BOGTANKER #10 – Bøger er med til at skabe verden – derfor har vi et ansvar

I starten af året henvendte en unavngiven forfatter sig til mig med henblik på at få sin bog anmeldt på Litteraturformidleren.dk. Og som det ind imellem er tilfældet, så sagde jeg ja, selvom der ikke medfulgte en læseprøve eller lignende. Da jeg omsider fik tid til at kigge på bogen forleden, kunne jeg fra første side forstå, at bogen var noget, som jeg slet ikke kunne stå inde for at give taletid. Jeg læste hele bogen og blev kun bekræftet. Side op og ned med nedgørende holdninger til forskellige typer mennesker, nærmest alle former for udskamning man kan komme i tanke om, fra hudfarve, til kropsstørrelse, slutshaming og en overordnet forskruet holdning til kvinder. Og med en fuldstændig giftig maskulinitet som centrum. Av.

Måske der var en større mening med ubehagelighederne, en udstilling af alverdens idioti, en ironisk distance mellem linjerne, men det fremgik faktisk overhovedet ikke. Jeg kunne ikke fremlæse nogen som helst mening, hvor gerne jeg end ville. Og de nedladende holdninger tjente for mig at se ikke noget formål. Det føltes lidt som når man overhører racistiske/sexistiske/etc. jokes og forventes at være underholdt. Underholdt eller sippet, that is.

D1744577-DE96-4538-A8B6-A2E4F3C6BD77.jpg

Som jeg ser det, var der to mulige veje at gå; Jeg kunne skrive en lang, vred anmeldelse af bogen og få afløb for mine frustrationer. Det virkede som udgangspunkt som den mest empowering måde at gribe sagen an på, og det var helt sikkert det, jeg umiddelbart havde lyst til. Jeg er så træt af alt det kroppe, der “falder udenfor” idealet – og i særdeleshed kvindekroppe – skal stå model til. Jeg er så træt af at blive kaldt sart og hysterisk, når jeg siger fra, når jeg mærker mine grænser bliver udfordret. 

Den anden meningsfulde mulighed var at lukke bogen, sende den tilbage hvor den kom fra, insistere på, at den slags ikke er litteratur, som jeg vil bruge tid og spalteplads på at nævne – som i mine øjne ikke bør få opmærksomhed nogen steder fra. Jeg vil ikke forurene mit domæne med den slags. For selvom der er god mening i at italesætte de her problemer, så vi kan ændre dem, så er der også bare et aspekt af eksponering og promovering i at skrive om bøger og vise dem frem. Og al omtale er som bekendt god omtale.

Jeg er af den overbevisning, at sproget og dermed i høj grad litteraturen har indflydelse på hvordan vi opfatter verden. Så at tale om litteratur, som viderefører den her slags holdninger og værdier, med et kritisk blik eller ej, er i mine øjne med til at videreføre ideerne. Selvom jeg er stor tilhænger af ideen om det frie ord, så skal den her type bøger ties ihjel, på mit domæne i hvert fald. Og så må jeg få afløb på anden vis, som i nærværende indlæg, uden navn og titels nævnelse. 

Jeg sendte forfatteren en forklarende mail og fik en meget forstående og venlig mail retur. End of story. Men jeg er fortsat i tvivl om, hvad der er den bedste løsning. Måske har jeg ikke før nu reflekteret over, hvad jeg egentlig ønsker at min formidlingskanal her skal rumme. Andet end at den skal være et inkluderende og behageligt rum. Og mangfoldigt. Men altså ikke promovering for værdier jeg ikke kan stå inde for.

Smukke og sprogligt legende digte om den evige søgen efter et selv – SKYSKRABER af Tine Paludan

Skyskraber af Tine Paludan

Digte – Forlaget Fuglekøjen – 2019 – 67 sider – omslagsillustration af Tine Paludan – anmeldereksemplar fra forlaget

“det er i lufthavnene jeg glemmer
at bebrejde hade eller føle skyld
jeg var voksen da jorden gik under
jeg kunne målrette tomrummet
da koteletgrunden brændte
og med den min evne til ligusterkompromis
jeg kan bære alle mine møbler blot for det
tilfælde
at jeg for alvor en dag skal forsvinde
og i lufthavnene glemmer jeg
hvorfor min kuffert er så lille og så let som et
evigt æg jeg er klædt i transittens blå silkepapir
vægtløs af den slags taknemmelighed der kan
vokse af sorg “

Poesi er en utroligt bred og mangefacetteret genre, og alligevel hører jeg ofte nogen ytre, at ‘poesi ikke er noget for dem’. Men der findes så mange digte i verden, mere og mindre kryptiske, mere eller mindre flyvske og højtragende. Der findes i min optik digte til alle, poesi til enhver smag og ethvert temperament. Skyskraber er en samling af digte, som er utroligt smukke, som rummer enormt mange lag af betydning og som kræver forholdsvis meget af sin læser. Poesi, af fin kvalitet, men ikke poesi til den poesiskeptiske eller analytisk dovne læser.

Skyskraber er en undersøgelse af processen, hvor man bliver til sig selv. Hvordan man ikke kan blive sig selv uden andre, hvordan man aldrig bliver kun sig selv. Digtene i Skyskraber falder i tre dele med overskrifterne pige, fugl og flux. Digtene er varierende i længde og illustrerer en udvikling i sind og krop, en aldrig afsluttet identitetsjagt.

