Brug bøger til at tale med dine børn om kulturel mangfoldighed – Nour og Noras første dag i børnehave af Camilla Kaj Paulsen

/ Litteraturformidleren.dk / Skriv en kommentar

Reklame – anmeldereksemplar

Hvor jeg dog føler en tendens til eskalerende had og frygt for kulturelle minoriteter i Danmark i disse dage – er det bare mig der har stukket hovedet ud af privilegieboblen et øjeblik? Det er et svært omend uendeligt vigtigt projekt at forklare mine børn om gaven ved kulturel mangfoldighed i et samfund hvor de konsekvent møder en “os og dem”-mentalitet og en virkelig hård tone i debatten. Man skal nemlig ikke være ret gammel for at opfange negative kommentarer og det faktum, at mennesker i vores samfund ikke har lige muligheder og ikke anses for at have samme værdi, hvad end det så handler om hudfarve, hvor dine bedsteforældre blev født, køn, kropsstørrelse, indkomst eller noget helt sjette.

Nå, jeg kunne tale om det her emne i ugevis, for det ligger mig virkelig meget på sinde. I stedet vil jeg dele med jer hvordan vi blandt andet griber sagen an overfor børnene herhjemme. En lille del af et større opdragelsesprojekt og en tilgang som fungerer for os, og som selvfølgelig ikke er nogen endegyldig sandhed, opfindelse af den dybe tallerken eller relevant for alle.

De seneste uger har vi læst i billedbogen Nour og Noras første dag i børnehaven, som afsæt for en snak om kulturelle ligheder og -forskelle i børnehøjde. Bogen handler om Nour og Nora som starter i den samme børnehave. De to børn har mange ligheder og omtrent ligeså mange forskelle, og gennem bogen ser vi fra barnets perspektiv hvordan de opfatter hinanden og deres indbyrdes ligheder og forskelle. Bogen griber fat om relevante og for børn forståelige eksempler på forskelle, som fx da de to børn leger med dukker og de nemt finder en dukke der ligner Nora, men faktisk er nødt til at tage en brun tusch i brug for at skabe en, der ligner Nour. Også da de tegner og snakken falder på hvilken tusch der er den hudfarvede opstår der en dialog om hvilken farve der egentlig kan kaldes hudfarvet, for hudfarvet er jo en hel palet af forskellige farver – en debat der for nyligt igen har delt vandene i diverse voksenfora. Derudover fortælles der om forskelle i musik og traditioner som fejring af jul og Eid. Ind imellem tekstbidderne er der talebobler med spørgsmål henvendt til barnet, hvilket fungerer ret godt, nærmest som en introduktion til dialogisk læsning til den højtlæser der ikke er vant til at samtale sig igennem billedbøgerne.

Alt i alt er Nour og Nora starter i børnehave en virkelig fin, gennemtænkt og pædagogisk bog, som giver anledning til nogle gode snakke om kulturel mangfoldighed og ligeværd i børnehøjde. Bogen er næsten en tand for pædagogisk og kan ind imellem virke mere som et foredrag om kulturelle ligheder og forskelle end som hyggehøjtlæsningsmateriale. Historien rummer ikke nogen større, spændende fortælling med finurligheder og overraskende twists. Det er en bog der beskæftiger sig meget konkret med kulturmødet, målet er tydeligt at tale med barnet om disse vigtige emner og ikke at underholde, hvilket er helt fint. Men det gør også at bogen ikke har vundet noget barnehjerte herhjemme. Der er øvelser bagerst i bogen, som er målrettet arbejdet med børn i institutioner og skoler, så man kan lave et projekt omkring bogens tematikker. mmeget fint og gennemtænkt. Det er en anbefalingsværdig bog, som jeg både har haft gavn af som afsæt for dialog med mine egne børn, og som sagtens kan tænkes at benytte mig af i fremtidigt arbejde.

Læs mere, og find bogen og undervisningsmateriale her.

Hjerteskærende beretning om liv og død, had og kærlighed – Tatovøren fra Auschwitz af Heather Morris

/ Litteraturformidleren.dk / Skriv en kommentar

Tatovøren fra Auschwitz af Heather Morris

Historisk fiktion – Forlaget Aronsen – 2019 – 262 sider – oversat fra engelsk af Brian Christensen – anmeldereksemplar fra forlaget

“Den røde murstensbygning rager op foran dem. De store vinduer skal maskere, hvad den bliver brugt til, men de enorme skorstene røber dens frygtelige funktion. Ved indgangen mødes de af to SS’ere, som pjatter med Baretzki og ignorerer Lale. De peger mod de lukkede døre længere inde i bygningen, og Baretzki og Lale gårhen mod dem. Lale kigger rundt, da han går hen ad denne sidste strækning af dødens vej i Birkenau. Han ser Sonderkommandoerne af jødiske fanger stå med kuede blikke, parat til at udføre et arbejde, som intet menneske på jorden ville gøre frivilligt: bære ligene ud fra gaskamrene og ind i ovnene. Han forsøger at få øjenkontakt med dem for at få dem til at forstå, at han også arbejder for fjenden. Han har også valgt at holde sig i live, så længe han kan, ved at skænde mennesker af sin egen tro. Ingen af dem møder hans blik. “

Lale er en ung mand da han i 1942 sættes på en kreaturvogn overfyldt med unge mænd der ligesom han selv er jøder. Destinationen er Polen, nærmere betegnet koncentrationslejren Birkenau, Auschwitz. Her oplever han en hjerteskærende mishandling og udryddelse af mennesker  og finder hurtigt ud af at man skal samarbejde for at overleve til at se endnu en dag. Han bliver ret tilfældigt sat til at tatovere fangenumre på nyankomne medfangers arme, et job der sikrer ham nogle sjældne privilegier. Han skånes fra det nedslidende fysiske arbejde, får en seng for sig selv og ekstra madrationer. Han bruger sine privilegier til at hjælpe sine medfanger og får hurtigt gode relationer til mange mennesker, hvilket flere gange skal vise sig at blive hans redning. En dag da Lale endnu engang sidder og tatoverer, er den næste i køen en ung kvinde. Lale forsvinder ind i hendes mørke øjne og her tages de første skridt ind i en forelskelse og kærlighed, der måske bliver begges redning. Tatovøren fra Auschwitz er en fortælling om et skræmmende menneskeligt lavpunkt i nyere historie og en fortælling om en kærlighed, der overskygger selv de mest ufattelige rædsler.

