DA BORIS FIK GÆSLINGER og HOTEL BORIS af Ryan T. Higgins

cof

DA BORIS FIK GÆSLINGER og HOTEL BORIS af Ryan T. Higgins

Børnebøger (2-5 år) – begge bøger 48 s. – oversat fra engelsk: Hotel Bruce og Mother Bruce – Carlsen – 2017 – anmeldereksemplar fra forlaget

Så er der to nye bøger på gaden, om den sære, gnavne bjørn Boris.

Da Boris fik gæslinger handler om bjørnen Boris, som hader det meste – på nær æg. Da han en dag vil tilberede nogle lækre æg han har fundet, klækker de, og ud kommer fire søde små gæslinger. Boris prøver at slippe af med dem, men det er lettere sagt end gjort; gæslingerne tror at Boris er deres mor, så nu hænger han på dem.

I bogen Hotel Boris følger vi Boris og hans gæslinger, da de kommer hjem fra en ferie sydpå. Mens de var væk har nogle mus overtaget deres hus og lavet det om til et hotel. Får Boris mon sit hus tilbage igen?

De to Boris-bøger fra den engelske forfatter Ryan T. Higgins har mange kvaliteter. Historierne er forholdsvis simple og forståelige for de 2-5 årige,  som er aldersgruppen bøgerne henvender sig til. Illustrationerne er virkelig fine, stemningsfulde og humoristiske, og  så kan de to bøger noget helt særligt vigtigt; også underholde den voksne der læser op.

De fleste småbørnsforældre må kunne nikke genkendende til at der er meget stor forskel på hvilke bøger der er gode at læse op. Nogle af min datters bøger er så kedelige og grimt illustreret at jeg altid krydser fingre for, at det ikke er dem hun vælger, når den står på højtlæsning. Den gode børnebog skal kunne fortælle en god historie, understøtte fortællingen med smukke og fantasifulde illustrationer, have en pointe, lægge op til dialog, og så skal den også gerne have flere lag, så de voksne også kan føle sig underholdt. Jacob Martin Striids mange bøger er i mine øjne det perfekte eksempel på underholdning og humor til både børn og voksne – og på fantastiske illustrationer for den sags skyld. Og på samme måde lykkes det Higgins at ramme mig, gennem små detaljer, som er henvendt til den voksne og på den måde give både mig og mit barn en virkelig underholdende læseoplevelse.

Bøgerne er humoristisk fortalt på flere niveauer og underholder både barn og voksen. De to fortællinger er desuden bygget op, så de lægger op til en mere inkluderende, dialogisk læsning. Trods det fjollede, sære univers, inddrages der dagligdags ting, som er gode udgangspunkter for en samtale med barnet gennem højtlæsningen. Alt i alt to fremragende bøger, både hvad gælder indhold og udtryk, så de får 5 hjerter og en kraftig anbefaling herfra!

hjerter5

 

APRIL 2026 af Jeppe Krogsgaard Christensen

cof

APRIL 2026 af Jeppe Krogsgaard Christensen

Roman – Gyldendal – 2017 – 192 s. – omslag af Andreas Kjærgaard  – sponsoreret: anmeldereksemplar fra forlaget

“I Bibelen bygger israelitterne en kalv af guld som de i deres utålmodighed begynder at tilbede mens Moses er oppe på Sinaibjerget for at tale med sin gud. Det er aldrig sket, det er et digt. Men at Nettet har fjernet kunsten, der længe blev tilbedt som noget dybere, noget hinsides det enkelte menneskes kapacitet, det er en realitet. Og Thomas synes faktisk at Nettet er det tætteste mennesket nogensinde har været på noget guddommeligt.”

Vi befinder os i en nær fremtid. Teknologien har udviklet sig i en retning, hvor alt foregår på en skærm – en iScreen. Internettet har udviklet en rationel bevidsthed, og alt der ikke er nyttigt, annulleres. Dette gælder for al kunst, som forinden er blevet digitaliseret. Kunstværker, bøger, LP’er – alt sammen er destrueret i fysisk form og nu også i digital form. I April 2026 møder vi bl.a. Joachim, som er kunstformidler og som er gået fra skepsis til begejstring, ift. digitaliseringen af kunst. Men han begynder at glemme. Hvad han laver, hvor han er, hvad der er sket. iScreenen er hans eneste hukommelse, og han er efterhånden komplet afhængig af at den virker. Vi møder Nicholas, som sælger analoge bøger på det sorte marked, og som er desperat ved tanken om snart at løbe tør. Esther, som er blevet berømt fordi hun forudså hvilken udvikling internettet ville undergå, og Christian, som følte sig frigjort da kunsten forsvandt. En række små, novelleagtige fortællinger, som giver hver deres vinkel på et fremtidigt samfund, hvor internettet har taget over, og hvor mennesket underlægges teknologien.

