Sære, sørgelige og morsomme tekster – Du kan ikke svigte din bedste ven og blive god til at synge samtidig af Kim Hiorthøy

Du kan ikke svigte din bedste ven og blive god til at synge samtidig af Kim Hiorthøy

Kortprosa / tekster og tegninger – Arkiv for Detaljer – 2019 – 72 sider – oversat af Rikke Oberlin Flarup & Kirsten Vestergaard Mikkelsen – anmeldereksemplar fra forlaget

“Der er ingen egentlig forskel på mennesker. At vi går omkring og tror at vi elsker nogen mere end andre, er en slags misforståelse, sagde hun. Javel, men hvad med os? sagde jeg. Der er ikke noget os, sagde hun, eller dem. Der findes kun vi. OK, sagde jeg, så hvad med vi? Hun stoppede. Hendes ansigt lyste op, og hun strakte armene i vejret. Så råbte hun VI FAMLER I MØRKE! og hoppede så højt hun kunne. Folk vendte sig om for at se hvem det var. De forstod ikke at det er umuligt at vide hvem nogen er, bare ved at se på dem. “

Allerede i titlen afsløres det; den her bog er mærkværdig. Den sære titel sætter tonen an til en lille bog med små tekster, som rummer en masse betydninger og stemninger; en perlerække af små underlige fortællinger. Bogen, som jeg efterhånden har læst adskillige gange for at finde ud af hvad jeg egentlig synes om den, er en samling korte, syrede tekster om en mand, som er alt muligt men mest af alt socialt akavet. Teksterne foregår i et eller andet form for fællesskab og samtidig i ensomhed, i de pinlige tavsheder, i indbyrdes misforståelser og i dét at tale forbi hinanden. En af mine absolutte favoritter blandt de små tekster er et klart eksempel på denne manglende evne til at aflæse andre mennesker og den situation man befinder sig i:

“Først urinerede jeg i spanden. Så åbnede jeg døren på klem og balancerede spanden oven på den forsigtigt, lænet lidt mod væggen, så den ville falde ned når døren blev åbnet. Så kaldte jeg på Flügger. (…) Han kom langsomt hen til døren, og så standsede han. Jeg har tænkt over noget, sagde han. OK, men vil du ikke komme herind? sagde jeg hurtigt. Flügger så på mig gennem dørsprækken. Han tøvede lidt, og så strøg han sig over panden og sagde: Jeg tror ikke på menneskelig nærhed længere. Åhr, skidt med det, sagde jeg. Kom nu herind, så bliver det lettere at snakke. (…) Flügger sank sammen. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, hviskede han, og det lød som om han var ved at begynde at græde. Det skal nok gå alt sammen, sagde jeg. Tror du? sagde han og så op. Hvad? sagde jeg. Jeg kan næsten ikke høre hvad du siger når du står derude i  gangen. Flügger rejste sig. Undskyld, det er bare fordi jeg er så bange, sagde han og åbnede døren. Spanden vendte sig perfekt. “

Bogens jeg er så ude af takt med andre mennesker at det bliver enormt tragisk og latterkrampefremkaldende sjovt på samme tid. I hvad der føles som ret random situationer udspilles nogle relationer der er helt ude af sync, en akavethed ligesom den jeg selv kender fra situationer hvor man siger noget for sjov – typisk noget sarkastisk – som opfattes helt alvorligt af modtageren. Tåkrummende.

Bogen er illustreret af Hiorthøy selv og særligt bogens omslag er virkelig fint, sjovt og enkelt. Synes jeg – min kæreste syntes det lignede en brochure for et eller andet – hver sin smag og opfattelse. Men de lidt primitive, enkle, skitseagtige illustrationer er virkelig godt i tråd med tonen i bogen, det hele bliver på en måde umiddelbart og naivt. Bogens jeg er en socialt akavet egoist, men han er ikke nogen ond person. Der er en barnlig naivitet over ham, som gør at man som læser får ret meget sympati med ham, trods hans ofte ret uheldige opførsel. Han er lidt et fjols og lidt en stakkel og umulig ikke at holde lidt af.

Bogen er et friskt pust, ret anderledes fra hvad jeg tidligere har læst af kortprosa og ganske underholdende. Den har fortjent et par læsninger for at synke ordentligt ind, men så sidder den også fast og sætter gang i tankerne. Hvis jeg skal kritisere bogen for noget må det være at den bliver en smule ensformig hvis man læser den i ét stræk. Den kan med fordel læses i bidder, en lille tekst engang imellem som man kan fordybe sig i. Helt klart en anbefaling og fire ud af seks hjerter værd.

hjerter4

Tjek i øvrigt resten af Arkiv for Detaljers udgivelser ud. Der er nogle specielle og virkelig fantastiske bøger iblandt. Mine egne favoritter er Plantage og Sprækker, og så er jeg helt vild med forlagets andre fede ting som samtykkeglansbilleder og smukke, håndlavede notesbøger, som jeg længe har villet anskaffe mig.

Klassiker i nye klæder – Jammers Minde – en grafisk roman af Allan van Hansen

Jammers Minde – en grafisk roman af Allan van Hansen

Grafisk roman – Forlaget Arabesk – 2019 – 220 sider – omslag af Karen Fink – anmeldereksemplar fra forlaget

I 1663 anholdes og fængsles Leonora Christina, datter af Christian 4. og Kirsten Munk. Det antages, at hun har vidst besked om sin mand Corfitz Ulfeldts forræderi mod Frederik 3. Hun placeres i Blåtårn i Københavns Slot, hvor hun sidder fængslet fra 1663-1685 – altså i 22 lange år. Under frihedsberøvelsen bearbejder hun sine kvaler gennem skriften, hvilket bliver til værket Jammers Minde – et minde om års jammer og lidelse, som kan give hende afslutning, så hun kan lægge det bag sig og komme videre med sit liv efter løsladelse. Jammers minde er en dansk klassiker og er optaget i Kulturkanon. Værket er et vigtigt stykke kulturhistorie, en biografi, et selvforsvar og et stærkt skæbnebillede fra datidens tilværelse i fængslet.