“skitser til kvinder jeg aldrig blev // ligger i stakke på spisebordet // overbevisende udtalelser // forsøgsvis formuleret i flere farver blæk // kladder til en personlighedens retorik // sammenhængende synspunkter // markeret i bøger på sprog jeg aldrig helt fik lært // udtryk og følelser // klistret på kroppe i forskellige materialer // fintvævet angst vindtæt selvhad den smukke // fløjsbløde stolthed til særlige lejligheder // på bøjler i skabet sammen med vinterfrakken // over sengen hænger et kurvediagram // ensomheden er proportional med tiden // hjertets slag omvendt proportional med // virkeligheden // jeg // en evig arbejdstitel // en uløselig ligning “

Sproget i digtene er enormt poetisk og legende – sproget udforskes og nye, maleriske orddannelser opstår. Jeg er helt forgabt i Tine Paludans sammensmeltning af natur og menneske, sproget får lov at gå gennem (kvinde)kroppen, at være udforskende og dristigt. Hun formår at fremskrive højspændte sansninger gennem en naturmetaforik, der aldrig bliver banal.

Desuden er Tine Paludans smukke omslagsillustration værd at dvæle ved, den understøtter så fint bogens parole om et mangefold af skitser til den kvinde, digterjeget bliver. Der er noget skitse over den smukke, kontrasterede illustration, og jeg kan kun anbefale at tage et nærmere kig på Paludans kunst, samt at slå et smut forbi hendes instagramkonto, som har ganske fine æstetiske kvaliteter.

Skyskraber skriver sig ind i en tidstypisk poetisk tradition, hvor kvindekrop og umulig identitetssøgen er omdrejningspunkter. Digtsamlingen mindede mig lidt om den også fremragende punktroman Sprækker, som jeg anmeldte tidligere i år.

Opsummerende må Skyskraber siges at være en enestående debut, en kraftpræstation i sproget, både hvad gælder æstetik og indhold. Læs den, hvis du er til poesi af lidt mere udfordrende art, og som kræver lidt mere omhu i læsningen. For Skyskraber har i den grad fortjent en grundig og gentagen læsning. Fem af seks hjerter herfra.

hjerter5

Lån den smukke digtsamling på biblioteket eller find dit eget eksemplar her.

Skyskraber2

Fin og finurlig billedbog om skolestart fra skaberen af bøgerne om den gnavne bjørn Boris – MAN MÅ IKKE SPISE SINE KLASSEKAMMERATER af Ryan T. Higgins

MAN MÅ IKKE SPISE SINE KLASSEKAMMERATER af Ryan T. Higgins

Billedbog – Carlsen – 2019 – 48 sider – fra ca. 4 år – oversat fra engelsk af Camilla Schierbeck – anmeldereksemplar fra forlaget

Har du et barn, der snart skal starte i skole? Eller som i mit tilfælde et barn, der hedder Rita og som er vild med dinosaurusser? Der er mange gode grunde til at kaste sig over nyeste billedbog på dansk fra den anmelderroste forfatter Ryan T. Higgins. Han er manden bag billedbøgerne om den gnavne bjørn Boris som hurtigt blev populære, og som i min optik er gennemført gode børnebøger med alt hvad den slags skal indeholde. Der er sjove bemærkninger henvendt til de voksne, der er udtryksfulde og smukke illustrationer og så er historierne fantasifulde, underholdende og meget anvendelige til dialogisk læsning.

Det samme kan siges om Man må ikke spise sine klassekammerater, som handler om den lille tyrannosaurus rex Rita Rex, som starter i skole. På første skoledag erfarer hun at hendes klassekammerater er menneskebørn, og det er meget svært – for ikke at sige umuligt – for hende ikke at spise dem. Men sjovt nok får man ikke mange nye venner af den type adfærd, og da Rita selv prøver hvordan det er at være nogens måltid, forstår hun det fuldt ud.

Bogen lægger både op til en snak om skolestart, men også om følelser som nervøsitet, om nye venskaber, selvbeherskelse og sociale spilleregler.

Med vellykket humor og den karakteristiske finurlige streg er Higgins lykkedes med endnu en virkelig fin og anderledes børnebog – omend den ikke når helt op på samme fænomenale niveau som bøgerne om bjørnen Boris. Bogen henvender sig til børn i indskolingsalderen (4-7 år), men kan efter min erfaring også sagtens læses med store vuggestuebørn.

Find dit eget eksemplar af den flotte billedbog her.

Noveller om angst, ensomhed, sorg og livets små, men afgørende øjeblikke – RAV af Bjørn Isak

RAV af Bjørn Isak

Noveller – Brændpunkt – 2018 – 123 sider – omslag af Søren Klok – anmeldereksemplar fra forlaget

“Jeg planlagde mit selvmord i løbet af en formiddag, og jeg vidste præcis, hvordan jeg ville gøre. Jeg var 14, og jeg tror, at det var en mandag. Jeg tog bussen fra stoppestedet overfor skolen og var hjemme midt på eftermiddagen. Min far arbejdede sent, og min mor var på kursus i Sorø. Jeg fodrede hunden, gjorde mit værelse rent, smed mit snavsede tøj til vask og slettede nogle billeder på min computer. Jeg tændte for musikken, lagde mig på sengen, kaldte på hunden og fik den til at lægge sig med hovedet hvilende på min mave. Den fjernede ikke blikket fra mig, og øjnene var sørgmodige. Jeg tænkte, at jeg ville savne hunden og følelsen i kroppen, lige før man falder i søvn. Det og så lyden af torden og regnvand i nedløbsrørene uden for mit vindue. “

Ensomhed, tab, valg og fravalg er emner, som novellerne i Rav tager udgangspunkt i. Genkendelige og almenmenneskelige emner, som alligevel aldrig rigtigt bliver relaterbare eller genkendelige i novellesamlingen Rav.

I de 14 korte noveller møder vi bl.a. drengen, som fortæller sin familie om sit selvmordsforsøg, den utro og følelsesmæssigt afstumpede kæreste, manden der er forelsket i sin søster, den ulykkeligt barnløse pædagog, mennesker på kanten af samfundet og mennesker som passer ind, mennesker i sorg, krise og ensomhed.

