BOGTANKER #10 – Bøger er med til at skabe verden – derfor har vi et ansvar

marts 28, 2019 / Litteraturformidleren.dk / 1 kommentar

I starten af året henvendte en unavngiven forfatter sig til mig med henblik på at få sin bog anmeldt på Litteraturformidleren.dk. Og som det ind imellem er tilfældet, så sagde jeg ja, selvom der ikke medfulgte en læseprøve eller lignende. Da jeg omsider fik tid til at kigge på bogen forleden, kunne jeg fra første side forstå, at bogen var noget, som jeg slet ikke kunne stå inde for at give taletid. Jeg læste hele bogen og blev kun bekræftet. Side op og ned med nedgørende holdninger til forskellige typer mennesker, nærmest alle former for udskamning man kan komme i tanke om, fra hudfarve, til kropsstørrelse, slutshaming og en overordnet forskruet holdning til kvinder. Og med en fuldstændig giftig maskulinitet som centrum. Av.

Måske der var en større mening med ubehagelighederne, en udstilling af alverdens idioti, en ironisk distance mellem linjerne, men det fremgik faktisk overhovedet ikke. Jeg kunne ikke fremlæse nogen som helst mening, hvor gerne jeg end ville. Og de nedladende holdninger tjente for mig at se ikke noget formål. Det føltes lidt som når man overhører racistiske/sexistiske/etc. jokes og forventes at være underholdt. Underholdt eller sippet, that is.

Som jeg ser det, var der to mulige veje at gå; Jeg kunne skrive en lang, vred anmeldelse af bogen og få afløb for mine frustrationer. Det virkede som udgangspunkt som den mest empowering måde at gribe sagen an på, og det var helt sikkert det, jeg umiddelbart havde lyst til. Jeg er så træt af alt det kroppe, der “falder udenfor” idealet – og i særdeleshed kvindekroppe – skal stå model til. Jeg er så træt af at blive kaldt sart og hysterisk, når jeg siger fra, når jeg mærker mine grænser bliver udfordret.

Den anden meningsfulde mulighed var at lukke bogen, sende den tilbage hvor den kom fra, insistere på, at den slags ikke er litteratur, som jeg vil bruge tid og spalteplads på at nævne – som i mine øjne ikke bør få opmærksomhed nogen steder fra. Jeg vil ikke forurene mit domæne med den slags. For selvom der er god mening i at italesætte de her problemer, så vi kan ændre dem, så er der også bare et aspekt af eksponering og promovering i at skrive om bøger og vise dem frem. Og al omtale er som bekendt god omtale.

Jeg er af den overbevisning, at sproget og dermed i høj grad litteraturen har indflydelse på hvordan vi opfatter verden. Så at tale om litteratur, som viderefører den her slags holdninger og værdier, med et kritisk blik eller ej, er i mine øjne med til at videreføre ideerne. Selvom jeg er stor tilhænger af ideen om det frie ord, så skal den her type bøger ties ihjel, på mit domæne i hvert fald. Og så må jeg få afløb på anden vis, som i nærværende indlæg, uden navn og titels nævnelse.

Jeg sendte forfatteren en forklarende mail og fik en meget forstående og venlig mail retur. End of story. Men jeg er fortsat i tvivl om, hvad der er den bedste løsning. Måske har jeg ikke før nu reflekteret over, hvad jeg egentlig ønsker at min formidlingskanal her skal rumme. Andet end at den skal være et inkluderende og behageligt rum. Og mangfoldigt. Men altså ikke promovering for værdier jeg ikke kan stå inde for.

BOGTANKER #9 – Kvinder drager omsorg og mænd tager på eventyr

marts 4, 2019 / Litteraturformidleren.dk / Skriv en kommentar

Herhjemme læser vi mange bøger, børnbøger som voksenbøger. Og når vi skal vælge hvilke bøger vi skal læse højt af, falder valget meget ofte på Jakob Martin Strids bøger. Vi elsker hans fantasifulde fortællinger og ditto illustrationer, som både underholder min datter på tre og os voksne. Helt fantastisk gode og vildt populære børnebøger. Men. For her kommer et stort men:

Da jeg læste Mimbo Jimbo og den lange vinter for min datter forleden, gik noget op for mig, som jeg ikke hidtil har tænkt noget videre over. Spoileralert til de af jer, der ikke har læst den endnu; bogen slutter med et besøg hos Mumbomor. Hun har tilsyneladende ikke opdaget at vinteren og snevejret har været helt ekstremt, for hun har bare stået i køkkenet og bagt kager som hun plejer.

Og her slog det mig – nærmest uden undtagelse, så er Strids kvindelige figurer alle skåret over samme kønsstereotype, passive kam. Mumbomor og Frømor er altid i køkkenet iklædt forklæde. I Mormors gebis har Farmor ventet derhjemme med maden klar i et år, fordi hendes mand er sejlet væk i sin sofa. Tigermor i Mimbo Jimbo passer på sin unge og venter på at få hjælp. Som tak giver hun Mimbo og Mumbo bananer. Omsorg og mad, dét er tilsyneladende hvad kvinder kan. Samtidig er alle bærende karakterer af hankøn. Løven i Mormors gebis har endda “fået” hunløven Gitte, en lækker lille sag, der ligger og pynter i hans bur. Da det først gik op for mig, gik der mildest talt et stort skår i glæden over de fine børnebøger. De er så tydeligt et billede på en stadig patriarkalsk gennemsyring af vores samfund, sind og dermed også vores børnebøger. Man ser det faktisk ikke nødvendigvis, før man leder efter det, fordi det er så indlejret, naturaliseret. Men hvis man ser efter, så står skævvridningen fuldstændig klart. Vores børnelitteratur er med til at lære vores børn om verden og bærer derfor et ansvar.

