en linje i bogen er kedelig eller ligegyldig. Det er en morsom, tragisk og anderledes bog, som jeg vil anbefale bredt. Det er en roman, der er hurtigt læst og som giver stof til eftertanke. En stærk debut fra et forfattertalent jeg glæder mig til at følge. Fem ud af seks hjerter.

hjerter5

Lån den smukke bog her, eller køb dit eget eksemplar her.

Bogtanker #11 – Børnelitteratur – hvad er det, den kan, og hvorfor er det vigtigt?

Det er vist ingen hemmelighed, at vi er bidt af en gal bog herhjemme. Og det med god grund. For hvor er det dog berigende at læse, hvor er det et fantastisk sted at befinde sig – i litteraturen. Al forskning i børns læsning peger på et utal af fordele, hvilket jeg kun kan nikke genkendende til. Skal jeg tale ud fra egne oplevelser kan jeg sige, at vi herhjemme har haft stor gavn og glæde af børnelitteraturens mange gaver:

  • Højtlæsning stimulerer barnets sprogudvikling og har en effekt fra barnet er helt lille. Bare det at høre sproget talt, at føle det nærvær højtlæsningen giver, er guld værd og har betydning for barnets videre udvikling i forhold til sprog og læsning.
  • Højtlæsning – og historier i det hele taget – udvikler barnets fantasi og evne til at tænke kreativt. Vi hører ofte fra børnehaven og fra andre i vores børnenetværk at vores ældste datter Rita er enormt god til at lege. Opfindsom, kreativ, selvsikker og fantasifuld. Og en stor del af de talenter vil jeg mene er blomstret ud af de mange historier vi har læst og de mange gode samtaler og lege der er udsprunget deraf.
  • Bøger åbner verden. Det gælder sådan set både for børn og voksne. Når man læser, ser man verden gennem nye øjne og får nye perspektiver og vinkler på sig selv og sin omverden. For tiden arbejder jeg gennem vores højtlæsning herhjemme på at tale med min ældste datter om familier. Hvad vil det sige at være en familie? Hvordan bliver man en familie? Hvilke forskellige slags familier kender vi, og hvilke slags familier er nye for os? Bøger er gode til at åbne op for emner, som vi ikke nødvendigvis støder på i vores hverdag. Og jeg ønsker virkelig at åbne så mange låger som muligt, så det er helt naturligt for mine børn at møde børn fra andre familiekonstellationer. Noget, der godt kan være en udfordring for en familie, der er så konventionelt sammensat som vores. Og her er der stor hjælp at hente i børnelitteraturen.
  • Højtlæsning avler nysgerrighed og vidensbegærlighed. Børn, der vokser op med bøger bliver i meget højere grad læsende voksne end børn der ikke gør. Og hvor jeg dog ønsker mig, at mine børn skal finde ro i litteraturen, når omverdenen bliver mere og mere hektisk og digitaliseret. Bøger er et frirum.
  • Litteratur er et almenmenneskeligt fællesskab. Hvis du nogensinde føler dig alene og forkert, så er der uden tvivl forståelse at hente i litteraturen. For du er aldrig alene, og der er altid skrevet bøger om det, du går og tumler med. Der er så meget genkendelse og identifikation at finde i litteraturen. Og jeg får næsten lyst til at smide et #dueraldrigalene – men så bliver det næsten for corny.

Der er ca. 1000 andre punkter, som jeg ikke har med her. Hvis der er flere fordele ved læsning, som du synes skal tilføjes, så smid endelig en kommentar. Og husk at undertegnede, samt mange folkebiblioteker tilbyder oplæg om børns læsning og dialogisk læsning, hvis du har brug for redskaber til at få kickstartet din højtlæsning.