Bogen, som tidligere er sprogligt bearbejdet så nutidige læsere lettere kan forstå den, gives i Allan van Hansens udgave yderligere en ansigtsløftning. Med kombinationen af tekst og billeder bliver læsningen ikke blot mindre tør og tung, den tilføres også et sanseligt, filmisk lag i form af de detaljerige og dragende illustrationer. Den grafiske roman er en genre der er meget populær i disse år, og som typisk tiltaler et yngre læsersegment end de, der ellers ville prøve kræfter med et værk som Jammers Minde. På den måde kan genren måske være gateway til klassikerlæsning og kulturarvsdyrkelse for nye læsere.

Det er min første grafiske roman og bestemt ikke den sidste, så man kan sige, at bogen har åbnet genren op for en som mig, som ellers aldrig læser den type litteratur. Jeg er meget mere begejstret over samspillet mellem ord og billeder end jeg havde forventet. Illustrationerne i Jammers Minde er flotte, stemningsfyldte og holdt i nogle meget smukke, enkle farver. Desværre er illustrationerne på enkelte sider delvist gået tabt i bogens ryglimning, hvilket er en skam.

Bogen inddrager en del af det originale sprog og bidrager også med bonusmateriale i slutningen af bogen, hvor vi bl.a. får en liste af datidens skældsord og en madopskrift på en ret fra dengang. Sjovt og autentisk.

Jammers Minde – en grafisk roman er et virkelig fint og tilgængeligt bidrag til dansk kulturhistorie. Det er en litterær gateway, som kan lokke læsere af grafiske romaner over i læsning af hovedværker i dansk litteratur og omvendt er det en bog, der har åbnet mine øjne for den grafiske roman som genre. Anbefales alle der interesserer sig for dansk kulturhistorie og stor dansk prosa, eller som værdsætter en smuk billedside til litteraturen. Fem ud af seks hjerter herfra.

hjerter5

Find et eksemplar af bogen her.

Litteratur, billedkunst og performance tæt sammenvævet i bjergtagende debut – docx af Franziska Hoppe

docx af Franziska Hoppe

Korridor – 2019 – 106 sider – anmeldereksemplar fra forlaget

“Jeg er netop flyttet til Silbersteinstrasse i Neuköln, og jeg tror, jeg er rykket ind i en white cube. Jeg ser mig selv fra oven: en sortklædt krop på en hvid seng – som et tegn på et stort stykke papir. Fra sengen reflekterer værelsets spejl et udsnit af min krop. Jeg løfter armen op over dynerne og ser fordoblingen følge med. Som barn prøvede jeg at narre mit spejlbillede. Jeg troede, at hvis bare jeg bevægede mig hurtigt nok, ville reflektionen ikke kunne følge med. Jeg ville afsløre hende, men var også bange for konsekvenserne. Nu løfter jeg igen hovedet og ser min fordobling i øjnene; så kigger vi hen på hver vores bogstabel. Litteraturen er fuld af ustyrlige spejlbilleder, fuld af reflektioner der handler på eget initiativ. Nogle ender med at styre deres ejere, nogle træder ud af spejlet. ” 

Det har taget mig et par uger at tage tilløb til at skrive om docx. For på en måde føles anmelderhandlingen tit som en afvikling, som om alle mine tanker om og følelser for en bog manifesterer sig på papir for derefter at rykke ud i periferien af mine tanker, så der bliver plads til næste litterære oplevelse. Sådan er det nok blevet fordi jeg har så meget rytme i hvordan jeg kontinuerligt læser og anmelder, samlebåndslæsning af en art. Derfor har jeg gået og gemt lidt på tankerne om docx, holdt dem lidt for mig selv og ladet dem bundfælde sig inden jeg kom hertil. For docx er en helt særlig bog.

I docx bearbejder jegfortælleren Franziska sin forelskelse i personen kaldet “X” gennem bl.a. billedkunst og litteratur. Kulissen er København og Berlins gader, kunstmuseer og biblioteker. Hun møder byen og kunsten og ser alt dette i relation til sig selv og sin muse. Hvorend hun går mødes hun af ansigtsløse ansigter, hun undersøger sig selv gennem et analytisk blik på sine omgivelser. Ved at skrive sig selv som romanfigur tager hun kontrollen over fortællingen og sin rolle i den.

Når en bog bevæger sig så tværæstetisk som docx gør – og lykkes så godt med det som den også gør – så bliver læseoplevelsen særligt intens og sanselig. Værket er en slags metatekst – en tekst om tilblivelsen af den tekst der læses, en bog med mange lag og facetter. Det er en bog om kunst, om at betragte kunst og om at skabe kunst. Intertekstualiteten er ikke til at overse, og teksten lader sig inspirere af bl.a. fortællingen om Frankenstein og hans monster (kunstneren og værket) og Anaïs Nins selviscenesættelse. Skriveprocessen vi følger er på samme tid en distancering fra og generobring af forelskelsen. Franziska har i starten af bogen planlagt en slags performance med X som midte, en middagsiscenesættelse, som skal give hende magten tilbage i relationen. Der bliver ingen middag, men performancen bliver i høj grad til i form af bogen, som sætter Franziska og X ind i en fiktion. En fiktion om at gøre noget faktuelt fiktivt. Da X inddrages i projektet som betalæser på manuskriptet bliver metaperspektivet endnu mere gennemført. Som læser tages man i hånden for ikke at fare vild i værkets konstante leg med narrativet;

“I en note har jeg skrevet: “En ulykkelig forelskelse virker som et forsvarligt sted at skrive fra. Det er mig, der er blevet afvist og ikke kan komme videre. Det er mig, der er til grin, mig der har tabt – og derfra bliver det så selvfølgelig mere kompliceret…” For at lave et narrativ er en måde at få kontrol på. Det er et spørgsmål om, hvem der får lov at skrive historien, der kommer ud til andre. Og i mine fantasier og forestillinger om X er sandhed først og fremmest en følelse. Jeg forsøger at skrive et forord: “Kære læser, forestil dig en reol. Forestil dig denne bogryg ved siden af  fem andre. Hver af bøgerne er en ny version af docx, det samme tidsrum i et nyt mønster; fem forskellige variationer. Kære læser, når jeg kalder teksten upålidelig, er det for at gøre den mere troværdig. Det er endnu en teknik, der skal få dig til at læse videre. Kære X, du ved, at læseren er dig.”

