Litteraturformidlerens julegaveservice: Læsværdig, lækker litteratur i lommestørrelse

Bøgerne er en gave fra forlaget – holdningen er som altid min egen.


Så stod den her igen og bankede utålmodigt og insisterende på døren, den søde juletid. Det betyder julegaver, og som altid har jeg en forkærlighed for de hårde, kantede af slagsen til børn såvel som voksne. (Gode) boggaver er for mig en gave der bliver ved med at give, og er man ikke med på genbrugsgavebølgen endnu, så synes jeg bøger er en lidt mere meningsfuld nyproduceret ting at købe end et eller andet vilkårligt stykke plastiklegetøj eller endnu en sweater til bunden af klædeskabet. Nu var det ikke klimavenlig jul det her indlæg skulle handle om, selvom det er et emne der rumsterer meget i mit hoved for tiden. Måske bliver det et indlæg for sig selv.

I anledningen af julens snarlige komme vil jeg hermed præsentere jer for Litteraturformidlerens julegaveservice. En litteraturfanatisk og fuldstændigt subjektiv guide til de fede julegaver til både børn og voksne. Og her i første indslag af føljetonen I alle uvidende har ventet på, er det de voksne vi skal koncentrere os om.

Jeg har for nyligt fået øjnene op for det svenske forlag Novellix, som netop har lanceret deres fine bogkoncept på det danske marked. Novellix udgiver noveller i bogform, tilmed i små, fine bogæsker med fire noveller i hver. Konceptet er “Pixibøger for voksne”, småt og godt og overskueligt at læse, lige til at have i lommen på togturen til arbejde. Æskerne har forskellige temaer, og indtil videre er der udgivet to æsker på dansk – danske klassikere i den ene og nyere dansk litteratur i den anden.

Klassikeræsken rummer noveller af nogle af Det moderne gennembruds essentielle litterære stemmer; J.P. Jacobsen, Olivia Levison, Henrik Pontoppidan og Herman Bang. Særligt sidstnævnte, som bidrager med novellen “Irene Holm”, var fantastisk at få genlæst. Æsken med den noget yngre forfatterskare byder på noveller af Helle Helle, Ida Jessen, Jakob Ejersbo og Adda Djørup og er ligeledes velvalgte og litterære guldkorn.

Da jeg kastede et blik på Novellix’ tidligere, svenske udgivelser, fik jeg høje forventninger til forlagets kommende danske udgivelser, foruden et akut tilfælde af samlermani. Nøj, en masse fantastiske og utroligt smukke bøger. Én ting er nemlig Novellix’ godt udvalgt og kuraterede noveller. En anden ting er bøgernes fremtoning i de fineste små pocketformater med afsindigt smukke omslag.

Bøgernes format er oplagt til små gaver, mandelgaven, værtindegaven eller adventsgaven. Det er en virkelig god gave til litteraturelskeren såvel som den grønnere læser, eller den travle småbarnsforælder, der godt gad læse mere, men sjældent får læst mere end et par sider sammenhængende (kender I også typen?). Og så er bøgerne en god anledning til at kaste lidt mere kærlighed efter novellegenren, som jeg ofte synes bliver både overset og undervurderet.

Som I kan høre, har jeg svært ved at få hænderne ned af begejstring over at vi har fået dette fine bogkoncept over på vores side af sundet. Og mens jeg glæder mig til at se hvad de næste danske udgivelser fra Novellix bliver, vil jeg hygge mig med at give små bogpakker i stedet for blomster til december måneds fester.

Tjek Novellix ud her.

 

Sygelig jalousi, Instagram-besættelse og endometriosesmerter – Nora eller Brænd Oslo brænd af Johanna Frid

Nora eller Brænd Oslo brænd af Johanna Frid

Roman – Gads Forlag – 2019 – 196 sider – anmeldereksemplar fra forlaget

“Da vi var gået i seng, fandt jeg mobilen frem. Emil sov, og Norge trængte sig på. Som en led urinvejsinfektion. Og i stedet for en penicillinkur og en masse vand fortsatte jeg med at tørre mig fra røven og frem. Jeg downloadede Instagram-appen igen og besluttede mig for at finde ud af, hvad der var sket derovre vestpå de seneste tre uger. Nora havde været til fest, hyggeligt. Efteråret var kommet til Arsle, pænt. Jeg scrollede, granskede, og pludselig havde jeg Noras mor foran mig. Jeg kunne se, hvor Nora havde fået sit udseende fra, det konventionelt smukke, de høje kindben. Det var som en nedstigning til skærsilden eller som at åbne en skattekiste eller som at gå på en hængebro mellem to fjeldtinder. Der var så langt ned. Jeg kunne mærke det helt ned i maven. “

Johanna er jaloux. Eller, det er vist en underdrivelse. Johanna er sygeligt besat af tanken om alle de fejl og mangler hun mener, hun besidder, og ligeledes sygeligt besat af mennesker, som hun opfatter som bedre end hende selv. Og her kommer Nora ind i billedet. Nora er Johannas kæreste Emils norske ekskæreste, og hun er perfekt. Hun er smuk, sød og elsket af sin familie. Hun tager sig virkelig godt ud på billeder på Instagram og blot dét, at hun findes i verden driver Johanna til vanvid. Hun forbyder Emil at mødes med Nora, hun bringer konstant Nora på banen i deres samtaler, hun tager sågar kontakt til Nora på nettet. Det hele er frygteligt tåkrummende, infantilt og ikke som bogens bagside lover det, sorthumoristisk, men faktisk bare overdrevet og ofte helt uforståeligt.