[“Reklame” – de afbildede bøger er anmeldereksemplarer fra forlagene]

Klassiker i nye klæder – Jammers Minde – en grafisk roman af Allan van Hansen

Jammers Minde – en grafisk roman af Allan van Hansen

Grafisk roman – Forlaget Arabesk – 2019 – 220 sider – omslag af Karen Fink – anmeldereksemplar fra forlaget

I 1663 anholdes og fængsles Leonora Christina, datter af Christian 4. og Kirsten Munk. Det antages, at hun har vidst besked om sin mand Corfitz Ulfeldts forræderi mod Frederik 3. Hun placeres i Blåtårn i Københavns Slot, hvor hun sidder fængslet fra 1663-1685 – altså i 22 lange år. Under frihedsberøvelsen bearbejder hun sine kvaler gennem skriften, hvilket bliver til værket Jammers Minde – et minde om års jammer og lidelse, som kan give hende afslutning, så hun kan lægge det bag sig og komme videre med sit liv efter løsladelse. Jammers minde er en dansk klassiker og er optaget i Kulturkanon. Værket er et vigtigt stykke kulturhistorie, en biografi, et selvforsvar og et stærkt skæbnebillede fra datidens tilværelse i fængslet.

Bogen, som tidligere er sprogligt bearbejdet så nutidige læsere lettere kan forstå den, gives i Allan van Hansens udgave yderligere en ansigtsløftning. Med kombinationen af tekst og billeder bliver læsningen ikke blot mindre tør og tung, den tilføres også et sanseligt, filmisk lag i form af de detaljerige og dragende illustrationer. Den grafiske roman er en genre der er meget populær i disse år, og som typisk tiltaler et yngre læsersegment end de, der ellers ville prøve kræfter med et værk som Jammers Minde. På den måde kan genren måske være gateway til klassikerlæsning og kulturarvsdyrkelse for nye læsere.

Det er min første grafiske roman og bestemt ikke den sidste, så man kan sige, at bogen har åbnet genren op for en som mig, som ellers aldrig læser den type litteratur. Jeg er meget mere begejstret over samspillet mellem ord og billeder end jeg havde forventet. Illustrationerne i Jammers Minde er flotte, stemningsfyldte og holdt i nogle meget smukke, enkle farver. Desværre er illustrationerne på enkelte sider delvist gået tabt i bogens ryglimning, hvilket er en skam.

Bogen inddrager en del af det originale sprog og bidrager også med bonusmateriale i slutningen af bogen, hvor vi bl.a. får en liste af datidens skældsord og en madopskrift på en ret fra dengang. Sjovt og autentisk.

Jammers Minde – en grafisk roman er et virkelig fint og tilgængeligt bidrag til dansk kulturhistorie. Det er en litterær gateway, som kan lokke læsere af grafiske romaner over i læsning af hovedværker i dansk litteratur og omvendt er det en bog, der har åbnet mine øjne for den grafiske roman som genre. Anbefales alle der interesserer sig for dansk kulturhistorie og stor dansk prosa, eller som værdsætter en smuk billedside til litteraturen. Fem ud af seks hjerter herfra.

hjerter5

Find et eksemplar af bogen her.

Litteratur, billedkunst og performance tæt sammenvævet i bjergtagende debut – docx af Franziska Hoppe

docx af Franziska Hoppe

Korridor – 2019 – 106 sider – anmeldereksemplar fra forlaget

“Jeg er netop flyttet til Silbersteinstrasse i Neuköln, og jeg tror, jeg er rykket ind i en white cube. Jeg ser mig selv fra oven: en sortklædt krop på en hvid seng – som et tegn på et stort stykke papir. Fra sengen reflekterer værelsets spejl et udsnit af min krop. Jeg løfter armen op over dynerne og ser fordoblingen følge med. Som barn prøvede jeg at narre mit spejlbillede. Jeg troede, at hvis bare jeg bevægede mig hurtigt nok, ville reflektionen ikke kunne følge med. Jeg ville afsløre hende, men var også bange for konsekvenserne. Nu løfter jeg igen hovedet og ser min fordobling i øjnene; så kigger vi hen på hver vores bogstabel. Litteraturen er fuld af ustyrlige spejlbilleder, fuld af reflektioner der handler på eget initiativ. Nogle ender med at styre deres ejere, nogle træder ud af spejlet. ” 

Det har taget mig et par uger at tage tilløb til at skrive om docx. For på en måde føles anmelderhandlingen tit som en afvikling, som om alle mine tanker om og følelser for en bog manifesterer sig på papir for derefter at rykke ud i periferien af mine tanker, så der bliver plads til næste litterære oplevelse. Sådan er det nok blevet fordi jeg har så meget rytme i hvordan jeg kontinuerligt læser og anmelder, samlebåndslæsning af en art. Derfor har jeg gået og gemt lidt på tankerne om docx, holdt dem lidt for mig selv og ladet dem bundfælde sig inden jeg kom hertil. For docx er en helt særlig bog.