Foruden Franziska Hoppes overlegent velkomponerede narrativ har bogen også fine sproglige kvaliteter. Sproget er klart og flyder på en måde, der gør læsningen svær at afbryde. Der er et flow i ordene og læsningen føles helt organisk. Den måde kunsten perciperes og gengives på er så sanselig, autentisk at man som læser ikke kan andet end at føle sig draget ind i værkets æstetiske rum. Franziskas møde med kunsten skrives så nærværende at jeg selv fik følelsen af at røre Nefertitis buste, eller betragte Botticellis overdådige malerier. Hvis jeg skal kritisere docx for noget, må det være den næsten for perfekte sammenhæng, det så gennemførte udtryk, at der ikke efterlades meget uvist til læseren. Bogen sætter uden tvivl refleksioner i gang hos læseren, men selv de føles iscenesatte, nøje konstruerede. docx er en bog, en metafortælling, en performance og et kunststykke som jeg uden tvivl vil dykke ned i igen, og der skal lyde en kæmpe anbefaling til alle der godt kan lide litteratur der er alt andet end simpel, og som strækker sine rødder ud i adskillige andre æstetiske discipliner. Fem ud af seks hjerter herfra.

hjerter5

Find docx hos forlaget her.

Tragikomisk digtroman om psykisk sygdom og et sygt samfund – JEG BRUGER MIN KROP SOM ET MØBEL af Veronika Katinka Martzen

Bemærk de vidunderligt selvsmagende fanposters under digtromanen.

Bemærk de vidunderligt selvsmagende fanposters under digtromanen.

JEG BRUGER MIN KROP SOM ET MØBEL af Veronika Katinka Martzen

Digtroman – Gladiator – 2019 – 235 sider – omslag af Thomas Joakim Winther – anmeldereksemplar fra forlaget

“Jeget får en god idé

as of nu hedder Jeget ikke længere INTET
men Taylor Alison Swift

hihihaha

og Taylor Alison Swift kan godt fortælle jer alle sammen
at det er en helt ny fornemmelse
at gå på gaden med en tynd krop og små bryster og ansigt m. fx
kindben
til en forandring wow hihihaha omg lol
Taylor Alison Swift har det bare så godt lige nu
måske er det fordi hun har taget 10 mg oxapax
bare lige for at tage det værste af den angst
der er forbundet med ikke at have en personlighed
hihihaha

ej okay

jeg, Taylor Alison Swift, har en megagod personlighed
skinner igennem i flere af mine sange
fx i Blank Space
der handler om at jeg har et blank space på min liste over ekskærester
til DIG hvem du så end er, du er i hvert fald ikke her
nå men der synger jeg fx
“DARLING I’M A NIGHTMARE DRESSED LIKE A DAYDREAM”
aldrig tidligere har nogen beskrevet nogens personlighed
på en mere korrekt og præcis måde hvis jeg selv skal sige det
altså mig Taylor Alison Swift
der har en stolt tradition for at sælge folk en forkert vare
de tror jeg er rigtig sød og har det helt normalt oppe i hoved
men hihihahaha joke det har jeg overhovedet ikke
jeg har det helt faktisk fucked (den emoji med en omvendt smilende smiley) “

Hvad stiller man op med en genrehybrid, der kalder sig selv for digtroman, skrevet af en fiktiv satirefigur, som er født af Den korte radioavis? Man læser den og forholder sig til den og håber på, at udgivelsen var ment som et reelt litterært bidrag og ikke bare et mediestunt eller en joke. Og Jeg bruger min krop som et møbel bidrager rent faktisk med noget værdifuldt.

Jeg bruger min krop som et møbel er en vild bog. Det er en fortælling om et forskruet system, om psykisk sygdom, sårbarhed og identitetsforvirring. Og det vilde ved digtromanen er, at den faktisk lykkes særdeles godt med at behandle disse tunge, svært håndterbare emner pakket ind i satire – grotesk og latterkrampefremkaldende sjovt.

Det er en virkelig modsætningsfyldt bog, kontrasterne er ikke til at overse i det groteske spil mellem populærkulturelle klichéer og psykosens mørke afgrund. Veronika Katinka, som er bogens digterjeg, har mistet følingen med sin egen personlighed, hun leder efter sig selv i et kaos, hvor der ikke er nogen videre hjælp at hente. Hun rejser, hun knepper,  hun skriver, hun skærer i sig selv, hun taler med autoriteter af forskellig art. Hun får sin krop omopereret til en kopi af Taylor Swifts. Taylor Swift er en bærende karakter i bogen, en personificering af det perfekte, men også det tvetydige, dobbeltsidede. Og VKs stalker-tweets til den amerikanske popstjerne er episke:

“@Taylor Swift 22. juli kl. 01.26
En hurtig google-søgning på ‘Taylor Swift boyfriends’ afslører at du har været kærester med rigtig mange, fx John Mayer (december 2009). Altså hvordan gør du???

@Taylor Swift 23. juli kl. 10.55
Nå, men mit kneppetrick #1 er stramt tøj, megastramt tøj, især på overkroppen. Det kan jeg se på billeder at du også går i, så mit spørgsmål går…

@Taylor Swift 23. juli kl. 10.58
… mere på hvordan du går fra knep til at få folk til at kunne lide din personlighed. Det er mit problem nemlig, normalt når jeg vågner op med folk plejer de at kigge på mig som om jeg er noget de ville ønske snart ville gå væk (fx et forkølelsessår) – men den fornøjelse…

@Taylor Swift 23. juli kl. 11.01
…får de ikke hæhæ, jeg hænger ud hos dem hele dagen og så spiser jeg deres pålægschokolade og ser deres planet earth indtil de til sidst ‘desværre er nødt til at smide mig ud’ og så sidder jeg derhjemme og venter på at de skriver og det gør de jo aldrig og så; så…

@Taylor Swift 23. juli kl. 11.05
…er det at jeg begynder at chatte dem op dag og nat. Jeg skriver jokes og spørger dem om hvad de laver og når de så ikke svarer, så bliver jeg bare ved hahahahahah hvad siger du til det, er det det samme du gør eller har du andre tricks? “

Som sagt, den her bog er vild. Mange gange i læsningen tog jeg mig selv i at grine højlydt, noget, der virker bizart, når det man læser om i grunden er så tragisk. Men det er netop dét greb, der gør bogen interessant, at en så hjerteskærende historie kan fortælles på en sjov måde. Det føles vidunderligt forkert.

