Langtrukken roman om organisationsændringer i en fodboldklub, komplicerede familierelationer og en mørk fortid – MØRK MATERIE af Tormod Haugland

Mørk Materie

MØRK MATERIE af Tormod Haugland

Roman – Forlaget Silkefyret – 2018 – 314 sider – oversat fra norsk af Allan Lillelund – omslag af Michelle Melissa Jakobsen – anmeldereksemplar fra forlaget

“Jeg steg ud af bilen, mærkede regndråberne mod panden. Jeg gik hen til huset, låste mig ind. Mit kære hus. Så længe det varede. Men nu var det slut. Jeg stod i køkkenet, tog en vinflaske frem og fyldte et glas. For der var altid en slutning. Alting havde en ende, om det så var dødt eller levende. Og dette hus var midlertidigt, det havde jeg vidst fra første øjeblik. Jeg havde købt det for at have noget, som var vores, min nye familie. Men sådan gik det ikke. Det gik ikke godt mellem Lise og mig. Det var blevet for svært, for krævende. Jeg var faldet for Lise, Elses datter, min fars kæreste. Ham jeg ikke kunne komme overens med. Ham der havde svigtet min mor og som jeg ikke kunne tilgive, dengang jeg var ung. Ham jeg havde lagt for had. Ham jeg ikke kunne snakke med. Men alt det havde jeg lagt bag mig, jeg havde indset, at jeg måtte lære at lægge ting bag mig, at der kun var én vej, og det var den som fortsatte. “

Atle Vilder er en mand på 52, som bor alene i sit hus i den norske by Gran. En dag modtager han et brev fra den kvinde som er mor til hans datter, og som han er gift med – og som han i øvrigt ikke har set i 28 år. Livet begynder så småt at tage en ny drejning for Atle; han involveres i fornyelsen af den lokale idrætsforening og fodboldklub, han genoptager for længst kuldsejlede relationer, og foråret kommer og bringer døden med sig. Hvad betyder alle disse forandringer, har de en sammenhæng og hvad betyder det for Atles fremtid?

Den overordnede præmis for romanen Mørk materie lyder ved første øjekast både interessant og som en bog, der meget vel kunne rumme en vis litterær dybde. Men Mørk materie er rent ud sagt en af de absolut kedeligste tekster jeg har tygget mig igennem (og dem var der ellers et par stykker af i løbet af danskstudiet). Det skyldes til dels at jeg absolut ingen interesse har i fodbold eller foreningsliv – jeg har faktisk svært ved at forestille mig noget, der kunne interessere mig mindre. Men det skyldes i endnu højere grad den langtrukne, tilnærmelsesvis plotløse tekst, skrevet i et kedeligt sprog og med intetsigende karakterer. Optakten til bogens klimaks synes uendeligt og ikke særlig ophidsende, og da vi endelig – efter hvad der ligner 130 sider – nærmer os noget, der kunne give en eller anden form for udslag på spændingskurven, ja, så kører romanen faktisk bare videre i sin flatlinede, formålsløse fortælling .

Bogens karakterer, i særdeleshed Atle og hans far, taler sammen på en kunstig og distanceret måde. Jeg forstår ham ikke, Atle, hans måde at tænke på eller hans forhold til andre mennesker. Det er mig uvist, hvad han vil, og det er faktisk heller ikke noget jeg higer efter at finde ud af.

Man kan kalde Tormod Hauglands skrivestil underspillet, eller endda tør-humoristisk, som avisen Morgenbladet har gjort det, men jeg vil nu hellere kalde den langtrukken og i længere passager fuldkommen indholdsløs.

Skal jeg dog slutte af med en positiv bemærkning – og det vil jeg helst – så er Mørk materie en ganske pæn bog, og jeg kipper som altid med flaget for Forlaget Silkefyrets æstetisk vellykkede udgivelser. Dog plejer indholdet at leve op til omslaget i højere grad end det er tilfældet med Mørk materie, som kun sniger sig op på et enkelt, langgabende hjerte herfra.

hjerter1

Læs mere om bogen, eller køb den her.

Mørkmaterie.jpg

Ulykkelig forelskelse, ægteskablige problemer eller andre livskriser? Tove har svaret! – SMÅ HVERDAGSPROBLEMER af Tove Ditlevsen

55B33F11-56E9-4211-B62A-4B1D82084F46.jpg

SMÅ HVERDAGSPROBLEMER af Tove Ditlevsen

Samlede spørgsmål og svar fra Tove Ditlevsens brevkasse i Familie Journal 1956-1976 – Forlaget Gladiator – 2018 – 928 sider – omslag af Thomas Joakim Winter – anmeldereksemplar fra forlaget

“Kære Tove Ditlevsen.
Jeg er en ung pige på 16 år, og jeg har en ven
på 18 år. Vi mødtes til en fest her i byen og faldt
for hinanden. Vi bestemte at skrive sammen.
Han skulle skrive først, hvad han også har gjort,
men skriften, sikken skrift! Jeg er sådan indrettet,
at jeg ikke kan lide mennesker, der ikke kan stave
og skrive ordentligt. Hvis han ikke betyder mere
for mig, synes De så ikke, jeg skulle slå op? Hvad
synes De om skriften? Hvad gør man for at kom-
me til at kende nogle jævnaldrende drenge?
Maj

