Frastødende kropsvæsker, den fundamentale afsky ved at slå ihjel, grænseoverskridende ritualer, lyst og ulyst i det seksuelle overgreb og andre ækelheder – DET ÆKLE af Brian Benjamin Hansen og David Mayntz (red.)

cof

DET ÆKLE af Brian Benjamin Hansen og David Mayntz (red.) 

Antologi – 226 sider – Akademisk Forlag – 2018 – omslag af Harvey Macaulay | Imperiet – sponsoreret: anmeldereksemplar fra forlaget

Oplevelsen af noget som værende ækelt er helt grundlæggende og umulig at fralægge sig. Vi oplever forskellige ting som ækle uden nødvendigvis at ville det, afsky er ikke altid en kontrolleret følelse. Ikke desto mindre har vores opfattelse af det ækle stor betydning for hvordan vi møder andre og former relationer. Som det formuleres på bagsiden af Det ækle:

“Det ækle får os til at føle afsky. For kulturer, for politik, for køn, for kroppen. Og vi bruger det ækle i vores bedømmelse af verden, andre mennesker, andre væsner, ting. For det anfægter os på det dybeste” 

Og netop heri ligger en af bogens pointer; selvom vi ikke altid kan kontrollere hvad der får os til at føle afsky, så er det vigtigt at vi tager aktivt stilling til det, gør os det bevidst, og på den måde ikke automatisk handler ud fra det. Det er vigtigt, at vi taler om det ækle, at vi forsøger at finde frem til en slags etik for det ækle. “For det ækle har betydning for vores holdninger og handlinger”

Bogen Det ækle er sammensat af ni meget forskellige kapitler, som alle bearbejder fænomenet “det ækle” fra forskellige vinkler og med forskellige redskaber.

Og vi kommer vidt omkring; lad mig nævne i flæng – opfattelsen af den anden/en gruppe af andre som værende ækel, eksemplificeret ved etnisk udrensning og Trumps kvindehad | det ækle i relationsarbejdet og hvordan det afslører relationernes (a)symmetri, afskyreaktioner i forbindelse med at slå ihjel, og hvorvidt det bunder i indlejret moral eller noget mere komplekst | ækle rusritualer og hvordan de gennem grænseoverskridelsen fungerer samlende eller ekskluderende i nye fællesskaber, |menstruationsblod og den ekstreme grad af tabu netop denne ganske almindelige kropsvæske tillægges | et evolutionsbiologisk take på pubertære individers hyppige konfrontation med afsky og det ækle | den komplekse oplevelse af lyst og ulyst i det seksuelle overgreb, og hvordan det ikke er legitimt at italesætte | hvordan bl.a. nye muligheder for monitorering  af medarbejdere kan gøre ledelse grænseoverskridende, socialt illegitim og ækel og sidst, men absolut ikke mindst | den forvirrende sammenhæng mellem nydelse og afsky, eksemplificeret ved musik – når vores egen, ukontrollerbare nydelse bliver for meget og ændrer karakter til noget ækelt.

Det er ikke altid jeg læser en akademisk udgivelse slavisk, fra første til sidste side. Som oftest shopper jeg lidt rundt, danner mig et overblik og udvælger relevante kapitler og passager jeg kan tage fat på. Men i mødet med Det ækle havde jeg svært ved at løsrive mig, helt fra bogens allerførste sætninger:

“Det ækle er en sær størrelse. Det er, som om det ækle er skabt til at  undslippe alt for pæne kategoriseringer, og således opstår det som en slags rest, når man krampagtigt begynder at tale og skrive om det. Man kan ikke rigtig ramme dét, selvom man forsøger med flere fyldord, beskrivelser og systemer. Det lader sig ikke skrive. Og alligevel bliver det ved med at melde sig.”

Det ækle er interessant, dragende og frastødende på samme tid.

Det er dog ingenlunde nødvendigt eller oplagt at læse Det ækle slavisk fra den ene ende til den anden – alle ni kapitler introducerer grundigt til hvad det ækle kan forstås som, i hvert deres fokus.