Jeg ønsker mig en børnelitteratur (og mere generelt en verden), som er mere inkluderende, hvor alle typer personer kan spille hovedrollen, hvor det ikke er utænkeligt at det er far, der sørger for familien og bager kager hver lørdag. Jeg ønsker mig andet og mere end drengekarakterer, som mine døtre kan spejle sig i og lade sig inspirere af.

Af vrede, frustration og harme vokser heldigvis også produktivitet, og jeg er i fuld gang med selv at lave nogle mere nuancerede børnebøger til mine døtre. I mellemtiden modtager jeg med kyshånd gode, sjove og smukke bøger, som er lidt mindre gammeldags og patriarkalsk forurenede.

Billederne er lånt fra Gyldendal.dk

Sig det med bøger – de bedste litterære barselsgaver

juli 30, 2018 / Litteraturformidleren.dk / Skriv en kommentar

Sponsoreret: Nogle af de omtale bøger er modtaget som anmeldereksemplarer.

Litterære barselsgaver

Det er ingen hemmelighed, at bøger oftest står øverst på ønskesedlerne herhjemme – hos både voksne og børn. Vi er en gennemført bibliofil familie. For litteratur kan det hele, underholde, oplyse, udvikle. Og bøger kan bruges i alle tænkelige situationer og ved alle lejligheder. Og her i min anden barsel har jeg tænkt en del på alle de bøger jeg omgiver mig med, og hvordan de bidrager positivt til så mange aspekter af min tilværelse som midlertidigt hjemmegående, barslende mor. Det slog mig, at bøger i mine øjne er den perfekte barselsgave (ja, eller værtindegave, fødselsdagsgave, fortsæt selv).

Derfor har jeg samlet et udpluk af de allerbedste litterære barselsgaver til bibliofile nyudklækkede forældre derude og deres poder. Hvis du skal på barselsbesøg hos sådan en type, så overvej lige at medbringe en af nedenstående lækkerbiskner. De holder meget længere end blomster!

Klassikeren – en langtidsholdbar boggave

Herhjemme elsker vi de gode gamle børnebogsklassikere. Når en bog får klassikerstatus, så er det fordi den kan noget særligt, og netop børnebogsklassikerne kan bl.a. det, at de er interessant og aktuel læsning gennem mange aldre. Vores toårige elsker Palle alene i verden, en bog, som jeg selv har fået læst højt utallige gange og senere hen selv læst med stor entusiasme. Med de fineste illustrationer af Arne Ungermann og den enkle men dybt relaterbare historie, er det en evergreen gennem hele barndommen. Eller Mis med de blå øjne, som kan noget helt særligt med sin minimalisme i både streg og fortælling. Sidstnævnte fungerer desuden virkelig godt som billedbog til de helt små, da illustrationerne er så enkle og kontrastede. Vores yngste på 6 uger er allerede opslugt af at stirre på de kontrastfyldte sider. Så selvom målgruppen lyder på børn 3+, så er der ingen grund til ikke at bruge bogen som visuel og sproglig stimulans tidligere. En klassiker er en virkelig fin og langtidsholdbar boggave, som desuden vækker nostalgiske følelser hos mange voksne – et sikkert barselshit!

Processed with VSCO with ku1 preset

Hvis du er interesseret i børnebogsklassikere, så bør du tjekke Gyldendals originale billedbogsklassikere ud. Formatet er ensrettet, og de er så fine og enkle med lærredsryg. Serien omfatter Mis med de blå øjne, Drengen i månen, Spørgejørgen og Palle alene i verden. Hvis man som jeg lider af samlermani, så er det nærmest umuligt ikke at anskaffe sig hele serien. Så er du advaret.

Rim, remser og sange – aktiverende og sprogstimulerende læsning

Børn elsker rim og rytme, og børn elsker sang. Desuden er rim og remser et virkelig godt understøttende værktøj, når børn skal lære sprogets flow og rytme. Jeg har været meget glad for de to nedenstående bøger, som jeg tror, de fleste småbørnsforældre ville sætte pris på:

Den store Halfdan for de små

Jeg har aldrig været særlig begejstret for De små synger. There, I said it. Den er i mine øjne forældet og visuelt helt afsindigt kedelig. Vi købte den i sin tid, fordi den på en eller anden måde er et must have på børneboghylden, men ærligt, så kender jeg ikke halvdelen af sangene i den. Derfor blev jeg vildt begejstret, da min ældste for nylig fik Den store Halfdan for de små i storesøstergave (i øvrigt den allermest værdsatte gave man kan medbringe, når man skal på barselsbesøg i et hjem med flere børn).

