BOGTANKER #3: ER DER EN ANMELDER TIL STEDE?

2017-06-29 (2)

Anne Sophia Hermansen er ny kulturredaktør på Berlingske og hun har en plan. Hun spørger os:

“Kan Asger Aamund anmelde Anders Fogh Rasmussens ”Fra socialstat til minimalstat”? Kan Eva Selsing anmelde Hassan Preislers skilsmissedrama eller måske en Nik & Jay-koncert? Og hvad med Eva Harlou – hvad siger hun til Bohrs Tårn, brune værtshuse eller den redesignede Ken-dukke?”

Såkaldte holdningsmennesker skal lave kulturanmeldelser med det formål at gøre anmeldelsen bredere end bare et æstetisk blik på et stykke kunst. Kulturen skal have større relevans og gennem bedre anmeldelser skal flere lokkes ind i kulturen. Vi skal erkende en gang for alle at objektivitet er en umulighed og så skal de der anmelder i stedet bruge deres profil aktivt til at give læseren en ny vinkel på kulturen – de skal helt legitimt anmelde ud fra deres egen subjektive position.

Jeg synes at projektet er interessant og nye vinkler på et til tider snævert og elitært panel af kulturrsmagsdommere bydes velkommen herfra. I kølvandet på hele misæren kommer jeg til at tænke over, hvad der egentlig skal til for at man kan retfærdiggøre sin position som anmelder. Hvem har lov og ret til at sige noget om noget? Hvem kan med rette kalde sig anmelder – hvad skal der egentlig til?

En del af projektet Kulturkulten ligger i det anmeldende arbejde. Det er en vinkel på kulturformidlingen som falder mig naturligt, jeg forholder mig til kulturelle produkter og fænomener med en subjektiv, men også fagligt funderet stemme. Jeg har læst på universitetet i 5 år. Før det tog jeg en designuddannelse, der især har udviklet mine æstetiske kompetencer. Men jeg mener ikke at det er derfor jeg anmelder, det er ikke det der gør mit projekt legitimt. Jeg skriver, fordi jeg ikke kan lade være. Jeg udtaler mig om bøger jeg læser, fordi jeg har svært ved at  lade være, fordi jeg læser meget og derfor har lyst til at give mine oplevelser videre, at analysere, diskutere og anbefale.

Min uddannelsesmæssige baggrund har givet mig en række redskaber til at  tilgå en tekst, men lysten til at give min mening til kende og selve kilden til den mening er noget der ikke kan tillæres. Det er en iboende kærlighed til litteraturen som opstod årtier inden universitetet, en litteraturlyst der udsprang da jeg i de tidlige barndomsår sad på skødet af min mor og fik læst højt, fik vækket en nysgerrighed der fik mig til at opsøge bøgerne, der drev mig til at lære at læse inden jeg overhovedet gik i børnehaveklasse.

Er en akademisk uddannelse adgangsgivende til titlen “anmelder”? Jeg tror det ikke. I mine øjne er man anmelder i det øjeblik man føler et behov for at tage stilling til et stykke kunst og videreformidle det. Anmeldelser er sådan en fantastisk genre, fordi man kan være rasende uenig eller helt enig og i sidste ende bare må acceptere den anmeldende parts mening som netop hans/hendes mening, en subjektiv vurdering og dermed ikke en sandhed.

Jeg glæder mig i hvert fald til at følge Berlingskes projekt, til at få nogle nye vinkler på anmeldelsesgenren og måske blive inspireret til at dykke ned i nogle kulturtilbud, som ikke havde fanget min opmærksomhed, hvis de blev formidlet fra en anden vinkel.

FADEREN – ET OPGØR af NIKLAS FRANK

cof

FADEREN – ET OPGØR af Niklas Frank

343 sider – Forlaget Silkefyret 2017 – oversat af Camilla Engkjær Laursen – omslag af Michelle Melissa Jakobsen.

“Ja, bask du bare rasende med armene i din boblende kedel i Helvede, jeg ser dit fede ansigt, det er som en zombie, røde blærer brister på din hud, dit gebis er blottet, de gule tænder slipper den blårøde tunge fri, dine øjne har mistet deres låg, de ruller blodigt i hulerne og der er nærmest ikke noget, der holder dem fra at trille ud, dertil presser der sig en vred brummen ud af dit benede, forbrændte, rå brystkød, imens dine arme, der engang holdt om mor, rører i det kogende vand, slår vandets tone, lyden fra dit blæsende bryst trænger ind i min hjerne, og i aften strækker jeg mig i min seng, veltilpas som altid efter jeg har lukket dig ud af mig selv, og jeg tænker befriet: ‘I dag er endnu et svært slag blevet kæmpet imod far’.”

