Skuffende banal poesi fra bestsellerdigtsamling – MÆLK OG HONNING af Rupi Kaur

CCD95FC7-455B-48C9-8C61-E3E745BC6AC6.jpg

MÆLK OG HONNING af Rupi Kaur

Digte – Lindhardt og Ringhof – 2018 – 208 sider – omslag og illustrationer af Rupi Kaur – oversat fra engelsk af Julia Lahme – sponsoreret: anmeldereksemplar fra forlaget

” du fortæller mig
at jeg ikke er som de fleste piger
og lærer at kysse mig med dine øjne lukkede
der er noget ved sætningen – noget med
hvordan jeg er nødt til ikke at være som de kvinder
jeg kalder for søstre for at blive begæret
der giver mig lyst til at spytte din tunge ud
som om jeg skal være stolt af at du valgte mig
som om jeg skulle være lettet over at du synes
jeg er bedre end dem”

Canadisk-indiske Rupi Kaur er på rekordtid blevet verdenskendt for sine digte og illustrationer, som hun har delt via sin profil på Instagram. Hun skriver små tekstbidder om bl.a. kvindelighed, kærlighed, selvforståelse, identitet, seksualitet, misbrug og heling. Mælk og honning er hendes debutbog, som hurtigt har opnået verdensomspændende succes og er international bestseller med over to millioner solgte eksemplarer.

Digtene er struktureret i fire dele, tituleret det smertende, det elskende, det ødelæggende og det helende. Digtene er tydeligt præget af disse forskellige affektive temaer og bearbejder nogle af de samme emner. Digtsamlingen er grafisk vellykket, med sorte sider, som adskiller bogens fire dele og enkle, sorte stregtegninger omkring en del af digtene. Formen varierer fra få linjer til mere tætskrevne sider, dog med overvægt af de små tekstbidder. Det er således en både let- og hurtigtlæst bog, både kort i formen, men desværre også ganske blottet for sproglige udfordringer eller finesser.

Rupi Kaurs illustrationer er det mest interessante ved digtsamlingen. Men det skrevne ord må desværre siges at have trættet mig fra første til sidste strofe. Jeg har ikke tidligere fulgt eller læst noget af Kaur, og vil nok næppe gøre det fremover. Mest af alt følte jeg, at jeg læste en kavalkade af inspirational quotes, som ind imellem florerer på nogle af de mindre content-kritiske profiler på diverse sociale medier. Digtene er fulde af klichéer, letkøbte guldkorn og søgt lommefilosofi, og i bedste fald leder de tankerne hen på hurtige ugebladsromaner og ligegyldig bekendelseslitteratur. De berørte emner i digtene er så basale og alment menneskelige, at de nødvendigvis vil være genkendelig for de fleste. Det er den eneste grund jeg kan finde til, at netop Mælk og honning skulle blive en så stor international succes som den er blevet – det er i hvert fald ikke de litterære kvaliteter der tynger.

Digtene i Mælk og honning er dog ikke helt uden værdi. Man kan håbe på, at en så let tilgængelig digtsamling som nærværende vil trække nye typer læsere ind i poesien, at det måske vil give endnu flere mod på og lyst til at kaste sig ud i læsning af digte. I en tid, hvor den folkeligt brede litteraturformidling vs. det elitære smagsdommeri synes at være på alles læber, håber jeg på, at det ene ikke udelukker det andet. At man kan starte på et overfladisk niveau og derigennem få appetit på at gå i dybden med litteraturen, udfordre sin hjerne. For den brede litteraturformidling er vigtig, men det er kvaliteten i litteraturen i høj grad også.

Når det så er sagt, så er bogens illustrationer ind imellem ret fine, og de løfter  digtsamlingen en tand. Uden dem, ville det virkelig have været en uinspirerende læseoplevelse. Med stor skuffelse og forundring over verdens stående applaus til Mælk og honning, lander vi på 1/6 hjerter herfra.

hjerter1,4 hjerter0.jpg

Hvis du har mod på selv at anskaffe dig digtsamlingen, kan det gøres her.

24779F8F-9335-4DED-8A2F-911B2827D8EE.jpg

 

Velreflekterede digte om liv, død, sorg, savn og forgængelighed – EN VASE I BRYSTET af Daniel Boysen

img_20180504_103643.jpg

EN VASE I BRYSTET af Daniel Boysen

Digtsamling – Forlaget Silkefyret – 2018 – 93 sider – sponsoreret: anmeldereksemplar fra forlaget

” jeg går i havet/ solen har været/ oppe længe/ stenene trykker/ under fødderne/ gamle skader/ løsnes/ bryder gennem/ overfladen/ færgebølgerne er/ voldsomme”

En vase i brystet er en helstøbt digtsamling om livet og døden, om naturens ufravigelige forgængelighed. Digte og fotografier fortæller i små fragmenter om en årstids skiften, om livets langsomme, men støtte cyklus, om sorgen og dens udvikling. Vi vender tilbage til en evighedsfølelse, en cirkulær bevægelse i naturen, i livet, døden og sorgen:

” vi sænker jeres aske/ i mulden/ om nogle år/ vokser I op/ med grene/ og blade/ vi kan klatre mod/ en himmel/ på jeres nye rygge”

