Warhol-gennemsyret Newyorker-dystopi – THE MONSTER af Madame Nielsen

The Monster

THE MONSTER af Madame Nielsen

Roman – Gyldendal – 2018 – 195 sider – omslag af Thomas Joakim Winther –  anmeldereksemplar fra forlaget

“Og da de løftede ham ud af stolen og tog ham i deres arme og bar ham op ad trappen og lagde ham i den lysende hvide velour og trængte ind i ham, var smerten, idet såret, der hver dag skulle læges og hver nat igen sprænges og aldrig, aldrig i livet lukke sig helt, ikke hans, men menneskenes smerte … og han tænkte, at han var deres slave, som om han ikke var deres slave … og han tænkte, at han ikke ejede sin krop mere, end de eller nogen anden gjorde, han og den var bare til rådighed, et potentiale, de og han selv og enhver anden kunne gøre brug af… og han tænkte, at han var den rest, tiden havde efterladt … og han kunne mærke, hvordan tiden, ikke bare hans egen, men den tid, han og alle andre mennesker levede i, begyndte at trække sig sammen og ende … Historien var ikke forbi, den var bare, lige så roligt, i ufattelig hast, ved at ende …”

En ung europæer drager til Amerika med det beskedne mål, at ændre Historien. Året er 1993, Twin Towers er endnu uberørte, verden skal snart ændre sig. Han ankommer med 150 dollars på lommen og en liste af telefonnumre på en række værter, som angiveligt tilbyder husly uden betaling. I form af penge i hvert fald. Han tilbringer stort set sin tid enten i The Garage hos performancegruppen The Wooster Group ventende på at blive en del af deres “show”, og dels hos et par mærkværdige tvillingebrødre i en velourbeklædt lejlighed efter mørkets frembrud. Uden at vide helt hvordan det skal foregå, afventer han sin chance for at træde ind i Historien, ændre Amerika, verden for altid.

The Monster er, som det fremgår på bogens omslag, “en  New York-gyser, en vision om det, der skal komme”. Det er en dystopi, en warholsk rædselsfortælling om et samfund, hvor det særskilte er udskiftet med det upersonlige, kopierede, evigt gentagende. Med uendeligt lange sætninger, ustandseligt afbrudt af forskellige indskydelser i parantes, udfoldes en bizar fortælling om et samfund, hvor intet længere er oprigtigt.

Hovedpersonen i romanen er en Willem Dafoe-kopi, med sin galoperende megalomani og arrogance indtager han New Yorks gader som sine egne, som en slags nyankommet Messias. Med sig har han en lille rygsæk, omkring 150 dollars og fortællingen om dengang han fik Sovjetunionen til at bryde sammen og Muren til at falde.

Han indretter sig hurtigt i en hverdag med sirligt præcise ritualer, hvor de fleste dage er gentagelser af den foregående ned i de mindste detaljer, hvorfor tidsoplevelsen på sin vis udviskes. I et års tid udlever han de samme mere og mere præciserede gentagelser. Livet leves i dagtimerne hos the Wooster Group og efter mørkets frembrud i lejligheden hos de to tvillingeværter, i et særhedskabinet af dimensioner. Her reproduceres  den samme rædselsvækkende ekstatiske akt nat efter nat, i grænselandet mellem nydelse og afsky, lykke og absolut undergang. I tvillingernes køkken indtager han hver morgen det samme måltid, som en slags omvendt last supper. Og i selvsamme køkken hænger bogens forsidefotografi af to tvillingebrødre mellem deres mor og far på en sneklædt villavej i en amerikansk provinsby, hvilket er af stor betydning for fortællingen.

Man behøver ikke at være særligt velbevandret i Andy Warhols univers, for konstant at at støde på de mange referencer til hans filosofi, liv og kunst. Her er magre hvidhårede skabninger, velour i vulgære mængder, endeløse genoptryk i pastelfarvet silke. Her er amerikanske ikoner af masseproduktion, Heinz tomatketchup, Warhol-kopier og hamburgers. Her er livet (og døden, hvilket er en og samme ting) én lang performance, en upersonlig, kontinuerlig forestilling, som i sin evige cirkulære bevægelse afslører tidens gang i kødet, forgængeligheden i kroppen og dens væsker. Gentagelsen eliminerer alt unikt, og en monstrøs umenneskelighed tager over. Natten og mørket er centralt i romanen, måske fordi alle bliver ens her?

“At the bottom of the Darkness / There is a hole / That’s where the Darkness comes in / And that is the only way / Out “

Mine forventninger til The Monster var høje, og de blev i høj grad indfriet. Madame Nielsen skriver med så stort plotmæssigt overblik og sprogligt overskud at jeg gang på gang blev blæst bagover. Sætninger, som synes endeløse, og samtidig fremstår så præcise og gennemtænkte. En vulgaritet i sproget, som fylder læseren med både afsky og nydelse. Desuden er intertekstualiteten så vidtfavnende at enhver med kærlighed til verdenslitteratur og -kunst behages. Eminent og anbefalelsesværdig til dig, der ikke har for sarte nerver og som begejstres af voldsom, tankevækkende og grænseoverskridende litteratur. 6/6 hjerter.

6 hjerter

Læs den, og lad dig overmande af gentagelsens kvalmende nydelse. Lån bogen her eller erhverv dig dit eget eksemplar her.

