Louisiana Literature

Enestående, drømmeagtigt langdigt fra Louisiana Literature-aktuel, radikal japansk poet – VILDGRÆS VED FLODLEJET af Hiromi Itō

/ Litteraturformidleren.dk / Skriv en kommentar

 153B5D17-7673-4444-AB17-AB1B89580BFE.jpg

VILDGRÆS VED FLODLEJET af Hiromi Itō

Langdigt – Forlaget Arena – 2018 – 114 sider – oversat fra japansk (Kawara Arekusa) af Annette Thorsen Vilslev – efterord af Olga Ravn og Johanne Lykke Holm – omslag af Kasper Vang – sponsoreret: anmeldereksemplar fra forlaget

“Mor førte os med / Og vi stod på forskellige transportmidler / Vi stod på, og vi stod af, og vi stod på igen / Vi kørte i biler, og vi gik ombord på busser, / og så gik vi ombord på fly / Og vi gik om bord på flere busser, vi stod på toge, vi kørte i biler “

Sådan starter Vildgræs ved flodlejet med en rejse, som aldrig ender. Digterjeget er en ung piges, digtet en fortælling om rodløshed og en evigt søgende tilværelse. Sammen med sine søskende følger hun sin mor fra den ene far til den næste, ud og hjem til flodlejet igen, over landegrænser, fysiske og mentale grænser. De er immigranter, deres pas er dårlige pas, deres sprog uforståeligt. Ligesom med fremmede planter, er levevilkårene bedst for de indfødte – nogen hører til og nogen gør ikke. De fremmede mister sig selv i assimilationen. Bogen er en rejse – eller flugt – på vanvidets rand, gennem dystopiske, poetiske landskaber. Itō eksperimenterer med sprog og genre, og fortællingen er grænsesøgende i alle henseender.

Kønsudfordrende karakterer og almægtig natur

I Vildgræs ved flodlejet udfordres Japans patriarkalske strukturer, og gængse kønsopfattelser sættes på spidsen. Kvinderne er centrale, aktivt handlende og tænkende, og der åbnes på en måde op for anderledes kvinderoller, som ikke er ens betydende med omsorg, varme og moderlighed. Moderen i bogen er langt fra altopofrende kærlighed og tryghed. Hun er til dels kilde til utryghed og instabilitet. Hun er primært dyr og krop, hun er ækel, hun lugter, hun er grænseoverskridende, hun tvinger varm kvalm modermælk i munden på digterjegets lillebror, hun er seksuel, med sig selv, med fædrene, som er lig, med de vilde vinplanter. Hun går i et med hundene og med planterne. Hun giver liv som en plante får nye skud, men ikke omsorg.

Naturen i Vildgræs ved flodlejet er dominerende, vild og utæmmet, de vilde græsser og vine er aggressive og overmandende, og andre arter underkastes dem. Ved flodlejet  konsumeres alt, alle bliver til lig.

“Der var så mange forskellige slags lig, / Det var på grund af græsset, / Det fangede og åd alle de dyr, det kunne, / Alt der døde ved flodlejet blev til lig, / Det betød ikke noget, om du var i live eller død, / Hvis du kom til flodlejet, ville græsserne æde dig, og du ville blive til et lig “

Vildgræs ved flodlejet er et sammensurium af poesi og prosa, drøm og virkelighed, liv og død. I Itōs digtning er intet endeligt. Grænser, som oftest forstås så skarpt dikotomisk i Vesten, flyder sammen, forsvinder. Mennesker er dyr er planter, liv og død er en kontinuerlig bevægelse. Planternes lov er den gældende – det er mere almindeligt at leve end at dø:

“At leve / Er mere almindeligt / End at dø for planter / De kommer tilbage / De fortsætter / De dør ikke / De rejser sig fra de døde / De bliver levende igen / De vokser frem igen, lige meget, hvad de møder / De føder et utal af børn “

Livet fortsætter, rejsen fortsætter, de samme ting gentages, starter forfra igen og igen. Hiromi Itō kaldes en shamanistisk digter, hendes værk er messende, cyklisk, lig naturens, livets cyklus. Som læser væves man ind i hendes univers, i en drømmeagtig tilstand, som fortsætter længe efter bogen er forbi.

En gennemført vellykket udgivelse

Flere gange gennem læsningen har det slået mig, hvor omfattende et arbejde oversættelsen af Vildgræs ved flodlejet må have været. Et arbejde, som kræver et imponerende overblik og en gennemgribende forståelse for japansk kultur og litteratur. Nu har jeg af gode grunde ikke læst Itō på originalsproget, men intet sted i Vildgræs ved flodlejet støder man på sprogclash eller stive ordvalg. Her fremstår intet fordansket, ej heller uoversætteligt eller uforståeligt på dansk. Taget i betragtning hvor kulturelt og litterært forskellige Danmark og Japan er, må det siges at være en bedrift.

Efterordet af Olga Ravn og Johanne Lykke Holm er guld værd for nye læsere af Itō. Her reflekteres og udfoldes læsningsmuligheder, som jeg enten kunne nikke genkendende til, eller som gav mig lyst til at læse bogen igen med nye øjne. Der samles op, og der tilbydes nye indgange til at forstå Itō som digter. En utroligt gennemført udgivelse, fra ende til anden.