Strand, hav, skovmuld, bølger, fugle, blade, lysafspelinger, frost og vind er nogle af de naturelementer, der arbejder med og imod kroppen, danner ramme omkring jegets eksistens og tilbagevendende funderen over eget liv, egen krop og væren. Meget fint illustreres digterjegets forhold til sin egen eksistens i bogens allerførste digt:

” de dødes lys/ brænder/ fra mit hoved/ som et mørkt forår/ i en udtrådt verden/ tanken om at/ vende tilbage til/ den ro/ der var før/ jeg fandtes/ skræmmer mig”

Som forlaget selv skriver, kredser digtene om tematikker, som samling og splittelse, om at være menneske i rummet mellem før-fødsel og efter-død. Vi befinder os i et limbo mellem erkendelse, sorgbearbejdelse og håbløshed. Samtidig med at døden beskrives som stilstand, fortsætter livets og naturens evige cirkulære bevægelse ufortrødent. Noget, som efterlader læseren med en følelse af magtesløshed, men til dels også trøst eller accept. Der er gennem digtene et dybfølt ønske om at fastholde noget af det levede liv, at plukke minder som blomster og gemme dem i hjertet, i brystets vase. Det ufravigelige i døden er på en måde noget, der fylder digterjeget med sorg og melankoli, men også værdi.

Det er første gang, jeg har fornøjelsen af at læse noget af Daniel Boysen –  men det bliver absolut ikke sidste gang. Hans digte vidner om en usædvanlig stærk observationsevne, og han formår at skrive tunge ord med en let pen. Emnerne digtene kredser om er alment menneskelige refleksioner, som fremskrives relaterbart og med et gran humor.

Universet i digtsamlingen er fint og organisk og fotografierne, der blander sig mellem siderne er taget af forfatteren selv, og understøtter hele setup’ et afsindigt vellykket. En vase i brystet efterlader en tone som sidder fast, en melankolsk funderen over egen eksistens, eget fravær. Digtsamlingens smukke fotografier er drømmeagtige kollager, som sætter den rette stemning til digtene, som et følelsesmættet, silkeblødt bagtæppe til værket. Fotografierne er desuden et tiltrængt æstetisk kosttilskud til en udgivelse, der ved første øjekast ser noget kedelig og uindbydende ud. Omslaget er trykt på et mat og nubret papir, som  giver associationer til sandpapir eller tør hud, og som desuden hurtigt ser slidt ud. Jeg tror, de fleste har en tendens til at dømme en bog på dens omslag, hvilket i dette tilfælde er virkelig ærgerligt. Der gemmer sig en stor æstetisk oplevelse på den anden side af det grove, triste ydre, så lad dig endelig ikke narre. Alt i alt er En vase i brystet en digtsamling med et interessant filosofisk udgangspunkt, en imponerende sproglig lethed i alt det tunge, og en stærk æstetisk ramme. 5/6 hjerter og kraftige anbefalinger herfra!

hjerter5

cof

En+vase+i+brystet

Digtene kan købes direkte fra forlaget her,  og så burde du i øvrigt tjekke Daniel Boysen ud her.

Kompakte fragmentfortællinger med imponerende dybde – 43 BAGATELLER af Katrin Ottarsdóttir

  IMG_20180418_105704.jpg

43 BAGATELLER af Katrin Ottarsdóttir

Kortprosa – Forlaget Torgard – 96 sider – 2018 – sponsoreret: anmeldereksemplar fra forlaget

” Man ligger som man har redt, hører hun sin mor sige. Hun aner ikke, hvordan hun skal holde dem ud. Smerterne. Hun er lige så uforberedt, som verden var uvidende om barnet i maven. Hun har lyst til at løbe sin vej, blive væk. Løbe så hurtigt at tiden mister sin mening. Veerne kommer væltende. Stærke og uden nåde sender de deres urkraft ud i hendes hårdt spændte krop. Svedperlerne opsamler hendes uanede moderlige kræfter, bader hende i dem. Endnu engang overlever hun smerterne uden at vide hvordan. Jordemoderen kommer ind. Veerne klinger af. Jordemoderen kigger på hende, forlegen, roder med nogle papirer. Rømmer sig. Ønsker du at bortadoptere barnet? Jordemoderen peger, hendes fingre sitrer  let. Du kan skrive under her, hvis det er.”

43 bagateller er en samling små tekster struktureret i samme form og sorteret alfabetisk. Teksterne tager udgangspunkt i hverdagslige bagateller, men rummer alle en dybde som er meget fjernt fra ordbogens definition af bagatellen – nemlig værende en lille, ubetydelig sag. Tekststykkerne tager alle udgangspunkt i hverdagslivet, i almindeligt forekommende situationer, som de fleste kan genkende og relatere til i en eller anden grad. Men fra tekststykkernes start til slutningen af de godt 300 ord, sker der hver gang en voldsom udvikling, som for det meste vender fortællingen helt på hovedet. Små bagatellignende fortællinger bliver til fatale afsløringer og ufravigelige endelser.