Alle bogens ni kapitler er gennemarbejdet og formidlet forståeligt og skarpt, omend nogle kapitler er lettere tilgængelige end andre. Af absolutte højdepunkter for mig var kapitlet om det ækle i relationsarbejdet, hvor vi møder Pernille, som  er mentor for en socialt udsat ung mand. I mødet med menteens mor i deres lejlighed, udfordres hun på sin professionalisme, da hun først og fremmest føler sig dårligt tilpas i den uudluftede, dyrehårsbefængte lejlighed. Moren serverer hjemmelavet, mayonnaise-mættet skinkesalat til dem på lune tallerkener, og den syrligt fede anretning og omgivelserne gør det umuligt for Pernille at tage imod måltidet. Hendes afvisning af deres gestus afslører skævheden i deres relation, ved at sige nej til deres mad, fremstår hun socialt hierarkisk over dem og deres uligeværdige relation står frem. Kapitlet er både afsindigt interessant i sine argumenter, og velskrevet i en sådan grad, at man som læser tydeligt mærker følelsen af afsky, den sammensnørrende hals og de begyndende opkastfornemmelser. Kapitlet understreger hvordan det ækle virker, man mærker den ufrivillige afsky på egen krop.

Desuden var jeg svært begejstret for kapitlet om lyst og ulyst i det seksuelle overgreb, som tager fat på et emne, som sjældent italesættes. Med solidt teoretisk afsæt åbnes der op for nye måder at tale om kompleksiteten af et seksuelt overgreb og dermed også en bredere måde at møde offeret for et sådant på. Ved hjælp af begreber som mættede fænomener (Marion) bliver det måske lettere at tale om og forstå hvordan et seksuelt overgreb former offeret. Måske kan en sådan tilgang være med til at frigøre noget af al den skyld og skam der ofte følger med, hvis man udsættes for et seksuelt overgreb. Om ikke andet tror jeg at italesættelsen i sig selv er vigtig; en anerkendelse af, at der er mere komplekse følelser og reaktioner på spil end som så.

Skulle jeg ønske mig et tiende kapitel,  ville det være både nærliggende og interessant at undersøge det ækles sammenhæng med den inkapable krop. For den inkapable krop er i nogle tilfælde genstand for afsky i en sådan grad, at man kan tale om at der sker en eller anden form for menneskelig værdiforringelse eller objektivisering. Men som med alle andre udgivelser, så er man jo nødt til at lave en afgrænsning. Og jeg synes at Det ækle er afsindigt velkomponeret og vellykket i både indholds omfang og spredning.

Det ækle er så interessant, fordi det er så svært at definere. Det ækle er et grænseland, der hvor lyst og ulyst flyder sammen. Og bogen holder sig bevidst uden for en fast definition og går i stedet nysgerrigt til begrebet. Når vi beskæftiger os med det, der frastøder os – det vi finder ækelt – siger det i virkeligheden enormt meget om os selv, og om det, der er samfundsnormen – det, vi føler behag ved og stræber efter. Det ækle slår ned i en række højaktuelle emner og bidrager således til en samtidsanalyse, en bedre kulturforståelse.

Det ækle er afsindigt relevant, interessant og godt formidlet. Selv bogens omslag formidler et af bogens hovedelementer ret konkret – nemlig kompleksiteten i det ækle. De farvestrålende orme der snor sig på bogens omslag er både dragende og frastødende, de er smukke samtidig med at de giver mig myrekryb.

En både smuk, interessant og vigtig bog. 5/6 hjerter herfra!

hjerter5

Har du fået appetit på noget ækelt? Så kan du læse mere om bogen, eller erhverve dig dit helt eget eksemplar her!

Udklip 1 det ækle

Udklip 2 det ækle

 

Bogklubnoter #1


Snapchat-203393705

Ost, rødvin og feminisme – whats not to like?