Samtidig med sin altoverskyggende jalousi, kæmper Johanna med ekstreme underlivssmerter som viser sig at være endometriose. Sygdommen er meget velbeskrevet i bogen, man kan næsten mærke Johannas krop knække under det smertehelvede den udsættes for. Og så er det interessant at læse om sygdommen, som jeg ikke kan mindes tidligere at være stødt på i skønlitteraturen. På en måde går der en linje mellem Johannas to store livsudfordringer – både jalousi og endometriose er usynlige og til tider bagatelliserede men potentielt livsødelæggende.

Der, hvor Nora eller brænd Oslo brænd bliver virkelig interessant er i udforskningen af den meget stærke sammenhæng mellem begær og afsky, kærlighed og had. Johanna gør enorm vold på sig selv ved at opsøge billeder af Nora på Instagram, at svælge i hendes vidunderlighed. Men samtidig giver det hende også en enorm nydelse. Jeg kom sådan til at tænke på bogen Det ækle som jeg læste for et års tid siden. Bogen er en samling tekster om bl.a. sammenhængen mellem afsky og begær, hvordan noget kan være indtagende og frastødende på samme tid (i øvrigt absolut en læsning værd!). Lidt ligesom de der videoer af hudorme der presses mens der filmes helt close up, som florerede på Facebook for et stykke tid siden. Vi drages af ting som helt åbenlyst vil forarge eller frastøde os.

På bagsideteksten postuleres det at alle der har været forelskede vil kunne spejle sig i denne bog. Det er simpelthen så forkert. Jeg ser ingen naturlig sammenhæng mellem forelskelse og en grotesk grad af jalousi. Nora eller Brænd Oslo brænd er ikke en fortælling om en svimlende forelskelse. Det er en bog om mindreværd, selvhad og deraf jalousi. Det er en bog om ikke nogensinde at føle sig tilstrækkelig i et samfund med meget snævre idealer og med uendelig mulighed for at spejle sig i andre på sociale medier. Bogen lykkes glimtvis med at underholde og er meget hurtigt læst, og Johanna Frid skriver godt. Men i det store hele bliver fortællingen om jalousi alt for karikeret, på ingen måde relaterbar. Det bliver trættende og også lidt for overfladisk, for der er ellers potentiale til en dybere og vigtigere fortælling i bogen. Herfra bliver det til tre ud af seks hjerter i denne omgang.

hjerter3

Hvis din nysgerrighed er vakt, kan du finde et låneeksemplar af bogen her eller dit helt eget eksemplar her.

Intens, poetisk og dyster motorvejsprosa – Velkommen til Kontinentet af Katla Styx

Velkommen til Kontinentet af Katla Styx

Kortprosa (eller som forlaget genrebetegner det, motorvejsprosa) – Baggaardsbaroner – 2017 – 79 sider – anmeldereksemplar fra forlaget

“Hun sidder i en bus på den anden side af kontinentet. Hun tænker, at hun forlader alting. Imens hun forlader alting, forlader alting hende. Der findes ting, som hænger sammen på den måde. Det er egentlig ikke særligt kompliceret. Alligevel er det svært at forstå. Vi tramper rundt i vores hverdag med en kampesten på brystet, og vi forstår ikke, hvorfor det føles sådan. Alting er nøgler og tidspunkter og besøg på Borgerservice og flade cykler og telefonopkald til instanser, institutioner, ikke mennesker, altid telefonkø, skrattende musik, tast 1, tast 2, kampesten, kampesten, kampesten. Og så rejser vi væk, og alting forlader os. Det er meget simpelt, men vi glemmer tit, at flugt er muligt. “

Af uforklarelige årsager har jeg aldrig før siddet med en udgivelse fra Forlaget Baggaardsbaroner i hænderne. Efter at have læst Velkommen til Kontinentet må jeg blot erkende at det er en stor fejl.

Det er ingen hemmelighed at jeg er dybt og lidenskabeligt forelsket i en del af de danske mikroforlag. Jeg har tidligere skrevet sider op og ned om emnet, for jeg mener virkelig at kærligheden til litteraturen blomstrer her, at det er hos de små man finder de største mindblowing læseoplevelser. Det er i sandhed også tilfældet her.

Velkommen til Kontinentet er en kort, fragmentarisk bog om en ung kvinde, som bevæger sig rundt på kontinentet, i busser, på færger, fra den ene brune bodega til den næste, fra den ene seng (eller køkkenbord) til den næste. Hun dater ældre mænd, drikker tæt og giver en fuckfinger til en række af de herskende normer. Hun er ikke optaget af at passe ind og hun arbejder ikke på at optimere sig selv og sit liv. Snarere er hun selvdestruktiv, eller som hun selv formulerer det, bærer af et meget presserende dødsønske. Her og der skinner en smertefuld fortid igennem og det er særligt her bogen rammer en nerve, her kravler teksten helt ind under huden og sætter sig fast.