April 2026 er fantastisk fordi den er så gennemtænkt. At al kunst vurderes som unyttigt og fjernes er hovedideen. Men de små historier som tilsammen udgør romanen fortæller om strukturelle forandringer, om uddannelsesinstitutionernes og arbejdsmarkedets udvikling, politiske forandringer og det politiske potentiale i en total digitalisering, alle vinklet fra forskellige perspektiver, men med en gennemgående rød tråd. Romanen er så gennemarbejdet at jeg købte hele konceptet uden at studse over overdrevne eller urealistiske elementer, som fremtidsromaner ellers ofte tilbyder. Måske er det fordi det ikke er svært at forestille sig, at vi kunne havne et sted i nærheden af det samfund der skildres, at fremtidsscenariet ikke er så urealistisk endda.

Som kulturformidler føler jeg mig nødvendigvis truffet af fortællingens tese om digitalisering og nyttevurderinger: Som humanist i det hele taget er det til tider svært at blive taget alvorligt, fordi der netop hersker en nytte(løs)tanke omkring kultur- og humanvidenskaberne. Fordi det vi arbejder med ikke kan måles eller vejes efter samme parametre, som de naturvidenskabelige uddannelser. Fordi kulturen forstås som “det ekstra” og ikke det fundamentale.

April 2026 er en skræmmende, underholdende, velskrevet, gennemtænkt, helt fantastisk roman. Fremtidsdystopisk og teknologifilosofisk. Jeppe Krogsgaard Christensen skriver med et flow og en tilgængelighed, som gør læsningen til en gennemført behagelig oplevelse, hvilket fik mig til nærmest at sluge bogen i én mundfuld. Det er en kæmpe fejl, at jeg ikke tidligere har læst noget fra hans ellers roste forfatterskab, noget, som jeg agter at ændre på hurtigst muligt. Både gennem form og indhold minder han mig om Kaspar Colling Nielsen (som i øvrigt snart er aktuel med en ny bog!), hvilket, hvis nogen skulle være i tvivl, skal forstås som en kæmpe ros herfra. Og mine tanker henledtes også til The Handmaids Tale, den populære og prisbelønnede fremtidsdystopiske HBO-serie, baseret på Margaret Atwoods roman fra 1980’erne. Læs April 2026 for en underholdende læseoplevelse, for at sætte gang i nogle refleksioner, for fornøjelsen af en fantastisk gennemarbejdet bog. Læs den! 6/6 hjerter.

imagesimagesimagesimagesimagesimages

8702238952

“Ventehjulet” er et meget rammende, gennemgående billede og symbol i romanen.

cof

Selv min halvandet-årige ville gerne have snitterne i bogen ❤

KAREN BLIXEN I BILLEDER – EN LIVSSKILDRING af Marianne Juhl

cof

KAREN BLIXEN I BILLEDER – EN LIVSSKILDRING af Marianne Juhl

Billedbiografi – Gyldendal – 2017 – 216 s. – anmeldereksemplar fra forlaget

“Der er ingen tvivl om, hvad der var det vigtigste i Karen Blixens bagage, da hun rejste hjem fra Afrika: to næsten færdige fortællinger. Et par måneder før afrejsen havde hun skrevet til sin bror Thomas: ‘Saa har jeg, i disse vanskelige Maaneder, foretaget mig, hvad vi Søskende gør, naar vi ikke ved, hvad vi ellers skal gøre, jeg er begyndt at skrive en Bog’. (…) En aften fandt Karen Blixen sine to fortællinger frem og læste dem op for Thomas. Han blev grebet, og han var sikker: Her lå hendes fremtid”