Tatovøren fra Auschwitz er en virkelig tung og skræmmende fortælling. Og det er en fortælling som trækker tråde ind i nutiden, minder os om hvor galt det kan gå når en gruppe mennesker gøres til syndebuk, når et samfund rangordner folk efter religion eller oprindelse. Når et samfund i højere og højere grad accepterer en  umenneskelig behandling af minoriteter (Ja, Sjælsmark, jeg kigger blandt andet på dig). Måske er det derfor der i dag, så mange år efter holocaust, stadig kan udkomme beretninger om disse frygtindgydende begivenheder som indtager bestsellerlisterne – fordi disse rædsler virker så fjerne og ufattelige og alligevel så tæt på.

Jeg kan ikke forestille mig at nogen kan læse denne bog uden at blive følelsesmæssigt påvirket. Det er en fuldstændigt ulidelig barsk fortælling som tager udgangspunkt i virkelige hændelser. Forfatteren Heather Morris har skrevet bogen for Lale Sokolov, ud fra hans egne erindringer og bakket op af historisk dokumentation. Alligevel tænkte jeg et par gange gennem læsningen at Lale fremstilles usædvanligt heltemodig, og at nogle af scenerne er lidt rigeligt filmiske og ikke særligt autentiske. Men bogen er selvfølgelig en historisk fiktion, så der er uden tvivl skruet lidt her og der. Det er en velskrevet, let læst bog, som ind imellem bliver lidt rigeligt følelsesporno-agtig. Jeg har næsten lyst til at kalde den oversentimental, men det kan man vel ikke rigtig tillade sig når det drejer sig om en fortælling om virkelige begivenheder så frygtelige som disse. Måske er det kærlighedshistorien som udgangspunkt der gør det lidt bittersødt til min smag. Når det så er sagt, så er bogen klart (endnu) et vigtigt bidrag til fortællingen om holocaust og en varm anbefaling værd. Det er en barsk bog om medmenneskelighed og umenneskelighed, der ved flere lejlighedder har fået mig til at kramme mine børn ekstra hårdt og dvæle lidt ved det priviligerede og forholdsvis ubekymrede liv jeg er blevet skænket. De fleste af os tager i den grad vore frihed og frie liv for givet, og denne bog er en virksom påmindelse om hvor godt livet er, på denne tid, på dette sted. Og hvor hurtigt det kan tages fra en igen. Fire ud af seks blødende hjerter herfra.

hjerter4

Find et eksemplar af bogen her.

Sære, sørgelige og morsomme tekster – Du kan ikke svigte din bedste ven og blive god til at synge samtidig af Kim Hiorthøy

/ Litteraturformidleren.dk / Skriv en kommentar

Du kan ikke svigte din bedste ven og blive god til at synge samtidig af Kim Hiorthøy

Kortprosa / tekster og tegninger – Arkiv for Detaljer – 2019 – 72 sider – oversat af Rikke Oberlin Flarup & Kirsten Vestergaard Mikkelsen – anmeldereksemplar fra forlaget

“Der er ingen egentlig forskel på mennesker. At vi går omkring og tror at vi elsker nogen mere end andre, er en slags misforståelse, sagde hun. Javel, men hvad med os? sagde jeg. Der er ikke noget os, sagde hun, eller dem. Der findes kun vi. OK, sagde jeg, så hvad med vi? Hun stoppede. Hendes ansigt lyste op, og hun strakte armene i vejret. Så råbte hun VI FAMLER I MØRKE! og hoppede så højt hun kunne. Folk vendte sig om for at se hvem det var. De forstod ikke at det er umuligt at vide hvem nogen er, bare ved at se på dem. “

Allerede i titlen afsløres det; den her bog er mærkværdig. Den sære titel sætter tonen an til en lille bog med små tekster, som rummer en masse betydninger og stemninger; en perlerække af små underlige fortællinger. Bogen, som jeg efterhånden har læst adskillige gange for at finde ud af hvad jeg egentlig synes om den, er en samling korte, syrede tekster om en mand, som er alt muligt men mest af alt socialt akavet. Teksterne foregår i et eller andet form for fællesskab og samtidig i ensomhed, i de pinlige tavsheder, i indbyrdes misforståelser og i dét at tale forbi hinanden. En af mine absolutte favoritter blandt de små tekster er et klart eksempel på denne manglende evne til at aflæse andre mennesker og den situation man befinder sig i:

“Først urinerede jeg i spanden. Så åbnede jeg døren på klem og balancerede spanden oven på den forsigtigt, lænet lidt mod væggen, så den ville falde ned når døren blev åbnet. Så kaldte jeg på Flügger. (…) Han kom langsomt hen til døren, og så standsede han. Jeg har tænkt over noget, sagde han. OK, men vil du ikke komme herind? sagde jeg hurtigt. Flügger så på mig gennem dørsprækken. Han tøvede lidt, og så strøg han sig over panden og sagde: Jeg tror ikke på menneskelig nærhed længere. Åhr, skidt med det, sagde jeg. Kom nu herind, så bliver det lettere at snakke. (…) Flügger sank sammen. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, hviskede han, og det lød som om han var ved at begynde at græde. Det skal nok gå alt sammen, sagde jeg. Tror du? sagde han og så op. Hvad? sagde jeg. Jeg kan næsten ikke høre hvad du siger når du står derude i  gangen. Flügger rejste sig. Undskyld, det er bare fordi jeg er så bange, sagde han og åbnede døren. Spanden vendte sig perfekt. “