Roman i minimalistisk præcision om kriser i livet, skriveriet og kærligheden – VINDUET MOD SYD af Gyrðir Elíasson

D5FC1E50-F5C6-41D2-A34B-7076414428C6.jpg

VINDUET MOD SYD af Gyrðir Elíasson 

Roman – Forlaget Vandkunsten – 2018 – 140 sider – oversat fra islandsk af Erik Skyum-Nielsen – sponsoreret: anmeldereksemplar fra forlaget

“Morgenlyset over fjeldet. Gletsjerhætten er hvidere end nogen sinde. Men jeg har ikke lyst til at bestige bjerget, ikke alene i hvert fald. Der er dem, der siger, at skrivearbejde er vanskeligere end bjergbestigning. Jeg ved det ikke, har ikke noget sammenligningsgrundlag. Jeg tror i virkeligheden ikke, bjerge lader sig bestige, selv om man går op ad dem. “

Forfatteren i Vinduet mod syd befinder sig i en form for livskrise. Alene er han draget i sommerhus for at skrive, men mens han sidder og ser på havet gennem det sydvendte vindue, lader ordene vente på sig. Fragmenter af tanker, erindringer og observationer opbygger adstadigt en fortælling op om en mand i krise over skriveriet, kærligheden og livet. En fortælling, som på sin helt særskilte elíassonske manér formår at stå åndeløst stille og bevæge sig vidt og bredt på samme tid. Og det endda med en fin humoristisk tone.

Sanselige naturbeskrivelser og kraftfuld minimalisme

Gennem fire årstider følger vi forfatteren Jonas i sommerhuset ved havet, årstider, som er rigt beskrevet i naturen omkring huset. Romanen er bygget op i små korte tekstbidder, som en slags samling af tanker eller indskydelser. Sporadisk drysses minder, tanker, drømme og observationer ud over siderne, nogle tekstbidder så korte som en enkelt sætning i versalier. Det virker enormt kraftfuldt, når en side pludselig brydes op af en råbende indskydelse, ofte i en observation af omverdenen, som en avisoverskrift:

“ISEN PÅ NORDPOLEN FORTSÆTTER MED AT SMELTE”

Romanen handler om kriser, om skriveblokade, tabt kærlighed og ensomhed. Om at være menneske i krise i en verden i krise og om livets, naturens, årstidernes uafvendelige cykliske bevægelse. I imponerende minimalistisk stil bevæger vi os rundt i alt fra hverdagslige smårefleksioner, større filosofiske, eksistentielle spørgsmål til mindre navlepillerier:

“Åndelig nærighed er endnu værre end verdslig nærighed. Det er ikke utænkeligt, at jeg lider af åndelig nærighed: at sidde her den ene årstid efter den anden og knap nok tale med nogen, ikke beskæftige mig med noget menneske. “

Vinduet mod syd er enormt stemningsmættet, man mærker nærmest vinden trække i  sommerhusets brædder, duften af havet udenfor. Dagene løber afsted, flyder sammen, hvilket ind imellem bliver en lettere kedsommelig affære. Og jeg må indrømme, at Elíasson givetvis ikke bringer det niveau af underholdning, som barselshjernen fordrer, hvis læsningen skal glide ubesværet. Men det kan man jo næppe stille bogen til ansvar for.

Stor litteratur i småt format

At læse Vinduet mod syd er som at tage i sommerhus en efterårsweekend uden planer. At lade sig overmande af ro, bare at være i livet i en forfriskende enkelthed. Her er intet hastværk, tom underholdning og chokerende plottwists. Skriften er enkel, den er kraftfuld, det er stor litteratur i småt format. Læs den, og tag dig god tid. For mellem de små tekstfragmenter opstår store betydninger som åbner op for sandheder om livet og kærligheden. Fire hjerter herfra.

hjerter

Find dit helt eget eksemplar af den fine lille bog her.

Tab, sorg, skyld og skam som både private og fælles anliggender – ALT HVAD DU EJER af Caspar Eric

FC22D990-0392-4823-A830-D52E62001B36.jpg

ALT HVAD DU EJER af Caspar Eric

Poesi – Gyldendal – 2018 – 296 sider – omslag af Kasper Vang – sponsoreret: anmeldereksemplar fra forlaget

“Du tænker stadig på det barn der ikke er der // hver gang du ser en barnevogn på gaden // og nogle gange bliver du lettet // over at det ikke er dit // trætte og ensomme legeme // der skal stå der og holde fast om en kop kaffe // og blive tvunget til at gå tidligt i seng // og føle at ungdommen er forbi // men de fleste dage er det anderledes // også selvom barnet aldrig // har eksisteret som andet end fantasi // men embryo er sådan et umuligt ord “

Alt hvad du ejer er en fortælling om tabet af et barn, en kæreste og en forestillet fremtid. Bogen tager sit afsæt i Caspar Erics egen oplevelse med at miste et barn i 11. uge af graviditeten og derefter sin kæreste og den fremtid, de havde udsigt til. Men det er også en meget større fortælling om en sorg, som mangler et sprog, om en verden i afmagt og om afstanden mellem mennesker. Det er højaktuel og relaterbar poesi om at blive voksen, om at finde en plads og et fællesskab i verden.

Ikke en side i den 296 sider lange bog er irrelevant, hver eneste lille tekstbid er uprætentiøs, små strofer, som bare fungerer uendeligt godt og poetisk uden at prøve for hårdt. Bogen er et enormt privat, selvransagende projekt og samtidig en refleksion over en verden i sorg, om flygtninge, klimakrise, om racisme og normative forventninger. Caspar Eric skriver forfriskende konkret og privilegiebevidst om emner som bl.a.  racisme og hvidhed, eller som i nedenstående eksempel om køn:

“Da kvalmen begyndte // kunne hun ikke holde ud // at stå længe i osen fra maden // så du brugte mere og mere // tid i jeres køkken // gjorde det langsomt til dit // men forventede stadig ros // fordi nogen åbenbart har lært dig // at du måske har fortjent et blowjob “

Hele vejen igennem adresseres et digter-du. Gennem 2.-personsfortælleren lægges der på en måde en afstand til sorgen, man bliver i stand til at observere den udefra, hvilket hjælper til at løfte fortællingen op fra at være et enkelt menneskes private historie og til at kunne læses som en almenmenneskelig fortælling om tab.

