Digte til enhver stemning – DEN RULLENDE KANON – en antologi af yndlingsdigte udvalgt af Thomas Boberg og Ib Michael

den-rullende-kanon-en-antologi-af-yndlingsdigte

Den rullende kanon – en antologi af yndlingsdigte udvalgt af Thomas Boberg & Ib Michael

Digtantologi – Forlaget Arabesk – 2016 – 360 s. – omslag af Marianne Dunker & Ferdinand Ahm Krag – sponsoreret: anmeldereksemplar fra forlaget

” I buskadset, et guldplettet smykkeskrin,
i det usikre buskads der er dækket over
med smukke blomster, hvor kysset sover,
gennembrydes det udsøgte broderi

af en frygtsom faun der viser sine øjne,
bider røde blomster med sit hvide smil.
Solbrændt og blodig som gammel vin,
brister han i latter under buskens grene.

Og da han er flygtet, som egernet,
skælver hans latter endnu på hvert blad,
og, skræmt af en dompap, ser man da
Skovens gyldne kys meditere.”

Sådan lyder digtantologien Den rullende kanons treogtresindstyvende digt, Faunens hoved, som er skrevet af Arthur Rimbaud. Dette digt faldt, som så mange fra antologien, ind i min bevidsthed og blev hængende. Poesi er sansning og følelse, noget til tider udefinerbart, noget der rammer, påvirker, på en eller anden måde vækker følelser hos sin modtager. Og netop den måde, Thomas Boberg og Ib Michael har udvalgt digte til Den rullende kanon, er i mine øjne essensen af poesilæsning; de har valgt hvert eneste af antologiens 242 digte med hjertet, uden andre kriterier end følelsen og deres helt subjektive udbytte af digtene. Og det personlige engagement er noget der mærkes, når man læser antologien.

I Den rullende kanon tilbydes et svulstigt tagselvbord af alsidig poesi – fra Baudelaire, Thorup, Hassan, Dickinson, Strunge, Aidt, Kirkeby, Dylan, over en række anonyme lyrikere. Som Boberg og Michael selv forklarer det i indledningen til antologien, så er den sammensat helt uden stringent orden og  sorteringskrav: “Der er digte af kendte og ukendte, gamle og nye. Der er ikke noget hierarki, udvalget er ikke repræsentativt. […] Vi har placeret digtene helt uden hensyn til digtenes epoke, land, køn eller emne. Digtene kommunikerer på tværs af tid og rum.”

Digtantologien er så loyal mod poesiens sprog, mod følelse, sansning og lyst før fornuft, system og afgrænsning. Det er fri leg, det er engagement og passion. Og det, der ydermere gør Den rullende kanon interessant, er antologiens brede appel – bogen er til den hærdede poesisluger såvel som til den helt grønne lyriklæser. Den er både et oplagt sted at starte, fordi den favner så bredt, og den er en gave til den læser, der har brug for en lille bid kvalitetspoesi ind imellem.

I sidste ende er læsning af poesi – som al anden læsning – en afsindigt subjektiv størrelse, og ligesom jeg stødte på en masse digte, som overvældede mig og som jeg tager med mig videre, så var der også en del digte i antologien, som var ligegyldige for mig. Jeg er vild med konceptet, den frie udvælgelse, fralæggelsen af indskrænkende rammer og kvotetænkning. Antologien bærer tydeligt præg af lyst og kærlighed til poesien og for den frie for og det overvejende solide indhold, belønnes antologien med 4 store hjerter herfra.

hjerter

Hvis du er interesseret i mere info om bogen – eller sågar at skaffe dig dit helt eget eksemplar – kan du gå herhen.

cof

Højtlæsningsbøger med tankefulde og smukke illustrationer – HJERTET OG FLASKEN og TRÆET af Oliver Jeffers

cof

HJERTET OG FLASKEN og TRÆET af Oliver Jeffers

Billedbøger – fra ca. 4 år – Carlsen – 2018 – 40 sider (i hver bog) -oversat fra engelsk af Camilla Schierbeck – sponsoreret: anmeldereksemplar fra forlaget

Den prisbelønnede og internationalt anerkendte børnebogsforfatter og -illustrator, Oliver Jeffers er aktuel med to nyoversatte børnebøger. Bøgerne har Oliver Jeffers utroligt smukke illustrationer til fælles, men fortællingerne er meget forskellige.