Bogens jeg er så ude af takt med andre mennesker at det bliver enormt tragisk og latterkrampefremkaldende sjovt på samme tid. I hvad der føles som ret random situationer udspilles nogle relationer der er helt ude af sync, en akavethed ligesom den jeg selv kender fra situationer hvor man siger noget for sjov – typisk noget sarkastisk – som opfattes helt alvorligt af modtageren. Tåkrummende.

Bogen er illustreret af Hiorthøy selv og særligt bogens omslag er virkelig fint, sjovt og enkelt. Synes jeg – min kæreste syntes det lignede en brochure for et eller andet – hver sin smag og opfattelse. Men de lidt primitive, enkle, skitseagtige illustrationer er virkelig godt i tråd med tonen i bogen, det hele bliver på en måde umiddelbart og naivt. Bogens jeg er en socialt akavet egoist, men han er ikke nogen ond person. Der er en barnlig naivitet over ham, som gør at man som læser får ret meget sympati med ham, trods hans ofte ret uheldige opførsel. Han er lidt et fjols og lidt en stakkel og umulig ikke at holde lidt af.

Bogen er et friskt pust, ret anderledes fra hvad jeg tidligere har læst af kortprosa og ganske underholdende. Den har fortjent et par læsninger for at synke ordentligt ind, men så sidder den også fast og sætter gang i tankerne. Hvis jeg skal kritisere bogen for noget må det være at den bliver en smule ensformig hvis man læser den i ét stræk. Den kan med fordel læses i bidder, en lille tekst engang imellem som man kan fordybe sig i. Helt klart en anbefaling og fire ud af seks hjerter værd.

hjerter4

Tjek i øvrigt resten af Arkiv for Detaljers udgivelser ud. Der er nogle specielle og virkelig fantastiske bøger iblandt. Mine egne favoritter er Plantage og Sprækker, og så er jeg helt vild med forlagets andre fede ting som samtykkeglansbilleder og smukke, håndlavede notesbøger, som jeg længe har villet anskaffe mig.

Galgenhumor og lakridspibeafhængighed – Hvis dette er en lakridspibe af Mads Damsø

/ Litteraturformidleren.dk / Skriv en kommentar

Hvis dette er en lakridspibe af Mads Damsø

Roman – Forlaget Forår – 2019 – 239 sider – omslag af Bolette Friis – anmeldereksemplar fra forlaget

“NU SIDDER DU NOK OG TÆNKER, at det blot kan være et spørgsmål om tid, før det hele gik galt. Og det har du selvfølgelig ret i. Så lad os da bare spole et par uger frem. Forbi alle stunderne med hungrende tyskere i min tipi, forbi alle runderne på minigolfbanen med to bjæffende terminalpatienter, forbi alle beskederne fra familie, venner og min arbejdsgiver, der hobede sig op på min mobilsvarer, forbi alle stunderne, hvor mit hjerte hoppede et slag over, fordi jeg troede, jeg så en sort Audi bremse ned, eller en politimand, der kom luntende ned mod mit telt. Lad os hoppe forbi alt det og frem til den dag med Kunos overraskelse. “

Mads, som rigtigt hedder noget så særegent som Kuno, arbejder som tekstforfatter. Han har fået til opgave at skrive en døende mands erindringer, hvilket indebærer et ophold i Hvide Sande hvor manden, som i øvrigt også hedder Kuno, bor på hospice. Turen fra Århus til Hvide Sande passer Mads udmærket, han har sine grunde til at flygte hjemmefra for en periode. Da Mads kommer frem, erfarer han at opgaven nok ikke kommer til at forløbe helt uproblematisk. For gamle Kuno er ingenlunde samarbejdsvillig i forhold til den bog Mads skal skrive. Og hvad han troede var et komfortabelt skriveophold på hotel viser sig at være i et telt på en luset campingplads. Og så er der lige det der problem med lakridspiberne, som giver ham en lokal bølle på nakken. Får Mads nogensinde skrevet bogen? Hvad er det han flygter fra? Og hvad er det lige med de lakridspiber?

Hvis dette er en lakridspibe er en sær og medrivende fortælling. Romanen, som er afsindigt velkomponeret, tager os med på en rejse ind i sårbare psyker og i tabuiserede emner som sygdom, død, selvmord og psykisk sygdom. Der skrives direkte til læseren, som tages i hånden hele vejen, ind og ud af barndomsminder, hændelser i den nære fortid, telefonsvarerbeskeder og tekstbidder fra jegfortællerens litterære gemmer.