Digterjeget beskrives på et tidspunkt som “personificeringen af den ufarlige ironiske distance”, hvilket på en måde udpeger selve bogens væsen – ved at skrive en sarkastisk og ironisk distanceret tekst om meget alvorlige emner gøres det ufarligt, fordøjeligt, til at holde ud at læse. Og i sarkasmen lægges en eller anden ekstra distance mellem forfatter og værk. Anna Juul, som er kvinden bag Veronika Katinka, distancerer sig fra værket med både pseudonym og humor.

Formmæssigt må bogen også siges at være eksperimenterende. Bogen, som kaldes en digtroman, rummer alt muligt og umuligt – konfirmationstale, kammerspil, digte (eller parodier på digte?), breve, samtaler, tweets mm. VKs sprog er virkelig “ungt”, der er ikke sparet på hverken talesprogsamputerede ord, forkortelser eller emojis. Og det er med til at gøre bogen og performancen Veronika Katinka enormt gennemført.

Jeg var altså overordnet begejstret for Jeg bruger min krop som et møbel. Det er en mærkværdig og vellykket bog. Og jeg synes, at der gemmer sig noget meget vedkommende under satiren, under alle digterjegets psykosehumoristiske udbrud og ind imellem virkelig dårlige digte. Det er helt sikkert en bog, der er en læsning værd, hvad end man læser den som et bidrag til den for tiden allestedsnærværende litteratur om psykisk sygdom og identitetsforvirring i et stadigt mere præstationsfokuseret konkurrencesamfund, eller som ren satire over tidens navlepillerpoesi. Jeg selv læste den som lidt af hvert og synes den fortjener fire ud af seks hjerter. Original, morsom og ikke uden substans.

hjerter4

Find digtromanen her.

Stærk poetisk brevveksling mellem to verdenshave – HAVBREVENE af Siri Ranva Hjelm Jacobsen

HAVBREVENE af Siri Ranva Hjelm Jacobsen

Prosa – Lindhardt og Ringhof – 2018 – 64 sider – illustrationer af Dorte Naomi – anmeldereksemplar fra forlaget

“Kære M.
Du skriver til mig om sommeren, det samme gjorde Arktis for nylig. Hun røgter sine køer deroppe, og når de skal til at kælve, bliver hun spændt. “I årets første gry rejser kysterne sig som ventende ved et busstoppested.” Sådan skriver hun.  Jeg ved ikke, hvad hun mener med dét. Jeg synes, hun er begyndt at virke lidt ustabil.
Hvad angår årstiderne, har jeg svært ved at samle mig om dem. De er der, nogle gange skifter de plads. Jeg følger natten med blikket. Jeg ligger og ser planeterne flyde forbi. Tågerne deroppe, orange og rosa. Lysende alger i sort vand. Jeg drømmer om den spejlkugle, jorden skal blive, når vi mødes igen. 
Hvad angår krybene – jeg fornemmer din sorg. Ingen af os havde forudset denne acceleration. Trøst dig med, at alting går efter planen. Måske ikke som vi troede, men som vi ville.
A.”

Den klode vi betræder er svøbt i vand på omkring 70 % af sin overflade. Længe før vi kom og længe efter vi er forsvundet vil havene være her. Det er så svært at begribe, at vi ikke er noget særligt midtpunkt i fortællingen om jordkloden. Netop derfor er Havbrevene en så anderledes og interessant bog.

I Havbrevene tilhører synsvinklen havene i en brevveksling mellem Atlanterhavet og Middelhavet. Disse to søstre er tæt forbundne og alligevel ganske forskellige – Middelhavet, den kun 5 millioner år gamle lillesøster, som er empatisk og betaget af Ikaros, og Atlanterhavet, den 180 millioner år gamle storesøster, som har set verden ændres i uendeligheder, og som er noget mere kynisk anlagt. Gennem den 64 sider korte brevveksling introduceres vi til en slags alternativ skabelsesberetning med havene som omdrejningspunkt. Det er en fortælling om en ældgammel natur, en jordklode i evig forandring og mest interessant af alt er det en fortælling hvor mennesket blot er en lille bitte del af en større helhed og ikke, som vi oftest forstår det, omdrejningspunkt for hele verden.

Sjældent har jeg læst noget så syret og samtidig fuldstændig vellykket. Siri Ranva Hjelm Jacobsen formår at skrive så medrivende og troværdigt, at man øjeblikkeligt køber præmissen om to verdenshave med en plan om genforening. I løbet af ganske få sider virker denne skabelsesberetning helt oplagt.

Havbrevene er en alternativ skabelsesberetning og på samme tid en fortælling om undergang – det kommer lidt an på hvilke briller man tager på. Det er vanvittigt interessant at blive draget ind et så anderledes perspektiv, at opleve vores verden i en ny optik. Her forstås menneskeheden som kryb, som et midlertidigt mylder på jorden, et lille glimt af liv i en kæmpe cyklisk verdensfortælling. I Havbrevene er mennesket oprindeligt tænkt som en måde at samle havene på, som små mobile vanddunke, hvis formål er at fragte vand over land. Med et så alternativt persongalleri, må man nødvendigvis tillægge karaktererne menneskelige egenskaber for at forstå dem, og en så grundlæggende menneskelig egenskab som empati kigger da også frem i ny og næ, omend den ikke nødvendigvis er rettet mod et menneske. Når synsvinklen er så fremmed, som det må synes for mennesket at være hav, fremtræder nogle meget interessante blikke på verden, uhyre anderledes end vi opfatter den. Og med den manglende empati for det menneskelige fortæller havene om ellers så ulideligt følelsestunge emner, som flygtningekrise og død:

“Jeg er træt. Det er årstiden. Sommeren tærer på mig. Før var det ikke så slemt, men nu klatrer krybene så meget rundt på mig i deres bælge, alt for mange om én bælg. Jeg lytter til de synkende stimer. Hjernernes kliklyd, der gradvist stiger og så ebber ud. De står på bunden og duver med lunger, der spjætter af plankton og lyskrebs. Når ålene kommer, kigger jeg væk. “

Ikaros udgør en vigtig del af fortællingen og står som et klart billede på menneskehedens skødesløse behandling af jorden – vi har fløjet for højt og nu må vi nødvendigvis falde igen. Der er dog ikke tale om en løftet pegefinger, men nærmere et fokusskifte, en fortælling om en fremtid for noget andet og større end os, om naturens generobring af jorden. Og på en måde er det både dystopisk og opløftende læsning på samme tid.