Formen i Alt hvad du ejer virker løs og forholdsvis ustruktureret og så alligevel ikke. Bogen er inddelt i tretten lige store afsnit, nemlig 22 sider, adskilt af den karakteristiske cirkel, som også pryder omslaget. Cirkelformen har betydning på flere niveauer i Alt hvad du ejer, den cykliske bevægelse, som en alternativ tidsregning, et cirkulært narrativ. Cirklen i  cirklen drager associationer til blommesækken i livmoderen,  til individet i fællesskabet, mennesket i verden og verden i mennesket, livet i døden og døden i livet, historie og fremtid sammenvævet. Den mayanske kalender “Tzolk’in”, som spiller en rolle i bogen, er netop også en cirkel i en cirkel (også inddelt i tretten), et symbol på en alternativ måde at tænke tid på. Og således kører fortællingen rundt i fortid, nutid og fremtid med den ufrivillige abort som centrum, efter de tretten uger hvor de troede, at de skulle være forældre.

Jeg har ikke tidligere læst noget af Eric og kan derfor ikke udtale mig om udviklingen i forfatterskabet, eller drage paralleller til tidligere udgivelser. Alt hvad du ejer har været min indgang til et forfatterskab, som jeg straks må læse mere af, og som jeg ser frem til mere fra. Hvis du ligesom jeg har været alt for tung i optrækket til at komme i gang med at  læse den anmelderroste Caspar Eric, så er det eddermaneme på tide at komme i gang. 5/6 hjerter herfra.

hjerter5

Intrigued? Find Alt hvad du ejer her.

8702266894.jpg

Sprogligt skarpe, kompakte og humoristiske noveller om kærlighed og ensomhed – KORT OVER CANADA af Dorthe Nors

2F1B42E6-DC60-44E5-87B8-EF3BEEC6D1E2.jpg

KORT OVER CANADA af Dorthe Nors

Noveller – Gyldendal – 2018 – 137 sider – omslag af Alette Bertelsen – sponsoreret: anmeldereksemplar fra forlaget

“Hun kigger over på festpladsen, spytter. Den festplads optager hende mere end gåturene ved skrænten, skarvene, bøgeskoven, og det er for eksempel gået op for hende, at hun, mens det stod på, nok var to mennesker på én gang. Hun var én, der var som besat af at elske, og én, der gik ved siden af, tavs og observerende, og det skete, at disse to indgik i skænderier, hvor observatøren altid tabte, for kærligheden tåler alt, udholder alt, uden den, skreg den elskende, var jeg en klingende malm, en rungende bjælde, og observatøren noterede sig, at det muligvis er angsten for tomhed, der får landets kirkeklokker til at ringe. “

Fjorten noveller rummer bogen Kort over Canada. Nogle tidligere udgivet, andre som ser dagens lys for første gang. I de fjorten små fortællinger møder vi et bredt spektrum af eksistenser, mænd og kvinder, gamle og unge. Hver især bærer de på fortællinger om kærlighed, om sorg og afsavn, om liv, død og ensomhed. Vi møder bl.a. den lidt for hjælpsomme ven til terminalpatienten, manden i det kulsejlede ægteskab, kvinden, der mobbes på sit studie. Alle er de på hver deres måde malplacerede i livet, længselsfulde og søgende.

Sublimt sprog i stringent form

Novellerne i Kort over Canada er alle komponeret i et sprog, som nærmer sig en minimalistisk enkelthed. Der er en selvfølgelighed i Dorthe Nors formuleringer, hvor selv det største plottwist formuleres som en bagatel eller en sidebemærkning. Nogle af novellerne er fulde af sorg og smerte og samtidig gennemsyret af en humor og en sproglig lethed, som imponerer. Novellerne er nogenlunde samme længde og formen varierer meget lidt, hvilket giver en følelse af sammenhæng og stringens i bogen.

Forskelligartet persongalleri med vekslende autencitet

Bogens personer veksler meget i karakter, men også i relaterbarhed og troværdighed. I novellen Ad små asfalterede stier møder vi Alice, som er ven med den dødeligt syge Einar. Alices handlinger, replikker og tanker udgør en karakter, som er så spot on og morsom, at jeg fra første færd elskede hende. Fortællingen er på samme tid autentisk og grotesk og en af bogens absolut bedste. I et par af de andre noveller oplevede jeg ikke samme forståelighed hos karaktererne og fortællingen blev derved mindre vedkommende.

Novellerne er fulde af sidehistorier, indskudte fortællinger og erindringsfragmenter blomstrer frem, som knopskud på en kringlet plante. Således bliver en kort novelle alligevel en fortælling, som strækker sig bredt over både tid og sted. En stor historie fortælles i  det små.

Novellen er en svær genre, som Dorthe Nors uden tvivl mestrer. Det kræver sin historiefortæller at konstruere et interessant plot på så få sider, uden at det virker amputeret eller som forfejlet udkast til en roman. Nors har bevaret sin kølige elegance og humor fra sine tidligere udgivelser. Dog er Kort over Canada en noget mere vag læseoplevelse end fx novellesamlingen Kantslag, som hun udgav for ti år siden,og som blev hendes internationale gennembrud. Kort over Canada er en varieret og interessant novellesamling, en blanding af virkelig gode og mindre interessante fortællinger. Det er en bog, der alene på grund af Dorthe Nors’ underspillede og humoristiske måde at skrive på, er en anbefaling værdig. Og så er det i øvrigt en helt utroligt smuk bog. Tre ud af seks hjerter herfra.

hjerter3

Find dit eget eksemplar af Kort over Canada her.

