HAVBREVENE af Siri Ranva Hjelm Jacobsen

Prosa – Lindhardt og Ringhof – 2018 – 64 sider – illustrationer af Dorte Naomi – anmeldereksemplar fra forlaget

“Kære M.
Du skriver til mig om sommeren, det samme gjorde Arktis for nylig. Hun røgter sine køer deroppe, og når de skal til at kælve, bliver hun spændt. “I årets første gry rejser kysterne sig som ventende ved et busstoppested.” Sådan skriver hun.  Jeg ved ikke, hvad hun mener med dét. Jeg synes, hun er begyndt at virke lidt ustabil.
Hvad angår årstiderne, har jeg svært ved at samle mig om dem. De er der, nogle gange skifter de plads. Jeg følger natten med blikket. Jeg ligger og ser planeterne flyde forbi. Tågerne deroppe, orange og rosa. Lysende alger i sort vand. Jeg drømmer om den spejlkugle, jorden skal blive, når vi mødes igen. 
Hvad angår krybene – jeg fornemmer din sorg. Ingen af os havde forudset denne acceleration. Trøst dig med, at alting går efter planen. Måske ikke som vi troede, men som vi ville.
A.”

Den klode vi betræder er svøbt i vand på omkring 70 % af sin overflade. Længe før vi kom og længe efter vi er forsvundet vil havene være her. Det er så svært at begribe, at vi ikke er noget særligt midtpunkt i fortællingen om jordkloden. Netop derfor er Havbrevene en så anderledes og interessant bog.

I Havbrevene tilhører synsvinklen havene i en brevveksling mellem Atlanterhavet og Middelhavet. Disse to søstre er tæt forbundne og alligevel ganske forskellige – Middelhavet, den kun 5 millioner år gamle lillesøster, som er empatisk og betaget af Ikaros, og Atlanterhavet, den 180 millioner år gamle storesøster, som har set verden ændres i uendeligheder, og som er noget mere kynisk anlagt. Gennem den 64 sider korte brevveksling introduceres vi til en slags alternativ skabelsesberetning med havene som omdrejningspunkt. Det er en fortælling om en ældgammel natur, en jordklode i evig forandring og mest interessant af alt er det en fortælling hvor mennesket blot er en lille bitte del af en større helhed og ikke, som vi oftest forstår det, omdrejningspunkt for hele verden.

Sjældent har jeg læst noget så syret og samtidig fuldstændig vellykket. Siri Ranva Hjelm Jacobsen formår at skrive så medrivende og troværdigt, at man øjeblikkeligt køber præmissen om to verdenshave med en plan om genforening. I løbet af ganske få sider virker denne skabelsesberetning helt oplagt.

Havbrevene er en alternativ skabelsesberetning og på samme tid en fortælling om undergang – det kommer lidt an på hvilke briller man tager på. Det er vanvittigt interessant at blive draget ind et så anderledes perspektiv, at opleve vores verden i en ny optik. Her forstås menneskeheden som kryb, som et midlertidigt mylder på jorden, et lille glimt af liv i en kæmpe cyklisk verdensfortælling. I Havbrevene er mennesket oprindeligt tænkt som en måde at samle havene på, som små mobile vanddunke, hvis formål er at fragte vand over land. Med et så alternativt persongalleri, må man nødvendigvis tillægge karaktererne menneskelige egenskaber for at forstå dem, og en så grundlæggende menneskelig egenskab som empati kigger da også frem i ny og næ, omend den ikke nødvendigvis er rettet mod et menneske. Når synsvinklen er så fremmed, som det må synes for mennesket at være hav, fremtræder nogle meget interessante blikke på verden, uhyre anderledes end vi opfatter den. Og med den manglende empati for det menneskelige fortæller havene om ellers så ulideligt følelsestunge emner, som flygtningekrise og død:

“Jeg er træt. Det er årstiden. Sommeren tærer på mig. Før var det ikke så slemt, men nu klatrer krybene så meget rundt på mig i deres bælge, alt for mange om én bælg. Jeg lytter til de synkende stimer. Hjernernes kliklyd, der gradvist stiger og så ebber ud. De står på bunden og duver med lunger, der spjætter af plankton og lyskrebs. Når ålene kommer, kigger jeg væk. “

Ikaros udgør en vigtig del af fortællingen og står som et klart billede på menneskehedens skødesløse behandling af jorden – vi har fløjet for højt og nu må vi nødvendigvis falde igen. Der er dog ikke tale om en løftet pegefinger, men nærmere et fokusskifte, en fortælling om en fremtid for noget andet og større end os, om naturens generobring af jorden. Og på en måde er det både dystopisk og opløftende læsning på samme tid.

Illustrator Dorte Naomi har bidraget til udgivelsen med grafiske tryk både mellem siderne og på det smukke fauvisme-associative omslag. De sorthvide tryk fungerer fantastisk stemningssættende og ind imellem ganske foruroligende med organiske former, som fremstår kaotiske og stringente på samme tid.

Her på årets korteste dag udkommer denne lille bog, som er et interessant og vigtigt bidrag til samtidslitteraturens bearbejdning af klimaproblematikker. Havbrevene er eksperimenterende, usædvanlig, tankevækkende og af høj poetisk og æstetisk kvalitet. 5/6 hjerter herfra.

Find dit eget eksemplar af den fine lille bog her.