Alle bagatellerne er skrevet i en fin melankolsk tone, stemningen i bogen er tung og dyster. Fortællingerne handler om skæbner, om mennesker som taber eller har tabt, som svigter og som svigtes, som flygter fra livet eller endda slutter deres eget liv. Katrin Ottarsdóttir skriver fint og enkelt, ind imellem grænsende til banalt, hvilket måske er meget godt i tråd med hensigten – fortællingerne forstået som bagateller. Hun formår gennem kraftfulde naturelementer at skrive skrive en række smukke, dystre fortællinger om menneskelig eksistens frem.

43 bagateller er imponerende godt fortalt. Det kræver sin forfatter at skrive interessante, overraskende og for det meste vellykkede plots og fortællinger frem på blot 301 ord. 43 bagateller er hurtigt læst og kan anbefales til dig, der ligesom jeg, godt kan lide at klatlæse mellem togskift, eller i de korte sekvenser livet som småbarnsforælder tillader det. Det er en samling korte, helstøbte historier, som læses på kort tid, men giver stof til eftertanke i en del længere tid. 3/6 hjerter herfra.

hjerter3

Hvis du ikke i forvejen kender forlaget Torgard, så synes jeg, du burde stifte bekendtskab med deres interessante udgivelsesprofil. Bogen 43 bagateller kan bestilles kvit og frit til  dit lokale bibliotek her eller erhverves lige her.

Stærk to’ er om køn, krop, begær og kærlighed – ELASTIK af Johanne Bille

IMG_20180404_141856.jpgELASTIK af Johanne Bille

Roman – Forlaget Gladiator – 2018 – 185 sider – omslag af Clara Birgersson – sponsoreret: anmeldereksemplar fra forlaget

“Jeg sidder i skrædderstilling i badet og iagttager mine kønslæber, trækker dem fra hinanden, så klitoris kommer til syne, og det er som at kigge på en anden end mig selv, som om jeg bør spørge om lov, før jeg må røre. Jeg opgiver at barbere mig, der er for mange folder dernede, og jeg kan ikke lide folderne. Alle disse folder er en forbandelse, og jeg har svært ved at forholde mig til dem og til at have et hul, der kan udfyldes af en penis. Jeg bryder mig ikke om det rosa kødgardin, der skal trækkes til side inden. Jeg drømmer om at være mandig, jeg drømmer om at omgås kvinder og være det modsatte af dem, at min stemme er mørk og fast på den der måde, der gør alle ord vigtige. I dag synes jeg, kusser er grimme. “

Alice er en kvinde i midt tyverne, som bor i København sammen med sin kæreste. På sit arbejde møder hun Mathilde, denne frigjorte, excentriske karakter, som hun fluks betages af og forelsker sig i. Mathilde er dronningen. En ophøjet, idoliseret kvindefigur, iklædt læbestift og sølvsko, med en mission; at sætte kærligheden fri. Sammen med sin kæreste Alexander lever Mathilde i et åbent forhold, hvor kærligheden tilhører alle, hvor der tilsyneladende ingen grænser er. Alice opsluges af Mathilde i en næsten ødelæggende grad, hun vil gøre hvad som helst for at få en del af hende. For at nærme sig hende indleder hun bl.a. et seksuelt forhold til Mathildes mand. Og Alice væmmes ved sin egen kvindelige krop samtidigt med at hun begærer Mathildes. Hun føler sig forkert i den krop og de kulturelle forventninger der har været bundet til hende, siden puberteten markede hendes krop som kvinde. Hun gør sin stemme dybere i samtalen med mænd, hun kigger med foragt på sine egne kønsorganer, hun er meget bevidst om sig selv og sin fremtoning, om køn og forventninger. Alice ser sig selv udefra, som på et filmlærred, observerer sig selv sammen med andre og alene. På den måde prøver hun måske at forstå sin ensomhed og de relationer hun bevæger sig i.

Elastik er en fremragende roman. Jeg læste den på få dage, fuldt opslugt og verdensfjern. Der er noget over den måde, Johanne Bille skriver på, som sætter sig fast i mig, fortællingen er uhyre intens selvom den er skrevet i et sprog, som er forholdsvis enkelt. Fortællingen er følelsesmættet og sanseløs på samme tid. Karaktererne er troværdige og relaterbare, forståelige.

Jeg følte mig hjemme i Elastik, forstået i mange af Alices frustrationer og eksistentielle overvejelser. Elastik er et stærkt samtidsbillede, det er en skildring af en ung kvindes forelskelse, men også meget mere end det. Det er en refleksion over køn, krop, mellemmenneskelige relationer, over det at være subjekt i verden. Eller objekt. Om at bruge andre mennesker, om at lade sig bruge. At give slip, eller simpelthen miste evnen til at mærke efter i sig selv. Det er en undersøgelse af, hvad forskellige relationer kan gøre ved en. For alt er elastisk. Vi bevæger os alle elastisk i de relationer vi indgår i, formes og ændres efter kontekst. Noget, som Johanne Bille beskriver spot on. Alice lader sig strække ud, formes og manipuleres som et gummibånd. Hun er i tvivl om hvem hun egentlig er, hvilken forvredet udgave af hende, der er den autentiske. Om der overhovedet er en oprindelig udgave af hende.