Så fint udformet med pop up-elementer og flapper man kan hive i. Og i en kvalitet, hvor en lettere hektisk toårig faktisk kan bruge den uden at flå flapper og pop up-figurer ud. Sangene er min generations barndomsnostalgi og illustrationerne super fine. Se mere her.

Halfdans ABC i papbogsformat

Apropos barndomsnostalgi, så er Halfdan Rasmussens klassiske ABC kommet i en børnefingervenlig udgave, i stift pap. Jeg elsker, at man gentænker børnelitteratur, som oprindeligt er målrettet større børn, så også de helt små kan få glæde af det. Forældre, som starter højtlæsning tidligt, giver deres børn de bedst mulige forudsætninger for at lære at tale. Og så er det bare en afsindigt fin bog at have stående.

edf

Bogen er lidt af en moppedreng, så den skal ikke tabes over små barnefødder (en lektie, vi desværre lærte på den hårde måde med en lille blå fod til følge). Find den her.

Bøger, som inspirerer og tilbyder stærke forbilleder og sunde livsværdier

Selvom jeg har skrevet om de små billedbiografier fra serien “Små mennesker, store drømme” et par gange tidligere, vil jeg lige nævne dem igen. De rummer en række utroligt smukke bøger om inspirerende mennesker, som trods trange kår fulgte deres drømme og bedrev noget stort i livet.

Processed with VSCO with 6 preset

cof

I mine øjne, er det en virkelig fin gave at give bøger, som kan hjælpe forældre til at give deres børn nogle solide livsværdier og et stærkt selvværd. Igen vil jeg påpege, at selvom bøgerne er målrettet ældre børn, så er illustrationerne i sig selv interessante for små børn. Og så er det nogle bøger, som kan danne grundlag for mere og dybere samtale med barnet som årene går. Tjek bøgerne ud her.

Normudfordrende læsning til børn og deres forældre

At præsentere børn for en diversitet og mangfoldighed i verden er i mine øjne en kærlighedshandling, som har til formål at give barnet plads til at udvikle sig i hvilken som helst retning, det skulle ønske. Det er accept og frihed. Derfor kan en fin barselsgave også være en indgang til at åbne op for nye perspektiver på verden for sit barn. For jeg tror, mange forældre synes det er svært at tale diversitet på et niveau, børn kan forstå.

Fantasifuld og normbrydende højtlæsning

Gæt hvad jeg er er titlen på en af de få kønsfrie børnebøger på det danske bogmarked. Bogen handler om tre børn, som leger og bruger deres fantasi. Der er ingen kønsdefinition af de tre børn, og de forholder sig til hinanden som legekammerater i frem for at forstå hinanden som prædeterminerede, modsatrettede køn. På den måde åbnes der op for en kønsfrihed, som man desværre sjældent støder på i danske børnebøger.

forside_3_edited1

Man behøver absolut ikke at være kønsneutral opdrager for at kunne bruge bogen til at give sine børn et frirum for begrænsende kønsopdeling. Med større børn vil man desuden kunne starte en dialog om køn, normer og begrænsninger i læsningen. Se mere om den fine børnebog her.

Feministisk opdragelse – Brev til en nybagt forælder

Man kan godt få brug for lidt intellektuelle vitaminindsprøjtninger, når ens hverdag kredser om mælkeindtag, bleskift og babysnak. Chimamanda Ngozi Adichie har skrevet en bog til nybagte forældre om, hvordan man opdrager sit barn feministisk og formår at etablere et ligestillet forældreskab.

Brev-til-en-nybagt-foraelder-Et-feministisk-manifest-i-femten-punkter--E-bog

Bogen, som startede som et brev til Adichies veninde, da hun var blevet mor, er virkelig velskrevet og rummer 15 forslag til, hvordan man kan gribe det an, når man opdrager sit barn til ligestilling mellem køn.
Bogen er skrevet på et sprog, som er forståeligt og interessant, selv med ammehjerne. Find den fine lille bog her.

En hjælp til at fastholde de tidlige minder – babys bog

Babys eller barnets bog er et koncept, der deler vandene. Det er en bog, der kræver tid og overskud, og som måske er kilde til dårlig samvittighed, når den ikke bliver brugt flittigt nok. Desuden er der nogen, der ikke føler et behov for at lagre minder andre steder end i hjernen og hjertet. Men hvis dit barslende bekendtskab er til den slags, så er her et bud på en helt fantastisk fin barnets bog. Det skal siges, at der så absolut er langt mellem snapsene, når det kommer til babys bog, og jeg har søgt hårdt og længe efter en, der ikke er helt vildt grim, kønnet, pussenusset eller indholdsmæssigt elendig. Det var et meget svært projekt, skal jeg hilse at sige. Og så stødte jeg på Babys bog med mumitroldene, som netop er udkommet hos Carlsen.

Processed with VSCO with c3 preset

Bogen er så fin og lækker i kvaliteten, den rummer alt det relevante og så er den ikke mindst spækket med de fineste små mumi-citater. Desuden kan den fine bog suppleres med fire søde små mumi papbøger i en gaveæske. Oplagt til den mumielskende forælder! Babys bog med mumitroldene finder du her og Mine første mumibøger gavesættet kan findes her.