Disse fortællinger bliver de første udgivelser i et af de største danske forfatterskaber nogensinde. Karen Blixen levede et turbulent liv med store tab, ulykkelig kærlighed, knuste drømme og sygdom. Men også med international succes i sit forfatterskab, talrige udenlandsrejser, store venskaber og stor offentlig popularitet. I billedbiografien Karen Blixen i billeder – en livsskildring følger vi hende fra de helt unge år, i en søskendeflok på fem, med en far der begår selvmord og en mor i sorg. Vi hører om hendes barndom, ungdom, om hendes tid i Afrika, om kærligheden, sygdommen, hjemkomsten, den internationale forfatterkarriere og om hendes sidste tid.

cof

Karen Blixen var en fantastisk forfatter og et dybt fascinerende menneske. Hun besad en egenrådighed og selvstændighed der ikke var almindelig for en kvinde på hendes tid. Og med sin refleksion over køn og eksistens var hun forud for sin tid.

Blixen-ekspert Marianne Juhl har udgivet billedbiografien, som er et ajourført og opdateret portræt af Karen Blixen. Med sin ekspertise guider hun os igennem et livsforløb fuld af store og voldsomme begivenheder. Karen Blixen i billeder kan både læses af hærdede Blixen-entusiaster og af læsere, som ikke har beskæftiget sig med hende før, for den taler klart og forståeligt til sin læser. Den er skrevet sagligt og samtidig så personligt, så man føler, at man kommer helt under huden på Karen Blixen.

Bogen bidrager med 25 nye billeder om forfatteren og legenden Karen Blixen, som ikke tidligere har været publiceret. Og så skildrer den Karen Blixens turbulente liv på en overskuelig, interessant og respektfuld måde. De varmeste anbefalinger herfra om at lade sig opsluge af en velkomponeret, smukt illustreret fortælling om et dybt fascinerende og storslået liv. 5/6 hjerter.

hjerter5

Bogklubnoter #1


Snapchat-203393705

Ost, rødvin og feminisme – whats not to like?

Bogklubnoter er en ny kategori på Kulturkulten.

Siden jeg i sommer sammen med en veninde har startet en feministisk bogklub, har konceptet vækket en række tanker hos mig. For jeg synes at ideen om en læseklub er fantastisk af så mange årsager.

Rammerne omkring Feministisk bogklub er simple og selvfølgelige; de deltagende skal besidde en eller anden grad af interesse for feminisme. Hvilken bog/hvilke bøger vi skal læse besluttes af den der har værtsrollen, og værtsrollen går på tur fra gang til gang. Alle typer litteratur er velkomne, skønlitteratur, faglitteratur, tungt, let, stort og småt.

Første møde i bogklubben blev afholdt i fredags, og valget af litteratur faldt på Donna Haraways to essentielle essays, The Cyborg Manifesto og Situated Knowledges. Essays vi var enige om var forholdsvis svære at læse – særligt på engelsk. Men vi kom igennem og fik snakket teksterne godt igennem, og så fik vi også snakket en masse udenom – helt perfekt.

De to essays er bestemt anbefalelsesværdige til den feminismeinteresserede læser. Haraways drilske formidlingsform, gennemsyret af ironi og med en nærmest flabet tvetydighed, var, trods sværhedsgraden, overraskende underholdende. Og så er det enormt tankevækkende, at Haraway har skrevet overvejelser om teknologi og mennesker i 1984, som er så højaktuelle og rammende i en nutidig kontekst.

I bogklubben er vi indtil videre 8 medlemmer. Nogle kender hinanden, andre ikke endnu, men tilfælles har vi altså en interesse for feministisk litteratur og læsning. Og det er ét af de fantastiske elementer i bogklub-konceptet: Potentialet for dannelse af nye fællesskaber. Af andre opturs-elementer kan nævnes muligheden for at holde sin hjerne i gang (let’s face it, mit post-studerende-jeg er ikke halvt så opsøgende når det kommer til akademisk udfordrende litteratur, som jeg havde forventet. Hjernen bliver hurtigt doven og magelig). Desuden er det vanvittigt hyggeligt, og en kærkommen undskyldning for at fylde sig med ost og rødvin.

Hvis bogklubkonceptet virker tiltalende, og man ikke helt kan overskue selv at stable det på benene, så er der heldigvis masser af hjælp at hente. De fleste biblioteker har etablerede bogklubber til en bred palet af læsere, samt mulighed for at byde ind med bogklubber til bestemte genrer og aldersgrupper. Se f.eks. Københavns Hovedbiblioteks tilbud her.