Læsningen er ikke et sekund kedsommelig, og Damsø formår i vid udstrækning at skrive et plot frem, som både overrasker og hænger sammen i alle de små, underfundige detaljer. Intertekstualiteten er heller ikke til at overse, og giver bl.a. den lidt anderledes titel stor og lettere grotesk betydning (sammensmeltning af memoirklassikeren “Hvis dette er et menneske” og Magritte-maleriet “Dette er ikke en pibe”). Teksten lykkes i det hele taget godt med sin humoristiske tone midt i alt det barske – en kunst der er svær at mestre. Hvis dette er en lakridspibe er en velskrevet og anderledes bog, som anbefales bredt. Og mens jeg ser frem til Mads Damsøs næste udgivelse, får bogen fem hjerter ud af seks herfra.

hjerter5

Find dit eget eksemplar af bogen her.

produktbillede-4.jpg

Ferietid er læsetid – også for børnene! Nye kvalitetsbøger om inspirerende mennesker til rejsetasken – Muhammad Ali & Stephen Hawking

/ Litteraturformidleren.dk / Skriv en kommentar

Billedbiografier – Forlaget Albert – 2019 – skrevet af Maria Isabel Sánchez Vegara – illustreret af Brosmind (Ali)  og Matt Hunt (Hawking) – anmeldereksemplarer fra forlaget

Så er det rigtig blevet sommer og efterhånden tid til at pakke kufferterne! Jeg tror (og håber) at mange børnefamilier har valgt en mere klimavenlig rejseform i år (ingen klimaudskamning til de, der af forskellige grunde ikke har valgt det, men kæmpe high five til de, der har). Klimavenlig ferie er i høj grad forbundet med længere rejsetider og det kræver nu engang en håndbagage, der bugner af underholdning til de små poder. Den blotte tanke om lange tog- og bilture med småbørn kan få koldsveden til at pible frem hos de fleste forældre. Hvis du har en sådan rejse foran dig (eller en hvilken som helst anden), så er her en lille anbefaling til noget, der kan hjælpe med at holde børnene underholdt på turen.

For det lille danske børnebogsforlag, Forlaget Albert, som bl.a. udgiver de afsindigt fine børnebøger fra serien Små mennesker, store drømme er netop udkommet med to nye bøger i serien. Denne gang er det bokseren Muhammad Ali og videnskabsmanden Stephen Hawking, hvis livshistorier og store bedrifter er i fokus. Lad os lige tage en ad gangen:

Muhammad Ali blev født Cassius Marcellus Clay junior i Louisville, Kentucky i 1942. Da han var barn fik han stjålet sin cykel, og da han anmeldte det til politiet, anbefalede betjenten ham at lære at slås, hvis han havde tænkt sig at jagte tyve. Det tog Cassius meget bogstaveligt – han begyndte til boksning, og det viste sig hurtigt at han var meget talentfuld.

Som amatørbokser vandt han 100 ud af de 105 kampe, han deltog i, og da han var 18 år deltog han i de Olympiske Lege, hvor han vandt guldmedalje i letsværvægt. Cassius udrettede en masse i sit liv. Han blev verdensmester i boksning – en titel, han blev frataget, da han nægtede at kæmpe i Koreakrigen. Han konverterede til Islam, ændrede navn til Muhammad Ali, genvandt sin titel som verdensmester flere gange og viede en del af sit liv til velgørenhed og kampen for menneskerettigheder. Han døde i 2016, men huskes stadig som verdens bedste bokser og som et menneske, der gjorde en forskel i verden.

Bogen om Muhammad Ali er et fint bidrag til serien af billedbiografier. Historien er inspirerende og velfortalt, omend jeg ikke synes Muhammad Alis livsmotto fungerer i den danske oversættelse “Tæl ikke dagene, lad dagene tælle”. Det giver bare ikke den samme mening på dansk. Ud over det, har jeg ikke en finger at sætte på oversættelsen. Illustrationerne er lige lovligt animerede til min smag, men de går fint i tråd med bogens tekst og med hele bogseriens univers af farvefulde og alsidige illustrationer. Det er altså ikke min favorit i serien men bestemt en fin bog, som er en læsning værd.

Bogen om Stephen Hawking beretter om en af vor tids største videnskabsmænd. Stephen, som ligeledes blev født i 1942, voksede op i Oxford, England. Han var fra barnsben af utroligt nysgerrig og vidensbegærlig. Hjemme hos Stephen holdt de meget af at lære nye ting og læse bøger. I skolen var Stephen ikke særlig flittig, men det lykkedes ham alligevel at komme ind på de bedste universiteter i England. Mens han studerede blev han syg, og lægerne fortalte ham, at han havde få år tilbage at leve i. Men det stoppede ikke Stephen, som både stiftede familie og arbejdede videre på at løse universets mysterier. Han bidrog med store opdagelser til videnskaben og levede desuden 50 år længere end lægerne havde spået. Han døde sidste år, men er stadig til stor inspiration nu og i fremtiden.

Dette nye bidrag til en af mine favoritbørnebogsserier er jeg virkelig begejstret over. Illustrationerne er vanvittigt flotte og fulde af karakter, og fortællingen om Stephen er både interessant og inspirerende. En dragende fortælling om et storslået menneske.

Bogen er desuden et stort hit hos min treårige, som er meget optaget af universet. For selvom bøgernes henvender sig til lidt ældre børn, så kan de sagtens læses (lidt tilpasset) for yngre børn,ligesom de flotte illustrationer giver anledning til at tale om mange forskellige emner med sit barn. Varme anbefalinger af begge de nytilkomne bøger i serien og en rigtig god sommerferie til jer alle! Måske skal Muhammad eller Stephen med i kufferten?

Hold øje med Forlaget Albert og de fine kommende bøger i serien Små mennesker, store drømme. Blandt andet er Bowie på tapetet! Dét glæder jeg mig til!

Vil du læse min omtale af de tidligere bøger i serien? Find dem her: Frida Kahlo, Coco Chanel og Ella Fitzgerald, Marie Curie, Audrey Hepburn og Rosa Parks

Den vigtigste bog du kommer til at læse i år er en velkomponeret, øjenåbnende og humoristisk novella om racialisering – Jeg ringer til mine brødre af Jonas Hassen Khemiri

/ Litteraturformidleren.dk / Skriv en kommentar

Jeg ringer til mine brødre af Jonas Hassen Khemiri

Novella – Forlaget Korridor – 2019 – 118 sider – oversat fra svensk af Anna Tydén – omslag af Mattias Wohlert – anmeldereksemplar fra forlaget

“Lige så snart I forlader hjemmet, ophører I med at være jer. Pludselig forvandles I til repræsentanter, og derfor er det af yderste vigtighed at I koncentrerer jer om at smelte ind. Smil til alt og alle (inklusive husdyr og mannequindukker). Gå maksimalt normalt. Tak højlydt når nogen holder en dør. Undskyld jeres eksistens. Hvisk i metroen, grin afdæmpet i biografer, forvandl jer til en usynlig gasform.”

