Digte til enhver stemning – DEN RULLENDE KANON – en antologi af yndlingsdigte udvalgt af Thomas Boberg og Ib Michael

den-rullende-kanon-en-antologi-af-yndlingsdigte

Den rullende kanon – en antologi af yndlingsdigte udvalgt af Thomas Boberg & Ib Michael

Digtantologi – Forlaget Arabesk – 2016 – 360 s. – omslag af Marianne Dunker & Ferdinand Ahm Krag – sponsoreret: anmeldereksemplar fra forlaget

” I buskadset, et guldplettet smykkeskrin,
i det usikre buskads der er dækket over
med smukke blomster, hvor kysset sover,
gennembrydes det udsøgte broderi

af en frygtsom faun der viser sine øjne,
bider røde blomster med sit hvide smil.
Solbrændt og blodig som gammel vin,
brister han i latter under buskens grene.

Og da han er flygtet, som egernet,
skælver hans latter endnu på hvert blad,
og, skræmt af en dompap, ser man da
Skovens gyldne kys meditere.”

Sådan lyder digtantologien Den rullende kanons treogtresindstyvende digt, Faunens hoved, som er skrevet af Arthur Rimbaud. Dette digt faldt, som så mange fra antologien, ind i min bevidsthed og blev hængende. Poesi er sansning og følelse, noget til tider udefinerbart, noget der rammer, påvirker, på en eller anden måde vækker følelser hos sin modtager. Og netop den måde, Thomas Boberg og Ib Michael har udvalgt digte til Den rullende kanon, er i mine øjne essensen af poesilæsning; de har valgt hvert eneste af antologiens 242 digte med hjertet, uden andre kriterier end følelsen og deres helt subjektive udbytte af digtene. Og det personlige engagement er noget der mærkes, når man læser antologien.

I Den rullende kanon tilbydes et svulstigt tagselvbord af alsidig poesi – fra Baudelaire, Thorup, Hassan, Dickinson, Strunge, Aidt, Kirkeby, Dylan, over en række anonyme lyrikere. Som Boberg og Michael selv forklarer det i indledningen til antologien, så er den sammensat helt uden stringent orden og  sorteringskrav: “Der er digte af kendte og ukendte, gamle og nye. Der er ikke noget hierarki, udvalget er ikke repræsentativt. […] Vi har placeret digtene helt uden hensyn til digtenes epoke, land, køn eller emne. Digtene kommunikerer på tværs af tid og rum.”

Digtantologien er så loyal mod poesiens sprog, mod følelse, sansning og lyst før fornuft, system og afgrænsning. Det er fri leg, det er engagement og passion. Og det, der ydermere gør Den rullende kanon interessant, er antologiens brede appel – bogen er til den hærdede poesisluger såvel som til den helt grønne lyriklæser. Den er både et oplagt sted at starte, fordi den favner så bredt, og den er en gave til den læser, der har brug for en lille bid kvalitetspoesi ind imellem.

I sidste ende er læsning af poesi – som al anden læsning – en afsindigt subjektiv størrelse, og ligesom jeg stødte på en masse digte, som overvældede mig og som jeg tager med mig videre, så var der også en del digte i antologien, som var ligegyldige for mig. Jeg er vild med konceptet, den frie udvælgelse, fralæggelsen af indskrænkende rammer og kvotetænkning. Antologien bærer tydeligt præg af lyst og kærlighed til poesien og for den frie for og det overvejende solide indhold, belønnes antologien med 4 store hjerter herfra.

hjerter

Hvis du er interesseret i mere info om bogen – eller sågar at skaffe dig dit helt eget eksemplar – kan du gå herhen.

cof

LÆSESTAKKEN: AUGUST

IMG_20170830_114253.jpg

Det var så den sommer. Hvis man ellers kan kalde det for sommer. Til gengæld har det tvivlsomme vejr været en oplagt undskyldning for at sidde indenfor med benene oppe og læse en masse gode bøger.

Min august har budt på lidt af hvert; hele tre debutanter – heraf to romaner og en enkelt digtsamling, essays fra altid inspirerende Siri Hustvedt, farvefulde bøger og kontrastfulde, farveløse bøger, store læseoplevelser og mindre skuffelser. Her er en lille opsummering:

EN KVINDE SER PÅ MÆND DER SER PÅ KVINDER af Siri Hustvedt

Louisiana Literature-aktuelle Siri Hustvedt har bedrevet noget af en bog med En kvinde ser på mænd der ser på kvinder. Hun berører kunst, køn, feminisme, (den fejlagtige) adskillelse af krop og sind, og så bygger hun bro mellem naturvidenskab og humaniora, hvilket er særdeles tiltrængt. Det har sjældent været så stor en fornøjelse at læse essays om forholdsvis træge emner, som i dette tilfælde. Læs hele anmeldelsen her.