Næste gang vi mødes i Feministisk bogklub, i november, skal vi læse “Zami: A new spelling of my name” af Audre Lorde, hvilket jeg ser frem til. Så der skal lyde en kæmpe opfordring herfra, i tråd med tidligere indlæg om litterær nysgerrighed: Opsøg noget nyt, lad dig udfordre i din læsning og opdag værdien i at tale med andre om den litteratur du har læst. Det kan kun tilføre din læsning noget positivt.

BUNGALOW af Inghill Johansen

IMG_20170830_144747.jpg

BUNGALOW af Inghill Johansen 

Roman – Forlaget Silkefyret – 2017 – 132 s. – omslag af Michelle Melissa Jacobsen  – anmeldereksemplar fra forlaget

“Huset tager styrken fra mig. Det borer sig ind i mig og gør mig svag. Det er i færd med at overtage mig, sluge mig, selvom det egentlig var det modsatte der var meningen. Når jeg trækker vejret, skærer glasset fra vinduerne sig ind i mine lunger, og når jeg strækker mig, er min ryg ligeså stiv som bjælkerne i væggen. En nat drømte jeg at der blev trukket et rør ned i min hals, jeg mener det var af kobber. Da jeg vågnede, var halsen øm og stemmen rusten. Jeg holder fast i tanken om at være låst fast i noget. Noget der burer mig inde. Indtil nu har jeg troet, at jeg havde brug for det, havde brug for huset, havde brug for væggene, gulvet, trapperne. At det var dem som holdt mig oppe. At uden alt det ville min krop bare flyde ud i landskabet som en slags slatten dej. Men nu forstår jeg at jeg har taget fejl, det er omvendt.” 

Bungalow handler – som titlen indikerer – om et hus. Efter sin mors død arver jegfortælleren huset, som hendes bedstefar byggede lige før Anden Verdenskrig. Men hun kan ikke forene sig med huset, det tager ikke imod hende. Da moren dør, begynder huset at falde fra hinanden, listerne rådner, fundamentet smuldrer. Huset, som skulle være et stabilt hjem og give hende ro, er i stedet fremmed for hende, afstøder og isolerer hende.

Inghill Johansen skriver på nærmest knausgaardsk vis om små dagligdagsting på en måde, som gør dem interessante. Punktromanens små tekststykker giver her og der nyt blod til for længst automatiserede handlinger og oplevelser, fastholder læserens interesse trods et nærmest ikke-eksisterende handlingsforløb. Sproget er ligetil, nærmest minimalistisk, omhandlende store og små følelser, stilstand, magtesløshed, sorg, ensomhed og tab. Gennemgående er den overbevisende nedbrydning af grænsen mellem organisme og genstand, krop og hus. Mennesker, dyr og planter flyder sammen i stærk metaforik, og små handlinger og hændelser peger på større eksistentielle spørgsmål og overvejelser. Og så trækkes der et fint spor af underspillet humor gennem romanen.

Bungalowen danner ramme omkring fortællingen. En bungalow er en kvadratisk bygning i ét plan, med et fladt eller let skrånende tag. Der ingen trapper, ingen assymetri, ingen overraskelser eller uforudsete muligheder. Der er vægge, gulv og loft, som kan beskytte dig – eller holde dig fanget og isoleret. Jegfortælleren i Bungalow befinder sig i et ambivalent gensidigt afhængighedsforhold til huset, hun længes efter handling, efter forandring og progression, men hun giver samtidig op og synker ned i den trygge ligegyldigheds vakuum. I takt med husets forfald, går også hun fra hinanden. Mens tapetet slipper væggen og skabslågerne løsner sig fra sine hængsler, giver hun op. Og alligevel får man et lille glimt af håb, en udsigt til forandring.