090F84FD-2347-46AD-AD02-5CC0F414046C

406649B5-7079-484B-854F-64C383D5F286

Enestående debutroman om indfødte amerikanere – DER DER af Tommy Orange

C095A5C3-9B9E-412D-A897-DF151E658577.jpg

Der der af Tommy Orange

Roman – Politikens forlag – 2018 – 288 sider – oversat fra engelsk af Rasmus Hastrup – omslag af Harvey Macaulay – sponsoreret: anmeldereksemplar fra forlaget

“Orvil vidste, at han ville danse, første gang han så en danser i fjernsynet. Han var tolv. Det var i november, så det var let at finde indianere på tv. Alle andre var gået i seng. Han zappede rundt mellem kanalerne, da han så ham. Der på skærmen, i fuldt ornat, bevægede danseren sig som om tyngdekraften betød noget andet for ham. Det mindede på en måde om breakdance, syntes Orvil, men på én gang nyt – endda cool – og ældgammelt. Der var så meget, han var gået glip af, så meget, han ikke havde fået. Ikke havde fået at vide. I det øjeblik, foran fjernsynet, vidste han det. Han var en del af noget. Noget man kunne danse til. “

Indfødte amerikanere, efterkommere af indianere bærer både på en unik kultur og på en blodig historie. I Der der møder vi tolv skæbner, tolv fortællinger om et folk, som man oftest kun hører om i datid. Hver fortæller de en glemt historie, om et indiansk folk, som er mere og andet end et karikeret ikon, en udklædning, et menneske i reservat. I romanen møder vi kvinder og mænd, unge og gamle, mennesker på kanten af afgrunden og mennesker i nogenlunde trivsel. Alle har de deres kulturelle ophav til fælles, alle er de mærket af den vold, der på flere forskellige niveauer blev begået og stadig begås mod det indianske folk. Alle fortællingerne har sammenhæng et sted, alle karaktererne har forbindelser til hinanden, træder ind og ud af hinandens liv, og fortællingen om de tolv skæbner kulminerer i en Powwow, i et intenst sidste kapitel.

Imponerende handlingsforløb og sammenhæng

Der der er en usædvanligt velkomponeret, handlingsmættet roman om en gruppe mennesker som gennem generationer er blevet marginaliseret eller glemt. Det er et spind af forskellige skæbnefortællinger og en historie om, hvordan ens kulturelle ophav kan have betydning for hele ens liv og ageren. Der der er en ualmindeligt velskrevet bog, som, når man først har givet sig i kast med den, er umulig at lægge fra sig igen.

Romanen sætter forskellige store emner på dagsordenen. Ud over hele det kulturelle aspekt så er emner som tab, sorg, svigt og forældreskab også gennemgående temaer. I kraft af den indianske kultur spiller natur, mystik og alternative behandlingsmetoder også en vigtig rolle. Og så er der desuden lagt i ovnen til en kritisk samtidsdiagnose, som da den ældre Bill oprøres over ungdommens forfald:

“Han kan ikke holde ud, at de unge får lov at være sådan nu til dags. Forkælede babyer alle til hobe. Ingen hård hud, ingen sejhed længere. Der er noget forkert ved det hele. Noget ved det evindelige skær fra telefonskærmene på deres ansigter, ved den alt for hurtige måde, de taster på deres telefoner på, deres kønsmæssigt flydende mode, deres ultra politisk korrekte adfærd, samtidig med at de mangler enhver form for sociale færdigheder og almindelig gammeldags høflighed. “

Det relativt store persongalleri fungerer, hver karakter former sproget, der er en klar stemning af den enkelte person i hvert kapitel. De hyppige synsvinkelskift og spring i tid og sted fungerer upåklageligt, omend jeg ind imellem måtte bladre tilbage i romanen, for at huske hvem den pågældende person nu var. Alle er de beskrevet så nuanceret, så forståeligt og jordnært, at det er svært at forestille sig at de er fiktive figurer og ikke mennesker af kød og blod. Karaktererne vokser under huden på læseren, bliver i følelserne, i erindringen længe efter bogens sidste side er læst.

E92BFAAB-008A-4DD8-91CF-F6C16F7C2BE0

Imponerende debut efterlader håb om mange flere bøger

Der der er Tommy Oranges debutroman, hvilket er mig helt uforståeligt. Relativt tidligt i bogen vidste jeg, at dette er en roman, jeg kommer til at læse igen. At man kan skrive noget så gennemført, velkomponeret, gennemresearchet, nuanceret og med et samtidigt historisk og litterært overblik, efterlader mig med en enorm respekt, nærmest ærefrygt, og en uslukkelig tørst efter mere fra hans hånd. Hvis du kun har tid til at læse én roman dette efterår, så lad det være denne. Nå ja, og så er bogen tilmed en fryd for øjet.

Herfra de varmeste anbefalinger og fuldt hus af hjerter – intet mindre kan gøre det.

6 hjerter

Køb dit eget eksemplar af bogen her – det vil du ikke fortryde!