Illustrator Dorte Naomi har bidraget til udgivelsen med grafiske tryk både mellem siderne og på det smukke fauvisme-associative omslag. De sorthvide tryk fungerer fantastisk stemningssættende og ind imellem ganske foruroligende med organiske former, som fremstår kaotiske og stringente på samme tid.

Her på årets korteste dag udkommer denne lille bog, som er et interessant og vigtigt bidrag til samtidslitteraturens bearbejdning af klimaproblematikker. Havbrevene er eksperimenterende, usædvanlig, tankevækkende og af høj poetisk og æstetisk kvalitet. 5/6 hjerter herfra.

hjerter5

Find dit eget eksemplar af den fine lille bog her.

Stemningsmættet hybridværk om en rejse til kontrastfyldte Sicilien – UNDER GULVET GROR DER PLANTER af Maria Molbech og Sofie Hermansen Eriksdatter

UNDER GULVET GROR DER PLANTER af Maria Molbech (illustrationer) og Sofie Hermansen Eriksdatter (tekst)

Grafisk og poetisk hybridværk – Forlaget Silkefyret – 2018 – 70 sider – omslag og opsætning af Maria Molbech – anmeldereksemplar fra forlaget

“I hårnålesving snor bilen sig ned ad
vulkanens skråninger. Små frodige marker
har lagt sig til rette i folderne hvor citrusfrugter
gror, vintræer, kastanjetræer, pinjetræer, de
blomstrer, skyder store strittende knopper,
under næste udbrud smeltes alt, knopperne
krøller sig sammen, træerne lægges ned
stødvist, det knaser og bager og syder,
det spirer igen “

Vi befinder os på en rejse til Sicilien. Planterne svulmer frodigt, solen brænder og luften er tør. Gennem små poetiske tekstbidder og indtagende illustrationer læser vi os ind i en stemning af Sicilien, på godt og ondt. For mellem frodige agaveplanter og unikke natur- og kulturseværdigheder kigger en fattigdom og en slidthed frem, gennem trætte, mørkrandede øjne.

Under gulvet gror der planter er en smuk og interessant lille bog. Der fortælles ikke som sådan en sammenhængende historie og alligevel føles det som om, jeg har været på vandring ved Siciliens agavekaktusbeklædte skrænter. Med en fin minimalisme skrives Siciliens dobbelthed frem, med en rig kultur og natur og en blomstrende turisme på den ene side og en affaldsforurenet, faldefærdig fattigdom på den anden. På denne kontrastfyldte middelhavsø, mellem frodige planter og affald, golde lavasten og spirende planter, tilpasser dyr og mennesker sig:

“Solen er ved at gå ned, da vi møder gedehyrden. 
hærdet og med læderhud. Skraldet har søgt tilflugt
på skråningerne. Gederne gør deres bedste for
at holde det nede. De gylper føden op og findeler
den igen. Papkasser, græstrå, plastikmælkeflasker.
De sicilenske bjerggeders maver er vant til at fordøje
skraldets skarpe kanter. Lortene har mærkelige former. “

 

Bogen fremstår meget flot med Maria Molbechs kontrasttunge illustrationer på kraftigt papir. Dog er nogle af illustrationerne delvist forsvundet i en manglende margin, gemt mellem sidernes limning, og kommer ikke helt til deres ret. Alle eksemplarer af Under gulvet gror der planter er unikke med håndlimet ryg, hvilket er en mægtigt flot idé. Men resultatet er desværre for klumpet til at fungere rigtig godt, og på det eksemplar jeg har fået tilsendt, kan man faktisk ikke læse teksten på bogryggen ordentligt.

Sofie Hermansen Eriksdatter skriver fint og poetisk og formår at skrive en helt særlig stemning frem. Desværre kunne bogen godt trænge til en grundig korrektur – det var faktisk næsten umuligt for mig at finde et helt afsnit uden slåfejl, hvorfor mine citater ovenfor også indeholder sproglige fejl. Det er en skam for en bog, som ellers er gennemført udarbejdet af to talentfulde kunstnere.

Under gulvet gror der planter er en smuk bog, omend ikke uden fejl og mangler. Endnu engang er jeg begejstret over det æstetiske niveau i Forlaget Silkefyrets udgivelser. Det er virkelig en fryd at have en bog mellem hænderne, som ikke blot er smuk, men også eksperimenterende i sit æstetiske udtryk. Det kan de virkelig finde ud af.

Herfra en anbefaling til dig, der begejstres over kombinationen af tekst og illustrationer, og som godt kan lide en anderledes, poetisk læseoplevelse. Det er ikke en bog, der appellerer særlig bredt, men jeg skal være den første til at argumentere for den smalle litteraturs vigtighed. Herfra bliver det til 3/6 hjerter.

hjerter3

Køb et eksemplar af den smukke bog her.