I Hjertet og flasken møder vi en nysgerrig og tankefuld lille pige, som tilbringer meget tid  sammen med sin bedstefar. Men en dag er hans stol tom, og den lille pige er ladt alene. For at beskytte sit hjerte mod yderligere sorg og savn,  putter hun det i en flaske, som hun tager om halsen. Da hun bliver voksen, går det op for hende, hvor fattigt, omend trygt, det er, at leve med et isoleret hjerte, og hun forsøger på alle mulige måder at få sit hjerte ud igen. Men hun har glemt hvordan. Heldigvis møder hun nogen, som stadig kan huske hvordan man gør…

Stemningen i bogen Hjertet og flasken er hovedsageligt vedmodig. Fortællingens første halvdel er enormt trist, og min datter bliver meget tavs, når bedstefar en dag er forsvundet fra sin stol. Den formidler på en måde det at blive voksen i børnehøjde -særligt risikoen for at miste sin barndoms nysgerrighed og kreativitet. Det er en ret abstrakt fortælling, som helt klart vil egne sig bedst til de ældste børn i målgruppen. Og så er det en historie med en fin opfordring om ikke at glemme sit barnlige sind og sin appetit på verden og dens forunderligheder. Den kan desuden være en oplagt indgang til at tale om sorg og savn, hvis ens barn oplever at miste for første gang.

Bogen er meget smukt illustreret af Oliver Jeffers, som tidligere har modtaget en række priser for sine illustrationer i en række billedbøger, hvilket man tydeligt forstår, når man læser hans bøger. Særligt Hjertet og flasken fremstår virkelig flot med sine matte, kraftige sider, som bærer illustrationerne meget smukt.

Bogen Træet er i den noget mere humoristiske ende. Vi møder drengen Frede, hvis drage har sat sig fast i et træ. Uanset hvor meget han hiver og flår i dragen, kommer den ikke ned. Og historien eskalerer for alvor, da Frede kaster først sin ene, så sin anden sko op efter dragen. Det virker ikke, og Frede går i gang med at kaste alt muligt op i træet. Alt fra katten Misser, til mælkemanden, hoveddøren, et fyrtårn og nabohuset ryger derop. Og tænk engang – det hele sætter sig fast! Får Frede nogensinde sin drage igen? Eller de mange andre genstande, han har kastet op i træet i et desperat forsøg på at få dragen ned?

Træet er en virkelig underholdende fortælling. Fredes naivitet og historiens ekstreme forløb er morsomt for både den voksne oplæser og for de lidt større børn. For min egen toårige forsøgskanin har historiens mange forskellige elementer stor værdi. Det er en bog der i høj grad lægger op til en dialogisk tilgang i læsningen, fordi der er så enormt meget at tale om. Det er en billedbog vi læser igen og igen, og i hver læsning finder vi nye ting og situationer at tale om. Desuden er illustrationerne – ligesom i ovenfor omtalte bog – både flotte og fantasifulde og desuden ret komiske. Træet er en særdeles god oplæsningsbog, som kan bruges på mange niveauer og gennem forskellige aldre. Varme anbefalinger herfra!

Nysgerrig på Oliver Jeffers danske udgivelser? Find dem her: Træet & Hjertet og flasken.

Se evt. Oliver Jeffers selv læse bogen Træet (“Stuck”) højt her.

8b7c6fd2-5713-48a2-9d13-ca9aa6a1fd64

2f430a33-190a-4ba2-b93b-ff8b9dcfc443

KULTURKULTEN ÆNDRER NAVN TIL LITTERATURFORMIDLEREN.DK

 

litteraturformidleren.dk okker.jpg

Der har længe været ændringer undervejs, og nu sker det! Kulturkulten.com nærmer sig hastigt sin 1 års fødselsdag, og sådanne milepæle lægger op til refleksion og status.

Det har været et virkelig spændende år for Kulturkulten. Nye samarbejdspartnere, forskellige formidlingseksperimenter og vigtigst af alt – afsindigt mange store litterære oplevelser.

Kulturkultens spæde udgangspunkt var formidling af en bred palet af kultur. Som uddannet kulturformidler var det det, der som udgangspunkt gav mening. Men som månederne er gået, må jeg erkende at litteraturen er og bliver det altoverskyggende fokus for bloggen og for mig personligt.

Det nye navn er altså ikke som sådan indgangen til en ny linje, eller en ny type blog. Det er i højere grad en konkretisering i forhold til hvad det er bloggen reelt beskæftiger sig med. Med nyt navn og ny visuel identitet går Kulturkulten spændende tider i møde i 2018, som litteraturformidleren.dk.

Jeg håber fortsat I har lyst til at læse med, og ris, ros, kommentarer og forslag er som altid meget velkomne – nu på bloggens nye kontaktmail,
litteraturformidleren.dk@gmail.com. 