Vildgræs ved flodlejet var en vild og øjenåbnende læseoplevelse. Sjældent har jeg læst noget så mærkværdigt, sanseligt stærkt, frastødende, forvirrende og interessant. Det er overvældende poesi, som jeg aldrig har oplevet det før, og jeg er nødt til at læse mere af Hiromi Itō.

Bogen er måske ikke den lettest tilgængelige, men jeg vil alligevel anbefale den bredt. For den er mest af alt så sansemættet, så stemningsfuld, at den ikke kan andet end at gøre indtryk. At læse Vildgræs ved flodlejet kræver ikke en stor viden om poesi eller japansk litteratur. Det er en bog, der først og fremmest skal føles, og det er en bog jeg vil vende tilbage til igen og igen. 6 hjerter herfra.

imagesimagesimagesimagesimagesimages

Hvis du har planer om at gæste Louisiana Literature denne sommer, så slå lige et smut forbi Hiromi Itō og oplev hendes messende, shamanistiske oplæsning. Hun er uden tvivl en oplevelse og et af hovednavnene på min liste.

Vildgræs ved flodlejet kan erhverves fra forlaget her.

BOGTANKER #5: ÆSTETIK

/ Litteraturformidleren.dk / 1 kommentar

cof

Skæbnen vil, at jeg for andet år i træk ligger syg under Louisiana Literature. Damn it. Det er åbenbart ved at blive en slags tradition. Så nu ligger jeg her, ude af stand til at foretage mig noget andet end at ligge og læse og hoste og ligge og glo og læse. I en sådan tvungen hviletilstand dukker der en masse tanker op, om bøger blandt andet. Om gode og dårlige, grimme og smukke bøger.

Jeg har skrevet om det før, og jeg skriver om det igen – min kærlighed til smukke bøger. For de fleste fylder en bogs indhold måske noget mere end dens visuelle fremtoning, hvilket absolut giver god mening. Men jeg synes, at jeg oplever en tendens til at vi ofte underkender bogens æstetiske funktion, vigtigheden af den indpakning bogen har.

Mange af mine ligesindede bogfetichister har nok prydet deres hjem med store bogreoler og bogstakke, ligesom jeg. Og mange kan nikke genkendende til den helt særlige kærlighed der opstår, når en bog ikke bare er indholdsmæssigt bastant, men også en fryd for øjet. Når det hele ligesom går op i en højere enhed, når man både har lyst til at genlæse en bog og placere den i øjenhøjde på reolen. Når man har lyst til at lade den ligge på natbordet, selvom man har læst den færdig,  bare fordi den pynter, som en blomst eller et billede ville gøre det.

Mit arbejde drejer sig om at formidle litteratur, hvilket selvsagt er lettest, når det er pakket smukt ind. De fleste foretrækker vel det smukke eller interessante frem for det grimme eller intetsigende? Et omslag kan understøtte bogens indhold, fungere som blikfang, markere flere bøgers relation til hinanden (fx bogserier) og meget andet – hvordan bogen ser ud er altså uhyre vigtigt for alt hvad der går ud over selve læseoplevelsen. Derfor tænker jeg også, at vi simpelthen giver for lidt credit til de seriøse talenter, der sidder backstage og producerer den æstetiske side af bogen.

Når et bogomslag gør indtryk på mig, sørger jeg altid for at nævne det kunstneriske talent bag i min anmeldelse. Nogle af mine absolutte favoritter er Mikkel Henssel, Michelle Melissa Jakobsen og faktisk de fleste af de dygtige mennesker bag Forlaget Silkefyrets (aka de smukke bøgers forlag) bogomslag. For en god ordens skyld, skal jeg lige nævne, at dette indlæg ikke er sponsoreret, men udelukkende kører på love.

Og på samme måde kan jeg faktisk få betydeligt mindre lyst til at købe en bog med et utiltalende omslag. Her har jeg også nogen bestemte i tankerne, men ingen nævnt, ingen glemt. Mange selvudgivelser halter i grafikken, hvilket får bøgerne til at fremstå mere hjemmelavede end højst nødvendigt, så et tip herfra: Gå ikke ned på det grafiske, for det betyder virkelig noget! I disse digitale tider skal alt salgbart altså også være instavenligt, for at bruge et rædselsfuldt, men meget rammende ord. Udtryk og indhold er gensidigt afhængige, de bør i mine øjne ikke adskilles. Lad os lige værdsætte de grafiske talenter lidt mere, det er måske dem, der i sidste ende får bogen solgt.

Og nu er min tankevirksomhed sluppet op, jeg vil kravle tilbage under dynen, hvor alle bogomslag vel egentlig bare er grå, og sende en misundelig tanke til alle jer, der står på Louisiana i dag og får fyldt jeres krop og sjæl med store litterære oplevelser. Jeg tager (måske) revanche næste år.