Kære Maj.
       Hvis der ikke er drenge nok i din nærhed, kan du
jo få en penneven eller for eksempel melde dig ind i
en ungdomsklub. Hvad skriften angår, er den rigtig
pæn, men der er i hvert fald én stavefejl i dit brev, og
man skal som bekendt ikke kaste med sten, når man
bor i et glashus. Noget andet er, at du ikke er forelsket
i det unge menneske, så du kan roligt slå op med ham.
Måske er det nok ikke at svare på hans breve.
       Med venlig hilsen, Tove Ditlevsen “

I to årtier hjalp Tove Ditlevsen danskerne med råd og vejledning om stort og småt i brevkassen i Familie Journal. Hun var, som hun selv har udtalt, en kompetent livsrådgiver i kraft af sit eget snørklede og komplicerede liv, og som samlingen Små hverdagsproblemer udfolder, så er der ikke det spørgsmål der er for stort, for småt eller for dumt. Kærligt, kyndigt og ind imellem bestemt og opdragende rådgav hun med stor indlevelse om et bredt spektrum af emner.

Bogen har en enorm underholdningsværdi og jeg smågrinede mig vej igennem mange af indlæggene. Som fx det utal af gange, hvor Tove videregiver sin viden om mænd til fortvivlede kvinder og bl.a. drager paralleller til børn og potteplanter. Eller når hun skruer bissen på og svarer råt for usødet.

Tove Ditlevsen rådgav som sagt om mangt og meget. Der er den unge pige, der er invaliderende forelsket i Paul McCartney (som Tove i 1965 i samme omgang forudsiger er glemt om et par år), der er kuede husmødre, familieintriger, skilsmisseproblemer, ønskede, uønskede og afbrudte svangerskaber. Breve om skyld, skam, håb, ulykke, kærlighed, ensomhed og fortvivlelse. Og midt i det hele er der en stor respekt omkring Tove Ditlevsens rådgivning, men også omkring hende som litterat – mange af brevene afsluttes med spørgsmålet “Hvad mener De om skriften?” – folk skriver altså ikke blot for at få hjælp til deres livsdilemmaer, men også for at få en dygtig forfatters holdning til deres skrift og skrivestil.

Jeg forestiller mig, at brevkassen var datidens pendant til reality-underholdning. Hvis ikke brevene direkte kan læses som selvhjælpsindlæg og relateres til ens egne livsdilemmaer og -kriser, så er det oftest underholdende at snage i andres. Foruden at være god underholdning, så giver Små hverdagsproblemer en indsigt i svundne tider, som et alternativt kulturhistorisk værk. Almindelige menneskers problemer var overordnet sammenlignelige med de, de fleste af os støder på i dag, men det tydeliggøres samtidig, hvor meget vores samfund har udviklet sig, og hvor markant anderledes normer mennesker var underlagt i 1950’erne, 60’erne og 70’erne. Selvom vi i dag har lang vej til et ligestillet samfund, så mærker man tydeligt i både spørgsmål og svar hvilke afsindigt skæve krav og forventninger mennesker var underlagt dengang på baggrund af deres køn.

Tove Ditlevsen har hos mig, som hos så mange andre, en helt særlig plads i både hjerte og bogreol. Jeg har siden jeg var barn været glad for at læse både prosa og poesi af hende. Indtil udgivelsen af Små hverdagsproblemer har jeg dog aldrig læst noget fra hendes virke i brevkassen i Familie Journal, hvilket tilfører en ny nuance til hende som menneske. Der ligger meget af hende selv i mange af brevkassesvarene.

Små hverdagsproblemer er bestemt anbefalelsesværdig, men nok mest for garvede Tove-fans. Det er en bog på uhyre mange sider, og det er en genre, som man godt kan blive træt af i længden, idet mange spørgsmål minder om hinanden. Læs den, hvis du elsker Tove, og hvis du har smag for retro-reality og anderledes kulturhistoriske bøger. Og hvis du i øvrigt har god plads på bogreolen.

1958.1

Billede lånt fra Familie Journals hjemmeside

billede1_4

Billede lånt fra Familie Journals hjemmeside

Klik den flotte, tunge Tove-bibel hjem lige her.

Nordic noir, leksikon over den jyske flora/fauna og endeløse, malplacerede og uinteressante lommefilosofiske tankestrømme – NORDISK VILDT af Daniel Dencik

Processed with VSCO with 6 preset

NORDISK VILDT af Daniel Dencik

Roman – Politiken – 2018 – 488 sider – omslag af Simon Lilholt – anmeldereksemplar fra forlaget

“Jeg finder en pakke cigaretter i mine bukser, sidder nøgen ved et åbent badeværelsesvindue og ryger med udsigt over den våde skov. Skoven lugter stærkere i regnvejr. Der er majmorgener, hvor Jylland ligner en savanne. Himlen ruger på et uvejr, som den ikke har i sinde at give slip på endnu. Men langsomt tager det form et sted ude i fremtiden. Jeg har flakket så meget rundt. Og næsten alt har jeg glemt. Jeg glor ligeud i regnen med en følelse af, at jeg ikke kan huske noget som helst andet end i nat. “

Vi befinder os på et faldefærdigt gods midt i den jyske skov et sted mellem Horsens og Juelsminde. Silas bruger sin tid på at gå på jagt, ryge sig skæv og hade de fleste omkring sig. Han er krigsveteran og tidligere professionel narkoman, han har mistet sit livs kærlighed til sin tvillingebror mens han var udsendt, og  nu sidder han tilbage, alene og bitter og fuld af traumer fra krigen. En dag kommer hans bror Elias, hans svigerinde Sara og deres fælles søn Sebastian på besøg på godset. Stilheden og hadet fylder luften mellem de to brødre og de udveksler kun få ord med hinanden. Efter de har spist middag, beslutter Silas sig for at drage en tur ud i skoven, for at se til vildtet og få lidt kvalitetstid med sin nevø. Men udflugten tager en uventet drejning og ændrer hele den lille families skæbne for altid.