Gavekort til lydbøger – når læsetiden er knap

Afhængigt af hvor soveglad en baby man er blevet beriget med, har man måske ikke meget tid til at sidde og fordybe sig i en bog. Derfor kan det måske være en god idé, at overveje et gavekort til abonnement på lydbøger til de nyudklækkede forældre i stedet. Der findes efterhånden en række gode tjenester, som har mange interessante bøger tilgængelige. Tjek fx Politiken books, Mofibo eller Storytel, som alle tilbyder gavekort.

Har jeg glemt noget? Så smid endelig en kommentar i kommentarfeltet!

Enestående, drømmeagtigt langdigt fra Louisiana Literature-aktuel, radikal japansk poet – VILDGRÆS VED FLODLEJET af Hiromi Itō

juli 18, 2018juli 18, 2018 / Litteraturformidleren.dk / Skriv en kommentar

VILDGRÆS VED FLODLEJET af Hiromi Itō

Langdigt – Forlaget Arena – 2018 – 114 sider – oversat fra japansk (Kawara Arekusa) af Annette Thorsen Vilslev – efterord af Olga Ravn og Johanne Lykke Holm – omslag af Kasper Vang – sponsoreret: anmeldereksemplar fra forlaget

“Mor førte os med / Og vi stod på forskellige transportmidler / Vi stod på, og vi stod af, og vi stod på igen / Vi kørte i biler, og vi gik ombord på busser, / og så gik vi ombord på fly / Og vi gik om bord på flere busser, vi stod på toge, vi kørte i biler “

Sådan starter Vildgræs ved flodlejet med en rejse, som aldrig ender. Digterjeget er en ung piges, digtet en fortælling om rodløshed og en evigt søgende tilværelse. Sammen med sine søskende følger hun sin mor fra den ene far til den næste, ud og hjem til flodlejet igen, over landegrænser, fysiske og mentale grænser. De er immigranter, deres pas er dårlige pas, deres sprog uforståeligt. Ligesom med fremmede planter, er levevilkårene bedst for de indfødte – nogen hører til og nogen gør ikke. De fremmede mister sig selv i assimilationen. Bogen er en rejse – eller flugt – på vanvidets rand, gennem dystopiske, poetiske landskaber. Itō eksperimenterer med sprog og genre, og fortællingen er grænsesøgende i alle henseender.

Kønsudfordrende karakterer og almægtig natur

I Vildgræs ved flodlejet udfordres Japans patriarkalske strukturer, og gængse kønsopfattelser sættes på spidsen. Kvinderne er centrale, aktivt handlende og tænkende, og der åbnes på en måde op for anderledes kvinderoller, som ikke er ens betydende med omsorg, varme og moderlighed. Moderen i bogen er langt fra altopofrende kærlighed og tryghed. Hun er til dels kilde til utryghed og instabilitet. Hun er primært dyr og krop, hun er ækel, hun lugter, hun er grænseoverskridende, hun tvinger varm kvalm modermælk i munden på digterjegets lillebror, hun er seksuel, med sig selv, med fædrene, som er lig, med de vilde vinplanter. Hun går i et med hundene og med planterne. Hun giver liv som en plante får nye skud, men ikke omsorg.

Naturen i Vildgræs ved flodlejet er dominerende, vild og utæmmet, de vilde græsser og vine er aggressive og overmandende, og andre arter underkastes dem. Ved flodlejet konsumeres alt, alle bliver til lig.

“Der var så mange forskellige slags lig, / Det var på grund af græsset, / Det fangede og åd alle de dyr, det kunne, / Alt der døde ved flodlejet blev til lig, / Det betød ikke noget, om du var i live eller død, / Hvis du kom til flodlejet, ville græsserne æde dig, og du ville blive til et lig “

Vildgræs ved flodlejet er et sammensurium af poesi og prosa, drøm og virkelighed, liv og død. I Itōs digtning er intet endeligt. Grænser, som oftest forstås så skarpt dikotomisk i Vesten, flyder sammen, forsvinder. Mennesker er dyr er planter, liv og død er en kontinuerlig bevægelse. Planternes lov er den gældende – det er mere almindeligt at leve end at dø:

“At leve / Er mere almindeligt / End at dø for planter / De kommer tilbage / De fortsætter / De dør ikke / De rejser sig fra de døde / De bliver levende igen / De vokser frem igen, lige meget, hvad de møder / De føder et utal af børn “

Livet fortsætter, rejsen fortsætter, de samme ting gentages, starter forfra igen og igen. Hiromi Itō kaldes en shamanistisk digter, hendes værk er messende, cyklisk, lig naturens, livets cyklus. Som læser væves man ind i hendes univers, i en drømmeagtig tilstand, som fortsætter længe efter bogen er forbi.

En gennemført vellykket udgivelse

Flere gange gennem læsningen har det slået mig, hvor omfattende et arbejde oversættelsen af Vildgræs ved flodlejet må have været. Et arbejde, som kræver et imponerende overblik og en gennemgribende forståelse for japansk kultur og litteratur. Nu har jeg af gode grunde ikke læst Itō på originalsproget, men intet sted i Vildgræs ved flodlejet støder man på sprogclash eller stive ordvalg. Her fremstår intet fordansket, ej heller uoversætteligt eller uforståeligt på dansk. Taget i betragtning hvor kulturelt og litterært forskellige Danmark og Japan er, må det siges at være en bedrift.