Niklas Frank er søn af Hans Frank som under det nazistiske styre var justitsminister i Bayern og generalguvernør i Polen, og som blev hængt for sine ugerninger efter Nürnbergprocessen i 1946. Romanen Faderen – et opgør er, som titlen så tydeligt peger på, sønnens opgør med sin far og med den enorme afsky og skam over at være søn af en krigsforbryder og morder. Romanen er en voldsom sag, et raseriudbrud uden ende og en mands desperate søgen efter frigørelse fra sit ophav. Vi føres igennem en række dagbogsnotater fra Hans Frank, breve og korrespondancer, som tegner et billede af Niklas Franks mor og far og af menneskene omkring dem. Sideløbende med disse uddrag ligger et kommentarspor fra Niklas Frank, en uendeligt konfronterende indre dialog, mellem far og søn. Faren fremstilles som en prætentiøs, grådig og ynkelig Hitlersympatisør og gang på gang latterliggøres faderen som f.eks. i beskrivelsen af Hans Franks smisken for Hitler, som løber helt af sporet og udvikler sig til en karikeret beskrivelse af et opdigtet erotisk møde med udveksling af dybe tungekys og befølinger – et af mange eksempler på en ironisk distance i teksten og en til tider meget morsom sarkasme midt i alt det dybt alvorlige. Men der ligger også en ambivalens i teksten, en ærgrelse over at faderen ikke sagde fra, ikke gjorde modstand, og mellem alle de hadske og spydige kommentarer anes en lille rest af sønnens kærlighed til faderen, gennem afmagt og for længst forliste håb.

Faderen – et opgør er, hvis ikke den mest, så en af de mest hadefulde romaner jeg har læst. Det had Niklas Frank beskriver er så facetteret at det bliver uoverkommeligt. Hadet er ikke bare en svigtet søns had til den svigtende far, det er en hel nation – en hel verdens – had til et altødelæggende regime, det er et had, der bærer præg af selvhad, gennem erkendelsen af, at faderen unægteligt er en del af sønnen og sønnen en del af faderen.

Romanen er i sin nærmest dialogiske form ret tilgængelig og sprogets voldsomhed fastholdt min opmærksomhed gennem hele bogen. Dog var den sjuskede korrekturlæsning en gennemgående kilde til irritation for mig – noget som jeg studsede over på omkring hver anden side. Det er ærgerligt for en bog, som ellers er så veloversat, som jeg synes, at Faderen – et opgør er. Den er dog anbefalelsesværdig og bør læses af alle som har bare en smule interesse for 2. Verdenskrig og den tilbyder læseren en anderledes vinkel på et stykke historie som ellers er meget velbeskrevet. Til de ikke-historieinteresserede læsere har romanen en stærk kvalitet som en lidt ekstrem form for “pappa-roman” – denne højaktuelle tendens i litteraturen, hvor faderforholdet tematiseres.

Layoutmæssigt fungerer det dystre, sorte omslag ret godt og så er jeg en sucker for lækre detaljer, som det kraftige, strukturpapir på bogens første og sidste side. Dog fungerer det mørke papir ikke så godt til tryk, og jeg synes at kolofonen var svær at tyde – men det er en mindre detalje. Alt i alt er Faderen – et opgør en særdeles læsværdig og anderledes roman, som ender på 4/6 hjerter herfra.

hjerter.jpg

 

KULTEN DEBATTERER: BARSEL OG FORRYKT FORÆLDREFORSTÅELSE

9bdf2e9f385028bdc90e824012207854

I Danmark holder mænd en markant mindre del af barselsorloven end kvinder, når de bliver forældre. En tendens, som sætter sine spor på arbejdsmarkedet gennem lavere lønninger og færre lederstillinger til kvinder, og som gør kvinder til fattigere pensionister end mænd. Og det til trods for, at kvinder generelt er bedre uddannede end mænd.

Vi diskuterer det ofte – en øremærkning af barsel til mænd i Danmark – og hvorfor er det egentlig så svært? Hvorfor er vi så skeptiske over for at lovgive, så mænd passer (egne) børn ligesom det naturligt forventes af kvinden? Er det, fordi vi stadig sidder fast i en gammeldags forestilling om, at kvinden er en mere naturlig og værdifuld forælder end manden?

Da jeg selv blev mor i marts i år, var min kæreste og jeg enige om at dele barselsorloven så vidt muligt. Vi ønskede begge at bruge så meget tid som muligt sammen med vores nyfødte datter, og vi var begge interesserede i, at hun fik et trygt og nært forhold til os begge fra starten – en interesse jeg antager, at langt de fleste nybagte forældre deler med os.