Størstedelen af karaktererne i Rav kommer desværre ikke rigtig ind under huden på mig, jeg forstår dem ganske enkelt ikke. Deres måde at agere på, tænke og tale på, deres måde at være sammen andre mennesker på.

Bogen proklamerer at dykke ned i almindelige menneskers afgørende livsøjeblikke, men det er jeg ikke helt enig i. Fortællingerne dykker i højere grad ned i mere eller mindre betydningsfulde småepisoder i ekstreme menneskers liv. Karaktererne er mestendels usympatiske psykopater eller passive, naive stakler. De bliver enten karikerede eller uforståelige. Og så skæres novellernes pointer lidt for insisterende og kantet ud i pap. Fx i fortællingen om manden, der har et trygt liv i forudsigelige , autistiske ritualer og hvis verden ramler, da han en dag opsiges fra sit ensformige fabriksarbejde. Han går i opløsning i friheden, hvilket enhver læser er helt med på, og så afsluttes novellen alligevel med at han skal skrige “Hvad er det for en forbandet frihed, som jeg lige pludselig skal kastes ud i?”. Pointen understreges, gentages, gøres idiotsikker. Som læser føler jeg mig ind imellem talt ned til.

Vellykket er imidlertid nogle af novellernes underspillethed, der sår tvivl om hvorvidt der sker en udvikling eller stagnering i historien. Ofte slutter fortællingen brat lige inden handlingen skal til at eskalere (eller flatline, jeg ved det ikke), og det fungerer rigtig godt. Læseren kan ikke undgå at videretænke historien. Et ret fint narrativt greb.

Jeg fandt altså bogens persongalleri kunstigt og karikeret og pointerne gentaget og understreget lidt for hårdt. Men novellesamlingen har bestemt også sine kvaliteter. Bjørn Isak er uden tvivl god til at skrive, teksten er hele vejen igennem velkomponeret og velformuleret og rent fortælleteknisk fungerer novellerne for det meste også godt. Ind imellem fremstår novellerne lidt overfladiske, fordi de vil for meget på den begrænsede plads novellegenren tilbyder. For der tages virkelig fat på mange forskellige typer af karakterer, miljøer og sindstilstande. Rav er forfatterens debut, og jeg tror at forfatterskabet med tiden kan bidrage med noget mere og bedre end Rav, som er en lidt blandet pose bolcher, hvor ikke alle faldt i min smag. Læs den, hvis du er til korte, kompakte noveller og se om du er enig. Den er hurtigt læst! 2 ud af 6 hjerter herfra.

hjerter2

Find bogen hos forlaget her.

BOGTANKER #9 – Kvinder drager omsorg og mænd tager på eventyr

mimbo2.jpg

Herhjemme læser vi mange bøger, børnbøger som voksenbøger. Og når vi skal vælge hvilke bøger vi skal læse højt af, falder valget meget ofte på Jakob Martin Strids bøger. Vi elsker hans fantasifulde fortællinger og ditto illustrationer, som både underholder min datter på tre og os voksne. Helt fantastisk gode og vildt populære børnebøger. Men. For her kommer et stort men:

Da jeg læste Mimbo Jimbo og den lange vinter for min datter forleden, gik noget op for mig, som jeg ikke hidtil har tænkt noget videre over. Spoileralert til de af jer, der ikke har læst den endnu; bogen slutter med et besøg hos Mumbomor. Hun har tilsyneladende ikke opdaget at vinteren og snevejret har været helt ekstremt, for hun har bare stået i køkkenet og bagt kager som hun plejer.

Og her slog det mig – nærmest uden undtagelse, så er Strids kvindelige figurer alle skåret over samme kønsstereotype, passive kam. Mumbomor og Frømor er altid i køkkenet iklædt forklæde. I Mormors gebis har Farmor ventet derhjemme med maden klar i et år, fordi hendes mand er sejlet væk i sin sofa. Tigermor i Mimbo Jimbo passer på sin unge og venter på at få hjælp. Som tak giver hun Mimbo og Mumbo bananer. Omsorg og mad, dét er tilsyneladende hvad kvinder kan. Samtidig er alle bærende karakterer af hankøn. Løven i Mormors gebis har endda “fået” hunløven Gitte, en lækker lille sag, der ligger og pynter i hans bur. Da det først gik op for mig, gik der mildest talt et stort skår i glæden over de fine børnebøger. De er så tydeligt et billede på en stadig patriarkalsk gennemsyring af vores samfund, sind og dermed også vores børnebøger. Man ser det faktisk ikke nødvendigvis, før man leder efter det, fordi det er så indlejret, naturaliseret. Men hvis man ser efter, så står skævvridningen fuldstændig klart. Vores børnelitteratur er med til at lære vores børn om verden og bærer derfor et ansvar.

Jeg ønsker mig en børnelitteratur (og mere generelt en verden), som er mere inkluderende, hvor alle typer personer kan spille hovedrollen, hvor det ikke er utænkeligt at det er far, der sørger for familien og bager kager hver lørdag. Jeg ønsker mig andet og mere end drengekarakterer, som mine døtre kan spejle sig i og lade sig inspirere af.

Af vrede, frustration og harme vokser heldigvis også produktivitet, og jeg er i fuld gang med selv at lave nogle mere nuancerede børnebøger til mine døtre. I mellemtiden modtager jeg med kyshånd gode, sjove og smukke bøger, som er lidt mindre gammeldags og patriarkalsk forurenede.

mimbo.jpg

Billederne er lånt fra Gyldendal.dk

Tragikomisk digtroman om psykisk sygdom og et sygt samfund – JEG BRUGER MIN KROP SOM ET MØBEL af Veronika Katinka Martzen

Bemærk de vidunderligt selvsmagende fanposters under digtromanen.

Bemærk de vidunderligt selvsmagende fanposters under digtromanen.