Efterordet af Olga Ravn og Johanne Lykke Holm er guld værd for nye læsere af Itō. Her reflekteres og udfoldes læsningsmuligheder, som jeg enten kunne nikke genkendende til, eller som gav mig lyst til at læse bogen igen med nye øjne. Der samles op, og der tilbydes nye indgange til at forstå Itō som digter. En utroligt gennemført udgivelse, fra ende til anden.

Vildgræs ved flodlejet var en vild og øjenåbnende læseoplevelse. Sjældent har jeg læst noget så mærkværdigt, sanseligt stærkt, frastødende, forvirrende og interessant. Det er overvældende poesi, som jeg aldrig har oplevet det før, og jeg er nødt til at læse mere af Hiromi Itō.

Bogen er måske ikke den lettest tilgængelige, men jeg vil alligevel anbefale den bredt. For den er mest af alt så sansemættet, så stemningsfuld, at den ikke kan andet end at gøre indtryk. At læse Vildgræs ved flodlejet kræver ikke en stor viden om poesi eller japansk litteratur. Det er en bog, der først og fremmest skal føles, og det er en bog jeg vil vende tilbage til igen og igen. 6 hjerter herfra.

images images images images images images

Hvis du har planer om at gæste Louisiana Literature denne sommer, så slå lige et smut forbi Hiromi Itō og oplev hendes messende, shamanistiske oplæsning. Hun er uden tvivl en oplevelse og et af hovednavnene på min liste.

Vildgræs ved flodlejet kan erhverves fra forlaget her.

Mere højkvalitetslæsning til børnene – ELLA FITZGERALD & COCO CHANEL af Isabel Sánchez Vegara

juli 3, 2018 / Litteraturformidleren.dk / 3 kommentarer

Børnebøger/billedbiografier – Forlaget Albert – 2018 – hver 32 sider – oversat fra spansk af Luna Svane Rodríguez – sponsoreret: anmeldereksemplarer fra forlaget
Coco Chanel: illustrationer af Ana Albero | Ella Fitzgerald: illustrationer af Bàrbara Alca

Den høje kvalitet fra første bind i serien, Små mennesker, store drømme, fortsætter ufortrødent i seriens anden og tredje bog om henholdsvis Ella Fitzgerald og Coco Chanel. Anmeldelse af seriens første bog om Frida Kahlo kan læses her.

Coco Chanel levede et bemærkelsesværdigt liv. Gabrielle, som hun hed, boede som barn på børnehjem, hvor hun skilte sig ud fra de andre børn. Da hun blev voksen levede hun af at sy tøj om dagen og synge om natten. Og det var som sangerinde, hun blev kendt som Coco. Hun begyndte at fremstille hatte og blev med tiden et anerkendt navn i Paris. Herfra udviklede hun sin forretning og begyndte at skabe modetøj, som var mere behageligt at gå med, end tidens korsetter og stive gevandter. Det tøj, som i starten blev kaldt mærkeligt vandt ind og blev til det imperium, som Chanel er i dag. Og Coco Chanel er blevet et ikon, en kvinde som ikke lod sig begrænse af andres skepsis, og som, trods trange kår, skabte et navn for sig selv og et historisk stort modeimperium.

Ella Fitzgerald kom ligesom Coco Chanel fra trange kår. Som barn mistede hun sin mor og endte på børnehjem. Hun stak af og tjente til dagen og vejen ved at synge og danse på Harlems gader. Da hun blev ældre, vandt hun en talentkonkurrence, hvilket blev hendes indgang til en karriere som jazzmusiker. Hun rejste land og rige rundt for at synge og fandt gennem musikken en helt særlig stil og udtryksform. Hun fik enorm succes og er i dag en af de absolut største jazzmusikere, verden har hørt. Ligesom Coco Chanel og Frida Kahlo skabte hun sin egen lykke, trods ringe odds. For som hun citeres for i bogen:

“Det er ikke vigtigt, hvor du kommer fra, men hvor du er på vej hen”.

Gældende for alle tre udgivelser (der er flere på vej) i serien Små mennesker, store drømme er det, at de tilbyder kvalitetslæsning om sunde forbilleder, om mennesker som skabte en fantastisk tilværelse og et imponerende eftermæle for sig selv, selvom de startede livet tomhændet. Endnu en gang må jeg sige at bøgerne har taget os med storm herhjemme. Ikke blot er de afsindigt smukke, de lægger også op til refleksion og dialog, og så understreger de hvor værdifuldt det er at dyrke sit talent og turde tro på sig selv. Noget, der er så vigtigt for mig at lære mine døtre i en verden, hvor dit udseende ofte synes at være det vigtigste. Og hvor man ofte lærer ikke at føre sig for meget frem, ikke at satse noget eller umiddelbart at tro på egne evner. Jeg kan endnu engang ikke få armene ned af begejstring over den flotte bogserie, og vi skal uden tvivl have den komplette samling.

Hvis du også er nysgerrig på de næste bøger i serien kan du holde dig opdateret her. Der kan du også anskaffe dig de første bøger i serien.