Forunderlig moderne robinsonade – FORTÆLLINGEN OM ØDE af Ida Hegazi Høyer

21298615_10213513327445704_444565986_o

Fortællingen om øde af Ida Hegazi Høyer

Roman – 267 s. – Forlaget Silkefyret – 2017 – oversat fra norsk af Allan Lillelund Andersen – omslag af Mie Prebensen og Michelle Melissa Jacobsen – sponsoreret: anmeldereksemplar fra forlaget

“Der kom ikke noget skib. En uge gik. En måned. Et år. Og der kom ikke noget skib. Han havde været igennem tørketidens hede, det ufravigelige tryk mod kroppen fra den tunge, onde nådesløse varme. Varmen, der kogte ham op indefra, og som der ikke fandtes et værn imod. […] Og da det endelig blev koldere, en periode ligefrem behageligt, varede det ikke længe, før kulden tog ham, først snigende, siden bidende, og atter måtte han lide, pines igennem den endeløse tåge, som pressede selve havet ind i ham, og som efterlod ham skælvende og hærget og rå, i krig med egen hud og krop. Han havde ønsket at være en øgle, en fisk, en havplante. Og han var sådan, uden hverken indsyn eller udsyn, og med svækkende falmende sanser, som konstant drømte om noget andet. Hvor usynligt kunne en ø tage sig ud? Aldrig havde han følt sig mindre end i de duggede tågebelagte regntidsnætter. Men han overlevede. Der var fortsat liv i ham, dog på en lidt anden måde.”

Tandlægen Carlo Ritter er træt af andre mennesker og træt af  livet i det civiliserede, overfladiske samfund. Han ønsker et mere simpelt liv, et liv i naturen, en form for renere tilværelse, hvor han kan leve afsondret, nøgen, og udelukkende ernære sig ved de afgrøder og frugter han selv dyrker og finder. Ritter får trukket sine tænder ud,  fremstiller et stålgebis (for en sikkerheds skyld), og drager mod et liv udenfor civilisationen, mod en øde ø i Galapagos. Imidlertid er projektet sværere end han har forestillet sig, og han må hurtigt slippe de utopiske forestillinger, han bragte med sig hjemmefra. Øen han har bosat sig på er fjendtligsindet, gold og nærmest umulig at leve på. Efter kort tid som øboer må han også erkende vigtigheden af at have en eller anden form for interaktion med andre mennesker, eller vigtigheden i at blive anerkendt af andre mennesker, for egentlig at eksistere. Han begynder at skrive rapporter om livet på øen, som i første omgang er voldsomt forherligende, hvilke han poster i en tønde, som står ved øens bred. Overraskende nok samles brevene op af forbisejlende skibe, og hans fortællinger trykkes i de tyske aviser. I savnet af menneskelig kontakt indleder Carlo en tæt relation til et af de eneste levende væsner på den golde ø, en ildelugtende øgle, som har bygget rede på øen. Her kanaliseres alle hans længsler og savn hen, i mangel af bedre. Dr. Carlo Ritter får dog ikke lov at være eneboer på øen særlig længe, men får selskab af først ægteparret Wittermann og senere hen en farlig og forførerisk baronesse. Fortællingen drejes flere gange i uventede retninger, men én ting er fra starten sikkert; øen er ikke et venligsindet sted, og tilflytningen kan kun ende i tragedie og ulykke.

Fortællingen om øde er en moderne robinsonade, bygget over virkelige hændelser fra 1930´ernes mystiske og uopklarede fortælling om den tyske tandlæge dr. Friederich Ritter, som drog mod en ø i Galapagos, for netop at leve til han blev 140 år, af moden frugt og i harmoni med naturen. Også den oprindelige fortælling endte tragisk, omend uopklaret og til dels mytisk. Ida Hegazi Høyer har således haft mulighed for at bygge esin egen fortælling op over disse bemærkelsesværdige autentiske fortællinger og gøre den helstøbt. Noget, hun i høj grad er lykkedes med. Fortællingen om øde er ikke som noget andet jeg har læst. Dragende og mystisk, komisk og tragisk. Min skepsis overfor robinsonadekonceptet er for alvor blevet gjort til skamme i denne fortælling, som er så speciel og interessant, både i sin form og i sit indhold. Ida Hegazi Høyer skriver tilgængeligt uden at det bliver simpelt, og så formår hun at anlægge en underspillet humoristisk tone, som fik mig til at æde romanen råt. Mens fortællingens forløb kæntrer, og personerne bliver mere og mere rå og dyriske, fastholdes læserinteressen bl.a. med denne ironiske og humoristiske tone. Det er virkelig veludført sprogligt håndværk. Desværre er oversættelsen præget af et sprogligt sjusk, der påvirkede min læseoplevelse negativt hele romanen igennem. Man kunne ønske sig en mere grundig korrektur, for at fange slåfejl, som fx ‘hun’ hvor der burde have stået ‘han’ og andre sproglige bagateller – som alligevel har generet min læsning en smule.