JEG BRUGER MIN KROP SOM ET MØBEL af Veronika Katinka Martzen

Digtroman – Gladiator – 2019 – 235 sider – omslag af Thomas Joakim Winther – anmeldereksemplar fra forlaget

“Jeget får en god idé

as of nu hedder Jeget ikke længere INTET
men Taylor Alison Swift

hihihaha

og Taylor Alison Swift kan godt fortælle jer alle sammen
at det er en helt ny fornemmelse
at gå på gaden med en tynd krop og små bryster og ansigt m. fx
kindben
til en forandring wow hihihaha omg lol
Taylor Alison Swift har det bare så godt lige nu
måske er det fordi hun har taget 10 mg oxapax
bare lige for at tage det værste af den angst
der er forbundet med ikke at have en personlighed
hihihaha

ej okay

jeg, Taylor Alison Swift, har en megagod personlighed
skinner igennem i flere af mine sange
fx i Blank Space
der handler om at jeg har et blank space på min liste over ekskærester
til DIG hvem du så end er, du er i hvert fald ikke her
nå men der synger jeg fx
“DARLING I’M A NIGHTMARE DRESSED LIKE A DAYDREAM”
aldrig tidligere har nogen beskrevet nogens personlighed
på en mere korrekt og præcis måde hvis jeg selv skal sige det
altså mig Taylor Alison Swift
der har en stolt tradition for at sælge folk en forkert vare
de tror jeg er rigtig sød og har det helt normalt oppe i hoved
men hihihahaha joke det har jeg overhovedet ikke
jeg har det helt faktisk fucked (den emoji med en omvendt smilende smiley) “

Hvad stiller man op med en genrehybrid, der kalder sig selv for digtroman, skrevet af en fiktiv satirefigur, som er født af Den korte radioavis? Man læser den og forholder sig til den og håber på, at udgivelsen var ment som et reelt litterært bidrag og ikke bare et mediestunt eller en joke. Og Jeg bruger min krop som et møbel bidrager rent faktisk med noget værdifuldt.

Jeg bruger min krop som et møbel er en vild bog. Det er en fortælling om et forskruet system, om psykisk sygdom, sårbarhed og identitetsforvirring. Og det vilde ved digtromanen er, at den faktisk lykkes særdeles godt med at behandle disse tunge, svært håndterbare emner pakket ind i satire – grotesk og latterkrampefremkaldende sjovt.

Det er en virkelig modsætningsfyldt bog, kontrasterne er ikke til at overse i det groteske spil mellem populærkulturelle klichéer og psykosens mørke afgrund. Veronika Katinka, som er bogens digterjeg, har mistet følingen med sin egen personlighed, hun leder efter sig selv i et kaos, hvor der ikke er nogen videre hjælp at hente. Hun rejser, hun knepper,  hun skriver, hun skærer i sig selv, hun taler med autoriteter af forskellig art. Hun får sin krop omopereret til en kopi af Taylor Swifts. Taylor Swift er en bærende karakter i bogen, en personificering af det perfekte, men også det tvetydige, dobbeltsidede. Og VKs stalker-tweets til den amerikanske popstjerne er episke:

“@Taylor Swift 22. juli kl. 01.26
En hurtig google-søgning på ‘Taylor Swift boyfriends’ afslører at du har været kærester med rigtig mange, fx John Mayer (december 2009). Altså hvordan gør du???

@Taylor Swift 23. juli kl. 10.55
Nå, men mit kneppetrick #1 er stramt tøj, megastramt tøj, især på overkroppen. Det kan jeg se på billeder at du også går i, så mit spørgsmål går…

@Taylor Swift 23. juli kl. 10.58
… mere på hvordan du går fra knep til at få folk til at kunne lide din personlighed. Det er mit problem nemlig, normalt når jeg vågner op med folk plejer de at kigge på mig som om jeg er noget de ville ønske snart ville gå væk (fx et forkølelsessår) – men den fornøjelse…

@Taylor Swift 23. juli kl. 11.01
…får de ikke hæhæ, jeg hænger ud hos dem hele dagen og så spiser jeg deres pålægschokolade og ser deres planet earth indtil de til sidst ‘desværre er nødt til at smide mig ud’ og så sidder jeg derhjemme og venter på at de skriver og det gør de jo aldrig og så; så…

@Taylor Swift 23. juli kl. 11.05
…er det at jeg begynder at chatte dem op dag og nat. Jeg skriver jokes og spørger dem om hvad de laver og når de så ikke svarer, så bliver jeg bare ved hahahahahah hvad siger du til det, er det det samme du gør eller har du andre tricks? “

Som sagt, den her bog er vild. Mange gange i læsningen tog jeg mig selv i at grine højlydt, noget, der virker bizart, når det man læser om i grunden er så tragisk. Men det er netop dét greb, der gør bogen interessant, at en så hjerteskærende historie kan fortælles på en sjov måde. Det føles vidunderligt forkert.

Digterjeget beskrives på et tidspunkt som “personificeringen af den ufarlige ironiske distance”, hvilket på en måde udpeger selve bogens væsen – ved at skrive en sarkastisk og ironisk distanceret tekst om meget alvorlige emner gøres det ufarligt, fordøjeligt, til at holde ud at læse. Og i sarkasmen lægges en eller anden ekstra distance mellem forfatter og værk. Anna Juul, som er kvinden bag Veronika Katinka, distancerer sig fra værket med både pseudonym og humor.

Formmæssigt må bogen også siges at være eksperimenterende. Bogen, som kaldes en digtroman, rummer alt muligt og umuligt – konfirmationstale, kammerspil, digte (eller parodier på digte?), breve, samtaler, tweets mm. VKs sprog er virkelig “ungt”, der er ikke sparet på hverken talesprogsamputerede ord, forkortelser eller emojis. Og det er med til at gøre bogen og performancen Veronika Katinka enormt gennemført.