“Dengang hun forsvandt. Røgsvælg, tunge lunger. Grus i skoene. Det mest dyrebare hun ejer. Det han sagde, han sagde: min intention var egentlig at voldtage dig. Hun sagde: – Jeg havde en anelse. Himlen var grå, havet var gråt, havet fra den anden side af jordkloden. Findes der noget andet sted end cementgulvet i strandhuset, findes der noget andet andet sted, findes der nogen anden følelse, end ham ovenpå hende? Tungt, varmt, tunge, der er ikke andet at gøre, hun kan ikke bevæge sig. Hun ser frem for sig, hun ligger på ryggen og stirrer op, øjne, ringe. Skægstubbe, ru. Det gør ondt, der er ikke mere tilbage af hende, han har taget det hele. Cementen kradser i ryggen. Hendes krop er væk, fra nu af bliver hun nødt til at lade som om. Hun vil gerne forsvinde. Ru. Hendes underliv er et krater. Skred. Cement. Der findes en komet. “

Velkommen til Kontinentet er gennemsyret af en dundrende ensomhed, en modvilje mod livet, mod andre mennesker og måske allermest en indre modvilje mod sig selv. Det er dyster læsning, men også befriende læsning om afvigelse og om umuligheden ved at leve. Og så er det våd, fugtig, lækkende læsning. Lige dele frastødende og indtagende.

Bogen, som indledes med sætningen “Jeg vil gerne fortælle om alle de gange, alle de gange” er netop det, fortællinger, fragmentariske nedslag i jegets liv og fortid, uden fornemmelsen af kronologi. Ind imellem ordene mistede jeg orienteringen et øjeblik i denne sanselige og drømmeagtige poetiske fortælling. Der er et hun og et jeg som flyder sammen og som jeg ikke kunne få helt greb om.

En fortælling som Velkommen til Kontinentet vil nok af de fleste tolkes som autofiktion og give anledning til en interesse for forfatteren bag, for denne dysfunktionelle unge kvinde. Men det er vi heldigvis befriet for, for Katla Styx er, som navnet i sig selv emmer af, et pseudonym. Alle forfattere i Baggaardsbaroners katalog er for øvrigt anonymiserede, hvilket er så afsindigt befriende. En befrielse fra den overdrevne interesse for mennesket bag bogen, her får værket fokus.

Denne kompakte lille bog efterlader et dybt spor i bevidstheden. Fuld af intense sætninger og konfuse fragmenter. Det er let at fortabe sig i Velkommen til Kontinentet som er lige dele genkendelig og foruroligende fremmed. Men mest af alt er bogen velskrevet, dragende og poetisk og med en fantastisk fin billedside. Det er litteratur på et virkelig højt niveau, og jeg har faktisk svært ved at få armene ned af blot begejstring. Læs den, og læs den så igen.

6 hjerter

Find dit eget eksemplar mesterlig litteratur til den nette sum af 58 kroner her.

En lille begyndelse bliver til en stor fortælling – Lille Myr af Benji Davies

9788711912768

Billedbog – 32 sider – Carlsen – 2019 – oversat til dansk af Louise Bylov – anmeldereksemplar fra forlaget

Åh, hvor har denne fine, lille børnebog taget begge mine børn med storm. Min treårige tager den selv ned fra hylden, kravler op i overkøjen og fordyber sig i de flotte og dragende  illustrationer. Min halvandetårige peger ihærdigt og råber “Myyyy!”, når bogen til aftenens godnatlæsning skal vælges. For som de fleste andre af Benji Davies’ formidable børnebøger er Lille Myr en forholdsvis enkel fortælling som rammer både børn og voksne, formidlet i smukke billeder i smagfulde farver.

Lille Myr er historien om den lille haletudse, Lille Myr, som er den mindste i sin søskendeflok. De andre haletudser er både større, hurtigere til at svømme og og udvikle sig end hun er. Lille Myrs søskende smider halen, svømmer hurtigere og går fra små haletudser til rigtige frøer, mens hun bare se til og halser efter. Men en dag opdager hun at det tynder ud i flokken af søskende. Hvor de før lå så tæt i en klynge og sov, er der snart ikke andre end hende tilbage. Hvor er Lille Myrs søskende blevet af? Er det dammens grusomme fisk, Gavflab, der har ædt dem én for én? Eller har deres forsvinden andre årsager?

Som før nævnt, holder jeg meget af Benji Davies’ børnebøger, og det samme gør mine børn. Han har et særligt talent for dystre og smukke billeder, og så besidder han en fin evne til at bruge sprogets lyd og rytme, så børnene spidser ører. Her skal det også nævnes, at oversætteren har gjort et fint stykke arbejde med at få oversat disse små finurlige ordlyde og sproglige rytmer til dansk. Det er blandt andet Gavflabs lyd, da han svømmer mod dammens dybe, mørke dynd “glubglubglub glub blub blub”, der er en fryd at læse højt. Og så er der også en del allitteration i teksten, som giver højtlæsningen en fantastisk rytme og flow.

Hvis jeg ikke havde fået tilsendt bogen som anmeldereksemplar, havde den klart været en del af årets adventgaver eller julegaver. Måske kender du et barn der har fortjent en billedbog af høj æstetisk og sproglig kvalitet denne jul?

Find bogen her.