I docx bearbejder jegfortælleren Franziska sin forelskelse i personen kaldet “X” gennem bl.a. billedkunst og litteratur. Kulissen er København og Berlins gader, kunstmuseer og biblioteker. Hun møder byen og kunsten og ser alt dette i relation til sig selv og sin muse. Hvorend hun går mødes hun af ansigtsløse ansigter, hun undersøger sig selv gennem et analytisk blik på sine omgivelser. Ved at skrive sig selv som romanfigur tager hun kontrollen over fortællingen og sin rolle i den.

Når en bog bevæger sig så tværæstetisk som docx gør – og lykkes så godt med det som den også gør – så bliver læseoplevelsen særligt intens og sanselig. Værket er en slags metatekst – en tekst om tilblivelsen af den tekst der læses, en bog med mange lag og facetter. Det er en bog om kunst, om at betragte kunst og om at skabe kunst. Intertekstualiteten er ikke til at overse, og teksten lader sig inspirere af bl.a. fortællingen om Frankenstein og hans monster (kunstneren og værket) og Anaïs Nins selviscenesættelse. Skriveprocessen vi følger er på samme tid en distancering fra og generobring af forelskelsen. Franziska har i starten af bogen planlagt en slags performance med X som midte, en middagsiscenesættelse, som skal give hende magten tilbage i relationen. Der bliver ingen middag, men performancen bliver i høj grad til i form af bogen, som sætter Franziska og X ind i en fiktion. En fiktion om at gøre noget faktuelt fiktivt. Da X inddrages i projektet som betalæser på manuskriptet bliver metaperspektivet endnu mere gennemført. Som læser tages man i hånden for ikke at fare vild i værkets konstante leg med narrativet;

“I en note har jeg skrevet: “En ulykkelig forelskelse virker som et forsvarligt sted at skrive fra. Det er mig, der er blevet afvist og ikke kan komme videre. Det er mig, der er til grin, mig der har tabt – og derfra bliver det så selvfølgelig mere kompliceret…” For at lave et narrativ er en måde at få kontrol på. Det er et spørgsmål om, hvem der får lov at skrive historien, der kommer ud til andre. Og i mine fantasier og forestillinger om X er sandhed først og fremmest en følelse. Jeg forsøger at skrive et forord: “Kære læser, forestil dig en reol. Forestil dig denne bogryg ved siden af  fem andre. Hver af bøgerne er en ny version af docx, det samme tidsrum i et nyt mønster; fem forskellige variationer. Kære læser, når jeg kalder teksten upålidelig, er det for at gøre den mere troværdig. Det er endnu en teknik, der skal få dig til at læse videre. Kære X, du ved, at læseren er dig.”

Foruden Franziska Hoppes overlegent velkomponerede narrativ har bogen også fine sproglige kvaliteter. Sproget er klart og flyder på en måde, der gør læsningen svær at afbryde. Der er et flow i ordene og læsningen føles helt organisk. Den måde kunsten perciperes og gengives på er så sanselig, autentisk at man som læser ikke kan andet end at føle sig draget ind i værkets æstetiske rum. Franziskas møde med kunsten skrives så nærværende at jeg selv fik følelsen af at røre Nefertitis buste, eller betragte Botticellis overdådige malerier. Hvis jeg skal kritisere docx for noget, må det være den næsten for perfekte sammenhæng, det så gennemførte udtryk, at der ikke efterlades meget uvist til læseren. Bogen sætter uden tvivl refleksioner i gang hos læseren, men selv de føles iscenesatte, nøje konstruerede. docx er en bog, en metafortælling, en performance og et kunststykke som jeg uden tvivl vil dykke ned i igen, og der skal lyde en kæmpe anbefaling til alle der godt kan lide litteratur der er alt andet end simpel, og som strækker sine rødder ud i adskillige andre æstetiske discipliner. Fem ud af seks hjerter herfra.

hjerter5

Find docx hos forlaget her.

