MALALAS MAGISKE BLYANT af Malala Yousafzai
Billedbog – Forlaget Albert – 2018 – 48 sider – for børn i indskolingen – illustrationer af Kerascoët – oversat fra engelsk af Eva Mosegaard Amdisen – anmeldereksemplar fra forlaget
“En efter en holdt pigerne op med at gå i skole. (…) Hvordan kunne nogle få mænd forhindre alle pigerne i at komme i skole? Jeg tænkte: Hvis flere folk vidste, hvad der skete, ville de måske hjælpe os. At ønske det var ikke nok. Nogen var nødt til at sige det højt. Og hvorfor ikke mig? Jeg skrev om, hvordan det føltes at være bange for at gå i skole. Jeg skrev om, hvordan nogle af mine venner var flyttet væk, fordi vores by var blevet farlig at bo i. Om, hvor glad jeg var for at gå i skole, og hvor stolt jeg var af min uniform. Da jeg først var begyndt at skrive, stoppede jeg ikke igen. “
Malalas magiske blyant er fortællingen om pigen Malala, som så sin hjemby i Pakistan blive forandret af Taliban, som frygtløst begyndte at fortælle verden om hvad der foregik, som har modtaget adskillige fredspriser og som i dag arbejder aktivt for pigers ret til uddannelse som fredsambassadør i FN.
Da Malala var barn så hun et børneprogram i TV om en dreng med en magisk blyant. Med blyanten kunne han tegne hvad som helst, som så ville blive virkeligt. Det fik Malala til at tænke over mulighederne i sådan en blyant – hvis hun havde sådan en ville hun tegne piger og drenge med lige muligheder, gratis skoler og fredelige samfund. Da Taliban tager magten i Malalas hjemland bliver både børn og voksnes rettigheder pludselig voldsomt indskrænket. Pigerne rammes særligt hårdt og får bl.a. ikke længere lov at gå i skole. Malala begynder at skrive til medierne og fortælle om det frygtelige der foregår og hun bliver talerør for hele nationens børn. Hun er modig, ja nærmest frygtløs, og det er da heller ikke uden risici at hun står frem. Taliban prøver at slå hende ihjel, men hun overlever på mirakuløs vis og fortsætter ufortrødent sit arbejde mod en friere verden.
Malalas magiske blyant er en fin og inspirerende historie – Forlaget Albert har udgivet endnu et børnelitterært guldkorn, som kan både oplyse og inspirere vores børn. Bogen formår desuden at italesætte nogle meget barske og vigtige emner uden at blive for grafisk eller uhyggelig i sit indhold – hvilket må siges at være en bedrift, når man behandler emner som krig, fattigdom, vold og undertrykkelse. Emner, som vores børn desværre vil blive konfronteret med på den ene eller anden måde.
Bogen er formidlet forståeligt og i børnehøjde, og så afsluttes den med et afsnit mere målrettet de voksne, hvor historien uddybes og får lidt flere nuancer. Det er en god afrunding af historien at høre mere om hvordan det går Malala og hendes familie i dag.
Historien i sig selv er ikke noget sprogligt mesterværk, men fortællingen som helhed og de fine illustrationer gør bogen til noget ganske særligt.
Malalas magiske blyant er ikke blot en vigtig og inspirerende historie. Den er også en virkelig god indgang til at begynde at tale med sine børn om svære emner som privilegier (og mangel på samme), om køn, kultur, fattigdom og noget så essentielt som børnerettigheder og FN’s børnekonvention.
Jeg vil anbefale den fine børnebog bredt børn i indskolingsalderen, som er klar til at tale om de lidt mere barske sider af verden. En smuk bog med et vigtigt budskab.
Kender du en tænksom pode, der skal have den fine bog om Malala i julegave? Find den her.