Der_der_FINAL_2.indd

Sanselig og mærkværdig genrehybrid – MENNESKEDYRET af Ida Monrad Graunbøl

CCC58982-3892-431C-94F8-98AE2C5D0989.jpg

MENNESKEDYRET af Ida Monrad Graunbøl

Digtroman – Forlaget Ekbátana – 2018 – 172 sider – omslagsillustration: Mette Norrie – sponsoreret: anmeldereksemplar fra forlaget

“Dagene i skabet tog hinanden, og Anna sov, men drømte ikke. Nætterne var vågne mareridt, men hun holdt modet oppe ved tanken om, at  ulven ville forsvinde ned i hullet igen, ligesom surikaterne. En nat vågnede hun klokken tolv. Gadelygten var tændt, og nogen måtte have skiftet pæren. Aloe vera-plantens blade kastede skygger på væggen. De lignede fingrene på en hånd. Saften i bladene er så næringsrig, at den kan hele et sår, og bagefter vil man ikke få et ar. Der var helt stille i stuen, og Anna kunne høre sit eget åndedræt. “

Da Anna bliver forladt af sin kæreste, Benjamin, isolerer hun sig i den lejlighed, der før var deres fælles. Lejligheden indtages af eksotiske og skræmmende dyr, et stort hul vokser frem i væggen, og Anna flytter ind i sit klædeskab. Herfra går hele hendes verden, og hun kommer kun ud, når hun er nødt til det. I en febervildelseslignende tilstand glider fortællingen ind og ud af tid og sted, og bringer os fra Danmark til Sverige til Spanien og tilbage igen. Med alle sanser i spil udrulles en poetisk fortælling om et menneskedyrs liv og undergang. Finder hun nogensinde vej ud af skabet og ud i lyset igen?

Sansemættet og fantasifuld læsning

Forlaget kalder bogen for en “poetisk, sanselig og legende roman”, hvilket egentlig stemmer godt overens med min oplevelse af den. Særligt vil jeg rose Ida Monrad Graunbøl for at skrive en sanselighed frem, så man kan mærke, smage, dufte fortællingen. Teksten kredser om menneske(dyr), dyr og natur, som tre sider af samme sag. Ida Monrad Graunbøl besidder en fantasifuldhed, som er dybt imponerende, men som ind imellem også stikker lidt af og bliver kunstig og påtaget sær. I flere af romanens passager, og særligt i digtelementerne, blev teksten ind imellem så underlig og abstrakt, at jeg ikke med min bedste vilje kunne finde en sammenhæng eller berettigelse. Til tider er der en nærmest David Lynchish feel over teksten, hvilket jeg oftest vil mene som en kompliment. Men i Menneskedyret er associationen mere knyttet til de passager hos Lynch, som er for langt ude, de passager, hvor man bare må undres , ryste på hovedet og bevæge sig videre. Romanens legende karakter bliver ind imellem for meget og teksten bliver karikeret og fjollet, hvilket er lidt ærgerligt.

Vellykket hybridværk

Med det sagt, så er romanen både velskrevet og anderledes på en interessant og udfordrende måde. Som hybridværk fungerer den oftest godt, og digtelementerne skaber en helt særlig stemning omkring resten af teksten. Hvor Ida Monrad Graunbøls debut, B til piraten ikke faldt i min smag, har Menneskedyret i langt højere grad gjort det, og jeg synes, romangenren klæder hende. Menneskedyret er en sær, underfundig roman, som svinger mellem infantile fantasifostre og skarpsindige refleksioner over mennesket i  verden, i fællesskab og ensomhed. Det tog en del sider før romanen vandt ind på mig, men det gjorde den, og den har uden tvivl efterladt sig spor i min bevidsthed. Herfra tildeles den tre store hjerter.

hjerter3

Find dit eget eksemplar af Menneskedyret her.

Dagbogsnotater om hverdagen, om at skrive, om den sårbare krop og om ikke at slå til – KROPPEN ER EN SI af Julie Top-Nørgaard

KROPPEN ER EN SI af Julie Top-Nørgaard

Processed with VSCO with 6 preset

Dagbogsroman – Forlaget Fredag – 2018 – 181 sider – omslag af Shekufe Tadayoni Heiberg – sponsoreret: anmeldereksemplar fra forfatteren

“Jeg forestiller mig kroppen som en lukket enhed, et sluttet kredsløb, ren, uigennemtrængelig. Men det er den jo ikke. Den er porøs, fuld af indgange og udgange, den optager og indkapsler og omsætter og udskiller. Den er en si, et net, en svamp. Det er ikke til at holde ud. “

Kroppen er en si er en dagbogsroman, som forløber fra d. 14. februar 2017 til samme dag året efter. I et år følger vi Julie, som arbejder som underviser på UCC og bor sammen med sin mand Søren og deres to børn, Charlie og Katinka. I årets løb reflekterer hun over sig selv i verden, og i mødet med forskellige udfordringer lærer vi hende at kende på godt og ondt. Hvordan påvirkes psyken, når kroppen bliver syg? Når erkendelsen af kroppen som porøs og forgængelig indtræffer? Hvilke tanker opstår, når ens arbejdsliv hvert øjeblik kan smuldre? Er man nogensinde uundværlig? Er man nogensinde god nok? Er man nogensinde hel?

Kroppen er en si er fuld af interessante refleksioner over hverdagslige begivenheder, som de fleste af os nok kan nikke genkendende til. Da dagbogens ophavsperson bliver syg af MRSA, tænker hun en række tanker omkring kroppen, som for mig var meget genkendelige og relaterbare. For når kroppen svigter, mindes man om hvad man helt konkret er, et sårbart hylster, et dyr. En krop, der kan dø.

Dagbogsskriveren reflekterer konstant over sin egen rolle i verden, hvilket vel egentlig er meget typisk for genren. Hun føler ikke, at hun slår til, som underviser, som mor, som kæreste, som menneske og som krop. På mange måder føler hun, at hun faker det hele – en følelse mange nok vil kunne nikke genkendende til. Hun udtrykker ofte sorg, frustration, vrede og skam, og ofte skammer hun sig over sine følelser, som om de aldrig rigtigt er berettiget, som om hun overgør alting. Hendes krop er en si, den smittes af sygdom, den er ikke en lukket, stabil enhed. Hendes arbejdsliv er på samme måde porøst og ukontrollerbart. Hun skriver som terapi, som for at generobre kontrollen. Og hun har mange inspirerende metarefleksioner omkring det at skrive og udgive litteratur.