Uforløst roman om løgn, (selv)bedrag og jalousi – ÆKVATOR af Kim Karmark

ÆKVATOR af Kim Karmark

Roman – Byens forlag – 2018 – 195 sider – omslag af Katrine Skriver Christensen – anmeldereksemplar fra forlaget

“I starten var det duftene, der optog mig. Jeg elsker de afrikanske duftes underspillede robusthed. De giver alt omkring sig en dybere mening. På en gang fyldig og sart. Når vinden er i den rigtige retning, kan jeg lugte Victoriasøens fade ferskvand, jeg mærker støvet fra vejen og den fine, skarpe røg fra de mange køkkener. Ellers er det bushens tørre græs, der fylder luften med en evig augustagtig tyngde. Men næsten umærkeligt er det blevet lydene, jeg er mest interesseret i. Tropernes mærkelige summende baggrundsstøj. Da jeg først begyndte at lytte, opdagede jeg, at det netop er lydene, der gør både stilheden større og duftene tættere; farverne mere præcise. Jeg er fascineret af den diskrete måde, jeg er blevet erobret på “

Esben er søn af en gammel hippie og er vokset op i et hjem med minimal struktur og tradition. Hans barndoms fortællinger bærer præg af instabilitet og impuls og kan både opfattes som eventyrlig og utryg. Katja kommer fra et gammeldags og mere traditionsbundet hjem med dug på bordet og måltider serveret samme tid hver dag. En tryg, men stagneret tilværelse. Hver især misunder de hinandens barndom, som var fyldt op af det, de selv manglede så inderligt. Ligeså forskellig deres opvækst har været, lige så forskellige personer er de, og da de rejser til Østafrika sammen tydeliggøres disse indbyrdes forskelle. De bliver begge meget betaget af Afrika, af det meget anderledes liv  og af den overvældende følelse af pludselig at være minoriteten, den konstant udpegede i et samfund. En dag da Esben kommer hjem til deres hytte, har Katja pakket sine ting og er rejst. I retrospektiv (over)refleksion fortælles historien om dem, om Afrika og om deres brud.

Romanens tematiske omdrejningspunkter er løgn, bedrag, selvbedrag og jalousi. Esben fortæller historien og vi hører meget om hans liv og tanker. Han er en sympatisk, lidt vag karakter, som vender og drejer bruddet med Katja, noget der kommer til at fremstå overreflekteret og kunstigt.  Katja hører vi mindre om, hun er en ret uforståelig karakter, som mest af alt fremstår vred og selvhøjtidelig. Hun vil til Østafrika for at gøre en forskel, men hendes vrede over andres opførsel og hendes foragt for sin egen hvidhed fylder alt. Og denne foragt for hvidheden er et tilbagevendende, lidt fortænkt element i bogen. Der peges på denne selvfølgelige træden udenfor i en sådan grad at det bliver påtaget og kunstigt. Når de andre personer i bogen beskrives, fx afrikanske mennesker eller asiatiske turister, bliver det karikeret og bogens personer blev langt hen af vejen tomme karakterer, determineret af deres huds farve.  Det hele overgøres, samtidig med at det virker overfladisk, man når aldrig rigtig ind i karaktererne, ej heller miljøet, som ligeledes skildres endimensionelt og utroværdigt.

Afrika som litterær scenografi er set hyppigt i dansk litteratur de seneste årtier. Det er da også interessant at læse om noget, der forgår under ukendte himmelstrøg og i et samfund, hvor hvidhed ikke definerer majoriteten. Men i stedet for at føle at man rejser til Afrika i læsningen, kan man tvivle på om forfatteren nogensinde har været der, eller om han bare har læst en af de mange andre romaner der foregår der og fundet inspiration. Beskrivelserne af Østafrika virker overfladiske og påtagede.

Romanen, som indledes med et Knausgaard-citat om selvbedrag, virker som et stort bedrag i sig selv. Måske er det meningen? Man mærker tydeligt Knausgaard-inspirationen, med den konstant reflekterende – grænsende til det navlepillende – mandlige jegfortæller. Desværre er denne litterære muse alt for allestednærværende til at romanen nogensinde bliver sin egen. I stedet føles også dette karikeret – som en Knausgaard-karikatur i stedet for blot en inspiration.