Læsningen af Bungalow var en blandet fornøjelse. Romanen er sprogligt ligetil, handlingsforløbet mildest talt overskueligt, og alligevel sad jeg tilbage med en følelse af, at noget trægt og tungt havde ramt mig. Det er en usædvanlig kunst, at kunne opbygge en så gennemgående højspændt stemning i en så fragmenteret og underspillet fortælling. Bungalow synes ved første øjekast florlet, men er under overfladen både tung og dyster. En klar anbefaling herfra til dem, der godt kan lide en litterær udfordring. Ikke fordi romanen er svær at læse, men fordi punktromangenren ofte kræver en højere grad af refleksion, før et egentligt sammenhængende narrativ træder frem. 4/6 hjerter herfra.

hjerter

 

 

BOGTANKER #6: LITTERÆR NYSGERRIGHED

cof

Du har måske oplevet det – at tale om bøger med en ven eller bekendt, som tidligt i samtalen smider det tunge kort: “Jeg læser kun (indsæt genre)”. Ligesom “Jeg hører kun hvad de spiller i radioen”, eller “Jeg spiser kun mad der ikke er krydret”. Hvad end det handler om bøger, mad, musik, kulturelle oplevelser, eller noget helt femte, så er det en udmelding, som jeg gang på gang ærgrer mig over. Giv din hjerne noget udfordring!

Jeg får flashback til følelsen fra min spæde ungdom i provinsen. Det forventedes, at man valgte side og forholdt sig hovedløst loyalt til denne. Er du poptøs? Eller skater? Hop så ned i én af kasserne – og bliv der! 

Det er et menneskeligt grundvilkår at søge kategorisering. At finde et fællesskab i, at tilhøre en gruppe, at gøre det samme som de andre i gruppen. At genkende sig selv i gentagelsen. Og når det kommer til musik og litteratur, så er det faktisk stadig sådan, i det ellers så (nogenlunde) nuancerede voksenliv. Hvis du primært læser krimi, så er du en bestemt type. Hvis du kun læser svært tilgængelig faglitteratur, bestemte dagblade og få snævre skønlitterære udgivelser, så er du en anden, men ligeså karikeret type. Og det samme, hvis du erklærer din kærlighed til young adult og kærlighedsdramaer. Du er hvad du læser, og det er vel sådan set også ok. Det jeg læser siger i hvert fald noget om, hvem jeg er, og hvad jeg interesserer mig for. Men det bliver i mine øjne problematisk, når vi søger en bestemt genre eller form i en grad, hvor alt andet udelukkes, hvor den litterære nysgerrighed blokeres. For der stopper vores potentiale for udvikling også.

Selv har jeg haft nogle af de største øjenåbnende bogoplevelser i mødet med litteratur som jeg ikke selv umiddelbart ville have valgt. Når man er under uddannelse støder man, i hvert fald på universitetet, ofte på denne type læsning, men i voksenlivet er det slut med pligtlæsning og derfor også, for nogens vedkommende, slut med at udfordre sig selv litterært. Og dét synes jeg er ærgerligt.

Så en venlig opfordring herfra; hold aldrig op med at være nysgerrig og opsøgende. Lad aldrig dig selv begrænse af hvad du plejer og ikke plejer at læse. Forsøg dig med en bog i ny og næ, som ikke nødvendigvis er et oplagt valg for dig. Det værste der kan ske, er, at du bliver bekræftet i at bogen ikke faldt i din smag. Eller også bliver du positivt overrasket og får en helt unik læseoplevelse med dig.

 

LÆSESTAKKEN: AUGUST

IMG_20170830_114253.jpg

Det var så den sommer. Hvis man ellers kan kalde det for sommer. Til gengæld har det tvivlsomme vejr været en oplagt undskyldning for at sidde indenfor med benene oppe og læse en masse gode bøger.

Min august har budt på lidt af hvert; hele tre debutanter – heraf to romaner og en enkelt digtsamling, essays fra altid inspirerende Siri Hustvedt, farvefulde bøger og kontrastfulde, farveløse bøger, store læseoplevelser og mindre skuffelser. Her er en lille opsummering:

EN KVINDE SER PÅ MÆND DER SER PÅ KVINDER af Siri Hustvedt

Louisiana Literature-aktuelle Siri Hustvedt har bedrevet noget af en bog med En kvinde ser på mænd der ser på kvinder. Hun berører kunst, køn, feminisme, (den fejlagtige) adskillelse af krop og sind, og så bygger hun bro mellem naturvidenskab og humaniora, hvilket er særdeles tiltrængt. Det har sjældent været så stor en fornøjelse at læse essays om forholdsvis træge emner, som i dette tilfælde. Læs hele anmeldelsen her.