Nyt liv til et af de vigtigste vidnesbyrd om jødeforfølgelserne under 2. verdenskrig – Anne Franks Dagbog, Graphic Diary bearbejdet af Ari Folman og David Polonsky

Grafisk roman – Lindhardt og Ringhof – 2019 – 160 sider – oversat til dansk af Karsten Nielsen – anmeldereksemplar fra forlaget

Umiddelbart lyder det som en lettere udfordrende opgave i mine ører, at lave en ny udgave af den ikoniske Anne Franks Dagbog – og så i graphic novel formatet. Mine første tanker var, at man ikke kan pille ved en så vigtig og alvorlig bog. Alligevel var jeg intrigued, og jeg må sige at mine første tanker virkelig er gjort til skamme.

De fleste kender nok til den hjerteskærende fortælling om familien Frank som skjuler sig  for nazisterne i en hengemt lejlighed kaldet Baghuset under den 2. verdenskrigs tyske besættelse af Holland. Dagbogen beskriver tilværelsen i Baghuset, hvor familien Frank, bestående af Anne, storesøsteren Margot, moren Edith og faren Otto, lever sammen med 4 andre jødiske flygtninge. Vi følger Anne som beskriver hverdagen i skjul og livet som teenager med humørsvingninger, forelskelser og frustrationer med megen humor og sarkasme. Det er på mange måder en interessant fortælling, både fordi Anne formår at indkapsle præcis hvordan det er at være en teenagepige (som jeg svagt erindrer det, et sted i hukommelsens tåger), og fordi det skildrer en så ekstrem situation, som det er at være lukket inde i en lille lejlighed mange mennesker sammen, uden mulighed for at gå udenfor eller have et privatliv. Hun betroer sig til sin dagbog, kaldet Kitty, som bliver hendes private space, den eneste fortrolige hun har:

“Jeg tænker på, om du, elskede Kitty, nogensinde har det som en ko, der skal tygge drøv på de samme fortærskede nyheder igen og igen. Jeg vil tro, du synes det er uudholdeligt, Kitty. De voksne har for vane at gentage deres historier i én uendelighed, og sagen er, at hver gang en af os otte åbner munden, kan de syv andre gøre historien færdig”

Perioden i Baghuset beskrives så nært og indlevende, og det er fuldstændigt ulidelig læsning, når vi på forhånd ved at dagbogen slutter da familien afsløres og sendes i koncentrationslejre, hvor alle pånær Otto Frank dør.

I den grafiske bearbejdning af Anne Franks Dagbog er der selvsagt skåret en del af originalmanuskriptet fra – faktisk fremgår det af forfatterens note i slutningen af bogen, at den grafiske roman ville fylde hele 3500 sider og tage 10 år at færdiggøre, skulle den rumme hele den originale dagbog. Bogen rummer en blanding af klassiske tegneseriefirkanter og hele tekstsider hvor dagbogssider gengives 1:1. Det fungerer enormt godt, selvom jeg tørstede efter flere af Anne Franks fantastisk velformulerede sætninger gennem læsningen. Det er nok en typisk craving fra en serieromanlæser som først for nyligt har begivet sig ind i den grafiske romans intense, mere ordknappe univers.

At læse den grafiske bearbejdning af Anne Franks Dagbog føltes i høj grad som en invitation ind i den originale dagbog, som jeg uden tvivl skal genlæse snarest. På den måde kan bogen blive gateway for nye læsere som ikke tidligere har givet sig i kast med Anne Franks Dagbog. Og det er i mine øjne det der er så fantastisk ved graphic novel genren, at den rammer en målgruppe som måske ikke havde fattet interesse for den oprindelige bog ellers. Den kan lokke nye læsere ind i litteraturen. På samme måde som den tidligere på året udgivne grafiske roman om Jammers Minde tager et klassikerværk og giver det nyt liv – og lykkes helt enormt godt med det. Anne Franks Dagbog – Graphic Diary er en virkelig fin bog, som jeg anbefaler bredt. Fem ud af seks hjerter.

hjerter5

Find den flotte bog her.

Brug bøger til at tale med dine børn om kulturel mangfoldighed – Nour og Noras første dag i børnehave af Camilla Kaj Paulsen

Reklame – anmeldereksemplar

Hvor jeg dog føler en tendens til eskalerende had og frygt for kulturelle minoriteter i Danmark i disse dage – er det bare mig der har stukket hovedet ud af privilegieboblen et øjeblik? Det er et svært omend uendeligt vigtigt projekt at forklare mine børn om gaven ved kulturel mangfoldighed i et samfund hvor de konsekvent møder en “os og dem”-mentalitet og en virkelig hård tone i debatten. Man skal nemlig ikke være ret gammel for at opfange negative kommentarer og det faktum, at mennesker i vores samfund ikke har lige muligheder og ikke anses for at have samme værdi, hvad end det så handler om hudfarve, hvor dine bedsteforældre blev født, køn, kropsstørrelse, indkomst eller noget helt sjette.

Nå, jeg kunne tale om det her emne i ugevis, for det ligger mig virkelig meget på sinde. I stedet vil jeg dele med jer hvordan vi blandt andet griber sagen an overfor børnene herhjemme. En lille del af et større opdragelsesprojekt og en tilgang som fungerer for os, og som selvfølgelig ikke er nogen endegyldig sandhed, opfindelse af den dybe tallerken eller relevant for alle.