Sanselig og mærkværdig genrehybrid – MENNESKEDYRET af Ida Monrad Graunbøl

CCC58982-3892-431C-94F8-98AE2C5D0989.jpg

MENNESKEDYRET af Ida Monrad Graunbøl

Digtroman – Forlaget Ekbátana – 2018 – 172 sider – omslagsillustration: Mette Norrie – sponsoreret: anmeldereksemplar fra forlaget

“Dagene i skabet tog hinanden, og Anna sov, men drømte ikke. Nætterne var vågne mareridt, men hun holdt modet oppe ved tanken om, at  ulven ville forsvinde ned i hullet igen, ligesom surikaterne. En nat vågnede hun klokken tolv. Gadelygten var tændt, og nogen måtte have skiftet pæren. Aloe vera-plantens blade kastede skygger på væggen. De lignede fingrene på en hånd. Saften i bladene er så næringsrig, at den kan hele et sår, og bagefter vil man ikke få et ar. Der var helt stille i stuen, og Anna kunne høre sit eget åndedræt. “

Da Anna bliver forladt af sin kæreste, Benjamin, isolerer hun sig i den lejlighed, der før var deres fælles. Lejligheden indtages af eksotiske og skræmmende dyr, et stort hul vokser frem i væggen, og Anna flytter ind i sit klædeskab. Herfra går hele hendes verden, og hun kommer kun ud, når hun er nødt til det. I en febervildelseslignende tilstand glider fortællingen ind og ud af tid og sted, og bringer os fra Danmark til Sverige til Spanien og tilbage igen. Med alle sanser i spil udrulles en poetisk fortælling om et menneskedyrs liv og undergang. Finder hun nogensinde vej ud af skabet og ud i lyset igen?

Sansemættet og fantasifuld læsning

Forlaget kalder bogen for en “poetisk, sanselig og legende roman”, hvilket egentlig stemmer godt overens med min oplevelse af den. Særligt vil jeg rose Ida Monrad Graunbøl for at skrive en sanselighed frem, så man kan mærke, smage, dufte fortællingen. Teksten kredser om menneske(dyr), dyr og natur, som tre sider af samme sag. Ida Monrad Graunbøl besidder en fantasifuldhed, som er dybt imponerende, men som ind imellem også stikker lidt af og bliver kunstig og påtaget sær. I flere af romanens passager, og særligt i digtelementerne, blev teksten ind imellem så underlig og abstrakt, at jeg ikke med min bedste vilje kunne finde en sammenhæng eller berettigelse. Til tider er der en nærmest David Lynchish feel over teksten, hvilket jeg oftest vil mene som en kompliment. Men i Menneskedyret er associationen mere knyttet til de passager hos Lynch, som er for langt ude, de passager, hvor man bare må undres , ryste på hovedet og bevæge sig videre. Romanens legende karakter bliver ind imellem for meget og teksten bliver karikeret og fjollet, hvilket er lidt ærgerligt.

Vellykket hybridværk

Med det sagt, så er romanen både velskrevet og anderledes på en interessant og udfordrende måde. Som hybridværk fungerer den oftest godt, og digtelementerne skaber en helt særlig stemning omkring resten af teksten. Hvor Ida Monrad Graunbøls debut, B til piraten ikke faldt i min smag, har Menneskedyret i langt højere grad gjort det, og jeg synes, romangenren klæder hende. Menneskedyret er en sær, underfundig roman, som svinger mellem infantile fantasifostre og skarpsindige refleksioner over mennesket i  verden, i fællesskab og ensomhed. Det tog en del sider før romanen vandt ind på mig, men det gjorde den, og den har uden tvivl efterladt sig spor i min bevidsthed. Herfra tildeles den tre store hjerter.

hjerter3

Find dit eget eksemplar af Menneskedyret her.

Enestående, drømmeagtigt langdigt fra Louisiana Literature-aktuel, radikal japansk poet – VILDGRÆS VED FLODLEJET af Hiromi Itō

 153B5D17-7673-4444-AB17-AB1B89580BFE.jpg

VILDGRÆS VED FLODLEJET af Hiromi Itō

Langdigt – Forlaget Arena – 2018 – 114 sider – oversat fra japansk (Kawara Arekusa) af Annette Thorsen Vilslev – efterord af Olga Ravn og Johanne Lykke Holm – omslag af Kasper Vang – sponsoreret: anmeldereksemplar fra forlaget

“Mor førte os med / Og vi stod på forskellige transportmidler / Vi stod på, og vi stod af, og vi stod på igen / Vi kørte i biler, og vi gik ombord på busser, / og så gik vi ombord på fly / Og vi gik om bord på flere busser, vi stod på toge, vi kørte i biler “

Sådan starter Vildgræs ved flodlejet med en rejse, som aldrig ender. Digterjeget er en ung piges, digtet en fortælling om rodløshed og en evigt søgende tilværelse. Sammen med sine søskende følger hun sin mor fra den ene far til den næste, ud og hjem til flodlejet igen, over landegrænser, fysiske og mentale grænser. De er immigranter, deres pas er dårlige pas, deres sprog uforståeligt. Ligesom med fremmede planter, er levevilkårene bedst for de indfødte – nogen hører til og nogen gør ikke. De fremmede mister sig selv i assimilationen. Bogen er en rejse – eller flugt – på vanvidets rand, gennem dystopiske, poetiske landskaber. Itō eksperimenterer med sprog og genre, og fortællingen er grænsesøgende i alle henseender.

Kønsudfordrende karakterer og almægtig natur

I Vildgræs ved flodlejet udfordres Japans patriarkalske strukturer, og gængse kønsopfattelser sættes på spidsen. Kvinderne er centrale, aktivt handlende og tænkende, og der åbnes på en måde op for anderledes kvinderoller, som ikke er ens betydende med omsorg, varme og moderlighed. Moderen i bogen er langt fra altopofrende kærlighed og tryghed. Hun er til dels kilde til utryghed og instabilitet. Hun er primært dyr og krop, hun er ækel, hun lugter, hun er grænseoverskridende, hun tvinger varm kvalm modermælk i munden på digterjegets lillebror, hun er seksuel, med sig selv, med fædrene, som er lig, med de vilde vinplanter. Hun går i et med hundene og med planterne. Hun giver liv som en plante får nye skud, men ikke omsorg.

Naturen i Vildgræs ved flodlejet er dominerende, vild og utæmmet, de vilde græsser og vine er aggressive og overmandende, og andre arter underkastes dem. Ved flodlejet  konsumeres alt, alle bliver til lig.