VI ER VEL HELTE  af  Liv Nimand Duvå

Fantastisk smuk og velskrevet debutroman  fra dansk Liv Nimand Duvå, om alkoholisme, sorg, svigt og om det særlige afhængighedsforhold der opstår mellem et barn og en forælder med et misbrug. Læs den. Og læs anmeldelsen her.

DER ER ALTID NOGEN AT BEFRI af Johanne Kirstine Fall

Endnu en stærk debut! Johanne Kirstine Falls har bedrevet en roman om anoreksi og psykiatri, som ikke bare er velskrevet, men også fuld af selvironi og humor. Læs mere her.

TERMIN – EN FREMSTILLING AF VOLD I NORGE af Henrik Nor-Hansen

En lille, smuk roman, som gennem en eksperimenterende form belyser volden i samfundet og i sproget. Jeg var dog noget skuffet over denne roman, der ikke levede op til mine forventninger. Læs hvorfor i den fulde anmeldelse.

AT SYNKE ET OCEAN af Jesper Gaarskjær

En stærk skønlitterær debut, om at leve et priviligeret liv i en verden fuld af krig og død. Stærk og ubehagelig læsning, som dog var en smuk litterær oplevelse. Jesper Gaarskjær har styr på sin rytme og form, og jeg var allround ret begejstret. Læs mere om digtsamlingen her.

Nu kan efteråret bare komme an – jeg har en masse spændende læsning på programmet, blandt andet en komedie om kærlighed, utroskab, løgn og bedrag, en børnebogsklassiker, en kridhvid skønhed og meget andet lækkert. Følg med, også på Facebook og Instagram!

 

AT SYNKE ET OCEAN af Jesper Gaarskjær

cof

AT SYNKE ET OCEAN af Jesper Gaarskjær 

Digtsamling – 100 sider – People’s Press – omslag af Jesper Gaarskjær og Rasmus Funder – anmeldereksemplar fra forlaget

“nu, hvor bådene driver ind fra det mørklagte
kæntrer mennesker i afstandene
langs vejene
på det trange kontinent
i pauser mellem terrorangreb
jeg har lært dig at kende
jeg ved, hvad du ikke ved:
du smugler angsten med

mine drenge samler grankogler i haven
løber nøgne rundt i sommerregn
folder både af avispapir ved åen i skoven
spiller fodbold med plastikbold på stranden
de ved ikke, at det er din sten i vindueskarmen
og det bliver mellem os
eller det forplanter sig
i en sandhed, de ikke kender”

D. 31/8 udkommer Jesper Gaarskjærs skønlitterære debut, digtsamlingen At synke et ocean, som handler om at leve et priviligeret liv i en verden fuld af krig, død og ødelæggelse. Om at være forælder til trygge børn og om at se til, mens andre børn kæmper for deres overlevelse, traumatiseres og drukner. Om kontraster; barndommens naive tryghed i en grotesk voldelig verden. Et personligt vidnesbyrd om de tanker og følelser, som flygtningekrisen har vakt i en dansk familiefar.

Digtsamlingen er struktureret i 4 dele med hver deres overskrift, som indkredser handlingen. Formmæssigt eksperimenteres der med tekstblokke, nøgne sider, indryk og små strofer med få vers, hvilket bryder et glidende flow og gør læsningen afbrudt, hakket og uforudsigelig. På den måde etableres et kaos i digtenes udtryk, som er i tråd med indholdet.

Digtene i At synke et ocean er alt andet end behagelig læsning. Stemningen er så gennemsyret af afmagt, frygt og frustration, at ubehaget vokser for hver strofe. Og det, at det er så gennemført ubekvem læsning, må tilskrives Jesper Gaarskjærs evne til at indkapsle almen menneskelig frygt og de helt afsindige niveauer af angstfølelser, der følger med, når man bliver forælder.

Som mor, og som politisk engageret menneske, ramte digtsamlingen mig på min afmagt, min dårlige samvittighed over min handlingslammelse og min frygt for at miste det, der betyder allermest. At synke et ocean er en tvangsfodring af alt det, man til tider helst bare vil lukke øjnene for, forsøge at glemme. Og netop at synke står for mig som et nøgleord, både i den forstand, at vi ikke kan lukke øjnene for hvad der sker, men er nødt til at indtage det, synke det, og følelsen af at synke ned i dybet, uden at kunne gøre noget, uden at kunne ændre på det optrappende, ulykkelige kaos, der udspiller sig.