De seneste uger har vi læst i billedbogen Nour og Noras første dag i børnehaven, som afsæt for en snak om kulturelle ligheder og -forskelle i børnehøjde. Bogen handler om Nour og Nora som starter i den samme børnehave. De to børn har mange ligheder og omtrent ligeså mange forskelle, og gennem bogen ser vi fra barnets perspektiv hvordan de opfatter hinanden og deres indbyrdes ligheder og forskelle. Bogen griber fat om relevante og for børn forståelige eksempler på forskelle, som fx da de to børn leger med dukker og de nemt finder en dukke der ligner Nora, men faktisk er nødt til at tage en brun tusch i brug for at skabe en, der ligner Nour. Også da de tegner og snakken falder på hvilken tusch der er den hudfarvede opstår der en dialog om hvilken farve der egentlig kan kaldes hudfarvet, for hudfarvet er jo en hel palet af forskellige farver – en debat der for nyligt igen har delt vandene i diverse voksenfora. Derudover fortælles der om forskelle i musik og traditioner som fejring af jul og Eid. Ind imellem tekstbidderne er der talebobler med spørgsmål henvendt til barnet, hvilket fungerer ret godt, nærmest som en introduktion til dialogisk læsning til den højtlæser der ikke er vant til at samtale sig igennem billedbøgerne.

Alt i alt er Nour og Nora starter i børnehave en virkelig fin, gennemtænkt og pædagogisk bog, som giver anledning til nogle gode snakke om kulturel mangfoldighed og ligeværd i børnehøjde. Bogen er næsten en tand for pædagogisk og kan ind imellem virke mere som et foredrag om kulturelle ligheder og forskelle end som hyggehøjtlæsningsmateriale. Historien rummer ikke nogen større, spændende fortælling med finurligheder og overraskende twists. Det er en bog der beskæftiger sig meget konkret med kulturmødet, målet er tydeligt at tale med barnet om disse vigtige emner og ikke at underholde, hvilket er helt fint. Men det gør også at bogen ikke har vundet noget barnehjerte herhjemme. Der er øvelser bagerst i bogen, som er målrettet arbejdet med børn i institutioner og skoler, så man kan lave et projekt omkring bogens tematikker. mmeget fint og gennemtænkt. Det er en anbefalingsværdig bog, som jeg både har haft gavn af som afsæt for dialog med mine egne børn, og som sagtens kan tænkes at benytte mig af i fremtidigt arbejde.

Læs mere, og find bogen og undervisningsmateriale her.

Hjerteskærende beretning om liv og død, had og kærlighed – Tatovøren fra Auschwitz af Heather Morris

Tatovøren fra Auschwitz af Heather Morris

Historisk fiktion – Forlaget Aronsen – 2019 – 262 sider – oversat fra engelsk af Brian Christensen – anmeldereksemplar fra forlaget

“Den røde murstensbygning rager op foran dem. De store vinduer skal maskere, hvad den bliver brugt til, men de enorme skorstene røber dens frygtelige funktion. Ved indgangen mødes de af to SS’ere, som pjatter med Baretzki og ignorerer Lale. De peger mod de lukkede døre længere inde i bygningen, og Baretzki og Lale gårhen mod dem. Lale kigger rundt, da han går hen ad denne sidste strækning af dødens vej i Birkenau. Han ser Sonderkommandoerne af jødiske fanger stå med kuede blikke, parat til at udføre et arbejde, som intet menneske på jorden ville gøre frivilligt: bære ligene ud fra gaskamrene og ind i ovnene. Han forsøger at få øjenkontakt med dem for at få dem til at forstå, at han også arbejder for fjenden. Han har også valgt at holde sig i live, så længe han kan, ved at skænde mennesker af sin egen tro. Ingen af dem møder hans blik. “

Lale er en ung mand da han i 1942 sættes på en kreaturvogn overfyldt med unge mænd der ligesom han selv er jøder. Destinationen er Polen, nærmere betegnet koncentrationslejren Birkenau, Auschwitz. Her oplever han en hjerteskærende mishandling og udryddelse af mennesker  og finder hurtigt ud af at man skal samarbejde for at overleve til at se endnu en dag. Han bliver ret tilfældigt sat til at tatovere fangenumre på nyankomne medfangers arme, et job der sikrer ham nogle sjældne privilegier. Han skånes fra det nedslidende fysiske arbejde, får en seng for sig selv og ekstra madrationer. Han bruger sine privilegier til at hjælpe sine medfanger og får hurtigt gode relationer til mange mennesker, hvilket flere gange skal vise sig at blive hans redning. En dag da Lale endnu engang sidder og tatoverer, er den næste i køen en ung kvinde. Lale forsvinder ind i hendes mørke øjne og her tages de første skridt ind i en forelskelse og kærlighed, der måske bliver begges redning. Tatovøren fra Auschwitz er en fortælling om et skræmmende menneskeligt lavpunkt i nyere historie og en fortælling om en kærlighed, der overskygger selv de mest ufattelige rædsler.