Visuelt er romanen særdeles vellykket. Den ru kvalitet på omslaget giver associationer til noget råt, øgleagtigt, og den hale der snor sig over forsiden og bagsiden, sender tanker mod noget forhistorisk, noget ukendt og dyrisk. Et meget vellykket omslag, som både understøtter bærende elementer i romanens fortælling, og som desuden skiller sig ud, smukt i al sin enkelthed.

Alt i alt var Fortællingen om øde en rigtig god læseoplevelse. Interessant i både form og indhold, velskrevet, velfortalt, mærkværdig, underholdende og vedkommende. 5/6 hjerter herfra.

hjerter5

edf

Læs mere om romanen, eller køb et eksemplar her.

 

Velskrevne, men formålsløst voldsomme fortællinger: OS IMELLEM af Wenche Thinnesen Vogtmann

Os imellem

Os imellem af Wenche Thinnesen Vogtmann

Novellesamling – Brændpunkt – 268 s. – 2017 – omslag af Søren Klok – sponsoreret: anmeldereksemplar fra forfatteren

“Dæmonerne i mit liv lærer jeg aldrig at håndtere, de forfølger mig til alle tider, og vreden er min tro følgesvend. Stoltheden afholdt mig fra at vende retur, savnet har jeg aldrig fortalt om til nogen, men er der mon en dybere mening med, at både hun og Marius skulle ende med at bo klos op af mig? Måske er det et tegn til mig om at få sagt undskyld til hende. Undskyld for ikke at leve op til min forpligtelse som far, pludselig virker det som det eneste rigtige at gøre. Konfrontér det svære og det vil forsvinde, hvem der engang sagde sådan ved jeg ikke, men ordene virker så rigtige.” 

Ensomme mennesker, mennesker der er skadet af deres fortid, fortvivlede, angste, søgende. Os imellem  præsenterer os for en lang række forskellige mennesker, fra den incestskadede og suicidale unge kvinde, den stressede og ensomme ejendomsmægler der har dedikeret sit liv til jobbet, den søgende mand, der vandrer rundt i natten, for at finde sig selv. Alle har de det til fælles, at de er dysfunktionelle på den ene eller anden måde.

Mellemmenneskelige relationer er et vigtigt aspekt af den enkeltes personlige udvikling. Og netop disse formende relationer mellem mennesker danner rammen omkring novellesamlingen Os imellem. Det er især de uligeværdige og ødelæggende relationer, fortællingerne tager udgangspunkt i. Wenche Thinnesen Vogtmann behandler i sin novellesamling tabuiserede og ømtålelige emner som fx incest, stalking, prostitution og torturlignende mishandling,  og der lægges ingen fingre imellem.

En del af novellerne var simpelthen for voldsomme til at jeg brød mig om at læse dem, og hvis jeg ikke skulle have skrevet en anmeldelse, havde jeg så afgjort ikke læst dem til ende. Udpenslinger af incestuøs mishandling, beskrivelser af blødende endetarme og lignende var simpelthen for hård kost for mig. Jeg anser ikke mig selv for værende særligt følsom, og læser tit barske passager i bøger uden at tøve, men her blev min grænse nået. Og det særligt fordi udpenslingerne ikke var nødvendige for historien, men i stedet fremstod som voldsomme forsøg på at fastholde en interesse i læsningen, et slags mislykket underholdende element, som måske har til formål at bære en historie, som i sig selv ikke har et særlig stærkt plot eller forløb.

Det skal dog siges, at når litteratur påvirker læseren så voldsomt, positivt som negativt, så bunder det i en eller anden grad i en vellykket formidling, og dén ros skal Wenche have: At hun i imponerende grad formår at skrive nogle troværdige og nuancerede personer frem i sine fortællinger, og det med en sproglig dygtighed, som dog til tider fremstår en smule fortænkt og kunstig.  Desværre kan vellykket form og et solidt sprogligt håndværk ikke bære et værk alene, og i sidste ende manglede jeg noget større, en dybere mening med alle modbydelighederne.

