LOLITA af Vladimir Nabokov
442 sider – Gyldendal 2016 – forord ved Naja Marie Aidt – oversat af Claus Bech.

“Lolita, mit livs lys, mine lænders lue. Min synd, min sjæl. Lo-lee-ta: tungespidsen tre trin hen ad ganen og slår smæld mod tænderne på det tredje. Hun var Lo, slet og ret Lo, om morgenen, lidt over halvanden meter høj på én strømpefod. Hun var Lola i slacks. Hun var Dolly i skolen. Hun var Dolores på den stiplede linie. Men i mine arme var  hun altid Lolita”. Sådan starter romanen Lolita, som udkom første gang på dansk i 1957.

Jegfortælleren Humbert Humbert er en midaldrende fransk litteraturprofessor – og så er han underlagt en konstant og uslukkelig tørst efter præpubertære piger. Historien fortælles retrospektivt, som en forsvarstale for fortidens synder, af Humbert på anklagebænken. Romanen tager sin begyndelse i hans tidligere kulsejlede kærlighedsforhold, herunder en barndomsforelskelse, som man gennem bogen vil erfare, har sat varige spor i Humbert. Han flytter til Amerika, hvor han møder Charlotte Haze, som er enkefrue og bor alene sammen med sin 11-årige datter Dolores – af Humbert kaldet Lolita. Humbert fatter øjeblikkelig interesse for den unge pige, en interesse som hurtigt vokser til en erotisk besættelse. Han gifter sig med Charlotte for at kunne være tæt på hendes datter. Da Charlotte dør i et trafikuheld, tager Humbert Lolita ud på et roadtrip gennem USA, hvor han påtvinger hende en bizar og formynderisk relation, i en forrykt kobling af rollen som stedfar og elsker. Han beskriver sin besættelse og sit kødelige begær, men her og der præsenteres vi for Lolitas ulykke, fx når det perifært nævnes at hun græder om natten, eller at hun ømmer sig. Lolita fastholdes i denne situation indtil det omsider lykkes hende at flygte. Da Humbert efter lang tids søgen får opstøvet hende, er hun 17 år gammel og gravid.

Lolita var enormt kontroversiel i sin samtid og er det sådan set også i dag. Det er svært at forestille sig, at man faktisk kan få en eller anden form for sympati med uhyret Humbert Humbert, men fordi sproget er så medrivende, og romanen er så ufatteligt godt og gennemført skrevet, kommer man, om man vil det eller ej, ind i hovedet på Humbert, hvilket for mit vedkommende resulterede i en ambivalent placering mellem en form for sympati og en brændende foragt.

Romanen er splittet i to dele: den første, hvor Humbert er aggressivt frembrusende, manipulerende, grænseoverskridende, som et rovdyr på jagt efter sit bytte, og den anden del, hvor han mest af alt er ynkelig, svag og underdanig overfor det han selv definerer som begær. Han er gennem hele romanen stort set blottet for den mindste smule selvindsigt og empati og er til det sidste uforstående overfor Lolitas afvisning af ham. Og en stor del af handlingen har han selvhævdede uskyld som omdrejningspunkt. Hans kategorisering af en bestemt gruppe præpubertære piger som værende “nymfetter” danner grundlaget for denne ansvarsflugt; for disse nymfetter er af natur skyldige, forføreriske, uartige væsner. Flere steder i bogen beskriver han sig selv som et dyr, en abe, og det er min opfattelse at Nabokov har en kønskritisk agenda, gennem fremstillingen af den dyriske mand og den forføreriske, men passive og svage kvinde (pige). Han er simpelthen en mand i sin krops vold, en aktiv krop, som bruger den passive Lolita. Gennem hans forståelse af hende bliver hun til en tom skal, et hylster for hans altoverskyggende begær.

Lolita er så velskrevet, så fuld af intertekstualitet og små fingerpeg, så sindssygt skarp, ulækker og betagende. Den behandler seksuelle emner uden at blive lummer, og den formår at give læseren en eller anden grad af forståelse for og empati med den måske mest usympatiske og frastødende karakter man kan forestille sig. Det er en af de mest velkomponerede og sprogligt gennemførte bøger jeg nogensinde har læst, og selvom det er en lidt tyk krabat på et stykke over 400 sider, så har jeg ædt den råt, med alt hvad den indebærer. En kæmpe anbefaling herfra!

6/6