Tatovøren fra Auschwitz er en virkelig tung og skræmmende fortælling. Og det er en fortælling som trækker tråde ind i nutiden, minder os om hvor galt det kan gå når en gruppe mennesker gøres til syndebuk, når et samfund rangordner folk efter religion eller oprindelse. Når et samfund i højere og højere grad accepterer en  umenneskelig behandling af minoriteter (Ja, Sjælsmark, jeg kigger blandt andet på dig). Måske er det derfor der i dag, så mange år efter holocaust, stadig kan udkomme beretninger om disse frygtindgydende begivenheder som indtager bestsellerlisterne – fordi disse rædsler virker så fjerne og ufattelige og alligevel så tæt på.

Jeg kan ikke forestille mig at nogen kan læse denne bog uden at blive følelsesmæssigt påvirket. Det er en fuldstændigt ulidelig barsk fortælling som tager udgangspunkt i virkelige hændelser. Forfatteren Heather Morris har skrevet bogen for Lale Sokolov, ud fra hans egne erindringer og bakket op af historisk dokumentation. Alligevel tænkte jeg et par gange gennem læsningen at Lale fremstilles usædvanligt heltemodig, og at nogle af scenerne er lidt rigeligt filmiske og ikke særligt autentiske. Men bogen er selvfølgelig en historisk fiktion, så der er uden tvivl skruet lidt her og der. Det er en velskrevet, let læst bog, som ind imellem bliver lidt rigeligt følelsesporno-agtig. Jeg har næsten lyst til at kalde den oversentimental, men det kan man vel ikke rigtig tillade sig når det drejer sig om en fortælling om virkelige begivenheder så frygtelige som disse. Måske er det kærlighedshistorien som udgangspunkt der gør det lidt bittersødt til min smag. Når det så er sagt, så er bogen klart (endnu) et vigtigt bidrag til fortællingen om holocaust og en varm anbefaling værd. Det er en barsk bog om medmenneskelighed og umenneskelighed, der ved flere lejlighedder har fået mig til at kramme mine børn ekstra hårdt og dvæle lidt ved det priviligerede og forholdsvis ubekymrede liv jeg er blevet skænket. De fleste af os tager i den grad vore frihed og frie liv for givet, og denne bog er en virksom påmindelse om hvor godt livet er, på denne tid, på dette sted. Og hvor hurtigt det kan tages fra en igen. Fire ud af seks blødende hjerter herfra.

hjerter4

Find et eksemplar af bogen her.

Sære, sørgelige og morsomme tekster – Du kan ikke svigte din bedste ven og blive god til at synge samtidig af Kim Hiorthøy

Du kan ikke svigte din bedste ven og blive god til at synge samtidig af Kim Hiorthøy

Kortprosa / tekster og tegninger – Arkiv for Detaljer – 2019 – 72 sider – oversat af Rikke Oberlin Flarup & Kirsten Vestergaard Mikkelsen – anmeldereksemplar fra forlaget

“Der er ingen egentlig forskel på mennesker. At vi går omkring og tror at vi elsker nogen mere end andre, er en slags misforståelse, sagde hun. Javel, men hvad med os? sagde jeg. Der er ikke noget os, sagde hun, eller dem. Der findes kun vi. OK, sagde jeg, så hvad med vi? Hun stoppede. Hendes ansigt lyste op, og hun strakte armene i vejret. Så råbte hun VI FAMLER I MØRKE! og hoppede så højt hun kunne. Folk vendte sig om for at se hvem det var. De forstod ikke at det er umuligt at vide hvem nogen er, bare ved at se på dem. “

Allerede i titlen afsløres det; den her bog er mærkværdig. Den sære titel sætter tonen an til en lille bog med små tekster, som rummer en masse betydninger og stemninger; en perlerække af små underlige fortællinger. Bogen, som jeg efterhånden har læst adskillige gange for at finde ud af hvad jeg egentlig synes om den, er en samling korte, syrede tekster om en mand, som er alt muligt men mest af alt socialt akavet. Teksterne foregår i et eller andet form for fællesskab og samtidig i ensomhed, i de pinlige tavsheder, i indbyrdes misforståelser og i dét at tale forbi hinanden. En af mine absolutte favoritter blandt de små tekster er et klart eksempel på denne manglende evne til at aflæse andre mennesker og den situation man befinder sig i:

“Først urinerede jeg i spanden. Så åbnede jeg døren på klem og balancerede spanden oven på den forsigtigt, lænet lidt mod væggen, så den ville falde ned når døren blev åbnet. Så kaldte jeg på Flügger. (…) Han kom langsomt hen til døren, og så standsede han. Jeg har tænkt over noget, sagde han. OK, men vil du ikke komme herind? sagde jeg hurtigt. Flügger så på mig gennem dørsprækken. Han tøvede lidt, og så strøg han sig over panden og sagde: Jeg tror ikke på menneskelig nærhed længere. Åhr, skidt med det, sagde jeg. Kom nu herind, så bliver det lettere at snakke. (…) Flügger sank sammen. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, hviskede han, og det lød som om han var ved at begynde at græde. Det skal nok gå alt sammen, sagde jeg. Tror du? sagde han og så op. Hvad? sagde jeg. Jeg kan næsten ikke høre hvad du siger når du står derude i  gangen. Flügger rejste sig. Undskyld, det er bare fordi jeg er så bange, sagde han og åbnede døren. Spanden vendte sig perfekt. “

Bogens jeg er så ude af takt med andre mennesker at det bliver enormt tragisk og latterkrampefremkaldende sjovt på samme tid. I hvad der føles som ret random situationer udspilles nogle relationer der er helt ude af sync, en akavethed ligesom den jeg selv kender fra situationer hvor man siger noget for sjov – typisk noget sarkastisk – som opfattes helt alvorligt af modtageren. Tåkrummende.