Nordisk vildt tager sit afsæt i den jyske natur, mellem skoven og den altopædende kyst. Mange steder blomstrer sproget frem og de mange (over)udpenslede naturbeskrivelser både imponerer og udmatter. Ind imellem føles romanen som en endeløs optegnelse over den sønderjyske flora og fauna.

Romanen kan inddeles i tre – en interessevækkende og periodisk spændende (meget kort) første del, en langtrukken og kedsommelig midterdel og en selvfølgelig og uinteressant afsluttende del.

I starten af romanen var jeg altså godt underholdt, den ene side tog den næste. Men hurtigt fulgte de lange, intetsigende og til dels malplacerede eller uvedkommende passager i den 488 sider lange roman, som jeg gerne havde været foruden. Den ene bror, Elias fortaber sig i længere ordstrømme om jødisk mystik og sin forskning, mens den anden bror lukker uendelige tankestrømme ud om det liv, der kunne have været – burde have været hans – sammen med brorens kæreste, Sara. Ind imellem er der lange dialoger, hvor romanens personer beskriver og analyserer hinanden til et punkt, hvor det virker kunstigt og påtaget. Det hele bliver lidt fortænkt og ind imellem sad jeg tilbage med følelsen af at være blevet overinformeret – der beskrives i en detaljegrad, hvor læseren udelukkes fra selv at kunne danne sig billeder af fx personer og miljø.

Desuden fremstår persongalleriet mildest talt karikeret. Hovedpersonen er hvad jeg vil beskrive som en “mandekarikatur”, den evige soldat, praktisk anlagt og undertrykkende de fleste af sine følelser, som til gengæld raser ud i jagt eller krig eller stoffer. Hans bror, den sære og selvhøjtidelige akademiker, som er irriterende på så mange niveauer – både i sin religiøse fanatisme og i sin kærlighed for engelske ord, som han bruger ustandseligt. Ingen af brødrene kan lave mad – de er jo trods alt midaldrende mænd, så hvad kan man forvente. Sara, Elias’ kone, er passiv, har hverken kontrol over hvilken bror hun gifter sig med, eller om hun bliver gravid. Hun er kvinden som skal beskyttes fra den barske virkelighed, koste hvad det vil. Som drager omsorg og bager theboller og hvis omdrejningspunkt i livet er at være begærsobjekt og moder. Af en eller anden grund synes det også vigtigt at fortælle om den kvindelige politibetjent, at hun er usminket. Stereotypierne vil ingen ende tage.

Jeg har svært ved at gennemskue, hvad Daniel Denciks hensigt med romanen er. Den virker i store træk som en mærkværdig hybrid mellem et flora/fauna-opslagsværk, en lommefilosofisk tankestrøm og en mainstream krimi. Romanen er for handlingen unødvendigt lang. Hvis jeg skal pege på noget, som fungerer i romanen, så må det blive Denciks sprog, som, når det er bedst fungerer enormt godt og stemningssættende. Naturbeskrivelserne er enten prætentiøst overudpenslede eller lige tilpas maleriske og dragende.

Nordisk vildt er en afsindigt smuk bog, rent visuelt, og derfor skuffer indholdet også det mere. Hvis jeg skal anbefale romanen til nogen, må det være en person med alt for meget ekstra læsetid og tålmodighed, som synes, at det kunne være spændende at læse en nordic noir roman med sære og langtrukne genremæssige afstikkere. Herfra kan det kun blive til 2/6 hjerter.

hjerter2

Processed with VSCO with 6 preset

Find dit eget eksemplar af romanen her.

Flere inspirerende forbilleder og smukke illustrationer i serien “Små mennesker, store drømme” – MARIE CURIE, AUDREY HEPBURN og ROSA PARKS

Små mennesker, store drømme

Så er der nye bøger i den fine og anmelderroste serie Små mennesker, store drømme. Denne gang er det Marie Curie, Audrey Hepburn og Rosa Parks vi stifter bekendtskab med, i samme lækre format som altid. Lad os springe lige ud i det:

Processed with VSCO with 6 preset

Marie Curie

MARIE CURIE – historien om en kvindes kamp for uddannelse
Børnebiografi/billedbog – Forlaget Albert – 2018 – 32 sider – Isabel Sánchez Vegara – illustrationer af Frau Isa – oversat af Luna Svane Rodríguez – anmeldereksemplar fra forlaget

Marie Curie voksede op i Polen – i en tid, hvor kvinder ikke måtte gå på universitetet. I stedet for  at underordne sig dette, rejste hun væk fra sit hjemland og til Frankrig hvor hun kunne opfylde sin drøm om at studere matematik, kemi og fysik.  Med tiden blev hun en af de dygtigste og mest anerkendte forskere på området og står bag bl.a. opdagelsen af grundstofferne radium og polonium.