Stockholm rammes af flere bileksplosioner, hvilket naturligvis ryster samfundet. Måske i særlig grad Amor og hans omgangskreds, som ringer sammen, forbereder sig på det, der skal til at ske. For når hændelser af den karakter finder sted, bliver alle øjne rettet mod dem, der har et højere melaninniveau end den gennemsnitlige svensker. De bliver en fælles krop, de bliver frem for alt nogen, der matcher et signalement. Gennem den højspændte fortælling, som udgår fra Amors tanker, udviskes grænserne mellem offer og forbryder, mellem indbildning og virkelighed. Paranoia og forvirring trækker et tungt spor gennem bogen, hvor Amor bliver mere og mere konfus og i tvivl om sin rolle i det hele. Er han offer eller forbryder? Er det helt uden grund at alle fingre peger på ham?

Jeg ringer til mine brødre falder under genren novella – en genre, jeg desværre ikke støder på så tit. Novellaen som genre har mange kvaliteter, den kan i vellykket form en helt masse. Teksten er kortere end en roman, men længere end en novelle. Og så strækker den skrevne tid sig ofte kun over en enkelt dag eller et enkelt døgn, hvilket kræver en del af fortællingen og sproget. Det hele føles mere intenst og kompakt. Det er en genre, der kræver en gennemarbejdet komposition, der er ikke plads til overflødige ord – en kunst, Jonas Hassen Khemiri mestrer fuldt ud.

I Jeg ringer til mine brødre kastes læseren ubarmhjertigt ind i den racialisering, der er strukturelt forankret i vores samfund og som ofte er ret usynlig for mere privilegerede samfundsgrupper. Som en del af den hvide majoritet kan man virkelig få lirket lidt til sin privilegieblindhed, hvilket er så ufatteligt vigtigt – og som jeg i øvrigt ikke synes skønlitteraturen bidrager til særlig tit. Når Amor fortæller hvordan han gør et nummer ud af at vise tydeligt, at han smider sit tyggegummi i skraldespanden i stedet for på gaden, så alle kan se at han ikke er som “dem man hører om i medierne”, eller når han afslører en telefonsælger i at bruge et mere svenskklingende navn end sit eget for at blive modtaget mere positivt, så træder de her små naturaliserede forfordelinger frem. Små byggesten, der konstant og næsten usynligt understøtter en uhyggelig rangordning af mennesker. Jeg ringer til mine brødre tilbyder mange virkelig interessante indblikke i hvordan det er at være menneske i en racialiseret krop. Amor føler sig konstant overvåget og han er under konstant overvågning af sig selv. Det er tankevækkende og skræmmende og ulykkeligvis helt genkendeligt i et vestligt samfund.

Og nu tænker du måske at Jeg ringer til mine brødre er deprimerende læsning, men selvom emnet er tungt og trækker en overskyggende følelse af magtesløshed med sig, så er Khemiri i stand til at skrive om det på virkelig humoristisk vis, hvilket gør læsningen til en absolut fornøjelse og bogen hurtigt slugt. Jeg ringer til mine brødre er en af de bedste bøger jeg nogensinde har læst. Simpelthen. Min første gennemlæsning varede en tur fra København til Helsingør og tilbage igen. Og samme aften gav jeg mig så til at læse den igen. For det er en interessant, øjenåbnende og afsindigt vigtig roman. Bogen tilbyder et skræmmende indblik i tilværelsen som etnisk minoritet i vesten, en forståelse af hvordan det er at være udpeget, den evige Anden, hvordan det er at være under konstant opsyn og mistanke, når man racialiseres og forstås som en gruppe frem for et individ. Jeg ringer til mine brødre burde være pensum alle steder, den burde læses af alle, og måske særligt de, der for nyligt har stemt lidt langt mod højre.

Bogen afsluttes med bonusmateriale i form af Khemiris åbne brev til den svenske justitsminister, Beatrice Ask, fra 2013, som blev Sveriges mest delte artikel nogensinde. Og det er der god grund til, for budskabet er så vigtigt og det er så spot on formidlet. Her inviterer han hende til at bytte krop for en tid, at låne den racialiserede krop, præcis som man får mulighed for når man læser Jeg ringer til mine brødre. Jeg kan ikke andet end at give denne helt særlige lille bog det maksimale antal hjerter og en varm anbefaling til ALLE, og så runde af med en af de mange passager med virkelig skarptskårne budskaber fra artiklen, som rammer lige på kornet:

“Og I siger: Alt handler om prioriteringer, og vi har faktisk ikke uendeligt med ressourcer. Og vi svarer: Hvordan kan det være at der altid er penge når ressourcesvage skal forfølges, men aldrig penge når ressourcesvage skal forsvares? “

6 hjerter

Køb bogen til dig selv og alle du kender her.