Elastik er en roman om kønnets elasticitet, om det enkelte menneskes elasticitet i forholdet til sig selv og andre. Det er en roman, der stiller spørgsmålstegn ved både monogam og polygam kærlighed – er begge dele selvbedrag? Det er en fortælling om kærlighed, om ensomhed og om en altoverskyggende kropslighed, et grådigt begær som konsumerer alt andet. Og det er en roman som efterlod mig med en reel omgang book hangover. Jeg kan slet ikke få armene ned af begejstring, 5/6 hjerter herfra. Læs den for fanden!

hjerter5

cof

Romanen er månedens bog for Gladiator-abonnenter og kan bl.a. købes her.

Inspirerende forbilleder og fantastiske illustrationer – FRIDA KAHLO af Isabel Sánchez Vegara

IMG_20180325_113314.jpg

FRIDA KAHLO af Isabel Sánchez Vegara

Børnebog – Forlaget Albert – 32 sider – 2018 – oversat fra spansk: Pequeña y Grande Frida Kahlo af Luna Svane Rodriguez – illustrationer af Gee Fan Eng – sponsoreret: anmeldereksemplar fra forlaget

For Frida Kahlo var tilværelsen ikke altid nem. Som barn kæmpede hun med sygdommen polio og senere i livet kom hun ud for en ulykke, som kom til at præge resten af hendes liv. Hendes kunstneriske arbejde og hendes enorme viljestyrke, gåpåmod og livsappetit førte hende utrolige steder hen i livet. I dag er hun både kendt og beundret for sit fantastiske kunstneriske talent, men i lige så høj grad er hun blevet et symbol på viljestyrke og livsglæde. Viva la vida!

Børnebogen om Frida Kahlo er første i rækken i serien Små mennesker, store drømme, udgivet på dansk af Forlaget Albert. Serien er ikke bare en enestående æstetisk perle, men også et kærkomment indspark i udvalget af anderledes børnelitteratur på det danske marked.

Som forælder til snart to, er det vigtigt for mig at præsentere mine døtre for en alsidig verden med alsidige forbilleder og generel diversitet. Med serien Små mennesker, store drømme gives netop en mulighed for at tale om anderledes personligheder, om kvinder som fandt lykken i andet end tyl og prinsesseskørter, om talentfulde mennesker, som trods fx trænge kår eller fysiske udfordringer skabte sig en meningsfuld tilværelse. Om personer, som har talenter i forskellige retninger, og som tør udfordre sig selv og sin omverden. For det er sejt at være kreativ, nysgerrig, klog, anderledes. Vores børn har brug for den her type børnebøger, som tør gøre andet end bare at underholde, kort og overfladisk.

Bogen om Frida Kahlo er ikke letlæst, og kan godt være en udfordring for  nogle  børn i målgruppen (4-6 år). Men netop i samtalen om de mere abstrakte ting kan læseoplevelsen udvikle sig, både for voksen og for barn. Der er mange aspekter af bogen, der lægger op til en interessant dialog barn og voksen imellem. Det er så vigtigt ikke bare at læse bogen igennem, bogstav for bogstav, men i stedet stoppe op og udfordre sit barn, sætte nogle større og mere komplekse tanker i gang. Vores børn er reflekterende og kompetente medlæsere og fortjener den her type billedbøger af høj kvalitet, både hvad gælder indhold og æstetisk udtryk.

Desuden rummer billedbogen en faktasektion i slutningen af bogen – to sider med rigtige fotografier af Frida Kahlo, samt en uddybning af hendes liv og tilværelse, hvilket fungerer som en ret fin afrunding på bogen.

Herhjemme var bogen en succes fra første øjekast, hos både børn og voksne. Og vi har store forventninger til resten af serien Små mennesker, store drømme. De to næste udgivelser indvier os i henholdsvis Coco Chanels liv, hvor hun oplevede alt fra at være børnehjemsbarn til cabaretsangerinde, hattemager, syerske og endelig ikonisk modeskaber, og Ella Fitzgeralds tilværelse fra New Yorks gaders musikmiljø til verdensscenen. Det kan da kun blive godt!

Klik dit eget eksemplar af bogen hjem her.

IMG_20180325_175158.jpg

Hvad gør mennesket når det falder? DAGE UDEN DAGBOG af Allan Lillelund

cof

Dage uden dagbog af Allan Lillelund 

Noveller – Forlaget Snepryd – 2017 – 166 sider – omslag af Michelle Melissa Jakobsen – sponsoreret: anmeldereksemplar fra forlaget

“Han skal have den i små stykker, hvis det skal lade sig gøre, tænker jeg, og skiller hans læber fra hinanden en smule. De er som dobbeltklæbrigt tape. Tænderne er skæve, og jeg har arvet deres placering. Han åbner ikke øjnene, men han kan godt spise en skumbanan med lukkede øjne. Det er ikke et problem. Jeg tager små stykker, for han er trods alt en meget syg mand.”

Hvad gør mennesket når det falder? Når det presses ud i ekstreme situationer, før og efter de fatale valg, der vender op og ned på livet. Det undersøger Allan Lillelund i sin nyeste udgivelse, novellesamlingen Dage uden dagbog.