Bogen om Marie Curie fortæller gennem stemningsfulde og smukke illustrationer om Marie Curies rejse fra Polen til Frankrig, om hendes succes på skolebænken, om mødet med og tabet af kærligheden, om de store opdagelser og senere om anerkendelsen af hendes forskning i form af to nobelpriser. Men vigtigst af alt er det en fortælling om en kvinde, som trods modstand gik efter det hun drømte om og inspirerede de efterfølgende generationer.

Illustrationerne i bogen er som sagt rigtig fine, men alligevel ikke med samme kunstneriske niveau som fx i bogen om Frida Kahlo. Det gør bogen lidt mindre visuelt interessant, men dog stadig en anbefaling værdig.

Processed with VSCO with 6 preset

Audrey Hepburn

AUDREY HEPBURN – historien om en kvindes kamp for uddannelse
Børnebiografi/billedbog – Forlaget Albert – 2018 – 32 sider – Isabel Sánchez Vegara – illustrationer af Amaia Arrazola – oversat af Luna Svane Rodríguez – anmeldereksemplar fra forlaget

Audrey Hepburn vokser op i Holland under anden verdenskrig. Da krigen ender, drager hun til London for at forfølge sin drøm om at danse ballet. Balletten skiftes dog ud med musicalscenen og senere hen det store lærred som skuespiller i Hollywoodfilm. Audreys skuespilkarriere tager fart, og snart modtager hun en Oskar for sit arbejde. Hun stræbte hele livet efter at gør en forskel for mindre privilegerede børn og arbejdede for børns vilkår verden over bl.a. som Unicef-ambassadør.

Bogen om Audrey Hepburn er fin og velfortalt. Jeg var lidt skeptisk i forhold til hvor stor en inspiration hun mon udgør, men var meget positivt overrasket over at det for en gangs skyld ikke er hendes ofte omtalte smukke ydre, der karakteriserer hende. I stedet er det de ting, der faktisk betyder noget, der udgør rammen omkring hendes livsfortælling.

I bogen om Audrey Hepburn er vi igen tilbage i nogle lidt mere quirky illustrationer, som gør bogen særligt fin og underholdende.

Processed with VSCO with 6 preset

Rosa Parks

ROSA PARKS – kampen for lige rettigheder på tværs af hudfarve og køn
Børnebiografi/billedbog – Forlaget Albert – 2018 – 32 sider – Lisbeth Kaiser – illustrationer af Marta Antelo – oversat af Luna Svane Rodríguez – anmeldereksemplar fra forlaget

Rosa Parks voksede op i Alabama på et tidspunkt i historien hvor raceadskillelse var en selvfølge. Fra hun var barn kæmpede hun for at udrydde holdninger om, at nogle mennesker er mere værd end andre, qua deres hudfarve. Trods voldsom modstand og et par fængslinger fortsatte hun sin kamp og var bl.a. medvirkende til at få forskelsbehandlingen af forskellige hudfarver i busserne blev stoppet. Hun brugte hele sit liv på at kæmpe for lige rettigheder på tværs af køn og hudfarve.

Historien om Rosa Parks er i mine øjne en af de mest inspirerende blandt bøgerne i serien Små mennesker, store drømme. Måske fordi at de sager hun kæmpede for stadig er voldsomt aktuelle, trods hendes store indsats. Bogen adskiller sig fra de andre ved at have en anden forfatter, men det er ikke noget man mærker i læsningen. Den er muligvis en favorit indtil videre – men lad os nu se hvem vi skal læse om næste gang.

Alt i alt er de nyeste eksemplarer i serien Små mennesker, store drømme virkelig vellykkede. De er alle smukke bøger, inspirerende og underholdende og en virkelig god investering til børnebogreolen. Som jeg skrev i min omtale af den første bog (om Frida Kahlo), så er det så vigtigt at kunne tilbyde sine børn nogle sunde forbilleder og nogle børnbøger med både substans og høj æstetisk kvalitet. Mine allervarmeste anbefalinger!

Processed with VSCO with 6 preset

Små mennesker, STORE DRØMME

Sætter den fine serie af børnebøger også ild i dit samlergen? Find dem lige her: Marie, Audrey og Rosa.

Skilsmisseroman behandler tabubelagte skyggesider af mor-datterrelationen – VÆR GOD VED DYRENE af Monica Isakstuen

617B7DB7-885B-4F88-BE18-BEC685F552CC.jpg

VÆR GOD VED DYRENE af Monica Isakstuen

Roman – Gladiator – 2018 – 208 sider – oversat fra norsk af Karen Fastrup – anmeldereksemplar fra forlaget

“Jeg er fremme. Slukker motoren. Åbner døren, stiger ud. Passer på ikke at miste fodfæstet i de glatte hjulspor, klamrer mig fast til håndtaget på bagagerummet, tager poser og net ud, balancerer tilbage til førersædet for at tage de løse genstande med. Prøver på ikke at ramme den store Audi ved siden af. Parkeringspladserne er smalle, bygget til en anden tid. De mennesker, der boede her før, kørte i ubegribeligt små biler til trods for, at de fik dusinvis af børn og holdt hinanden ud lige så længe, som de havde lovet. “