Andre sekvenser af dagbogsromanen oplevede jeg som mere banale og ligegyldige, og da jeg stødte på følgende tekstbid i dagbogen, måtte jeg et øjeblik trække på smilebåndet og erkende, at det var som havde hun skrevet mine tanker ned, før jeg selv havde tænkt dem:

“Når dagbogen skal udgives, vil jeg skrive i pressemeddelelsen: Jeg mener selv, at den er rimelig interessant. Den er måske ikke rasende interessant, men den er heller ikke totalt uinteressant. Man går ikke glip af vildt meget, hvis man ikke læser den, men på den anden side vil jeg heller ikke sige, at man spilder tiden, hvis man læser den. Men det kommer selvfølgelig også an på, om man har lyst. Man skal kun gøre det, hvis man på en eller anden måde, af en eller anden grund, har lyst. “

Det er netop denne ambivalens, min læseoplevelse har båret præg af. Kroppen er en si er ikke sindsoprivende, givende læsning, som jeg vil vende tilbage til igen og igen. Men det er heller ikke komplet ligegyldig læsning. Måske er det Julie Top-Nørgaards måde at skrive på, der trækker min samlede opfattelse af bogen i en positiv retning. Måske er det trygheden i de småbanale, genkendelige hverdagsobservationer. Bogen lander om ikke andet i et lunkent mellemland og får tre hjerter herfra.

hjerter3

Find Kroppen er en si hos din lokale boghandler, eller lån den kvit og frit på biblioteket.

Sig det med bøger – de bedste litterære barselsgaver

Sponsoreret: Nogle af de omtale bøger er modtaget som anmeldereksemplarer.

Litterære barselsgaver

Det er ingen hemmelighed, at bøger oftest står øverst på ønskesedlerne herhjemme – hos både voksne og børn. Vi er en gennemført bibliofil familie. For litteratur kan det hele, underholde, oplyse, udvikle. Og bøger kan bruges i alle tænkelige situationer og ved alle lejligheder. Og her i min anden barsel har jeg tænkt en del på alle de bøger jeg omgiver mig med, og hvordan de bidrager positivt til så mange aspekter af min tilværelse som midlertidigt hjemmegående, barslende mor. Det slog mig, at bøger i mine øjne er den perfekte barselsgave (ja, eller værtindegave, fødselsdagsgave, fortsæt selv).

Derfor har jeg samlet et udpluk af de allerbedste litterære barselsgaver til bibliofile nyudklækkede forældre derude og deres poder. Hvis du skal på barselsbesøg hos sådan en type, så overvej lige at medbringe en af nedenstående lækkerbiskner. De holder meget længere end blomster!

Klassikeren – en langtidsholdbar boggave

Herhjemme elsker vi de gode gamle børnebogsklassikere. Når en bog får klassikerstatus, så er det fordi den kan noget særligt, og netop børnebogsklassikerne kan bl.a. det, at de er interessant og aktuel læsning gennem mange aldre. Vores toårige elsker Palle alene i verden, en bog, som jeg selv har fået læst højt utallige gange og senere hen selv læst med stor entusiasme. Med de fineste illustrationer af Arne Ungermann og den enkle men dybt relaterbare historie, er det en evergreen gennem hele barndommen. Eller Mis med de blå øjne, som kan noget helt særligt med sin minimalisme i både streg og fortælling. Sidstnævnte fungerer desuden virkelig godt som billedbog til de helt små, da illustrationerne er så enkle og kontrastede. Vores yngste på 6 uger er allerede opslugt af at stirre på de kontrastfyldte sider. Så selvom målgruppen lyder på børn 3+, så er der ingen grund til ikke at bruge bogen som visuel og sproglig stimulans tidligere. En klassiker er en virkelig fin og langtidsholdbar boggave, som desuden vækker nostalgiske følelser hos mange voksne – et sikkert barselshit!

Processed with VSCO with ku1 preset

Hvis du er interesseret i børnebogsklassikere, så bør du tjekke Gyldendals originale billedbogsklassikere ud. Formatet er ensrettet, og de er så fine og enkle med lærredsryg. Serien omfatter Mis med de blå øjne, Drengen i månen, Spørgejørgen og Palle alene i verden. Hvis man som jeg lider af samlermani, så er det nærmest umuligt ikke at anskaffe sig hele serien. Så er du advaret.

Rim, remser og sange – aktiverende og sprogstimulerende læsning

Børn elsker rim og rytme, og børn elsker sang. Desuden er rim og remser et virkelig godt understøttende værktøj, når børn skal lære sprogets flow og rytme. Jeg har været meget glad for de to nedenstående bøger, som jeg tror, de fleste småbørnsforældre ville sætte pris på:

Den store Halfdan for de små

Jeg har aldrig været særlig begejstret for De små synger. There, I said it. Den er i mine øjne forældet og visuelt helt afsindigt kedelig. Vi købte den i sin tid, fordi den på en eller anden måde er et must have på børneboghylden, men ærligt, så kender jeg ikke halvdelen af sangene i den. Derfor blev jeg vildt begejstret, da min ældste for nylig fik Den store Halfdan for de små i storesøstergave (i øvrigt den allermest værdsatte gave man kan medbringe, når man skal på barselsbesøg i et hjem med flere børn).

9788771052015.jpg

Så fint udformet med pop up-elementer og flapper man kan hive i. Og i en kvalitet, hvor en lettere hektisk toårig faktisk kan bruge den uden at flå flapper og pop up-figurer ud. Sangene er min generations barndomsnostalgi og illustrationerne super fine. Se mere her.