Dage uden dagbog giver os indblik i en række meget forskellige menneskers sind og handlinger. Novellerne tager fat på store følelser og livssituationer, vi trækkes gennem død, savn, svigt, skyld, skam og apati. Novellerne er korte, nogle minimalistiske på en nærmest Helle Hellesk måde, men alle er de små tekster om store rystelser i mennesket, skrevet frem i hverdagssituationens forklædning. Der sker ikke noget voldsomt direkte, men alligevel dukker det voldsomme frem, mere eller mindre implicit i skriften. Allan Lillelunds karakterer er mestendels usympatiske, apatiske, afstumpede mennesker, mennesker som handler uforståeligt, foragteligt eller egoistisk. Mennesker, som ikke kan handle anderledes, givet den situation eller tilstand de befinder sig i.

Novellesamlingen rummer en større dimension af kompleksitet, end hvad jeg oplevede efter at have læst de første par noveller. Der er forvirrende afstikkere i form af ligegyldige sammenhænge mellem novellerne, som f.eks. en forstyrrende baggrundsstøj af Abba i radioen, som går igen. Og der er humoristiske indslag, som virker malplacerede, platte og forstyrrende i stedet for at udgøre et positivt element i novellerne. Men der er også meget fine, subtile indspark af humoristisk karakter, nogen ganske galgenhumoristiske, hvilket klæder fortællingerne godt.

Jeg sidder altså tilbage med en meget splittet oplevelse af novellesamlingen. Novellerne adskiller sig ret radikalt fra hinanden i form, og nogle fungerer simpelthen bare bedre end andre. Novellen Hesteballon hører til blandt mine absolut mest positive læseoplevelser fra bogen. Her formår Allan Lillelund virkelig at lege med flere niveauer i teksten, at fortælle hvad der lader til at være en ret udramatisk historie, men som i små enkle ord, eller korte sætninger bryder den rolige overflade og afslører en grusom bagvedliggende fortælling. Novellen er afsindigt sær, hovedpersonen omtaler ind imellem sig selv som “Jeres ven”, fortællingen hopper frem og tilbage i tid, teksten brydes hele  tiden op, og det hele fungerer enormt godt. Også novellen Skumbanan gjorde indtryk med sin mærkværdige hovedperson, som handler dybt bizart i situationer, der lægger sig op ad hans fars død. Også her lykkes Lillelund godt med beskrivelserne af noget helt mærkværdigt, og jeg tænker, at det er det han mener med handlinger fra mennesket, der falder. At nogle situationer får os til at handle helt uden for gængse normer og rammer. Og det er for mig altid interessant at udforske det grænseudfordrende.

Allan Lillelund er redaktør på det fremragende lille forlag, Silkefyret, der bl.a. udgiver en række oversættelser af prisbelønnede nyere norske forfattere. Desværre har jeg ofte en oplevelse af at Silkefyrets udgivelser er ualmindelig sjuskede i korrekturen, og det har vist sig også at være tilfældet her, i forlæggerens egen udgivelse. Det er ærgerligt, fordi det mudrer læsningen af nogle ellers ret interessante tekster til. Er man bedre end jeg til at se forbi de mange sproglige fejl, og har man ligesom jeg en hang til den lidt sære litteratur, bør man bestemt give Dage uden dagbog et skud. Herfra lander vi på tre store, ambivalente hjerter.

hjerter3

Hvis du vil læse mere om bogen, eller købe den, kan du fx gøre det her. Du kan også benytte dig af vores fantastiske biblioteksvæsen og låne novellerne kvit og frit her.

9788793377240-1511875611551

Frastødende kropsvæsker, den fundamentale afsky ved at slå ihjel, grænseoverskridende ritualer, lyst og ulyst i det seksuelle overgreb og andre ækelheder – DET ÆKLE af Brian Benjamin Hansen og David Mayntz (red.)

cof

DET ÆKLE af Brian Benjamin Hansen og David Mayntz (red.) 

Antologi – 226 sider – Akademisk Forlag – 2018 – omslag af Harvey Macaulay | Imperiet – sponsoreret: anmeldereksemplar fra forlaget

Oplevelsen af noget som værende ækelt er helt grundlæggende og umulig at fralægge sig. Vi oplever forskellige ting som ækle uden nødvendigvis at ville det, afsky er ikke altid en kontrolleret følelse. Ikke desto mindre har vores opfattelse af det ækle stor betydning for hvordan vi møder andre og former relationer. Som det formuleres på bagsiden af Det ækle:

“Det ækle får os til at føle afsky. For kulturer, for politik, for køn, for kroppen. Og vi bruger det ækle i vores bedømmelse af verden, andre mennesker, andre væsner, ting. For det anfægter os på det dybeste” 

Og netop heri ligger en af bogens pointer; selvom vi ikke altid kan kontrollere hvad der får os til at føle afsky, så er det vigtigt at vi tager aktivt stilling til det, gør os det bevidst, og på den måde ikke automatisk handler ud fra det. Det er vigtigt, at vi taler om det ækle, at vi forsøger at finde frem til en slags etik for det ækle. “For det ækle har betydning for vores holdninger og handlinger”

Bogen Det ækle er sammensat af ni meget forskellige kapitler, som alle bearbejder fænomenet “det ækle” fra forskellige vinkler og med forskellige redskaber.

