DE POLYGLOTTE ELSKERE af Lina Wolff 

Roman – Forlaget Gladiator – 2018 – 304 sider – oversat fra svensk af Louise Ardenfelt Ravnild – omslag af Clara Birgersson – anmeldereksemplar fra forlaget

“Der er omdrejningspunkter i vores liv, begivenheder, der definitivt og uigenkaldeligt forandrer os. Der er mennesker, som udløser disse begivenheder, og som kan være perifere, slørede ansigter i baggrunden på et billede, indtil man en dag indser, at de hele tiden har været centrale. Man er sjældent bevidst om de enkelte øjeblikkes enorme betydning, når man gennemlever dem. Hvordan de rejser sig som tårne og kaster deres skygger ind i andre øjeblikke. Der er meget, som kun kan ses i lyset af et tilbageblik. Og i tilbageblikket ligger nostalgien. Man tror, det var bedre, som det var engang, man ville ønske, at man kunne lade det hele urørt og gå tilbage. Mindes uden nostalgi? Jeg vil gøre et oprigtigt forsøg. “

Efter nogle kulsejlede relationer går Ellinor på nettet i jagten på kærligheden. Hun søger en mand der er kærlig men ikke for kærlig og møder Calisto. Calisto er kulturjournalist og i besiddelse af et for ham meget værdifuldt manuskript. Max Lamas er forfatter, en kynisk, selvoptaget en af slagsen. Han er optaget af kvinder, som han oftest ser som midler til sin egen selvrealisering på den ene eller den anden måde. Han drømmer om at møde en kvinde, som behersker multiple sprog som han selv. Lucrezia er en del af adelen i Rom. Hendes familie er ramt af tragedier og går en fremtid i møde uden hverken velstand eller anseelse. Hun ønsker at genrejse familiens fallerede arv, koste hvad det vil.

De polyglotte elskere er tredelt, i Ellinor, Max og Lucrezias historie. Tre meget forskellige historier, som på imponerende vis kædes sammen på kryds og tværs og trækker sin læser ind i en større fortælling om den umulige kærlighed, om individualistens hensynsløse begær efter selvrealisering på bekostning af andre.

Karaktererne i De polyglotte elskere er parodier på kønsstereotypier og så alligevel slet ikke. Kvinderne er ved første øjekast svage og underlagt mændene, men som bogen skrider frem, forstår man, at det oftest er kvinderne der styrer tingene, som har overblikket og som træffer de afgørende beslutninger. Mændene fremstilles både som driftstyrede, af kødet underlagte mennesker, som alligevel er mere udspekulerede end som så. Alle (mis)bruger de hinanden for at få det, de gerne vil have. Og alle taler de med forskellige stemmer, misforstår hinanden. På bedste Houllebecqske facon er enhver form for oprigtig mellemmenneskelig kærlighed umulig og bag alle relationerne gemmer der sig andre motiver, andre drivkrafter. Romanen mestrer virkelig at udstille disse kønsstereotyper og samtidig nedbryde dem fuldstændigt. Det gøres så ironisk-humoristisk og med så udsøgt et sprog, at jeg slet ikke kan få armene ned af begejstring. Wolff har med De polyglotte elskere bedrevet en afsindigt velskrevet roman, så anderledes, nuanceret og overraskende. Læs den, hvis du holder af  at læse bøger med gennemførte plots, dunkel humor og usædvanlig sproglig begavelse. Bare læs den.

De polyglotte elskere er kort sagt usædvanligt velskrevet. Her fra tildeles den 5 ud af 6 hjerter – det sidste hjerte røg med bogens slutning, som for mig føltes for brat og en smule antiklimatisk, hvilket sad i mig i flere dage – dog sammen med længslen efter mere, efter flere sider i romanen. Meget mere Wolff, tak!

Køb dig selv en fabelagtig tidlig julegave her.