Nu kan jeg godt se at min omtale af Ækvator fremstår godt og grundigt mavesur. Det var egentlig ikke meningen. For Karmark er ikke uden talent, og romanens sproglige side har virkelig fine kvaliteter. Ind imellem var jeg kortvarigt opslugt. Desværre bliver fortællingen overordnet lidt substansløs og overfladisk, og det er ikke en roman jeg vil anbefale bredt. Herfra bliver det til et enkelt hjerte ud af seks.

hjerter1

Læs bogen selv og se om jeg er helt galt afmarcheret. Find den på biblioteket her eller køb dit eget eksemplar her.

BOGTANKER #10 – Bøger er med til at skabe verden – derfor har vi et ansvar

I starten af året henvendte en unavngiven forfatter sig til mig med henblik på at få sin bog anmeldt på Litteraturformidleren.dk. Og som det ind imellem er tilfældet, så sagde jeg ja, selvom der ikke medfulgte en læseprøve eller lignende. Da jeg omsider fik tid til at kigge på bogen forleden, kunne jeg fra første side forstå, at bogen var noget, som jeg slet ikke kunne stå inde for at give taletid. Jeg læste hele bogen og blev kun bekræftet. Side op og ned med nedgørende holdninger til forskellige typer mennesker, nærmest alle former for udskamning man kan komme i tanke om, fra hudfarve, til kropsstørrelse, slutshaming og en overordnet forskruet holdning til kvinder. Og med en fuldstændig giftig maskulinitet som centrum. Av.

Måske der var en større mening med ubehagelighederne, en udstilling af alverdens idioti, en ironisk distance mellem linjerne, men det fremgik faktisk overhovedet ikke. Jeg kunne ikke fremlæse nogen som helst mening, hvor gerne jeg end ville. Og de nedladende holdninger tjente for mig at se ikke noget formål. Det føltes lidt som når man overhører racistiske/sexistiske/etc. jokes og forventes at være underholdt. Underholdt eller sippet, that is.

D1744577-DE96-4538-A8B6-A2E4F3C6BD77.jpg

Som jeg ser det, var der to mulige veje at gå; Jeg kunne skrive en lang, vred anmeldelse af bogen og få afløb for mine frustrationer. Det virkede som udgangspunkt som den mest empowering måde at gribe sagen an på, og det var helt sikkert det, jeg umiddelbart havde lyst til. Jeg er så træt af alt det kroppe, der “falder udenfor” idealet – og i særdeleshed kvindekroppe – skal stå model til. Jeg er så træt af at blive kaldt sart og hysterisk, når jeg siger fra, når jeg mærker mine grænser bliver udfordret. 

Den anden meningsfulde mulighed var at lukke bogen, sende den tilbage hvor den kom fra, insistere på, at den slags ikke er litteratur, som jeg vil bruge tid og spalteplads på at nævne – som i mine øjne ikke bør få opmærksomhed nogen steder fra. Jeg vil ikke forurene mit domæne med den slags. For selvom der er god mening i at italesætte de her problemer, så vi kan ændre dem, så er der også bare et aspekt af eksponering og promovering i at skrive om bøger og vise dem frem. Og al omtale er som bekendt god omtale.

Jeg er af den overbevisning, at sproget og dermed i høj grad litteraturen har indflydelse på hvordan vi opfatter verden. Så at tale om litteratur, som viderefører den her slags holdninger og værdier, med et kritisk blik eller ej, er i mine øjne med til at videreføre ideerne. Selvom jeg er stor tilhænger af ideen om det frie ord, så skal den her type bøger ties ihjel, på mit domæne i hvert fald. Og så må jeg få afløb på anden vis, som i nærværende indlæg, uden navn og titels nævnelse. 

Jeg sendte forfatteren en forklarende mail og fik en meget forstående og venlig mail retur. End of story. Men jeg er fortsat i tvivl om, hvad der er den bedste løsning. Måske har jeg ikke før nu reflekteret over, hvad jeg egentlig ønsker at min formidlingskanal her skal rumme. Andet end at den skal være et inkluderende og behageligt rum. Og mangfoldigt. Men altså ikke promovering for værdier jeg ikke kan stå inde for.