Tåkrummende, onkelhumoristisk og actionpacked roman – Det er Knud, som er død af Robert Zola Christensen

/ Litteraturformidleren.dk / Skriv en kommentar

Det er Knud, som er død af Robert Zola Christensen

Roman – Forlaget Arabesk – 2019 – 222 sider – omslag af Maria Tranberg – anmeldereksemplar fra forlaget

“En mus kan være uheldig at få nogle snylteorganismer i sig, der gør, at når den lugter en kat i nærheden, så løber den ikke sin vej, men bliver vel nærmest, hvad man kan kalde hyperaktiv, ja, nogen vil måske ligefrem kalde det nysgerrig. Den kan i hvert fald slet ikke holde igen og ender ret hurtigt med at blive spist med hud og hår. Når så det, der er tilbage af den, kommer ud i kattens anden ende, er der stadig levende mikrober i lorten. Og dem snuser en ny mus til og smager på, og der har vi den så, cyklussen, for husmusen aner jo ikke selv, hvad den render og laver. Og jeg tror, det er på samme måde, det er fat med os mennesker. Vi aner simpelthen ikke, hvilke kræfter der styrer os, hvad det er, der får os til at søge ud på dybt vand, og jeg kunne godt tænke mig at vide, hvor dybt det vand, Amina søgte ud på, rent faktisk var. “

Nogle gange ender tingene ikke helt som man har planlagt, det kender vi alle. Men for Allan-Bertram ender det meste helt anderledes end han har tænkt det skulle. Der er bare ikke rigtig noget, der vil lykkes. Han har taget et job på en højskole, som han ikke er helt engageret i, han er for nyligt blevet skilt, selvom han troede, at ægteskabet bare skulle have en lille pause, for så at blomstre op igen. Hans kone har fundet lykken sammen med en irriterende sporty og succesfuld mand, som desuden er populær hos hans sønner. Hans alkoholiske mor er rod til stor irritation og et strejf af dårlig samvittighed. Og så er det, som om mange små tilfældigheder spænder ben for ham, som om skæbnen spiller ham et pus. Og da han mister sin rygsæk med et meget værdifuldt indhold, skal det selvfølgelig ikke være let at få den igen. I jagten på den tabte rygsæk konfronteres han med sin fortid og rodes mildest talt ud i lidt af hvert. Hvordan skal det dog ikke ende?

Handlingen står så absolut ikke stille i Det er Knud, som er død. Der sker hele tiden noget uforudset, bogens handling accelerer og eskalerer fra første til sidste side. Man kan næsten blive helt forpustet. Gennem læsningen havde jeg det ind imellem ligesom dengang jeg ofte så serien Klovn. Et latent ubehag, en konstant venten på det næste, der skal gå galt, det næste pinagtige øjeblik i fortællingen. Situation efter situation, der virker umulig at komme videre fra. Allan-Bertram minder mig lidt om Bjørnen Boris, som man måske kender, hvis man har små børn. Som der står i en af Boris-bøgerne “og lige da han ikke troede det kunne blive værre … ja, så blev det værre”. Modgang og idiotiske satsninger er grundstenene i Allan-Bertrams tilværelse. Det er sjovt, men det er også lidt trættende i længden.

Bogen handler ifølge forlaget om utiltalende mænd og utilregnelige kvinder, hvilket er ret spot on. Ud over at mændene også er utilregnelige og kvinderne også er utiltalende. Det er som om bogen prøver at slå sig op på en italesættelse af køn, særligt af manderoller, som jeg ikke synes er særlig vellykket. Kønnene er voldsomt stereotype, jovist, men der bidrages ikke med noget nyt til kønsdebatten, der portrætteres bare en fjollet stereotyp af mænd såvel som kvinder. Romanens manderoller er ganske selvfølgelige, og bæres gennem fortællingen higende efter ideen om polarforskeren Knud Rasmussen, en stereotyp mandefigur, som alle mandemænd bør efterstræbe – en overlever. Han er selvfølgelig Allan-Bertrams helt store idol og en grundsten i hans selvforståelse.

Allan-Bertrams mor er en interessant figur, hos hende italesættes de tungere emner som den dysfunktionelle forælder-barn relation og alkoholisme, hvilket gøres på en virkelig realistisk og samtidig lidt humoristisk facon. Sætninger, som “Nu er det snart jul igen, og det der med at skulle ødelægge jul og højtider er jo en alkoholiker-classic, når man tænker over det, så er det bare om at holde sig væk.” fik mig som barn af en alkoholiker både til at nikke genkendende og trække på smilebåndet. Alkoholiker-classic er et godt begreb. Og det er altså noget, bogen kan. Være humoristisk vellykket samtidig med at den italesætter nogle alvorlige emner. Ind imellem bliver tonen lidt for onkelhumoristisk til min smag, men overordnet var det ret morsom læsning. Og sproget har så absolut sine kvaliteter. Desuden har romanen fået mig til at genbesøge Tom Kristensens forfatterskab, et virkelig glædeligt gensyn.

Det er Knud, som er død er en underholdende, intens, sammensat og hurtigt læst roman. Herfra får den tre ud af seks hjerter.

hjerter3

Lån bogen på biblioteket eller anskaf dit eget eksemplar her.

Processed with VSCO with 6 preset

Tal med dine børn om adoption som alternativ familieform med ny billedbog – Adopterede Albert af Michael José

/ Litteraturformidleren.dk / Skriv en kommentar

Adopterede Albert af Michael José

Billedbog – Forlaget Blandede Bolcher – 2019 – 41 sider – illustrationer af Martin C. Hansen – omslag af Louise Lyngbo – anmeldereksemplar fra forlaget

Albert er en lille dreng, som vokser op uden forældre i Colombia. Han kommer på børnehjem og bliver senere adopteret af det danske par, Else og Hans. De rejser med fly, tog, bus og æsel for at komme til Colombia, hvor de kan hente Albert. Endelig får de ham med hjem til Danmark, hvor familien og det gode, trygge liv venter.