Og for en god ordens skyld: Følgende afbildede bøger er anmeldereksemplarer fra forlagene: Bungalow, Termin, En kvinde ser på mænd der ser på kvinder. Resten er venligst sponsoreret af egen lomme.

EN KVINDE SER PÅ MÆND DER SER PÅ KVINDER af Siri Hustvedt

/ Litteraturformidleren.dk / 1 kommentar

mde

EN KVINDE SER PÅ MÆND DER SER PÅ KVINDER af Siri Hustvedt

Oversat fra engelsk: A Woman Looking at Men Looking at Women – Essaysamling – Lindhardt & Ringhof – 672 s. – udgivet 21.08.17 – anmeldereksemplar fra forlaget

“Tvivlen er frugtbar, fordi den åbner tænkeren for fremmede tanker. Tvivlen er en spørgsmåls-generator. Descartes’ grundlæggende spørgsmål: Hvad kan vi og hvad kan vi ikke opnå vished om, virker fortsat forfriskende, selvom hans svar ikke var tilfredsstillende, hverken for mig eller mange andre. En af de få universalier, når det gælder idéer, kunne måske være, at spørgsmål normalt er bedre end svar.”

Siri Hustvedts essaysamling En kvinde ser på mænd der ser på kvinder er netop udkommet på dansk. Bogen er tredelt, og stiller et forfriskende spørgsmålstegn ved en lang række fænomener. Dette værende essays der behandler relationen mellem kunst, køn og perception – bl.a. de kønsspecifikke forskelle der er mellem mand og kvinde i kunsten – både som kunstner og som motiv. Der stilles spørgsmålstegn ved en kønnet diskurs i kunsten – noget så simpelt som at kvinder i kunstværker sjældent bærer et efternavn – modsat deres motivfæller af andet køn. Eller en kritik af den økonomiske forskel der er på kønnene i arbejdet med kunst, såvel som på resten af arbejdsmarkedet; marginaliseringen af den kvindelige kunstner. Altid billigere til salg end den mandlige kunstners værker, ofte reduceret til “kvindekunst”.

Kunstoplevelsen forklares som både subjektiv og kontekstafhængig, i den forstand, at værket i sig selv aldrig er kunstoplevelsen, men at den først opstår i modtagerens møde med værket og i den samtidige kobling til modtagerens tidligere erfaringer. Siri Hustvedt påpeger det, at et kunstværk øjeblikkeligt værdiforringes, når det afsløres som kopi, som et klart eksempel på den kontekstuelle vigtighed i kunsten; at kunsten til dels bliver til kunst i den fortid man forstår den med, i værkets nære relation til kunstneren.

Kunstværkets abstrakte virke gøres konkret i Siri Hustvedts beskrivelse: “(…) kunstnere er kannibaler. Vi æder andre kunstnere og de bliver en del af os – i kød og blod – for derpå at blive tømt ud i vores værker”. Deri ligger både en beskrivelse af inspirationens funktion, og en beskrivelse af den subjektive konsumering af kunstværket og kunstoplevelsen. Vores oplevelser af kunst bliver aldrig identiske, fordi værket i sig selv ikke er færdigt. Vi  må hver især æde og fordøje kunsten for at opleve den.

Et andet essay diskuterer forholdet mellem det åndelige og det fysiske og den dikotomiske adskillelse af krop og sind, der er typisk i vestlig filosofi. Vi hører bl.a. om Siri Hustvedts oplevelser med at undervise psykiatriske patienter i at skrive, om de positive virkninger det har og om en psykiatrihistorisk udvikling mod medicinering frem for forskning i alternative behandlingsmetoder.

Og jeg kunne blive ved med at henvise til interessante passager i bogen, for der er afsindigt mange af dem.

En kvinde ser på mænd der ser på kvinder er et opgør med en dikotomisk forståelse af humaniora og naturvidenskab, krop og sind, syg og rask. Et filosofisk brobygningsprojekt. Patriarkalske magtstrukturerer afsløres og grænser udviskes. Det er skarpsindige observationer leveret nærværende og humoristisk.

Siri Hustvedt er og bliver en ualmindelig dygtig formidler. I denne nye essaysamling, såvel som i sine skønlitterære udgivelser, både fanger og fastholder hun sin læser med et udsøgt skriftsprogligt talent. Hun formår ikke blot at formidle videnskabeligt stof, så det bliver forståeligt og tilgængeligt, men også underholdende og indbydende. Med sit gennemgående, insisterende personlige pronomen prikker hun til den skarpe adskillelse af videnskaberne – hun selv er indbegrebet af en af pointerne i En kvinde ser på mænd der ser på kvinder; at verden ikke binær og splittet, men at man godt kan være litterat og naturvidenskabelig på samme tid – og noget helt tredje, fjerde og femte. At man skal forblive nysgerrig, stille spørgsmål og ikke lade sig fastdefinere som noget bestemt. Med stor begejstring slugte jeg Siri Hustvedts tankevækkende mursten, som får 5/6 hjerter herfra.

hjerter5

Siri Hustvedt kan opleves på Louisiana Literature i weekenden, hvilket er et af mine absolutte højdepunkter på programmet.