Jeg var altså overordnet begejstret for Jeg bruger min krop som et møbel. Det er en mærkværdig og vellykket bog. Og jeg synes, at der gemmer sig noget meget vedkommende under satiren, under alle digterjegets psykosehumoristiske udbrud og ind imellem virkelig dårlige digte. Det er helt sikkert en bog, der er en læsning værd, hvad end man læser den som et bidrag til den for tiden allestedsnærværende litteratur om psykisk sygdom og identitetsforvirring i et stadigt mere præstationsfokuseret konkurrencesamfund, eller som ren satire over tidens navlepillerpoesi. Jeg selv læste den som lidt af hvert og synes den fortjener fire ud af seks hjerter. Original, morsom og ikke uden substans.

hjerter4

Find digtromanen her.

En smuk, personlig og betydningsfuld gave til en ven – vennebogen til voksne – MINE VENNER

Bogen er modtaget som gave fra forlaget

Processed with VSCO with 6 preset

I barndommen var noget af det bedste jeg vidste, når mine gode venner skrev i min vennebog. Disse vennebøger var typisk mangefarvede, gerne med nogle Disney-figurer på omslaget og med altid relevante spørgsmål som “Hvad er din livret?” eller “Hvilket fag kan du bedst lide i skolen?”. Vi brugte mange frikvarterer på at udfylde siderne i hinandens vennebøger. Mange af de mennesker, der stadig er mine bedste venner i dag, er samlet i de bøger – de ligger i min skuffe og er en lille tidslomme, et minde om hvordan det var at være barn, hvad vi interesserede os for, og på hvilken måde vi var venner.

I voksenlivet ses vi stadig, men naturligvis ikke ligeså ofte. Og måske netop derfor er det så vigtigt at holde fast i hinanden, at gøre noget aktivt for at holde venskabet tæt og ikke mindst at værdsætte hinanden og sætte ord på hvorfor netop vi er venner.

Forlaget Fortæl har udgivet en vennebog, som den vi kender fra barndommen, men rettet mod voksne venner og i en seriøst æstetisk opgraderet version. Bogen Mine venner er virkelig lækker med satinbånd som bogmærke og håndindbundet i lærredsomslag. Her kan op til 16 venner skrive om sig selv og deres forhold til en bestemt person – en helt fantastisk personlig gave.

Jeg gav bogen til en af mine bedste venner og gamle roomie, da hun for nyligt havde fødselsdag. Hun blev overrasket og glad og jeg tror og håber, at det er en bog, der vil gøre hende glad i mange år fremover.

Processed with VSCO with 6 preset

Vennebogen er meget enkel at lave. Man opretter en bruger og en bog på forlagets hjemmeside og kan derefter invitere folk til at skrive deres bidrag i den. Jeg sendte bare et link til folk og en deadline, og så gik det helt af sig selv. Da min fastsatte deadline kom, modtog jeg en mail om, at jeg kunne gennemse og bestille ordren – eller udskyde deadline. Hjemmesiden giver også mulighed for at sende rykkere gennem systemet til de, der ikke har svaret endnu – meget rart, hvis det ikke er personer, man ikke kender så godt.

Det er også ganske ligetil at skrive sit bidrag i bogen. 25 spørgsmål omhandler en selv og derefter skal man svare på 25 spørgsmål om ens forhold til bogens hovedperson. Ved nogle af spørgsmålene har man mulighed for at skifte spørgsmålet ud, hvilket er meget rart. For et par af spørgsmålene var ret svære at svare ordentligt på. Egentlig kunne jeg godt have tænkt mig denne mulighed i større udstrækning, og med endnu flere spørgsmål at vælge imellem. Men det kan selvfølgelig også blive for kompliceret.

Alt i alt er Mine venner en virkelig smuk og gennemarbejdet bog. Selvom den blå farve ikke lige ville være mit førstevalg, så er det utroligt flot bog, og det er tydeligt, at bogen er lavet af en dygtig bogbinder (vel egentlig en af de sidste?). Og den detalje at bogen er håndindbundet tilfører altså bare noget ekstra. Det mærkes dog også på prisen, som er i den lidt høje ende (650,-). Så hvis du står og mangler en  personlig gave til en ven, der har fødselsdag, skal giftes, konfirmeres, eller som bare har fortjent at føle sig elsket, så er Mine venner et godt bud på en virkelig god og kærlig gave, som vil få enhver til at føle sig værdsat.

Opret en vennebog til en du holder af her.

Udsøgt roman om ulideligt intens, altopslugende kærlighedsbesættelse – HJERTET ER KUN EN MUSKEL af Kristofer Ahlström

HJERTET ER KUN EN MUSKEL af Kristofer Ahlström

Roman – Forlaget Silkefyret – 2018 – 260 sider – omslag af Siri Lee Lindskrog og Amanda-Li Kollberg/Studio jetzt-immer – oversat fra svensk af Nanna Kalkar – en del af serien Perleværker – anmeldereksemplar fra forlaget

“Der er intet af Isak tilbage i kroppen. Nu, hvor hjertet har slået sit sidste slag; nu, efter at blodet har rullet for sidste gang gennem hans arme og ben, nu er han bare en krop. I det svage genskin fra den ene fungerende billygte ser jeg hans arme ligge over kors ind over instrumentbrættet og den runde skulder og siden af halsen. Kroppen, som jeg kender ud og ind, hver en rynke, smag og bevægelse. Hvordan hans ryg lugter. Jeg kan beskrive de små forandringer i øjnenes nuancer eller i detaljer fortælle, hvordan neglebåndene runder sig og danner små, smilende buer. Men jeg ser ikke nærmere efter. Tør ikke andet end at se ligeud: Der er forruden, de hundredevis af revner, som stråler ud fra hullet, det bøjede metal. Jeg ser ned på mine hænder. På de tynde fingre, på knoerne og knoglerne under huden. Og nede ved mine fødder, midt i mørket; små glimt. Mønter på gulvet, på sædet, instrumentbrættet og i askebægret. Klemt fast under det ene hjørne af måtten ligger de og skinner svagt. Jeg tager en af dem op og vender og drejer den. Jeg lægger den i håndfladen, lader tommelfingeren glide hen over prægningerne og reliefferne, føler på de små bogstaver og sætter neglen i rillerne på møntens kant. Jeg ser og ser. De er ægte, de er der. Det skete. “