Derfor lander vi på 3/6 hjerter fra Kulturkulten denne gang, dog med lysten vakt til at læse noget andet af forfatteren – gerne noget mindre voldsomt.

hjerter3

Wenche Thinnesen Vogtmann arbejder bl.a. som underviser på en skriveskole for børn og unge, og har tidligere udgivet “Oscar, mig og tøserne” og “Livets omstændigheder”.

9788793383241

Den perfekte dåbsgave eller fødselsdagsgave til de mindste: HALFDANS ABC – af Halfdan Rasmussen & Ib Spang Olsen

edfmde

HALFDANS ABC – af Halfdan Rasmussen

Børnebog – Carlsen – genudgivelse – 2017 – sponsoreret: anmeldereksemplar fra forlaget

“Ylle, Dylle, Dolle,
tre små lodne trolde
gik på jagt med vanter på
for at skyde hvad de så.
Ylle skød en kaffekande
Dylle skød en stegepande
Dolle skød en kasserolle
Ylle, Dylle, Dolle”

Vi er mange der kender og elsker den, dette barndomsklenodie, indsvøbt i de smukkeste illustrationer. Ovenstående citat, fra bogstavet Y er klar favorit hjemme hos os, og vores næsten 2-årige citerer det dagligt. Halfdans ABC var højt elsket dengang jeg var barn og adskillige år før da, og er altså stadig et hit med sine finurlige vers og smukke illustrationer.

Børnebogsklassikeren, som udkom første gang for 50 år siden, har været udgivet i adskillige udgaver gennem tiden. Det er første gang bogen udkommer i pegebogsformat med tykke papsider, som henvender sig til de alleryngste.

Papirsiderne er skiftet ud med en kraftig papkvalitet, men ellers ligner den sig selv. Stemningsfulde illustrationer, skæve og humoristiske vers, og et fantastisk sprog og en rytme, som fænger børn (og voksne) i mange aldre og stadier.

Herhjemme kan vi slet ikke få hænderne ned af bar begejstring, og står du og mangler den helt perfekte gave til din lille nevø, til det nyfødte familiemedlem, eller til barnedåben, så er her et vældig godt bud. Et børneappellerende stykke national kulturarv, som uden tvivl vil vække begejstring hos alle småbørn og ikke mindst nostalgiske følelser hos deres forældre.

Læs mere, eller køb den fine pegebog her.

1

2

DET EUROPÆISKE FORÅR af KASPAR COLLING NIELSEN

edf

DET EUROPÆISKE FORÅR af Kaspar Colling Nielsen

Roman – Gyldendal– 2017 – 349 sider – omslag af Andreas Kjærgaard – sponsoreret: anmeldereksemplar fra forlaget

“Lolland var slet ikke, som Stig havde forestillet sig, selvom Elisabeth havde fortalt en masse og vist ham et utal af billeder. Måske havde han ikke lyttet ordentligt efter, men området var i hvert fald meget mere eksklusivt, end han havde forestillet sig, og dem, der allerede var flyttet derned, var succesrige folk fra København, Nordsjælland, Odense og Århus. Området var omgivet af et pigtrådshegn, og ved porten ved Guldborgsund stod der filippinske vagter bevæbnede med automatvåben. Små droner fløj langs hegnet. Beboerne var tilsyneladende ikke indskrænkede bonderøve, som han havde forventet. De gik i skjorte og med seler, i gammeldags jakkesæt ligefrem, de så smarte ud, og han kendte faktisk en del af dem fra København.”

Vi befinder os i en nær fremtid, som er ekstremt polariseret. Europa er i hastig forandring, og hele det danske samfund ændres fundamentalt over få år. Flygtninge- og integrationssituationen er eskaleret, og indvandrere og deres efterkommere segregeres til aflukkede, indhegnede ghettoområder. Til containerbyen Frederiksstad i Mozambique deporteres kriminelle, utilpassede og religiøst fanatiske indvandrere, i et desperat forsøg på at genoprette ro og orden. Lolland er omdannet til en rigmandsghetto, hvor kultureliten og andre pengestærke danskere isolerer sig, i et idyllisk Morten Korch-samfund. Droner er en selvfølgelig del af den daglige drift og bruges til alt fra overvågning til udsmykning af huse. Forskningsprogrammet RAID eksperimenterer med Hybrid Intelligens og det er ikke bemærkelsesværdigt at støde på en hund der læser avis eller en fugl der kan tale.

I Det europæiske forår er det vildest tænkelige en mulighed. Men hvad har egentlig en værdi, når alt pludselig er tilgængeligt? Hvad sker der, når grænsen opløses mellem kultur og natur, mellem robot og organisme, mellem virkelighed og fiktion, mellem det fysiske og det sjælelige?