Karen har forladt sin mand, faren til sin treårige datter. Som i så mange historier om kulsejlede forhold er kærligheden blevet overskygget af hverdagen, irritationen over små ting, eller bare over ham er vokset og blevet uoverkommelig. I statsamtet underskriver de en aftale om deling af deres fælles datter, som var hun en genstand, og vi følger processen, hvor Karen opløses mere og mere i savnet, samvittigheden, forvirringen og angsten over livsomvæltningen, over den beslutning hun har truffet. Hun føler sig skyldig i at ødelægge sin datters liv og fremtid, hun ser hele tiden på hvilken mor hun fremstår som, og hun mærker sit liv forme sig efter sin mors. En mor, der i øvrigt trækker dårlig samvittighed ned over hende ved de fleste lejligheder. Det bliver jul – en højtid, der fremkalder de stærkeste følelser, gamle minder vælder frem. Hvordan kan man være mor på halv tid? Hvad er det, der er på spil i det anspændte forhold mor-datterrelationen kan være?

Processed with VSCO with 6 preset

Tidstypisk, stærk skildring af mor-datterrelationen

Udsagnet “Den bedste skilsmisseroman jeg har læst”, som andre anmeldere har kaldt romanen, siger i min optik ikke det store. Selv har jeg ikke læst mange romaner, hvis overhovedet andre end Vær god ved dyrene, som jeg ville klassificere som en sådan. Men Vær god ved dyrene er uden tvivl en af de bedste skildringer af mor-barnrelationen jeg har læst på det seneste. Jeg ser en tendens i tiden, hvor forældreskab behandles på en ny måde i litteraturen, både såkaldte pappa-romaner og som denne pendant mamma-romanen. Der sker en udvikling i hele vores forståelse af moren, kvinden, en form for frigørelse gennem litteraturen. Fra at have haft en meget smal forståelse af, hvad det vil sige at være mor, åbnes der i denne type bøger op for, at man kan være mor på mange måder, tvivlende, distanceret, med modstridende følelser. Denne normative insisteren på moren som en altopofrende figur, som altid ved hvad der er bedst og hvordan alt skal klares, sættes på spidsen. For sådan ser virkeligheden ikke nødvendigvis ud. Mødre er også i tvivl, mødre er også fraværende, tvivlende, vaklende ind imellem. I Vær god ved dyrene oplever vi en mor i dyb fortvivlelse over den beslutning hun har truffet om at forlade sin datters far, sorgen over at skulle dele sit barn, frygten for at være mor på den forkerte måde, med forkerte følelser og adfærd. Skyldfølelsen over at påføre sin datter den uhelbredelige skade, som omverdenen fortæller hende, at skilsmisse pådrager barnet.

Netop fordi Karen er den, der har truffet beslutningen om bruddet, føler hun, at hun hele tiden skal være den der gør det rigtige, siger det rigtige, er den gode forælder. Gang på gang proklamerer hun:

“Jeg ved det, jeg ved det, jeg ved det. Det her er ingen konkurrence. Men jeg vil vinde den. “

Litteraturen udfordrer moderrollen

Monica Isakstuen skriver i korte tekstbidder om livet, tiden der render ud mellem fingrene, moderskabet og tvivlen i alt. Teksten er kort og kompakt, og der står så uendeligt meget i de til tider få linjer på siderne. Fortællingen er dyster og hjerteknusende uden at være opslidende, idet Isakstuen formår at skrive både skarpsindigt og sågar humoristisk om det tunge emne. Det er en hård bog at læse, særligt som mor. Men det er en afsindig velskrevet og vigtig bog, der tager fat på forholdet mellem mødre og døtre på en åbenbar og udforskende måde. Ved at skrive og læse den her type litteratur kan moderrollen måske udvides, så den kan rumme flere typer kvinder, måder at være mor på og ikke mindst plads til tvivl og ambivalens i forhold til det at være mor. En anbefalelsesværdig roman, som nok appellerer mest til forældre, men som gennem sine sproglige kvaliteter også sagtens kan læses af andre. 4/6 hjerter.

hjerter

Køb bogen her.

EAA40BCD-92CE-40CB-AA13-6AF568C07223.jpg

Warhol-gennemsyret Newyorker-dystopi – THE MONSTER af Madame Nielsen

The Monster

THE MONSTER af Madame Nielsen

Roman – Gyldendal – 2018 – 195 sider – omslag af Thomas Joakim Winther –  anmeldereksemplar fra forlaget

“Og da de løftede ham ud af stolen og tog ham i deres arme og bar ham op ad trappen og lagde ham i den lysende hvide velour og trængte ind i ham, var smerten, idet såret, der hver dag skulle læges og hver nat igen sprænges og aldrig, aldrig i livet lukke sig helt, ikke hans, men menneskenes smerte … og han tænkte, at han var deres slave, som om han ikke var deres slave … og han tænkte, at han ikke ejede sin krop mere, end de eller nogen anden gjorde, han og den var bare til rådighed, et potentiale, de og han selv og enhver anden kunne gøre brug af… og han tænkte, at han var den rest, tiden havde efterladt … og han kunne mærke, hvordan tiden, ikke bare hans egen, men den tid, han og alle andre mennesker levede i, begyndte at trække sig sammen og ende … Historien var ikke forbi, den var bare, lige så roligt, i ufattelig hast, ved at ende …”

En ung europæer drager til Amerika med det beskedne mål, at ændre Historien. Året er 1993, Twin Towers er endnu uberørte, verden skal snart ændre sig. Han ankommer med 150 dollars på lommen og en liste af telefonnumre på en række værter, som angiveligt tilbyder husly uden betaling. I form af penge i hvert fald. Han tilbringer stort set sin tid enten i The Garage hos performancegruppen The Wooster Group ventende på at blive en del af deres “show”, og dels hos et par mærkværdige tvillingebrødre i en velourbeklædt lejlighed efter mørkets frembrud. Uden at vide helt hvordan det skal foregå, afventer han sin chance for at træde ind i Historien, ændre Amerika, verden for altid.