“Der var så mange forskellige slags lig, / Det var på grund af græsset, / Det fangede og åd alle de dyr, det kunne, / Alt der døde ved flodlejet blev til lig, / Det betød ikke noget, om du var i live eller død, / Hvis du kom til flodlejet, ville græsserne æde dig, og du ville blive til et lig “

Vildgræs ved flodlejet er et sammensurium af poesi og prosa, drøm og virkelighed, liv og død. I Itōs digtning er intet endeligt. Grænser, som oftest forstås så skarpt dikotomisk i Vesten, flyder sammen, forsvinder. Mennesker er dyr er planter, liv og død er en kontinuerlig bevægelse. Planternes lov er den gældende – det er mere almindeligt at leve end at dø:

“At leve / Er mere almindeligt / End at dø for planter / De kommer tilbage / De fortsætter / De dør ikke / De rejser sig fra de døde / De bliver levende igen / De vokser frem igen, lige meget, hvad de møder / De føder et utal af børn “

Livet fortsætter, rejsen fortsætter, de samme ting gentages, starter forfra igen og igen. Hiromi Itō kaldes en shamanistisk digter, hendes værk er messende, cyklisk, lig naturens, livets cyklus. Som læser væves man ind i hendes univers, i en drømmeagtig tilstand, som fortsætter længe efter bogen er forbi.

En gennemført vellykket udgivelse

Flere gange gennem læsningen har det slået mig, hvor omfattende et arbejde oversættelsen af Vildgræs ved flodlejet må have været. Et arbejde, som kræver et imponerende overblik og en gennemgribende forståelse for japansk kultur og litteratur. Nu har jeg af gode grunde ikke læst Itō på originalsproget, men intet sted i Vildgræs ved flodlejet støder man på sprogclash eller stive ordvalg. Her fremstår intet fordansket, ej heller uoversætteligt eller uforståeligt på dansk. Taget i betragtning hvor kulturelt og litterært forskellige Danmark og Japan er, må det siges at være en bedrift.

Efterordet af Olga Ravn og Johanne Lykke Holm er guld værd for nye læsere af Itō. Her reflekteres og udfoldes læsningsmuligheder, som jeg enten kunne nikke genkendende til, eller som gav mig lyst til at læse bogen igen med nye øjne. Der samles op, og der tilbydes nye indgange til at forstå Itō som digter. En utroligt gennemført udgivelse, fra ende til anden.

Vildgræs ved flodlejet var en vild og øjenåbnende læseoplevelse. Sjældent har jeg læst noget så mærkværdigt, sanseligt stærkt, frastødende, forvirrende og interessant. Det er overvældende poesi, som jeg aldrig har oplevet det før, og jeg er nødt til at læse mere af Hiromi Itō.

Bogen er måske ikke den lettest tilgængelige, men jeg vil alligevel anbefale den bredt. For den er mest af alt så sansemættet, så stemningsfuld, at den ikke kan andet end at gøre indtryk. At læse Vildgræs ved flodlejet kræver ikke en stor viden om poesi eller japansk litteratur. Det er en bog, der først og fremmest skal føles, og det er en bog jeg vil vende tilbage til igen og igen. 6 hjerter herfra.

imagesimagesimagesimagesimagesimages

Hvis du har planer om at gæste Louisiana Literature denne sommer, så slå lige et smut forbi Hiromi Itō og oplev hendes messende, shamanistiske oplæsning. Hun er uden tvivl en oplevelse og et af hovednavnene på min liste.

Vildgræs ved flodlejet kan erhverves fra forlaget her.

Velreflekterede digte om liv, død, sorg, savn og forgængelighed – EN VASE I BRYSTET af Daniel Boysen

img_20180504_103643.jpg

EN VASE I BRYSTET af Daniel Boysen

Digtsamling – Forlaget Silkefyret – 2018 – 93 sider – sponsoreret: anmeldereksemplar fra forlaget

” jeg går i havet/ solen har været/ oppe længe/ stenene trykker/ under fødderne/ gamle skader/ løsnes/ bryder gennem/ overfladen/ færgebølgerne er/ voldsomme”

En vase i brystet er en helstøbt digtsamling om livet og døden, om naturens ufravigelige forgængelighed. Digte og fotografier fortæller i små fragmenter om en årstids skiften, om livets langsomme, men støtte cyklus, om sorgen og dens udvikling. Vi vender tilbage til en evighedsfølelse, en cirkulær bevægelse i naturen, i livet, døden og sorgen:

” vi sænker jeres aske/ i mulden/ om nogle år/ vokser I op/ med grene/ og blade/ vi kan klatre mod/ en himmel/ på jeres nye rygge”

Strand, hav, skovmuld, bølger, fugle, blade, lysafspelinger, frost og vind er nogle af de naturelementer, der arbejder med og imod kroppen, danner ramme omkring jegets eksistens og tilbagevendende funderen over eget liv, egen krop og væren. Meget fint illustreres digterjegets forhold til sin egen eksistens i bogens allerførste digt:

” de dødes lys/ brænder/ fra mit hoved/ som et mørkt forår/ i en udtrådt verden/ tanken om at/ vende tilbage til/ den ro/ der var før/ jeg fandtes/ skræmmer mig”

Som forlaget selv skriver, kredser digtene om tematikker, som samling og splittelse, om at være menneske i rummet mellem før-fødsel og efter-død. Vi befinder os i et limbo mellem erkendelse, sorgbearbejdelse og håbløshed. Samtidig med at døden beskrives som stilstand, fortsætter livets og naturens evige cirkulære bevægelse ufortrødent. Noget, som efterlader læseren med en følelse af magtesløshed, men til dels også trøst eller accept. Der er gennem digtene et dybfølt ønske om at fastholde noget af det levede liv, at plukke minder som blomster og gemme dem i hjertet, i brystets vase. Det ufravigelige i døden er på en måde noget, der fylder digterjeget med sorg og melankoli, men også værdi.

Det er første gang, jeg har fornøjelsen af at læse noget af Daniel Boysen –  men det bliver absolut ikke sidste gang. Hans digte vidner om en usædvanlig stærk observationsevne, og han formår at skrive tunge ord med en let pen. Emnerne digtene kredser om er alment menneskelige refleksioner, som fremskrives relaterbart og med et gran humor.