Kærlighed gør blind, kærlighed gør ondt, kærlighed kan være altoverskyggende. En sådan kærlighed opstår for Elisabeth i romanen Hjertet er kun en muskel, da hun møder Isak. Og så smerteligt og ulideligt er det, at bogen indledes med trafikuheldet, der tager livet af Isak. En tragedie, som gennemsyrer romanen af en ufravigelig melankoli.

Elisabeth er en ung kvinde med komplicerede familierelationer og som, indtil hun møder Isak, er distanceret fra de fleste andre mennesker. Hun er buschauffør i Stockholm og kører gaderne tynde mens andre sover. I bussen møder hun Isak, og der opstår en øjeblikkelig tiltrækning, som kommer til at ændre hendes liv på godt og ondt. Fortællingen skrives i en notesbog på den hospitalsstue, hvor Elisabeth opholder sig efter ulykken. Her trækkes følelsesmættede spor fra en barndom med svigt til voksenlivet med og uden Isak. Hvor går grænsen mellem en ligeværdig og frugtbar relation mellem to uadskillelige elskende og en afhængighedsskabende og isolerende tosomhed? Hvornår bliver kærlighed til besættelse, og hvad kan hjertet egentlig holde til, før det brister?

Hjertet er kun en muskel er en usædvanlig stærk fortælling om kærlighed og romantisk begær på grænsen til besættelse. Romanen trækker os ind i det ensomme menneskes længsel efter en kærlighed og en tosomhed, som i sidste ende bliver altopslugende. Elisabeth er vokset op hos nogle forældre, som ikke har udvist noget videre kærlighed og omsorg, men som har behandlet hende som deres lille succesprojekt, på hvis skuldre deres tårnhøje ambitioner skulle hvile. Som det så ofte sker, vender Elisabeth ryggen til sine forældres forventninger til hende og rejser alene til Stockholm for at starte på en frisk. Jobbet som buschauffør synes som den ultimative fuckfinger til forældrenes ambitioner om hvad hun skal opnå i sit liv og sin karriere. Og bussen passer Elisabeth godt, den symboliserer på en måde hendes egen gang i verden og omgang med andre mennesker – flygtigt, anonymt, overfladisk og uforpligtende. Og en samtidig fastlåsthed i rutinen, en tryghed i gentagelsen.

Almindeligvis afskrækkes jeg hurtigt af romaner, som kredser om kærlighed og parforhold. Ofte synes det for mig ligegyldigt og trivielt at få indblik i andres kærlighedfortællinger. Men i Hjertet er kun en muskel er kærligheden, tosomheden, besættelsen eller hvad vi skal kalde den alt andet end triviel. Den er voldsom og grænsesøgende på en måde, der ikke bare er spændende læsning, men som også giver et interessant indblik i nogle genkendelige mellemmenneskelige forhold. Det er både interessant og vedkommende litteratur. Og så skriver Kristofer Ahlström så fuldstændig indtagende, skriften bliver ligeså altopslugende, som den kærlighed, den beskriver, og ind imellem var det nærmest umuligt at lægge bogen fra mig.

Sprogligt glider det let, uden at blive simpelt. Ahlström udviser en imponerende observationsevne og omsætter den så fint i sproget, hvordan en lun sensommerdag dufter, eller hvordan savnet efter en elsket helt fysisk indlejres i kroppen. Jeg gad godt kunne skrive sådan.

Grafisk er romanen virkelig lækker, både i omslaget og på sidernes udformning med korte, kompakte afsnit. Kort sagt spiller det hele bare, æstetik og indhold. Gennemført. Hvis du vil læse en velskrevet roman om mellemmenneskelig afhængighed, kærlighed og begær, hvis du vil trækkes ind i intens fortælling om sindets mørke afkroge, som du ikke kan lægge fra dig igen, så er Hjertet er kun en muskel et godt bud. Jeg har allerede lyst til at læse den igen. Alle mulige hjerter herfra!

6 hjerter

Køb et eksemplar af denne fabelagtige roman her.

hjerteterkunenmuskel.jpg

Fragmenteret skrift fra kvindekroppen – SPRÆKKER af Mette Garfield

SPRÆKKER af Mette Garfield 

Punktroman – Arkiv for detaljer – 2019 – 91 sider – omslag af Malene Hald – anmeldereksemplar fra forlaget

” Du begynder at bløde. Det pibler ud af dig. Rødt, skinnende blod. Han har forstyrret din cyklus, der begynder forfra, for tidligt. Du vejrer dufte, ser syner og bliver mindet om fortiden. Det løber og ånder ud af dit underliv, friskt. Dine læber bliver rødere og svulmer. Trusserne våde, amber, violette, brune skjolder, pletter. Dine næsebor udvider, åbner sig. Mugne, ramme, syntetiske lugte slår ind i dit kranie. Det åbner og lukker sig, dit køn er en gople, der blafrer. Du sover ikke igennem om natten. Du vågner som et feberbarn med aftryk af hans hage, hænderne, munden på dine underarme, brystvorterne og i lysken.

Da han står der igen ved din dør, i åbningen, på tærsklen, med blikket sænket, som siger for meget og ingenting. Siger du bare “ja”. Han løfter, holder, vælter dig omkuld.