Adopterede Albert er, som titlen så tydeligt indikerer, en bog om adoption for de mindste. Det er en anderledes og ret fin billedbog, med finurlige og sjove illustrationer. Fortællingen om adoption er ensidigt positiv, den fortæller en historie om adoption som vi oftest har set på emnet i vores del af verden – som en måde at give børn med dårlige kår en bedre tilværelse. Det meste jeg har læst om adoption de seneste år har haft den modsatte vinkel – altså hvordan adoption kan være en reel menneskehandel, hvor mindre priviligerede forældre udnyttes af ressourcestærke, barnløse nordboere. Adoption er så komplekst et emne, det er så vigtigt at belyse alle sider af sagen. Og her har vi at gøre med en absolut adoptionspositiv børnebog, hvilket giver rigtig god mening, målgruppen taget i betragtning.

Min ældste har virkelig fået meget godt ud af at få læst Adopterede Albert højt. Vi har læst den igen og igen, hun har spurgt ind, undret sig over hvorfor Albert får en ny mor og far, og vi har virkelig haft nogle gode snakke ud fra bogen. Den er et rigtig godt redskab til at åbne op for en snak om familieformer med de mindste – at det ikke bare er en selvfølge at en mand og en kvinde stifter familie sammen, men at man kan blive til en familie på mange måder, gennem fx adoption eller insemination, at man ikke behøver at være en mand og en kvinde for at være forældre sammen, at der er uendeligt mange nuancer. Når det så er sagt, så vil jeg helt sikkert tage adoptionssnakken med mine børn igen, når de bliver ældre, få de lidt mindre positive nuancer og stemmer fra litteraturen med.

Selv har jeg ikke den fjerneste idé om hvad det vil sige at være adopteret, og det er heller ikke et emne, jeg har tænkt på at tale med mine børn om før vi modtog Adopterede Albert. På den måde er det en virkelig fin bog til refleksion og snak om familieformer. Sprogligt er bogen lidt flad, der er ikke så godt flow i teksten, som er skrevet i rim. Ind imellem er der ord, som kun lader til at være der for at få det til at rime, og jeg synes den bliver lidt kluntet her og der. Men det er også en sød fortælling, og jeg er ret fascineret af illustrationerne, som er skæve og sjove. “Hvorfor har de sådan nogle store næser?”, spurgte min datter, og det er en af de ting, der giver figurerne ret meget karakter. Derudover er der også få, men fine henvendelser til den voksne, fx da Alberts nye forældre kommer i problemer i junglen, hvor de møder en flok farlige gorillaer, som har FARC stående på tøjet, og som modtager bestikkelse i form af flere tusinde bananer.

Alt i alt er Adopterede Albert en gennemført bog. Den mangler lidt på den sproglige side, men det er et virkelig fint redskab til at have en (pro adoption) snak med sine børn om anderledes familieformer, som fx adoption. Helt klart en læsning værd.

Find et eksemplar af den lille billedbog her.

Insekthallucinationer og åbenbaringer i forfriskende debutroman – Ash-Shaheed [Vidnet] af Jamal Bendahman

/ Litteraturformidleren.dk / Skriv en kommentar

Ash-Shaheed [Vidnet] af Jamal Bendahman

Roman – Gladiator – 2019 – 283 sider – omslag af Thomas Joakim Winther – anmeldereksemplar fra forlaget

“Jeg følte at intet kunne skade mig og at fremtiden så lys ud. Samtidig følte jeg at jeg levede et dobbeltliv, der var noget i gære, men jeg vidste ikke hvad. Jeg fik åbenbaringer hvor jeg gennemstrømmedes af en følelse af meningsfuldhed, eufori og samhørighed med alting. Jeg turde ikke dele det med nogen, jeg var vokset op med at sådan noget holdt man for sig selv. Men jeg var nødt til at finde ud af hvad der foregik, jeg var nødt til at finde ud af hvad der var med de her åbenbaringer, de føltes så godt at jeg konstant længtes efter dem. Hvordan fandt de sted? Hvorfor mig? Jeg havde altid følt mig anderledes, at jeg tænkte på en anden måde, følte på en anden måde, måske var det et resultat af min ekstraordinære hjerne? Det var en nærliggende tanke, for jeg følte mig ekstraordinær.”

Younes er en ung mand der er bosat på Nørrebro i København. Han er opvokset i en ghettobebyggelse i Ishøj med sine forældre og sine søstre. Hans barndomshjem var religiøst men efter han er blevet voksen, har han mistet sin tro. Han har et job han hader, han drømmer om at blive forfatter, han zapper gennem uforpligtende forhold og tinderdates, han vågner oftest på sin sofa, med eller uden tømmermænd klar over, at han må gøre noget ved sin tilværelse. Og så en dag får Younes en åbenbaring. Han ser verden i et nyt lys og begynder at søge mod en mere meningsfuld tilværelse. Men hvad er hans kald? Og er det virkelig åbenbaringer, han oplever?

Ash-Shaheed [Vidnet] er en overraskende, underholdende, anderledes og velskrevet bog. Det er en skildring af en ung mand, som kunne have fulgt en kriminel løbebane som mange andre i det miljø, han vokser op i, men som formår at gøre noget helt andet med sit liv. Det lyder måske som en kliché, men det er det overhovedet ikke. Younes er alt andet end en stereotyp, han er en meget nuanceret karakter, hvis tanker og handlinger konstant overrasker. Jeg læste bogen som et indblik i en psykotisk persons tanker, men det er ikke et perspektiv, der nødvendigvis er rigtigt. Bogen er ret kryptisk, det er let at fare vildt i Younes’ relationer såvel som hvor man befinder sig tidsmæssigt eller hvorvidt det, der fortælles foregår i Younes’ hoved eller i virkeligheden. Fortælleteknisk er romanen virkelig vellykket og det er uden tvivl hensigten, at læseren skal blive desorienteret. Jeg tænkte flere gange gennem bogen, at jeg følte, jeg kunne leve mig ind i et psykotisk eller hallucinerende sind, selvom jeg aldrig selv har været der hvor Younes er.