Processed with VSCO with 6 preset

Frastødende kropsvæsker, den fundamentale afsky ved at slå ihjel, grænseoverskridende ritualer, lyst og ulyst i det seksuelle overgreb og andre ækelheder – DET ÆKLE af Brian Benjamin Hansen og David Mayntz (red.)

marts 7, 2018 / Litteraturformidleren.dk / 1 kommentar

cof

DET ÆKLE af Brian Benjamin Hansen og David Mayntz (red.)

Antologi – 226 sider – Akademisk Forlag – 2018 – omslag af Harvey Macaulay | Imperiet – sponsoreret: anmeldereksemplar fra forlaget

Oplevelsen af noget som værende ækelt er helt grundlæggende og umulig at fralægge sig. Vi oplever forskellige ting som ækle uden nødvendigvis at ville det, afsky er ikke altid en kontrolleret følelse. Ikke desto mindre har vores opfattelse af det ækle stor betydning for hvordan vi møder andre og former relationer. Som det formuleres på bagsiden af Det ækle:

“Det ækle får os til at føle afsky. For kulturer, for politik, for køn, for kroppen. Og vi bruger det ækle i vores bedømmelse af verden, andre mennesker, andre væsner, ting. For det anfægter os på det dybeste”

Og netop heri ligger en af bogens pointer; selvom vi ikke altid kan kontrollere hvad der får os til at føle afsky, så er det vigtigt at vi tager aktivt stilling til det, gør os det bevidst, og på den måde ikke automatisk handler ud fra det. Det er vigtigt, at vi taler om det ækle, at vi forsøger at finde frem til en slags etik for det ækle. “For det ækle har betydning for vores holdninger og handlinger”

Bogen Det ækle er sammensat af ni meget forskellige kapitler, som alle bearbejder fænomenet “det ækle” fra forskellige vinkler og med forskellige redskaber.

Og vi kommer vidt omkring; lad mig nævne i flæng – opfattelsen af den anden/en gruppe af andre som værende ækel, eksemplificeret ved etnisk udrensning og Trumps kvindehad | det ækle i relationsarbejdet og hvordan det afslører relationernes (a)symmetri, afskyreaktioner i forbindelse med at slå ihjel, og hvorvidt det bunder i indlejret moral eller noget mere komplekst | ækle rusritualer og hvordan de gennem grænseoverskridelsen fungerer samlende eller ekskluderende i nye fællesskaber, |menstruationsblod og den ekstreme grad af tabu netop denne ganske almindelige kropsvæske tillægges | et evolutionsbiologisk take på pubertære individers hyppige konfrontation med afsky og det ækle | den komplekse oplevelse af lyst og ulyst i det seksuelle overgreb, og hvordan det ikke er legitimt at italesætte | hvordan bl.a. nye muligheder for monitorering af medarbejdere kan gøre ledelse grænseoverskridende, socialt illegitim og ækel og sidst, men absolut ikke mindst | den forvirrende sammenhæng mellem nydelse og afsky, eksemplificeret ved musik – når vores egen, ukontrollerbare nydelse bliver for meget og ændrer karakter til noget ækelt.

Det er ikke altid jeg læser en akademisk udgivelse slavisk, fra første til sidste side. Som oftest shopper jeg lidt rundt, danner mig et overblik og udvælger relevante kapitler og passager jeg kan tage fat på. Men i mødet med Det ækle havde jeg svært ved at løsrive mig, helt fra bogens allerførste sætninger:

“Det ækle er en sær størrelse. Det er, som om det ækle er skabt til at undslippe alt for pæne kategoriseringer, og således opstår det som en slags rest, når man krampagtigt begynder at tale og skrive om det. Man kan ikke rigtig ramme dét, selvom man forsøger med flere fyldord, beskrivelser og systemer. Det lader sig ikke skrive. Og alligevel bliver det ved med at melde sig.”

Det ækle er interessant, dragende og frastødende på samme tid.

Det er dog ingenlunde nødvendigt eller oplagt at læse Det ækle slavisk fra den ene ende til den anden – alle ni kapitler introducerer grundigt til hvad det ækle kan forstås som, i hvert deres fokus.

Alle bogens ni kapitler er gennemarbejdet og formidlet forståeligt og skarpt, omend nogle kapitler er lettere tilgængelige end andre. Af absolutte højdepunkter for mig var kapitlet om det ækle i relationsarbejdet, hvor vi møder Pernille, som er mentor for en socialt udsat ung mand. I mødet med menteens mor i deres lejlighed, udfordres hun på sin professionalisme, da hun først og fremmest føler sig dårligt tilpas i den uudluftede, dyrehårsbefængte lejlighed. Moren serverer hjemmelavet, mayonnaise-mættet skinkesalat til dem på lune tallerkener, og den syrligt fede anretning og omgivelserne gør det umuligt for Pernille at tage imod måltidet. Hendes afvisning af deres gestus afslører skævheden i deres relation, ved at sige nej til deres mad, fremstår hun socialt hierarkisk over dem og deres uligeværdige relation står frem. Kapitlet er både afsindigt interessant i sine argumenter, og velskrevet i en sådan grad, at man som læser tydeligt mærker følelsen af afsky, den sammensnørrende hals og de begyndende opkastfornemmelser. Kapitlet understreger hvordan det ækle virker, man mærker den ufrivillige afsky på egen krop.