Bagefter lægger han dig, folder  dig med sit ene lår mellem dine.  Hans kropsbehåring mod dine kønslæber, pulsslag i dit øre mod brystkassen. Noget af natten, tæt.

Og du ved ikke, hvorfor det er, det ikke er.”

Punktromanen som genre stiller høje krav til sin forfatter og sin læser. I små fragmenter, som gennem sprækker, med få ord og på få sider skal fortællingen udspille sig, og blive sammenhængende trods sin givne usammenhængende form. Hvert et ord er afgørende, hver en lille tekstblok kompakt af betydning. Og imellem punkterne, i alt det usagte, udspiller meget af fortællingen sig. Vil man læse et godt eksempel på en punktroman i sin mest vellykkede form, er Mette Garfields skønlitterære debut Sprækker et godt bud.

Titlen Sprækker er så sigende for genren såvel som for bogen, som i konkret og abstrakt forstand beskæftiger sig med sprækker, åbninger. Handlingen, som kører i to spor, kredser om to kvindeskæbner –  tiltalt som henholdsvis “du” og “hendes mor”.

Du’et er en kvinde i begærets vold, hun er krop og kød, hun begærer, sanser, længes efter en mand, der ikke er tilgængelig. Hun bruger sin krop og hun lader sig bruge, selvom hun ved, at han kun er på forbifart. Hun tror ind imellem at noget er ved at begynde, men det er det aldrig, der opstår altid kun en lille åbning, som hurtigt lukkes igen. Og hun undrer sig over hvorfor det er, at det ikke er. I fantasien bryder hun med passiviteten, tager den fulde kontrol tilbage, bliver den, der tager i stedet for at lade sig tage:

“Så kaster du ham ned i kælderen i et lille rum uden vinduer. Gulvet er af sten, koldt. Væggene grå beton. Du flår tøjet af ham og hænger ham op med hænderne over hovedet i kæder. Du lader ham hænge i timevis. Håndledene vamle sårblærer. Du knebler ham. Giver ham en hætte over hovedet. Dagene går med injektioner og arvæv, anus. Turen med ham i lænke.

Du spuler ham ned med isnende vand, hænger ham op igen, lader ham hænge.

Du flår hætten af ham, løfter hans hoved. En lyskegle fikseret mod hans ansigt.

KAN IKKE SE DIG.

Så bærer du ham op i stuen. Lægger ham i sofaen og lader ham sove. Du giver ham mad. Ferskner og is, salte kiks, fiskerogn, cava. Du hvisker, synger, vasker hans køn, holder hans hånd.

Så kyler du ham ned i kælderen igen. “

Du’et bruger sin krop, sit begær og sit sprog som drivkraft, noget, hun desværre ikke kan bemægtige sig – hun mister sig selv i begæret efter den utilgængelige mand. Hun prøver at skrive, men “falder i staver, laver fagter, vælter bogstaver, de forkerte ud over siden”. De punktvise nedslag falder vilkårligt, vi træder ind og ud af nutid og fortid, tanke, drøm og handling. Det ene øjeblik mødes du’et med sin udkårne i hans lejlighed, så modtager hun fertilitetsbehandling, så mødes de første gang nytårsaften. Man mister gang på gang orienteringen.

Samtidig følger vi bogens andet spor, fortællingen om “hendes mor”, som er pacificeret på en anden måde, lammet efter sin mands død, forladt og sat ud af spil. Magtesløs står hun og ser grådløs ud over markernes rim, føler afmagt og vrede over at skulle være mor for sine børn, at skulle fortsætte med at eksistere. Hun lever ikke op til de kollektive forventninger, der er til moderen – den person, der kører videre uanset hvad, som altid holder hovedet højt og holder samling på det hele. Og så beskæftiger hun sig selvfølgelig med alternative moderfigurer, som Iokaste, Ødipus’ mor. Og med det bliver det faktisk næsten for konkret, som om der peges lidt for insisterende på en pointe, som læseren for længst har forstået.

Disse bogens to kvindekarakterer synes langt fra hinanden i både liv og færden, men de har dog det til fælles, at de stikker ud af samfundet, de er ikke en del af fortællingen om det rigtige, det gode liv. De deltager ikke i en anerkendt  familiekonstellation, de færdes i et eksistentielt limbo, et ukonventionelt skyggeland.

En læsning af Sprækker er som en konfus drømmevandring. Abstrakt og uhåndgribelig og samtidig dragende og genkendelig. Mette Garfield formår at fremskrive en stærk fortælling om kvindeligt begær, om at blive gjort passiv i sine kødelige og åndelige længsler, om at kræve kontrol uden helt at lykkes med det. Og dog, for ved at skrive denne bog fra kvindekroppen og med det kvindelige begær som omdrejningspunkt, sker der i bedste écriture féminine-stil en empowering af kvinden. Bogen er en insisteren på eksistensberettigelse udenfor snævre normative kasser. Og det er en insisteren på en plads til kvindekroppen og det kvindelige begær, ucensureret og uforskønnet i litteraturen.

Sprogligt er Sprækker ganske umiddelbar og der lægges ikke fingre imellem. I nogle passager bliver sproget nærmest brutalt, i andre ganske lyrisk. Rent grafisk understøtter skriften parolen om en fortælling i glimt, som set gennem sprækker – nogle sider tætskrevne, andre næsten nøgne. Sprækker rummer skarpe observationer over sin samtid, over køn og krop og mellemmenneskelige forventninger. Genkendeligt og hudløst ærligt. Det er en bog, der fortjener flere læsninger, og som åbner op for nye betydninger og tolkninger for hver læsning.

hjerter5

Denne bog fortjener en plads på dit natbord og i din bevidsthed, find den hos forlaget her.