At synke et ocean er en lille, men kraftfuld bog. Det er en hudløst ærlig samtidsskildring, et stykke litteratur som i høj grad bidrager til en bedre forståelse af, hvordan det er at være menneske i dag, hvordan det er at opfostre børn i en verden fuld af had og død. Det er en fortælling om angst, frygt, sorg og afmagt, om at indtage andre menneskers traume, om at sluge den bitre pille det er, at forholde sig til sin omverden.

At synke et ocean er absolut læsværdig, omend ikke en bog der bidrager positivt til ens velbefindende. Men det er netop derfor den er så vellykket. 5/6 hjerter og en varm anbefaling herfra.

hjerter5

 

 

TERMIN – en fremstilling af vold i Norge af Henrik Nor-Hansen

cof

TERMIN – en fremstilling af vold i Norge af Henrik Nor-Hansen

Roman – Forlaget Silkefyret – 75 s. – oversat fra norsk af Allan Lillelund Andersen – omslag af Michelle Melissa Jakobsen – anmeldereksemplar fra forlaget

“I løbet af efteråret er det muligt, at Kjetil Tuestad skulle have mistet tilliden til sine nærmeste. Han havde været sygemeldt i snart et år. Kjetil skulle tage stilling til, om han ville ende på forsørgelse eller fortsætte som elektriker ved Rosenberg Værft. Han ønskede på det tidspunkt at studere sociologi. Man havde forklaret ham, at det  ville blive vanskeligt for ham at læse videre. I perioden skulle Kjetil have fremstået noget rådvild. Han isolerede sig fra familien. Man ved, at de blev urolige. Der var opstået en situation, hvor Kjetil Tuestad undgik al menneskelig kontakt.”

Kjetil Tuestad bliver overfaldet Sankthansaften 1998. Det mistænkes at være meningsløs vold, og efter et halvt år henlægges sagen. Nu skal Kjetil til at vende tilbage til samfundet, hvilket har sine udfordringer. Han føler sig ændret og fremmedgjort overfor de, der før var hans nærmeste. Han oplever en række neuropsykiatriske senskader og lader sig året efter indlægge på psykiatrisk afdeling i Stavanger. Termin – en fremstilling af vold i Norge er en fortælling om flere voldsepisoder og deres følgevirkninger, men det er også en meget større fortælling om vold i Norge, om hvordan mange faktorer i samspil kan rykke et samfund tættere og tættere på afgrunden.

Romanens form er ret interessant og fungerer rigtig godt i samspil med handlingen. Der rapporteres, i højere grad end fortælles, hvilket giver en gennemgående distance og anonymitet fra fortælleren og samtidig en professionalisme, som var det en politirapport eller en lægejournal og ikke en roman. Der ligger en konstant uvished gemt i sproget, gennem sætningernes, til tider anstrengende, ensartede udformning; man ved, at …, man sagde at …, Kjetil fortæller, at …, man mener, at …, osv.  Sproget, som ellers i sin enkelthed fungerer eminent som stemningsangiver, har nogle knæk, som gennem læsningen irriterede min danskfaglighed grænseløst – som fx “han bedte”, “det var en kælderværelse” og fejl i hans og sin. Selvom der er tale om sproglige småfejl, så indikerer det, at der er sjusket med korrekturen, hvilket er voldsomt ærgerligt. Den fragmentariske måde romanen er skrevet på, giver læseren indblik i Kjetils traumatiserede hjerne, i hans tankers pseudoliv. Det upersonlige sprog  og den jegløse fortæller understreger en mellemmenneskelig distance, udøver en form for sproglig vold på de voldsomme handlinger og traumatiserede mennesker der beskrives. Termin – en fremstilling af vold i Norge er en strøm af observationer, voldsomme hændelser og ligegyldige sidebemærkninger, et følelsesforladt virvar af information. Det er en voldsom og tankevækkende roman, som desværre er sprogligt sjusket eller simpelthen udygtigt fremført.