The Monster er, som det fremgår på bogens omslag, “en  New York-gyser, en vision om det, der skal komme”. Det er en dystopi, en warholsk rædselsfortælling om et samfund, hvor det særskilte er udskiftet med det upersonlige, kopierede, evigt gentagende. Med uendeligt lange sætninger, ustandseligt afbrudt af forskellige indskydelser i parantes, udfoldes en bizar fortælling om et samfund, hvor intet længere er oprigtigt.

Hovedpersonen i romanen er en Willem Dafoe-kopi, med sin galoperende megalomani og arrogance indtager han New Yorks gader som sine egne, som en slags nyankommet Messias. Med sig har han en lille rygsæk, omkring 150 dollars og fortællingen om dengang han fik Sovjetunionen til at bryde sammen og Muren til at falde.

Han indretter sig hurtigt i en hverdag med sirligt præcise ritualer, hvor de fleste dage er gentagelser af den foregående ned i de mindste detaljer, hvorfor tidsoplevelsen på sin vis udviskes. I et års tid udlever han de samme mere og mere præciserede gentagelser. Livet leves i dagtimerne hos the Wooster Group og efter mørkets frembrud i lejligheden hos de to tvillingeværter, i et særhedskabinet af dimensioner. Her reproduceres  den samme rædselsvækkende ekstatiske akt nat efter nat, i grænselandet mellem nydelse og afsky, lykke og absolut undergang. I tvillingernes køkken indtager han hver morgen det samme måltid, som en slags omvendt last supper. Og i selvsamme køkken hænger bogens forsidefotografi af to tvillingebrødre mellem deres mor og far på en sneklædt villavej i en amerikansk provinsby, hvilket er af stor betydning for fortællingen.

Man behøver ikke at være særligt velbevandret i Andy Warhols univers, for konstant at at støde på de mange referencer til hans filosofi, liv og kunst. Her er magre hvidhårede skabninger, velour i vulgære mængder, endeløse genoptryk i pastelfarvet silke. Her er amerikanske ikoner af masseproduktion, Heinz tomatketchup, Warhol-kopier og hamburgers. Her er livet (og døden, hvilket er en og samme ting) én lang performance, en upersonlig, kontinuerlig forestilling, som i sin evige cirkulære bevægelse afslører tidens gang i kødet, forgængeligheden i kroppen og dens væsker. Gentagelsen eliminerer alt unikt, og en monstrøs umenneskelighed tager over. Natten og mørket er centralt i romanen, måske fordi alle bliver ens her?

“At the bottom of the Darkness / There is a hole / That’s where the Darkness comes in / And that is the only way / Out “

Mine forventninger til The Monster var høje, og de blev i høj grad indfriet. Madame Nielsen skriver med så stort plotmæssigt overblik og sprogligt overskud at jeg gang på gang blev blæst bagover. Sætninger, som synes endeløse, og samtidig fremstår så præcise og gennemtænkte. En vulgaritet i sproget, som fylder læseren med både afsky og nydelse. Desuden er intertekstualiteten så vidtfavnende at enhver med kærlighed til verdenslitteratur og -kunst behages. Eminent og anbefalelsesværdig til dig, der ikke har for sarte nerver og som begejstres af voldsom, tankevækkende og grænseoverskridende litteratur. 6/6 hjerter.

6 hjerter

Læs den, og lad dig overmande af gentagelsens kvalmende nydelse. Lån bogen her eller erhverv dig dit eget eksemplar her.

Roman i minimalistisk præcision om kriser i livet, skriveriet og kærligheden – VINDUET MOD SYD af Gyrðir Elíasson

D5FC1E50-F5C6-41D2-A34B-7076414428C6.jpg

VINDUET MOD SYD af Gyrðir Elíasson 

Roman – Forlaget Vandkunsten – 2018 – 140 sider – oversat fra islandsk af Erik Skyum-Nielsen – sponsoreret: anmeldereksemplar fra forlaget

“Morgenlyset over fjeldet. Gletsjerhætten er hvidere end nogen sinde. Men jeg har ikke lyst til at bestige bjerget, ikke alene i hvert fald. Der er dem, der siger, at skrivearbejde er vanskeligere end bjergbestigning. Jeg ved det ikke, har ikke noget sammenligningsgrundlag. Jeg tror i virkeligheden ikke, bjerge lader sig bestige, selv om man går op ad dem. “

Forfatteren i Vinduet mod syd befinder sig i en form for livskrise. Alene er han draget i sommerhus for at skrive, men mens han sidder og ser på havet gennem det sydvendte vindue, lader ordene vente på sig. Fragmenter af tanker, erindringer og observationer opbygger adstadigt en fortælling op om en mand i krise over skriveriet, kærligheden og livet. En fortælling, som på sin helt særskilte elíassonske manér formår at stå åndeløst stille og bevæge sig vidt og bredt på samme tid. Og det endda med en fin humoristisk tone.