Og vi kommer vidt omkring; lad mig nævne i flæng – opfattelsen af den anden/en gruppe af andre som værende ækel, eksemplificeret ved etnisk udrensning og Trumps kvindehad | det ækle i relationsarbejdet og hvordan det afslører relationernes (a)symmetri, afskyreaktioner i forbindelse med at slå ihjel, og hvorvidt det bunder i indlejret moral eller noget mere komplekst | ækle rusritualer og hvordan de gennem grænseoverskridelsen fungerer samlende eller ekskluderende i nye fællesskaber, |menstruationsblod og den ekstreme grad af tabu netop denne ganske almindelige kropsvæske tillægges | et evolutionsbiologisk take på pubertære individers hyppige konfrontation med afsky og det ækle | den komplekse oplevelse af lyst og ulyst i det seksuelle overgreb, og hvordan det ikke er legitimt at italesætte | hvordan bl.a. nye muligheder for monitorering  af medarbejdere kan gøre ledelse grænseoverskridende, socialt illegitim og ækel og sidst, men absolut ikke mindst | den forvirrende sammenhæng mellem nydelse og afsky, eksemplificeret ved musik – når vores egen, ukontrollerbare nydelse bliver for meget og ændrer karakter til noget ækelt.

Det er ikke altid jeg læser en akademisk udgivelse slavisk, fra første til sidste side. Som oftest shopper jeg lidt rundt, danner mig et overblik og udvælger relevante kapitler og passager jeg kan tage fat på. Men i mødet med Det ækle havde jeg svært ved at løsrive mig, helt fra bogens allerførste sætninger:

“Det ækle er en sær størrelse. Det er, som om det ækle er skabt til at  undslippe alt for pæne kategoriseringer, og således opstår det som en slags rest, når man krampagtigt begynder at tale og skrive om det. Man kan ikke rigtig ramme dét, selvom man forsøger med flere fyldord, beskrivelser og systemer. Det lader sig ikke skrive. Og alligevel bliver det ved med at melde sig.”

Det ækle er interessant, dragende og frastødende på samme tid.

Det er dog ingenlunde nødvendigt eller oplagt at læse Det ækle slavisk fra den ene ende til den anden – alle ni kapitler introducerer grundigt til hvad det ækle kan forstås som, i hvert deres fokus.

Alle bogens ni kapitler er gennemarbejdet og formidlet forståeligt og skarpt, omend nogle kapitler er lettere tilgængelige end andre. Af absolutte højdepunkter for mig var kapitlet om det ækle i relationsarbejdet, hvor vi møder Pernille, som  er mentor for en socialt udsat ung mand. I mødet med menteens mor i deres lejlighed, udfordres hun på sin professionalisme, da hun først og fremmest føler sig dårligt tilpas i den uudluftede, dyrehårsbefængte lejlighed. Moren serverer hjemmelavet, mayonnaise-mættet skinkesalat til dem på lune tallerkener, og den syrligt fede anretning og omgivelserne gør det umuligt for Pernille at tage imod måltidet. Hendes afvisning af deres gestus afslører skævheden i deres relation, ved at sige nej til deres mad, fremstår hun socialt hierarkisk over dem og deres uligeværdige relation står frem. Kapitlet er både afsindigt interessant i sine argumenter, og velskrevet i en sådan grad, at man som læser tydeligt mærker følelsen af afsky, den sammensnørrende hals og de begyndende opkastfornemmelser. Kapitlet understreger hvordan det ækle virker, man mærker den ufrivillige afsky på egen krop.

Desuden var jeg svært begejstret for kapitlet om lyst og ulyst i det seksuelle overgreb, som tager fat på et emne, som sjældent italesættes. Med solidt teoretisk afsæt åbnes der op for nye måder at tale om kompleksiteten af et seksuelt overgreb og dermed også en bredere måde at møde offeret for et sådant på. Ved hjælp af begreber som mættede fænomener (Marion) bliver det måske lettere at tale om og forstå hvordan et seksuelt overgreb former offeret. Måske kan en sådan tilgang være med til at frigøre noget af al den skyld og skam der ofte følger med, hvis man udsættes for et seksuelt overgreb. Om ikke andet tror jeg at italesættelsen i sig selv er vigtig; en anerkendelse af, at der er mere komplekse følelser og reaktioner på spil end som så.

Skulle jeg ønske mig et tiende kapitel,  ville det være både nærliggende og interessant at undersøge det ækles sammenhæng med den inkapable krop. For den inkapable krop er i nogle tilfælde genstand for afsky i en sådan grad, at man kan tale om at der sker en eller anden form for menneskelig værdiforringelse eller objektivisering. Men som med alle andre udgivelser, så er man jo nødt til at lave en afgrænsning. Og jeg synes at Det ækle er afsindigt velkomponeret og vellykket i både indholds omfang og spredning.