Gennem graviditeten handlede det meste i sagens natur om mig. Det var mig, der bar vores barn, det var mig, der havde kvalme og træthed, det var mine plukkeveer. Det var min krop, det handlede om. Min kæreste følte sig ikke overset i vores møde med sundhedsvæsenet, men jeg studsede dog over jordemoderens spørgsmål om, hvorvidt han skulle deltage i fødslen. Er det virkelig stadig noget, manden ikke nødvendigvis er en naturlig del af? Eller da der var flere forskellige bekendte, der fortalte historier om en mand de kendte, som havde mistet al fysisk tiltrækning til sin kæreste efter at have overværet hende føde, fordi det havde været for grænseoverskridende for ham at deltage i. Som om det ikke var en situation, han var en naturlig del af. Og anbefalinger om at han som minimum stod ved hovedgærdet under hele fødslen. Og så var der den dér generelle overraskelse over hans andel af barslen:

”Tror du ikke at han kommer til at kede sig?”, blev jeg ved mere end én lejlighed spurgt om.

Men der var da ikke nogen, der spurgte, om jeg ikke troede, at jeg selv ville komme til at kede mig i min barsel.

Sundhedsplejersken, som besøgte os, proklamerede, at det hørte til sjældenhederne, at faren tog så stor en del af barslen, og at hun syntes, det var rigtig positivt, at min kæreste også ønskede barsel. I samme åndedrag stak hun ham et lille kort med en illustration af en mand med fuldskæg og en baby i sine arme. En reklame for en app han kunne hente, så barselstiden ikke blev for lang.

FAR-app’en kunne både hjælpe ham til at finde på ting at lave sammen med vores datter og så tilbød den også en række redskaber til sveddryppende mandeaktiviteter under barslen.

”Kan man lege med sin baby og samtidig træne biceps? Ja selvfølgelig”, står der i introduktionen til app’en.

Så kære far på barsel: Frygt ej mere. Selvom du fjoller rundt derhjemme og laver kedelige kvindeting, så behøver du slet ikke at kede dig eller miste din maskulinitet! Du kan stadig forblive en rigtig mand med store muskler og sved på panden. FAR-app’en har din ryg. Du behøver slet ikke at blive helt konsumeret af kvindeverdenen med lortebleer og vasketøj.

App’en er efter sigende målrettet småbørnsfædre og ”gør det lidt sjovere at være sammen med baby”. Som alle jo ved er røvsygt ellers (for mænd altså).

Selvom det kan være svært at forstå, at vi sidder fast her, så er børn altså stadig kvindens domæne. Jeg mener, at et af vores store ligestillingsproblemer – den skævt fordelte barsel – blandt andet vedligeholdes gennem et degraderende syn på mandens funktion som forælder samtidig med, at kvinden forventes at leve op til helt urealistiske forventninger. Den barslende mand bliver enten genstand for enorm beundring, som var det ikke hans eget afkom, det handlede om, eller også bliver han mødt med en skepsis som går på, om han egentlig er egnet til at passe på et lille barn.

Og koblingen af mand og barsel er åbenbart stadigvæk så mærkværdigt et scenarie, at det har underholdningsværdi i sig selv: ”Mænd på barsel” er en ny dokumentarserie, hvor man følger hverdagen hos en række nordjyske mænd, som er på barselsorlov i – hold nu fast – to hele måneder! Og mens vi sidder åndeløse af spænding over at finde ud af, om de nu virkelig kan finde ud af at tage en bæresele på, eller om det mon er en uoverkommelig opgave at blende lidt babymos, så kan vi jo tænke over, om man virkelig godt kan servere te til morgenmaden i en fædregruppe, eller om det simpelthen udløser en eksplosion af østrogen, som faktisk bare får fædrene til at skifte køn, lige dér, for i stedet bare blive til mødre?

Jeg har svært ved at forestille mig at der ville være ligeså stor interesse for at følge en række kvinder på barsel. For det er jo en normaltilstand, det er den ”naturlige” model. Det er en stadig forankring i konstellationen ”kvinden i hjemmet og manden som forsørger”, som er en realitet, og det ryster mig faktisk lidt, at vi stadig er dér i Danmark – i 2016. På det her område, såvel som på en lang række andre, er der et helt overdrevet fokus på den krop, vi går rundt med, og de forventninger den forventes at bære med sig.

Så når diskussionen om øremærket barsel igen strander, så er det på grund af kulturelle strukturer, der stikker dybere end en modvilje mod statskontrol af det private. Forventninger om, at fordi et barn lever ni måneder i kvindens krop, så er det i bund og grund kun mor, der duer. Forventninger om, at interesser, egenskaber og værdier er direkte affødt af den krop, vi går rundt i.

En barselsmodel som den islandske (tre måneder til hver forælder og tre måneder til deling) ville være et mærkbart skridt på vejen hen mod ligestilling mellem køn i Danmark. Og så er vi nødt til at blive bevidste om, hvordan vi reproducerer kønsstereotype forældreroller, og hvilke konsekvenser det har. Vi skal tage os selv i at tale ned til fædrene, og at overvurdere rollen som mor. Et opgør med myten om den uundværlige, altopofrende mor og den drengerøvsagtige, inkompetente far er et vigtigt skridt på vejen. Hjemme hos os er det i hvert fald både mor og far, der er den bedste i verden.