Halfdans ABC i papbogsformat

Apropos barndomsnostalgi, så er Halfdan Rasmussens klassiske ABC kommet i en børnefingervenlig udgave, i stift pap. Jeg elsker, at man gentænker børnelitteratur, som oprindeligt er målrettet større børn, så også de helt små kan få glæde af det. Forældre, som starter højtlæsning tidligt, giver deres børn de bedst mulige forudsætninger for at lære at tale. Og så er det bare en afsindigt fin bog at have stående.

Bogen er lidt af en moppedreng, så den skal ikke tabes over små barnefødder (en lektie, vi desværre lærte på den hårde måde med en lille blå fod til følge). Find den her.

Bøger, som inspirerer og tilbyder stærke forbilleder og sunde livsværdier

Selvom jeg har skrevet om de små billedbiografier fra serien “Små mennesker, store drømme” et par gange tidligere, vil jeg lige nævne dem igen. De rummer en række utroligt smukke bøger om inspirerende mennesker, som trods trange kår fulgte deres drømme og bedrev noget stort i livet.

I mine øjne, er det en virkelig fin gave at give bøger, som kan hjælpe forældre til at give deres børn nogle solide livsværdier og et stærkt selvværd. Igen vil jeg påpege, at selvom bøgerne er målrettet ældre børn, så er illustrationerne i sig selv interessante for små børn. Og så er det nogle bøger, som kan danne grundlag for mere og dybere samtale med barnet som årene går. Tjek bøgerne ud her.

Normudfordrende læsning til børn og deres forældre

At præsentere børn for en diversitet og mangfoldighed i verden er i mine øjne en kærlighedshandling, som har til formål at give barnet plads til at udvikle sig i hvilken som helst retning, det skulle ønske. Det er accept og frihed. Derfor kan en fin barselsgave også være en indgang til at åbne op for nye perspektiver på verden for sit barn. For jeg tror, mange forældre synes det er svært at tale diversitet på et niveau, børn kan forstå.

Fantasifuld og normbrydende højtlæsning

Gæt hvad jeg er er titlen på en af de få kønsfrie børnebøger på det danske bogmarked. Bogen handler om tre børn, som leger og bruger deres fantasi. Der er ingen kønsdefinition af de tre børn, og de forholder sig til hinanden som legekammerater i frem for at forstå hinanden som prædeterminerede,  modsatrettede køn. På den måde åbnes der op for en kønsfrihed, som man desværre sjældent støder på i danske børnebøger.

forside_3_edited1

Man behøver absolut ikke at være kønsneutral opdrager for at kunne bruge bogen til at give sine børn et frirum for begrænsende kønsopdeling. Med større børn vil man desuden  kunne starte en dialog om køn, normer og begrænsninger i læsningen. Se mere om den fine børnebog her.

Feministisk opdragelse – Brev til en nybagt forælder

Man kan godt få brug for lidt intellektuelle vitaminindsprøjtninger, når ens hverdag kredser om mælkeindtag, bleskift og babysnak. Chimamanda Ngozi Adichie har skrevet en bog til nybagte forældre om, hvordan man opdrager sit barn feministisk og formår at etablere et ligestillet forældreskab.

Brev-til-en-nybagt-foraelder-Et-feministisk-manifest-i-femten-punkter--E-bog

Bogen, som startede som et brev til Adichies veninde, da hun var blevet mor, er virkelig velskrevet og rummer 15 forslag til, hvordan man kan gribe det an, når man opdrager sit barn til ligestilling mellem køn.
Bogen er skrevet på et sprog, som er forståeligt og interessant, selv med ammehjerne. Find den fine lille bog her.

En hjælp til at fastholde de tidlige minder – babys bog

Babys eller barnets bog er et koncept, der deler vandene. Det er en bog, der kræver tid og overskud, og som måske er kilde til dårlig samvittighed, når den ikke bliver brugt flittigt nok. Desuden er der nogen, der ikke føler et behov for at lagre minder andre steder end i hjernen og hjertet. Men hvis dit barslende bekendtskab er til den slags,  så er her et bud på en helt fantastisk fin barnets bog. Det skal siges, at der så absolut er langt mellem snapsene, når det kommer til babys bog, og jeg har søgt hårdt og længe efter en, der ikke er helt vildt grim, kønnet, pussenusset eller indholdsmæssigt elendig. Det var et meget svært projekt, skal jeg hilse at sige. Og så stødte jeg på Babys bog med mumitroldene, som netop er udkommet hos Carlsen.

Bogen er så fin og lækker i kvaliteten, den rummer alt det relevante og så er den ikke mindst spækket med de fineste små mumi-citater. Desuden kan den fine bog suppleres med fire søde små mumi papbøger i en gaveæske. Oplagt til den mumielskende forælder! Babys bog med mumitroldene finder du her og Mine første mumibøger gavesættet kan findes her.

Gavekort til lydbøger – når læsetiden er knap

Afhængigt af hvor soveglad en baby man er blevet beriget med, har man måske ikke meget tid til at sidde og fordybe sig i en bog. Derfor kan det måske være en god idé, at overveje et gavekort til abonnement på lydbøger til de nyudklækkede forældre i stedet. Der findes efterhånden en række gode tjenester, som har mange interessante bøger tilgængelige. Tjek fx Politiken books, Mofibo eller Storytel, som alle tilbyder gavekort.

Har jeg glemt noget? Så smid endelig en kommentar i kommentarfeltet!