Det ækle er så interessant, fordi det er så svært at definere. Det ækle er et grænseland, der hvor lyst og ulyst flyder sammen. Og bogen holder sig bevidst uden for en fast definition og går i stedet nysgerrigt til begrebet. Når vi beskæftiger os med det, der frastøder os – det vi finder ækelt – siger det i virkeligheden enormt meget om os selv, og om det, der er samfundsnormen – det, vi føler behag ved og stræber efter. Det ækle slår ned i en række højaktuelle emner og bidrager således til en samtidsanalyse, en bedre kulturforståelse.

Det ækle er afsindigt relevant, interessant og godt formidlet. Selv bogens omslag formidler et af bogens hovedelementer ret konkret – nemlig kompleksiteten i det ækle. De farvestrålende orme der snor sig på bogens omslag er både dragende og frastødende, de er smukke samtidig med at de giver mig myrekryb.

En både smuk, interessant og vigtig bog. 5/6 hjerter herfra!

hjerter5

Har du fået appetit på noget ækelt? Så kan du læse mere om bogen, eller erhverve dig dit helt eget eksemplar her!

Udklip 1 det ækle

Udklip 2 det ækle

 

Digte til enhver stemning – DEN RULLENDE KANON – en antologi af yndlingsdigte udvalgt af Thomas Boberg og Ib Michael

den-rullende-kanon-en-antologi-af-yndlingsdigte

Den rullende kanon – en antologi af yndlingsdigte udvalgt af Thomas Boberg & Ib Michael

Digtantologi – Forlaget Arabesk – 2016 – 360 s. – omslag af Marianne Dunker & Ferdinand Ahm Krag – sponsoreret: anmeldereksemplar fra forlaget

” I buskadset, et guldplettet smykkeskrin,
i det usikre buskads der er dækket over
med smukke blomster, hvor kysset sover,
gennembrydes det udsøgte broderi

af en frygtsom faun der viser sine øjne,
bider røde blomster med sit hvide smil.
Solbrændt og blodig som gammel vin,
brister han i latter under buskens grene.

Og da han er flygtet, som egernet,
skælver hans latter endnu på hvert blad,
og, skræmt af en dompap, ser man da
Skovens gyldne kys meditere.”

Sådan lyder digtantologien Den rullende kanons treogtresindstyvende digt, Faunens hoved, som er skrevet af Arthur Rimbaud. Dette digt faldt, som så mange fra antologien, ind i min bevidsthed og blev hængende. Poesi er sansning og følelse, noget til tider udefinerbart, noget der rammer, påvirker, på en eller anden måde vækker følelser hos sin modtager. Og netop den måde, Thomas Boberg og Ib Michael har udvalgt digte til Den rullende kanon, er i mine øjne essensen af poesilæsning; de har valgt hvert eneste af antologiens 242 digte med hjertet, uden andre kriterier end følelsen og deres helt subjektive udbytte af digtene. Og det personlige engagement er noget der mærkes, når man læser antologien.

I Den rullende kanon tilbydes et svulstigt tagselvbord af alsidig poesi – fra Baudelaire, Thorup, Hassan, Dickinson, Strunge, Aidt, Kirkeby, Dylan, over en række anonyme lyrikere. Som Boberg og Michael selv forklarer det i indledningen til antologien, så er den sammensat helt uden stringent orden og  sorteringskrav: “Der er digte af kendte og ukendte, gamle og nye. Der er ikke noget hierarki, udvalget er ikke repræsentativt. […] Vi har placeret digtene helt uden hensyn til digtenes epoke, land, køn eller emne. Digtene kommunikerer på tværs af tid og rum.”

Digtantologien er så loyal mod poesiens sprog, mod følelse, sansning og lyst før fornuft, system og afgrænsning. Det er fri leg, det er engagement og passion. Og det, der ydermere gør Den rullende kanon interessant, er antologiens brede appel – bogen er til den hærdede poesisluger såvel som til den helt grønne lyriklæser. Den er både et oplagt sted at starte, fordi den favner så bredt, og den er en gave til den læser, der har brug for en lille bid kvalitetspoesi ind imellem.

I sidste ende er læsning af poesi – som al anden læsning – en afsindigt subjektiv størrelse, og ligesom jeg stødte på en masse digte, som overvældede mig og som jeg tager med mig videre, så var der også en del digte i antologien, som var ligegyldige for mig. Jeg er vild med konceptet, den frie udvælgelse, fralæggelsen af indskrænkende rammer og kvotetænkning. Antologien bærer tydeligt præg af lyst og kærlighed til poesien og for den frie for og det overvejende solide indhold, belønnes antologien med 4 store hjerter herfra.

hjerter

Hvis du er interesseret i mere info om bogen – eller sågar at skaffe dig dit helt eget eksemplar – kan du gå herhen.

cof

Højtlæsningsbøger med tankefulde og smukke illustrationer – HJERTET OG FLASKEN og TRÆET af Oliver Jeffers

cof

HJERTET OG FLASKEN og TRÆET af Oliver Jeffers

Billedbøger – fra ca. 4 år – Carlsen – 2018 – 40 sider (i hver bog) -oversat fra engelsk af Camilla Schierbeck – sponsoreret: anmeldereksemplar fra forlaget

Den prisbelønnede og internationalt anerkendte børnebogsforfatter og -illustrator, Oliver Jeffers er aktuel med to nyoversatte børnebøger. Bøgerne har Oliver Jeffers utroligt smukke illustrationer til fælles, men fortællingerne er meget forskellige.