Bogen er illustreret af Hiorthøy selv og særligt bogens omslag er virkelig fint, sjovt og enkelt. Synes jeg – min kæreste syntes det lignede en brochure for et eller andet – hver sin smag og opfattelse. Men de lidt primitive, enkle, skitseagtige illustrationer er virkelig godt i tråd med tonen i bogen, det hele bliver på en måde umiddelbart og naivt. Bogens jeg er en socialt akavet egoist, men han er ikke nogen ond person. Der er en barnlig naivitet over ham, som gør at man som læser får ret meget sympati med ham, trods hans ofte ret uheldige opførsel. Han er lidt et fjols og lidt en stakkel og umulig ikke at holde lidt af.

Bogen er et friskt pust, ret anderledes fra hvad jeg tidligere har læst af kortprosa og ganske underholdende. Den har fortjent et par læsninger for at synke ordentligt ind, men så sidder den også fast og sætter gang i tankerne. Hvis jeg skal kritisere bogen for noget må det være at den bliver en smule ensformig hvis man læser den i ét stræk. Den kan med fordel læses i bidder, en lille tekst engang imellem som man kan fordybe sig i. Helt klart en anbefaling og fire ud af seks hjerter værd.

hjerter4

Tjek i øvrigt resten af Arkiv for Detaljers udgivelser ud. Der er nogle specielle og virkelig fantastiske bøger iblandt. Mine egne favoritter er Plantage og Sprækker, og så er jeg helt vild med forlagets andre fede ting som samtykkeglansbilleder og smukke, håndlavede notesbøger, som jeg længe har villet anskaffe mig.

Galgenhumor og lakridspibeafhængighed – Hvis dette er en lakridspibe af Mads Damsø

Hvis dette er en lakridspibe af Mads Damsø

Roman – Forlaget Forår – 2019 – 239 sider – omslag af Bolette Friis – anmeldereksemplar fra forlaget

“NU SIDDER DU NOK OG TÆNKER, at det blot kan være et spørgsmål om tid, før det hele gik galt. Og det har du selvfølgelig ret i. Så lad os da bare spole et par uger frem. Forbi alle stunderne med hungrende tyskere i min tipi, forbi alle runderne på minigolfbanen med to bjæffende terminalpatienter, forbi alle beskederne fra familie, venner og min arbejdsgiver, der hobede sig op på min mobilsvarer, forbi alle stunderne, hvor mit hjerte hoppede et slag over, fordi jeg troede, jeg så en sort Audi bremse ned, eller en politimand, der kom luntende ned mod mit telt. Lad os hoppe forbi alt det og frem til den dag med Kunos overraskelse. “

Mads, som rigtigt hedder noget så særegent som Kuno, arbejder som tekstforfatter. Han har fået til opgave at skrive en døende mands erindringer, hvilket indebærer et ophold i Hvide Sande hvor manden, som i øvrigt også hedder Kuno, bor på hospice. Turen fra Århus til Hvide Sande passer Mads udmærket, han har sine grunde til at flygte hjemmefra for en periode. Da Mads kommer frem, erfarer han at opgaven nok ikke kommer til at forløbe helt uproblematisk. For gamle Kuno er ingenlunde samarbejdsvillig i forhold til den bog Mads skal skrive. Og hvad han troede var et komfortabelt skriveophold på hotel viser sig at være i et telt på en luset campingplads. Og så er der lige det der problem med lakridspiberne, som giver ham en lokal bølle på nakken. Får Mads nogensinde skrevet bogen? Hvad er det han flygter fra? Og hvad er det lige med de lakridspiber?

Hvis dette er en lakridspibe er en sær og medrivende fortælling. Romanen, som er afsindigt velkomponeret, tager os med på en rejse ind i sårbare psyker og i tabuiserede emner som sygdom, død, selvmord og psykisk sygdom. Der skrives direkte til læseren, som tages i hånden hele vejen, ind og ud af barndomsminder, hændelser i den nære fortid, telefonsvarerbeskeder og tekstbidder fra jegfortællerens litterære gemmer.