Enestående, drømmeagtigt langdigt fra Louisiana Literature-aktuel, radikal japansk poet – VILDGRÆS VED FLODLEJET af Hiromi Itō

 153B5D17-7673-4444-AB17-AB1B89580BFE.jpg

VILDGRÆS VED FLODLEJET af Hiromi Itō

Langdigt – Forlaget Arena – 2018 – 114 sider – oversat fra japansk (Kawara Arekusa) af Annette Thorsen Vilslev – efterord af Olga Ravn og Johanne Lykke Holm – omslag af Kasper Vang – sponsoreret: anmeldereksemplar fra forlaget

“Mor førte os med / Og vi stod på forskellige transportmidler / Vi stod på, og vi stod af, og vi stod på igen / Vi kørte i biler, og vi gik ombord på busser, / og så gik vi ombord på fly / Og vi gik om bord på flere busser, vi stod på toge, vi kørte i biler “

Sådan starter Vildgræs ved flodlejet med en rejse, som aldrig ender. Digterjeget er en ung piges, digtet en fortælling om rodløshed og en evigt søgende tilværelse. Sammen med sine søskende følger hun sin mor fra den ene far til den næste, ud og hjem til flodlejet igen, over landegrænser, fysiske og mentale grænser. De er immigranter, deres pas er dårlige pas, deres sprog uforståeligt. Ligesom med fremmede planter, er levevilkårene bedst for de indfødte – nogen hører til og nogen gør ikke. De fremmede mister sig selv i assimilationen. Bogen er en rejse – eller flugt – på vanvidets rand, gennem dystopiske, poetiske landskaber. Itō eksperimenterer med sprog og genre, og fortællingen er grænsesøgende i alle henseender.

Kønsudfordrende karakterer og almægtig natur

I Vildgræs ved flodlejet udfordres Japans patriarkalske strukturer, og gængse kønsopfattelser sættes på spidsen. Kvinderne er centrale, aktivt handlende og tænkende, og der åbnes på en måde op for anderledes kvinderoller, som ikke er ens betydende med omsorg, varme og moderlighed. Moderen i bogen er langt fra altopofrende kærlighed og tryghed. Hun er til dels kilde til utryghed og instabilitet. Hun er primært dyr og krop, hun er ækel, hun lugter, hun er grænseoverskridende, hun tvinger varm kvalm modermælk i munden på digterjegets lillebror, hun er seksuel, med sig selv, med fædrene, som er lig, med de vilde vinplanter. Hun går i et med hundene og med planterne. Hun giver liv som en plante får nye skud, men ikke omsorg.

Naturen i Vildgræs ved flodlejet er dominerende, vild og utæmmet, de vilde græsser og vine er aggressive og overmandende, og andre arter underkastes dem. Ved flodlejet  konsumeres alt, alle bliver til lig.

“Der var så mange forskellige slags lig, / Det var på grund af græsset, / Det fangede og åd alle de dyr, det kunne, / Alt der døde ved flodlejet blev til lig, / Det betød ikke noget, om du var i live eller død, / Hvis du kom til flodlejet, ville græsserne æde dig, og du ville blive til et lig “

Vildgræs ved flodlejet er et sammensurium af poesi og prosa, drøm og virkelighed, liv og død. I Itōs digtning er intet endeligt. Grænser, som oftest forstås så skarpt dikotomisk i Vesten, flyder sammen, forsvinder. Mennesker er dyr er planter, liv og død er en kontinuerlig bevægelse. Planternes lov er den gældende – det er mere almindeligt at leve end at dø:

“At leve / Er mere almindeligt / End at dø for planter / De kommer tilbage / De fortsætter / De dør ikke / De rejser sig fra de døde / De bliver levende igen / De vokser frem igen, lige meget, hvad de møder / De føder et utal af børn “

Livet fortsætter, rejsen fortsætter, de samme ting gentages, starter forfra igen og igen. Hiromi Itō kaldes en shamanistisk digter, hendes værk er messende, cyklisk, lig naturens, livets cyklus. Som læser væves man ind i hendes univers, i en drømmeagtig tilstand, som fortsætter længe efter bogen er forbi.

En gennemført vellykket udgivelse

Flere gange gennem læsningen har det slået mig, hvor omfattende et arbejde oversættelsen af Vildgræs ved flodlejet må have været. Et arbejde, som kræver et imponerende overblik og en gennemgribende forståelse for japansk kultur og litteratur. Nu har jeg af gode grunde ikke læst Itō på originalsproget, men intet sted i Vildgræs ved flodlejet støder man på sprogclash eller stive ordvalg. Her fremstår intet fordansket, ej heller uoversætteligt eller uforståeligt på dansk. Taget i betragtning hvor kulturelt og litterært forskellige Danmark og Japan er, må det siges at være en bedrift.

Efterordet af Olga Ravn og Johanne Lykke Holm er guld værd for nye læsere af Itō. Her reflekteres og udfoldes læsningsmuligheder, som jeg enten kunne nikke genkendende til, eller som gav mig lyst til at læse bogen igen med nye øjne. Der samles op, og der tilbydes nye indgange til at forstå Itō som digter. En utroligt gennemført udgivelse, fra ende til anden.

Vildgræs ved flodlejet var en vild og øjenåbnende læseoplevelse. Sjældent har jeg læst noget så mærkværdigt, sanseligt stærkt, frastødende, forvirrende og interessant. Det er overvældende poesi, som jeg aldrig har oplevet det før, og jeg er nødt til at læse mere af Hiromi Itō.

Bogen er måske ikke den lettest tilgængelige, men jeg vil alligevel anbefale den bredt. For den er mest af alt så sansemættet, så stemningsfuld, at den ikke kan andet end at gøre indtryk. At læse Vildgræs ved flodlejet kræver ikke en stor viden om poesi eller japansk litteratur. Det er en bog, der først og fremmest skal føles, og det er en bog jeg vil vende tilbage til igen og igen. 6 hjerter herfra.

imagesimagesimagesimagesimagesimages

Hvis du har planer om at gæste Louisiana Literature denne sommer, så slå lige et smut forbi Hiromi Itō og oplev hendes messende, shamanistiske oplæsning. Hun er uden tvivl en oplevelse og et af hovednavnene på min liste.

Vildgræs ved flodlejet kan erhverves fra forlaget her.