Desuden var jeg svært begejstret for kapitlet om lyst og ulyst i det seksuelle overgreb, som tager fat på et emne, som sjældent italesættes. Med solidt teoretisk afsæt åbnes der op for nye måder at tale om kompleksiteten af et seksuelt overgreb og dermed også en bredere måde at møde offeret for et sådant på. Ved hjælp af begreber som mættede fænomener (Marion) bliver det måske lettere at tale om og forstå hvordan et seksuelt overgreb former offeret. Måske kan en sådan tilgang være med til at frigøre noget af al den skyld og skam der ofte følger med, hvis man udsættes for et seksuelt overgreb. Om ikke andet tror jeg at italesættelsen i sig selv er vigtig; en anerkendelse af, at der er mere komplekse følelser og reaktioner på spil end som så.

Skulle jeg ønske mig et tiende kapitel, ville det være både nærliggende og interessant at undersøge det ækles sammenhæng med den inkapable krop. For den inkapable krop er i nogle tilfælde genstand for afsky i en sådan grad, at man kan tale om at der sker en eller anden form for menneskelig værdiforringelse eller objektivisering. Men som med alle andre udgivelser, så er man jo nødt til at lave en afgrænsning. Og jeg synes at Det ækle er afsindigt velkomponeret og vellykket i både indholds omfang og spredning.

Det ækle er så interessant, fordi det er så svært at definere. Det ækle er et grænseland, der hvor lyst og ulyst flyder sammen. Og bogen holder sig bevidst uden for en fast definition og går i stedet nysgerrigt til begrebet. Når vi beskæftiger os med det, der frastøder os – det vi finder ækelt – siger det i virkeligheden enormt meget om os selv, og om det, der er samfundsnormen – det, vi føler behag ved og stræber efter. Det ækle slår ned i en række højaktuelle emner og bidrager således til en samtidsanalyse, en bedre kulturforståelse.

Det ækle er afsindigt relevant, interessant og godt formidlet. Selv bogens omslag formidler et af bogens hovedelementer ret konkret – nemlig kompleksiteten i det ækle. De farvestrålende orme der snor sig på bogens omslag er både dragende og frastødende, de er smukke samtidig med at de giver mig myrekryb.

En både smuk, interessant og vigtig bog. 5/6 hjerter herfra!

hjerter5

Har du fået appetit på noget ækelt? Så kan du læse mere om bogen, eller erhverve dig dit helt eget eksemplar her!

Udklip 1 det ækle

Udklip 2 det ækle

Bogklubnoter #1

september 16, 2017 / Litteraturformidleren.dk / Skriv en kommentar

Snapchat-203393705

Ost, rødvin og feminisme – whats not to like?

Bogklubnoter er en ny kategori på Kulturkulten.

Siden jeg i sommer sammen med en veninde har startet en feministisk bogklub, har konceptet vækket en række tanker hos mig. For jeg synes at ideen om en læseklub er fantastisk af så mange årsager.

Rammerne omkring Feministisk bogklub er simple og selvfølgelige; de deltagende skal besidde en eller anden grad af interesse for feminisme. Hvilken bog/hvilke bøger vi skal læse besluttes af den der har værtsrollen, og værtsrollen går på tur fra gang til gang. Alle typer litteratur er velkomne, skønlitteratur, faglitteratur, tungt, let, stort og småt.

Første møde i bogklubben blev afholdt i fredags, og valget af litteratur faldt på Donna Haraways to essentielle essays, The Cyborg Manifesto og Situated Knowledges. Essays vi var enige om var forholdsvis svære at læse – særligt på engelsk. Men vi kom igennem og fik snakket teksterne godt igennem, og så fik vi også snakket en masse udenom – helt perfekt.

De to essays er bestemt anbefalelsesværdige til den feminismeinteresserede læser. Haraways drilske formidlingsform, gennemsyret af ironi og med en nærmest flabet tvetydighed, var, trods sværhedsgraden, overraskende underholdende. Og så er det enormt tankevækkende, at Haraway har skrevet overvejelser om teknologi og mennesker i 1984, som er så højaktuelle og rammende i en nutidig kontekst.

I bogklubben er vi indtil videre 8 medlemmer. Nogle kender hinanden, andre ikke endnu, men tilfælles har vi altså en interesse for feministisk litteratur og læsning. Og det er ét af de fantastiske elementer i bogklub-konceptet: Potentialet for dannelse af nye fællesskaber. Af andre opturs-elementer kan nævnes muligheden for at holde sin hjerne i gang (let’s face it, mit post-studerende-jeg er ikke halvt så opsøgende når det kommer til akademisk udfordrende litteratur, som jeg havde forventet. Hjernen bliver hurtigt doven og magelig). Desuden er det vanvittigt hyggeligt, og en kærkommen undskyldning for at fylde sig med ost og rødvin.

Hvis bogklubkonceptet virker tiltalende, og man ikke helt kan overskue selv at stable det på benene, så er der heldigvis masser af hjælp at hente. De fleste biblioteker har etablerede bogklubber til en bred palet af læsere, samt mulighed for at byde ind med bogklubber til bestemte genrer og aldersgrupper. Se f.eks. Københavns Hovedbiblioteks tilbud her.