Det har været ualmindeligt svært for mig at få færdiggjort anmeldelsen af Det europæiske forår. Måske fordi det er en bog, der splitter mig, og som det er svært at have en entydig holdning til. Jeg har haft svært ved at forstå præcis hvilket ben jeg skulle stå på. For det er en bog der vil en hel masse på samme tid, hvilket – for det meste – lykkes meget godt. Det europæiske forår er grotesk og plat, fjollet, overdrevet, grænsesøgende, provokerende og absolut underholdende. En uhyggeligt nærværende fremtidsskildring og samtidskritik. Det er en roman der lægger op til refleksion, til en slags konfrontation med egne grænser og værdier. Og netop denne uundgåelige refleksion over samfund, eksistens, moral, etik og fremtid er hvad der, trods op og nedture i læseoplevelsen, gør romanen absolut anbefalelsesværdig. Det europæiske forår vil en masse ting og efterlod mig med en slags litterær tinnitus eller granatchok, men den efterlod mig altså med noget, hvilket få bøger i grunden formår. Og uanset hvilke tangenter Kaspar Colling Nielsen bevæger sig ud ad, så formår han altid at fastholde min opmærksomhed fra det første ord til det sidste. 4/6 hjerter.

hjerter

Intreagued? Find Det europæiske forår her.

 

BOGTANKER #7: Om at tage sig tid til at læse – og skrive

IMG_20170628_202625_870

Det er meget forskelligt, hvor ofte der sker noget herinde på Kulturkulten. Der er perioder med anmeldelser og indlæg flere dage i træk, og så er der perioder, som nu, hvor læsningen går noget langsommere, hvor jeg af den ene eller anden grund ikke får udgivet noget i ugevis.

Fra Kulturkultens spæde start har jeg været helt afklaret med at det er et projekt der kører udelukkende på lyst og derfor aldrig må blive en stressfaktor. Og selvom bøgerne tårner sig op i enorme stakke, og jeg ingenlunde når månedens anmeldelsesplan, er det indtil videre lykkedes mig at undgå at stresse over det. For jeg kommer jo dertil på et tidspunkt. Og livet er bare lidt ekstra hektisk lige nu, og det er ok.

Jeg er ikke verdens hurtigste læser – omend heller ikke den langsomste. Jeg bliver ret let distraheret, hvilket er lettere problematisk, når det meste af min læsetid foregår i toget i myldretiden til og fra job (og stillezonen sjældent er særlig stille, ahem…)

Jeg læser tit tilbage i en bog, fordi der lige var et eller andet, der kom op igen, noget som pludselig var mærkeligt, eller som blev interessant for fortællingen igen. Jeg læser efter deadlines, men ret løse og fleksible deadlines, for jeg vil altid hellere anmelde en bog lidt sent, end jeg vil sjuske mig igennem læsningen. Og det er både for min egen og for bogens afsenders skyld.

Uanset om en bog falder i min smag eller ej, føler jeg behov for at have taget hvert et ord ind, hvis jeg skal kunne gå ud og udtale mig kvalificeret om den. Og når et menneske har lagt så meget tid og energi i et projekt, som en forfatter nødvendigvis lægger i en bog, så kan man heller ikke være andet bekendt.

Nu vil jeg tilbringe resten af søndagen som man bør, helt langsomt, deadlinefrit og med litterær fordybelse.

ALIAS GRACE af Margaret Atwood

edf

ALIAS GRACE af Margaret Atwood

Historisk roman – genudgivelse – Lindhardt og Ringhof – 2017 – 550 sider – omslag af Simon Lilholt/Imperiet – sponsoreret: anmeldereksemplar fra forlaget

“Hvad skal jeg fortælle dr. Jordan om denne dag? For nu er vi der næsten. Jeg kan huske, hvad jeg sagde, da jeg blev arresteret, og hvad forsvareren, mr.  McKenzie, sagde, jeg skulle sige, og hvad jeg ikke engang sagde til ham; og hvad jeg sagde under retssagen, og hvad jeg sagde bagefter, hvilket var noget andet igen.  Og hvad McDermott sagde, jeg sagde, og hvad de andre sagde,  jeg måtte have sagt, for der er altid dem, der er villige til at forsyne én med deres egne taler og lægge dem i munden på én med det samme; og slige folk er taskenspillere, der kan bugtale, på markeder og gadehjørner, og man er bare deres trædukke. Og det var sådan, det var under retssagen, jeg stod der i vidneskranken, men jeg kunne lige så godt have været lavet af stof og udstoppet, med et porcelænshoved; og jeg var selv lukket inde i den dukke, og min sande stemme kunne ikke slippe ud.”