Ambitiøs generationsroman om at søge en plads i tilværelsen – ALT NU af Patrick Sølberg

ALT NU af Patrick Sølberg

Roman – Byens Forlag – 2018 – 294 sider – omslagsfoto af Wil Stewart – anmeldereksemplar fra forlaget

“Han kunne mærke, at hun smilte. Hun havde vel samme effekt på ham som et jordskælv, der rystede fundamentet. Hvor kontinentalpladernes sammenstød simpelthen former nye landskaber. Muliggør ikke bare noget nyt, men noget andet.  Ligesom den afrikanske kontinentalplade er ved at presse sig ind under den europæiske. Også i geografisk forstand vil Europa have Afrika under sig. Det er dog kun et spørgsmål om tid, før den afrikanske plade presser sig ind, spreder krakeleringer i Europa, bryder jorden op, stiger til vejrs som et stædigt bjerg. Snart bliver det hele rystet sammen. Det havde aldrig været et håb om at falde til. Nok snarere et ønske om at blive mindre rastløs. Som at indhente billedet, der bevæger sig i et hurtigere tempo end lyden. Minimere forskydningen. Og så, noget der udklækkes: følelsen af at bebo eller dét at høre til. Han duftede til hendes hår. Moskus og figenblade. “

Halfdan studerer litteratur, han er ung, rastløs og eftertænksom. Hans største eksistentielle krise ligger i overbevisningen om, at hans generation ikke har haft en eneste krise, ingen modgang i tilværelsen. Halfdan går rundt i den samme intetsigende hverdag, med få penge på lommen og et distanceret forhold til sin hemmelighedsfulde mor. Da Halfdans morfar rammes af demens og sygner mere og mere hen, påtager  (eller pålægges) Halfdan sig opgaven at færdigskrive den roman som morfaren har påbegyndt. Her starter en rejse i en desperat søgen efter udfordringer og dermed inspiration til at skrive – et ønske der i høj grad indfries.

Alt nu er en generationsroman i tre spor; Henry, den jødiske flygtning, som efter Anden Verdenskrig har mistet sit ophav og hele sin fortid og efterfølgende har skabt sig et nyt liv i Danmark. Hans datter, Metha, hvis liv har været præget af uoverkommeligt store tab og som kender alle de gode steder at græde i København. Og sidst men ikke mindst Halfdan, Methas søn, som går nærmest bedøvet rundt i en ligegyldig tilværelse. Halfdan, som er bogens primære karakter, er en underlig introvert person og en i mere end én forstand impotent ung mand. Han er underlagt den gamle kunstnermyte, at det kun er muligt at frembringe noget af kunstnerisk værdi, hvis man har mødt stor modgang i livet. “Heldigvis” skal han ikke mange skridt tilbage i sin families historie for at finde både modgang og tragedie.

Gennem romanen undrer det mig, hvordan fremmede mennesker konstant tager kontakt til Halfdan, insisterer på at tale med ham, selvom han er hermetisk lukket om sig selv og afviser alle der nærmer sig. Det virker usandsynligt og urealistisk, men er selvfølgelig den eneste måde at få ham gennem fortællingen og ud i verden på, da oplevelserne ligesom hagler ned over ham. Han selv handler meget lidt.

Alt nu er på mange måder en sammensat roman. Sølberg fortæller tre interessante historier, men lykkes desværre ikke altid lige godt med at samle dem i sidste ende. Det er som om romanen vil så mange ting på en gang, den lever ikke helt op til sine høje ambitioner om at være en fortælling om både krig, flugt, klima, tilhørsforhold, sorg, tab, fysisk og psykisk sygdom, død og meget mere. Bogens absolut mest vellykkede passager er da vi følger Metha i hendes ungdomsår i Berlins punkmiljø, som giver forståelse for og sympati med Metha, som i de resterende afsnit ellers er en ret bleg og karakterløs person.

Sproget i romanen er overordnet set virkelig smukt og ind imellem helt lyrisk. Men det kammer også over og bliver klichefyldt, eller andre gange overakademiseret. Fx da Florian, Halfdans far, gennemgår nogle maniske episoder, læser en masse bøger og får nogle “åbenbaringer” – her føltes det kortvarigt som at sidde i et auditorium igen til en forelæsning om hvidhed og kolonialisme, end som egentlig romanlæsning. Det er absolut ikke uinteressant, men måske en smule malplaceret.

Alt nu vidner uden tvivl om en forfatter med et imponerende vid og overblik, i emner som humanisme og populærkultur, og over i mere naturvidenskabelige discipliner. Sproget fungerer i min optik både godt og dårligt i romanen – både sanseligt og malerisk, men ind imellem går det for vidt og fremstår overgjort og kunstigt. Sidstnævnte gælder i høj grad i bogens dialoger, som til tider virker meget fremstillede. Små vendinger som “Hvad reflekterer du over?” virker bare ikke særlig autentiske (hvem siger dog ikke bare “Hvad tænker du på?” i en helt almindelig, afslappet samtale?).

Alt i alt er romanen en ret spændende og ambitiøs bog, omsiggribende i handling, og ind imellem vil den lidt for meget. Trods en overordnet fin sammenhæng, har romanen lidt for mange løse ender, lidt for mange påbegyndte emner, som skulle have haft mere plads i teksten for at give rigtig god mening. Men det er en bog, der også gav anledning til eftertanke og som var i min bevidsthed i et godt stykke tid efter endt læsning. Noget, der for mig kendetegner en læseoplevelse der kunne et eller andet.

Og nu står jeg her, ganske splittet over denne roman, som på den ene side demonstrerer forfatterens imponerende vid og fortælletalent – og på den anden side føles som om den skulle have været redigeret lidt hårdere, gjort mere sammenhængende. Med det sagt kan Alt nu anbefales for den gode historie, som byder på mange forskellige emner og dermed noget for enhver smag, og må lande et sted midt på min skala af 6 hjerter.

hjerter3

Køb Alt nu hos forlaget her.