Universet i digtsamlingen er fint og organisk og fotografierne, der blander sig mellem siderne er taget af forfatteren selv, og understøtter hele setup’ et afsindigt vellykket. En vase i brystet efterlader en tone som sidder fast, en melankolsk funderen over egen eksistens, eget fravær. Digtsamlingens smukke fotografier er drømmeagtige kollager, som sætter den rette stemning til digtene, som et følelsesmættet, silkeblødt bagtæppe til værket. Fotografierne er desuden et tiltrængt æstetisk kosttilskud til en udgivelse, der ved første øjekast ser noget kedelig og uindbydende ud. Omslaget er trykt på et mat og nubret papir, som  giver associationer til sandpapir eller tør hud, og som desuden hurtigt ser slidt ud. Jeg tror, de fleste har en tendens til at dømme en bog på dens omslag, hvilket i dette tilfælde er virkelig ærgerligt. Der gemmer sig en stor æstetisk oplevelse på den anden side af det grove, triste ydre, så lad dig endelig ikke narre. Alt i alt er En vase i brystet en digtsamling med et interessant filosofisk udgangspunkt, en imponerende sproglig lethed i alt det tunge, og en stærk æstetisk ramme. 5/6 hjerter og kraftige anbefalinger herfra!

hjerter5

cof

En+vase+i+brystet

Digtene kan købes direkte fra forlaget her,  og så burde du i øvrigt tjekke Daniel Boysen ud her.

ALIAS GRACE af Margaret Atwood

edf

ALIAS GRACE af Margaret Atwood

Historisk roman – genudgivelse – Lindhardt og Ringhof – 2017 – 550 sider – omslag af Simon Lilholt/Imperiet – sponsoreret: anmeldereksemplar fra forlaget

“Hvad skal jeg fortælle dr. Jordan om denne dag? For nu er vi der næsten. Jeg kan huske, hvad jeg sagde, da jeg blev arresteret, og hvad forsvareren, mr.  McKenzie, sagde, jeg skulle sige, og hvad jeg ikke engang sagde til ham; og hvad jeg sagde under retssagen, og hvad jeg sagde bagefter, hvilket var noget andet igen.  Og hvad McDermott sagde, jeg sagde, og hvad de andre sagde,  jeg måtte have sagt, for der er altid dem, der er villige til at forsyne én med deres egne taler og lægge dem i munden på én med det samme; og slige folk er taskenspillere, der kan bugtale, på markeder og gadehjørner, og man er bare deres trædukke. Og det var sådan, det var under retssagen, jeg stod der i vidneskranken, men jeg kunne lige så godt have været lavet af stof og udstoppet, med et porcelænshoved; og jeg var selv lukket inde i den dukke, og min sande stemme kunne ikke slippe ud.”

Grace Marks sidder i fængsel, dømt for medvirken på det bestialske mord på sin arbejdsgiver og dennes husholderske. Efter at have undsluppet galgen og afsonet 16 år i skiftevis sindssygeanstalt og fængsel, besøges hun af den unge dr. Simon Jordan, som har til opgave at udrede Grace for hukommelsestab og sindssyge. Gradvist fortæller hun sin historie og lader dr. Jordan vide mere og mere om tiden op til, under og efter den frygtelige hændelse der forsejlede hendes skæbne for altid. Graces hukommelsestab gør det svært at gennemskue hvad der virkelig er sket, hvilken rolle hun har spillet og hvorvidt hun bærer skyld eller ej. Hele tiden må  dr. Jordan kæmpe for ikke at lade sig rive med af Graces fængende fortælling, og finder hele tiden sig selv tvivlende på sandheden af hendes historie. Er Grace uskyldig? Sindssyg? Eller er hun blot en uhyre dygtig manipulator og løgner?

Den historiske roman, Alias Grace trækker på en af Canadas mest berygtede mordhistorier fra det 19. århundrede. I romanen fusionerer gamle tilståelser, vidneudtalelser og faktiske beretninger med en særdeles  gennemført fiktion. Historien er meget velkomponeret og gennem bogens 550 sider var jeg næsten konstant underholdt og spændt på at vende næste side. Kun få passager med brevkorrespondance i romanens spæde start var en smule langsommelige, men viste sig selvfølgelig at bygge fundament for senere, vigtige dele af beretningen. Det er uden tvivl et imponerende researcharbejde der ligger bag romanen, som er en samtidsskildring i ligeså høj grad som en spændingsroman.

Sproget i Alias Grace er bemærkelsesværdigt, i det vellykkede møde mellem datidige kringlede formuleringer og en sproglig ligetilhed, nutidigt og datidigt sprog forenes på fineste vis. Desuden er beskrivelser af helt små ting, naturen, eller måden et hvidt klæde hænger på en tørresnor, så fuldendt lyrisk beskrevet, hvilket bidrog til en meget positiv læseoplevelse. Gennem fortællingen veksler synsvinklen ofte og læseren tilbydes adgang til hovedpersonerne på skift, hvilket gør fortællingen meget nuanceret. Alias Grace er en fortælling med mange lag, og det er ikke svært at få øje på Atwoods samfundskritik, fx i forhold til køn, eller samfundets forståelse af sindssyge.

Alias Grace, denne vanvittigt interessante og indholdsbastante roman, pakket ind i  lærred og orange skønhed, har ind imellem fået mig til at ønske, at min, ellers ret lange daglige togtur, ville fortsætte lidt endnu. Alias Grace er en roman der er næsten umulig at lægge fra sig, som spiller på læserens etik, moral og empati. Ligesom dr. Jordan bliver man i tvivl om, hvad der egentlig er sandt, falskt, hvad der er virkelighed og hvad der er drøm – for denne følelse af omtåget drømmeverden går som en grundtone gennem romanen, man indhylles på en måde i den drømmeverden Grace siges at havne i. Jeg kan kun anbefale Alias Grace til alle der har hang til både en psykologisk spændingsfortælling og et lyrisk sprog. Det er en enestående roman. 5/6 hjerter.

hjerter5

cof

Efter HBO’s succes med serien The Handmaids Tale, som er bygget på Atwoods roman fra 1986 af samme navn, bliver også Alias Grace filmatiseret (serieficeret – er det et ord?) og har premiere på Netflix fredag d. 3/11 2017. Efter at have siddet åndeløst klistret til skærmen og set The Handmaids Tale, glæder jeg mig afsindigt til premieren på Alias Grace. Og hvis serien er bare en tredjedel så fængende som bogen, så er jeg tilfreds!