Bogklubnoter er en ny kategori på Kulturkulten.

Siden jeg i sommer sammen med en veninde har startet en feministisk bogklub, har konceptet vækket en række tanker hos mig. For jeg synes at ideen om en læseklub er fantastisk af så mange årsager.

Rammerne omkring Feministisk bogklub er simple og selvfølgelige; de deltagende skal besidde en eller anden grad af interesse for feminisme. Hvilken bog/hvilke bøger vi skal læse besluttes af den der har værtsrollen, og værtsrollen går på tur fra gang til gang. Alle typer litteratur er velkomne, skønlitteratur, faglitteratur, tungt, let, stort og småt.

Første møde i bogklubben blev afholdt i fredags, og valget af litteratur faldt på Donna Haraways to essentielle essays, The Cyborg Manifesto og Situated Knowledges. Essays vi var enige om var forholdsvis svære at læse – særligt på engelsk. Men vi kom igennem og fik snakket teksterne godt igennem, og så fik vi også snakket en masse udenom – helt perfekt.

De to essays er bestemt anbefalelsesværdige til den feminismeinteresserede læser. Haraways drilske formidlingsform, gennemsyret af ironi og med en nærmest flabet tvetydighed, var, trods sværhedsgraden, overraskende underholdende. Og så er det enormt tankevækkende, at Haraway har skrevet overvejelser om teknologi og mennesker i 1984, som er så højaktuelle og rammende i en nutidig kontekst.

I bogklubben er vi indtil videre 8 medlemmer. Nogle kender hinanden, andre ikke endnu, men tilfælles har vi altså en interesse for feministisk litteratur og læsning. Og det er ét af de fantastiske elementer i bogklub-konceptet: Potentialet for dannelse af nye fællesskaber. Af andre opturs-elementer kan nævnes muligheden for at holde sin hjerne i gang (let’s face it, mit post-studerende-jeg er ikke halvt så opsøgende når det kommer til akademisk udfordrende litteratur, som jeg havde forventet. Hjernen bliver hurtigt doven og magelig). Desuden er det vanvittigt hyggeligt, og en kærkommen undskyldning for at fylde sig med ost og rødvin.

Hvis bogklubkonceptet virker tiltalende, og man ikke helt kan overskue selv at stable det på benene, så er der heldigvis masser af hjælp at hente. De fleste biblioteker har etablerede bogklubber til en bred palet af læsere, samt mulighed for at byde ind med bogklubber til bestemte genrer og aldersgrupper. Se f.eks. Københavns Hovedbiblioteks tilbud her.

Næste gang vi mødes i Feministisk bogklub, i november, skal vi læse “Zami: A new spelling of my name” af Audre Lorde, hvilket jeg ser frem til. Så der skal lyde en kæmpe opfordring herfra, i tråd med tidligere indlæg om litterær nysgerrighed: Opsøg noget nyt, lad dig udfordre i din læsning og opdag værdien i at tale med andre om den litteratur du har læst. Det kan kun tilføre din læsning noget positivt.

EN KVINDE SER PÅ MÆND DER SER PÅ KVINDER af Siri Hustvedt

mde

EN KVINDE SER PÅ MÆND DER SER PÅ KVINDER af Siri Hustvedt

Oversat fra engelsk: A Woman Looking at Men Looking at Women – Essaysamling – Lindhardt & Ringhof – 672 s. – udgivet 21.08.17 – anmeldereksemplar fra forlaget

“Tvivlen er frugtbar, fordi den åbner tænkeren for fremmede tanker. Tvivlen er en spørgsmåls-generator. Descartes’ grundlæggende spørgsmål: Hvad kan vi og hvad kan vi ikke opnå vished om, virker fortsat forfriskende, selvom hans svar ikke var tilfredsstillende, hverken for mig eller mange andre. En af de få universalier, når det gælder idéer, kunne måske være, at spørgsmål normalt er bedre end svar.”