Sanselige naturbeskrivelser og kraftfuld minimalisme

Gennem fire årstider følger vi forfatteren Jonas i sommerhuset ved havet, årstider, som er rigt beskrevet i naturen omkring huset. Romanen er bygget op i små korte tekstbidder, som en slags samling af tanker eller indskydelser. Sporadisk drysses minder, tanker, drømme og observationer ud over siderne, nogle tekstbidder så korte som en enkelt sætning i versalier. Det virker enormt kraftfuldt, når en side pludselig brydes op af en råbende indskydelse, ofte i en observation af omverdenen, som en avisoverskrift:

“ISEN PÅ NORDPOLEN FORTSÆTTER MED AT SMELTE”

Romanen handler om kriser, om skriveblokade, tabt kærlighed og ensomhed. Om at være menneske i krise i en verden i krise og om livets, naturens, årstidernes uafvendelige cykliske bevægelse. I imponerende minimalistisk stil bevæger vi os rundt i alt fra hverdagslige smårefleksioner, større filosofiske, eksistentielle spørgsmål til mindre navlepillerier:

“Åndelig nærighed er endnu værre end verdslig nærighed. Det er ikke utænkeligt, at jeg lider af åndelig nærighed: at sidde her den ene årstid efter den anden og knap nok tale med nogen, ikke beskæftige mig med noget menneske. “

Vinduet mod syd er enormt stemningsmættet, man mærker nærmest vinden trække i  sommerhusets brædder, duften af havet udenfor. Dagene løber afsted, flyder sammen, hvilket ind imellem bliver en lettere kedsommelig affære. Og jeg må indrømme, at Elíasson givetvis ikke bringer det niveau af underholdning, som barselshjernen fordrer, hvis læsningen skal glide ubesværet. Men det kan man jo næppe stille bogen til ansvar for.

Stor litteratur i småt format

At læse Vinduet mod syd er som at tage i sommerhus en efterårsweekend uden planer. At lade sig overmande af ro, bare at være i livet i en forfriskende enkelthed. Her er intet hastværk, tom underholdning og chokerende plottwists. Skriften er enkel, den er kraftfuld, det er stor litteratur i småt format. Læs den, og tag dig god tid. For mellem de små tekstfragmenter opstår store betydninger som åbner op for sandheder om livet og kærligheden. Fire hjerter herfra.

hjerter

Find dit helt eget eksemplar af den fine lille bog her.

Tab, sorg, skyld og skam som både private og fælles anliggender – ALT HVAD DU EJER af Caspar Eric

FC22D990-0392-4823-A830-D52E62001B36.jpg

ALT HVAD DU EJER af Caspar Eric

Poesi – Gyldendal – 2018 – 296 sider – omslag af Kasper Vang – sponsoreret: anmeldereksemplar fra forlaget

“Du tænker stadig på det barn der ikke er der // hver gang du ser en barnevogn på gaden // og nogle gange bliver du lettet // over at det ikke er dit // trætte og ensomme legeme // der skal stå der og holde fast om en kop kaffe // og blive tvunget til at gå tidligt i seng // og føle at ungdommen er forbi // men de fleste dage er det anderledes // også selvom barnet aldrig // har eksisteret som andet end fantasi // men embryo er sådan et umuligt ord “

Alt hvad du ejer er en fortælling om tabet af et barn, en kæreste og en forestillet fremtid. Bogen tager sit afsæt i Caspar Erics egen oplevelse med at miste et barn i 11. uge af graviditeten og derefter sin kæreste og den fremtid, de havde udsigt til. Men det er også en meget større fortælling om en sorg, som mangler et sprog, om en verden i afmagt og om afstanden mellem mennesker. Det er højaktuel og relaterbar poesi om at blive voksen, om at finde en plads og et fællesskab i verden.

Ikke en side i den 296 sider lange bog er irrelevant, hver eneste lille tekstbid er uprætentiøs, små strofer, som bare fungerer uendeligt godt og poetisk uden at prøve for hårdt. Bogen er et enormt privat, selvransagende projekt og samtidig en refleksion over en verden i sorg, om flygtninge, klimakrise, om racisme og normative forventninger. Caspar Eric skriver forfriskende konkret og privilegiebevidst om emner som bl.a.  racisme og hvidhed, eller som i nedenstående eksempel om køn:

“Da kvalmen begyndte // kunne hun ikke holde ud // at stå længe i osen fra maden // så du brugte mere og mere // tid i jeres køkken // gjorde det langsomt til dit // men forventede stadig ros // fordi nogen åbenbart har lært dig // at du måske har fortjent et blowjob “

Hele vejen igennem adresseres et digter-du. Gennem 2.-personsfortælleren lægges der på en måde en afstand til sorgen, man bliver i stand til at observere den udefra, hvilket hjælper til at løfte fortællingen op fra at være et enkelt menneskes private historie og til at kunne læses som en almenmenneskelig fortælling om tab.

