Stemningsmættet hybridværk om en rejse til kontrastfyldte Sicilien – UNDER GULVET GROR DER PLANTER af Maria Molbech og Sofie Hermansen Eriksdatter

UNDER GULVET GROR DER PLANTER af Maria Molbech (illustrationer) og Sofie Hermansen Eriksdatter (tekst)

Grafisk og poetisk hybridværk – Forlaget Silkefyret – 2018 – 70 sider – omslag og opsætning af Maria Molbech – anmeldereksemplar fra forlaget

“I hårnålesving snor bilen sig ned ad
vulkanens skråninger. Små frodige marker
har lagt sig til rette i folderne hvor citrusfrugter
gror, vintræer, kastanjetræer, pinjetræer, de
blomstrer, skyder store strittende knopper,
under næste udbrud smeltes alt, knopperne
krøller sig sammen, træerne lægges ned
stødvist, det knaser og bager og syder,
det spirer igen “

Vi befinder os på en rejse til Sicilien. Planterne svulmer frodigt, solen brænder og luften er tør. Gennem små poetiske tekstbidder og indtagende illustrationer læser vi os ind i en stemning af Sicilien, på godt og ondt. For mellem frodige agaveplanter og unikke natur- og kulturseværdigheder kigger en fattigdom og en slidthed frem, gennem trætte, mørkrandede øjne.

Under gulvet gror der planter er en smuk og interessant lille bog. Der fortælles ikke som sådan en sammenhængende historie og alligevel føles det som om, jeg har været på vandring ved Siciliens agavekaktusbeklædte skrænter. Med en fin minimalisme skrives Siciliens dobbelthed frem, med en rig kultur og natur og en blomstrende turisme på den ene side og en affaldsforurenet, faldefærdig fattigdom på den anden. På denne kontrastfyldte middelhavsø, mellem frodige planter og affald, golde lavasten og spirende planter, tilpasser dyr og mennesker sig:

“Solen er ved at gå ned, da vi møder gedehyrden. 
hærdet og med læderhud. Skraldet har søgt tilflugt
på skråningerne. Gederne gør deres bedste for
at holde det nede. De gylper føden op og findeler
den igen. Papkasser, græstrå, plastikmælkeflasker.
De sicilenske bjerggeders maver er vant til at fordøje
skraldets skarpe kanter. Lortene har mærkelige former. “

 

Bogen fremstår meget flot med Maria Molbechs kontrasttunge illustrationer på kraftigt papir. Dog er nogle af illustrationerne delvist forsvundet i en manglende margin, gemt mellem sidernes limning, og kommer ikke helt til deres ret. Alle eksemplarer af Under gulvet gror der planter er unikke med håndlimet ryg, hvilket er en mægtigt flot idé. Men resultatet er desværre for klumpet til at fungere rigtig godt, og på det eksemplar jeg har fået tilsendt, kan man faktisk ikke læse teksten på bogryggen ordentligt.

Sofie Hermansen Eriksdatter skriver fint og poetisk og formår at skrive en helt særlig stemning frem. Desværre kunne bogen godt trænge til en grundig korrektur – det var faktisk næsten umuligt for mig at finde et helt afsnit uden slåfejl, hvorfor mine citater ovenfor også indeholder sproglige fejl. Det er en skam for en bog, som ellers er gennemført udarbejdet af to talentfulde kunstnere.

Under gulvet gror der planter er en smuk bog, omend ikke uden fejl og mangler. Endnu engang er jeg begejstret over det æstetiske niveau i Forlaget Silkefyrets udgivelser. Det er virkelig en fryd at have en bog mellem hænderne, som ikke blot er smuk, men også eksperimenterende i sit æstetiske udtryk. Det kan de virkelig finde ud af.

Herfra en anbefaling til dig, der begejstres over kombinationen af tekst og illustrationer, og som godt kan lide en anderledes, poetisk læseoplevelse. Det er ikke en bog, der appellerer særlig bredt, men jeg skal være den første til at argumentere for den smalle litteraturs vigtighed. Herfra bliver det til 3/6 hjerter.

hjerter3

Køb et eksemplar af den smukke bog her.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s