Siri Hustvedts essaysamling En kvinde ser på mænd der ser på kvinder er netop udkommet på dansk. Bogen er tredelt, og stiller et forfriskende spørgsmålstegn ved en lang række fænomener. Dette værende essays der behandler relationen mellem kunst, køn og perception – bl.a. de kønsspecifikke forskelle der er mellem mand og kvinde i kunsten – både som kunstner og som motiv. Der stilles spørgsmålstegn ved en kønnet diskurs i kunsten – noget så simpelt som at kvinder i kunstværker sjældent bærer et efternavn – modsat deres motivfæller af andet køn. Eller en kritik af den økonomiske forskel der er på kønnene i arbejdet med kunst, såvel som på resten af arbejdsmarkedet; marginaliseringen af den kvindelige kunstner. Altid billigere til salg end den mandlige kunstners værker, ofte reduceret til “kvindekunst”.

Kunstoplevelsen forklares som både subjektiv og kontekstafhængig, i den forstand, at værket i sig selv aldrig er kunstoplevelsen, men at den først opstår i modtagerens møde med værket og i den samtidige kobling til modtagerens tidligere erfaringer. Siri Hustvedt påpeger det, at et kunstværk øjeblikkeligt værdiforringes, når det afsløres som kopi, som et klart eksempel på den kontekstuelle vigtighed i kunsten; at kunsten til dels bliver til kunst i den fortid man forstår den med, i værkets nære relation til kunstneren.

Kunstværkets abstrakte virke gøres konkret i Siri Hustvedts beskrivelse: “(…) kunstnere er kannibaler. Vi æder andre kunstnere og de bliver en del af os – i kød og blod – for derpå at blive tømt ud i vores værker”. Deri ligger både en beskrivelse af inspirationens funktion, og en beskrivelse af den subjektive konsumering af kunstværket og kunstoplevelsen. Vores oplevelser af kunst bliver aldrig identiske, fordi værket i sig selv ikke er færdigt. Vi  må hver især æde og fordøje kunsten for at opleve den.

Et andet essay diskuterer forholdet mellem det åndelige og det fysiske og den dikotomiske adskillelse af krop og sind, der er typisk i vestlig filosofi. Vi hører bl.a. om Siri Hustvedts oplevelser med at undervise psykiatriske patienter i at skrive, om de positive virkninger det har og om en psykiatrihistorisk udvikling mod medicinering frem for forskning i alternative behandlingsmetoder.

Og jeg kunne blive ved med at henvise til interessante passager i bogen, for der er afsindigt mange af dem.

En kvinde ser på mænd der ser på kvinder er et opgør med en dikotomisk forståelse af humaniora og naturvidenskab, krop og sind, syg og rask. Et filosofisk brobygningsprojekt. Patriarkalske magtstrukturerer afsløres og grænser udviskes. Det er skarpsindige observationer leveret nærværende og humoristisk.

Siri Hustvedt er og bliver en ualmindelig dygtig formidler. I denne nye essaysamling, såvel som i sine skønlitterære udgivelser, både fanger og fastholder hun sin læser med et udsøgt skriftsprogligt talent. Hun formår ikke blot at formidle videnskabeligt stof, så det bliver forståeligt og tilgængeligt, men også underholdende og indbydende. Med sit gennemgående, insisterende personlige pronomen prikker hun til den skarpe adskillelse af videnskaberne – hun selv er indbegrebet af en af pointerne i En kvinde ser på mænd der ser på kvinder; at verden ikke binær og splittet, men at man godt kan være litterat og naturvidenskabelig på samme tid – og noget helt tredje, fjerde og femte. At man skal forblive nysgerrig, stille spørgsmål og ikke lade sig fastdefinere som noget bestemt. Med stor begejstring slugte jeg Siri Hustvedts tankevækkende mursten, som får 5/6 hjerter herfra.

hjerter5

Siri Hustvedt kan opleves på Louisiana Literature i weekenden, hvilket er et af mine absolutte højdepunkter på programmet.