Jeg elsker at læse (god) debutantlitteratur. Jeg elsker følelsen af at opdage en ny, dygtig forfatter, og så er der tit noget umiddelbart i en forfatters første værk. Noget upoleret, utilpasset, som om skriften på en måde endnu er fri. Ofte er modet og lysten til at eksperimentere tilstede, hvilket i høj grad gælder Ash-Shaheed [Vidnet]. Bogen skildrer forskellige typer karakterer virkelig skarpt og så trækker den sin læser rundt i en manege af forskellige tilstande, så man ind imellem helt mister fodfæstet.

Noget af det jeg holdt allermest af, da jeg læste Ash-Shaheed [Vidnet] var Younes’ virkelig random, overdetaljerede forestillinger om mennesker eller steder, som fx i beskrivelsen af sin arbejdsplads:

“I det ene hjørne af bygningen tårnede en stor, høj betonskorsten sig op. Den lignede noget der blev brugt i et bizart ritual for mange år siden, da bygningen stadig var en sæbefabrik. Jeg forestillede mig at alle de nye unge fabriksarbejdere blev lokket derop mod et løfte om gratis øl og nøgenmagasiner. I stedet for øl og illustreret nøgenhed blev de ført op ad trinene i skorstenen, hvorefter der blev sat en rotte på et af de nederste trin og lågen til skorstenen blev hurtigt låst og den unge fabriksarbejder var låst inde i den mørke skakt med rotten. Efter en time åbnede de lågen igen, hjalp ham ned og omfavnede ham. ‘Nu er du en af os’, ville de sige til den rystende unge fabriksarbejder. “

De her små fantasifulde, afsporede indskydelser gør læsningen virkelig underholdende og ikke en linje i bogen er kedelig eller ligegyldig. Det er en morsom, tragisk og anderledes bog, som jeg vil anbefale bredt. Det er en roman, der er hurtigt læst og som giver stof til eftertanke. En stærk debut fra et forfattertalent jeg glæder mig til at følge. Fem ud af seks hjerter.

hjerter5

Lån den smukke bog her, eller køb dit eget eksemplar her.

Bogtanker #11 – Børnelitteratur – hvad er det, den kan, og hvorfor er det vigtigt?

/ Litteraturformidleren.dk / 1 kommentar

Det er vist ingen hemmelighed, at vi er bidt af en gal bog herhjemme. Og det med god grund. For hvor er det dog berigende at læse, hvor er det et fantastisk sted at befinde sig – i litteraturen. Al forskning i børns læsning peger på et utal af fordele, hvilket jeg kun kan nikke genkendende til. Skal jeg tale ud fra egne oplevelser kan jeg sige, at vi herhjemme har haft stor gavn og glæde af børnelitteraturens mange gaver:

  • Højtlæsning stimulerer barnets sprogudvikling og har en effekt fra barnet er helt lille. Bare det at høre sproget talt, at føle det nærvær højtlæsningen giver, er guld værd og har betydning for barnets videre udvikling i forhold til sprog og læsning.
  • Højtlæsning – og historier i det hele taget – udvikler barnets fantasi og evne til at tænke kreativt. Vi hører ofte fra børnehaven og fra andre i vores børnenetværk at vores ældste datter Rita er enormt god til at lege. Opfindsom, kreativ, selvsikker og fantasifuld. Og en stor del af de talenter vil jeg mene er blomstret ud af de mange historier vi har læst og de mange gode samtaler og lege der er udsprunget deraf.
  • Bøger åbner verden. Det gælder sådan set både for børn og voksne. Når man læser, ser man verden gennem nye øjne og får nye perspektiver og vinkler på sig selv og sin omverden. For tiden arbejder jeg gennem vores højtlæsning herhjemme på at tale med min ældste datter om familier. Hvad vil det sige at være en familie? Hvordan bliver man en familie? Hvilke forskellige slags familier kender vi, og hvilke slags familier er nye for os? Bøger er gode til at åbne op for emner, som vi ikke nødvendigvis støder på i vores hverdag. Og jeg ønsker virkelig at åbne så mange låger som muligt, så det er helt naturligt for mine børn at møde børn fra andre familiekonstellationer. Noget, der godt kan være en udfordring for en familie, der er så konventionelt sammensat som vores. Og her er der stor hjælp at hente i børnelitteraturen.
  • Højtlæsning avler nysgerrighed og vidensbegærlighed. Børn, der vokser op med bøger bliver i meget højere grad læsende voksne end børn der ikke gør. Og hvor jeg dog ønsker mig, at mine børn skal finde ro i litteraturen, når omverdenen bliver mere og mere hektisk og digitaliseret. Bøger er et frirum.
  • Litteratur er et almenmenneskeligt fællesskab. Hvis du nogensinde føler dig alene og forkert, så er der uden tvivl forståelse at hente i litteraturen. For du er aldrig alene, og der er altid skrevet bøger om det, du går og tumler med. Der er så meget genkendelse og identifikation at finde i litteraturen. Og jeg får næsten lyst til at smide et #dueraldrigalene – men så bliver det næsten for corny.

Der er ca. 1000 andre punkter, som jeg ikke har med her. Hvis der er flere fordele ved læsning, som du synes skal tilføjes, så smid endelig en kommentar. Og husk at undertegnede, samt mange folkebiblioteker tilbyder oplæg om børns læsning og dialogisk læsning, hvis du har brug for redskaber til at få kickstartet din højtlæsning.

[“Reklame” – de afbildede bøger er anmeldereksemplarer fra forlagene]