Sprogligt skarpe, kompakte og humoristiske noveller om kærlighed og ensomhed – KORT OVER CANADA af Dorthe Nors

2F1B42E6-DC60-44E5-87B8-EF3BEEC6D1E2.jpg

KORT OVER CANADA af Dorthe Nors

Noveller – Gyldendal – 2018 – 137 sider – omslag af Alette Bertelsen – sponsoreret: anmeldereksemplar fra forlaget

“Hun kigger over på festpladsen, spytter. Den festplads optager hende mere end gåturene ved skrænten, skarvene, bøgeskoven, og det er for eksempel gået op for hende, at hun, mens det stod på, nok var to mennesker på én gang. Hun var én, der var som besat af at elske, og én, der gik ved siden af, tavs og observerende, og det skete, at disse to indgik i skænderier, hvor observatøren altid tabte, for kærligheden tåler alt, udholder alt, uden den, skreg den elskende, var jeg en klingende malm, en rungende bjælde, og observatøren noterede sig, at det muligvis er angsten for tomhed, der får landets kirkeklokker til at ringe. “

Fjorten noveller rummer bogen Kort over Canada. Nogle tidligere udgivet, andre som ser dagens lys for første gang. I de fjorten små fortællinger møder vi et bredt spektrum af eksistenser, mænd og kvinder, gamle og unge. Hver især bærer de på fortællinger om kærlighed, om sorg og afsavn, om liv, død og ensomhed. Vi møder bl.a. den lidt for hjælpsomme ven til terminalpatienten, manden i det kulsejlede ægteskab, kvinden, der mobbes på sit studie. Alle er de på hver deres måde malplacerede i livet, længselsfulde og søgende.

Sublimt sprog i stringent form

Novellerne i Kort over Canada er alle komponeret i et sprog, som nærmer sig en minimalistisk enkelthed. Der er en selvfølgelighed i Dorthe Nors formuleringer, hvor selv det største plottwist formuleres som en bagatel eller en sidebemærkning. Nogle af novellerne er fulde af sorg og smerte og samtidig gennemsyret af en humor og en sproglig lethed, som imponerer. Novellerne er nogenlunde samme længde og formen varierer meget lidt, hvilket giver en følelse af sammenhæng og stringens i bogen.

Forskelligartet persongalleri med vekslende autencitet

Bogens personer veksler meget i karakter, men også i relaterbarhed og troværdighed. I novellen Ad små asfalterede stier møder vi Alice, som er ven med den dødeligt syge Einar. Alices handlinger, replikker og tanker udgør en karakter, som er så spot on og morsom, at jeg fra første færd elskede hende. Fortællingen er på samme tid autentisk og grotesk og en af bogens absolut bedste. I et par af de andre noveller oplevede jeg ikke samme forståelighed hos karaktererne og fortællingen blev derved mindre vedkommende.

Novellerne er fulde af sidehistorier, indskudte fortællinger og erindringsfragmenter blomstrer frem, som knopskud på en kringlet plante. Således bliver en kort novelle alligevel en fortælling, som strækker sig bredt over både tid og sted. En stor historie fortælles i  det små.

Novellen er en svær genre, som Dorthe Nors uden tvivl mestrer. Det kræver sin historiefortæller at konstruere et interessant plot på så få sider, uden at det virker amputeret eller som forfejlet udkast til en roman. Nors har bevaret sin kølige elegance og humor fra sine tidligere udgivelser. Dog er Kort over Canada en noget mere vag læseoplevelse end fx novellesamlingen Kantslag, som hun udgav for ti år siden,og som blev hendes internationale gennembrud. Kort over Canada er en varieret og interessant novellesamling, en blanding af virkelig gode og mindre interessante fortællinger. Det er en bog, der alene på grund af Dorthe Nors’ underspillede og humoristiske måde at skrive på, er en anbefaling værdig. Og så er det i øvrigt en helt utroligt smuk bog. Tre ud af seks hjerter herfra.

hjerter3

Find dit eget eksemplar af Kort over Canada her.

090F84FD-2347-46AD-AD02-5CC0F414046C

406649B5-7079-484B-854F-64C383D5F286

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s