Smukke og sprogligt legende digte om den evige søgen efter et selv – SKYSKRABER af Tine Paludan

Skyskraber af Tine Paludan

Digte – Forlaget Fuglekøjen – 2019 – 67 sider – omslagsillustration af Tine Paludan – anmeldereksemplar fra forlaget

“det er i lufthavnene jeg glemmer
at bebrejde hade eller føle skyld
jeg var voksen da jorden gik under
jeg kunne målrette tomrummet
da koteletgrunden brændte
og med den min evne til ligusterkompromis
jeg kan bære alle mine møbler blot for det
tilfælde
at jeg for alvor en dag skal forsvinde
og i lufthavnene glemmer jeg
hvorfor min kuffert er så lille og så let som et
evigt æg jeg er klædt i transittens blå silkepapir
vægtløs af den slags taknemmelighed der kan
vokse af sorg “

Poesi er en utroligt bred og mangefacetteret genre, og alligevel hører jeg ofte nogen ytre, at ‘poesi ikke er noget for dem’. Men der findes så mange digte i verden, mere og mindre kryptiske, mere eller mindre flyvske og højtragende. Der findes i min optik digte til alle, poesi til enhver smag og ethvert temperament. Skyskraber er en samling af digte, som er utroligt smukke, som rummer enormt mange lag af betydning og som kræver forholdsvis meget af sin læser. Poesi, af fin kvalitet, men ikke poesi til den poesiskeptiske eller analytisk dovne læser.

Skyskraber er en undersøgelse af processen, hvor man bliver til sig selv. Hvordan man ikke kan blive sig selv uden andre, hvordan man aldrig bliver kun sig selv. Digtene i Skyskraber falder i tre dele med overskrifterne pige, fugl og flux. Digtene er varierende i længde og illustrerer en udvikling i sind og krop, en aldrig afsluttet identitetsjagt.

“skitser til kvinder jeg aldrig blev // ligger i stakke på spisebordet // overbevisende udtalelser // forsøgsvis formuleret i flere farver blæk // kladder til en personlighedens retorik // sammenhængende synspunkter // markeret i bøger på sprog jeg aldrig helt fik lært // udtryk og følelser // klistret på kroppe i forskellige materialer // fintvævet angst vindtæt selvhad den smukke // fløjsbløde stolthed til særlige lejligheder // på bøjler i skabet sammen med vinterfrakken // over sengen hænger et kurvediagram // ensomheden er proportional med tiden // hjertets slag omvendt proportional med // virkeligheden // jeg // en evig arbejdstitel // en uløselig ligning “

Sproget i digtene er enormt poetisk og legende – sproget udforskes og nye, maleriske orddannelser opstår. Jeg er helt forgabt i Tine Paludans sammensmeltning af natur og menneske, sproget får lov at gå gennem (kvinde)kroppen, at være udforskende og dristigt. Hun formår at fremskrive højspændte sansninger gennem en naturmetaforik, der aldrig bliver banal.

Desuden er Tine Paludans smukke omslagsillustration værd at dvæle ved, den understøtter så fint bogens parole om et mangefold af skitser til den kvinde, digterjeget bliver. Der er noget skitse over den smukke, kontrasterede illustration, og jeg kan kun anbefale at tage et nærmere kig på Paludans kunst, samt at slå et smut forbi hendes instagramkonto, som har ganske fine æstetiske kvaliteter.

Skyskraber skriver sig ind i en tidstypisk poetisk tradition, hvor kvindekrop og umulig identitetssøgen er omdrejningspunkter. Digtsamlingen mindede mig lidt om den også fremragende punktroman Sprækker, som jeg anmeldte tidligere i år.

Opsummerende må Skyskraber siges at være en enestående debut, en kraftpræstation i sproget, både hvad gælder æstetik og indhold. Læs den, hvis du er til poesi af lidt mere udfordrende art, og som kræver lidt mere omhu i læsningen. For Skyskraber har i den grad fortjent en grundig og gentagen læsning. Fem af seks hjerter herfra.

hjerter5

Lån den smukke digtsamling på biblioteket eller find dit eget eksemplar her.

Skyskraber2