ALT HVAD DU EJER af Caspar Eric

Poesi – Gyldendal – 2018 – 296 sider – omslag af Kasper Vang – sponsoreret: anmeldereksemplar fra forlaget

“Du tænker stadig på det barn der ikke er der // hver gang du ser en barnevogn på gaden // og nogle gange bliver du lettet // over at det ikke er dit // trætte og ensomme legeme // der skal stå der og holde fast om en kop kaffe // og blive tvunget til at gå tidligt i seng // og føle at ungdommen er forbi // men de fleste dage er det anderledes // også selvom barnet aldrig // har eksisteret som andet end fantasi // men embryo er sådan et umuligt ord “

Alt hvad du ejer er en fortælling om tabet af et barn, en kæreste og en forestillet fremtid. Bogen tager sit afsæt i Caspar Erics egen oplevelse med at miste et barn i 11. uge af graviditeten og derefter sin kæreste og den fremtid, de havde udsigt til. Men det er også en meget større fortælling om en sorg, som mangler et sprog, om en verden i afmagt og om afstanden mellem mennesker. Det er højaktuel og relaterbar poesi om at blive voksen, om at finde en plads og et fællesskab i verden.

Ikke en side i den 296 sider lange bog er irrelevant, hver eneste lille tekstbid er uprætentiøs, små strofer, som bare fungerer uendeligt godt og poetisk uden at prøve for hårdt. Bogen er et enormt privat, selvransagende projekt og samtidig en refleksion over en verden i sorg, om flygtninge, klimakrise, om racisme og normative forventninger. Caspar Eric skriver forfriskende konkret og privilegiebevidst om emner som bl.a.  racisme og hvidhed, eller som i nedenstående eksempel om køn:

“Da kvalmen begyndte // kunne hun ikke holde ud // at stå længe i osen fra maden // så du brugte mere og mere // tid i jeres køkken // gjorde det langsomt til dit // men forventede stadig ros // fordi nogen åbenbart har lært dig // at du måske har fortjent et blowjob “

Hele vejen igennem adresseres et digter-du. Gennem 2.-personsfortælleren lægges der på en måde en afstand til sorgen, man bliver i stand til at observere den udefra, hvilket hjælper til at løfte fortællingen op fra at være et enkelt menneskes private historie og til at kunne læses som en almenmenneskelig fortælling om tab.

Formen i Alt hvad du ejer virker løs og forholdsvis ustruktureret og så alligevel ikke. Bogen er inddelt i tretten lige store afsnit, nemlig 22 sider, adskilt af den karakteristiske cirkel, som også pryder omslaget. Cirkelformen har betydning på flere niveauer i Alt hvad du ejer, den cykliske bevægelse, som en alternativ tidsregning, et cirkulært narrativ. Cirklen i  cirklen drager associationer til blommesækken i livmoderen,  til individet i fællesskabet, mennesket i verden og verden i mennesket, livet i døden og døden i livet, historie og fremtid sammenvævet. Den mayanske kalender “Tzolk’in”, som spiller en rolle i bogen, er netop også en cirkel i en cirkel (også inddelt i tretten), et symbol på en alternativ måde at tænke tid på. Og således kører fortællingen rundt i fortid, nutid og fremtid med den ufrivillige abort som centrum, efter de tretten uger hvor de troede, at de skulle være forældre.

Jeg har ikke tidligere læst noget af Eric og kan derfor ikke udtale mig om udviklingen i forfatterskabet, eller drage paralleller til tidligere udgivelser. Alt hvad du ejer har været min indgang til et forfatterskab, som jeg straks må læse mere af, og som jeg ser frem til mere fra. Hvis du ligesom jeg har været alt for tung i optrækket til at komme i gang med at  læse den anmelderroste Caspar Eric, så er det eddermaneme på tide at komme i gang. 5/6 hjerter herfra.

Intrigued? Find Alt hvad du ejer her.