Grace Marks sidder i fængsel, dømt for medvirken på det bestialske mord på sin arbejdsgiver og dennes husholderske. Efter at have undsluppet galgen og afsonet 16 år i skiftevis sindssygeanstalt og fængsel, besøges hun af den unge dr. Simon Jordan, som har til opgave at udrede Grace for hukommelsestab og sindssyge. Gradvist fortæller hun sin historie og lader dr. Jordan vide mere og mere om tiden op til, under og efter den frygtelige hændelse der forsejlede hendes skæbne for altid. Graces hukommelsestab gør det svært at gennemskue hvad der virkelig er sket, hvilken rolle hun har spillet og hvorvidt hun bærer skyld eller ej. Hele tiden må  dr. Jordan kæmpe for ikke at lade sig rive med af Graces fængende fortælling, og finder hele tiden sig selv tvivlende på sandheden af hendes historie. Er Grace uskyldig? Sindssyg? Eller er hun blot en uhyre dygtig manipulator og løgner?

Den historiske roman, Alias Grace trækker på en af Canadas mest berygtede mordhistorier fra det 19. århundrede. I romanen fusionerer gamle tilståelser, vidneudtalelser og faktiske beretninger med en særdeles  gennemført fiktion. Historien er meget velkomponeret og gennem bogens 550 sider var jeg næsten konstant underholdt og spændt på at vende næste side. Kun få passager med brevkorrespondance i romanens spæde start var en smule langsommelige, men viste sig selvfølgelig at bygge fundament for senere, vigtige dele af beretningen. Det er uden tvivl et imponerende researcharbejde der ligger bag romanen, som er en samtidsskildring i ligeså høj grad som en spændingsroman.

Sproget i Alias Grace er bemærkelsesværdigt, i det vellykkede møde mellem datidige kringlede formuleringer og en sproglig ligetilhed, nutidigt og datidigt sprog forenes på fineste vis. Desuden er beskrivelser af helt små ting, naturen, eller måden et hvidt klæde hænger på en tørresnor, så fuldendt lyrisk beskrevet, hvilket bidrog til en meget positiv læseoplevelse. Gennem fortællingen veksler synsvinklen ofte og læseren tilbydes adgang til hovedpersonerne på skift, hvilket gør fortællingen meget nuanceret. Alias Grace er en fortælling med mange lag, og det er ikke svært at få øje på Atwoods samfundskritik, fx i forhold til køn, eller samfundets forståelse af sindssyge.

Alias Grace, denne vanvittigt interessante og indholdsbastante roman, pakket ind i  lærred og orange skønhed, har ind imellem fået mig til at ønske, at min, ellers ret lange daglige togtur, ville fortsætte lidt endnu. Alias Grace er en roman der er næsten umulig at lægge fra sig, som spiller på læserens etik, moral og empati. Ligesom dr. Jordan bliver man i tvivl om, hvad der egentlig er sandt, falskt, hvad der er virkelighed og hvad der er drøm – for denne følelse af omtåget drømmeverden går som en grundtone gennem romanen, man indhylles på en måde i den drømmeverden Grace siges at havne i. Jeg kan kun anbefale Alias Grace til alle der har hang til både en psykologisk spændingsfortælling og et lyrisk sprog. Det er en enestående roman. 5/6 hjerter.

hjerter5

cof

Efter HBO’s succes med serien The Handmaids Tale, som er bygget på Atwoods roman fra 1986 af samme navn, bliver også Alias Grace filmatiseret (serieficeret – er det et ord?) og har premiere på Netflix fredag d. 3/11 2017. Efter at have siddet åndeløst klistret til skærmen og set The Handmaids Tale, glæder jeg mig afsindigt til premieren på Alias Grace. Og hvis serien er bare en tredjedel så fængende som bogen, så er jeg tilfreds!

IVAN BLANK af Aleksandar Šajin

cof

IVAN BLANK af Aleksandar Šajin

Roman – Gladiator – 2017 – 375 s. – omslag af Clara Birgersson  – sponsoreret: anmeldereksemplar fra forlaget

“Altså jeg elsker hende ikke engang, og vi har nu været sammen i næsten 10 år. Og vi har fået barn sammen! Hvordan er jeg havnet i det her forhold og i det her liv? Han turde ikke sige alt det højt. Det ville bare være så pinligt at indrømme den største løgn i hans liv. Men løgnene har den egenskab, at de kan suge livsglæden helt ud af den, der ikke kan undvige dem. De kan slagte ens følelser og fornemmelser med den sløveste kniv.”