VI ER VEL HELTE  af  Liv Nimand Duvå

Fantastisk smuk og velskrevet debutroman  fra dansk Liv Nimand Duvå, om alkoholisme, sorg, svigt og om det særlige afhængighedsforhold der opstår mellem et barn og en forælder med et misbrug. Læs den. Og læs anmeldelsen her.

DER ER ALTID NOGEN AT BEFRI af Johanne Kirstine Fall

Endnu en stærk debut! Johanne Kirstine Falls har bedrevet en roman om anoreksi og psykiatri, som ikke bare er velskrevet, men også fuld af selvironi og humor. Læs mere her.

TERMIN – EN FREMSTILLING AF VOLD I NORGE af Henrik Nor-Hansen

En lille, smuk roman, som gennem en eksperimenterende form belyser volden i samfundet og i sproget. Jeg var dog noget skuffet over denne roman, der ikke levede op til mine forventninger. Læs hvorfor i den fulde anmeldelse.

AT SYNKE ET OCEAN af Jesper Gaarskjær

En stærk skønlitterær debut, om at leve et priviligeret liv i en verden fuld af krig og død. Stærk og ubehagelig læsning, som dog var en smuk litterær oplevelse. Jesper Gaarskjær har styr på sin rytme og form, og jeg var allround ret begejstret. Læs mere om digtsamlingen her.

Nu kan efteråret bare komme an – jeg har en masse spændende læsning på programmet, blandt andet en komedie om kærlighed, utroskab, løgn og bedrag, en børnebogsklassiker, en kridhvid skønhed og meget andet lækkert. Følg med, også på Facebook og Instagram!

 

AT SYNKE ET OCEAN af Jesper Gaarskjær

cof

AT SYNKE ET OCEAN af Jesper Gaarskjær 

Digtsamling – 100 sider – People’s Press – omslag af Jesper Gaarskjær og Rasmus Funder – anmeldereksemplar fra forlaget

“nu, hvor bådene driver ind fra det mørklagte
kæntrer mennesker i afstandene
langs vejene
på det trange kontinent
i pauser mellem terrorangreb
jeg har lært dig at kende
jeg ved, hvad du ikke ved:
du smugler angsten med

mine drenge samler grankogler i haven
løber nøgne rundt i sommerregn
folder både af avispapir ved åen i skoven
spiller fodbold med plastikbold på stranden
de ved ikke, at det er din sten i vindueskarmen
og det bliver mellem os
eller det forplanter sig
i en sandhed, de ikke kender”

D. 31/8 udkommer Jesper Gaarskjærs skønlitterære debut, digtsamlingen At synke et ocean, som handler om at leve et priviligeret liv i en verden fuld af krig, død og ødelæggelse. Om at være forælder til trygge børn og om at se til, mens andre børn kæmper for deres overlevelse, traumatiseres og drukner. Om kontraster; barndommens naive tryghed i en grotesk voldelig verden. Et personligt vidnesbyrd om de tanker og følelser, som flygtningekrisen har vakt i en dansk familiefar.

Digtsamlingen er struktureret i 4 dele med hver deres overskrift, som indkredser handlingen. Formmæssigt eksperimenteres der med tekstblokke, nøgne sider, indryk og små strofer med få vers, hvilket bryder et glidende flow og gør læsningen afbrudt, hakket og uforudsigelig. På den måde etableres et kaos i digtenes udtryk, som er i tråd med indholdet.

Digtene i At synke et ocean er alt andet end behagelig læsning. Stemningen er så gennemsyret af afmagt, frygt og frustration, at ubehaget vokser for hver strofe. Og det, at det er så gennemført ubekvem læsning, må tilskrives Jesper Gaarskjærs evne til at indkapsle almen menneskelig frygt og de helt afsindige niveauer af angstfølelser, der følger med, når man bliver forælder.

Som mor, og som politisk engageret menneske, ramte digtsamlingen mig på min afmagt, min dårlige samvittighed over min handlingslammelse og min frygt for at miste det, der betyder allermest. At synke et ocean er en tvangsfodring af alt det, man til tider helst bare vil lukke øjnene for, forsøge at glemme. Og netop at synke står for mig som et nøgleord, både i den forstand, at vi ikke kan lukke øjnene for hvad der sker, men er nødt til at indtage det, synke det, og følelsen af at synke ned i dybet, uden at kunne gøre noget, uden at kunne ændre på det optrappende, ulykkelige kaos, der udspiller sig.

At synke et ocean er en lille, men kraftfuld bog. Det er en hudløst ærlig samtidsskildring, et stykke litteratur som i høj grad bidrager til en bedre forståelse af, hvordan det er at være menneske i dag, hvordan det er at opfostre børn i en verden fuld af had og død. Det er en fortælling om angst, frygt, sorg og afmagt, om at indtage andre menneskers traume, om at sluge den bitre pille det er, at forholde sig til sin omverden.

At synke et ocean er absolut læsværdig, omend ikke en bog der bidrager positivt til ens velbefindende. Men det er netop derfor den er så vellykket. 5/6 hjerter og en varm anbefaling herfra.

hjerter5