Publiceret første gang her.

KLASSIKERLÆSNING #1: LOLITA

lolita-fb

LOLITA af Vladimir Nabokov
442 sider – Gyldendal 2016 – forord ved Naja Marie Aidt – oversat af Claus Bech.

“Lolita, mit livs lys, mine lænders lue. Min synd, min sjæl. Lo-lee-ta: tungespidsen tre trin hen ad ganen og slår smæld mod tænderne på det tredje. Hun var Lo, slet og ret Lo, om morgenen, lidt over halvanden meter høj på én strømpefod. Hun var Lola i slacks. Hun var Dolly i skolen. Hun var Dolores på den stiplede linie. Men i mine arme var  hun altid Lolita”. Sådan starter romanen Lolita, som udkom første gang på dansk i 1957.

Jegfortælleren Humbert Humbert er en midaldrende fransk litteraturprofessor – og så er han underlagt en konstant og uslukkelig tørst efter præpubertære piger. Historien fortælles retrospektivt, som en forsvarstale for fortidens synder, af Humbert på anklagebænken. Romanen tager sin begyndelse i hans tidligere kulsejlede kærlighedsforhold, herunder en barndomsforelskelse, som man gennem bogen vil erfare, har sat varige spor i Humbert. Han flytter til Amerika, hvor han møder Charlotte Haze, som er enkefrue og bor alene sammen med sin 11-årige datter Dolores – af Humbert kaldet Lolita. Humbert fatter øjeblikkelig interesse for den unge pige, en interesse som hurtigt vokser til en erotisk besættelse. Han gifter sig med Charlotte for at kunne være tæt på hendes datter. Da Charlotte dør i et trafikuheld, tager Humbert Lolita ud på et roadtrip gennem USA, hvor han påtvinger hende en bizar og formynderisk relation, i en forrykt kobling af rollen som stedfar og elsker. Han beskriver sin besættelse og sit kødelige begær, men her og der præsenteres vi for Lolitas ulykke, fx når det perifært nævnes at hun græder om natten, eller at hun ømmer sig. Lolita fastholdes i denne situation indtil det omsider lykkes hende at flygte. Da Humbert efter lang tids søgen får opstøvet hende, er hun 17 år gammel og gravid.

Lolita var enormt kontroversiel i sin samtid og er det sådan set også i dag. Det er svært at forestille sig, at man faktisk kan få en eller anden form for sympati med uhyret Humbert Humbert, men fordi sproget er så medrivende, og romanen er så ufatteligt godt og gennemført skrevet, kommer man, om man vil det eller ej, ind i hovedet på Humbert, hvilket for mit vedkommende resulterede i en ambivalent placering mellem en form for sympati og en brændende foragt.

Romanen er splittet i to dele: den første, hvor Humbert er aggressivt frembrusende, manipulerende, grænseoverskridende, som et rovdyr på jagt efter sit bytte, og den anden del, hvor han mest af alt er ynkelig, svag og underdanig overfor det han selv definerer som begær. Han er gennem hele romanen stort set blottet for den mindste smule selvindsigt og empati og er til det sidste uforstående overfor Lolitas afvisning af ham. Og en stor del af handlingen har han selvhævdede uskyld som omdrejningspunkt. Hans kategorisering af en bestemt gruppe præpubertære piger som værende “nymfetter” danner grundlaget for denne ansvarsflugt; for disse nymfetter er af natur skyldige, forføreriske, uartige væsner. Flere steder i bogen beskriver han sig selv som et dyr, en abe, og det er min opfattelse at Nabokov har en kønskritisk agenda, gennem fremstillingen af den dyriske mand og den forføreriske, men passive og svage kvinde (pige). Han er simpelthen en mand i sin krops vold, en aktiv krop, som bruger den passive Lolita. Gennem hans forståelse af hende bliver hun til en tom skal, et hylster for hans altoverskyggende begær.

Lolita er så velskrevet, så fuld af intertekstualitet og små fingerpeg, så sindssygt skarp, ulækker og betagende. Den behandler seksuelle emner uden at blive lummer, og den formår at give læseren en eller anden grad af forståelse for og empati med den måske mest usympatiske og frastødende karakter man kan forestille sig. Det er en af de mest velkomponerede og sprogligt gennemførte bøger jeg nogensinde har læst, og selvom det er en lidt tyk krabat på et stykke over 400 sider, så har jeg ædt den råt, med alt hvad den indebærer. En kæmpe anbefaling herfra!

6/6

imagesimagesimagesimagesimagesimages