FADEREN – ET OPGØR af Niklas Frank

343 sider – Forlaget Silkefyret 2017 – oversat af Camilla Engkjær Laursen – omslag af Michelle Melissa Jakobsen.

“Ja, bask du bare rasende med armene i din boblende kedel i Helvede, jeg ser dit fede ansigt, det er som en zombie, røde blærer brister på din hud, dit gebis er blottet, de gule tænder slipper den blårøde tunge fri, dine øjne har mistet deres låg, de ruller blodigt i hulerne og der er nærmest ikke noget, der holder dem fra at trille ud, dertil presser der sig en vred brummen ud af dit benede, forbrændte, rå brystkød, imens dine arme, der engang holdt om mor, rører i det kogende vand, slår vandets tone, lyden fra dit blæsende bryst trænger ind i min hjerne, og i aften strækker jeg mig i min seng, veltilpas som altid efter jeg har lukket dig ud af mig selv, og jeg tænker befriet: ‘I dag er endnu et svært slag blevet kæmpet imod far’.”

Niklas Frank er søn af Hans Frank som under det nazistiske styre var justitsminister i Bayern og generalguvernør i Polen, og som blev hængt for sine ugerninger efter Nürnbergprocessen i 1946. Romanen Faderen – et opgør er, som titlen så tydeligt peger på, sønnens opgør med sin far og med den enorme afsky og skam over at være søn af en krigsforbryder og morder. Romanen er en voldsom sag, et raseriudbrud uden ende og en mands desperate søgen efter frigørelse fra sit ophav. Vi føres igennem en række dagbogsnotater fra Hans Frank, breve og korrespondancer, som tegner et billede af Niklas Franks mor og far og af menneskene omkring dem. Sideløbende med disse uddrag ligger et kommentarspor fra Niklas Frank, en uendeligt konfronterende indre dialog, mellem far og søn. Faren fremstilles som en prætentiøs, grådig og ynkelig Hitlersympatisør og gang på gang latterliggøres faderen som f.eks. i beskrivelsen af Hans Franks smisken for Hitler, som løber helt af sporet og udvikler sig til en karikeret beskrivelse af et opdigtet erotisk møde med udveksling af dybe tungekys og befølinger – et af mange eksempler på en ironisk distance i teksten og en til tider meget morsom sarkasme midt i alt det dybt alvorlige. Men der ligger også en ambivalens i teksten, en ærgrelse over at faderen ikke sagde fra, ikke gjorde modstand, og mellem alle de hadske og spydige kommentarer anes en lille rest af sønnens kærlighed til faderen, gennem afmagt og for længst forliste håb.

Faderen – et opgør er, hvis ikke den mest, så en af de mest hadefulde romaner jeg har læst. Det had Niklas Frank beskriver er så facetteret at det bliver uoverkommeligt. Hadet er ikke bare en svigtet søns had til den svigtende far, det er en hel nation – en hel verdens – had til et altødelæggende regime, det er et had, der bærer præg af selvhad, gennem erkendelsen af, at faderen unægteligt er en del af sønnen og sønnen en del af faderen.

Romanen er i sin nærmest dialogiske form ret tilgængelig og sprogets voldsomhed fastholdt min opmærksomhed gennem hele bogen. Dog var den sjuskede korrekturlæsning en gennemgående kilde til irritation for mig – noget som jeg studsede over på omkring hver anden side. Det er ærgerligt for en bog, som ellers er så veloversat, som jeg synes, at Faderen – et opgør er. Den er dog anbefalelsesværdig og bør læses af alle som har bare en smule interesse for 2. Verdenskrig og den tilbyder læseren en anderledes vinkel på et stykke historie som ellers er meget velbeskrevet. Til de ikke-historieinteresserede læsere har romanen en stærk kvalitet som en lidt ekstrem form for “pappa-roman” – denne højaktuelle tendens i litteraturen, hvor faderforholdet tematiseres.

Layoutmæssigt fungerer det dystre, sorte omslag ret godt og så er jeg en sucker for lækre detaljer, som det kraftige, strukturpapir på bogens første og sidste side. Dog fungerer det mørke papir ikke så godt til tryk, og jeg synes at kolofonen var svær at tyde – men det er en mindre detalje. Alt i alt er Faderen – et opgør en særdeles læsværdig og anderledes roman, som ender på 4/6 hjerter herfra.