Næste gang vi mødes i Feministisk bogklub, i november, skal vi læse “Zami: A new spelling of my name” af Audre Lorde, hvilket jeg ser frem til. Så der skal lyde en kæmpe opfordring herfra, i tråd med tidligere indlæg om litterær nysgerrighed: Opsøg noget nyt, lad dig udfordre i din læsning og opdag værdien i at tale med andre om den litteratur du har læst. Det kan kun tilføre din læsning noget positivt.

EN KVINDE SER PÅ MÆND DER SER PÅ KVINDER af Siri Hustvedt

august 23, 2017oktober 1, 2017 / Litteraturformidleren.dk / 1 kommentar

mde

EN KVINDE SER PÅ MÆND DER SER PÅ KVINDER af Siri Hustvedt

Oversat fra engelsk: A Woman Looking at Men Looking at Women – Essaysamling – Lindhardt & Ringhof – 672 s. – udgivet 21.08.17 – anmeldereksemplar fra forlaget

“Tvivlen er frugtbar, fordi den åbner tænkeren for fremmede tanker. Tvivlen er en spørgsmåls-generator. Descartes’ grundlæggende spørgsmål: Hvad kan vi og hvad kan vi ikke opnå vished om, virker fortsat forfriskende, selvom hans svar ikke var tilfredsstillende, hverken for mig eller mange andre. En af de få universalier, når det gælder idéer, kunne måske være, at spørgsmål normalt er bedre end svar.”

Siri Hustvedts essaysamling En kvinde ser på mænd der ser på kvinder er netop udkommet på dansk. Bogen er tredelt, og stiller et forfriskende spørgsmålstegn ved en lang række fænomener. Dette værende essays der behandler relationen mellem kunst, køn og perception – bl.a. de kønsspecifikke forskelle der er mellem mand og kvinde i kunsten – både som kunstner og som motiv. Der stilles spørgsmålstegn ved en kønnet diskurs i kunsten – noget så simpelt som at kvinder i kunstværker sjældent bærer et efternavn – modsat deres motivfæller af andet køn. Eller en kritik af den økonomiske forskel der er på kønnene i arbejdet med kunst, såvel som på resten af arbejdsmarkedet; marginaliseringen af den kvindelige kunstner. Altid billigere til salg end den mandlige kunstners værker, ofte reduceret til “kvindekunst”.

Kunstoplevelsen forklares som både subjektiv og kontekstafhængig, i den forstand, at værket i sig selv aldrig er kunstoplevelsen, men at den først opstår i modtagerens møde med værket og i den samtidige kobling til modtagerens tidligere erfaringer. Siri Hustvedt påpeger det, at et kunstværk øjeblikkeligt værdiforringes, når det afsløres som kopi, som et klart eksempel på den kontekstuelle vigtighed i kunsten; at kunsten til dels bliver til kunst i den fortid man forstår den med, i værkets nære relation til kunstneren.

Kunstværkets abstrakte virke gøres konkret i Siri Hustvedts beskrivelse: “(…) kunstnere er kannibaler. Vi æder andre kunstnere og de bliver en del af os – i kød og blod – for derpå at blive tømt ud i vores værker”. Deri ligger både en beskrivelse af inspirationens funktion, og en beskrivelse af den subjektive konsumering af kunstværket og kunstoplevelsen. Vores oplevelser af kunst bliver aldrig identiske, fordi værket i sig selv ikke er færdigt. Vi må hver især æde og fordøje kunsten for at opleve den.

Et andet essay diskuterer forholdet mellem det åndelige og det fysiske og den dikotomiske adskillelse af krop og sind, der er typisk i vestlig filosofi. Vi hører bl.a. om Siri Hustvedts oplevelser med at undervise psykiatriske patienter i at skrive, om de positive virkninger det har og om en psykiatrihistorisk udvikling mod medicinering frem for forskning i alternative behandlingsmetoder.

Og jeg kunne blive ved med at henvise til interessante passager i bogen, for der er afsindigt mange af dem.

En kvinde ser på mænd der ser på kvinder er et opgør med en dikotomisk forståelse af humaniora og naturvidenskab, krop og sind, syg og rask. Et filosofisk brobygningsprojekt. Patriarkalske magtstrukturerer afsløres og grænser udviskes. Det er skarpsindige observationer leveret nærværende og humoristisk.

Siri Hustvedt er og bliver en ualmindelig dygtig formidler. I denne nye essaysamling, såvel som i sine skønlitterære udgivelser, både fanger og fastholder hun sin læser med et udsøgt skriftsprogligt talent. Hun formår ikke blot at formidle videnskabeligt stof, så det bliver forståeligt og tilgængeligt, men også underholdende og indbydende. Med sit gennemgående, insisterende personlige pronomen prikker hun til den skarpe adskillelse af videnskaberne – hun selv er indbegrebet af en af pointerne i En kvinde ser på mænd der ser på kvinder; at verden ikke binær og splittet, men at man godt kan være litterat og naturvidenskabelig på samme tid – og noget helt tredje, fjerde og femte. At man skal forblive nysgerrig, stille spørgsmål og ikke lade sig fastdefinere som noget bestemt. Med stor begejstring slugte jeg Siri Hustvedts tankevækkende mursten, som får 5/6 hjerter herfra.