Læsningen er ikke et sekund kedsommelig, og Damsø formår i vid udstrækning at skrive et plot frem, som både overrasker og hænger sammen i alle de små, underfundige detaljer. Intertekstualiteten er heller ikke til at overse, og giver bl.a. den lidt anderledes titel stor og lettere grotesk betydning (sammensmeltning af memoirklassikeren “Hvis dette er et menneske” og Magritte-maleriet “Dette er ikke en pibe”). Teksten lykkes i det hele taget godt med sin humoristiske tone midt i alt det barske – en kunst der er svær at mestre. Hvis dette er en lakridspibe er en velskrevet og anderledes bog, som anbefales bredt. Og mens jeg ser frem til Mads Damsøs næste udgivelse, får bogen fem hjerter ud af seks herfra.

hjerter5

Find dit eget eksemplar af bogen her.

produktbillede-4.jpg

Ferietid er læsetid – også for børnene! Nye kvalitetsbøger om inspirerende mennesker til rejsetasken – Muhammad Ali & Stephen Hawking

Billedbiografier – Forlaget Albert – 2019 – skrevet af Maria Isabel Sánchez Vegara – illustreret af Brosmind (Ali)  og Matt Hunt (Hawking) – anmeldereksemplarer fra forlaget

Så er det rigtig blevet sommer og efterhånden tid til at pakke kufferterne! Jeg tror (og håber) at mange børnefamilier har valgt en mere klimavenlig rejseform i år (ingen klimaudskamning til de, der af forskellige grunde ikke har valgt det, men kæmpe high five til de, der har). Klimavenlig ferie er i høj grad forbundet med længere rejsetider og det kræver nu engang en håndbagage, der bugner af underholdning til de små poder. Den blotte tanke om lange tog- og bilture med småbørn kan få koldsveden til at pible frem hos de fleste forældre. Hvis du har en sådan rejse foran dig (eller en hvilken som helst anden), så er her en lille anbefaling til noget, der kan hjælpe med at holde børnene underholdt på turen.

For det lille danske børnebogsforlag, Forlaget Albert, som bl.a. udgiver de afsindigt fine børnebøger fra serien Små mennesker, store drømme er netop udkommet med to nye bøger i serien. Denne gang er det bokseren Muhammad Ali og videnskabsmanden Stephen Hawking, hvis livshistorier og store bedrifter er i fokus. Lad os lige tage en ad gangen:

Muhammad Ali blev født Cassius Marcellus Clay junior i Louisville, Kentucky i 1942. Da han var barn fik han stjålet sin cykel, og da han anmeldte det til politiet, anbefalede betjenten ham at lære at slås, hvis han havde tænkt sig at jagte tyve. Det tog Cassius meget bogstaveligt – han begyndte til boksning, og det viste sig hurtigt at han var meget talentfuld.

Som amatørbokser vandt han 100 ud af de 105 kampe, han deltog i, og da han var 18 år deltog han i de Olympiske Lege, hvor han vandt guldmedalje i letsværvægt. Cassius udrettede en masse i sit liv. Han blev verdensmester i boksning – en titel, han blev frataget, da han nægtede at kæmpe i Koreakrigen. Han konverterede til Islam, ændrede navn til Muhammad Ali, genvandt sin titel som verdensmester flere gange og viede en del af sit liv til velgørenhed og kampen for menneskerettigheder. Han døde i 2016, men huskes stadig som verdens bedste bokser og som et menneske, der gjorde en forskel i verden.

Bogen om Muhammad Ali er et fint bidrag til serien af billedbiografier. Historien er inspirerende og velfortalt, omend jeg ikke synes Muhammad Alis livsmotto fungerer i den danske oversættelse “Tæl ikke dagene, lad dagene tælle”. Det giver bare ikke den samme mening på dansk. Ud over det, har jeg ikke en finger at sætte på oversættelsen. Illustrationerne er lige lovligt animerede til min smag, men de går fint i tråd med bogens tekst og med hele bogseriens univers af farvefulde og alsidige illustrationer. Det er altså ikke min favorit i serien men bestemt en fin bog, som er en læsning værd.

Bogen om Stephen Hawking beretter om en af vor tids største videnskabsmænd. Stephen, som ligeledes blev født i 1942, voksede op i Oxford, England. Han var fra barnsben af utroligt nysgerrig og vidensbegærlig. Hjemme hos Stephen holdt de meget af at lære nye ting og læse bøger. I skolen var Stephen ikke særlig flittig, men det lykkedes ham alligevel at komme ind på de bedste universiteter i England. Mens han studerede blev han syg, og lægerne fortalte ham, at han havde få år tilbage at leve i. Men det stoppede ikke Stephen, som både stiftede familie og arbejdede videre på at løse universets mysterier. Han bidrog med store opdagelser til videnskaben og levede desuden 50 år længere end lægerne havde spået. Han døde sidste år, men er stadig til stor inspiration nu og i fremtiden.

Dette nye bidrag til en af mine favoritbørnebogsserier er jeg virkelig begejstret over. Illustrationerne er vanvittigt flotte og fulde af karakter, og fortællingen om Stephen er både interessant og inspirerende. En dragende fortælling om et storslået menneske.

Bogen er desuden et stort hit hos min treårige, som er meget optaget af universet. For selvom bøgernes henvender sig til lidt ældre børn, så kan de sagtens læses (lidt tilpasset) for yngre børn,ligesom de flotte illustrationer giver anledning til at tale om mange forskellige emner med sit barn. Varme anbefalinger af begge de nytilkomne bøger i serien og en rigtig god sommerferie til jer alle! Måske skal Muhammad eller Stephen med i kufferten?

Hold øje med Forlaget Albert og de fine kommende bøger i serien Små mennesker, store drømme. Blandt andet er Bowie på tapetet! Dét glæder jeg mig til!

Vil du læse min omtale af de tidligere bøger i serien? Find dem her: Frida KahloCoco Chanel og Ella Fitzgerald, Marie Curie, Audrey Hepburn og Rosa Parks