I Hjertet og flasken møder vi en nysgerrig og tankefuld lille pige, som tilbringer meget tid  sammen med sin bedstefar. Men en dag er hans stol tom, og den lille pige er ladt alene. For at beskytte sit hjerte mod yderligere sorg og savn,  putter hun det i en flaske, som hun tager om halsen. Da hun bliver voksen, går det op for hende, hvor fattigt, omend trygt, det er, at leve med et isoleret hjerte, og hun forsøger på alle mulige måder at få sit hjerte ud igen. Men hun har glemt hvordan. Heldigvis møder hun nogen, som stadig kan huske hvordan man gør…

Stemningen i bogen Hjertet og flasken er hovedsageligt vedmodig. Fortællingens første halvdel er enormt trist, og min datter bliver meget tavs, når bedstefar en dag er forsvundet fra sin stol. Den formidler på en måde det at blive voksen i børnehøjde -særligt risikoen for at miste sin barndoms nysgerrighed og kreativitet. Det er en ret abstrakt fortælling, som helt klart vil egne sig bedst til de ældste børn i målgruppen. Og så er det en historie med en fin opfordring om ikke at glemme sit barnlige sind og sin appetit på verden og dens forunderligheder. Den kan desuden være en oplagt indgang til at tale om sorg og savn, hvis ens barn oplever at miste for første gang.

Bogen er meget smukt illustreret af Oliver Jeffers, som tidligere har modtaget en række priser for sine illustrationer i en række billedbøger, hvilket man tydeligt forstår, når man læser hans bøger. Særligt Hjertet og flasken fremstår virkelig flot med sine matte, kraftige sider, som bærer illustrationerne meget smukt.

Bogen Træet er i den noget mere humoristiske ende. Vi møder drengen Frede, hvis drage har sat sig fast i et træ. Uanset hvor meget han hiver og flår i dragen, kommer den ikke ned. Og historien eskalerer for alvor, da Frede kaster først sin ene, så sin anden sko op efter dragen. Det virker ikke, og Frede går i gang med at kaste alt muligt op i træet. Alt fra katten Misser, til mælkemanden, hoveddøren, et fyrtårn og nabohuset ryger derop. Og tænk engang – det hele sætter sig fast! Får Frede nogensinde sin drage igen? Eller de mange andre genstande, han har kastet op i træet i et desperat forsøg på at få dragen ned?

Træet er en virkelig underholdende fortælling. Fredes naivitet og historiens ekstreme forløb er morsomt for både den voksne oplæser og for de lidt større børn. For min egen toårige forsøgskanin har historiens mange forskellige elementer stor værdi. Det er en bog der i høj grad lægger op til en dialogisk tilgang i læsningen, fordi der er så enormt meget at tale om. Det er en billedbog vi læser igen og igen, og i hver læsning finder vi nye ting og situationer at tale om. Desuden er illustrationerne – ligesom i ovenfor omtalte bog – både flotte og fantasifulde og desuden ret komiske. Træet er en særdeles god oplæsningsbog, som kan bruges på mange niveauer og gennem forskellige aldre. Varme anbefalinger herfra!

Nysgerrig på Oliver Jeffers danske udgivelser? Find dem her: Træet & Hjertet og flasken.

Se evt. Oliver Jeffers selv læse bogen Træet (“Stuck”) højt her.

8b7c6fd2-5713-48a2-9d13-ca9aa6a1fd64

2f430a33-190a-4ba2-b93b-ff8b9dcfc443

KULTURKULTEN ÆNDRER NAVN TIL LITTERATURFORMIDLEREN.DK

 

litteraturformidleren.dk okker.jpg

Der har længe været ændringer undervejs, og nu sker det! Kulturkulten.com nærmer sig hastigt sin 1 års fødselsdag, og sådanne milepæle lægger op til refleksion og status.

Det har været et virkelig spændende år for Kulturkulten. Nye samarbejdspartnere, forskellige formidlingseksperimenter og vigtigst af alt – afsindigt mange store litterære oplevelser.

Kulturkultens spæde udgangspunkt var formidling af en bred palet af kultur. Som uddannet kulturformidler var det det, der som udgangspunkt gav mening. Men som månederne er gået, må jeg erkende at litteraturen er og bliver det altoverskyggende fokus for bloggen og for mig personligt.

Det nye navn er altså ikke som sådan indgangen til en ny linje, eller en ny type blog. Det er i højere grad en konkretisering i forhold til hvad det er bloggen reelt beskæftiger sig med. Med nyt navn og ny visuel identitet går Kulturkulten spændende tider i møde i 2018, som litteraturformidleren.dk.

Jeg håber fortsat I har lyst til at læse med, og ris, ros, kommentarer og forslag er som altid meget velkomne – nu på bloggens nye kontaktmail,
litteraturformidleren.dk@gmail.com.