Ivan er kommet til Danmark som flygtning fra Balkan-krigen i begyndelsen af 1990’erne. Han er forfatter og arbejder til dagligt som serbokroatisk tolk i retssale og flygtningelejre. Han støder hyppigt på andre med samme efternavn som han selv, ja sågar med både samme fornavn og efternavn. Alle er de, som Ivan selv, indhyllet i løgn og bedrag, idet de ikke rigtig har noget at flygte fra. Ivan bor sammen med Marie, som han aldrig har elsket, og som han har fået nogle af sine adskillige børn med. Ivan er damernes ven, hans appetit på kvinder er stor, og en stor del af romanen fortælles gennem disse kvinders øjne. Ivans kvinder er naive, neurotiske, overfladiske, stereotype, dominerende, vrede, forurettede, uforståelige væsner, hvis skæbner på forskellig vis er formet af Ivan.

Ivan er aldrig tilfreds. Hans flugt fra hjemlandet fortsætter i lang tid efter ankomsten til Danmark, en flugt fra sig selv, sine følelser, sine medmennesker og fra livets generelle stilstand. Flugten resulterer i en grundlæggende og kontinuerlig hjemløshed, som får ham til at flakke hvileløst rundt, og at indhylle sig selv og alle andre i et spind af løgne, i sin søgen efter lykken og kærligheden – efter dén større eller mindre detalje, der kan give ham sindsro, og som i hans øjne nødvendigvis vil udgøre den ændring i tilværelsen, han så desperat søger.

Det er både svært og nemt at holde af Ivan. Hans overfladiske og egoistiske tilgang til livet og menneskene i det vender læseren imod ham, men samtidig kan man ikke andet end at holde lidt af hans vægelsind, hans grundlæggende forvirring og hans komiske, desperate væsen. Og netop det komiske bærer fortællingen, som uden dét lag, ville være ordinær, omstændig og grænsende til kedelig.

Romanens tragikomiske stil er ikke som noget andet jeg tidligere har læst. Komedie er som oftest ikke en litterær genre jeg bevæger mig i. Men i Ivan Blank er sarkasmen og det tragikomiske ganske vellykket og underholdende. Jeg læste i sarkasmen i Ivan Blank en samfundskritik, en fortælling om en mand i et samfund, som aldrig stopper med at stræbe og optimere. Som swiper til højre eller venstre uden større omtanke, for hele tiden at komme videre til noget større, bedre, mere lykkeligt og perfekt. Og som i høj grad mangler selvrefleksion i processen. Ivan er en egoistisk idiot, han forringer livet på dem, som burde være i hans fokus. Hans børn og deres mødre lider store tab mens han bare banker videre i tilværelsen, i sit egocentrerede vakuum.

Man kan undre sig over Ivans evne til at tiltrække kvinder. I fremstillingen af både ham, andre mandlige karakterer og kvinderne omkring Ivan opstår en skarp kønsdikotomi, som jeg ikke fandt komisk, men bare tragisk. Til trods for en marginal nuancering, opridses to modsatrettede, karikerede køn: Kvinden, som er moder eller erotisk objekt, oftest sur og skrap, og så manden, der er overfladisk, evigt underlagt sin krops lyster og begær og knapt i stand til at varetage sit eget liv, helt fra huslige opgaver som opvask og rengøring (som kvinden klarer) til overordnet rammesætning og realistisk livsplanlægning. Mændene i Ivan Blank svæver rundt uden rigtigt at knytte sig til nogen og noget, kvinderne holder stædigt fast i orden, struktur og kaster deres kærlighed på Ivan gennem et moderligt behov for at redde ham.

Trods velskrevethed kommer Ivan Blank aldrig rigtig ind under huden på mig. Og trods romanens oftest vellykkede ironi og tragikomiske stil, vinder Ivan ikke den grad af sympati, der skal til, for at udholde en så træg og magtesløs fortælling. Romanen lykkes godt i sin komposition, og var trods de mange brud i kronologien, en glidende og behagelig læseoplevelse. Desuden er den med sit grafisk skarpe, farvemættede omslag en fryd for øjet. Men romanen mangler noget oprigtigt interessant, en kerne som går ud over den lidt komiske fortælling om en mand, om (virkeligheds)flugt, rod- og hjemløshed. 3/6 hjerter for en underholdende og velskrevet, men ikke synderligt nuanceret eller interessant fortælling.

hjerter3