Formen i Alt hvad du ejer virker løs og forholdsvis ustruktureret og så alligevel ikke. Bogen er inddelt i tretten lige store afsnit, nemlig 22 sider, adskilt af den karakteristiske cirkel, som også pryder omslaget. Cirkelformen har betydning på flere niveauer i Alt hvad du ejer, den cykliske bevægelse, som en alternativ tidsregning, et cirkulært narrativ. Cirklen i  cirklen drager associationer til blommesækken i livmoderen,  til individet i fællesskabet, mennesket i verden og verden i mennesket, livet i døden og døden i livet, historie og fremtid sammenvævet. Den mayanske kalender “Tzolk’in”, som spiller en rolle i bogen, er netop også en cirkel i en cirkel (også inddelt i tretten), et symbol på en alternativ måde at tænke tid på. Og således kører fortællingen rundt i fortid, nutid og fremtid med den ufrivillige abort som centrum, efter de tretten uger hvor de troede, at de skulle være forældre.

Jeg har ikke tidligere læst noget af Eric og kan derfor ikke udtale mig om udviklingen i forfatterskabet, eller drage paralleller til tidligere udgivelser. Alt hvad du ejer har været min indgang til et forfatterskab, som jeg straks må læse mere af, og som jeg ser frem til mere fra. Hvis du ligesom jeg har været alt for tung i optrækket til at komme i gang med at  læse den anmelderroste Caspar Eric, så er det eddermaneme på tide at komme i gang. 5/6 hjerter herfra.

hjerter5

Intrigued? Find Alt hvad du ejer her.

8702266894.jpg

Sprogligt skarpe, kompakte og humoristiske noveller om kærlighed og ensomhed – KORT OVER CANADA af Dorthe Nors

2F1B42E6-DC60-44E5-87B8-EF3BEEC6D1E2.jpg

KORT OVER CANADA af Dorthe Nors

Noveller – Gyldendal – 2018 – 137 sider – omslag af Alette Bertelsen – sponsoreret: anmeldereksemplar fra forlaget

“Hun kigger over på festpladsen, spytter. Den festplads optager hende mere end gåturene ved skrænten, skarvene, bøgeskoven, og det er for eksempel gået op for hende, at hun, mens det stod på, nok var to mennesker på én gang. Hun var én, der var som besat af at elske, og én, der gik ved siden af, tavs og observerende, og det skete, at disse to indgik i skænderier, hvor observatøren altid tabte, for kærligheden tåler alt, udholder alt, uden den, skreg den elskende, var jeg en klingende malm, en rungende bjælde, og observatøren noterede sig, at det muligvis er angsten for tomhed, der får landets kirkeklokker til at ringe. “

Fjorten noveller rummer bogen Kort over Canada. Nogle tidligere udgivet, andre som ser dagens lys for første gang. I de fjorten små fortællinger møder vi et bredt spektrum af eksistenser, mænd og kvinder, gamle og unge. Hver især bærer de på fortællinger om kærlighed, om sorg og afsavn, om liv, død og ensomhed. Vi møder bl.a. den lidt for hjælpsomme ven til terminalpatienten, manden i det kulsejlede ægteskab, kvinden, der mobbes på sit studie. Alle er de på hver deres måde malplacerede i livet, længselsfulde og søgende.

Sublimt sprog i stringent form

Novellerne i Kort over Canada er alle komponeret i et sprog, som nærmer sig en minimalistisk enkelthed. Der er en selvfølgelighed i Dorthe Nors formuleringer, hvor selv det største plottwist formuleres som en bagatel eller en sidebemærkning. Nogle af novellerne er fulde af sorg og smerte og samtidig gennemsyret af en humor og en sproglig lethed, som imponerer. Novellerne er nogenlunde samme længde og formen varierer meget lidt, hvilket giver en følelse af sammenhæng og stringens i bogen.

Forskelligartet persongalleri med vekslende autencitet

Bogens personer veksler meget i karakter, men også i relaterbarhed og troværdighed. I novellen Ad små asfalterede stier møder vi Alice, som er ven med den dødeligt syge Einar. Alices handlinger, replikker og tanker udgør en karakter, som er så spot on og morsom, at jeg fra første færd elskede hende. Fortællingen er på samme tid autentisk og grotesk og en af bogens absolut bedste. I et par af de andre noveller oplevede jeg ikke samme forståelighed hos karaktererne og fortællingen blev derved mindre vedkommende.

Novellerne er fulde af sidehistorier, indskudte fortællinger og erindringsfragmenter blomstrer frem, som knopskud på en kringlet plante. Således bliver en kort novelle alligevel en fortælling, som strækker sig bredt over både tid og sted. En stor historie fortælles i  det små.

Novellen er en svær genre, som Dorthe Nors uden tvivl mestrer. Det kræver sin historiefortæller at konstruere et interessant plot på så få sider, uden at det virker amputeret eller som forfejlet udkast til en roman. Nors har bevaret sin kølige elegance og humor fra sine tidligere udgivelser. Dog er Kort over Canada en noget mere vag læseoplevelse end fx novellesamlingen Kantslag, som hun udgav for ti år siden,og som blev hendes internationale gennembrud. Kort over Canada er en varieret og interessant novellesamling, en blanding af virkelig gode og mindre interessante fortællinger. Det er en bog, der alene på grund af Dorthe Nors’ underspillede og humoristiske måde at skrive på, er en anbefaling værdig. Og så er det i øvrigt en helt utroligt smuk bog. Tre ud af seks hjerter herfra.

hjerter3

Find dit eget eksemplar af Kort over Canada her.

090F84FD-2347-46AD-AD02-5CC0F414046C

406649B5-7079-484B-854F-64C383D5F286