Visuelt er der ikke en finger at sætte; jeg har sagt det før, og jeg siger det gerne igen; de har saftsusemig styr på æstetikken hos Forlaget Silkefyret. Enhver udgivelse derfra, som jeg har stået med i hænderne, har været smuk og indbydende og Termin er ingen undtagelse. Det er en lille bog, omslaget er farveløst, og alligevel er printet, det kontrastfulde sort/hvide så fint og samtidig så dramatisk, at det understøtter romanens alvor perfekt. Og omslaget skal aldrig undervurderes, men det kan I jo læse mere om her. Desværre er æstetik ikke alt, og mine forventninger til romanen Termin – en fremstilling af vold i Norge blev ikke indfriet. Romanen som både er nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris 2017, og som er rost til skyerne i tidligere anmeldelser, får altså kun 3/6 hjerter herfra.

hjerter3

 

BOGTANKER #5: ÆSTETIK

cof

Skæbnen vil, at jeg for andet år i træk ligger syg under Louisiana Literature. Damn it. Det er åbenbart ved at blive en slags tradition. Så nu ligger jeg her, ude af stand til at foretage mig noget andet end at ligge og læse og hoste og ligge og glo og læse. I en sådan tvungen hviletilstand dukker der en masse tanker op, om bøger blandt andet. Om gode og dårlige, grimme og smukke bøger.

Jeg har skrevet om det før, og jeg skriver om det igen – min kærlighed til smukke bøger. For de fleste fylder en bogs indhold måske noget mere end dens visuelle fremtoning, hvilket absolut giver god mening. Men jeg synes, at jeg oplever en tendens til at vi ofte underkender bogens æstetiske funktion, vigtigheden af den indpakning bogen har.

Mange af mine ligesindede bogfetichister har nok prydet deres hjem med store bogreoler og bogstakke, ligesom jeg. Og mange kan nikke genkendende til den helt særlige kærlighed der opstår, når en bog ikke bare er indholdsmæssigt bastant, men også en fryd for øjet. Når det hele ligesom går op i en højere enhed, når man både har lyst til at genlæse en bog og placere den i øjenhøjde på reolen. Når man har lyst til at lade den ligge på natbordet, selvom man har læst den færdig,  bare fordi den pynter, som en blomst eller et billede ville gøre det.

Mit arbejde drejer sig om at formidle litteratur, hvilket selvsagt er lettest, når det er pakket smukt ind. De fleste foretrækker vel det smukke eller interessante frem for det grimme eller intetsigende? Et omslag kan understøtte bogens indhold, fungere som blikfang, markere flere bøgers relation til hinanden (fx bogserier) og meget andet – hvordan bogen ser ud er altså uhyre vigtigt for alt hvad der går ud over selve læseoplevelsen. Derfor tænker jeg også, at vi simpelthen giver for lidt credit til de seriøse talenter, der sidder backstage og producerer den æstetiske side af bogen.

Når et bogomslag gør indtryk på mig, sørger jeg altid for at nævne det kunstneriske talent bag i min anmeldelse. Nogle af mine absolutte favoritter er Mikkel Henssel, Michelle Melissa Jakobsen og faktisk de fleste af de dygtige mennesker bag Forlaget Silkefyrets (aka de smukke bøgers forlag) bogomslag. For en god ordens skyld, skal jeg lige nævne, at dette indlæg ikke er sponsoreret, men udelukkende kører på love.

Og på samme måde kan jeg faktisk få betydeligt mindre lyst til at købe en bog med et utiltalende omslag. Her har jeg også nogen bestemte i tankerne, men ingen nævnt, ingen glemt. Mange selvudgivelser halter i grafikken, hvilket får bøgerne til at fremstå mere hjemmelavede end højst nødvendigt, så et tip herfra: Gå ikke ned på det grafiske, for det betyder virkelig noget! I disse digitale tider skal alt salgbart altså også være instavenligt, for at bruge et rædselsfuldt, men meget rammende ord. Udtryk og indhold er gensidigt afhængige, de bør i mine øjne ikke adskilles. Lad os lige værdsætte de grafiske talenter lidt mere, det er måske dem, der i sidste ende får bogen solgt.

Og nu er min tankevirksomhed sluppet op, jeg vil kravle tilbage under dynen, hvor alle bogomslag vel egentlig bare er grå, og sende en misundelig tanke til alle jer, der står på Louisiana i dag og får fyldt jeres krop og sjæl med store litterære oplevelser. Jeg tager (måske) revanche næste år.

Og for en god ordens skyld: Følgende afbildede bøger er anmeldereksemplarer fra forlagene: Bungalow, Termin, En kvinde ser på mænd der ser på kvinder. Resten er venligst sponsoreret af egen lomme.